Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

Lovforarbejder – en skatkiste af viden

Der er formentlig kun få lande i verden, hvor jurister lægger mere vægt på, hvad “lovgivers hensigt har været”, end i Danmark. Og derfor læser danske jurister usigeligt ofte på lovforarbejder, altså de begrundelser for forslaget, som ministerens embedsmænd udarbejder.

Nogle gange er de mere oplysende end andre. Her i dag læste jeg på et lovforslag fra Søren Papes hånd. Det indeholdt følgende ikke helt usædvanlige bestemmelse:

Ҥ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.”

Det er der sådan set ikke noget unormalt i. Det er faktisk set temmeligt mange gange før.  Og der kan være rigtigt gode grunde til det. Så måske kunne det være interessant at se, hvad man har forestillet sig denne gang. Hvis man så bladrer om til bemærkningerne, så finder man denne vildt begavede begrundelse:

“Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Så blev man heldigvis så klog!

 

 

PS De kritiske kan slå teksten efter i Lovforslag 118 fra 2017-18

 

 

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk’? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de “nok ikke passede så godt til hinanden,” eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere – og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


Så meget nåede Eva Kjer Hansen som regelforenkler

Der står opregnet 149 ophævede bekendtgørelser på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside, men hvor meget af det er egentlig regelforenkling.

Eva Kjer Hansen startede sin ministerperiode med en gennemgang af samtlige gældende love, anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og andre regler, som var udstedt af hendes ministerium og dets forgængere.

Og hvad der ikke længere var brug for, blev afskaffet. 149 bekendtgørelser blev det altså til.

Når man kan foretage sådan en høst i hendes ministerium, hvad ville man så ikke kunne finde i de andre, må være det logiske spørgsmål. Og hvor må det dog være blevet enklere at være borger, er en anden reaktion. Så hvad rummer de 149? Er der reelle lettelser?

Årsbekendtgørelser
Der findes en hel mængde love, hvor det er nødvendigt hvert år at udgive en bekendtgørelse om forskellige beløbsgrænser, gødningsmængder, kvoter og alt muligt andet, der skal gælde i det kommende år. Den slags har naturligvis også en udløbsdato, når samtlige sager, der kan rejses under reglen, er forældede, hvilket normalt må være 10 år + evt. sagsbehandlingstid fra den sidste dag, man skal anvende beløbet etc. I praksis er de dog uinteressante allerede ved årets udløb.

Hvis man ikke har flyttet den slags til papirkurven i mange år, så er der meget at rydde op i. Men det forenkler nu ikke livet så forfærdelig meget for borgerne. Nu er der dog fjernet 43 af slagsen.

Andre midlertidige regler
I denne kategori finder man først og fremmest regler om, at der i en periode skal gives udvalgte erhverv støtte enten kontant eller i form af lån. Hvor årsbekendtgørelserne optræder igen og igen, så er disse altså engangsfænomener. Der er 38 af den slags ifølge min hurtige gennemgang.

Yderligere en stor håndfuld på 8 handler om midlertidige forbud mod fiskeri eller følger af dyresygdomme.

Schlüters frikommuner
En tredje gruppe midlertidige regler er frikommuneregulativer fra tiden under Schlüter.

Når der er for mange og for detaljerede forskrifter for, hvordan kommunerne skal styres, så må det være fornuftigt at give dem en chance for at finde enklere og bedre metoder ved at undtage dem fra de centralt fastsatte regler.

Dette var tanken bag Schlüter-regeringens lov om frikommuner, der i versionen fra 1985 er en nuttet lille sag på 25.000 anslag, (Grundloven er på 30.000) der tillod udmærkede tidsbegrænsede forsøgsordninger, som for eksempel at “Landbrugsministeren kunne godkende regler for frikommuneforsøg, hvorefter bekæmpelse af mosegrise finansieredes ved opkrævning af afgifter, der opkrævedes hos ejerne af de faste ejendomme i kommunen.”

Forudsætningen for den slags forsøg var, at der for hver enkelt kommune blev udarbejdet et frikommuneregulativ, der blev bekendtgjort ved optagelse i Lovtidende. Hvis borgerne ikke i forvejen var segnefærdige under regelmængden, så blev de det da nu. Heldigvis er alle disse regulativer udløbet, men nogle var aldrig blevet flyttet fra ‘gældende’ til ‘historisk’ i retsinformation. Det er 19 af dem så blevet nu.

Resten
Min overfladiske optælling giver altså som resultat, at af de 149 afskaffede bekendtgørelser så er mindst 108 midlertidige regelsæt. De er blevet flyttet fra rodebunkerne på ministerens reol til papirkurven, men for borgerne batter det ikke så meget.

Tilbage er 41, som man må studere nærmere. Det må blive ved en anden lejlighed.

 

Patentmedicin hjælper ikke på regelforenkling

Kontornusserne og skrankepaverne er dygtige til at opfinde regler, men der sidder også nogle kreative sjæle, som vil afskaffe dem igen, så hvem vinder mon

Kampen mod regeltyranniet står højt på mange politikeres liste, ikke mindst den nye amerikanske præsident, der har gjort regelafskaffelse til det tredje af de seks principper, som skal rense ud i Washington DC, når han overtager embedet.

Trump er i egen optik en mand med forstand på det virkelige liv, og derfor er hans vigtigste idé taget fra tilbudsaviserne:

Ugens tilbud: Aflevér to gamle og få én ny
Så enkelt kan det formuleres. Og så enkelt bliver det formuleret, hvis man følger linket. For hver ny regel, der indføres, skal der afskaffes 2 gamle. Jamen, det er da mageløst. Hvorfor har ingen gjort det før. Der skulle vel tilfældigvis ikke bare være tale om et tomt slagord. Det forventer jeg sandelig ikke fra den side. Og slet ikke fra alle de andre, som har fremført synspunktet.

Men hvis man skal tage det alvorligt, så er den første betragtning, jeg gør mig, at det altså er vanskeligt at kvantificere en regel. Hvornår der er regler om noget, det er som oftest nemt nok at se. Men når man skal være dansk statsborger, bo i landet og være fyldt 18 år for at stemme, er det så én regel? Eller er det tre?

Man kunne også forsøge sig med et typografisk kriterium og tælle afsnit, sætninger eller verber.

Og nu er det så, jeg fornemmer, at nogen vil komme med den bemærkning, som mine børn altid møder mig med, når de får deres sms’er retur med rettede stavefejl og kommaer: “Hold nu op far. Du ved jo godt, hvad jeg mener.”

Men når man stiller op mod den profession, der til enhver tid besætter posten som ubestridte mestre i ordkløveri, nemlig embedsmændene, så skal man ikke møde frem med noget, som bare lyder besnærende. Man skal levere noget, som har substans.

Nyt for gammelt
Hvis det endelig skulle lykkes at overvinde de logiske problemer med at tælle antallet af regler, så kommer blot den næste hurdle: Skal de 2 afskaffede regler have samme vægt som den nyindførte.

Kunne man eksempelvis indføre aflytning af samtlige danskeres telefoner, bare man samtidig afskaffede noget så beskedent som de 2 nyligt ophævede, men desværre ikke imaginære, bekendtgørelser af hhv. “Regulativ for fiskeri i Klejtrup Sø” og “Frikommuneregulativ nr. 5 for Tranekær kommune om finansieringsform for fyldplads, containerordning og skadedyrsbekæmpelse”. Nej, vel. Den går altså ikke.

Funktionen går mod uendelig
Indtil nu har det været regelskaberne, som tilsyneladende har haft gang i en evighedsmaskine. Men ingen evighedsmaskine holder i længden. Desværre er “aflevér 2, få 1”-modellen også en evighedsmaskine.

Lad mig prøve med et eksempel: Vi vil udstede “Bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel”. Derfor skal 2 andre ophæves. Det er jo fint nok, men det kan kun ske ved at udstede en “Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om en mærkelig regel”, som jo er en ny regel!

Foreløbig er vi altså gået i 0 med antallet af regler!

Men så er vi jo allerede regel bagefter, for vi kunne jo kun udstede den ny bekendtgørelse om afskaffelse af den gamle , hvis vi forinden afskaffede 2 gamle regler. Antager man nu, at vi heldigvis finder en anden regel at afskaffe, så forværrer det kun problemet, så bliver vi 4 afskaffelser i underskud. Heldigvis stiger funktionen kun med 2 i underskud for hver afskaffet regel, men den stiger ubønhørligt mod uendelig – medmindre man skynder sig at formulere en undtagelse.

Og så ender man i samme parodi, som da Foghs skattestop blev brudt (læs Christopher Arzrounis muntre nekrolog i Weekendavisen 12. november 2004), men hvor Statsministeriets hjemmeside i mange, mange år derefter troligt hver dag viste, at skattestoppet havde været gældende endnu et døgn.

Det holder ikke. Ugeaviser indeholder ugens tilbud. Principper for lovgivning, skulle gerne holde lidt længere.

PS. Du bør også læse mine tidligere opslag om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, et konkret forslag til regelforenklingens første offer, og at forslag ofte bygger på floskler.