I JP 24/ 12 udtaler både kirkeministeren og en professor i teologi, Peter Lodberg, at folkekirken bestemt ikke er i krise trods faldende medlemstal.

De skyder endda grunden til den faldende medlemsprocent over på indvandring. Men når de gør det, ignorerer de et meget vigtigt tegn på, at folkekirken i hvert fald er på vej ind i en krise. Det væsentlige faktum er, at dåbsprocenten falder.

Den er for tiden ca. 60 og falder omkring 1 pct. om året. Det kan dårlige undskyldninger om indvandringen ikke forklare. Store dele af den etnisk danske befolkning lader ikke længere deres børn døbe.

Folkekirkens medlemsskare vil med andre ord blive konstant ældre og på sigt falde betydeligt.

Samtidig har kirken ikke styr på sin økonomi. Danskernes stigende indkomster har hidtil medført, at kirkeskatten ikke har skullet stige markant, men pengeforbruget er på 10 år fra 2005 til 2015 steget med ca. 10 pct. målt i faste priser, altså når inflationen er trukket fra.

På et eller andet tidspunkt vil stigende dele af befolkningen konstatere, at “billetprisen til juleforestillingen” er blevet for høj.

Så kan udviklingen tage markant fart, fordi kirken har meget store faste udgifter. At reducere bygningsmassen og sværmene af medarbejdere vil ikke gå stille for sig. Dertil kommer, at staten yder nogle solide skjulte tilskud til kirken i form af kontingentopkrævningen, der indgår i den almindelige skatteopkrævning. Skulle folkekirken selv stå for den, ville økonomien hurtigt se helt anderledes ud. Ministeren har – med en omskrivning af et klassisk citat – nok ret i, at folkekirken ikke er på afgrundens kant. Men man kan se den, og kirken har kurs imod den.