Vækst – hvad er det egentlig

Man hører altid økonomer tale om vækst, men det er alt for sjældent, at de bruger tid på at forklare, hvad de mener.

Vækst er både et af de mest abstrakte begreber og et af de mest simple. Men det er også et af de mest centrale i samfundsdebatten, så der er næsten ingen grænser for, hvor tit man hører om det. Det er bare så usigeligt sjældent, at nogen gør sig den umage, at sige hvad de mener med ordet.

At forklare begrebet vækst, på en måde så alle og enhver kan forstå det, er altså væsentligt. Og det kan faktisk siges i én sætning: ”Vækst er at gøre mere med færre ressourcer.” Så simpelt er det. Og dette er ikke bare en ultraliberal definition, som er opfundet til lejligheden. Tværtimod er definitionen et af de få begreber, som ingen økonom vil bestride.

Der, hvor dette grundlæggende simple begreb bliver abstrakt, er, når man skal finde væksten i praksis og navnlig måle den. Og at forklare konsekvenserne af definitionen kan også fylde bindstærke værker. Der kan endda skrives endnu flere om, hvordan man får vækst til at finde sted.

Væksten har ændret verden

Gennem de sidste årtier har kapitalismens overtag over de totalitære ideologier – det er desværre endnu ikke muligt at skrive: dens endelig sejr over dem – haft ufattelige og udelukkende positive konsekvenser for menneskeheden. Det er ubegribeligt for os, der lever i den vestlige verdens overflod, men det er langt mere ubegribeligt for den fattige del af verdens befolkning.

For første gang i menneskehedens historie er vi på vej mod en verden, hvor ingen skal gå sultne i seng, med mindre de er på en selvvalgt slankekur. Når der stadig findes sultkatastrofer – også selv om antallet er blevet langt mindre – så skyldes det primært, at der stadig er steder, hvor transport og handel er underudviklet. Der er mad nok til os alle.

Selv om antallet af mennesker stadig stiger, så falder antallet af dybt fattige, ikke bare som andel af befolkningen, men også i antal individer. Og det går rasende stærkt. FN har en tidsplan for, hvornår det skal være sket, nemlig i 2030. Den tidsplan har kapitalismen for længst overhalet i stor stil. Dette er den største succéshistorie i menneskenes tid på jord.

Den eneste grund til, at vi er nået til det højdepunkt, er vækst.

Hvordan sker væksten

Langt det meste vækst finder sted i små umærkelige fremskridt. En eller anden får en idé, prøver den af, og måske synes omverdenen om den.  Og så spreder den sig lige så stille og roligt. For nylig faldt jeg over et af de der næsten usynlige, men karakteristiske eksempler på vækst:

I hele mit liv har det været lidt en pest at skulle åbne et glas sild eller rødbeder; lige indtil for nylig hvor der pludselig var kommet en ny slags låg. Hvem havde dog forestillet sig, at man kunne produktudvikle låget på et glas marmelade, men det kunne man, så selv gigtsvage fingre nu kan løse opgaven. Det er jo ikke noget stort problem, låget løser, men det er altså lidt smart, og forhåbentlig tjener opfinderen dejligt mange penge på sit patent. Og det er vækst i den mest typiske form; usigeligt mange små skridt fremad som tilsammen bliver noget stort.

Hvis man til sammenligning skal komme med et virkelig klart skoleeksempel på summen af massiv vækst, så pil mobiltelefonen frem. Prøv lige at overveje, hvor mange funktioner den har. Telefon, sms, billeder, internet, musik, kamera, mobile pay, lommeregner, træningsapp og en masse, masse mere. Og lad os så se på, hvordan det var ”i gamle dage”, som mine børn kalder min barndom.

Jeg er født i 1962. Hvordan gjorde vi dengang? Gode borgerlige hjem havde en telefon, der var så dyr, at den blev bundet fast til væggen med en ledning. Men de fleste mennesker måtte bruge mønttelefoner, der stod rundt om på gaderne. Større virksomheder kunne have en fjernskriver, som kunne sende sms-agtige tekster. Billeder lod sig ikke sådan flytte fra bruger til bruger. De skulle i øvrigt optages med et separat kamera, der brugte film, som man sendte til fremkaldelse. Desuden havde man en strimmelregnemaskine på kontorer, men ellers brugte man regnestokke. Leksikon, atlas og vejkort stod i alle hjem. Jeg fik et leksikon af mine forældre. Det var en dyr gave som blev fordelt over jul og fødselsdage i flere år. Nyheder fik man i sin papiravis, post 2 gange i løbet af dagen. Musik krævede en pladespiller. At flytte penge krævede tid i en kø på posthuset; den første lørdag i måneden kunne køtiden sagtens tage en time.

Og alt det, som har fyldt et megalangt afsnit i denne tekst, plus meget mere ligger nu på telefonen! Det er altså genialt.

Og det er en telefon, som kan fremstilles med langt færre ressourcer – såvel arbejdskraft som råvarer – end blot nogle få af alle de ting, der i fortiden udfyldte de ovennævnte funktioner. Og de dimser, som kunne de af funktionerne, som rent faktisk var mulige, ville tilsammen have kostet en helt ubegribelig formue dengang. Husk lige, at det store flertal ikke engang havde råd til en telefon!

Stor eller lille vækst

Et af de få virkelige problemer med vækst er, at det er så svært at måle. Hvordan sammenligner man indførelsen af laserkirurgi mod blindhed med låget på et marmeladeglas? Det er jo ikke lige til. Det ene er givetvis større end det andet for den enkelte modtager, men vi er mange, som spiser rødbeder, og kun få bliver blinde. Den mulighed, man har, er at sætte kroner og øre på. Nogen perfekt måleenhed for livskvalitet bliver det jo aldrig, men det er, hvad vi må nøjes med. Det er i hvert fald lige så godt som en spørgeundersøgelse med tilfældigt udvalgte borgere.

Som ikke-økonom vil jeg nok hævde, at opgaven er en af de svære, og at usikkerheden i hvert fald er så stor, at det er meningsløst at drøfte, om væksten har været 1,2 eller 2,1 % i et bestemt år. Men at den i det lidt længere perspektiv har været der, kan man jo se ved at sammenligne livet nu med ens barndom. Er livet blevet 100 % bedre end i 70’erne? Spørg alle de mennesker, som lever en aktiv pensionisttilværelse langt op i 80-erne, men hvis forældre var slidt op, når de nåede til folkepensionen. Hvor meget er et ekstra år med børnebørn og oldebørn værd? Mine forældre vil svare: ”Meget,” og mine børn vil sige det samme om et ekstra år med levende farforældre. For virkningen af vækst er først og fremmest – navnlig for de meget fattige – at vi lever længere og har det fysisk bedre imens. Men det er naturligvis også, at vi har det sjovere imens. Og det er vel ikke så skidt.

Og for de meget fattige kan det jo også mere være et spørgsmål om at se sine egne børn vokse op end om at hilse på børnebørnene, førend man selv dør.

Når væksten bruger ressourcerne op

En sjov sidekonsekvens, som vækstens modstandere aldrig forstår og slet ikke accepterer, er, at selve definitionen på vækst indebærer forbedringer af miljøet. Når man skal bruge færre ressourcer på at fremstille en ting, så vil man helt automatisk forurene mindre. Miljøforbedringer skyldes som oftest vækst og ikke mærkelige forbud. Det var vækst, da middelaldermanden byggede den første skorsten og dermed reducerede luftforureningen i sit hus.

En af de, som først formulerede en frygt for, at væksten ville føre til større befolkning, lige indtil man nåede en situation med mangel på ressourcer og dermed til fornyet sult, sygdom og elendighed for den stigende befolkning, var englænderen Malthus (1766-1834). Og han har haft mange efterfølgere. I nyere tid har de mere forsøgt sig med påstande om, at vi vil løbe tør for bestemte råvarer, navnlig olie og metaller. Og i den allerseneste tid er den populære påstand blevet, at miljøet vil bryde sammen og antallet af dyrearter reduceret drastisk. Kodeordet, som de nu hele tiden bruger, men notorisk ikke definerer, er bæredygtighed.

Lad det være sagt helt klart: Indtil nu har de taget grundigt fejl i deres forudsigelser hver eneste gang. Dommedag er ikke indtruffet. Det må naturligvis medgives dem, at mennesket har påvirket naturen, og nogle dyrearter, eksempelvis dronten, er blevet udryddet, mens andre er truede. Løsningen på det er imidlertid ikke mindre vækst, men mere. Når ulven og bæveren nu får plads til at boltre sig i Jylland, så skyldes det netop, at vort samfund er så rigt, at vi kan afsætte jord – en knap ressource – til at lade dem være der. Og sådan er det også med regnskoven.

Grunden til, at det ikke er gået galt, er den ret selvfølgelige, at når vi nærmer os det tidspunkt, hvor ressourcerne er ved at slippe op, så stiger prisen, og så finder vi andre løsninger på vores behov. Forbud løser derimod ingenting. Et klassisk dansk eksempel er, at omkring år 1800 var de danske skove truede. De blev brugt til brænde, og situationen var ikke holdbar. Det førte til skovloven af 1805, som forbød reduktion er skovarealet. Den beskyttede skov kaldtes for fredskov, og i mange år var det god latin at hævde, at skovloven reddede de danske skove. Det var bare ikke sandt. Den reelle løsning var import af britiske stenkul, som er en langt bedre og mindre forurenende varmekilde. Dermed ikke være sagt, at stenkul ikke forurener, for det gør de; men de forurener mindre.

Og så er det forøvrigt morsomt, at i årene efter skovloven plantede man en forfærdelig masse egetræer, flådeege, så der ville være nok til skibsbygning i fremtiden. Nu, 200 år senere, er de gamle nok til at blive fældet, men der er ikke længere brug for træskibene.

I øvrigt burde vi danskere være kritiske overfor Malthus’ tanker, for danskeren Ester Boserup (1910-1999) er en af de fremmeste forskere, der med stor styrke har tilbagevist dem.

Hvis vi skal have mindre vækst, hvem skal det så gå ud over?

Når man spørger vækstfornægterne, hvem det er, som ikke skal opleve vækst, så får man meget forskellige svar. I sin mest udtalte form går det ud på, at vi bare skal erkende, at befolkningen i den fattige ende af verden må finde sig i, at de aldrig vil få vores levestandard. Somme tider måske suppleret med en bemærkning om, at de i hvert kun skal få den, hvis der sker en tilsvarende af reduktion af befolkningen. At nogle få milliarder mennesker kun skal kunne få rent vand og elektrisk lys ved at betale med barnløshed, det er godt nok en barsk holdning at have til sine medmennesker.

Og derfor mener de fleste af vækstmodstanderne da også, at vi enten skal acceptere en lavere levestandard, så overskuddet kan fordeles mellem de fattige i ulandene, eller at vi skal stoppe væksten i vore egne lande. Det ledsages ofte af bemærkninger om, at så dårligt levede vi da heller ikke i 70-erne, eller hvad de nu vælger at tage som målestok.

Til dem, der sagtens kan leve ligesom i 70-erne, er der kun at sige, at de i så fald kan starte med sig selv og deres egen familie. De kan jo gå igang med at pille alle hofteproteserne ud af deres egne forældre og gamle tanter, for den slags havde vi ikke dengang. Den af mine fjerne svogre, som lever med et transplanteret hjerte, får de i hvert fald ikke lov til at slå deres kløer i. Desuden vil jeg altså helt personligt gerne beholde både min mobiltelefon og de geniale låg på rødkålen.

De, som bare vil stoppe væksten, skal lige huske, at det betyder stop for enhver forbedring af vores sygehuse. Ingen eksperimentel behandling eller ny medicin. Det betyder, at vi ikke skal have ny metroer til at afhjælpe trængselsproblemer i trafikken. De kan jo ikke være rigtigt vel forvarede.

Det er som om, vækstmodstanderne slet ikke forstår konsekvenserne af deres tankegang. At tilbageskridt i levestandard rent faktisk betyder, at vi skal sige farvel til en del af de goder, som vi ellers tager for givne. Vi skal have biler uden airbags og ingen kevlardæk på cyklen. Vækstfornægterne skylder os at sige klart, hvem der skal afgive hvor meget, og de skylder os en forklaring på, hvorfor de har ret til at forkorte andres liv uden nogen grund.

Jordskælv giver vækst

Det er en af de populæreste myter om vækst, at jordskælv, krige og andre ulykker udløser ekstra vækst i de pågældende lande. Somme tider skulle man næsten tro, at vi burde have lidt flere naturkatastrofer og krige for at få det lidt bedre.

Et sjovt eksempel på det var, at man i mange år efter 2. verdenskrig kunne høre folk sige, at årsagen til at tyskerne havde deres Wirtschaftswunder, mens England gik stadig mere bag af dansen, var, at tyskerne under krigen havde fået smadret hele deres produktionsapparat og derfor nu stod med langt nyere og bedre fabrikker. Synspunktet holdt ikke vand. Den rigtige grund var, at englænderne efter krigen gennemførte omfattende nationaliseringer i økonomien, og dermed udløste mange af de klassiske ulemper ved socialisme. Beviset kan ses i, at da man endelig fik en markedsorienteret premierminister i form af Margaret Thatcher, så skød engelsk økonomi i vejret.

Så tanken om fordelene ved krig og katastrofer er naturligvis hamrende forkert. Og det har vi vidst siden Frédéric Bastiat gjorde op med den i 1850. Krig og naturkatastrofer ødelægger produktionsapparatet, og de ressourcer man bruger på genopbygning, kan altså ikke bruges på noget andet.

Når det alligevel somme tider kan se ud som om, der er noget om tanken, så skyldes det noget helt andet, nemlig at et samfund kan have uudnyttede ressourcer. Når man er blevet rigere, så vil en del borgere vælge at bruge den forbedrede situation på at få et sjovere liv; holde ferie og arbejde kortere. Hvis der så indtræder en katastrofe, så ændrer de ofte adfærd og begynder at udnytte de reserver, som ellers gik på noget andet. Og det kan naturligvis føre til mere vækst i en periode, typisk indtil man er nået på omgangshøjde igen.

Vækst er den eneste vej

Det er vel næsten unødvendigt at konkludere. Historisk set er det vækst, som har løst verdens problemer, og der er ikke nogen grund til at tro, at det bliver anderledes i fremtiden. Så hvordan nogen mennesker kan finde på at være modstandere af vækst, ligger udenfor min intellektuelle kapacitet at forstå.

Navnlig da når resultatet af at satse på mere vækst er, at vi kan gøre miljøet bedre, ressourceforbruget mindre og få plads til både dyr og mennesker, ja at det faktisk er den eneste realistiske vej til at skabe en klode i balance.