Min baggrund

Når jeg læser blogs, så vil jeg gerne kunne danne mig et billede af den, som har skrevet indlæggene. Er det et menneske, som jeg kan have noget til fælles med, spørger jeg uvilkårligt mig selv. Derfor vil jeg forsøge at give et indblik i mine – i ordets egentligste forstand – private forhold. Altså ikke hvem jeg går i seng med, eller om jeg kører spirituskørsel, men i de hovedstrømninger, som har formet mig som menneske.

Det er efterhånden gået op for mig, hvor meget man er et produkt af sin baggrund. Og at der kommer et tidspunkt, hvor man må lære at leve med, den man er. I mange sammenhænge har man en tendens til enten at gøre og mene nøjagtig som sit ophav eller – hvad der er langt, langt sjældnere – at vælge den stik modsatte position. At tænke sig om og positivt indtage en helt 3. stilling er tidskrævende og vanskeligt.

Alle mine 8 oldeforældre havde aktivt forbindelse til kristelige kredse, og de fleste til Indre Mission. Begge mine forældre var offentligt ansatte, og det var min morfar også. Som lille sad jeg på min farfars skød og lærte Danmarks-historie i den nationalromantiske tradition.

Senere lærte jeg som teenager under lange aftenture langs Vesterhavet med gamle tanter at få nuancer ind i mit historiesyn. Mr Willis på Brentwood skylder jeg en grundig indføring i europas forhold i det 19. århundrede. Videnskabens og teknikkens historie som grundlag for civilisationens fremskridt er uendeligt spændende, og i den sammenhæng kan jeg godt have tendenser til at mene, at samfundets indretning er afhængig af produktionsmidlerne.

Min politiske ‘naturtilstand’ er derfor kristeligt-konservativ. At være liberal indebærer derfor, at jeg hele tiden skal føre indvendige diskussioner med mig selv for at nå til standpunkter, som er ikke blot instinktive, men mulige at forsvare med nogenlunde fornuftige argumenter, og som ikke bare undertrykker andre menneskers frihed for at tilfredsstille mine ønsker. Det kan være hårdt at holde den liberale linje, når man grundlæggende ikke bryder sig om abort, euforiserende stoffer eller stangdrukne teenagere.

Men når det så er sagt, så må det også siges, at jeg forhåbentlig har lært at være nysgerrig, at deltage aktivt i samfundslivet og at overveje de overleverede sandheder samt glæde mig over fremskridt.

Og som man tydeligt kan se, så er det ofte enkelte mennesker og enkelte begivenheder, der har, om ikke dannet, så dog udkrystalliseret de afgørende påvirkninger i mit liv. Det håber jeg, at jeg også selv kan få mulighed for at gøre, for de som omgiver mig.