Liberal – socialistisk ordbog

Der er rigtig mange politiske udsagn, der skrives i kode. Det kan der være flere grunde til. For det første er langt de fleste politiske budskaber rettet mod egne tilhængere, som skal overbevises om behovet for at ændre bevægelsens kurs.

For det andet kan der ofte være et ønske om, at udenforstående ikke helt forstår rækkevidden af teksten. Det gælder naturligvis mest for de samfundsomstyrtende partier, der gerne vil kombinere en pæn facade med det virkelige budskab. Så er det eufemismerne blomstrer.

Til gengæld betyder brugen af koder ofte, at man netop ikke når ud til andre tilhørere end de allerede overbeviste proselytter.

Hvis man vil længere ud med sit budskab må man derfor lære at tale de andres sprog. Derfor er der behov for en ordbog, som kan oversætte liberale termer til noget, som ikke skræmmer socialisterne væk.

Her er et ultrakort forsøg derpå

Dynamiske effekter – selvforstærkende virkning

Forsikring – abonnement

Frihed – mangfoldighed, kaleidoskopisk; i sammensætninger kan benyttes regnbue-…

Incitament – øge fornøjelsen ved at bidrage med

Individualisme – minoritetsbeskyttelse

Konkurrence – variation

Konsistent – sammenhængende

Liberal – fordomsfri

Management buy out – kollektiv virksomhedsovertagelse

Marked – samarbejde, spontan orden, mangfoldighed,

Markedsøkonomi –  frivilligt koordineret samfundsøkonomi

Markedskræfter – indirekte styringsredskaber med effektiv feed-back og løbende justeringsmekanismer

Privatisering – folkeeje, alternative ejerformer

Skattenedsættelse – øget selvbestemmelse

Vækst – ressourceoptimering

Beholder liste Ø Johanne som kandidat?

Hvis man skulle tro journalisterne på et af landets førende dagblade, så skal valget holdes senest inden Enhedslistens årsmøde i juni, ellers “betyder rotationsprincippet, at [Johanne Schmidt-Nielsens] navn ikke kan komme på den nye kandidatliste og derfor heller ikke vælgernes næste stemmeseddel.”

De må jo tro på det, når de skriver det. Men derfor behøver vi andre ikke nødvendigvis gøre det. Slet ikke, når synspunktet er forkert. Og det er næsten ikke til at holde ud, at misforståelsen ikke er ny. Faktisk har historien cyklet rundt i pressen, i hvert fald siden den blev udsendt af Ritzau i februar for 2 år siden.

Og hvorfor hævder jeg så med farisæisk stædighed, at de tager fejl. Det gør jeg, fordi jeg har læst de regler, som Enhedslisten bruger for at opstille kandidater:

Enhedslistens vedtægter

§ 10, stk. 1 i uddrag:
“Forud for hvert ordinært årsmøde afholdes en urafstemning om valg af spidskandidater til Folketinget.” [min fremhævning]

§ 15, stk. 3:
“Medlemmer af folketinget kan ikke opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget.”

Det er altså udelukkende spidskandidat i en storkreds, hun ikke kan blive. Lokalforeningerne vælger derimod de øvrige kandidater på listen, og derfor kan hun sagtens opstilles som nr. 2, 3 eller 117.

Konsekvenserne

Normalt ville en placering nede på listen dræbe enhver kandidats mulighed for at fortsætte i Folketinget. Og det ville der være flere grunde til, men først og fremmest at et parti har mulighed for at have indflydelse på, hvilke kandidater der får fornøjelse af partistemmerne. De fleste partier benytter sideordnet opstilling, som indebærer en (i øvrigt ret kompleks) fordeling af partistemmerne på alle de opstillede. 

Men Enhedslisten benytter stadig den gode gamle stalinistiske metode med partiliste, og derfor bliver folk valgt i listens rækkefølge, med mindre en kandidat har personlige stemmer nok til at overgå både partistemmerne og de personlige stemmer til de højere placerede kandidater. Det kaldes med god grund at ‘sprænge listen’.

Når listen sprænges, sker det normalt i forhold til det yderste mandat, for på det tidspunkt er der jo ikke længere partistemmer nok til at fylde kvotaen helt (i givet fald ville partiet nemlig have fået et yderligere mandat). Det øger selvsagt chancen for at sprænge listen markant, hvis man får placeret nogle relativt ukendte, som ikke får ret mange personlige stemmer, højere på listen. 

Listesprængning bliver også langt nemmere, når partiet opnår flere mandater i samme storkreds. Men da Enhedslisten traditionelt kun har fået valgt en 4-6 stykker på landsplan, så er det ligesom lidt svært at komme op på 2 i én storkreds. Ved sidste valg blev der imidlertid valgt 3 enhedslistefolk i København, og det kan gå endnu værre næste gang. Så er det altså ikke længere så svært.
 

Og så er der trumfkortet, nemlig at Johanne Schmidt-Nielsen ved sidste valg selv trak 47.000 personlige stemmer ud af partiets i alt 71.000 i storkredsen. Så er problemet nok ikke så stort for hende.
 

Og derfor udskrives valget ikke for hverken at give hende mulighed for eller udelukke hende fra at være opstillet. For uanset hvornår der bliver valg, så vil hun kunne stå på stemmesedlen; det er udelukkende et spørgsmål om, hvor hun står.

Og indtil pressen har fået læst på den lektie, så kan de i liste Ø gå rundt og fryde sig over al den gode omtale af et ikke-eksisterende problem.

Klammere end kælderkold kapitalisme!

Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.

 
Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom.


Men er det sandt? Svaret er – som svaret på alle retoriske spørgsmål – ganske enkelt, og det er nej.

Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.

Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.

Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen – bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer – tilfalde kommunen.

Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode – endda ganske betragteligt.

Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.

Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig – og Højesteret har givet den medhold i – at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!

Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.

Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.

Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser – end ikke de grumme venture-kapitalister.

Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.



Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: “Ne plus ultra.”