Socialdemokraten Laura Rosenvinge bør lede efter bjælken i sit eget øje

At Enhedslisten er ude af stand til at se de skadelige virkninger af sin boligpolitik, kan ikke undre. Men socialdemokratiets er mindst lige så slem.

Der var noget rørende over for nylig at se socialdemokraten Laura Rosenvinge fra Københavns Borgerrepræsentation bruge Berlingskes spalter til at belære et medlem af Enhedslisten om den økonomiske grundsætning om udbud og efterspørgsels virkning på boligsituationen.

Det er naturligvis dejligt, at en socialdemokrat endelig har sat sig på skolebænken og forsøgt at forstå, hvilken fantastisk mekanisme det frie marked er. Men som det vil fremgå nedenfor, så er stoffet nok stadig lidt abstrakt for hende.

For det første er Laura Rosenvinges forsøg på at mestre markedsøkonomien gået lidt ud over opmærksomheden i historietimerne. Hun er ikke helt klar over, at Københavns Kommunes befolkningstal faktisk toppede helt tilbage omkring 1950 med ca. 770.000, at det derefter faldt temmelig pænt med ca. 300.000, for så efterfølgende at stige til det nuværende niveau på 650.000. Så de 100.000, som prognoserne spår vil flytte til København, de har faktisk allerede været her ved tidligere lejlighed. Men dengang var forventningerne til boligstandard nok noget mere ydmyge. Så noget skal der nok bygges, for at de ekstra mennesker kan få boliger, som de vil bryde sig om.

Hvor meget, der skal bygges, afhænger imidlertid voldsomt af, hvad boligerne kommer til at koste. Og i den forbindelse skal man ikke være blind for, at lige præcis Laura Rosenvinges parti gennem mange, mange år har stået for en politik, der gør boliger dyrere for de nytilflyttede. Det er måske lidt abstrakt, men boligmarkedet er skruet sådan sammen, at hvis man gør det billigere for de etablerede at bo, så gør man det samtidig dyrere for de nytilkomne.

Og man har efterhånden gennem årtier ført en politik, der med stor omhu går ud på at regulere priserne på store dele af boligmarkedet. Af de ca. 230.000 beboede boliger i København, så er den største gruppe 95.000 andelslejligheder, som er underlagt en marxistisk maksimalprislovgivning. Så de handles ikke på markedsvilkår. Yderligere 63.000 boliger er opført i et planøkonomisk system, som man med en eufemisme kalder ”almene” boliger. Og så er der ca. 60.000 boliger, som udlejes, og som derfor er underlagt en af de mange, mange varianter af huslejeregulering, der har sine rødder i sidste verdenskrigs rationeringslove. Så samlet set er ca. 2/3 af den samlede boligmasse med stor omhu holdt fri af de påvirkninger, som loven om udbud og efterspørgsel normalt ville føre til.

Og det fører til, at alle virkningerne af en forøget efterspørgsel nødvendigvis må give sig udslag i priserne på den 1/3, som er underlagt markedskræfterne. Dermed bliver priserne på de boliger “kunstigt” højere.

Hvis man vil skaffe københavnerne billigere boliger, så er det altså de 160.000 regulerede boliger man skal se på. Der er langt mere råderum ved at få de boliger ud på markedet, end der er ved at opføre nye boliger. Og det kan gøres meget hurtigere end at bygge nyt. Det kræver kun lidt lovændringer.

I de 160.000 regulerede boliger bor vinderne af lotteriet. De betaler meget lavere husleje, end folk med ejerboliger, og i tilgift dertil betaler de meget, meget lavere boligskatter. Hvis de har lave indtægter, så kan de endda få offentlige tilskud til betaling af deres boligudgift. Det kan dem med ejerboliger ikke, uanset om deres indtægt er lige så lav.

Det er klart, at hvis man skal rykke de privilegerede boligers indbyggere ud af deres paradisiske tornerosesøvn, så kommer det til at give hyl og skrig. Ingen afgiver frivilligt så store fordele. Og da slet ikke når man gennem årtier har vænnet sig så grundigt til at nasse på samfundet, at man betragter det som en hævdvunden rettighed.

Men det er privilegierne til nasserne, som er skyld i, at de boligsøgende har svært ved at komme ind på markedet. Det er den skævvridning, som gør, at nogen mennesker må betale dyrt for ejerboliger, for de har ikke en chance for at komme i nærheden af at få de gode lodder i lotteriet.

Om man bygger lidt mere eller lidt mindre de kommende år, er i den sammenhæng af helt marginal betydning. Så selv om det naturligvis er morsomt at læse socialdemokratisk forargelse over, at Enhedslistens politik gavner de rigeste, så skal man ikke være blind for, at socialdemokratiets politik har nøjagtig samme funktion og i endnu højere grad. Det er den rå reguleringsiver, der gør boligerne dyre.

Hvis man vil hjælpe de svageste på boligmarkedet, så er der kun én løsning – og det er en liberalisering, så priserne i andels- og lejesektoren reguleres af loven om udbud og efterspørgsel.

Mellemøsten – en uløselig konflikt eller blot en fastfrosset konflikt.

I gymnasiets oldævl lærte vi om Sokrates, der erklærede, at det eneste han vidste med sikkerhed var, at han intet vidste. Han var dog heldigvis noget af en éner, og derfor har jeg ikke lagt mig efter hans eksempel.

Der er dog nogle få områder, som jeg normalt holder mig fra: Biologi og konflikten i mellemøsten. Nogle vil måske mene, at siden jeg er blevet far, så må der være noget indenfor biologien, som jeg har forstået, men det kan vi tage en anden gang.

Når jeg så endelig udtaler mig om de 2 emner, som jeg intet ved om, så plejer det selvsagt at være med en masse løse forbehold strøet ud over teksten: formentlig, tilsyneladende, rimeligvis og så videre. Der blev så  mange af dem, at dem har jeg slettet i nedenstående tekst, men læseren bør selv tilføje dem med rund hånd.

For så vidt angår mellemøsten, så har jeg lige siden mine teenageår været fascineret af, hvordan det internationale samfund i sit ønske om at fryse konflikten fast også har forhindret, at den løses.

Lad mig lige starte med en betragtning om, at hvis man tror, der findes en løsning baseret på en forestilling om ”retfærdighed”, så går man en krank skæbne i møde. Under alle omstændigheder, så giver det ikke mening at rette op på uretfærdigheder begået af eller mod for længst afdøde personer. Det vil blot være uretfærdigheder mod nogle nulevende. Det giver faktisk god mening med forældelsesregler, selv medens gerningsmanden er i live. Og i øvrigt kan man jo tilføje, at hvis begrebet retfærdighed skal give nogen som helst mening i nogen som helst sammenhæng, så er skyld og ansvar individuelt. Kollektiv retfærdighed er  -ligesom jomfrufødsler – noget man skal overlade til Gud.

En stor del af problemerne i mellemøsten skyldes naturligvis, at konflikten er en stedfortræderkonflikt. Hver af de mange stridende parter har ladet sig heppe op af en eller flere bagmænd, der har bidraget med våben, ammunition og penge. Og i så fald fortsætter konflikten selvsagt, lige til der indtræder en af 2 muligheder: bagmanden taber interessen i at holde konflikten kørende, eller stedfortræderne indser, at de taber mere på konflikten, end de får i bidrag fra bagmanden.

Bagmændenes interesse har hele tiden været at ramme de andre bagmænd, men samtidig har ingen af dem følt sig stærke nok til at tage et virkeligt opgør med de andre. Det, som man kunne kalde hovedkonflikten – i sin tid den kolde krig mellem USA og Sovjet – har været lidt for truende til, at den lokale konflikt kunne få lov til at blusse uhindret op. Så hver gang lokalkonflikten er brudt ud, så har der alligevel vist sig en interesse i at fryse den ned hurtigst muligt. For at undgå at nogen taber ansigt ved nedfrysningen, så er et ofte anvendt instrument, at nedfrysningen beskrives som midlertidig, og at ingen giver endeligt afkald på rettigheder.

(Vi kender det selv fra den lange konflikt om Kalmar-unionens opløsning, hvor det først var ved tronskiftet i 1972, at de 3 kroner røg ud af rigsvåbenet. I hele den lange mellemliggende periode havde vi opretholdt en fiktion om, at det der med svensk selvstændighed bare var en midlertidig ordning.)

I 1948 valgte man fra FNs side, at det resterende britiske mandatområde skulle opdeles i 2 stater. Og den model har grundlæggende været udgangspunktet for alt, hvad der siden er sket i området.

Udfaldet af krigen var dog, at der ikke kom nogen arabisk stat i området. Israel vandt og tog hovedparten af området. Alle de tilbageværende arabiske områder blev fortæret af nabostaterne, Syrien fik en lille, omend demilitariseret, bid, Jordan beholdt de erobrede dele af vestbredden og Ægypten opsnappede Sinai og kontrollen over Gaza.

I 1967, som er den første af krigene, jeg kan huske, skete der en dramatisk udvidelse af det område, som var under Israelsk militær dominans. Vestbredden, der havde hørt under Jordan (tidligere også kaldet Trans-Jordanien), Gaza og Sinai, der havde været under ægyptisk styre, samt en del af Golanhøjderne, der tidligere havde været omfattet af det franske mandat-område, og altså ikke havde været en del af det britiske Palæstina, kom under Israel.

Hvis der nu havde været nogle personer til stede med et format som en Josef Stalin, Bismarck eller endog en civiliseret type som hertugen af Wellington, så ville man i 1967 have erkendt, at nu var slaget udkæmpet og man måtte rette sig ind efter realiteterne. Så ville Israel have annekteret områderne – eller opgivet dem – og beboerne ville enten flytte eller blive borgere i den nye bopælsstat. Men det skete ikke. Tværtimod bestemte en FN-resolution udtrykkeligt, at Israel ikke måtte inddrage de besatte områder. Man frøs konflikten ned og håbede på, at den så ville gå væk.

Til en vis grad skete det også. Efter passende lang tid opgav de forskellige nabolande deres respektive krav på besatte områder, så de kunne koncentrere sig om at løse interne problemer. Jordan og Ægypten har simpelthen droppet palæstinenserne på en måde, der minder om groshavari til søs, men uden de formildende omstændigheder i form at erstatningsbetaling.

Israel har naturligvis haft en interesse i fastfrysningen, fordi man på den måde undgik den fortynding af den jødiske vælgermasse, som en indlemmelse af en stor palæstinensisk befolkningsgruppe ville have medført.

De eneste, som ikke har haft nogen fornøjelse deraf, er indbyggerne i de besatte områder. Ovenikøbet endte det med, at Israel selv droppede administrationen af dem og i stedet gik med til en art selvstyre i et  bantustan på vestbredden ligesom man trak sig militært ud af Gaza. Gennem den seneste årrække har beskrivelsen af Gaza som verdens største interneringslejr, været dominerende i pressen. Der har også dannet sig et billede af en befolkning uden fremtidsudsigter.

Med til at gøre situationen ekstra farverig er, at FN lige siden 1948 har betalt kontanthjælp til palæstinensiske flygtninge. Man har med andre ord gjort en hel masse for at fastholde dem i rollen, i stedet for at hjælpe dem med at komme videre i tilværelsen.

Det er ikke ligefrem noget, der overordnet set har lignet en bæredygtig, vedvarende model. Det er i hvert fald ikke svært at forstå, hvorfor modellen kan give anledning til irritation hos undersåtterne. Og det er egentlig heller ikke svært at forstå, at den noget hårdhudede og – forståeligt nok – ensidige israelske prioritering af jøders sikkerhed i vesten har givet grobund til en ret udbredt folkelig accept af palæstinensiske terrorhandlinger– i hvert fald så længe de lå på et niveau, hvor de kunne opfattes som gengældelse.

(En anden reaktionsmåde har været, at man sørgede for intet at mene om konflikten, fordi det alligevel var alt for overvældende kompliceret. Den har jeg, som nævnt, forsøgt at holde mig til.)

Accepten af terror er måske værd at dvæle lidt ved, navnlig når man ser den massive udskamning, som mennesker, der tidligere har udtalt sig til støtte for den palæstinensiske (Hamas’) side, bliver udsat for lige nu. Man er rigtigt dumdristig, hvis man i disse dage offentligt står ved, hvad man tidligere har ment. Og man er rigtigt dum, hvis man ikke ændrer sin opfattelse på baggrund af det skete.

De af os, som hørte efter i gymnasiet, når læreren i oldtidskundskab fortalte om græske filosoffers verdensbillede, har naturligvis hele tiden vidst, at en parts ondskab ikke retfærdiggør, at den anden part også begår overgreb. Og da slet ikke at den anden parts overgreb går ud over 3.-mand. Men der er nok nogen, som ikke hørte så grundigt efter, og der er i øvrigt fortsat et flertal af befolkningen, der aldrig har haft fornøjelsen af at gå i gymnasiet, og som derfor aldrig har været udsat for at skulle overveje den slags systematisk. De kunne så have lært noget tilsvarende ved at gå kirke, men det har de måske heller ikke.

Og det med individuel skyld og ansvar er jo heller ikke noget, som vi altid holder strikte på. Når den russiske krydser Moskva sænkes, så er den første tanke ikke, at det er et overgreb på værgeløse værnepligtige bondeknolde fra de sibiriske udørkener. Nej, vi tænker: ”Så fik de den!” I den situation accepterer vi uden blusel kollektivt ansvar og kold blodhævn.

Men det kan altså også blive for meget. Og at henrette kvinder, uskyldige børn og værgeløse mænd i hundredvis, samt at tage tilfældige mennesker som gidsler, det ligger selvsagt hinsides enhver forestilling om acceptabelt modtryk, som nogen som helst har haft. Det forhold, at mange af os har opfattet angreb fra Hamas’ side som en retorsion for løbende undertrykkelse (hvad enten det var et sandt eller et falsk billede) er ikke det samme som en accept af den seneste tids uhyrligheder.

Til gengæld er man et forhærdet tidselgemyt (for nu at bruge et julesalme-udtryk), hvis man ikke kan indse, at lige nu er Hamas gået helt ud ad tangenten i sin voldsudøvelse. Hamas har vist sig at være udenfor pædagogisk rækkevidde. At kun den ene part er tilgængelig for rationel samtale, fører så til det paradoks, at den israelske side konstant må finde sig i kritik af sine påståede handlinger, medens Hamas’ ikke på samme måde må stå til regnskab for sine overgreb. Der er heller ingen intern opposition i Gaza, hvorimod Israels mange politiske grupperinger har en livlig diskussion af, hvilken kurs man skal lægge i konflikten.

Fastfrysningen af konflikten fører til en fastlåsning af handlemønstre. Hvert eneste israelsk skridt i den nuværende opblussen af konflikten bliver givetvis taget ud fra en overbevisning om, at det er både nødvendigt og retmæssigt for at sikre israelske borgere. Det er sværere at se nogen logisk begrundelse for det indledende angreb fra Hamas’ side. Hvad forestillede de sig egentlig, at de ville opnå af fordele? Det kan ikke have været ud fra forestillinger om, at de kunne opnå politiske indrømmelser fra Israel, at de kastede sig ud i en selvmorderisk bersærkergang. Var det et led i en intern magtkamp blandt palæstinensere? Jeg har endnu til gode at se nogle plausible bud derpå.

Lige nu forlyder det, at israelitterne vil udrydde Hamas helt ud til de yderste rødder. Det er jo forståeligt nok. Men Hamas har tidligere vist sig at være omtrent lige så svært at tæmme som skvalderkål. Hvis ikke man planter noget meget livskraftigt, og gør det straks, så dukker skvalderkålen op igen. Hvis der på nogen måde er forhold i den virkelige verden, som giver grobund for Hamas, så skal vækstbetingelserne ændres. Det hjælper jo ikke noget at fjerne skvalderkål, hvis man i stedet sår bjørneklo.

På det meget lange sigt – sådan en 3-400 år – så må parterne jo lære at affinde sig med hinanden. For mig er det svært at forestille sig en 2-statsløsning i det perspektiv. Kan man forestille sig, at man i stedet rev plasteret af og indførte en fællesstat? Ville det give mere mening?

Realkreditlån til køb af andelslejligheder – det finske vindue

Hvis danske andelsboligejere kan lære at sige “Asunto-osakeyhtiö”, så kan det åbne for realkreditlån, som er meget billigere end de nuværende banklån.

Forslag om realkreditlån til andele er noget som med jævne mellemrum dukker op. Allerede for mange, mange år siden foreslog det daværende konservative folketingsmedlem Brian Mikkelsen, at man indførte det. Det blev straks skudt ned af erhvervsministeriets embedsmænd med ordene: “Realkreditlån kan kun gives til fast ejendom, og andelsboliger er ikke fast ejendom.”

Og det mantra har de gentaget lige siden. Idéen har ellers været efterspurgt af politikere af de mest forskellige partifarver, lige fra SF til Liberal Alliance.

Der er bare ét problem ved det svar: Det er forkert. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Embedsmændene har ikke læst på lektien.

I gamle dage var svaret faktisk rigtigt, for da var området udelukkende reguleret af dansk lovgivning, men det er det ikke længere – nu gælder EUs kapitalkravsforordning, og den tillader ganske vist også kun realkreditlån til fast ejendom, men den har i artikel 4, stk. 2 en helt særlig definition af fast ejendom:

Når der i denne forordning henvises til fast ejendom, beboelses- eller erhvervsejendomme eller pant i sådanne ejendomme omfatter det andele i finske boligselskaber, der drives i henhold til den finske lov om boligselskaber af 1991 eller senere tilsvarende lovgivning. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan tillade, at andele, der udgør en tilsvarende indirekte besiddelse af fast ejendom, behandles som direkte besiddelse af fast ejendom, forudsat at denne indirekte besiddelse er specifikt omhandlet i den pågældende medlems stats nationale lovgivning, og at den ved anvendelse som sikkerhed giver kreditorer samme beskyttelse.

Bestemmelsen er jo ikke ligefrem mundret, men den handler om, at finnerne har nogle regler for ”aktielejligheder” eller på finsk: ”asunto-osakeyhtiö”. Derovre kan man få realkreditlån, når man køber en aktie i et selskab, som ejer en ejendom. Det er næsten det samme som at købe en andel af en forening, som ejer en ejendom. Faktisk er det endda sådan, at vi allerede har nogle enkelte boligaktieselskaber i Danmark, og de er allerede omfattet af andelsboligloven kapitel 3, der siger at de skal behandles ligesom andelsboligforeninger.

Lånegrænsen på 80 % skal naturligvis overholdes

For almindelige huse og ejerlejligheder gælder der en lånegrænse på 80 %. Fordi andelsboligforeninger har købt huset i fællesskab, så har de som regel også en fælles gæld, som skal medregnes, når man fastsætter, hvor store lån der kan gives i de enkelte andele. De 2 slags gæld – fællesgæld og individuel gæld – må tilsammen ikke overstige 80 % af andelsboligens værdi.

Men det er ikke så svært at beregne. Man skal blot først finde den del af købesummen, som der ikke kan fås realkreditlån til. Det gøres på følgende måde:
1) Man beregner foreningens friværdi i % af balancen i foreningens regnskab. Så får man en friværdi-procent.
2) Dernæst dividerer man andelsværdien for lejligheden med friværdi-procenten. Resultatet af det kunne vi kalde nøgletallet.
3) Og så kommer det besværlige: Man ganger nøgletallet med 20 og får det beløb, som man ikke kan få realkreditlån til.
4) Det beløb trækker man selvsagt fra andelsværdien, og så har man størrelsen af realkreditlånet i andelsværdien.
5) Og til slut kan man så tillægge 80 % af de individuelle forbedringer, så man også får realkreditlån af dem.

Der er også et problem med, at hvis andelsforeningen får store udgifter, for eksempel for at skifte tag ud, skal den så kunne optage nye lån. Det må der findes en løsning på. Ejerlejlighedsejendomme har det ofte svært med at skaffe lån til store istandsættelser. Så reglerne skal ikke være alt for restriktive. På den anden side har andelsforeninger idag ofte reserveret beløb i friværdien til fremtidig vedligeholdelse, og den model kan man videreføre. Så skal hensættelsen bare indgå som en del af gælden ved beregning af foreningens friværdi-procent.

Det interessante er, at finnerne har fundet en model, der virker, så vi kan jo bare kopiere den. Og hvis embedsmændene ikke kan finde en løsning, så kan de bare skrive til mig.

Det siger eksperterne

Finanstilsynet

Finanstilsynets specialkonsulent Marianne Hallas oplyser, at hun har læst de finske regler, som vi har sendt hende. Hun har ikke set dem før. Efter at hun har gennemgået dem, er det stadig hendes og dermed tilsynets holdning, at andelslejligheder ikke giver samme sikkerhed som pant som fast ejendom.

”Men jeg kan ikke forklare, hvorfor et finsk aktiebrev udgør bedre sikkerhed end et dansk andelsbevis. Det ved jeg ikke. Og jeg er ikke bekendt med, om andre har set på det spørgsmål.”  

Den gamle garvede

Peter Vesterdorf har beskæftiget sig med EU-ret siden Danmark kom med i 1972 og taget en ph.d. i EU-ret. Han er nu en aktiv pensionist, der stadig virker som konsulent for advokater og virksomheder i ind- og udland.

”Tanken med at benytte den finske ordning ser ud til at holde vand. Det kræver en politisk stillingtagen og en lovændring, og den må man jo så se, om der er flertal for. Desuden skal man fastsætte regler for beregning af lånegrænsen, men det er teknik.”

BRF-kredits chefjurist

Det vil blandt andet være BRF-kredit, der kommer til at give lånene. Steen Jul Petersen har været chefjurist i henved år og arbejdet intenst med EU-regler om realkredit.

”Kapitalkravsforordningen ligger på mit skrivebord, og jeg har godt set, at der gælder nogle særlige regler for finnerne. Men jeg har faktisk aldrig undersøgt, hvad ordningen går ud på.

Det vigtigste for os er, at vi kan leve op til kravene om pantsikkerhed for vores lån. Men derudover er vi altid åbne overfor nye forretningsmuligheder.”

Professor Seppo Villa, juridisk fakultet i Helsingfors

”Det er korrekt, at vi har en særlig ordning for aktielejligheder. Når man kan have både fælleslån og individuelle lån, så skal långiverne naturligvis være påpasselige. I Finland har fælleslån fortrinsret, så de individuelle långivere må tage evt. tab på lånene først.”

(Samtlige interviews er foretaget i august 2017)

VUs boligpolitik er bedre end moderpartiets, men hvor meget siger det egentlig.

Det er en sjældenhed, at nogen eller noget lancerer brede boligpolitiske udspil, men Venstres Ungdom gør det. Og det er omfattende, så måske kan det blive starten på en bølge af konstruktive tanker om boligmarkedet. I så fald er der noget at se frem til.

Når man vil spise kirsebær med de voksne (som en rædselsfuld formand for SF, Gert Petersen altid sagde), så må man også udsættes for samme niveau af kritik, som ville blive de voksne til del. At give VU tærsk som et voksenparti er tegn på, at man accepterer dem som jævnbyrdige modstandere. Og med den bemærkning vil jeg så smøge ærmerne op.

Når man konstruerer et politisk program, så er det altid sundt, at tænke i lidt samme model som et regnskab. Et regnskab består af en åbningsbalance, nogle driftsposter og en slutningsbalance. På samme måde består et politisk program også af 3 led:
1) En konstatering af, hvorledes samfundet for tiden er skruet sammen (altså en åbningsbalance).
2) En utopisk eller ideologisk forestilling om, hvordan samfundet burde være (d.v.s. en slutningsbalance).
3) Og som det væsentligste: nogle forslag til, hvordan man når fra den nuværende jammerdal til fremtidens paradis (der svarer til driftsposterne).

I regnskabet er slutningsbalancen en logisk konsekvens af driften. Sådan er det ikke i politik. I politik gælder det om at styre udviklingen fra det eksisterende, så man havner i det forjættede paradis. Forslagene vil derfor typisk bestå af 2 elementer: Nogle permanente spilleregler, som kan holde paradiset på dydens smalle sti, når først systemet er etableret, og nogle overgangsregler, som er nødvendige for at føre systemet ind på den gyldne middelvej.

Når man så offentliggør sine tanker, så behøver man naturligvis ikke tage alle mellemregningerne med. En redegørelse for “åbningsbalancen” virker eksempelvis ofte overflødig, men det er som regel klogt at have tænkt den igennem.

De systematiske fejl

Gennem en årrække har jeg haft den helt utrolige fornøjelse at undervise politikerspirer i boligpolitik på Cepos Akademi. Og det er virkelig en af de store oplevelser i mit liv. Og som regel er det første gang nogensinde, at nogen har talt med dem om boligpolitik. De færreste partier har boligpolitisk programmer, og hvis de har, så er det temmelig letbenet.

Umiddelbart skulle man jo tro, at de fleste af os havde en temmelig god forståelse af, hvordan det eksisterende samfund er sammensat. Men som regel er vores opfattelse meget mere intuitiv, end egentlig faktabaseret. Dermed bliver det også lidt løst, hvad problemerne på boligmarkedet egentlig er, i hvert fald hvis man vil lidt dybere end: “Boligerne er for dyre og der er for få af dem.”

Den forståelse savner jeg hos VU. De har ikke helt gjort sig klart, hvilke problemer de vil løse, og så kommer forslagene til at stritte lidt i alle retninger.

Fra lejer til ejer

I betragtning af at udviklingen over en lang årrække har gået fra leje- til ejerbolig, så er der intet nyt i denne grundholdning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det danske samfund efterhånden var nået til en situation, hvor der reelt var for få lejeboliger.

Det vil nok chokere en del, men økonomisk teori tilsiger, at i et velfungerende marked, så vil prisen på hhv. leje- og ejerboliger af samme standard være fuldstændig ens. For er den ikke det, så er der en arbitragemulighed, altså en mulighed for at tjene penge på at omdanne fra den ene type til den anden. Og det lugter markedet straks. Lovmæssige begrænsninger i omdannelsesmulighederne – og dem har vi rigtig mange af – kan forhindre bevægelsen, og derfor bør man som liberal kæmpe med næb og klør mod den slags. (Et eksempel på arbitrage er forøvrigt forældrekøb, hvor utilsigtede konsekvenser af huslejeregulering gør det fordelagtigt at omdanne ejerlejligheder til leje – forudsat man har styr på lejeren.)

Lejeboliger vil typisk blive foretrukket af mennesker med en vekslende livsstil. Dem som skal nå at flytte efter uddannelse og job, teste parforhold af etc.; altså af de unge. Det kan undre lidt, at VU er så forhippede på at placere unge mennesker bag ejerboligernes ligusterhække.

Forslaget om en mindste andel af ejerboliger i nybyggeri er et vidunderligt slag i luften. Det er ment som et modstykke til venstrefløjens krav om en minimumsandel af støttet byggeri. Realiteten er, at enhver udstykker, som har sin profit kær, altid vil minimere andelen af støttede boliger, og som nævnt er det principielt ligegyldigt om de øvrige boliger bygges som leje eller eje.

Personligt undrer jeg mig over, at andelsforeningerne spiller så lille en rolle i programmet. De er den afgørende faktor for mere mobilitet på boligmarkedet i byerne. VU vil ligestille dem med ejerboliger i skattemæssig henseende, og VU vil skaffe dem realkreditlån. Man må håbe, at VU i den forbindelse står fast på at anvende det finske vindue til realkredit, for ellers vil de blive fejet af banen med den gamle undskyldning om, at andele ikke er fast ejendom. (Det er ivrigt en argumentation, som er bygget op om udsagn af modellen: Jeg definerer fast ejendom som noget, der ikke omfatter andelslejligheder, og derfor er andelslejligheder ikke fast ejendom. En ren tautologi.)

Liberalisering af priserne på andele svinger man sig ikke op til! Æv!

Angrebet på den finansielle boligregulering, altså det forhold at myndighederne har tiltaget sig retten til at diktere, hvilke kriterier bankerne skal bruge ved kreditvurdering af potentielle købere, er fremragende set. Finansiel boligregulering har fanden skabt. Hvorfor må folk, som bor i en dyr lejebolig, ikke låne til at købe en ejerbolig med lavere månedlig ydelse! Jeg kunne dog godt tænke mig at man hævede kritikken fra et angreb på enkelte regler til et mere principielt plan. Men jeg er jo også hard-liner på dette punkt.

“Mere fair omfordeling”

Det er ikke mig, som har fundet på vendingen. Det er faktisk en af overskrifterne i programmet. Og det lyder ikke ret liberalt.

Et af forslagene under denne overskrift er indførelse af ejendomsavancebeskatning – beskatning af realiserede gevinster på salg af fast ejendom. Jeg har tidligere skrevet udførligt om, at det er verdens værste skat. Og med et lidt andet ordvalg har vismændene tilsluttet sig synspunktet. Ejendomsavanceskat er gift for mobiliteten på ejerboligmarkedet. Når vi i forvejen har voldsomme mobilitetsproblemer i andelssektoren og det støttede byggeri, så har vi ikke brug for også at ødelægge den på det p.t. velfungerende ejerboligmarked.

Som kompensation for indførelsen af avanceskatten, vil VU afskaffe ejendomsværdiskatten, altså den statslige boligskat, der er modstykket til rentefradraget. Den kommunale ejendomsskat udtaler man sig ikke om. Det er en oplagt lakune.

At venstrefolk vil afskaffe boligjob-ordningen er en glædelig udvikling. Den var latterlig, da venstre insisterede på at indføre den, og den vil ikke blive savnet.

Den store gældsspiral

Det går igen flere gange i programmet, at priserne på boligmarkedet er så høje, at de unge ikke kan få foden indenfor. Og der er ingen tvivl om, at når man bare ser på priserne, så ser det vanvittigt ud med stigninger på flere hundrede % på få årtier. Men hvis man ser på, hvordan lønningerne har udviklet sig, og hvordan renten er faldet i samme periode, så viser det sig, at boligbyrden, altså den del af indkomsten som man skal bruge for at købe en bolig, ikke er steget nævneværdigt. Sorry! VU jagter et spøgelse, der ikke findes. Og med fare for at lyde lidt barsk: Der er nok reelle problemer at løse på boligmarkedet, så man behøver ikke at opfinde nogle yderligere hypotetiske.

Man kan også sige det på den måde, at priserne umuligt kan stige til højere niveau end køberne kan betale. Og det er meget få købere, som anskaffer sig mere end én helårsbolig til eget brug, bl.a. fordi det reelt er forbudt. De konstaterede priser på markedet er udtryk for, at nogle har villet betale de priser. De kan ikke allesammen være oldinge. Og unge mennesker bor altså ikke på gaden i større tal. Så det er en kimære, at unge ikke “kan få foden indenfor”.

Når man begrunder sine forslag med forkerte – måske blot misforståede – fakta, så bliver forslagene ikke i sig selv forkerte. Men der er ikke ret meget liberalt i at ville forbyde afdragsfrie lån. Afdragsfrie lån er ikke ligefrem noget, jeg elsker, men hvis man benytter afdragsfriheden til at øge afdragene på efterstående og dermed højere forrentet gæld, så kan det være en udmærket forretning. At forbyde huskøbere at spare penge virker ikke sympatisk.

Hvis man vil afskaffe ejendomsværdiskatten, så giver det naturligvis også mening at afskaffe dens siamesiske tvilling, rentefradraget. Men så er det en lidt mærkelig størrelse, at man vil tillade rentefradrag op til 75.000 årlig. (Hvorfor i øvrigt nøjagtig dette beløb?) For et par indebærer det et samlet rentefradrag på 150.000 og det må være mere end rigeligt til at dække renterne ved køb af et hus i en af venstres valgkredse i provinsen. Men det forslår ikke i de konservative forstæder til byerne. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Det er givetvis rigtig, at forslaget vil sænke boligpriserne. Men grunden til det er, at borgerne skal betale mere i skat, og derfor har de ikke råd til at betale så meget for deres boliger. Der kommer med andre ord ikke flere penge i borgernes lommer, hvor de som bekendt ligger bedst. Forslaget favoriserer ensidigt statskassen, og det er jo en liberal hjertesag i disse år.

Noget tilsvarende gælder nogle af de andre forslag, som givetvis vil sænke boligpriserne, men som ikke sænker boligbyrden. Og dermed at forslagenes effekt ligegyldig.

Til gengæld glædes mit hjerte over, at man uden videre vil afskaffe boligstøtten, der jo heldigvis også primært tilfalder ældre mennesker, som stemmer socialdemokratisk eller DF. Men det er ikke uden problemer. Disse mennesker har trods alt lagt deres liv til rette efter indkomsten. Og støtten indgår i beregningerne af, hvor store overførselsindkomsterne for pensionister m.fl. skal være. Det havde måske været på sin plads med nogle lidt dybere overvejelser om overgangsregler.

Blandede byer til ethvert behov

Det er sjovt at se, hvorledes VU et langt stykke hen ad vejen accepterer kollektivisternes præmisser. Er det virkelig en politisk opgave at sørge for, at vi møder mennesker med et andet livssyn i opgangen eller på villavejen. Hvis man skal være lidt kynisk gammel mand, så kan jeg konstatere, at når jeg møder dem, så hilser vi som regel ikke på hinanden. Det afgørende er, at lovgivningen ikke hindrer os i at mødes.

Når man bygger socialdemokratiske ghettoer for offentlige midler, så bliver de jo befolket med nøje udvalgte socialt trængende personer, og så kommer grupperne jo ikke til at møde hinanden. Men det sker ikke på et frit marked. På et frit marked behøver man ikke bekymre sig om den slags.

VU har fuldstændig ret i, at kommunerne ikke bør blande sig i, hvor store boliger nybyggeriet indeholder. De kunne også følge op med, at kommunerne ikke bør blande sig i om eksisterende boliger opdeles eller sammenlægges.

Om man må bygge højere og tættere er imidlertid ikke bare et spørgsmål, som vedrører beboerne i husene; det påvirker også naboerne. Om vi skal have flere højhuse, ved jeg ikke. De er ikke rare at bo i eller færdes i nærheden af. De mange fine altaner, som højhuse udstyres med, er i praksis også ubrugelige på grund af turbulens med mindre beboeren vil udenfor at ryge. Men det er en åbenlys mangel, at VU ikke forholder sig til, hvordan det naboretlige forhold skal reguleres.

Det er imidlertid lodret forkert, når VU antager, at “den letteste måde at lægge en dæmper på de stigende boligpriser og imødegå den evigt stigende efterspørgsel er ved såre simpelt at bygge flere boliger”. Nybyggeri tager mange år at gennemføre, og man kan måske bygge 1 til 1½ % af den eksisterende boligmasse hvert år. Men det er jo peanuts i forhold til udsvingene i efterspørgslen. Og hvis vi ser på antallet af eksisterende etagemetre, så er problemet ikke mangel på kvadratmeter, men fordelingen af dem. Selvfølgelig vil øget levestandard også medføre et ønske om større, bedre og nyere boliger, men det er marginalt.

Mit hjerte jubler af glæde, når VU vil afskaffe huslejereguleringen. Men min indre realist fortæller mig, at når det ikke har været muligt i de forgangne 80 år, så kræver det måske lidt mere end en hensigtserklæring fra VU.

Der er meget positivt at sige om “skæve boliger”, men fundamentalt set er det et knæfald for socialdemokratisk ghetto-tænkning. I det frie marked passer folk sig ind. Og nogle udlejere vil gerne have nogle skæve eksistenser. Det er næppe på de allerfornemste adresser eller de mest polerede ejendomme. Men hvis der er kunder, så leverer markedet. Skæve boliger har man brug for, når markedet ikke fungerer.

Afsnittet om liberalisering af planlove og bygningsreglementer lyder pænt, men man gør sig nok ikke nogen forestilling om, hvilke kræfter man er oppe imod. Og man burde måske stå ved, at næsten alt skidtet er indført med støtte fra Venstre.

Og selv om afsnittet om salg af ghettoerne til deres beboere er, som taget ud af mine hedeste drømme, så skøjter det temmelig langt udenom problemerne. VU bør huske, at en tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, løb sig temmelig mange staver i livet på det projekt. En af grundene til det var, at han havde sat en gammel VS’er til at administrere området, og den fejl behøver man jo ikke gentage. Hun bestilte eksempelvis kammeradvokaten til at fortælle, hvorfor salgene var umulige at foretage. Og den argumentation er man jo nødt til at tilbagevise, hvis man vil genfremsætte forslaget. Men det er da dejligt, at den slags små jordnære indsigelser ikke standser VU.

Der er meget skat i forslaget

Et af de blivende indtryk fra læsningen er, at det er en ret stor andel af forslagene, som handler om skatteomlægning. Det kan der være flere grunde til. Den oplagte er, at skat er så indgribende i danskernes liv, at intet kan ændres, uden at ændre skatten. Det er jo lidt skræmmende. En anden mulighed kunne være, at skatteinstrumenter er dejligt håndgribelige, når man skal fremlægge politik. Det giver myndighederne mulighed for at handle, så man ikke behøver vente på, at de langsommelige borgere indretter sig efter ens gode pointer.

Forældrekøbsmisundelse og vulgært profithad

Det var egentlig ikke hos VU, jeg forventede at se jalousien over forældrekøb ligge som en undertone. Men det kan ikke nægtes, at den er der. KU’ernes rige forældre og SFU’ernes offervillige ditto, bryder VU’erne fra en mere påholdende baggrund sig ikke så meget om. “Rigmandsbørn, der presser prisen op,” lyder mantraet. Men spørgsmålet er bare, om de foreslåede tiltag forandrer den relative styrke mellem køberne. Tiltag som udelukkende lægger flere byrder på forældrekøberne, såsom afskaffelse af skattefordelene og offentlige boligydelser (der jo kun gives til lejere), skubber til balancen. Men tiltag, der belaster såvel forældrekøbere som andre købere, de ændrer den ikke.

I samme åndedræt hopper man med på nogle ikke særlig velbegrundede floskler om serieinvestorer og boligspekulanter med kortsigtede profitmotiver. Det er den slags man forventer at læse i et program fra Enhedslisten, navnlig på grund af fraværet af begrundelse. Nu er det VU under Ellemann.

Samlet set efterlader programmet ikke noget synderligt indtryk af konsekvent, endsige yderligtgående liberalisme. Men man bør ikke ignorere, at som program går det langt dybere end moderpartiet og langt dybere end de fleste andre partier. Allerede af den grund er VUs tanker velkomne, også selv om der er plads til forbedring.

Vi bør gentænke ejendomsskatten

De nye vurderinger er endnu en gang blevet forsinket. Det må efterhånden stå som uendelig tvivlsomt, om systemet nogensinde kommer til at fungere som planlagt. Måske er tiden inde til at gentænke ejendomsskatten.

Da rigsrevisionen for snart mange år siden havde påvist, hvor store fejl der var i de offentlige vurderinger, så spurgte man nogle matematikere, om det var teoretisk muligt at beregne grundværdierne i byerne. De svarede faktisk nej. Og alligevel gik man i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem. Det har siden vist sig, at opgaven er vanskelig, og det er det umulige jo ofte.

Imidlertid udgør ejendomsskat en ikke ubetydelig del af kommunernes indtægter, så det vil være naivt at foreslå den afskaffet, for så mangler pengene i kassen. Så hvis man vil gentænke skatten, så står man overfor en bunden opgave: Afløseren skal indbringe lige så mange penge, og den skal gøre det uden forsinkelser.

Det sidste er vigtigt, for de fleste forslag til et alternativ indebærer ekstremt lange overgangsperioder, hvor indtægterne fra skatten skal opbygges. Det gælder navnlig forslag om ejendomsavanceskat, som f.eks. de konservative sværger til. Men med ejendomsavanceskat er overgangsperioden op imod 60 år, og de første mange, mange år er indtægterne forsvindende. Allerede af den grund er avanceskatten diskvalificeret. Men det er der i øvrigt også andre grunde til.

Når man skal drøfte ejendomsskat på det principielle plan, så er der også grund til at erindre sig, at når økonomer elsker boligskatter, så skyldes det, at boligskatter er meget svære at vride sig udenom. Hvis man vil have en bolig, og det er man med vort klima nødt til at have, så kommer man til at betale skat. Mulighederne for at snyde er uendeligt små.

Problemerne

Grunden til, at vi det sidste årti har diskuteret ejendomsskat, har først og fremmest været spørgsmålet om vurderingerne af parcelhuse. Det er det, som 99,9 % af den offentlige debat har handlet om. Dermed har debatten næsten fuldstændig overset de øvrige problemer ved ejendomsskatten. Og de er desværre ret betydelige. Det drejer sig først og fremmest om, at skatten svinger vildt mellem forskellige dele af landet, og at den – om muligt – svinger endnu vildere mellem boligtyperne.

En gennemgang af problemerne kunne fylde sin egen kronik, men hovedtrækkene er, at ejendomsskatter for den helt overvældende dels vedkommende betales af villaejere i bykommuner, medens folk, der bor i andelslejlighed eller lejelejlighed, stort set er fritaget for skatten. Ejerlejligheder indtager en mellemposition. Det er lidt groft sagt, men ikke helt skævt.

Og når skatten er så høj i byerne, så skyldes det i ret høj grad, at ordningen med udligning af fattige og rige kommuners indtægter er skruet sammen på en måde, der tvinger de rige kommuner til at opkræve meget høje ejendomsskatter. Det spørgsmål er imidlertid så politisk inficeret, at saglige argumenter ikke har nogen betydning.

Kravene

Det fundamentale krav til en skat er, at den skal ramme på en måde, som er forståelig og føles nogenlunde forholdsmæssig af skatteyderne. Oversat til kommunal ejendomsskat betyder det, at boliger, som er nogenlunde lige attraktive skal rammes ens, uanset hvilken type bolig der er tale om. Om en bolig er lejet, ligger i en andelsforening eller er en ejerbolig, bør være fuldstændig uden betydning. Det er i virkeligheden det vigtigste krav.

Hvor attraktiv boligen er afhænger primært af 3 parametre: beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Nogle vil nok hævde, at parcelhus contra etageejendom også har væsentlig betydning.

Med hensyn til etage-antal, så vil mit postulat være, at betydningen er overvurderet. Det er et postulat, for jeg er ikke dygtig nok til at finde tal, så jeg har kunnet bevise påstanden. De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er mere attraktivt at bo nede på jorden end i en silo. Mange elsker at slå græs. Men lige nu er ejerlejlighederne i København altså dyrere pr. kvadratmeter end villaerne. Leje- og andelsboligmarkedet er underlagt en maksimalpris, så der kan pris ikke bruges som målemetode.

Skal vedligeholdelsesstanden af en bolig indgå i beskatningen? Skal det kunne betale sig at have umalede vinduer. Skal man betale ekstra skat, hvis man isolerer bedre? Det er et af de rigtig svære spørgsmål. Mit bud er et rungende nej. Andre vil have andre synspunkter. Jeg har blot ikke plads til at imødegå dem her.

At størrelse har betydning skal man ikke have set mange boligprogrammer i fjernsynet for at forstå. Mæglerne tænker i pris pr. kvadratmeter hus. Det er i hvert fald det klare udgangspunkt. Så lad dog skatten gøre det samme. Hvis man skal være lidt mere præcis, bør man faktisk beskatte efter, hvor meget der i alt kan bygges, og ikke bare, hvad der allerede er bygget. Jord har værdi efter, hvad den kan bruges til af køber, ikke efter om sælger har udnyttet den.

Meningen med det nye forsinkede vurderingssystem er, at man vil ramme beliggenhedsparameteret ekstremt præcist, og det er lige præcis det, som man reelt ikke kan. Historisk er det også lykkedes rigtig dårligt. Hvis man kigger på de nugældende – meget gamle – vurderinger, så vil man kunne opdage, at ambassadørpalæer i Ryvangen har lavere grundværdi (pr. kvadratmeter) end murermestervillaer i Valby, og etageejendomme på Gammel Kongevej er endnu lavere. Så næsten alt vil være bedre end det gamle system, også selv om det ikke bliver millimeterretfærdigt. Hellere et system, der er gennemskueligt og ærligt om sine mangler, end et, som er tåget og snyder lidt i kanterne. Den firkantede løsning er at konstatere, at indenfor den enkelte kommune gider man ikke forsøge at differentiere. Langt den største del af beliggenhedsværdien vil blive fanget, hvis man følger kommunegrænserne. Det er faktisk væsentligt mindre skævt, end det eksisterende system. Og at gøre systemet mere finmasket har altså vist sig at være ekstremt dyrt og besværligt.

Løsningen

Hvis man lægger de ovenfor beskrevne parametre til grund, så kommer løsningen til at blive oplagt: Ejendomsskatten bør afløses af en kommunal ”kvadratmeterafgift”, som hvert år fastlægges til et beløb pr. kvadratmeter for alle boliger i en kommune. Det er rørende enkelt at forholde sig til politisk. Og det er det også for den enkelte borger: Alle kan udregne, hvad de selv vil blive udsat for. Og hvad naboen skal betale.

Ideelt set bør den ikke indgå i den kommunale udligning, men man kan naturligvis lave en regel om, at kommuner, som opkræver en ekstremt lav afgift skal indgå i udligningsberegningerne med et lidt højere beløb. Det bliver dog hurtigt meget teknisk og uforståeligt.

Overgangsordninger

Hvis man omlægger ejendomsskatten til en kvadratmeterafgift, så vil det give nogle ordentlige skvulp i andedammen. Det er rigtige penge, som lejerne og andelshaverne pludselig skal vænne sig til, at de skal af med. De er sluppet meget billigt i mange år. Til gengæld har villaejerne i storbyerne udsigt til reelle lettelser. Og derfor må man selvsagt lave nogle indfasninger. Men det er der også råd til, for villaejerne, som gennem mange år har været vant til årlige stigninger, vil være taknemlige, bare de fremover får lov til at stå i stampe.

Så der er en mulighed for at lave et system, som er enkelt og væsentligt bedre end det eksisterende. Og det er også billigt!

%d bloggers like this: