Et retorisk lurendrejertrick

anmeldelse af Edvard Heiberg: 2 Vær. straks, 1. udgave, 1935

Der er noget fascinerende over en bog som med et demagogisk greb på første side kan skabe sin egen virkelighed og så fastholde den hele resten af bogen. Kunstgrebet er naturligvis uhæderligt og består i, at han konstaterer, at den gennemsnitlige husleje i København er 15 % af lønnen. Og derfor skal arbejderklassen naturligvis heller aldrig betale mere.

Når først man har konstateret denne grænse, så kan han ud fra gennemsnitslønnen for en arbejder på 3.000 kr. konstatere, at så skal huslejen være 450 kr. og så kan man jo i øvrigt beskrive, hvad der kan fås for denne sum.

Det var i 1935 ikke svært at finde dårlige ejendomme og skrive tårepersende derom. En af årsagerne var, at det københavnske boligmarked havde været gennem en lang periode med underinvestering i vedligehold og fornyelse som følge af den huslejeregulering, der havde været gældende fra 1916 til 1934.

Det var heller ikke svært at stille krav om at ”det offentlige” skulle bevilge pengene til at bygge nye bydele til subventioneret husleje.

Og så kan han med lån fra avisen Socialdemokraten opstille nogle regnskaber for driften af nogle ejendomme, hvor udlejerne angiveligt stryger fortjenester på to-cifrede procentsatser årligt. Men hvis det er så godt, hvorfor har han så ikke for længst købt dem op og drevet filantropisk udlejning?

Og så er der den gamle traver om de samfundsskabte værdier, der aldeles urimeligt tilflyder kapitalisterne.

Apoteosen nås med et storslået afsnit om Moskva, hvor ganske vist er akut mangel på boliger, men bolignøden i kapitalistisk forstand er afskaffet. De dårlige boliger er nedlagt, og ingen bor dårligt på grund af pengemangel. Men i stedet må 2 familier ofte deles om 1 lejlighed.

I det afsluttende kapitel rejses et politisk krav om ”enhver husstand mindst 2 værelser straks”. Og det tilføjes, at hvordan pengene skal skaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning på.

Arkitekten Edvard Heiberg havde sjovt nok oprindelig slået sig op på at indrette moderne butikslokaler ved at smadre underetagen af bevaringsværdige huse, men han var altså også en overbevist kommunist. Han havde arbejdet ved det af eftertiden lovpriste Bauhaus i Tyskland og havde fulgt med en af dets ledende skikkelser til Moskva, hvor han dog ikke holdt længe.

Han blev en indflydelsesrig skikkelse med gode forbindelser i de almennyttige boligselskaber. Han blev hyret til at skrive bidrag til offentlige betænkninger såsom Det fremtidige boligbyggeri fra 1945. Hans bog om ”2 vær. straks” hyldes i Dansk Biografisk Leksikon som et barsk indlæg i boligdebatten. Den kom i 70’erne i nye udgaver.

På 90 års afstand må man undre sig over, at det tyndbenede i hans facon ikke blev gennemskuet. Og navnlig kan må så spørge sig selv, om der idag er tilsvarende tågehorn, som får lov at svinge taktstokken i den offentlige debat.

Socialdemokraten Laura Rosenvinge bør lede efter bjælken i sit eget øje

At Enhedslisten er ude af stand til at se de skadelige virkninger af sin boligpolitik, kan ikke undre. Men socialdemokratiets er mindst lige så slem.

Der var noget rørende over for nylig at se socialdemokraten Laura Rosenvinge fra Københavns Borgerrepræsentation bruge Berlingskes spalter til at belære et medlem af Enhedslisten om den økonomiske grundsætning om udbud og efterspørgsels virkning på boligsituationen.

Det er naturligvis dejligt, at en socialdemokrat endelig har sat sig på skolebænken og forsøgt at forstå, hvilken fantastisk mekanisme det frie marked er. Men som det vil fremgå nedenfor, så er stoffet nok stadig lidt abstrakt for hende.

For det første er Laura Rosenvinges forsøg på at mestre markedsøkonomien gået lidt ud over opmærksomheden i historietimerne. Hun er ikke helt klar over, at Københavns Kommunes befolkningstal faktisk toppede helt tilbage omkring 1950 med ca. 770.000, at det derefter faldt temmelig pænt med ca. 300.000, for så efterfølgende at stige til det nuværende niveau på 650.000. Så de 100.000, som prognoserne spår vil flytte til København, de har faktisk allerede været her ved tidligere lejlighed. Men dengang var forventningerne til boligstandard nok noget mere ydmyge. Så noget skal der nok bygges, for at de ekstra mennesker kan få boliger, som de vil bryde sig om.

Hvor meget, der skal bygges, afhænger imidlertid voldsomt af, hvad boligerne kommer til at koste. Og i den forbindelse skal man ikke være blind for, at lige præcis Laura Rosenvinges parti gennem mange, mange år har stået for en politik, der gør boliger dyrere for de nytilflyttede. Det er måske lidt abstrakt, men boligmarkedet er skruet sådan sammen, at hvis man gør det billigere for de etablerede at bo, så gør man det samtidig dyrere for de nytilkomne.

Og man har efterhånden gennem årtier ført en politik, der med stor omhu går ud på at regulere priserne på store dele af boligmarkedet. Af de ca. 230.000 beboede boliger i København, så er den største gruppe 95.000 andelslejligheder, som er underlagt en marxistisk maksimalprislovgivning. Så de handles ikke på markedsvilkår. Yderligere 63.000 boliger er opført i et planøkonomisk system, som man med en eufemisme kalder ”almene” boliger. Og så er der ca. 60.000 boliger, som udlejes, og som derfor er underlagt en af de mange, mange varianter af huslejeregulering, der har sine rødder i sidste verdenskrigs rationeringslove. Så samlet set er ca. 2/3 af den samlede boligmasse med stor omhu holdt fri af de påvirkninger, som loven om udbud og efterspørgsel normalt ville føre til.

Og det fører til, at alle virkningerne af en forøget efterspørgsel nødvendigvis må give sig udslag i priserne på den 1/3, som er underlagt markedskræfterne. Dermed bliver priserne på de boliger “kunstigt” højere.

Hvis man vil skaffe københavnerne billigere boliger, så er det altså de 160.000 regulerede boliger man skal se på. Der er langt mere råderum ved at få de boliger ud på markedet, end der er ved at opføre nye boliger. Og det kan gøres meget hurtigere end at bygge nyt. Det kræver kun lidt lovændringer.

I de 160.000 regulerede boliger bor vinderne af lotteriet. De betaler meget lavere husleje, end folk med ejerboliger, og i tilgift dertil betaler de meget, meget lavere boligskatter. Hvis de har lave indtægter, så kan de endda få offentlige tilskud til betaling af deres boligudgift. Det kan dem med ejerboliger ikke, uanset om deres indtægt er lige så lav.

Det er klart, at hvis man skal rykke de privilegerede boligers indbyggere ud af deres paradisiske tornerosesøvn, så kommer det til at give hyl og skrig. Ingen afgiver frivilligt så store fordele. Og da slet ikke når man gennem årtier har vænnet sig så grundigt til at nasse på samfundet, at man betragter det som en hævdvunden rettighed.

Men det er privilegierne til nasserne, som er skyld i, at de boligsøgende har svært ved at komme ind på markedet. Det er den skævvridning, som gør, at nogen mennesker må betale dyrt for ejerboliger, for de har ikke en chance for at komme i nærheden af at få de gode lodder i lotteriet.

Om man bygger lidt mere eller lidt mindre de kommende år, er i den sammenhæng af helt marginal betydning. Så selv om det naturligvis er morsomt at læse socialdemokratisk forargelse over, at Enhedslistens politik gavner de rigeste, så skal man ikke være blind for, at socialdemokratiets politik har nøjagtig samme funktion og i endnu højere grad. Det er den rå reguleringsiver, der gør boligerne dyre.

Hvis man vil hjælpe de svageste på boligmarkedet, så er der kun én løsning – og det er en liberalisering, så priserne i andels- og lejesektoren reguleres af loven om udbud og efterspørgsel.

VUs boligpolitik er bedre end moderpartiets, men hvor meget siger det egentlig.

Det er en sjældenhed, at nogen eller noget lancerer brede boligpolitiske udspil, men Venstres Ungdom gør det. Og det er omfattende, så måske kan det blive starten på en bølge af konstruktive tanker om boligmarkedet. I så fald er der noget at se frem til.

Når man vil spise kirsebær med de voksne (som en rædselsfuld formand for SF, Gert Petersen altid sagde), så må man også udsættes for samme niveau af kritik, som ville blive de voksne til del. At give VU tærsk som et voksenparti er tegn på, at man accepterer dem som jævnbyrdige modstandere. Og med den bemærkning vil jeg så smøge ærmerne op.

Når man konstruerer et politisk program, så er det altid sundt, at tænke i lidt samme model som et regnskab. Et regnskab består af en åbningsbalance, nogle driftsposter og en slutningsbalance. På samme måde består et politisk program også af 3 led:
1) En konstatering af, hvorledes samfundet for tiden er skruet sammen (altså en åbningsbalance).
2) En utopisk eller ideologisk forestilling om, hvordan samfundet burde være (d.v.s. en slutningsbalance).
3) Og som det væsentligste: nogle forslag til, hvordan man når fra den nuværende jammerdal til fremtidens paradis (der svarer til driftsposterne).

I regnskabet er slutningsbalancen en logisk konsekvens af driften. Sådan er det ikke i politik. I politik gælder det om at styre udviklingen fra det eksisterende, så man havner i det forjættede paradis. Forslagene vil derfor typisk bestå af 2 elementer: Nogle permanente spilleregler, som kan holde paradiset på dydens smalle sti, når først systemet er etableret, og nogle overgangsregler, som er nødvendige for at føre systemet ind på den gyldne middelvej.

Når man så offentliggør sine tanker, så behøver man naturligvis ikke tage alle mellemregningerne med. En redegørelse for “åbningsbalancen” virker eksempelvis ofte overflødig, men det er som regel klogt at have tænkt den igennem.

De systematiske fejl

Gennem en årrække har jeg haft den helt utrolige fornøjelse at undervise politikerspirer i boligpolitik på Cepos Akademi. Og det er virkelig en af de store oplevelser i mit liv. Og som regel er det første gang nogensinde, at nogen har talt med dem om boligpolitik. De færreste partier har boligpolitisk programmer, og hvis de har, så er det temmelig letbenet.

Umiddelbart skulle man jo tro, at de fleste af os havde en temmelig god forståelse af, hvordan det eksisterende samfund er sammensat. Men som regel er vores opfattelse meget mere intuitiv, end egentlig faktabaseret. Dermed bliver det også lidt løst, hvad problemerne på boligmarkedet egentlig er, i hvert fald hvis man vil lidt dybere end: “Boligerne er for dyre og der er for få af dem.”

Den forståelse savner jeg hos VU. De har ikke helt gjort sig klart, hvilke problemer de vil løse, og så kommer forslagene til at stritte lidt i alle retninger.

Fra lejer til ejer

I betragtning af at udviklingen over en lang årrække har gået fra leje- til ejerbolig, så er der intet nyt i denne grundholdning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det danske samfund efterhånden var nået til en situation, hvor der reelt var for få lejeboliger.

Det vil nok chokere en del, men økonomisk teori tilsiger, at i et velfungerende marked, så vil prisen på hhv. leje- og ejerboliger af samme standard være fuldstændig ens. For er den ikke det, så er der en arbitragemulighed, altså en mulighed for at tjene penge på at omdanne fra den ene type til den anden. Og det lugter markedet straks. Lovmæssige begrænsninger i omdannelsesmulighederne – og dem har vi rigtig mange af – kan forhindre bevægelsen, og derfor bør man som liberal kæmpe med næb og klør mod den slags. (Et eksempel på arbitrage er forøvrigt forældrekøb, hvor utilsigtede konsekvenser af huslejeregulering gør det fordelagtigt at omdanne ejerlejligheder til leje – forudsat man har styr på lejeren.)

Lejeboliger vil typisk blive foretrukket af mennesker med en vekslende livsstil. Dem som skal nå at flytte efter uddannelse og job, teste parforhold af etc.; altså af de unge. Det kan undre lidt, at VU er så forhippede på at placere unge mennesker bag ejerboligernes ligusterhække.

Forslaget om en mindste andel af ejerboliger i nybyggeri er et vidunderligt slag i luften. Det er ment som et modstykke til venstrefløjens krav om en minimumsandel af støttet byggeri. Realiteten er, at enhver udstykker, som har sin profit kær, altid vil minimere andelen af støttede boliger, og som nævnt er det principielt ligegyldigt om de øvrige boliger bygges som leje eller eje.

Personligt undrer jeg mig over, at andelsforeningerne spiller så lille en rolle i programmet. De er den afgørende faktor for mere mobilitet på boligmarkedet i byerne. VU vil ligestille dem med ejerboliger i skattemæssig henseende, og VU vil skaffe dem realkreditlån. Man må håbe, at VU i den forbindelse står fast på at anvende det finske vindue til realkredit, for ellers vil de blive fejet af banen med den gamle undskyldning om, at andele ikke er fast ejendom. (Det er ivrigt en argumentation, som er bygget op om udsagn af modellen: Jeg definerer fast ejendom som noget, der ikke omfatter andelslejligheder, og derfor er andelslejligheder ikke fast ejendom. En ren tautologi.)

Liberalisering af priserne på andele svinger man sig ikke op til! Æv!

Angrebet på den finansielle boligregulering, altså det forhold at myndighederne har tiltaget sig retten til at diktere, hvilke kriterier bankerne skal bruge ved kreditvurdering af potentielle købere, er fremragende set. Finansiel boligregulering har fanden skabt. Hvorfor må folk, som bor i en dyr lejebolig, ikke låne til at købe en ejerbolig med lavere månedlig ydelse! Jeg kunne dog godt tænke mig at man hævede kritikken fra et angreb på enkelte regler til et mere principielt plan. Men jeg er jo også hard-liner på dette punkt.

“Mere fair omfordeling”

Det er ikke mig, som har fundet på vendingen. Det er faktisk en af overskrifterne i programmet. Og det lyder ikke ret liberalt.

Et af forslagene under denne overskrift er indførelse af ejendomsavancebeskatning – beskatning af realiserede gevinster på salg af fast ejendom. Jeg har tidligere skrevet udførligt om, at det er verdens værste skat. Og med et lidt andet ordvalg har vismændene tilsluttet sig synspunktet. Ejendomsavanceskat er gift for mobiliteten på ejerboligmarkedet. Når vi i forvejen har voldsomme mobilitetsproblemer i andelssektoren og det støttede byggeri, så har vi ikke brug for også at ødelægge den på det p.t. velfungerende ejerboligmarked.

Som kompensation for indførelsen af avanceskatten, vil VU afskaffe ejendomsværdiskatten, altså den statslige boligskat, der er modstykket til rentefradraget. Den kommunale ejendomsskat udtaler man sig ikke om. Det er en oplagt lakune.

At venstrefolk vil afskaffe boligjob-ordningen er en glædelig udvikling. Den var latterlig, da venstre insisterede på at indføre den, og den vil ikke blive savnet.

Den store gældsspiral

Det går igen flere gange i programmet, at priserne på boligmarkedet er så høje, at de unge ikke kan få foden indenfor. Og der er ingen tvivl om, at når man bare ser på priserne, så ser det vanvittigt ud med stigninger på flere hundrede % på få årtier. Men hvis man ser på, hvordan lønningerne har udviklet sig, og hvordan renten er faldet i samme periode, så viser det sig, at boligbyrden, altså den del af indkomsten som man skal bruge for at købe en bolig, ikke er steget nævneværdigt. Sorry! VU jagter et spøgelse, der ikke findes. Og med fare for at lyde lidt barsk: Der er nok reelle problemer at løse på boligmarkedet, så man behøver ikke at opfinde nogle yderligere hypotetiske.

Man kan også sige det på den måde, at priserne umuligt kan stige til højere niveau end køberne kan betale. Og det er meget få købere, som anskaffer sig mere end én helårsbolig til eget brug, bl.a. fordi det reelt er forbudt. De konstaterede priser på markedet er udtryk for, at nogle har villet betale de priser. De kan ikke allesammen være oldinge. Og unge mennesker bor altså ikke på gaden i større tal. Så det er en kimære, at unge ikke “kan få foden indenfor”.

Når man begrunder sine forslag med forkerte – måske blot misforståede – fakta, så bliver forslagene ikke i sig selv forkerte. Men der er ikke ret meget liberalt i at ville forbyde afdragsfrie lån. Afdragsfrie lån er ikke ligefrem noget, jeg elsker, men hvis man benytter afdragsfriheden til at øge afdragene på efterstående og dermed højere forrentet gæld, så kan det være en udmærket forretning. At forbyde huskøbere at spare penge virker ikke sympatisk.

Hvis man vil afskaffe ejendomsværdiskatten, så giver det naturligvis også mening at afskaffe dens siamesiske tvilling, rentefradraget. Men så er det en lidt mærkelig størrelse, at man vil tillade rentefradrag op til 75.000 årlig. (Hvorfor i øvrigt nøjagtig dette beløb?) For et par indebærer det et samlet rentefradrag på 150.000 og det må være mere end rigeligt til at dække renterne ved køb af et hus i en af venstres valgkredse i provinsen. Men det forslår ikke i de konservative forstæder til byerne. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Det er givetvis rigtig, at forslaget vil sænke boligpriserne. Men grunden til det er, at borgerne skal betale mere i skat, og derfor har de ikke råd til at betale så meget for deres boliger. Der kommer med andre ord ikke flere penge i borgernes lommer, hvor de som bekendt ligger bedst. Forslaget favoriserer ensidigt statskassen, og det er jo en liberal hjertesag i disse år.

Noget tilsvarende gælder nogle af de andre forslag, som givetvis vil sænke boligpriserne, men som ikke sænker boligbyrden. Og dermed at forslagenes effekt ligegyldig.

Til gengæld glædes mit hjerte over, at man uden videre vil afskaffe boligstøtten, der jo heldigvis også primært tilfalder ældre mennesker, som stemmer socialdemokratisk eller DF. Men det er ikke uden problemer. Disse mennesker har trods alt lagt deres liv til rette efter indkomsten. Og støtten indgår i beregningerne af, hvor store overførselsindkomsterne for pensionister m.fl. skal være. Det havde måske været på sin plads med nogle lidt dybere overvejelser om overgangsregler.

Blandede byer til ethvert behov

Det er sjovt at se, hvorledes VU et langt stykke hen ad vejen accepterer kollektivisternes præmisser. Er det virkelig en politisk opgave at sørge for, at vi møder mennesker med et andet livssyn i opgangen eller på villavejen. Hvis man skal være lidt kynisk gammel mand, så kan jeg konstatere, at når jeg møder dem, så hilser vi som regel ikke på hinanden. Det afgørende er, at lovgivningen ikke hindrer os i at mødes.

Når man bygger socialdemokratiske ghettoer for offentlige midler, så bliver de jo befolket med nøje udvalgte socialt trængende personer, og så kommer grupperne jo ikke til at møde hinanden. Men det sker ikke på et frit marked. På et frit marked behøver man ikke bekymre sig om den slags.

VU har fuldstændig ret i, at kommunerne ikke bør blande sig i, hvor store boliger nybyggeriet indeholder. De kunne også følge op med, at kommunerne ikke bør blande sig i om eksisterende boliger opdeles eller sammenlægges.

Om man må bygge højere og tættere er imidlertid ikke bare et spørgsmål, som vedrører beboerne i husene; det påvirker også naboerne. Om vi skal have flere højhuse, ved jeg ikke. De er ikke rare at bo i eller færdes i nærheden af. De mange fine altaner, som højhuse udstyres med, er i praksis også ubrugelige på grund af turbulens med mindre beboeren vil udenfor at ryge. Men det er en åbenlys mangel, at VU ikke forholder sig til, hvordan det naboretlige forhold skal reguleres.

Det er imidlertid lodret forkert, når VU antager, at “den letteste måde at lægge en dæmper på de stigende boligpriser og imødegå den evigt stigende efterspørgsel er ved såre simpelt at bygge flere boliger”. Nybyggeri tager mange år at gennemføre, og man kan måske bygge 1 til 1½ % af den eksisterende boligmasse hvert år. Men det er jo peanuts i forhold til udsvingene i efterspørgslen. Og hvis vi ser på antallet af eksisterende etagemetre, så er problemet ikke mangel på kvadratmeter, men fordelingen af dem. Selvfølgelig vil øget levestandard også medføre et ønske om større, bedre og nyere boliger, men det er marginalt.

Mit hjerte jubler af glæde, når VU vil afskaffe huslejereguleringen. Men min indre realist fortæller mig, at når det ikke har været muligt i de forgangne 80 år, så kræver det måske lidt mere end en hensigtserklæring fra VU.

Der er meget positivt at sige om “skæve boliger”, men fundamentalt set er det et knæfald for socialdemokratisk ghetto-tænkning. I det frie marked passer folk sig ind. Og nogle udlejere vil gerne have nogle skæve eksistenser. Det er næppe på de allerfornemste adresser eller de mest polerede ejendomme. Men hvis der er kunder, så leverer markedet. Skæve boliger har man brug for, når markedet ikke fungerer.

Afsnittet om liberalisering af planlove og bygningsreglementer lyder pænt, men man gør sig nok ikke nogen forestilling om, hvilke kræfter man er oppe imod. Og man burde måske stå ved, at næsten alt skidtet er indført med støtte fra Venstre.

Og selv om afsnittet om salg af ghettoerne til deres beboere er, som taget ud af mine hedeste drømme, så skøjter det temmelig langt udenom problemerne. VU bør huske, at en tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, løb sig temmelig mange staver i livet på det projekt. En af grundene til det var, at han havde sat en gammel VS’er til at administrere området, og den fejl behøver man jo ikke gentage. Hun bestilte eksempelvis kammeradvokaten til at fortælle, hvorfor salgene var umulige at foretage. Og den argumentation er man jo nødt til at tilbagevise, hvis man vil genfremsætte forslaget. Men det er da dejligt, at den slags små jordnære indsigelser ikke standser VU.

Der er meget skat i forslaget

Et af de blivende indtryk fra læsningen er, at det er en ret stor andel af forslagene, som handler om skatteomlægning. Det kan der være flere grunde til. Den oplagte er, at skat er så indgribende i danskernes liv, at intet kan ændres, uden at ændre skatten. Det er jo lidt skræmmende. En anden mulighed kunne være, at skatteinstrumenter er dejligt håndgribelige, når man skal fremlægge politik. Det giver myndighederne mulighed for at handle, så man ikke behøver vente på, at de langsommelige borgere indretter sig efter ens gode pointer.

Forældrekøbsmisundelse og vulgært profithad

Det var egentlig ikke hos VU, jeg forventede at se jalousien over forældrekøb ligge som en undertone. Men det kan ikke nægtes, at den er der. KU’ernes rige forældre og SFU’ernes offervillige ditto, bryder VU’erne fra en mere påholdende baggrund sig ikke så meget om. “Rigmandsbørn, der presser prisen op,” lyder mantraet. Men spørgsmålet er bare, om de foreslåede tiltag forandrer den relative styrke mellem køberne. Tiltag som udelukkende lægger flere byrder på forældrekøberne, såsom afskaffelse af skattefordelene og offentlige boligydelser (der jo kun gives til lejere), skubber til balancen. Men tiltag, der belaster såvel forældrekøbere som andre købere, de ændrer den ikke.

I samme åndedræt hopper man med på nogle ikke særlig velbegrundede floskler om serieinvestorer og boligspekulanter med kortsigtede profitmotiver. Det er den slags man forventer at læse i et program fra Enhedslisten, navnlig på grund af fraværet af begrundelse. Nu er det VU under Ellemann.

Samlet set efterlader programmet ikke noget synderligt indtryk af konsekvent, endsige yderligtgående liberalisme. Men man bør ikke ignorere, at som program går det langt dybere end moderpartiet og langt dybere end de fleste andre partier. Allerede af den grund er VUs tanker velkomne, også selv om der er plads til forbedring.

Friedman, Milton og Stigler, George J.: Roofs or ceilings – the current housing problem, Foundation of Economic Education, 1946

Et af de klassiske værker om boligregulering, som kan findes på https://fee.org/resources/roofs-or-ceilings-the-current-housing-problem/.

Hvad der navnlig gør pamfletten interessant er, at de to senere Nobel-prismodtagere antager, at bolignød i sidste ende må løses ved nybyggeri, og at frigivelse af lejeniveauet har en inflationær virkning – omend så beskeden, at den ikke bør udgøre en forhindring for frigivelse. En betydelig forskel på amerikanske og danske forhold dengang var, at man i USA tilsyneladende kunne konvertere udlejningsbyggeri til ejerbolig, så ejerlejligheden må have været opfundet. Den omdannelsesmulighed forelå ikke her i landet.

En særlig finte er, at de tydeligt afviser en række indgreb, som rent faktisk blev gennemført i Danmark. Det drejer sig om differentierede huslejer i eksisterende og nyt byggeri, obligatorisk boliganvisning via offentlige myndigheder og støtte til nybyggeri.

De kommer – ligesom de danske økonomer, der har beskæftiget sig med emnet – ikke ind på spørgsmålet om udlejernes kapitaltab. Til gengæld gør de opmærksom på problemet med, at store vælgergrupper nyder godt af lejeloftet, medens ulemperne er koncentreret på langt færre. Stilen er den lettilgængelige imødekommende tone, som er så typisk for Friedmans senere værker.

Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

%d bloggers like this: