Folkekirkens fremtid er langt mindre sikker

Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis

Folkekirkens ødselhed er simpelthen et resultat af, at måden, man skaffer og fordeler penge på, inviterer til et stadig stigende forbrug. Og public choice-teori illustrerer det levende

Hvis man antager, at det gennemsnitlige folkekirkemedlem synes, at prisen er blevet rigeligt høj, hvordan kan en demokratisk organisation så undlade at reagere på det. Umiddelbart må man antage, at det snarere skulle handle om at få aktiveret medlemmer, så de føler, at de får mere for pengene. Og den slags projekter dukker ofte op i mange varianter.

Trods det klare sollys er der urovækkende skyer i baggrunden

Men det er lige her, at public choice-teori har et andet bud. Ifølge den er forklaringen, at det ikke er det gennemsnitlige medlem, der deltager i menighedsrådene. Det gør de aktive, som vitterlig får udbytte af aktiviteterne. Og det er også kun de aktive, som deltager i valgene. De mange fredsvalg og lave stemmeprocenter dokumenterer det.

Og for så vidt angår hverveprogrammerne, så viser erfaringen, at det primært er de regelmæssige kirkegængere, som benytter alle de tilbud i form af foredrag, studiekredse, koncerter med mere, som er vokset frem. De inaktive når man ikke, og måske navnlig ikke de, som er kritiske overfor pengestrømmen.

Men hvis en ”skattenægterliste” skal slå igennem, så skal den enten kunne trække et stort antal ekstra vælgere til at deltage, eller den skal føre skrækkampagne om udmeldelser overfor de aktive.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Hvis skattenægterne skal have gennemslagskraft i provstiudvalgene, så skal der være skattenægterlister som slår igennem i noget over halvdelene af sognene – eller i hvert fald i et stort antal landsogne.

Det er noget nær en umulighed. Spørgsmålet er, hvor tydeligt skal folkekirkens aktive kunne se afgrunden og hvor hurtigt skal de køre mod den, førend de reagerer.

Hvad er det, der driver folkekirken ud i meningsløst forbrug

Folkekirken koster 8 mia om året, og beløbet er steget 9 % på 10 år. Hvad der det for mekanismer, som fører til det?

Gennem de sidste årtier har der været øget fokus på styringen af Folkekirken og på dens struktur og økonomi. 2 udvalg har afleveret grundige betænkninger, så alle kender udviklingen, men ingen gør noget ved det.

En grund til det kunne være, at det er de aktive medlemmer, der deltager i menighedsråd og andre besluttende organer, sammen med de ansatte. Og de, som nyder et gode, har som regel svært ved at give det fra sig.

Uanset grunden så er det i hvert fald sjældent, at kirkeskatten sættes ned. Hvis man forsøger at google det, så er antallet af relevante resultater meget beskedent, og der er år mellem, at det hænder. Og det er ikke i de store kommuner, hvor det batter.

Sådan skaffer kirken pengene

Der er 2 kilder til folkekirkens budgetter. Den mindste er statskassen, der betaler 40 % af lønnen til 1892,8 præster, en del af personregistreringen (kirkebøgerne) og forskellige andre småposter. Det bliver til samlet 492 mio. kr. Plus naturligvis et ministerium til 60.

Den anden kilde til penge er kirkeskatten, der opkræves af kommunerne. Den er ens for hele kommunen, men varierer temmelig meget fra kommune til kommune.

Det indkomne beløb deles i 2 portioner, en som indbetales til kirkeministeriet og bruges til betaling af de sidste 60 % af lønnen til præster samt til biskopper og deslige. Den andel er på 0,15 % af skatteydernes indkomst.

Resten af kirkeskatten går til kirkerne i de enkelte kommuner og varierer temmelig meget. Den laveste lokale kirkeskat er 0,26 i Gentofte, den højeste er Læsøs 1,15 og gennemsnittet på 0,72. Generelt kan man sige, at den er højest i kommuner med mange små landsogne, medens den er lavest de store bykommuner.

Det samlede budget for hele folkekirken løber dermed op i lige under 7.970.000.000 kr.

Fordelingen af pengene

Når pengene går i forskellige kasser, så bliver de også fordelt forskelligt. Præsterne betales af ministeriet og fordeles derfor også derfra. Men det er en fordeling som ligger temmelig fast. Nedlæggelse af sogne er besværligt og det samme er præstestillinger.

Det interessante ligger i de lokale penge, som fordeles af provstiudvalg og evt. også et stiftsudvalg afhængig af kommunens størrelse. Provstiudvalgene vælges af medlemmerne af menighedsråd, og da små sogne har forholdsmæssigt større menighedsråd, så har de også nemmere ved at få kandidater valgt.

Og naturligvis har småsogne en interesse i at fastholde et serviceniveau på højde med de stores, og det bliver forholdsmæssigt dyrt. Og lige så naturligt kan landsognene argumentere med, at deres middelalderkirker er dyre, at deres præstegård ikke er billigere end de store sognes, og at de har udgifter til graverne. Givet er det, at der med de nye store kommuner sker en ret stor overførsel fra bysogne til landsogne.

Det er heller ikke landsognene, der først mister medlemmer. Så for dem er prisen ved høje omkostninger ringe.

Provstiudvalgene er naturligvis ordentlige og høflige steder, men det afgørende er, at der ingen fordele er for et menighedsråd, hvis det foreslår en besparelse på dets eget budget. Og at gøre det på de andres er lidt uhøfligt. Og bruger man et år ikke sin bevilling, så risikerer man en mindre næste år.

På samme vis er menighedsråd oftest ordentlige og høflige steder, hvor man gerne vil gøre det godt for de ansatte og den aktive del af menigheden. Folk, man mødes og har det godt med hver eneste uge. Præsterne er endda fødte medlemmer af rådet. Også provstiudvalgene har i øvrigt 2 fødte medlemmer, provsten og en repræsentant for præsterne.

Samlet set er det frygteligt svært at for nogen at sige nej til de andre. Og man mister nok efterhånden proportionssansen, med et lægeligt udtryk bliver en følelser afstumpede. Begrænsningerne på forbruget ligger først og fremmest i frygten for medlemsflugt, og den er endnu ikke blevet overvældende..

Folkekirken har ingen fremtid uden besparelser

Rigtigt mange passive og nogle håndfulde trofaste aktive medlemmer, sådan er det med den danske Folkekirke. Sådan har det grundlæggende mønster været i mange år uden de store problemer. Og det giver naturligvis nogle udfordringer. Hvordan trækker man flere aktive til? Hvor meget vil de passive betale for de aktive? Hvad mister de passive ved at melde sig ud?

Folkekirken har brug for adskillige krukker guld for at fortsætte

Alligevel stiger folkekirkens udgifter støt og roligt hvert år. I en tid hvor de offentlige udgifter kun må stige med brøkdele af procenter, så stiger folkekirkens mere. Fra 2006 til 2016 med 9 %. Og det er vel at mærke mål i faste priser.

Ud af en befolkning på ca. 5,4 mio er de 4,4 eller 75% medlemmer, men på en tilfældig søndag eller helligdag er det kun 3-4 % af medlemmerne, der dukker op til gudstjeneste. Og juleaften er naturligvis den store vinder i den konkurrence. 2.- pladsen besættes af konfirmationer og dåb.

Men i lige så mange år er medlemstallet kun gået én vej, nedad. Engang var der kun et trossamfund i Danmark, og apostater kunne straffes med døden. Nu er der flere snese at vælge imellem. Samfundet gennemgår også en løbende sekularisering. Der bliver færre troende. Det er ikke blot udmeldelserne, som tæller i det billede, men manglende indmeldelse. Med en dåbsprocent på ca. 60 mod 90 for 30 år siden, altså et fald med 1 procentpoint årlig, så bliver det efterhånden mærkbart.

Uanset om man er en folkekirke, en fodboldklub eller en virksomhed, så er faldende antal kunder og stigende udgifter uholdbart. Og en eller anden dag knækker kurverne. Og så går det galt.

Liturgi er også en slags dramaturgi

Det er ikke lige mit hovedemne, men det har dog altid interesseret mig.

Derfor denne kronik i Kristeligt Dagblad om Højmessen som dramaturgisk problembarn.

Men dagbladsudgaven var egentlig en lettere forkortet version. Her den oprindelige:

Højmessen – et dramaturgisk problembarn
Antallet af kirkegængere er for lavt til antallet af kirker. Nogle steder i landet har det sin naturlige forklaring, fordi sognenes befolkning er skrumpet væsentligt. Men i København gælder den undskyldning ikke.
Lukning af kirker er derfor kommet på dagsordenen med en styrke som næppe nogensinde før. Men det vil tage år – formentlig en hel del år – førend det får virkning. Og i mellemtiden kan vi så overveje, om kirkelukninger er den tilstrækkelige og nødvendige løsning.


Hvis det nu i stedet er sådan, at gudstjenesten i form og indhold har overlevet sig selv, så risikerer man om føje år at stå med et væsentligt mindre antal kirker, der for hvert sogn stadig kun har en lille håndfuld kirkegængere, og så er der ikke vundet ret meget. Hvis man skal opnå en gevinst ved kirkelukninger, så skal det være, fordi man kan opnå nogle langt mere levedygtige menigheder. Og det bør man i givet fald afprøve på udvalgte områder, førend man som led i en ny kirkeministers moderniseringsdille kaster sig ud i et større antal kirkelukninger. 

Et af problemerne med at diskutere folkekirkens forhold er, at det alt for ofte overlades til de professionelle aktører. Men ret beset er alle de lønnede så dybt fedtet ind i personlige pekuniære interesser, at man næppe kan vente brugbare bidrag fra dem. Og menighedsrådene er ikke bedre. Vi jævne kirkegængere har derimod det problem, at vi sjældent har den store indsigt i nabosognene. Selv gør jeg f.eks. en dyd ud af at gå i den lokale kirke, uanset der måske nok er andre, hvor tilbuddene (kirketiden) passer bedre til mine behov.



Og hvordan ser der så ud i et sogn i Nordvest. Det er så fristende at tage sig nogle kunstneriske friheder i den beskrivelse, men en opmærksom læser ville i så fald formentlig relativt nemt kunne identificere kirken, og det har jeg intet behov for. Et personligt angreb på personale og menighedsråd, der formentlig handler med de bedste intentioner, ville være urimeligt. Og i virkeligheden er forskellen til de øvrige sogne, hvor jeg har haft min gang ikke så voldsomt stor.
Men objektivt må det konstateres, at personalet er ganske pænt. Der er kirketjener og kordegn, organist og 4 stemmer i koret foruden præsten selv. Så vi skal op på mindst 9 kirkegængere for at udgøre et flertal, og det er ikke altid, at vi kan det. Og under alle omstændigheder er det en rendyrket falliterklæring, når man måler personale og kirkegængere i forhold til hinanden.
På de gode dage har vi imidlertid barnedåb, og så er de forreste rækker til venstre ved fonten pænt besat. Og det er så en af de lejligheder, kirken har til at samle nye proselytter. Men får vi udnyttet den? Svaret er ganske enkelt nej. Og ej heller den bestandige opfordring juleaften, om at vi godt må komme igen dagen efter, har den store virkning.
At give en kort kritik af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det må nødvendigvis kun blive til en grovkornet skitse. Det væsentlige er imidlertid, at skitsen skal indeholde forslag – gode eller dårlige – til udbedring af de kritiserede punkter. Og det er også vigtigt, at man ikke hælder alle børnene ud med badevandet.
Den centrale fordring til en gudstjeneste er, at den skal give menigheden en følelse af fællesskab. Fællesskab om 2 elementer, nemlig forkyndelsen af ordet, hvor højdepunktet nås med prædikenen, og efterfølgende nadveren, hvor fællesskabet drejer sig om syndsforladelsen.
Der er i min levetid sket en væsentlig ændring i de 2 elementers vægt. Fra min tidligste barndom husker jeg hvorledes et større antal kirkegængere forlod kirken under salmen efter prædiken. Det sker ikke i dag, hvor altergangen – modsat min barndom – også udstrækkes til de ukonfirmerede.
Følelsen af fællesskab kan opnås på flere måder, først og fremmest ved at menigheden kender hinanden og deler samfund. Men det er ikke tilfældet i byerne, og navnlig er det svært at trække nye ind i. Et nogenlunde fast ritual gør det nemt at skifte kirke og giver tryghed, hvis man ikke kommer så tit. Den gudstjeneste som vi kender i Folkekirken er vokset frem gennem ca. 2000 års stadige tilpasninger. Der er meget nære slægtskaber mellem gudstjenesten i folkekirken og i alle de andre kristne kirker, sådan bør det formentlig også være fremover.
Blandt de centrale forhold i gudstjenesten er de tekster, som oplæses, kollekt, epistel og evangelier. Men de kan være svære at følge med i. Skal man have alle varianter, så kræver det et mindre bibliotek, sådan som man gør i de engelske kirker. Men der har kirkebænkene også altid en boghylde på bagsiden. Den helt enkle løsning vil være at udvikle et program til iPad eller Kindle med dagens ritual. Så kan alle følge med uden problemer og de dyre salmebøger afskaffes.  At sidde og fedte efter fodnoten på side 816 er i hvert fald uhensigtsmæssigt.
Sankt Paulinus i Trier – et højdepunkt i konditorkunst.

Rummet har også betydning for gudstjenesten. Den foregår fra 4 forskellige positioner – alteret, orgelpulpituret, prædikestolen og menigheden på gulvet. Af samme grund sætter menigheden sig mellem de 3 andre positioner. Men det betyder, at de bliver meget spredt. I de store bykirker med prædikestol i midten af rummet, vil den øverste halvdel være aldeles tom medmindre nogle kirkefremmede har forvildet sig derop. De 2 obligate rækker stole i koret er en åbenlys demonstration af tomheden.

Vi kender alle virkningen af en fuld kirke juleaften, hvor hvælvene løfter sig under sangen. Og den virkning skal vi genskabe med færre aktører. Det gøres nemmest ved at samle dem, og ved at gøre det helt klart, at en hver fugl gerne må pippe med sit næb. Menigheden skal rykkes op foran, og musikken skal følge med. For 35 år siden så jeg det gjort i St. James’ Piccadilly, hvor præsten selv satte sig til klaveret, dog undtaget den salme hvor messehagelen skulle tages på.
Et af de voldsomste svigt er afsyngelsen af de faste led i gudstjenesten, trosbekendelse, oh du guds lam m.v. Det hedder ganske vist kor-svar, men skal være menighedssvar. Det er helt fundamentalt, at de skal afsynges på en måde, så alle synger med. Og det ville ikke genere mig, hvis en præst eller kordegn en gang imellem sagde det højt, lidt på samme måde som ”Lad os alle rejse os og høre …”.
En nem måde at fremme kirkesangen på er at stille menigheden op. Når nu deltagerne ikke er trænede sangere, hvorfor så klemme mellemgulvet sammen på dem og sætte dem ned. Der findes altså kristne kirkesamfund, der sidder ned under tekstlæsninger og står under sang. Hvornår har vi mon indført det modsatte?
Man må jo være et skarn, hvis man vil beskylde korene for at synge for godt, men det er ikke helt forkert, at fremragende kor giver en tendens til, at menigheden stiger af, medens det går bedre med en enkelt syngende degn på landet. Hvorfor kan masser af verdens menigheder klare sig med frivillige amatører i koret, medens folkekirken skal betale sig fra det.
Og hermed kan en gammel kæphest trækkes af stalden. Der er en tendens til at dele af personalet – og dette gælder navnlig koret – betragter deres deltagelse mere som arbejde end som fællesskab. Hvis de under prædikenen trækker sig tilbage til et tårnværelse for at nyde kaffe og wienerbrød (og i en af de lokale kirker er tårnværelset i hver fald udstyret, så det kan lade sig gøre), så understreger det en levebrødsholdning, som bare ikke er acceptabel. Koret skal komme i kirken, fordi de har lyst, og så skal de have løn, fordi de har øvet sig inden. Når kodeordet er fællesskab, så skal personalet altså deltage. Også i altergangen.
Men nu har jeg allerede antydet, hvor jeg ville placere koret, nemlig på første række kirkebænke. Og så løser problemet vel sig selv.
Det løser derimod ikke problemet med de store kirkeorgler. Der bruges i folkekirken ufatteligt mange ressourcer på stadigt flere, større og bedre orgler. Og der er da også lejligheder, hvor orglets brusen ville være savnet. De store processioner i livet, dåb, bryllup og begravelse ville være noget andet, hvis ikke orglerne fandtes.
Men vi kommer ikke udenom, at der er betydelige elementer af statussymbol i orgler, og at de ofte stiller sig hindrende for afvikling af gudstjenesten. At kræve dem placeret anderledes ville stride mod et hvert forsøg på at økonomisere. Og at indføre ekstra orgler i nærheden af koret, som f.eks. Trinitatis og Grundtvigs kirke har gjort er lige så åbenlyst spild.  
Trods 50 års udsættelse for præ- og postludier er det ikke lykkedes mig at blive vænnet dertil. I kirkesamfund, hvor præster, kor og alskens godtfolk skal gå i procession ind og ud, tjener de et formål. Hos os  er det sværere at se. I min barndom var postludiet en musik, der spilledes, medens man gik ud. Jeg mener at kunne erindre, at det på et tidspunkt blev bekendtgjort, at fremover skulle man sidde stille imens. Det var ingen god ide. Kirkegang er ikke en koncert, men brugsmusik, og der er intet galt i at bruge postludiet som hyggemusik, medens menigheden hilser på hinanden. Og så kunne man jo spille andet end Bach.
Den store stilhed efter postludiet virker derimod mærkelig. Når vi nu går og hygger, så lad da organisten spille løs.
De andre koncertelementer har også altid virket mærkeligt på mig. Motetten efter altergang har vist kun den funktion at være paradenummer, og den kommer på et tidspunkt, hvor menigheden bør geninddrages i handlingen efter den stillesiddende prædiken.
Dette er ikke stedet at beskrive prædikenen, for det ville blive alt for personligt og lokalt, men det er dog et lavpunkt, når prædikanten slutter af med en opremsning af mødeindkaldelser, der alle kan se på nettet.
Salmevalget er væsentligt, og i den sammenhæng er der en tendens til at fokusere for kraftigt på teksterne. Der kan synges meget vås, blot melodien er god. Og man fristes til at fremhæve en række af Grundtvigs tekster som eksempler derpå. Men bedst er det naturligvis, når tekst og melodi begge er gode.
Der er altså rigeligt at tage fat på. Pladsen her tillader ikke at gøre det nuanceret, men det er på tide, at vi gør det. Og navnlig er det væsentligt, at vi lægfolk ytrer os.  Derfor håber jeg egentligt også, at jeg vil blive modsagt grundigt.
%d bloggers like this: