Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Socialdemokratiets yndlinge

Der kan aldrig blive nok offentligt ansatte!

At socialdemokraterne og SF lefler for de offentligt ansatte er gammelkendt, men denne uge har bragt 2 nye klare eksempler.
Da skatteomlægningen forleden blev lanceret, skulle regeringen nævne, hvem den gavnede. Og det var helt symptomatisk, at man som sædvanlig først og fremmest henviste til offentligt ansatte – lærere, sygeplejersker, brandmænd etc. De privatansatte var stort set fraværende.
Efterfølgende har Pernille Rosenkrantz-Theil erklæret sig som tilhænger af, at kontante ydelser erstattes af f.eks. dyrere skole og sundhedsvæsen. Det er en helt igennem klassisk tankegang, at man opdeler statens udgifter i offentligt forbrug (politi, domstole, børnehaver etc) og overførselsindkomster til pensionister, arbejdsløse etc. Og læg så lige mærke til, hvad det er Pernille R-T vil. Hun vil nemlig flytte pengene fra børnecheck, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnnere m.fl. til offentligt forbrug, så man kan ansætte flere i den offentlige sektor. Med andre ord, endnu en gang vil hun bejle efter offentligt ansatte stemmer.
Hun gør det næppe bevidst, men hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.