VUs boligpolitik er bedre end moderpartiets, men hvor meget siger det egentlig.

Det er en sjældenhed, at nogen eller noget lancerer brede boligpolitiske udspil, men Venstres Ungdom gør det. Og det er omfattende, så måske kan det blive starten på en bølge af konstruktive tanker om boligmarkedet. I så fald er der noget at se frem til.

Når man vil spise kirsebær med de voksne (som en rædselsfuld formand for SF, Gert Petersen altid sagde), så må man også udsættes for samme niveau af kritik, som ville blive de voksne til del. At give VU tærsk som et voksenparti er tegn på, at man accepterer dem som jævnbyrdige modstandere. Og med den bemærkning vil jeg så smøge ærmerne op.

Når man konstruerer et politisk program, så er det altid sundt, at tænke i lidt samme model som et regnskab. Et regnskab består af en åbningsbalance, nogle driftsposter og en slutningsbalance. På samme måde består et politisk program også af 3 led:
1) En konstatering af, hvorledes samfundet for tiden er skruet sammen (altså en åbningsbalance).
2) En utopisk eller ideologisk forestilling om, hvordan samfundet burde være (d.v.s. en slutningsbalance).
3) Og som det væsentligste: nogle forslag til, hvordan man når fra den nuværende jammerdal til fremtidens paradis (der svarer til driftsposterne).

I regnskabet er slutningsbalancen en logisk konsekvens af driften. Sådan er det ikke i politik. I politik gælder det om at styre udviklingen fra det eksisterende, så man havner i det forjættede paradis. Forslagene vil derfor typisk bestå af 2 elementer: Nogle permanente spilleregler, som kan holde paradiset på dydens smalle sti, når først systemet er etableret, og nogle overgangsregler, som er nødvendige for at føre systemet ind på den gyldne middelvej.

Når man så offentliggør sine tanker, så behøver man naturligvis ikke tage alle mellemregningerne med. En redegørelse for “åbningsbalancen” virker eksempelvis ofte overflødig, men det er som regel klogt at have tænkt den igennem.

De systematiske fejl

Gennem en årrække har jeg haft den helt utrolige fornøjelse at undervise politikerspirer i boligpolitik på Cepos Akademi. Og det er virkelig en af de store oplevelser i mit liv. Og som regel er det første gang nogensinde, at nogen har talt med dem om boligpolitik. De færreste partier har boligpolitisk programmer, og hvis de har, så er det temmelig letbenet.

Umiddelbart skulle man jo tro, at de fleste af os havde en temmelig god forståelse af, hvordan det eksisterende samfund er sammensat. Men som regel er vores opfattelse meget mere intuitiv, end egentlig faktabaseret. Dermed bliver det også lidt løst, hvad problemerne på boligmarkedet egentlig er, i hvert fald hvis man vil lidt dybere end: “Boligerne er for dyre og der er for få af dem.”

Den forståelse savner jeg hos VU. De har ikke helt gjort sig klart, hvilke problemer de vil løse, og så kommer forslagene til at stritte lidt i alle retninger.

Fra lejer til ejer

I betragtning af at udviklingen over en lang årrække har gået fra leje- til ejerbolig, så er der intet nyt i denne grundholdning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det danske samfund efterhånden var nået til en situation, hvor der reelt var for få lejeboliger.

Det vil nok chokere en del, men økonomisk teori tilsiger, at i et velfungerende marked, så vil prisen på hhv. leje- og ejerboliger af samme standard være fuldstændig ens. For er den ikke det, så er der en arbitragemulighed, altså en mulighed for at tjene penge på at omdanne fra den ene type til den anden. Og det lugter markedet straks. Lovmæssige begrænsninger i omdannelsesmulighederne – og dem har vi rigtig mange af – kan forhindre bevægelsen, og derfor bør man som liberal kæmpe med næb og klør mod den slags. (Et eksempel på arbitrage er forøvrigt forældrekøb, hvor utilsigtede konsekvenser af huslejeregulering gør det fordelagtigt at omdanne ejerlejligheder til leje – forudsat man har styr på lejeren.)

Lejeboliger vil typisk blive foretrukket af mennesker med en vekslende livsstil. Dem som skal nå at flytte efter uddannelse og job, teste parforhold af etc.; altså af de unge. Det kan undre lidt, at VU er så forhippede på at placere unge mennesker bag ejerboligernes ligusterhække.

Forslaget om en mindste andel af ejerboliger i nybyggeri er et vidunderligt slag i luften. Det er ment som et modstykke til venstrefløjens krav om en minimumsandel af støttet byggeri. Realiteten er, at enhver udstykker, som har sin profit kær, altid vil minimere andelen af støttede boliger, og som nævnt er det principielt ligegyldigt om de øvrige boliger bygges som leje eller eje.

Personligt undrer jeg mig over, at andelsforeningerne spiller så lille en rolle i programmet. De er den afgørende faktor for mere mobilitet på boligmarkedet i byerne. VU vil ligestille dem med ejerboliger i skattemæssig henseende, og VU vil skaffe dem realkreditlån. Man må håbe, at VU i den forbindelse står fast på at anvende det finske vindue til realkredit, for ellers vil de blive fejet af banen med den gamle undskyldning om, at andele ikke er fast ejendom. (Det er ivrigt en argumentation, som er bygget op om udsagn af modellen: Jeg definerer fast ejendom som noget, der ikke omfatter andelslejligheder, og derfor er andelslejligheder ikke fast ejendom. En ren tautologi.)

Liberalisering af priserne på andele svinger man sig ikke op til! Æv!

Angrebet på den finansielle boligregulering, altså det forhold at myndighederne har tiltaget sig retten til at diktere, hvilke kriterier bankerne skal bruge ved kreditvurdering af potentielle købere, er fremragende set. Finansiel boligregulering har fanden skabt. Hvorfor må folk, som bor i en dyr lejebolig, ikke låne til at købe en ejerbolig med lavere månedlig ydelse! Jeg kunne dog godt tænke mig at man hævede kritikken fra et angreb på enkelte regler til et mere principielt plan. Men jeg er jo også hard-liner på dette punkt.

“Mere fair omfordeling”

Det er ikke mig, som har fundet på vendingen. Det er faktisk en af overskrifterne i programmet. Og det lyder ikke ret liberalt.

Et af forslagene under denne overskrift er indførelse af ejendomsavancebeskatning – beskatning af realiserede gevinster på salg af fast ejendom. Jeg har tidligere skrevet udførligt om, at det er verdens værste skat. Og med et lidt andet ordvalg har vismændene tilsluttet sig synspunktet. Ejendomsavanceskat er gift for mobiliteten på ejerboligmarkedet. Når vi i forvejen har voldsomme mobilitetsproblemer i andelssektoren og det støttede byggeri, så har vi ikke brug for også at ødelægge den på det p.t. velfungerende ejerboligmarked.

Som kompensation for indførelsen af avanceskatten, vil VU afskaffe ejendomsværdiskatten, altså den statslige boligskat, der er modstykket til rentefradraget. Den kommunale ejendomsskat udtaler man sig ikke om. Det er en oplagt lakune.

At venstrefolk vil afskaffe boligjob-ordningen er en glædelig udvikling. Den var latterlig, da venstre insisterede på at indføre den, og den vil ikke blive savnet.

Den store gældsspiral

Det går igen flere gange i programmet, at priserne på boligmarkedet er så høje, at de unge ikke kan få foden indenfor. Og der er ingen tvivl om, at når man bare ser på priserne, så ser det vanvittigt ud med stigninger på flere hundrede % på få årtier. Men hvis man ser på, hvordan lønningerne har udviklet sig, og hvordan renten er faldet i samme periode, så viser det sig, at boligbyrden, altså den del af indkomsten som man skal bruge for at købe en bolig, ikke er steget nævneværdigt. Sorry! VU jagter et spøgelse, der ikke findes. Og med fare for at lyde lidt barsk: Der er nok reelle problemer at løse på boligmarkedet, så man behøver ikke at opfinde nogle yderligere hypotetiske.

Man kan også sige det på den måde, at priserne umuligt kan stige til højere niveau end køberne kan betale. Og det er meget få købere, som anskaffer sig mere end én helårsbolig til eget brug, bl.a. fordi det reelt er forbudt. De konstaterede priser på markedet er udtryk for, at nogle har villet betale de priser. De kan ikke allesammen være oldinge. Og unge mennesker bor altså ikke på gaden i større tal. Så det er en kimære, at unge ikke “kan få foden indenfor”.

Når man begrunder sine forslag med forkerte – måske blot misforståede – fakta, så bliver forslagene ikke i sig selv forkerte. Men der er ikke ret meget liberalt i at ville forbyde afdragsfrie lån. Afdragsfrie lån er ikke ligefrem noget, jeg elsker, men hvis man benytter afdragsfriheden til at øge afdragene på efterstående og dermed højere forrentet gæld, så kan det være en udmærket forretning. At forbyde huskøbere at spare penge virker ikke sympatisk.

Hvis man vil afskaffe ejendomsværdiskatten, så giver det naturligvis også mening at afskaffe dens siamesiske tvilling, rentefradraget. Men så er det en lidt mærkelig størrelse, at man vil tillade rentefradrag op til 75.000 årlig. (Hvorfor i øvrigt nøjagtig dette beløb?) For et par indebærer det et samlet rentefradrag på 150.000 og det må være mere end rigeligt til at dække renterne ved køb af et hus i en af venstres valgkredse i provinsen. Men det forslår ikke i de konservative forstæder til byerne. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Det er givetvis rigtig, at forslaget vil sænke boligpriserne. Men grunden til det er, at borgerne skal betale mere i skat, og derfor har de ikke råd til at betale så meget for deres boliger. Der kommer med andre ord ikke flere penge i borgernes lommer, hvor de som bekendt ligger bedst. Forslaget favoriserer ensidigt statskassen, og det er jo en liberal hjertesag i disse år.

Noget tilsvarende gælder nogle af de andre forslag, som givetvis vil sænke boligpriserne, men som ikke sænker boligbyrden. Og dermed at forslagenes effekt ligegyldig.

Til gengæld glædes mit hjerte over, at man uden videre vil afskaffe boligstøtten, der jo heldigvis også primært tilfalder ældre mennesker, som stemmer socialdemokratisk eller DF. Men det er ikke uden problemer. Disse mennesker har trods alt lagt deres liv til rette efter indkomsten. Og støtten indgår i beregningerne af, hvor store overførselsindkomsterne for pensionister m.fl. skal være. Det havde måske været på sin plads med nogle lidt dybere overvejelser om overgangsregler.

Blandede byer til ethvert behov

Det er sjovt at se, hvorledes VU et langt stykke hen ad vejen accepterer kollektivisternes præmisser. Er det virkelig en politisk opgave at sørge for, at vi møder mennesker med et andet livssyn i opgangen eller på villavejen. Hvis man skal være lidt kynisk gammel mand, så kan jeg konstatere, at når jeg møder dem, så hilser vi som regel ikke på hinanden. Det afgørende er, at lovgivningen ikke hindrer os i at mødes.

Når man bygger socialdemokratiske ghettoer for offentlige midler, så bliver de jo befolket med nøje udvalgte socialt trængende personer, og så kommer grupperne jo ikke til at møde hinanden. Men det sker ikke på et frit marked. På et frit marked behøver man ikke bekymre sig om den slags.

VU har fuldstændig ret i, at kommunerne ikke bør blande sig i, hvor store boliger nybyggeriet indeholder. De kunne også følge op med, at kommunerne ikke bør blande sig i om eksisterende boliger opdeles eller sammenlægges.

Om man må bygge højere og tættere er imidlertid ikke bare et spørgsmål, som vedrører beboerne i husene; det påvirker også naboerne. Om vi skal have flere højhuse, ved jeg ikke. De er ikke rare at bo i eller færdes i nærheden af. De mange fine altaner, som højhuse udstyres med, er i praksis også ubrugelige på grund af turbulens med mindre beboeren vil udenfor at ryge. Men det er en åbenlys mangel, at VU ikke forholder sig til, hvordan det naboretlige forhold skal reguleres.

Det er imidlertid lodret forkert, når VU antager, at “den letteste måde at lægge en dæmper på de stigende boligpriser og imødegå den evigt stigende efterspørgsel er ved såre simpelt at bygge flere boliger”. Nybyggeri tager mange år at gennemføre, og man kan måske bygge 1 til 1½ % af den eksisterende boligmasse hvert år. Men det er jo peanuts i forhold til udsvingene i efterspørgslen. Og hvis vi ser på antallet af eksisterende etagemetre, så er problemet ikke mangel på kvadratmeter, men fordelingen af dem. Selvfølgelig vil øget levestandard også medføre et ønske om større, bedre og nyere boliger, men det er marginalt.

Mit hjerte jubler af glæde, når VU vil afskaffe huslejereguleringen. Men min indre realist fortæller mig, at når det ikke har været muligt i de forgangne 80 år, så kræver det måske lidt mere end en hensigtserklæring fra VU.

Der er meget positivt at sige om “skæve boliger”, men fundamentalt set er det et knæfald for socialdemokratisk ghetto-tænkning. I det frie marked passer folk sig ind. Og nogle udlejere vil gerne have nogle skæve eksistenser. Det er næppe på de allerfornemste adresser eller de mest polerede ejendomme. Men hvis der er kunder, så leverer markedet. Skæve boliger har man brug for, når markedet ikke fungerer.

Afsnittet om liberalisering af planlove og bygningsreglementer lyder pænt, men man gør sig nok ikke nogen forestilling om, hvilke kræfter man er oppe imod. Og man burde måske stå ved, at næsten alt skidtet er indført med støtte fra Venstre.

Og selv om afsnittet om salg af ghettoerne til deres beboere er, som taget ud af mine hedeste drømme, så skøjter det temmelig langt udenom problemerne. VU bør huske, at en tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, løb sig temmelig mange staver i livet på det projekt. En af grundene til det var, at han havde sat en gammel VS’er til at administrere området, og den fejl behøver man jo ikke gentage. Hun bestilte eksempelvis kammeradvokaten til at fortælle, hvorfor salgene var umulige at foretage. Og den argumentation er man jo nødt til at tilbagevise, hvis man vil genfremsætte forslaget. Men det er da dejligt, at den slags små jordnære indsigelser ikke standser VU.

Der er meget skat i forslaget

Et af de blivende indtryk fra læsningen er, at det er en ret stor andel af forslagene, som handler om skatteomlægning. Det kan der være flere grunde til. Den oplagte er, at skat er så indgribende i danskernes liv, at intet kan ændres, uden at ændre skatten. Det er jo lidt skræmmende. En anden mulighed kunne være, at skatteinstrumenter er dejligt håndgribelige, når man skal fremlægge politik. Det giver myndighederne mulighed for at handle, så man ikke behøver vente på, at de langsommelige borgere indretter sig efter ens gode pointer.

Forældrekøbsmisundelse og vulgært profithad

Det var egentlig ikke hos VU, jeg forventede at se jalousien over forældrekøb ligge som en undertone. Men det kan ikke nægtes, at den er der. KU’ernes rige forældre og SFU’ernes offervillige ditto, bryder VU’erne fra en mere påholdende baggrund sig ikke så meget om. “Rigmandsbørn, der presser prisen op,” lyder mantraet. Men spørgsmålet er bare, om de foreslåede tiltag forandrer den relative styrke mellem køberne. Tiltag som udelukkende lægger flere byrder på forældrekøberne, såsom afskaffelse af skattefordelene og offentlige boligydelser (der jo kun gives til lejere), skubber til balancen. Men tiltag, der belaster såvel forældrekøbere som andre købere, de ændrer den ikke.

I samme åndedræt hopper man med på nogle ikke særlig velbegrundede floskler om serieinvestorer og boligspekulanter med kortsigtede profitmotiver. Det er den slags man forventer at læse i et program fra Enhedslisten, navnlig på grund af fraværet af begrundelse. Nu er det VU under Ellemann.

Samlet set efterlader programmet ikke noget synderligt indtryk af konsekvent, endsige yderligtgående liberalisme. Men man bør ikke ignorere, at som program går det langt dybere end moderpartiet og langt dybere end de fleste andre partier. Allerede af den grund er VUs tanker velkomne, også selv om der er plads til forbedring.

En plads ved lømmelbordet

Henrik Dahl: Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik, Forlaget Grønningen 1, 2022

Bøger får klistret mærkaten ”14-dags lån” på sig, når lånerne er så vilde med den, at biblioteket ikke har nok eksemplarer til at tilfredsstille efterspørgslen. De ondsindede ville i dette tilfælde kunne få den mistanke, at den utilfredsstillede efterspørgsel primært skyldes bibliotekarernes uvilje mod at købe bogen. Men på 14-dages lån er de 6 eksemplarer i hvert fald stadig et lille år efter udgivelsen.

Henrik Dahl har nok engang været en vred ung mand, og som ganske mange af den slags har han udviklet sig til en sur gammel mand. Han har vist også skiftet side i politik – eller var han bare en ualmindeligt loyal ægtefælle til sin tidligere socialdemokratiske sambo? Men det ændrer ikke ved, at når manden ruller sig ud, så er han hylemorsom. Navnlig hans billedsprog er malerisk. Ved julefrokostbordet kan man næppe finde en bedre bordherre. Men han er også typen, som har det lidt svært med, at andre bidrager til morskaben. I så fald kan han godt blive ubehagelig.

Gennem nogle år har jeg lidt spidst hævdet, at Henrik Dahl kun har læst og forstået en bog, nemlig Jørgen S. Dichs Den herskende klasse fra 1973. Sjovt nok en bog, der omhandler en Damaskus-oplevelse, hvor den livslange socialist og embedsmand Dich sent i livet rettede en lammende kritik mod velfærdsstatens udvikling. Også ved denne lejlighed tager Dahl sit udgangspunkt i Dichs tankesæt.

Men derudover demonstrerer Dahl, at han også har læst Fonsmark, endda både Historien om den danske utopi og dens efterfølger Kampen mod kundskaber. Så der er kommet flere facetter på Dahls verdensbillede.

Kloge folk er ofte kedelige. Og det er de på grund af alle forbeholdene. Hvis det skal være helt rigtigt, så kan pointen ikke være skarp. Dahl formår at præsentere sin pointer skarpt og i et veloplagt sprog, og man kan kun håbe, at det hverver vantro til de helliges skare. Det kan være lidt svært at vide, når man selv gennem mange år har forsøgt at hverve proselytter for tilsvarende synspunkter – i mit tilfælde uden synlig succes.

Bogen har 2 hoveddele, en beskrivelse af den politiske kultur med indgåelse af brede forlig og en kritik af niveausænkning i uddannelsessystemet.

Det politiske forlig er en institution, der har udviklet sig end del i min levetid. Fra at være en løsere gentleman-agreement har det fået langt mere retlig karakter, med opsigelsesbestemmelser etc. Det er vist ikke noget, som der findes synderlig megen litteratur om, og allerede af den grund er Dahls observationer om forligenes reale virkninger på den politiske udvikling spændende.

For så vidt angår det det faldende niveau i uddannelserne, så har jeg gennem mange år viderekolporteret en sjov observation fra en gammel kollegiekontubernal, nemlig at man bør genlæse Scherfigs forsømte Forår med det ene formål at konstatere, hvor afsindigt avanceret pensum på det gymnasium var. Dahl binder niveausænkningen sammen med tidens woke tendenser, og fascinerende er det, omend man efterhånden kommer til at savne nogle løsninger.

Det er lige så præcis det svage afslutningskapitel, hvor han forsøger at skitsere løsninger, der efterlader en med indtrykket af sur gammel mand. At ville bruge budgetbeskæringer som pisk mod uddannelsesinstitutioner, der ikke vil danse efter Dahls pibe, er der ikke meget perspektiv i. Dahls primære vælgergruppe er unge mænd under uddannelse. Jeg kan være enig i, at meget af det, de lærer, er vrøvl, men man må aldrig tage livsløgnen fra folk.

PS Mig tog det en aften og en formiddag at læse bogen, så det gør ikke noget, at den er mærket ”14-dages lån”.

Historikere burde lære noget om økonomi

En ting er, at historikere gennemgående er økonomiske analfabeter, men derfor behøver de vel ikke fornægte økonomers faglige indsigter.

Gennem det sidste halve år har jeg haft et manuskript om boligmarkedets historie til fagfællebedømmelse hos en flok historikere. Det interessante ved den oplevelse har været, at mens der er temmelig langt mellem historiefaglige indsigelser mod mit arbejde, så fyger det med allehånde absurde, underlødige og selvmodsigende økonomiske udsagn.

Men det skal sammenholdes med, at førend jeg indsendte manuskriptet, så tænkte jeg, at som jurist havde jeg nok brug for et dobbelt-check af mine økonomiske udsagn, så en af mine mange ekstremt kompetente økonom-bekendte blev sat på opgaven at kontrollere mig. Og sidenhen har en række professorer i økonomi læst værket – uden antydning af indsigelser mod de økonomiske betragtninger.

Ved peer-review ved man jo som regel ikke, hvem der bedømmer ens værk, omend det nogle gange giver sig selv. Fordi jeg ikke med sikkerhed kender de pågældende, så er det imidlertid lidt nemmere at generalisere deres mangler som økonomer.

Hvorfor fejler historikere i forståelsen af økonomi?

Hvordan manglerne ved de historiske bedømmelser har ytret sig, skal jeg nok komme ind på i detaljer, men først lige et par tentative overvejelser om årsagen. For umiddelbart virker det som om, der er 2 hovedelementer, som arbejder sammen.

Hovedårsagen til manglende accept af økonomiske argumenter er selvsagt manglende indsigt i faget. Historikerne ved kort sagt for lidt om økonomisk teori og dens videnskabelige fundament. Det parrer de imidlertid med historikerens evige stræben efter at give en afbalanceret fremstilling. At holde balancen er selvsagt vigtigt, men når man er på usikker grund, så fører det ofte til en logisk fejlslutning – argumentum ad temperantiam – hvor man insisterer på, at balancepunktet skal ligge midt mellem vægtstangens ender. Hvis der er en blyklump i den ene ende af vægtstangen, så ligger balancepunktet bare ikke på midten, og så er det en fatal fejl at holde fast i vægtstangens midte. Så styrter man uundgåeligt ned fra linen.

Liberalisme vs. marxisme

Historikere har grundlæggende svært ved at finde balancen mellem liberalisme og marxisme i forhold til økonomi. På et helt overordnet plan, så kan man sige, at liberalisme og marxisme har det tilfælles, at begge politiske retninger ønsker en samfundsudvikling baseret på videnskabelige principper.

Herefter skilles vandene imidlertid. Der er en dæmning af mægtige dimensioner mellem dem.

Først og fremmest er der en afgrundsdyb forskel i det videnskabelige grundlag. Marxismens økonomiske teori er for længst grundigt tilbagevist som en utilstrækkelig forklaringsmodel. Det er somme tider bemærket, at de teoretiske landvindinger, som rykker gulvtæppet væk under marxistisk økonomi, blev udviklet nøjagtig samtidig med, at Marx burede sig inde i studerekammeret for at koncentrere sig om Das Kapital. Han overså en revolution i økonomisk indsigt, den marginalistiske revolution, og følgelig var hans værk forældet allerede ved udgivelsen.

Det samme kan man ikke sige om Smiths erkendelser. Jo, der var fejl, først og fremmest i form af den arbejdsværditeori, som Marx blev den sidste store tilhænger af, men al senere økonomisk teori bygger altså på Smith. Empiriske studier underbygger teserne i Nationernes Velstand. Adam Smiths værker var videnskab – ikke åndemaneri.

Men for historikere er det tilsyneladende vanskeligt at nå til en forståelse af, at der er denne afgrundsdybe kvalitative forskel mellem marxistisk og liberal økonomisk teori. Den manglende forståelse deraf kan muligvis være affødt af, at Marx’ værker udover økonomi også indeholder meget andet, som fortsat har værdi. Det kan være svært at acceptere, at en mand både har skrevet noget begavet og noget skidt. (Man fristes til at sammenligne med teologernes manglende evne til at skelne mellem skidt og kanel fra Grundtvigs hånd.)

Udover en klar kvalitetsforskel i det videnskabelige grundlag, så er der også en yderligere forskel mellem marxister og liberalister. For medens marxisterne mener, at samfundet skal styre mod en bestemt utopisk tilstand, så handler det for liberalismen om processen.

Min arbejdstese er derfor, at medens den liberale ende af vægtstangen indeholder nogle gode, tungtvejende idéer, så er marxisterne i den anden ende fjerlette. Og alligevel forsøger historikerne – ud fra et ønske om at undgå ekstremer – at gribe fat i stangens midte og insistere på, at balancen ligger der. Det skal gå galt!

Tro eller viden

Den mest indsigtsfulde af de historikere, som har læst mine udgydelser, har været en mangeårig lektor i økonomisk histoire ved Københavns Universitet. Han skrev blandt andet følgende “Selv om økonomer tror mere fast end de fleste på teorien om ligevægt på markedet gennem fri konkurrence, …”

Selv om Freud normalt ikke er en central del af mine argumenter, så er det her en fortalelse af seismisk betydning. Newtons love er strengt taget også kun en teori, men man ville aldrig skrive, at man tror på, at æbler falder ned. Det er noget, man ved.

Og det er altså sådan, at Loven om udbud og efterspørgsel er så veldokumenteret, at selv om der findes situationer, der er så spegede, at der opstår markedsfejl, så må der – alt andet lige – være en stærk forhåndsformodning for, at markedet reagerer rationelt. Eller som juristen ville sige det: Bevisbyrden påhviler dem, der bestrider markedets efficiens. Om det er mest retvisende at bruge et noget svagere verbum end at vide om forholdet, kan vi sagtens diskutere, men ligefrem at gå til den ekstreme modsætning at tro er overdrevet.

Og den samme mand skrev endda, at “jeg – efter hans vurdering – havde svært ved at sætte mig ud over det økonomiske standardargument”. Det er for så vidt et fuldstændig korrekt udsagn. Mit manuskript ligefrem klamrede sig til det økonomiske standardargument. Men det var – og er – der en grund til! For jeg har endnu ikke set noget i den historiske situation, som mit manuskript behandler, der begrunder en afvigelse fra det økonomiske standardargument. Jeg er nødt til at gentage, at bevisbyrden ligger hos dem, der argumenterer for, at noget usædvanligt hændte. Standardargumentet er blevet standard, fordi verden plejer at opføre sig sådan! Men som historiker opfatter man åbenbart i udgangspunktet et argument, som bestrider loven om udbud og efterspørgsel, som lige så validt, som det modsatte. Det er altså absurd.

Ockhams ragekniv blev vist aldrig nævnt på jurastudiet, selv om den nok burde have stået centralt i diskussionen om bevisbyrder. Men Ockham er central i lige præcis denne type diskussioner. Blandt flere forklaringsmodeller bør man vælge den enkleste, og når faktum ikke modsiger nogen del af modellen, så bør man stille sig tilfreds med forklaringen.

fortsættelse følger

Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

Hvor mange år mon Mette får i Rigsretten

Mine chancer for at få et sæde i Rigsretten er vist ringe. Og mine facebook-opslag ville alligevel helt sikkert gøre mig inhabil under en sag mod Mette Frederiksen. Så jeg kan lige så godt sømme min fane til masten og kaste mig ud i kampen for, at minksagen skal føre til nogle solide fængselsstraffe.

Og foreløbig går det jo godt. Minkkommissionen er en af de største overraskelser i nyere dansk historie. Det går stærkt, og de går til biddet. Det var jo i øvrigt dens formand, der i sin anden rolle, som formand for tilsynet med efterretningstjenesterne, udløste FE-sagen. Han har vist sig at have sine meningers mod. Hvis han og hans medsammensvorne ikke udtaler kritik, så vil det undre.

Men det er klart, at meget hænger på, om loven om dyrehold gav hjemmel til at slå samtlige mink ihjel. Det emne vil jeg fuldstændig overlade til kommissionen. Her beskæftiger jeg mig kun med konsekvenserne, hvis nedslagtningen var ulovlig.

Glem ministeransvarlighedsloven                                                      

Hvis jobbet er at finde de lange straffe frem, måske ligefrem et ophold i Griffenfelds celle på kastellet, så er det ikke i ministeransvarlighedsloven vi skal kigge. Strafferammen er bøde eller fængsel i højst to år. Den lov skal vi imidlertid kun bruge, hvis der ikke er en eller anden mere præcis bestemmelse et andet sted. Det er sådan loven oprindeligt er tænkt – som en opsamlingsbestemmelse eller skraldespand. Og så skulle den gøre de små hvide løgne overfor Folketinget strafbare.

Hvis en minister cykler over for rødt for at nå et statsråd til tiden, så skal der dømmes efter færdselsloven, og tilsvarende hvis hans handlinger overtræder straffeloven. Der er i offentligheden opstået en misforståelse om, at ministeransvarlighedsloven er rammen for strafansvaret. Det er forkert. Vi kan vælge på alle hylder, og lovgivningen indeholder rigtigt mange straffebestemmelser. Så mange, at jeg her må nøjes med nogle få udvalgte.

Hvilke forbrydelser

Når målet er at finde lange strafferammer, så må blikket kastes mod straffeloven. Og den bestemmelse jeg helst af alle vil bruge er § 288 om røveri, navnlig stk. 2 om groft, d.v.s. væbnet, røveri. Rammen er 10 år. Lad mig sige det klart, en del af mine jurist-fæller ryster på hovedet. Men det er, fordi de nægter at læse bestemmelsens ordlyd.

Havde mink en økonomisk værdi? Ja. Var der lovgrundlag for at slå dem ihjel? Antagelsen er, at det var der ikke. Er det en trussel om anvendelse af magt (for vold er bare et forældet ord for magt), når man sender bevæbnede betjente og soldater ud for at gennemtvinge en ordre? Det er jo absurd, hvis nogen vil benægte det.

Tilbage står, at handlingen skal have medført vinding for staten. Vinding for forbryderen er det samme som tab for offeret. Og det tab hører jeg så mine kolleger bestride. Folketinget har jo vedtaget at betale erstatning, siger de. Og det er også rigtigt, men de glemmer kronologien. Hvis en bankrøvers venner skillinger sammen til at betale pengene tilbage til banken, så er det stadig bankrøveri.

Men regeringen lovede dem jo erstatning på forhånd, kommer næste indvending. Den holder heller ikke. Hvis bankrøveren går ind i banken, peger med pistolen og siger, at han blot har brug for et korttidslån, så skal han stadig dømmes. Og husk i øvrigt, at langt over et år efter handlingen, så har ikke en eneste minkfarmer set en eneste krone af erstatningen.

Den anden vigtige bestemmelse er straffelovens § 280 om mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, men det handler om, at man har misbrugt sin mulighed for at disponere over andres penge. Det var den Britta Nielsen overtrådte. Lad os lige huske grundlovens ord: ”Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov.” Her må jeg udelade lidt nuancer, men det ufravigelige krav er, at hjemmelen skal være forudgående. Det ord – forudgående – skal fremhæves med fede typer.

Og der var ingen forudgående bevilling til at bruge et to-cifret milliardbeløb på mink. Det er desværre en side af sagen, som minkkommissionen ikke er blevet bedt om at undersøge. Men det behøves heller ikke. Alle 179 medlemmer af folketinget kender den del af grundloven i detaljer. Strafferammen for mandatsvig er 8 år.

Det store selvmål

Intet er så herligt, som at lade folk smage deres egen medicin. Et ivrigt folketing – med regeringen som spydspidser – har vedtaget, at forbrydelser, som udspringer af covid-19 skal straffes særlig hårdt. Strafferammen skal ganges med 2. Behøver jeg uddybe?

Så nu er vi oppe på enten 20 eller 16 år som maksimum.

Mere matematik

For god ordens skyld skal vi også lige huske straffelovens almindelige regel om hårdere straffe for vaneforbrydere, § 88. Den giver mulighed for at gange med 1,5. Men så rammer vi det absolutte maksimum for tidsbestemte straffe, der i Danmark er 20 år. Mere kan ingen få, med mindre vi taler om livstid, og det er der trods alt ikke mulighed for.

Til gengæld kan vi heller ikke glemme, at der til sin tid vil være mulighed for prøveløsladelse for god opførsel i kachotten.

Vi vidste det ikke!

Uvidende og ubegavede forbrydere er der mange af. Dem oplever man jævnligt. Sjovt nok er det altid de bedst begavede, som er de mindst vidende. Svaret til dem er imidlertid lige så fast, som det er gammelt: Ukendskab til loven undskylder ikke. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Sådan er svaret, når det drejer sig om straffeloven. Hvis det drejer sig om andre love, så ser man somme tider gennem fingre med ukendskab, forudsat at den pågældende ikke havde nogen rimelig grund til at forvente, at der var en lov om emnet.

Det kan ikke undre, at lige præcis dette bliver en central del af minkkommissionens arbejde. Det bliver spændende

Hvor ender vi så?

Med de rammer, som jeg har fået for denne artikel, kan jeg kun nå nogle centrale dele af emnet. Men i strafferetten tæller detaljerne. Hvis der skal opfyldes x betingelser for at pålægge straf, og bare en af dem svigter, så bliver der frifundet. Sådan skal det også være.

Når det er sagt, så står imidlertid tilbage, at den foreløbige konklusion – i fald nedslagtningen var ulovlig – er, at der skal idømmes en straf på et to-cifret antal år. Det skal pænt over niveauet for Britta Nielsens småbedragerier. Spørgsmålet er, at man ved udmålingen skal undlade at banke hovedet mod toppen af strafferammen. Man plejer at lægge sig lidt under – for det kunne jo tænkes, at der engang kommer en værre forbryder, som skal have lidt mere. 

%d bloggers like this: