Mit politiske standpunkt

Argumenterne er det centrale på en blog.  Det bør handle om, hvorfor jeg mener noget, ikke hvem jeg er. Men mine synsvinkler og begrundelser afspejler naturligvis personligheden.

Min politiske trosbekendelse
Politik handler tiere om, hvem der bestemmer, end om hvad der bestemmes. For mig er målet, at det er den enkelte borger, som selv får lov til at bestemme. Hvis ikke vi kan stole på, at borgerne – det vil sige dig og mig – vil gøre det fornuftigt, hvordan kan vi så stole på, at vi kan gøre det kollektivt.

At forskellighed er vejen til udvikling, er mit andet dogme. Jeg vælger at tro på fremskridtet;  det er oftest famlende, tøvende og søgende, men det er der. Essensen af fremskridt er, at vi sammenligner forskellige muligheder for ændring, og så vælger den, som, vi forventer, vil være bedst. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigeligt vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

Samlet fører det til en position som klassisk liberal, hvilket sjovt nok er det pæne synonym for neoliberal. Måske har jeg endog et stænk af libertarianer eller anarcho-kapitalist i mig.

Min politiske uddannelse
Folkeskolen, hvor de yngre lærere dengang hyldede Mao og alle hans gerninger og alt hans væsen, var min første bevidste kontakt til politik.  Det har jeg haft tydelige eftervirkninger af.

Den afgørende politiske begivenhed var imidlertid et foredrag af Keith Joseph engang i 1978. Her efter murens fald kan man dårligt huske alle de mærkelige regler og forbud, som begrænsede vores liv dengang. Jeg plejer at minde om, at det var forbudt at sælge bibler og salmebøger om søndagen, at man skulle have myndighedernes tilladelse for at låne penge til at bygge sit køkken om, og at besiddelse af udenlandsk valuta var strafbart. Når Joseph derfor talte om en fremtid med mere frihed, så betød det noget konkret.

Fra 1982, fik jeg min gang i KUK – Konservativ Ungdom i København –  en højborg for en såvel økonomisk som socialt liberal tilgang til løsning af samfundets problemer. Vi brugte selv ordet libertarianere. Vores tanker om privatisering blev anset for samfundsomstyrtende, og partiets top betragtede os med rædsel. Men det var de synspunkter, som førte de borgerlige til magten i 80’erne.

Madsen Pirie på the Adam Smith Institute, som jeg arbejdede for i nogle sommerferier under jurastudiet, introducerede mig til, at man ikke blot skal missionere blandt de overbeviste tilhængere, men at man først og fremmest skal gå efter tvivlerne. Og at det er ikke med følelser og abstraktioner, man lokker tvivlerne til. Det er med forståelige bud på løsning af reelle problemer.

Instituttet påtog sig den opgave at være den individuelle friheds bannerfører, og ved bevidst at markere sig fra en position på fløjen var vi med til at gøre hele det politiske spektrum bredere og dermed også at flytte midten markant mod højre. Det synes jeg alt for få politikere er i stand til at gøre dem efter.

De konservative og siden Venstre har haft mig som medlem, men begge har flyttet sig væk fra min position. Så nu er jeg af princip partiløs liberalist med venner i flere borgerlige lejre. Og det har jeg det godt med, for det er vigtigt at bygge broer, der kan føre til flertal.

Min baggrund

Når jeg læser blogs, så vil jeg gerne kunne danne mig et billede af den, som har skrevet indlæggene. Er det et menneske, som jeg kan have noget til fælles med, spørger jeg uvilkårligt mig selv. Derfor vil jeg forsøge at give et indblik i mine – i ordets egentligste forstand – private forhold. Altså ikke hvem jeg går i seng med, eller om jeg kører spirituskørsel, men i de hovedstrømninger, som har formet mig som menneske.

Det er efterhånden gået op for mig, hvor meget man er et produkt af sin baggrund. Og at der kommer et tidspunkt, hvor man må lære at leve med, den man er. I mange sammenhænge har man en tendens til enten at gøre og mene nøjagtig som sit ophav eller – hvad der er langt, langt sjældnere – at vælge den stik modsatte position. At tænke sig om og positivt indtage en helt 3. stilling er tidskrævende og vanskeligt.

Alle mine 8 oldeforældre havde aktivt forbindelse til kristelige kredse, og de fleste til Indre Mission. Begge mine forældre var offentligt ansatte, og det var min morfar også. Som lille sad jeg på min farfars skød og lærte Danmarks-historie i den nationalromantiske tradition.

Senere lærte jeg som teenager under lange aftenture langs Vesterhavet med gamle tanter at få nuancer ind i mit historiesyn. Mr Willis på Brentwood skylder jeg en grundig indføring i europas forhold i det 19. århundrede. Videnskabens og teknikkens historie som grundlag for civilisationens fremskridt er uendeligt spændende, og i den sammenhæng kan jeg godt have tendenser til at mene, at samfundets indretning er afhængig af produktionsmidlerne.

Min politiske ‘naturtilstand’ er derfor kristeligt-konservativ. At være liberal indebærer derfor, at jeg hele tiden skal føre indvendige diskussioner med mig selv for at nå til standpunkter, som er ikke blot instinktive, men mulige at forsvare med nogenlunde fornuftige argumenter, og som ikke bare undertrykker andre menneskers frihed for at tilfredsstille mine ønsker. Det kan være hårdt at holde den liberale linje, når man grundlæggende ikke bryder sig om abort, euforiserende stoffer eller stangdrukne teenagere.

Men når det så er sagt, så må det også siges, at jeg forhåbentlig har lært at være nysgerrig, at deltage aktivt i samfundslivet og at overveje de overleverede sandheder samt glæde mig over fremskridt.

Og som man tydeligt kan se, så er det ofte enkelte mennesker og enkelte begivenheder, der har, om ikke dannet, så dog udkrystalliseret de afgørende påvirkninger i mit liv. Det håber jeg, at jeg også selv kan få mulighed for at gøre, for de som omgiver mig.