Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Ghettobekæmpelse starter med de islandske sagaer

Det vigtigste enkeltskridt i ghettobekæmpelse er en ændret sammensætning af ikke bare beboerne, men også af bebyggelsens ejerformer. Og det kræver lovgivning på kanten af Grundlovens regler om ekspropriation. De islandske sagaer udgør et fortilfælde.

Der findes ikke private ghettoer

Når man taler om ghettoer i den offentlige debat, så er der altid tale om boligområder, der er opført med statsstøtte. Det indgår endda som en del af ministeriernes definition af en ghetto. Men det er formentlig et helt overflødigt led i definitionen.

For hvis man skal pege på områder med massiv koncentration af indvandrere, straffede, arbejdsløse og uuddannede, så kan man formentlig ikke finde et eneste privat boligbyggeri, som kommer i nærheden af at opfylde ministeriernes ghettodefinition.

De kendteste ghettoer, Mjølnerparken, Vollsmose, og Gjellerup-planen er meget store bebyggelser, nærmest hele bydele, så umidelbart tænker man nok, at der ikke er så mange sammenlignelige private bebyggelser. Men det er ikke helt rigtigt. Leder man lidt, så kan man godt finde sammenhængende private boligområder med lige så mange lejligheder som en række ghettoer. Og ingen af dem har nogensinde haft ghettoproblemer.

Grundlovens regler om ekspropriation skal overholdes.

Hvis statsstøttet byggeri så bare var opført som ejet direkte af en offentlig myndighed, en kommune eller styrelse, så havde et frasalg af deres boliger ikke været så problematisk. Men det er de ikke. De er principielt selvstændige juridiske enheder, som ganske vist er underlagt en masse restriktioner med hensyn til formål og ageren, men som ikke ejes af det offentlige. Det vigtige i den sammenhæng er, at de skal drives non-profit. Der skal ikke optjenes et overskud til ejerne og de må som udgangspunkt ikke sælge deres ejendomme.

Som selvstændige retssubjekter er de naturligvis beskyttede af Grundlovens regler om, at man ikke kan ekspropriere med mindre det er til gavn for det almene vel og der ydes fuld erstatning. Det sidste kan lyde som noget, der bliver dyrt. Men det behøver det ikke blive.

Sagen om sagaerne

Hvis man ikke har fået fortalt historien i skolen, så skal man lige vide, at de islandske sagaer er en samling middelalderhåndskrifter, som er de centrale kilder til Islands tidlige historie. De er kort sagt grundlaget for islændingenes nationale identitet. Men de var altså i historiens løb havnet i København, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor den idé, at de skulle tilbage til Island.

Problemet ved det var, at de var ejet af en fond, der ganske vist i flere menneskealdre havde fået alle sine udgifter betalt af staten, men som var en selvstændig juridisk enhed med regnskaber, bestyrelse og så videre. Så da staten gav sagaerne til Island, krævede fonden erstatning. Det fik den imidlertid ikke!

Højesterets synspunkt, som både jurastuderende og andet godtfolk altid har svært ved at goutere, var, at erstatningen skulle svare til det beløb fonden kunne tjene på sagaerne. Men da de ikke kunne sælges og aldrig kunne give overskud, så var det gratis for staten at tage dem og give dem væk.

Det er en juridisk finte, som boligselskabernes bestyrelser bør huske, hvis de får lyst til at påberåbe sig, at man ikke kan ekspropriere uden erstatning.

 

PS Jeg bruger betegnelsen statsstøttet byggeri, for jeg har lidt svært ved at kalde ejendomme befolket med etniske minoriteter for ‘almene’, endsige ‘almennyttige’. Og ‘sociale’ er de heller ikke.)

 

 

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk’? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de “nok ikke passede så godt til hinanden,” eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere – og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


Mere Grønland

Når en af hjemmestyrets håndgang kvinder blander sig i debatten om bloktilskud, men på den selvinkriminerende måde, så er det altså for fristende – og for nemt – at svare usagligt tilbage.

http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/149377/artikel.html

Lys i polarnattens mørke

Med en iver som 2 amerikanske præsidentkandidater stjæler økonomen Lars Christensen og jeg af hinandens idéer på områder, hvor vi allerede er 99,9 % enige, for derefter med – om muligt – endnu større ihærdighed at påberåbe os de 0,1 % uenighed, som tilfældigvis ofte er lig med nogle af de idéer, som vi har stjålet fra den anden.

Lyder det indviklet. Det er det også. Men det er læseværdigt.

Her er et eksempel fra Børsen, hvor Lars lægger ud med nogle betragtninger om Grønlands bloktilskud, og jeg dagen efter supplerer om en alternativ måde at fordele pengene på.

Så kommer der sandelig flere på banen, først Jonas Herby og dernæst et pseudo-officielt svar fra en af de virkeligt tunge damer i grønlandsk planøkonomi, Helle Matthiesen.