Udgivet den

Hvornår får de danske navne?

Min bekendt Joachim B. Olsen har været ude med riven og undret sig over, at indvandreres efterkommere ikke på et eller andet tidspunkt begynder at få danske navne.

Hans undren er fair nok, og hvis jeg kender Joachim ret, så er det også en oprigtig undren. Så lad mig forsøge med et oprigtigt svar.

Og det svar vil handle om, at navne er så central en del af vores identitet, at navngivning sætter sig spor i århundreder. Den mest kendte indvandrerfamilie i kongeriget, nemlig kongefamilien, har med stædighed holdt fast i de samme 2 tyske navne, Christian og Frederik, i mange århundreder.  Den families position har så været så stærk, at den har smittet af på os andre. Da Frederik III dukkede op i kirken den dag, hvor min 6 x tipoldefar Hans’ barn skulle døbes, så blev knægten sjovt nok til en lille Frederik. Og så blev det navn hængende i nogle generationer. (Jeg det nu ikke blot fra den gren af stamtræet.)

For nogle år siden var jeg medlem af en sejlklub. 2 af de andre medlemmer havde efternavne, som gjorde, at jeg vidste, vi havde fælles aner i 1600-tallet. De hed begge Jørgen til fornavn. Min søn hedder Jørgen. Helt tilfældigt var det næppe, for går man tilbage i stamtræet, så optræder Jørgen også som bror til de søstre, der er vores fælles ophav.

Det siger sig selv, at jo mere man gifter sig ind i et nyt samfund, desto mere vil navnetraditioner blive udvandede. Så på den måde er stærk fastholdelse af bestemte fornavne udtryk for, at indvandrere ikke blander sig med ur-befolkningen. Kongefamilien er et prima eksempel.

Men selv i blandede familier vil der være en tendens til, at man bevarer noget af sin oprindelse i navnet. I nutidens Danmark er det sjovt at se, at tendensen ikke så meget er til at genbruge fornavne, men derimod ytrer sig i efternavne.

Når man selv hedder Hansen (Og ja, min far hedder Hans, så den er god nok.), så kan man godt tillade sig at gøre grin med det, som briterne kalder dobbeltløbede efternavne, for ikke at tale om dem af ”Krag-Juel-Vind-Frijs”-typen. Krag-Juel-Vind-Frijs har dog den fordel, at det er 4 enstavelsesnavne med nogenlunde ensartet oprindelse. Det gælder ikke mange af de andre maskingeværsnavne. Jeg ser efterhånden jævnligt nogle med 3×3 – eller endnu flere – stavelser, der skal udtales på hhv. dansk og 2 udenlandske sprog.

Så det er fair nok Joachim undrer sig. Man skal bare altid huske, at når Shakespeare lader Julia spørge: ”What’s in a name?” så er eftersætningen, ”That which we call a rose, by any other name would smell as sweet” – or foul.

Udgivet den

Engelsk landsretsdom sår tvivl om rigtigheden af dansk retspraksis om udvisning af gadesovere

Den danske højesteret har afgjort, at EU-regler tillader, at gadesovere i gentagelsestilfælde kan udvises. I England har landsretten taget det modsatte standpunkt. Dermed er der nu 2 forskellige retstilstande i EU og brug for en afklaring fra EU-domstolen

Også i 2018 kunne man – navnlig i det københavnske gadebillede – mærke en tilstedeværelse af udenlandske flaskesamlere og tiggere, som overnatter på gader og stræder. I sommeren 2017 sommer førte det til først et forbud mod utryghedsskabende lejre i ordensbekendtgørelse og sidenhen markant hårdere straffe for betleri. I løbet af vinteren 2018 kom så desuden  en ændring af politiloven, som danner basis for at overtrædelse af lejrforbuddet udover bøde kan sanktioneres med et kommuneforbud mod gadesovere og drastiske straffe for overtrædelse af de forbud.

En stor del af motivationen for disse stramninger har været, at der så ville blive skabt grundlag for udvisninger af EU-borgere, som sover i utryghedsskabende lejre. Det er en holdning, som den danske højesteret godkendte først i 4 kendelser fra 17. december 2017 og siden hen i yderligere 4 afsagt 16. maj 2018. Dermed kunne man anse spørgsmålet for endeligt afgjort, men er det måske så alligevel ikke.  For tre dage førend Højesteret afsagde sine første kendelser, nemlig allerede d. 14. december 2017 nåede den engelske High Court imidlertid til det modsatte resultat i en dom, som indeholder en langt mere omfattende gennemgang af det juridiske grundlag for EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ingen af domstolene har forelagt spørgsmålet for EU-domstolen, men fordi der nu findes modsatrettede nationale afgørelser, bør advokater, der arbejder med denne type sager være opmærksomme på behovet for en afklaring af retstilstanden. I en eller flere repræsentative sager bør man derfor fra forsvarerside gentage ønsket om, at bliver stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen.

Den engelske afgørelses resultater er – i summarisk sammendrag – at det ikke er lovligt at betragte gadesoveri som et misbrug af retten til frit at bevæge sig og vælge opholdssted indenfor EU. Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at behandle EU-borgere anderledes end egne borgere. Endelig konstaterede den engelske domstol, at når politiets aktioner var målrettet mod at finde EU-gadesovere, så var der tale om en systematisk handling, der også er forbudt i henhold til EU’s opholdsdirektiv. Domskonklusionen lyder, at de engelske regler om administrativ udvisning af EU-borgere ”underkendes for så vidt de bygger på, at gadesoveri, hvad enten det er forsætligt, skadeligt eller andet, udgør et misbrug af traktatmæssige rettigheder.”

Formuleringen af  konklusionen såvel som begrundelsen for den engelske afgørelse inddrager ordlyden af opholdsdirektivets art. 35 om misbrug som afgørende for muligheden for at inddrage unionsborgeres ret til fri bevægelighed. Hvorvidt den opfattelse er rigtig, vil formentlig blive afgørende for udfaldet af kommende sager.

Udgivet den

Lær at bygge et vikingeskib med bogen om Saga Oseberg

At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i. Navnlig hvis bogen derom også var lige så godt håndværk.

Man skulle tro, at skelettet var det første og vigtigste at bygge på et skib, men sådan er det ikke med vikingeskibe. Der lægges en køl, rygsøjlen, så bygges skibets sider op, og først derefter forsynes det med de ribben, i form af spanter, knæ, m.v. som skal give stivheden i konstruktionen. Sådan er det i grove træk, men der er meget mere til det. Stivhed versus smidighed, skrogets form, belastninger fra riggen, materialernes arbejden mod hinanden. Det har altsammen betydning for, om skibet kan holde til at sejle i hård sø. Og erfaringen viser, at moderne metoder og materialer slet ikke kan skabe noget så spinkelt. Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet. Kun ved at vende tilbage til rødderne kan det lykkes med godt resultat.

Så når man bygger en kopi, skal det naturligvis dokumenteres og publiceres i en form, hvor alle detaljerne kommer med. Og for mig kan det ikke blive nidkært nok. At lade lederen af værftet, Thomas Søe Finderup, stå for det, må forekomme oplagt. Desværre er han nok en perfektionistisk håndværker indenfor sit fag, men han skulle være blevet ved sin bedding, for boghåndværket svigter totalt. Det ender med at være en af de bøger, som man ærgrer sig over, er skrevet.

I forfatterens forord, som er et iblandt hele 3 forord, hvilket kan forekomme lidt forvirrende, skriver forfatteren en kærlig taksigelse til sin samleverske, som er skolelærer, for hendes bistand med korrekturlæsningen. Dermed får han sat en skamstøtte over niveauet i den danske folkeskole.

Bogen plages af talløse korrekturfejl, så mange at værdien som læsestof forsvinder. Det drejer sig ikke om nutids-r’er eller endelsen -ende, men ellers er alle klassikerne til stede. Der er sætninger, som delvis er i nutid og delvis i datid, der er orddelinger, norske stavemåder midt i danske afsnit, almindelige stavefejl, somme tider med en korrekt udgave et andet sted i samme sætning, og mange, mange andre. Mit eksemplar er lånt på et folkebibliotek, ellers havde jeg været fristet til at sende det retur til forlaget forsynet med passende røde rettelser og anmodning om et nyt. Håndværket er ganske enkelt for ringe.

Osebergskibet er et af verdens vigtigste arkæologiske fund. Enestående velbevaret. Men også fundet på et tidspunkt, hvor Norge var i færd med den proces, der resulterede i opløsning af unionen med Sverige. Det må have en helt særlig symbolsk betydning i opbygningen af en selvstændig norsk identitet. Den historie får vi ikke med.

Vi får heller ikke så meget om skibets linjer, selvom en af forskellene mellem denne og den tidligere rekonstruktion netop er, at skrogformen er justeret. Og det er tilsyneladende noget, der har været afgørende for sødygtigheden. Så en bredere fremstilling om det emne, gerne skrevet af de involverede, havde været interessant. Ej heller organisationen bag rekonstruktionen hører man meget om.

Den foreliggende bog er det første af flere bind. Hvor mange man forventer at nå op på fremgår ikke klart. Men det betyder, at bogen har en stor vægt på forberedende emner, udvælgelse af træ, redegørelse for værktøjer, en gennemgang af hvordan delene holdes sammen af forskellige typer, søm, trænagler og endda hvalbarder. Kun den sidste tredjedel handler om byggeriet. Heldigvis har skibssiderne et knæk mellem en forholdsvis flad bund og en mere lodret overdel, så på det sted er der et naturligt ophold, og der slutter bogen.

Det er en bog, som rummer megen viden og stor glæde ved at formidle den. Man er ikke i tvivl om, at manden er optaget af sit arbejde med liv og sjæl. Det bliver givetvis den hidtil bedste kopi af et vikingeskib. Billedsiden er god, fortællende, og der er mange af dem. Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren. Så medens jeg sådan set glæder mig til det næste bind, så må jeg også håbe, at forlaget giver sig tid til at gøre en indsats for at vise, at også boghåndværkere kan have faglig stolthed.

Saga Oseberg – rekonstruktion af et vikingeskib af Thomas Søes Finderup, Forlaget Veterania (www.veterania.dk), 2018, kr. 298

Udgivet den

Det første bandeforbud er udstedt, nu starter det juridiske cirkus.

Når den udøvende magt forbyder en forening, så skal der følges op med en retssag, hvorunder domstolene skal tage stilling til, om forbuddet var retmæssigt. Det kan blive festligt.

Hvem skal møde i retten?

Når man indleder en retssag, så skal man udpege sin modpart. Og det kan have sine vanskeligheder. Sagen om rydning af ungdomshuset, som jeg i sin tid en kort periode havde lidt indsigt i, gik noget nær i stå, fordi man ikke kunne udpege den ansvarlige ledelse.

Sagøgeren, staten, skal i stævningen udpege personer, som stævningen kan forkyndes for. Men hvem er de? Vil man stævne alle formodede medlemmer, som det man kalder et nødvendigt procesfællesskab? Eller nøjes med en formodet ledelse, som givetvis møder frem og fortæller, at det skam ikke er dem, og at de heller ikke ved, hvem det så er.

Hvis det ikke går i hårdknude, så tager det i hvert fald tid og penge.

Er bander overhovedet foreninger?

Når man endelig når til substansen, så vil banderne lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger, så der ikke er noget at opløse. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, for domstolene har selv ved tidligere lejligheder fastslået, at det er de ikke.

Det skete, fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmand, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag.

Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en – i det tilfælde – knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget, hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Er foreningens aktiviteter ulovlige?

Det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen med stoffer egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.

Det er mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter fra erhvervsvirksomheden går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se d’herrer sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig ikke mødes for at planlægge forbrydelser, men at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Et glædeshus for jurister

I sidste ende kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Og så er vi slet ikke nået til sagerne om overtrædelse af forbuddet endnu. Det bliver et mindst lige så fyldigt kapitel i symbolpolitikkens lange, grinagtige historie.

Én ting kan man være helt, helt sikker på: Salget af hash og stoffer sker der intet med. “For de gamle som faldt, bli’r der ny overalt.”

Udgivet den

Grundlovsbrud at kræve håndtryk af nye statsborgere

Kommende statsborgere skal, som sidste  skridt førend de bliver statsborgere, deltage i en ceremoni, hvor de skal give håndslag på at være danske og holde grundloven. Og gør de ikke det, så bliver de slet ikke danske. Sådan lyder de fremmedforskræk-kedes seneste forslag. Umiddelbart lyder det nok lidt fjollet, for mon ikke de fleste vil synes, at “Paris er nok en messe værd. Men der er også et lille juridisk problem.

Man bliver statsborger i kraft af loven – ikke som følge af andre handlinger

“Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov,” står der i Grundlovens § 44. Der står ikke “i henhold til lov” eller “ifølge lov”. Der står ved, ligesom der står i § 43, som handler om skatteopkrævning. Betydningen af den formulering er at sikre, at kun den lovgivende magt kan bevilge statsborgerskab. Den udøvende magt har absolut ingen ret til at træffe afgørelse derom.

Hvis Folketinget ikke vil give statsborgerskab, så kan det ikke gives. Og hvis Folketinget har truffet beslutningen, så kan regeringen ikke bagefter finde på krog-love, trainering og dumme undskyldninger i form af for slatne håndtryk for at forhindre den pågældende i alligevel at blive statsborger. Det er så enkelt; statsborger bliver man, når loven om indfødsrets meddelelse træder i kraft efter dronningens stadfæstelse af den. Det er det sidste skridt, siger grundloven.

Når nogen har fået ideen om håndtryk, erklæring om at overholde grundloven og formentlig lige nu bryder deres hjerner med, hvad man mere kan overgå hinanden med af krav i form af knælen, flagkysseri eller ligefrem et klassisk kinesisk kowtow, så skyldes det, at der de senere år er blevet afholdt velkomstfester for nye statsborgere. Men de har bare ingen retsvirkning. De er ligesom festen efter brylluppet i kirken.

Nye statsborgere skal naturligvis overholde grundloven, men det skal folketingets medlemmer også

Der er naturligvis ikke nogen, som har lov til at bryde grundloven! Det siger næsten sig selv. Men sjovt nok, så er grundloven en af de ganske få love om regulering af borgernes liv, som ikke selv indeholder nogen straffebestemmelser for overtrædelse.

Det er der nok flere gode grunde til, først og fremmest formentlig at det strider mod hele ideologien i demokratiet at antyde, at nogen forsætligt skulle bryde den. Derudover ville en strafbestemmelse jo typisk også indebære betydeligt større risiko for myndighederne end for den almindelige borger, for det er netop myndighederne, som grundloven lægger de fleste bånd på.

At kræve at borgere skal erklære sig villige til at overholde grundloven, ville under alle omstændigheder være ren symbolpolitik uden nogen konsekvenser. At Folketingets medlemmer allerede skal gøre det, har jo heller aldrig nogensinde haft nogen praktiske konsekvenser.

De historieløse som traditionens vogtere

Et af de interessante momenter ved symbolpolitik er, at tiltagene ret konsekvent præsenteres som et forsvar for traditionelle danske dyder. Men ligesom i sangerinden Natashas sang “Giv mig Danmark tilbage,” så er det lige så notorisk, at man altid påberåber sig en tilstand, som bestemt ikke er særligt traditionel.

Man kan i hvert fald med god ret hævde, at der er andre mindst lige så gode tradtioner, som man siger farvel til ved at gå ned ad den symbolpolitiske vej. Og det bliver jo også lidt dobbeltmoralsk, at vi eksempelvis lige siden indførelsen af kvindelige præster har accepteret, at andre præster ikke behøver give dem hånd, at læger kan nægte at medvirke til abortus provocatus af etiske grunde og massevis af andre små hensyn til diverse aparte minoriteter.

De nationalkonservative har naturligvis ret til at have deres synspunkter, men netop når man taler om traditioner, danskhed og andre fine ting, så skylder man os andre, at “når mænd man kaster sin handske, opslår man sin ridderhjelm”. Alt andet er forløjet og i strid med dansk selvopfattelse.