Støjberg skal ikke bare ud, hun skal blive ude

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette opslag, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud. I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans 2. genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen 3. gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten. I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de 2 fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds. Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne,
på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. 6 måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen. En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst 3 gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de 6 måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normal ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete. Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

Det første bandeforbud er udstedt, nu starter det juridiske cirkus.

Når den udøvende magt forbyder en forening, så skal der følges op med en retssag, hvorunder domstolene skal tage stilling til, om forbuddet var retmæssigt. Det kan blive festligt.

Hvem skal møde i retten?

Når man indleder en retssag, så skal man udpege sin modpart. Og det kan have sine vanskeligheder. Sagen om rydning af ungdomshuset, som jeg i sin tid en kort periode havde lidt indsigt i, gik noget nær i stå, fordi man ikke kunne udpege den ansvarlige ledelse.

Sagøgeren, staten, skal i stævningen udpege personer, som stævningen kan forkyndes for. Men hvem er de? Vil man stævne alle formodede medlemmer, som det man kalder et nødvendigt procesfællesskab? Eller nøjes med en formodet ledelse, som givetvis møder frem og fortæller, at det skam ikke er dem, og at de heller ikke ved, hvem det så er.

Hvis det ikke går i hårdknude, så tager det i hvert fald tid og penge.

Er bander overhovedet foreninger?

Når man endelig når til substansen, så vil banderne lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger, så der ikke er noget at opløse. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, for domstolene har selv ved tidligere lejligheder fastslået, at det er de ikke.

Det skete, fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmand, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag.

Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en – i det tilfælde – knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget, hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Er foreningens aktiviteter ulovlige?

Det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen med stoffer egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.

Det er mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter fra erhvervsvirksomheden går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se d’herrer sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig ikke mødes for at planlægge forbrydelser, men at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Et glædeshus for jurister

I sidste ende kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Og så er vi slet ikke nået til sagerne om overtrædelse af forbuddet endnu. Det bliver et mindst lige så fyldigt kapitel i symbolpolitikkens lange, grinagtige historie.

Én ting kan man være helt, helt sikker på: Salget af hash og stoffer sker der intet med. “For de gamle som faldt, bli’r der ny overalt.”

Grundlovsbrud at kræve håndtryk af nye statsborgere

Kommende statsborgere skal, som sidste  skridt førend de bliver statsborgere, deltage i en ceremoni, hvor de skal give håndslag på at være danske og holde grundloven. Og gør de ikke det, så bliver de slet ikke danske. Sådan lyder de fremmedforskræk-kedes seneste forslag. Umiddelbart lyder det nok lidt fjollet, for mon ikke de fleste vil synes, at “Paris er nok en messe værd. Men der er også et lille juridisk problem.

Man bliver statsborger i kraft af loven – ikke som følge af andre handlinger

“Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov,” står der i Grundlovens § 44. Der står ikke “i henhold til lov” eller “ifølge lov”. Der står ved, ligesom der står i § 43, som handler om skatteopkrævning. Betydningen af den formulering er at sikre, at kun den lovgivende magt kan bevilge statsborgerskab. Den udøvende magt har absolut ingen ret til at træffe afgørelse derom.

Hvis Folketinget ikke vil give statsborgerskab, så kan det ikke gives. Og hvis Folketinget har truffet beslutningen, så kan regeringen ikke bagefter finde på krog-love, trainering og dumme undskyldninger i form af for slatne håndtryk for at forhindre den pågældende i alligevel at blive statsborger. Det er så enkelt; statsborger bliver man, når loven om indfødsrets meddelelse træder i kraft efter dronningens stadfæstelse af den. Det er det sidste skridt, siger grundloven.

Når nogen har fået ideen om håndtryk, erklæring om at overholde grundloven og formentlig lige nu bryder deres hjerner med, hvad man mere kan overgå hinanden med af krav i form af knælen, flagkysseri eller ligefrem et klassisk kinesisk kowtow, så skyldes det, at der de senere år er blevet afholdt velkomstfester for nye statsborgere. Men de har bare ingen retsvirkning. De er ligesom festen efter brylluppet i kirken.

Nye statsborgere skal naturligvis overholde grundloven, men det skal folketingets medlemmer også

Der er naturligvis ikke nogen, som har lov til at bryde grundloven! Det siger næsten sig selv. Men sjovt nok, så er grundloven en af de ganske få love om regulering af borgernes liv, som ikke selv indeholder nogen straffebestemmelser for overtrædelse.

Det er der nok flere gode grunde til, først og fremmest formentlig at det strider mod hele ideologien i demokratiet at antyde, at nogen forsætligt skulle bryde den. Derudover ville en strafbestemmelse jo typisk også indebære betydeligt større risiko for myndighederne end for den almindelige borger, for det er netop myndighederne, som grundloven lægger de fleste bånd på.

At kræve at borgere skal erklære sig villige til at overholde grundloven, ville under alle omstændigheder være ren symbolpolitik uden nogen konsekvenser. At Folketingets medlemmer allerede skal gøre det, har jo heller aldrig nogensinde haft nogen praktiske konsekvenser.

De historieløse som traditionens vogtere

Et af de interessante momenter ved symbolpolitik er, at tiltagene ret konsekvent præsenteres som et forsvar for traditionelle danske dyder. Men ligesom i sangerinden Natashas sang “Giv mig Danmark tilbage,” så er det lige så notorisk, at man altid påberåber sig en tilstand, som bestemt ikke er særligt traditionel.

Man kan i hvert fald med god ret hævde, at der er andre mindst lige så gode tradtioner, som man siger farvel til ved at gå ned ad den symbolpolitiske vej. Og det bliver jo også lidt dobbeltmoralsk, at vi eksempelvis lige siden indførelsen af kvindelige præster har accepteret, at andre præster ikke behøver give dem hånd, at læger kan nægte at medvirke til abortus provocatus af etiske grunde og massevis af andre små hensyn til diverse aparte minoriteter.

De nationalkonservative har naturligvis ret til at have deres synspunkter, men netop når man taler om traditioner, danskhed og andre fine ting, så skylder man os andre, at “når mænd man kaster sin handske, opslår man sin ridderhjelm”. Alt andet er forløjet og i strid med dansk selvopfattelse.

Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Ghettobekæmpelse starter med de islandske sagaer

Det vigtigste enkeltskridt i ghettobekæmpelse er en ændret sammensætning af ikke bare beboerne, men også af bebyggelsens ejerformer. Og det kræver lovgivning på kanten af Grundlovens regler om ekspropriation. De islandske sagaer udgør et fortilfælde.

Der findes ikke private ghettoer

Når man taler om ghettoer i den offentlige debat, så er der altid tale om boligområder, der er opført med statsstøtte. Det indgår endda som en del af ministeriernes definition af en ghetto. Men det er formentlig et helt overflødigt led i definitionen.

For hvis man skal pege på områder med massiv koncentration af indvandrere, straffede, arbejdsløse og uuddannede, så kan man formentlig ikke finde et eneste privat boligbyggeri, som kommer i nærheden af at opfylde ministeriernes ghettodefinition.

De kendteste ghettoer, Mjølnerparken, Vollsmose, og Gjellerup-planen er meget store bebyggelser, nærmest hele bydele, så umidelbart tænker man nok, at der ikke er så mange sammenlignelige private bebyggelser. Men det er ikke helt rigtigt. Leder man lidt, så kan man godt finde sammenhængende private boligområder med lige så mange lejligheder som en række ghettoer. Og ingen af dem har nogensinde haft ghettoproblemer.

Grundlovens regler om ekspropriation skal overholdes.

Hvis statsstøttet byggeri så bare var opført som ejet direkte af en offentlig myndighed, en kommune eller styrelse, så havde et frasalg af deres boliger ikke været så problematisk. Men det er de ikke. De er principielt selvstændige juridiske enheder, som ganske vist er underlagt en masse restriktioner med hensyn til formål og ageren, men som ikke ejes af det offentlige. Det vigtige i den sammenhæng er, at de skal drives non-profit. Der skal ikke optjenes et overskud til ejerne og de må som udgangspunkt ikke sælge deres ejendomme.

Som selvstændige retssubjekter er de naturligvis beskyttede af Grundlovens regler om, at man ikke kan ekspropriere med mindre det er til gavn for det almene vel og der ydes fuld erstatning. Det sidste kan lyde som noget, der bliver dyrt. Men det behøver det ikke blive.

Sagen om sagaerne

Hvis man ikke har fået fortalt historien i skolen, så skal man lige vide, at de islandske sagaer er en samling middelalderhåndskrifter, som er de centrale kilder til Islands tidlige historie. De er kort sagt grundlaget for islændingenes nationale identitet. Men de var altså i historiens løb havnet i København, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor den idé, at de skulle tilbage til Island.

Problemet ved det var, at de var ejet af en fond, der ganske vist i flere menneskealdre havde fået alle sine udgifter betalt af staten, men som var en selvstændig juridisk enhed med regnskaber, bestyrelse og så videre. Så da staten gav sagaerne til Island, krævede fonden erstatning. Det fik den imidlertid ikke!

Højesterets synspunkt, som både jurastuderende og andet godtfolk altid har svært ved at goutere, var, at erstatningen skulle svare til det beløb fonden kunne tjene på sagaerne. Men da de ikke kunne sælges og aldrig kunne give overskud, så var det gratis for staten at tage dem og give dem væk.

Det er en juridisk finte, som boligselskabernes bestyrelser bør huske, hvis de får lyst til at påberåbe sig, at man ikke kan ekspropriere uden erstatning.

 

PS Jeg bruger betegnelsen statsstøttet byggeri, for jeg har lidt svært ved at kalde ejendomme befolket med etniske minoriteter for ‘almene’, endsige ‘almennyttige’. Og ‘sociale’ er de heller ikke.)