Og det er tydeligt, at forfatteren ikke er i stand til at gennemskue, hvor hårdt belastede af skatter danske parcelhusejere egentlig er.
Der er 2 boligskatter i Danmark, hvoraf grundskylden i princippet hviler på alle ejendomme, medens ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger.
At ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger, er der en rigtig god grund til, nemlig at ejendomsværdiskatten er siamesisk tvilling til rentefradraget. Og de 2 skal i princippet udligne hinanden, så ejendomsværdiskatten svarer til det beløb, som man ved maksimal belåning af ejendommen ville spare i skat som følge af rentefradraget. Og som OECD korrekt fastslår, så er værdien af rentefradraget idag typisk væsentligt højere.
Men så overser man, at grundskylden faktisk virker som en ”stand-in” for ejendomsværdiskatten. Det er temmelig besværligt at beskrive mekanismen, men det er værd at forstå.
Grundskylden beregnes som en procentdel af jordværdien, og det er kommunalbestyrelserne, som hvert år skal fastlægge den lokale sats. Men i henhold til lovgivningen er der fastlagt et generelt loft for skatten på 3 % af jordværdien (Ejendomsskatteloven § 28). Sådan et loft fandtes også i den tidligere lov. Som led i overgang fra de gamle vurderinger til det nugældende system, er der for årene 2024-28 fastlagt nogle midlertidige lokale maksima, som findes i et bilag til loven.
Kommunernes adgang til at opkræve grundskyld er et af de parametre, som indgår i den kommunale udligning og beregningen af bloktilskud fra staten. Det er et djævelsk regnestykke, som kun ganske få mennesker forstår. Men til vores brug rækker det at sige, at en kommune naturligvis ikke skal have ekstra tilskud udefra, hvis den ikke har udtømt sine muligheder for at opkræve skatter. Så det er den maksimale grundskyldsopkrævning, der indgår i beregningen. Og det indebærer, at hvis kommunen ikke opkræver maksimal grundskyld, så slipper den ikke for at betale udligningsbeløb af den grund. Resultatet af det har været, at det kun er et ganske lille fåtal af kommuner, som har haft råd til at opkræve lavere grundskyld end maksimum. Den almindeligt anvendte tommelfingerregel har været, at kommuner, som skulle bidrage til kommunal udligning også opkrævede maksimal grundskyld. Og generelt er det de rige bykommuner, som bidrager til udligningen.
Da man i 2002 (ved lov nr.292) indførte et totalt stop for stigninger i ejendomsværdiskatten, så fik det en kraftig effekt på ejendomspriserne. Den effekt slog naturligvis igennem i vurderingerne, og navnlig satte den sig i den del af vurderingen, som udgøres af jordværdierne. Rationalet var, at hvis man har 2 ens huse i en billig og en dyr kommune, så må al forskellen i pris naturligvis skyldes forskelle i jordens værdi, for bygningerne er jo ens! Så da priserne stak af i de store byer, så medførte det helt utrolige stigninger i jordværdierne.
Og så skete der noget sjovt. Grundskylden var nemlig ikke underlagt samme totale loft som ejendomsværdiskatten. Så selv om der var lagt lidt begrænsninger på de mulige stigninger i grundskylden, så kom der en lang periode med solide årlige grundskyldsstigninger, og kumuleret over tid, så blev det til temmelig pæne beløb – faktisk nogle temmeligt lammende beløb.
Parcelhus i København NV, 136 m2, grund ca. 500 m2 + vej, ejendomsskat 45.000 + ejendomsværdiskat 20.000, altså 5000 kr. pr. måned
Og hvad der navnlig var interessant, så var det kun ejerboligerne, der fik denne stigning i ejendomsskat. Jorden under andelsboliger, almene boliger, udlejningsejendomme og endda ejerlejligheder steg ikke nær så meget som jorden under villaer. Og på den forløbne snes år har det totalt forrykket balancen i grundskylden.
Villaejerne betaler idag mange gange mere i grundskyld end de andre boligtyper. Så grundskylden virker reelt som en forhøjelse af ejendomsværdiskatten. Skatteministeriet har vist engang beregnet, at ca. 70 % af det beløb, som loftet på ejendomsværdiskat sparede parcelhusejerne for, bare havnede som en forhøjelse af grundskylden.
I det seneste sæt vurderinger af etageejendomme er jordværdierne ganske vist endelig blevet justeret op, så de bedre svarer til jorden under villaer, men i forhold til grundskylden er der lavet en yderst lempelig indfasningsordning, som gør, at de nye vurderinger først får fuld gennemslagskraft om nogle årtier – om nogensinde. Det hele afhænger jo også af hvordan inflationen arter sig i fremtiden. Hvis den stikker af, så kan den hurtigt overhale overgangsordningen. Det har man historisk haft temmelig mange eksempler på; boligforliget i 1966 er nok det mest absurde.
Så når OECD påstår, at det danske skattesystem subsidierer boligejerne, så er det forkert. Skattebyrden på boligejere er langt højere end antaget. Den ligger bare skjult et andet sted end OECD leder efter den. Og dermed er OECDs kritik af den lave ejendomsværdiskat også fejlagtig.
I øvrigt er det ret sjovt, at OECDs uvilje mod subsidier ikke strækker sig til de selvejende boligselskaber. Når det gælder den befolkningsgruppe, så er subsidier pludselig et gode. Men det er en helt anden historie.
Pressen er begyndt at lugte blod i Sikandar Siddiques bopælssag. Her er links til BT og TV2. Men kan det overhovedet ende med et omvalg? Er der ikke noget jura i det.
Vores valgsystem er det bedste!
Man skal som regel ikke lede ret længe for at finde nogen, som vil hævde, at det danske valgsystem er det bedste og mest retfærdige i verden. Sjovt nok kan man få vælgere i næsten alle andre lande til at sige nøjagtig det samme om deres.
Eksempelvis vil briterne tale rørstrømsk om ”first past the post”-systemets rødder tilbage i middelalderens England og dets evne til at give klare flertal. Det er imidlertid en hul løgn. Englænderne indførte systemet så sent som 1885 ved Arlington Street-forliget. Før den tid foregik alle valg i kredse med 2 mandater. Lige nu ser man i øvrigt en engelsk regering med et klart flertal, som ikke evner at gennemføre sit program, blandt andet fordi regeringen bygger på et lige så klart mindretal af stemmerne, så rigtig mange af parlamentsmedlemmerne ved udmærket, at de har en meget stor risiko for at ryge ud næste gang.
Og den enkle sandhed er, at alle systemer har fordele og ulemper.
Det er meget sjældent, vi ser det, men Sikandars sag illustrerer ganske godt, at det danske systems alvorligste svaghed er, at med et kompliceret valgsystem, hvor selv små stemmeskred kan have indvirkning på fordelingen af temmelig mange mandater – også hen over midten – så bliver det uendelig svært at skride ind mod valgsvindel!
Hvordan afhjælper man valgsvindel?
Hvis det foreligger valgsvindel, så er det eneste effektive middel til at rette op på det, at man holder et omvalg. I alle de lande, hvor valget foregår i nogle mindre kredse, der hver skal udpege et begrænset antal mandater, kan man som regel nøjes med at holde omvalg i en enkelt kreds. Den går ikke i Danmark. Hvis afstemningen er gået galt på et enkelt valgsted ud af ca. 55, så vil der skulle holdes omvalg i hele København – og det er naturligvis en dyr og omstændelig sport.
Det klassiske valgsvindel, det som man umiddelbart tænker på, er naturligvis den stalinistiske: ”Det vigtige er ikke, hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne”. Det handler om at de ansvarlige for valget fylder stemmeurnerne med falske stemmesedler. Det er der naturligvis ikke tale om i Sikandars sag.
Så vidt jeg har læst mig til, så findes der i øvrigt gode statistiske metoder til at afsløre den klassiske svindel med stemmerne, så længe styret lægger vægt på, at resultatet skal fremstå ægte og derfor tillader en flerhed af partier og kandidater. I de situationer bliver det alt for svært at koordinere indsatsen, og derfor vil de enkelte valgsteder udvise nogle statistiske anomalier.
Noget af det sjove ved Sikandars valg er i øvrigt, at såvel hans personlige som listens stemmer fordeler sig helt sindssygt blandt valgstederne. Det er et Tingbjerg-parti. Og Sikandars personlige stemmetal er på ca. 45 % af samtlige partiets stemmer. Det er tal, som formentlig ville få enhver statistiker til at blive mistænksom. Men det er svært at forestille sig, at lige det skulle være svindel.
For Sikandars lille nummer er ikke den klassiske valgsvindel. Det er noget så relativt fantasifuldt som opstilling af en person, der ikke er valgbar. Det verdensberømte eksempel på en beskyldning om den slags var naturligvis postulaterne om, at Barack Obama ikke opfyldte kriterierne for at stille op til præsidentvalg, fordi det – ene af alle poster i USA – kræver, at man er født amerikaner.
Kan Sikandar straffes?
Hvis man med vilje stiller nogen op, som ikke kan vælges lovligt, så bør alle helvedes porte åbnes for at opsluge for den skyldige og gøre ham personligt ansvarlig. Men man skal sjovt nok lede længe i straffeloven for at finde noget, som Sikandar kan straffes for. Det at stille ulovligt op er mærkværdigvis ikke direkte strafbart. Det er der nok ikke nogen, som har tænkt på. Men det er strafbart, hvis han selv har stemt, for så har han ”uberettiget skaffet sig eller andre adgang til at deltage i afstemningen”. Det er omfattet af straffelovens § 117, stk. 1, nr. 1. Det ville dog være en noget tynd straffesag. Det er svært at forestille sig en ubetinget fængselsstraf for det. 1 forkert stemme ud af 349.000. Det kan vist ikke blive farligt for demokratiet.
Man kan også tænke sig folkeregisterloven anvendt som straffehjemmel og så rummer straffeloven en meget bred bestemmelse i § 163 om urigtige erklæringer, der formentlig kan bruges.
Hvem skulle have det næste mandat?
Men hvad så med et rask lille omvalg. Det var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville ende med at foreslå, da jeg begyndte denne tekst. Men jeg er blevet noget mere i tvivl! På grund af valgforbund så var der kun 4 grupper, der deltog i fordelingen af mandater, og hvis jeg ellers kan regne og læse, så blev det yderste mandat tildelt det ”højrøde” valgforbund med Ø, F, Å og N helt ude på et fordelingstal på 6038. Havde der været et 56. mandat, så var det gået til de borgerlige med et fordelingstal på 5.966
Sikandars valgforbund fik 10.037 stemmer, hvoraf Frie Grønne fik 6798. Sikandar trak selv 3.125 personlige stemmer og der var 1264 på listen Resten var personlige stemmer på listens andre kandidater. Hvordan resultatet havde set ud, hvis Sikandar ikke havde været opstillet, afhænger primært af et forhold: Hvor var hans stemmer gået hen? Hvis vi antager, at Sikandar trak samtlige sine vælgere op fra sofaen, så de ikke ville have stemt på andre partier, så ville valgforbundet have fået et mandat, så længe valgforbundets stemmetal var højere end det fordelingstal på 5.966, som ville have trukket det 56. mandat. Så ca. 4.070 stemmer mindre kunne man altså tåle. Under den forudsætning så kunne man altså tåle at miste samtlige Sikandars personlige stemmer og stadig beholde mandatet. Og valgforbundet kunne yderligere tåle at miste henved 900 listestemmer (eller personlige stemmer på andre kandidater) uden at miste mandatet.
Trak Sikandar 4.070 stemmer til? Det er jo et skøn, og der er ingen tvivl om, at den som skal foretage skønnet nok vil skæve en lille smule til, hvor stor ståhej det giver, hvis man antager, at Sikandar er en stemmemagnet i den størrelsesorden. Det er et falsk lod i vægtskålen, men det er der.
Hvis vi antager, at stemmetallet for Sikandars valgforbund var kommet ned under 5.966, hvis han ikke havde været der, så ville mandatet som nævnt være gået til det blå valgforbund, medmindre en ganske pæn andel af stemmerne havde valgt i stedet at stemme på det højrøde valgforbund af Enhedslisten, SF og Alternativet. Det højrøde valgforbund ville skulle have små 4.000 ekstra stemmer for at erobre et ekstra mandat. (Altså desuden forudsat, at jeg ikke har regnet forkert.) Jeg er ret overbevist om, at Sikandar har trukket vælgere op fra sofaen i stor stil. Og dermed er jeg også tilbøjelig til at tro, at det er de borgerlige, som har tabt et mandat på hans adfærd. Men det er noget usikkert, netop fordi vores valgsystem er så relativt kompliceret.
Hvis Sikandars lille nummer har flyttet et mandat hen over midten, så bør man konstatere, at han har haft betydning for valgets udfald, og så bør det gå om.
Der er imidlertid en enkelt yderligere hurdle, nemlig at der i kommunalvalgloven er en ekstremt kort frist for at klage over valget. Fristen er 1 uge. Jeg har ikke indleveret en klage, men rygtet vil vide, at nogen allerede klagede inden valget, og at andre gjorde det i dagene efter. Men hvis ikke der er klaget, så er sagen død.
Det mest karakteristiske ved Trumps 2. præsidentperiode har været hans på forhånd planlagte (mis)brug af alle mulige mærkelige loves bemyndigelsesregler til at udstede ”Executive orders”. Og ligeså karakteristisk for perioden har det været, at der er blevet anlagt retssager om ugyldighed af hans Executive orders og at domstolene i den forbindelse har nedlagt en længere række af totalforbud mod anvendelse af de nye regler, så længe ugyldighedssagerne løber. Det har, set udefra, været lidt af et cirkus.
Det er nu endt med en højesteretskendelse, der tager stilling til om man kan anvende totalforbud, eller om en forbudskendelse skal være begrænset til kun at beskytte sagens parter.
Alle de faktiske problemer, som optræder i den amerikanske sammenhæng, optræder faktisk også i det danske retssystem, omend der naturligvis er forskelligheder i behandlingen og til dels også løsningen deraf. Det er dog mit indtryk, at forskellene i løsningen er langt mindre end man kan få indtryk af, når man læser pressen.
Og lad mig i den sammenhæng blot gentage, at efter min opfattelse, så er den sammensætning af Højesteret, som Trumps sidste præsidentperiode resulterede i, nok noget af det aller-ypperste som er set i USAs historie. Og det er jo bestemt ikke det indtryk man får ved at læse hver dansk eller international presse. Så naturligvis er jeg en mand med en mission. Men derfor kan jeg jo stadig have enkelte valide argumenter.
Bemyndigelseslove i Danmark og USA
Executive orders svarer nok nærmest til kongelige anordninger i Danmark. Alternativt er de en slags bekendtgørelser. Eller man kan bruge det generiske udtryk, at det altsammen er sekundær lovgivning. Executive orders udstedes af præsidenten, og modsat Danmark, hvor de skal paraferes af resortministeren, så kan han vist gøre det på egen hånd. Men lige den detalje har jeg ikke undersøgt. Executive orders skal selvsagt have hjemmel. Og den hjemmel søges typisk i en bemyndigelseslov. Og bemyndigelser til administrativ regelfastsættelse kender vi ganske udmærket i Danmark. Det har faktisk periodevis været et slagnummer for visse folketingspolitikere, at der var for mange af dem, og at magten derfor er flyttet fra folketinget til administrationen.
USA har også bemyndigelseslove, og de givne bemyndigelser har traditionelt været ekstremt brede. Men der er en væsentlig forskel i hvordan danske regeringer og amerikanske præsidenter kan udnytte bemyndigelserne.
I Danmark kan regeringer og ministre afsættes til enhver tid af et tilfældigt flertal i folketinget. Den regel har man ikke i USA. Derovre er ministrene udpeget af statsoverhovedet, og de bliver siddende så længe han ønsker det. De kan kun fjernes ved, at der rejses sag om embedsfortabelse – det vi på dansk fejloversætter til en rigsretssag. En sag om embedsfortabelse er vanskelig at gennemføre, og den forudsætter udarbejdelse af et anklageskrift, så den får fra starten karakteren af at være en juridisk – modsat politisk – handling. Men da den gennemføres ved, at Repræsentanternes hus rejser tiltale, og Senatet dømmer, så kan den principielt godt være rent politisk, forudsat man kan skaffe det fornødne flertal på 2/3 i senatet. Den forskel i, om præsidenten og ministre kan afsættes, medfører naturligvis en noget større jobsikkerhed i USA. I Danmark vil en minister, som udsteder en bekendtgørelse, som udfordrer et folketingsflertal, hurtigt blive tvunget på tilbagetog. I USA er reaktionsmuligheden, at Kongressen beslutter en ny lov, der forhindrer udnyttelse af bemyndigelsen på en uønsket måde.
Lige præcis af den grund kunne man have forventet, at bemyndigelser i USA var ekstremt snævert formulerede, men det er altså ikke tilfældet. Der må være andre elementer, som fører til at brede bemyndigelser anses for hensigtsmæssige.
Trump har imidlertid valgt at ”afsøge grænserne” for de bemyndigelseslove, som han benytter sig af. Enemy Aliens Act, som stammer fra 1798, og som hidtil kun er blevet brugt nogle enkelte gange, er blevet støvet af og bruges i stor stil som udvisningshjemmel for udenlandske statsborgere. Den pæne måde at beskrive det på er, at det er en radikal nyfortolkning af loven. Personligt ville jeg foretrække ordet magtmisbrug.
Så, at der kommer ugyldighedssager, kan ikke undre.
Tvisten om statsborgerskab
I samme boldgade er Trump plan om at forhindre ulovlige indvandreres – og turisters – børn i at opnå amerikansk statsborgerskab. Og i den anledning har han udstedt en executive order med en efter danske forhold ganske urimeligt svulstig titel: ”Protecting the meaning and value of American citizenship.” Her er der ikke tale om udnyttelse af en bemyndigelse til at udstede regler, for selve regelsættet er fastlagt ved det 14. forfatningstillæg. Der er tale om en tjenestebefaling – et cirkulære – til embedsmændene om at anvende reglerne på en ny, mere restriktiv måde. Det er klart et forsøg på at afprøve grænser i forhold til en mangeårig praksis. Men som regelsæt ligner det mest af alt den slags ”styresignaler”, som eksempelvis danske skattemyndigheder ofte benytter sig af. Der er intet usædvanligt i metoden – kun i indholdet.
Og svaret kom prompte i form af en sværm af ugyldighedssager og hele 3 forskellige midlertidige forbud mod anvendelse af den nye fortolkning. Og det er de 3 midlertidige forbud, som Højesteret har fået forelagt.
Trump har sejret – men hvor meget
Lad mig sige det straks. Trumps justitsminister har vundet en stor sejr, men han har ikke vundet fuldstændig. Ikke en eneste af de dommere, som han selv har udpeget, har givet ham fuldt medhold. De har nøjedes med at lade ham vinde ca. 99,4 %. Sjovt nok er de 3 demokratisk udpegede dommere uvillige til at give Trump bare en lille bitte smule medhold.
Det interessante ved en juridisk afgørelse er imidlertid ikke resultatet, men begrundelsen. (Rigtige advokater ville være uenige – det virkeligt spændende er salæret.)
Højesterets afgørelse tager sit udgangspunkt i en anden gammel støvet lov, nemlig the Judiciary Act 1789, som fastlægger de enkelte føderale domstoles kompetence. Ingen tvivl om at loven er gammel. Men det skyldes jo blandt andet, at den gennem de mange, mange år har vist sig at være et godt fundament for domstolenes arbejde. I modsætning til the Enemy Aliens Act, der sidste gang så dagens lys under 2. verdenskrig, så har the Judiciary Act været anvendt hver eneste dag siden 1789. Der er næppe mange, som tænker over, at de anvender den, så indarbejdede er de fleste af dens regler i hverdagen, at man næppe tænker over dens eksistens. Det er ligesom at køre i højre side af vejen uden at tænke på, at det faktisk er en regel, som står i færdselsloven.
I den danske retsplejelov står der idag, at den kun gælder de almindelige domstole. I ældre versioner af samme lov er der også en opremsning af en række ualmindelige domstole, som aldrig har været omfattet. Så retsplejeloven indeholder bestemmelser, der afgrænser domstole fra andre myndigheder. Det gør the Judiciary Act også. Og i begge lande er det givetvis et kapitel, der kun læses kursorisk af de studerende. Det er aldrig det eksamen handler om.
Det er imidlertid også den lov, som afgrænser, hvornår der kan nedlægges forbud mod, at en sags parter gør noget, som der ikke kan rettes op på ved den endelig dom, og som derfor også må forbydes medens sagen løber. I Danmark har vi traditionelt kendt begrebet som ”fogedforbud”, fordi kompetencen var henlagt til fogedretterne. Klassikeren indenfor fogedforbud er naturligvis, når en avis offentliggør nøgenbilleder af en kendt person. Hvis avisen når at udkomme, er skaden indtruffet, og en erstatning er kun en ringe kompensation. Altså kan der nedlægges forbud.
Hvis man først er blevet udvist efter Enemy Aliens Act eller har mistet sig pas på grund af Trumps grundlovsfortolkning, så kan skaden være enormt svær at få rettet op på. Og derfor giver det god mening at udstede et midlertidigt forbud mod anvendelse af reglerne.
Men man skal ikke glemme, at det er et tveægget sværd. Der kan jo også ske skade, hvis man udsteder forbuddet. Når en borgmester er taget med fingrene langt nede i kommunekassen, så forsøger han altid at få et forbud mod, at avisen skriver om det. Og det forbud er jo ikke så smart.
De forbud, som er nedlagt mod Trumps nye regler, er i en noget anden klasse end de danske forbud. Danskere kan også anlægge sager om, at nye regler er ugyldige. Det gjorde Tvind i sin tid. Og de vandt – uanset jeg havde skrevet en kronik om, at de burde tabe. Men vi ser aldrig et forbud mod nye reglers ikrafttræden. Det skyldes en bemærkelsesværdig forskel mellem Danmark og USA.
I USA er en retssag mod staten omfattet af nøjagtig samme forbudsregler som en sag mellem 2 privatpersoner. I Danmark er det anderledes, for i grundloven står der i § 63, at selv om en person anlægger en sag om, at en offentlig instans handler udenfor sine beføjelser – overskrider øvrighedsmyndighedens grænser – så skal man rette sig efter påbud fra instans, indtil sagen er afgjort. Grundloven bygger på en forhåndsformodning om, at staten har ret. Så man kan formentlig slet ikke få nedlagt forbud mod offentlige myndigheder, når de vel at mærke handler som myndighed. Det kan man derimod i USA.
Det klassiske forbud handler om, at den ene part i retssagen ikke må gøre noget, som kan skade den anden part i sagen. Så hvis borgmesteren fra mit eksempel får nedlagt forbud mod, at Ekstra-Bladet skriver om hans pengeforbrug, så dækker forbuddet ikke BT, som naturligvis straks vil skynde sig at skrive om sagen. Og det kan jo være upraktisk. Den lille finte løb politiet ind i, da en tidligere chef for efterretningstjeneste havde skrevet en bog om sit job. For efterretningstjenesten endte det i kaos.
Universelle forbud
Tilsvarende gælder, når Trump vil begrænse udstedelsen af pas til ulovlige indvandreres børn. Det vil jo ramme alle børnene, og så kan der jo komme en lavine af retssager, hvis hvert enkelt barn skal anlægge sin egen sag. Og det vil domstolene ikke synes om, at de skal bruge tid på. Blandt andet af den grund er der i USA vokset en retspraksis frem gennem de seneste årtier, hvorefter domstolen udsteder forbud, som dækker universelt. Man forbyder alle aviser at skrive om borgmesterens pengeforbrug.
Det lyder praktisk, men det kan have utilsigtede konsekvenser. Hvad nu hvis Skive Folkeblad slet ikke har hørt om forbudssagen, men selv har undersøgt borgmesterens pengeforbrug, og derfor skriver om sagen. Har de så overtrådt forbuddet, så der skal straffes for det? Hvis nu Skive Folkeblad rent faktisk har solid dokumentation, medens Ekstra-Bladet bare skrev om et rygte. Skal de så bedømmes ens?
Det er imidlertid et af de helt grundlæggende dogmer i retfærdighed, at man kun kan dømmes, hvis man har haft lejlighed til at udtale sig under sagen. Og det dogme tilintetgøres, hvis man tillader universelle forbud.
I USA har de også haft det problem, at nogle dommere er mere villige til at udstikke forbud end andre. Så sagsøgerne har med vilje anlagt sager ved domstole, hvor de med høj sandsynlighed ville få udstedt forbud, og hvis forbuddet så gælder hele landet, så opstår der en skævhed. Den sagsøgte part skal vinde i alle retskredse for at få medhold, den anden part kun i én. Det er naturligvis ikke holdbart.
Men udviklingen mod universelle forbud i USA er altså en retspraksis, som er vokset frem de sidste 70 år, først med nogle ret ukontroversielle sager og siden med en stadigt stigende styrke, for til sidst at blive en tsunami under Trump. Det kan man mene, at Trump selv er skyld i, men det ændrer ikke på tallene for udviklingen.
Hidtil er der ikke nogen, der har argumenteret for, at det er åbenbart ulovligt. Sagsøgte har gang på gang argumenteret mod et forbud, fordi det ikke var rimeligt i lige præcis denne konkrete sag. Men de har ikke appelleret med påstand om, at det var ulovligt.
Løsningen står i loven
Det er så sket nu, og derfor har Højesteret været nødt til at læse op på the Judiciary Act. Og i den står der, at forbud kan udstedes i samme omfang, som man hidtil har kunnet gøre det, medens man var underlagt de engelske domstole – for det var man jo indtil uafhængigheden.
Og det er fuldstændig ubestrideligt, at i England i 1700-tallet kunne man kun få udstedt forbud mod handlinger foretaget af sagens parter. Det, man må undre sig mest over, er, at ingen har tænkt på den lovbestemmelse før. Er der virkelig ikke en eneste lille nørd i det amerikanske retssystem, som har haft styr på det? Åbenbart ikke!
Så den amerikanske højesteret har tilsidesat muligheden for at udstede universelle forbud. En gravid indvandrer kan få et forbud om, at hendes barn ikke må nægtes pas som amerikansk statsborger, men forbuddet kan ikke udstrækkes til andre gravide indvandrere; de må hver især anlægge deres egne sager.
Men til gengæld har højesteret opretholdt samtlige forbud i det omfang de beskytter personer, som har anlagt sag. Der er en teknikalitet om en sag anlagt af nogle stater, som de underordnede domstole skal overveje, men det væsentlige er, at de individuelle forbud er opretholdt. Det siger en lille smule om det forventede endelige udfald af sagerne.
Og det bekræfter, at USAs højesteret ikke er i lommen på Trump. Og danske jurister ville i øvrigt være nået til nøjagtig samme resultat.
Forleden var der en af de vigtige Trump-sager på programmet i den amerikanske højesteret. Sagsgenstanden var statsborgerskab. Som følge af fortidens synder med negerslaveri blev der efter borgerkrigen i 1860’erne indsat en tillægsbestemmelse i den amerikanske forfatning om, at “enhver der er født i De forenede Stater og underlagt deres myndighed” er statsborger. Det blev senere suppleret med højesteretsdommen om Wong Kim Ark fra 1898 , der handlede om en ung mand, der var født i USA, medens hans kinesiske forældre havde varigt ophold der. Senere rejste forældrene tilbage til Kina, og da han efter et besøg hos dem ville ind i USA, så nægtede man ham indrejse. I hans tilfælde fastslog retten, at han var blevet amerikansk statsborger allerede ved fødslen, selv om hans forældre ikke var det – og uanset at datidens amerikanske lovgivning fastslog, at kinøjsere slet ikke kunne opnå statsborgerskab ved ansøgning. Så forældrene ville aldrig kunne være blevet amerikanere. Og sidenhen har det været administreret sådan, at selv moderens tilfældige – og endda ulovlige – ophold i USA medfører amerikansk statsborgerskab. Hvis man skal illustrere grænserne for princippet, så kan man jo tage udgangspunkt i, at udover et landområde så henregnes fly og skibe til flagstatens territorium. Så konsekvensen er, at hvis en gravid kvinde stiger på et amerikansk fly i Kastrup, fordi hun skal stige af ved en mellemlanding i Frankfurt, og hun rent faktisk føder et barn undervejs mellem København og Frankfurt, så er barnet efter den hidtil gældende fortolkning af forfatningen amerikansk statsborger ! Det har Trump et ønske om at ændre. Og det vil han gøre ved at udstede et præsidentielt dekret – svarende til en kongelig anordning i Danmark. Som så mange andre af Trumps påhit giver det naturligvis temmelig megen opstandelse, navnlig fordi forvaltningen af dette område tilsyneladende har været fuldstændig entydig i over 100 år. Reglerne har udmøntet sig i lovbestemmelser, men den centrale del af lovbestemmelsen er blot en gentagelse af forfatningens ord om at være født på amerikansk territorium og underlagt amerikansk myndighed.) Og en ændring må jo meget naturligt rejse spørgsmålet om konsekvenserne for allerede fødte – altså tilbagevirkning af reglerne. Vil der kunne komme sager om, at personer, der hele livet har besiddet et amerikansk pas, ikke længere vil kunne få det fornyet. Hvad med dem, som er født med dobbelt statsborgerskab. Dekretet er ganske vist ifølge sin ordlyd kun rettet mod personer, der født mere end 30 dage efter underskrivelsen, men holder den skillelinje for en nærmere prøvelse. Kan domstolene anlægge forskellig fortolkning af grundloven afhængig af partens alder? Så balladen er sådan set fuldt forståelig.
De 2 udgangspunkter
Man skal man gøre sig klart, at amerikansk ret i denne sammenhæng indtager et helt andet standpunkt, end dansk ret. I Danmark gennemførte man i 1776 Forordningen om Indfødsretten, der de næste par hundrede år var udgangspunktet for dansk lovgivning om statsborgerskab. Formålet med loven var at udelukke udlændinge fra stillinger i centraladministrationen. Grundlaget for den danske lovgivning blev en kombination af, at man skulle være have danske forældre – eller mere højstemt: dansk blod – og være født i Danmark (eller i kongens tjeneste i udlandet). Hvis man var født i Danmark, men forældrene var udenlandske, så kunne man dog opnå dansk statsborgerskab ved at forblive her, indtil man blev voksen. Og den forordning kom til at danne grundlaget for dansk ret helt frem til dette århundrede. Blandt konsekvenserne er, at mennesker, som er på campingferie i Danmark, kan ikke få dansk statsborgerskab til deres lille nyfødte, hvis fødslen går for tidligt i gang, og barnet derfor kommer til verden på supersygehuset i Skejby. Og i nyere tid er betingelserne for at erhverve statsborgerskab gradvist blevet strammet yderligere op. Andre lande har haft tradition for, at fødsel i landet var eneste nødvendige betingelse for at være indfødt. Efter det latinske ord for jord – i betydningen: den fædrene muld – solum, taler man om jus soli. (Ordet terra, som også kan oversættes jord, er mere associeret med land, som politisk enhed eller modsætning til vand.) Blandt lande med denne bredere definition af statsborgere var engelsk common law, og derfra er princippet gledet over i amerikansk ret. Betydningen af forfatningstillægget efter borgerkrigen var først og fremmest, at princippet blev udvidet til også at omfatte andre end hvide mennesker. I vor tid er det et mindretal af lande som fastholder fødselskriteriet som eneste betingelse for statsborgerskab. Langt de fleste lande – herunder de mest folkerige – har krav om afstamning som supplement.
Indholdet af Trumps dekret
Det, som Trumps dekret går ud på, er at indføre 2 begrænsninger på princippet om statsborgerskab ved fødsel i landet, nemlig at moderen skal opholde sig lovligt i landet, og at moderen skal have fast bopæl i USA. Dermed udelukker man altså tilfældige gravide turister fra at få amerikanske børn, og man udelukker illegale indvandreres børn fra at få statsborgerskab. I begge tilfælde er det samtidig en betingelse, at faderen ikke har amerikansk statsborgerskab. Navnlig reglen om ulovlige immigranter er nok praktisk vigtig, for hvis børnene bliver statsborgere ved fødslen, så bliver det lynhurtigt enormt svært at få deres forældre smidt ud af landet. Det problem har vi i en årrække haft helt inde på livet i Europa, fordi den europæiske menneskerettighedsdomstol har fastslået, at børns ret til familieliv kan forhindre udvisning af deres kriminelle forældre. Det er væsentligt at notere sig, at der ikke nogen som helst steder i forfatningstillægget eller den gamle dom om Wong Kim Arks statsborgerskab står noget udtrykkeligt om, at de 2 gruppers børn også skal have statsborgerskab. Tværtimod kan man et langt stykke hen ad vejen læse dommen sådan, at det var en forudsætning for resultatet, at Wong Kim Arks forældre havde haft tilladelse til at have fast ophold i USA på tidspunktet for hans fødsel og en lang årrække derefter. Dommerne i 1898 brugte virkelig mange ord på at overbevise sig selv – og omverdenen – om, at kinesere skulle være ligestillede med amerikanere. Jeg har lidt svært ved at tro, at de ville være noget til samme resultat, hvis Wong Kim Arks forældre havde opholdt sig ulovligt i USA, men det er ikke noget man kan sige med sikkerhed. Og hvis de bare havde været på gennemrejse, så tror jeg heller ikke, de var nået til samme resultat. Man kan derfor godt se Trumps dekret som et udtryk for, at han ønsker et opgør med en overimplementering af dommen fra 1898. Set fra det synspunkt, har man fra myndighedernes side ikke nøjedes med at tildele statsborgerskab til de personer, som skulle have det ifølge dommen, man har også derudover tillagt en række personer statsborgerskab, som dommen ikke gav grundlag for. Og de personer har naturligvis aldrig protesteret. Så derfor har praksis fået lov til at løbe gennem lang tid.
Grundlovens ord
Præsidenter kan naturligvis ikke forandre grundloven uden kongressens og delstaternes medvirken. Men når man læser bestemmelsen, så er det ikke soleklart, at Trumps udlægning er forkert. Tvivlen går naturligvis ikke på fødestedskriteriet, men på forståelsen af ordene “subject to the jurisdiction thereof”. Det er jo klart, at ordene skal indebære en begrænsning af statsborgerskab udover den territoriale. Men det gør de ikke, hvis alle fødsler indenfor landets grænser (samt på dets skibe og fly) betragtes som underlagt amerikansk jurisdiction. De klassiske undtagelser er extraterritoriale personer, fremmede staters diplomater. Desuden kan børn af udenlandske besættelsestropper ikke opnå statsborgerskab, når besættelsen er ophørt. Kan begrænsningerne trækkes længere? Det er da nærliggende at konstatere, at ulovlige immigranter lige præcis er personer, som USA’s myndigheder ikke ønsker jurisdiktion over. Og kan USA lovligt tiltage sig jurisdiktion over et barn født under et midlertidigt ophold. Hvis barnet kommer retur som voksen, kan USA så med folkeretten i hånd kræve, at barnet skal aftjene værnepligt. Rimeligt ville det ikke være. Der er også andre situationer, hvor det ikke nødvendigvis er en fordel at være amerikansk statsborger. USA hævder f.eks. at de har ret til at beskatte amerikanere, som ikke bor i landet, af indkomster, uanset hvor på kloden pengene er tjent. Og kun en tåbe frygter ikke amerikansk skattelov. Kan man straffe en person, som ved et uheld blev født under en ferierejse, for at glemme at indgive selvangivelse. Det forekommer tyndt. Man kunne måske ligefrem bruge det negativt ladede udtryk: et fangarme-statsborgerskab. Så der er i nogle situationer gode og reale grunde til de begrænsninger, som Trump vil gennemføre. Også selv om de situationer nok er færre end dem, hvor folk gerne vil have statsborgerskabet. Så jeg har svært ved at se, at resultatet af en retssag om begrænsningerne er givet på forhånd.
Brugen af dekret
Det er tydeligt, at Trump har et politisk ønske om at foretage ændring af myndighedernes praksis, så man fremover efterlever de 2 begrænsninger, som fremgår af dekretet. Men hvordan skal han så gøre det. Han har valgt at udstede et dekret, som er en tjenstlig ordre til regeringsansatte om, at de fremover skal anvende Trumps fortolkning af grundlovsbestemmelsen. Det er den samme fremgangsmåde, som man anvender ved alle mulige andre praksisændringer, der ligger indenfor rammerne af en lov med usikker rækkevidde. Det er i princippet det samme som når Skat i Danmark udsender ”styresignaler” om anvendelsen af denne eller hin regel. Brugen af dekretet er selvsagt hurtigere end den demokratiske proces, og det har nok betydet en del. Da der i sidste instans er tale om fortolkning af en grundlovsbestemmelse, så ville det som udgangspunkt ikke være mere korrekt at gennemføre en lov om ændringen. Den lov ville kunne risikere at blive underkendt af domstolene, nøjagtig ligesom dekretet kan. En lov ville måske have haft større troværdighed, fordi den ville have påvist eksistensen af et flertal i kongressen. Men det ville i princippet ikke gøre den hverken mere eller mindre grundlovsmedholdelig. En lov derom ville dog have kunnet afklare forholdene for personer, som indtil nu har fået accepteret statsborgerskab på et grundlag, der ikke anerkendes fremover. Kongressen ville kunne tildele disse mennesker statsborgerskab på samme måde, som man lader børn født af amerikanske forældre i udlandet opnå statsborgerskab. Det kan Trumps dekret ikke.
Tilbagevirkning
Lige præcis spørgsmålet om tilbagevirkning er dybt problematisk. Domme om statsborgerskab fastslår ikke bare retsforholdet mellem sagens parter, men har virkninger i en lang række henseender. Wong Kim Ark anlagde ganske vist kun sag mod toldkontrolløren i Los Angeles, men dommen havde også betydning i alle mulige andre henseender – valgret, socialhjælp og en hel masse andet. En dom i en sag om A skylder B nogle penge har normalt kun virkninger parterne indbyrdes, men en statsborgerskabssag har retsvirkning i forhold til alle mulige mennesker – erga omnes ville juristen sige det. Men dommen om statsborgerskab er konstaterende. Den fastslår enten at vedkommende er – og altid har været – statsborger eller det modsatte. Den ændrer i princippet ikke på noget. Det er i modsætning til en dom om eksempelvis skilsmisse, der siger, at for fremtiden er ægteparret ikke længere gift. Skilsmissedommen er konstitutiv. Det vil blive meget mærkeligt, hvis man skal have forskellig retspraksis om statsborgerskab afhængigt af personens fødselsdag. Kan man fortolke grundloven forskelligt for gamle og nye personer? Det lyder ikke specielt tiltalende. Men Trumps dekret forsøger sig med den skillelinje. Men hvad gør man så i en situation som den følgende: En person, som for længe siden er blevet født under sine forældres turistophold i USA, men som hidtil ikke har fået udstedt amerikansk pas eller boet der, vælger at flytte til USA på grund af den fremragende nye regering. Kan man så lovligt give ham pas, men nægte det til en nyfødt? Lige præcis den slags problemer har også været fremme, når man har diskuteret ægteskaber mellem personer af samme køn. Gyldigheden af ægteskaber mellem personer af samme køn blev udbredt til samtlige stater i USA ved en højesteretsdom i 2015, og navnlig efter at højesteret ændrede indstilling til abort i 2022 har det været diskuteret om højesteret også vil kunne ændre holdning til det spørgsmål. Modargumentet har ofte været, at hvis det skete, så kunne det selvsagt forhindre indgåelsen af nye ægteskaber af den slags, men hvad skulle man gøre med de eksisterende. Hvis fortolkningen pludselig er, at grundloven ikke beskytter dem, så ville det logiske være, at de bortfaldt. Det ville have nogle meget ubehagelige konsekvenser for de mennesker. Hvis man skal undgå de ubehageligheder, så vil man skulle forsøge sig med en doktrin om, at når staten har anerkendt en tilstand som lovlig, så kan den ikke trække sin anerkendelse tilbage. Det minder meget om det, som vi i Danmark kender som princippet bag læbæltedommen, bortset fra at læbæltesagen handlede om forkert faktum og ikke forkert retsopfattelse. I anglosaksisk ret har man doktrinen om estoppel til at håndtere den slags, men om den også kan håndtere denne situation er jeg ikke god nok til at bedømme.
Hvad bliver resultatet
Det ligger i mit juridiske DNA, at når man kaster sig ud en bedømmelse af et juridisk problem, så skal man også forsøge at forudsige, hvorledes en sag ville ende. Man kan ikke bare lade spørgsmålet hænge i luften. Og svaret skal i øvrigt ikke handle om, hvordan man selv ønsker, at den bør ende, selv om det kan være svært at skille ad. Personligt kan jeg godt lide bevægelsesfrihed, og jeg har ikke synderlig tiltro til, at der er nogen væsentlige fordele forbundet med restriktiv adgang til statsborgerskab. At have personer boende i et land gennem flere generationer som udlændinge giver – efter min opfattelse – nogle kedelige konsekvenser. Som dansk jurist må jeg konstatere, at de begrænsninger, Trump vil indføre, er på linje med lovgivningen både hos os og i et meget stort antal lande. Det er ikke noget, som ville støde på synderlig modstand i andre lande. For en del amerikanere forekommer tanken derimod ny og fremmedartet. Der er vist samtidig en ganske stor del af den amerikanske opinion, som ønsker udlændingepolitiske stramninger. Mit instinkt siger mig, at domstolene ikke vil afvise begrænsningerne, hvis de vel at mærke kan overbevise sig selv om, at det ikke behøver få konsekvenser for de mange, mange mennesker, som allerede har fået anerkendt statsborgerskab under den hidtidige praksis.
Reaktionen
Uanset hvad dommen kommer til at lyde på, så vil vi se pressen kaste sig ud i et orgie af forargelse. Enten bliver det over Trumps grundlovsstridige dekret, eller også bliver emnet de ufatteligt højreorienterede dommere manden har udpeget. Men netop derfor er det væsentligt på forhånd at gøre sig klart, at på lige præcis dette punkt har amerikansk grundlovsfortolkning indtil nu været i modstrid med de principper, som anvendes i vort eget retsvæsen, som vi eller godt ved er det mest civiliserede af alle. Trumps politik går altså ud på at indføre noget, som vi i forvejen har. Og så bliver det trods alt lidt sværere skrue sin forargelse op på fuld styrke.
anmeldelse af Edvard Heiberg: 2 Vær. straks, 1. udgave, 1935
Der er noget fascinerende over en bog som med et demagogisk greb på første side kan skabe sin egen virkelighed og så fastholde den hele resten af bogen. Kunstgrebet er naturligvis uhæderligt og består i, at han konstaterer, at den gennemsnitlige husleje i København er 15 % af lønnen. Og derfor skal arbejderklassen naturligvis heller aldrig betale mere.
Når først man har konstateret denne grænse, så kan han ud fra gennemsnitslønnen for en arbejder på 3.000 kr. konstatere, at så skal huslejen være 450 kr. og så kan man jo i øvrigt beskrive, hvad der kan fås for denne sum.
Det var i 1935 ikke svært at finde dårlige ejendomme og skrive tårepersende derom. En af årsagerne var, at det københavnske boligmarked havde været gennem en lang periode med underinvestering i vedligehold og fornyelse som følge af den huslejeregulering, der havde været gældende fra 1916 til 1934.
Det var heller ikke svært at stille krav om at ”det offentlige” skulle bevilge pengene til at bygge nye bydele til subventioneret husleje.
Og så kan han med lån fra avisen Socialdemokraten opstille nogle regnskaber for driften af nogle ejendomme, hvor udlejerne angiveligt stryger fortjenester på to-cifrede procentsatser årligt. Men hvis det er så godt, hvorfor har han så ikke for længst købt dem op og drevet filantropisk udlejning?
Og så er der den gamle traver om de samfundsskabte værdier, der aldeles urimeligt tilflyder kapitalisterne.
Apoteosen nås med et storslået afsnit om Moskva, hvor ganske vist er akut mangel på boliger, men bolignøden i kapitalistisk forstand er afskaffet. De dårlige boliger er nedlagt, og ingen bor dårligt på grund af pengemangel. Men i stedet må 2 familier ofte deles om 1 lejlighed.
I det afsluttende kapitel rejses et politisk krav om ”enhver husstand mindst 2 værelser straks”. Og det tilføjes, at hvordan pengene skal skaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning på.
Arkitekten Edvard Heiberg havde sjovt nok oprindelig slået sig op på at indrette moderne butikslokaler ved at smadre underetagen af bevaringsværdige huse, men han var altså også en overbevist kommunist. Han havde arbejdet ved det af eftertiden lovpriste Bauhaus i Tyskland og havde fulgt med en af dets ledende skikkelser til Moskva, hvor han dog ikke holdt længe.
Han blev en indflydelsesrig skikkelse med gode forbindelser i de almennyttige boligselskaber. Han blev hyret til at skrive bidrag til offentlige betænkninger såsom Det fremtidige boligbyggeri fra 1945. Hans bog om ”2 vær. straks” hyldes i Dansk Biografisk Leksikon som et barsk indlæg i boligdebatten. Den kom i 70’erne i nye udgaver.
På 90 års afstand må man undre sig over, at det tyndbenede i hans facon ikke blev gennemskuet. Og navnlig kan må så spørge sig selv, om der idag er tilsvarende tågehorn, som får lov at svinge taktstokken i den offentlige debat.
