Kategori: Politik og Økonomi

Udgivet den

Historikere burde lære noget om økonomi

En ting er, at historikere gennemgående er økonomiske analfabeter, men derfor behøver de vel ikke fornægte økonomers faglige indsigter.

Gennem det sidste halve år har jeg haft et manuskript om boligmarkedets historie til fagfællebedømmelse hos en flok historikere. Det interessante ved den oplevelse har været, at mens der er temmelig langt mellem historiefaglige indsigelser mod mit arbejde, så fyger det med allehånde absurde, underlødige og selvmodsigende økonomiske udsagn.

Men det skal sammenholdes med, at førend jeg indsendte manuskriptet, så tænkte jeg, at som jurist havde jeg nok brug for et dobbelt-check af mine økonomiske udsagn, så en af mine mange ekstremt kompetente økonom-bekendte blev sat på opgaven at kontrollere mig. Og sidenhen har en række professorer i økonomi læst værket – uden antydning af indsigelser mod de økonomiske betragtninger.

Ved peer-review ved man jo som regel ikke, hvem der bedømmer ens værk, omend det nogle gange giver sig selv. Fordi jeg ikke med sikkerhed kender de pågældende, så er det imidlertid lidt nemmere at generalisere deres mangler som økonomer.

Hvorfor fejler historikere i forståelsen af økonomi?

Hvordan manglerne ved de historiske bedømmelser har ytret sig, skal jeg nok komme ind på i detaljer, men først lige et par tentative overvejelser om årsagen. For umiddelbart virker det som om, der er 2 hovedelementer, som arbejder sammen.

Hovedårsagen til manglende accept af økonomiske argumenter er selvsagt manglende indsigt i faget. Historikerne ved kort sagt for lidt om økonomisk teori og dens videnskabelige fundament. Det parrer de imidlertid med historikerens evige stræben efter at give en afbalanceret fremstilling. At holde balancen er selvsagt vigtigt, men når man er på usikker grund, så fører det ofte til en logisk fejlslutning – argumentum ad temperantiam – hvor man insisterer på, at balancepunktet skal ligge midt mellem vægtstangens ender. Hvis der er en blyklump i den ene ende af vægtstangen, så ligger balancepunktet bare ikke på midten, og så er det en fatal fejl at holde fast i vægtstangens midte. Så styrter man uundgåeligt ned fra linen.

Liberalisme vs. marxisme

Historikere har grundlæggende svært ved at finde balancen mellem liberalisme og marxisme i forhold til økonomi. På et helt overordnet plan, så kan man sige, at liberalisme og marxisme har det tilfælles, at begge politiske retninger ønsker en samfundsudvikling baseret på videnskabelige principper.

Herefter skilles vandene imidlertid. Der er en dæmning af mægtige dimensioner mellem dem.

Først og fremmest er der en afgrundsdyb forskel i det videnskabelige grundlag. Marxismens økonomiske teori er for længst grundigt tilbagevist som en utilstrækkelig forklaringsmodel. Det er somme tider bemærket, at de teoretiske landvindinger, som rykker gulvtæppet væk under marxistisk økonomi, blev udviklet nøjagtig samtidig med, at Marx burede sig inde i studerekammeret for at koncentrere sig om Das Kapital. Han overså en revolution i økonomisk indsigt, den marginalistiske revolution, og følgelig var hans værk forældet allerede ved udgivelsen.

Det samme kan man ikke sige om Smiths erkendelser. Jo, der var fejl, først og fremmest i form af den arbejdsværditeori, som Marx blev den sidste store tilhænger af, men al senere økonomisk teori bygger altså på Smith. Empiriske studier underbygger teserne i Nationernes Velstand. Adam Smiths værker var videnskab – ikke åndemaneri.

Men for historikere er det tilsyneladende vanskeligt at nå til en forståelse af, at der er denne afgrundsdybe kvalitative forskel mellem marxistisk og liberal økonomisk teori. Den manglende forståelse deraf kan muligvis være affødt af, at Marx’ værker udover økonomi også indeholder meget andet, som fortsat har værdi. Det kan være svært at acceptere, at en mand både har skrevet noget begavet og noget skidt. (Man fristes til at sammenligne med teologernes manglende evne til at skelne mellem skidt og kanel fra Grundtvigs hånd.)

Udover en klar kvalitetsforskel i det videnskabelige grundlag, så er der også en yderligere forskel mellem marxister og liberalister. For medens marxisterne mener, at samfundet skal styre mod en bestemt utopisk tilstand, så handler det for liberalismen om processen.

Min arbejdstese er derfor, at medens den liberale ende af vægtstangen indeholder nogle gode, tungtvejende idéer, så er marxisterne i den anden ende fjerlette. Og alligevel forsøger historikerne – ud fra et ønske om at undgå ekstremer – at gribe fat i stangens midte og insistere på, at balancen ligger der. Det skal gå galt!

Tro eller viden

Den mest indsigtsfulde af de historikere, som har læst mine udgydelser, har været en mangeårig lektor i økonomisk histoire ved Københavns Universitet. Han skrev blandt andet følgende “Selv om økonomer tror mere fast end de fleste på teorien om ligevægt på markedet gennem fri konkurrence, …”

Selv om Freud normalt ikke er en central del af mine argumenter, så er det her en fortalelse af seismisk betydning. Newtons love er strengt taget også kun en teori, men man ville aldrig skrive, at man tror på, at æbler falder ned. Det er noget, man ved.

Og det er altså sådan, at Loven om udbud og efterspørgsel er så veldokumenteret, at selv om der findes situationer, der er så spegede, at der opstår markedsfejl, så må der – alt andet lige – være en stærk forhåndsformodning for, at markedet reagerer rationelt. Eller som juristen ville sige det: Bevisbyrden påhviler dem, der bestrider markedets efficiens. Om det er mest retvisende at bruge et noget svagere verbum end at vide om forholdet, kan vi sagtens diskutere, men ligefrem at gå til den ekstreme modsætning at tro er overdrevet.

Og den samme mand skrev endda, at “jeg – efter hans vurdering – havde svært ved at sætte mig ud over det økonomiske standardargument”. Det er for så vidt et fuldstændig korrekt udsagn. Mit manuskript ligefrem klamrede sig til det økonomiske standardargument. Men det var – og er – der en grund til! For jeg har endnu ikke set noget i den historiske situation, som mit manuskript behandler, der begrunder en afvigelse fra det økonomiske standardargument. Jeg er nødt til at gentage, at bevisbyrden ligger hos dem, der argumenterer for, at noget usædvanligt hændte. Standardargumentet er blevet standard, fordi verden plejer at opføre sig sådan! Men som historiker opfatter man åbenbart i udgangspunktet et argument, som bestrider loven om udbud og efterspørgsel, som lige så validt, som det modsatte. Det er altså absurd.

Ockhams ragekniv blev vist aldrig nævnt på jurastudiet, selv om den nok burde have stået centralt i diskussionen om bevisbyrder. Men Ockham er central i lige præcis denne type diskussioner. Blandt flere forklaringsmodeller bør man vælge den enkleste, og når faktum ikke modsiger nogen del af modellen, så bør man stille sig tilfreds med forklaringen.

fortsættelse følger

Udgivet den

Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

Udgivet den

Hvor mange år mon Mette får i Rigsretten

Mine chancer for at få et sæde i Rigsretten er vist ringe. Og mine facebook-opslag ville alligevel helt sikkert gøre mig inhabil under en sag mod Mette Frederiksen. Så jeg kan lige så godt sømme min fane til masten og kaste mig ud i kampen for, at minksagen skal føre til nogle solide fængselsstraffe.

Og foreløbig går det jo godt. Minkkommissionen er en af de største overraskelser i nyere dansk historie. Det går stærkt, og de går til biddet. Det var jo i øvrigt dens formand, der i sin anden rolle, som formand for tilsynet med efterretningstjenesterne, udløste FE-sagen. Han har vist sig at have sine meningers mod. Hvis han og hans medsammensvorne ikke udtaler kritik, så vil det undre.

Men det er klart, at meget hænger på, om loven om dyrehold gav hjemmel til at slå samtlige mink ihjel. Det emne vil jeg fuldstændig overlade til kommissionen. Her beskæftiger jeg mig kun med konsekvenserne, hvis nedslagtningen var ulovlig.

Glem ministeransvarlighedsloven                                                      

Hvis jobbet er at finde de lange straffe frem, måske ligefrem et ophold i Griffenfelds celle på kastellet, så er det ikke i ministeransvarlighedsloven vi skal kigge. Strafferammen er bøde eller fængsel i højst to år. Den lov skal vi imidlertid kun bruge, hvis der ikke er en eller anden mere præcis bestemmelse et andet sted. Det er sådan loven oprindeligt er tænkt – som en opsamlingsbestemmelse eller skraldespand. Og så skulle den gøre de små hvide løgne overfor Folketinget strafbare.

Hvis en minister cykler over for rødt for at nå et statsråd til tiden, så skal der dømmes efter færdselsloven, og tilsvarende hvis hans handlinger overtræder straffeloven. Der er i offentligheden opstået en misforståelse om, at ministeransvarlighedsloven er rammen for strafansvaret. Det er forkert. Vi kan vælge på alle hylder, og lovgivningen indeholder rigtigt mange straffebestemmelser. Så mange, at jeg her må nøjes med nogle få udvalgte.

Hvilke forbrydelser

Når målet er at finde lange strafferammer, så må blikket kastes mod straffeloven. Og den bestemmelse jeg helst af alle vil bruge er § 288 om røveri, navnlig stk. 2 om groft, d.v.s. væbnet, røveri. Rammen er 10 år. Lad mig sige det klart, en del af mine jurist-fæller ryster på hovedet. Men det er, fordi de nægter at læse bestemmelsens ordlyd.

Havde mink en økonomisk værdi? Ja. Var der lovgrundlag for at slå dem ihjel? Antagelsen er, at det var der ikke. Er det en trussel om anvendelse af magt (for vold er bare et forældet ord for magt), når man sender bevæbnede betjente og soldater ud for at gennemtvinge en ordre? Det er jo absurd, hvis nogen vil benægte det.

Tilbage står, at handlingen skal have medført vinding for staten. Vinding for forbryderen er det samme som tab for offeret. Og det tab hører jeg så mine kolleger bestride. Folketinget har jo vedtaget at betale erstatning, siger de. Og det er også rigtigt, men de glemmer kronologien. Hvis en bankrøvers venner skillinger sammen til at betale pengene tilbage til banken, så er det stadig bankrøveri.

Men regeringen lovede dem jo erstatning på forhånd, kommer næste indvending. Den holder heller ikke. Hvis bankrøveren går ind i banken, peger med pistolen og siger, at han blot har brug for et korttidslån, så skal han stadig dømmes. Og husk i øvrigt, at langt over et år efter handlingen, så har ikke en eneste minkfarmer set en eneste krone af erstatningen.

Den anden vigtige bestemmelse er straffelovens § 280 om mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, men det handler om, at man har misbrugt sin mulighed for at disponere over andres penge. Det var den Britta Nielsen overtrådte. Lad os lige huske grundlovens ord: ”Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov.” Her må jeg udelade lidt nuancer, men det ufravigelige krav er, at hjemmelen skal være forudgående. Det ord – forudgående – skal fremhæves med fede typer.

Og der var ingen forudgående bevilling til at bruge et to-cifret milliardbeløb på mink. Det er desværre en side af sagen, som minkkommissionen ikke er blevet bedt om at undersøge. Men det behøves heller ikke. Alle 179 medlemmer af folketinget kender den del af grundloven i detaljer. Strafferammen for mandatsvig er 8 år.

Det store selvmål

Intet er så herligt, som at lade folk smage deres egen medicin. Et ivrigt folketing – med regeringen som spydspidser – har vedtaget, at forbrydelser, som udspringer af covid-19 skal straffes særlig hårdt. Strafferammen skal ganges med 2. Behøver jeg uddybe?

Så nu er vi oppe på enten 20 eller 16 år som maksimum.

Mere matematik

For god ordens skyld skal vi også lige huske straffelovens almindelige regel om hårdere straffe for vaneforbrydere, § 88. Den giver mulighed for at gange med 1,5. Men så rammer vi det absolutte maksimum for tidsbestemte straffe, der i Danmark er 20 år. Mere kan ingen få, med mindre vi taler om livstid, og det er der trods alt ikke mulighed for.

Til gengæld kan vi heller ikke glemme, at der til sin tid vil være mulighed for prøveløsladelse for god opførsel i kachotten.

Vi vidste det ikke!

Uvidende og ubegavede forbrydere er der mange af. Dem oplever man jævnligt. Sjovt nok er det altid de bedst begavede, som er de mindst vidende. Svaret til dem er imidlertid lige så fast, som det er gammelt: Ukendskab til loven undskylder ikke. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Sådan er svaret, når det drejer sig om straffeloven. Hvis det drejer sig om andre love, så ser man somme tider gennem fingre med ukendskab, forudsat at den pågældende ikke havde nogen rimelig grund til at forvente, at der var en lov om emnet.

Det kan ikke undre, at lige præcis dette bliver en central del af minkkommissionens arbejde. Det bliver spændende

Hvor ender vi så?

Med de rammer, som jeg har fået for denne artikel, kan jeg kun nå nogle centrale dele af emnet. Men i strafferetten tæller detaljerne. Hvis der skal opfyldes x betingelser for at pålægge straf, og bare en af dem svigter, så bliver der frifundet. Sådan skal det også være.

Når det er sagt, så står imidlertid tilbage, at den foreløbige konklusion – i fald nedslagtningen var ulovlig – er, at der skal idømmes en straf på et to-cifret antal år. Det skal pænt over niveauet for Britta Nielsens småbedragerier. Spørgsmålet er, at man ved udmålingen skal undlade at banke hovedet mod toppen af strafferammen. Man plejer at lægge sig lidt under – for det kunne jo tænkes, at der engang kommer en værre forbryder, som skal have lidt mere. 

Udgivet den

Støjberg skal ikke bare ud, hun skal blive ude

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette opslag, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud. I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans 2. genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen 3. gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten. I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de 2 fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds. Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne,
på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. 6 måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen. En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst 3 gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de 6 måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normal ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete. Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

Udgivet den

Er amerikanske højesteretsdommere mon ærlige?

Der er en gammel amerikansk talemåde: “An honest man is one, who when bought stays bought,” Hvis man har modtaget bestikkelsen, så må man også levere ydelsen, uanset hvad den så er. Med det in mente, så må man spørge om det også gælder folk, der bliver udnævnt til dommere i den amerikanske højesteret.

Gennem årtier har der været en ting – og kun én ting – der har drevet det republikanske partis stillingtagen til dommere. De skulle være entydige, men tavse, tilhængere af at underkende Roe v. Wade, der gjorde kvinders ret til abort indtil udløbet af 26. graviditetsuge, til en forfatningsbeskyttet menneskerettighed. Udviklingen i fostres overlevelsesmuligheder har siden sænket grænsen med ca. 4 uger, men princippet er det samme, nemlig om barnet er levedygtigt.

Det er meget svært ikke at mene noget negativt om Trump, men det ene havde han forstået, at når hans vælgere forlangte, at han skulle udnævne abortmodstandere til dommerbænken, så holdt han det . Efter den målestok var Trump altså en hæderlig mand. Han lod kloge folk sammensætte lister over potentielle dommere med god borgerlig baggrund, flere af dem overbeviste katolikker. Og han trådte ikke et eneste lille skridt ved siden af, men holdt sine løfter. Gorsuch, Kavanaugh og Barrett er enhver abortmodstanders drømmevalg til dommerbænken.

Og nu er sagerne så kommet for retten.

Staten Texas har sat virkeligt eftertryk på med sin lov om forbud mod abort, når fosterets hjertelyd indtræder, altså ca. uge 5 (og det er regnet fra sidste menstruations første dag, så reelt er det kun 3 uger efter undfangelsen). Loven er desuden syltet ind i regler om privatpersoners håndhævelse af regelsættet med det ene formål at omgå domstolenes mulighed for at gribe ind mod den. Og det er faktisk lykkedes at gøre den så krøllet, at det processuelle spørgsmål om retlig interesse indtil nu har været afgørende for domstolene. Men på den lange bane er Texas’ provokation så åbenlys, at domstolene er nødt til at underkende metoden. Men foreløbig har det vist sig vanskeligt. Der er dog grund til at bemærke, at 8 ud af 9 dommere vil gå meget langt for at standse fiks-fakserierne.

Mississipi har valgt en anden vej, nemlig en abortlov som placerer sig tæt op ad normerne i Europa. Abort bliver tilladt i 15 uger, i Danmark er det 12. Så loven er stadig mere liberal end den danske, og den har – ligesom den danske – undtagelser som tillader nogle senere aborter.

Det fristende kunne så være, at man bare sænker barren fra det nuværende niveau – abort indtil fosteret er levedygtigt p.t. 22. uge – til et nyt lavere niveau på 15 uger. Men så vil retterne løbe ind i en kontinuerlig strøm af nye sager om 16 uger, 14 uger og alle mulige andre tidsfrister. Man vil også opleve stater, som vil forsøge at gøre aborter dyre eller bureaukratisk besværlige at komme i nærheden af. Man slipper med andre ord ikke for at tage stilling til spørgsmålet gang på gang, og man har stadig ikke mulighed for at overlade spørgsmålet til en politisk afgørelse fremfor en juridisk. Det kan man kun ved at sige tydeligt, at abort ikke reguleres af forfatningen. Basta.

Jeg har en snigende mistanke om, at dommerne i 1973, hvor Roe v. Wade blev offentliggjort dagen efter Nixons indsættelse i præsidentembedet, gerne ville slippe for alle de håbløse straffesager om fosterfordrivelse. I Danmark var det notorisk kendt, at de sager var meget svære at få skyldig-kendelser i, faktisk så svære at man indførte domsmandssystemet for at undgå frifindende nævningekendelser i lige præcis de sager. Der var i befolkningerne ingen opbakning til hårde straffe til kvinder, som begik fosterfordrivelse. Hvis ikke det er baggrunden, så har jeg meget svært ved at forklare dommen.

Men ligefrem at gøre abort til en ret indtil det tidspunkt, hvor barnet bliver født spjættende med hænder og fødder for kort efter at dø kvælningsdøden, fordi lungerne ikke er tilstrækkeligt udviklede, det var måske at gå i den anden grøft.

Og ved at gøre det til en menneskeret, så fratog man enkeltstaterne mulighederne for at finde en passende mellemproportional. Ved at låse loven fast, låste man også befolkningen fast i en konflikt. Og den eneste vej ud af det morads er at sende hele abortspørgsmålet over i delstaternes parlamenter til afgørelse. Så får man i første omgang ca. 51 forskellige love, men i løbet af en årrække vil feltet snævre ind. Mon ikke man ender på linje med flertallet af europæiske lande.

Alt det her ved dommerne godt. De fleste af dem har haft mange år til at forberede sig på den afgørelse, som de nu skal træffe. Så egentlig kunne de jo gøre det imorgen. Men det kommer nok til at tage et stykke tid. Og ifølge dem, som har overværet domsforhandlingen om Mississipi-sagen, så virkede det ikke som om resultatet var utvivlsomt. Det kan undre, for dommere skulle da gerne være ærlige mennesker.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: