Indlæg

Udgivet den

Magister Rosiflengius har udgivet bog om Byggeforeningshuse

Et lille Hus i Byen. Fortællinger om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? Redigeret af Claus Bech Danielsen og Marie Stender, Historika/Gads Forlag 2015

Allerede Holberg benyttede beskrivende navne til sine figurer. En af dem er Magister Rosiflengius fra ”Det lykkelige Skibbrud”. Rosiflengius er den evige lejlighedspoet, der altid siger noget smukt om alting – hvis man betaler ham for det. Der er sådan set ikke noget galt i, at man kun siger smukke ting, hvis det bare er en konsekvens af, at man holder sin mund om det mindre attraktive. Problemet er, at Rosiflengius ikke mener det, han siger. Det tror han ganske vist selv, at han gør. Det virker smukt og rigtigt i øjeblikket. Det hænger bare ikke sammen med det, han mener et kort øjeblik senere.

Arbejdernes Byggeforening er ikonisk. Og nogle af dens byggerier er endt som den ultimative selviscenesættelse for den kreative klasse. Omtale skal ske med andagt og hagiografisk korrekt er bogens indgangsvinkel. Blot en smule distance kunne have været livgivende.

At de første byggeforeningshuse var bitte små – under 25 m2 – kan bogen sagtens fremhæve som en fornuftig foranstaltning, fordi man så kunne spare en fordyrende byggeafgift, hvis grundarealet var så beskedent. Men der er tilføjet en note. Og når man læser noten, så står der, at reglen ”fik en uheldig effekt, da det førte til spekulationsbyggeri med minimale lejligheder i baghuse og korridorejendomme.” Tjaa, tænker man så. Var de byggeforeningshuse ikke også minimale? Og er der forøvrigt ikke tale om en lidt etisk tvivlsom form for skattetænkning? Et andet sted nævnes kraftige sætningsskader som karakteristiske for foreningens huse på Olufsvej. Det burde måske kunne give anledning til et enkelt hævet øjenbryn.

Der lægges megen vægt på, hvor fremadskuende bebyggelserne var, men der sker ingen sammenligning med andre tilsvarende byggerier. Det Classenske Legats boliger på Frederiksberg endte som slum. Lægeforeningens på Østerbro var også sin helt egen subkultur. Var det selvejet, som gjorde forskellen? For Arbejdernes Byggeforening var jo gennemført tilhænger af profit. Hvis man vandt i lodtrækningen om retten til at købe et af foreningens huse, så kunne man straks videresælge den ret med profit. Det er faktisk den væsentligste nye oplysning, jeg har fået ud af bogen.

Ejendomsmægleres sprog har mange gennem årene gjort grin af. At arkitektlyrik er værre, er et ofte overset faktum. Så når en rådgivningschef fra Dansk Bygningsarv bruger et kapitel på at analysere indholdet i salgsopstillinger for Byggeforeningshuse er effekten uovertruffen.

Det kapitel, som jeg for alvor har forstand på: gennemgangen af den boligsociale opgave i det 20. århundrede er venstrehåndsarbejde. Der gentages de standardiserede floskler og intet forsøges sat i sammenhæng eller perspektiv. Det er nævnt, at Arbejdernes Byggeforening ophørte i 1974, men der tales ikke om årsagen[1]. Hvorfor forstod dette fremragende foretagende ikke at forny sig selv?

Hvordan kan det i øvrigt være, at forfatterne, som alle er fine akademikere med deres på det tørre og en tilværelse på solskinssiden af samfundet, er så forhippede på, at de fattige ikke må have chance for at få del i samfundsskabte gevinster?  

Skal man konkludere, så er det en fin gennemillustreret sofabordsbog, som vil passe smukt ind i selvopfattelsen hos den kreative klasse, der ifølge bogen er nutidens beboere af byggeforeningshuse. Men det er ikke en bog, man bliver ret meget klogere af.

[1] De interesserede kan sikkert finde svaret i Byggeforeningens arkiv, som ligger hos Erhvervsarkivet. Interessant nok er der ingen referencer til arkivet i teksten eller litteraturfortegnelsen.

Udgivet den

Til kroning i London

Min 5 x tipoldefar Claus Seidelin var i 1727 i London, hvor han overværede kroningen af Georg II. Som gammel skrev han i sine erindringer denne beskrivelse af begivenheden:

Det extraordinair Merckværdige, som forefaldt i London i dend Tiid ieg opholdt mig der, var Kong Georg 2dens og hands Dronnings Kroning, som skeedte først i November, for hvis Skyld ieg og blev der nogle Uger længere, end ieg hafde foresadt mig.

Denne Kroning var overmaade solenne og magnificqve; Kongen og Dronningen gick ud af Westmynster-Hall over dend excessiv store 4kantede Plads, som er der udenfor, og igiennem 2de Gader tilfods til Westmynster-Kircke, hvor hen hele Veyen var 1/2 Alen høyt fra Jorden belagt med Bredder, og samme beklædt med rødt Klæde, som omsider blev givet til Priis; saa var og Veyen paa begge Sider besadt med Livguarder, hvilcke igien vare omgivne med et Gelender, at ingen kunde trænge sig ind paa dem.

Kongen og Dronningen bare icke deres Croner paa Hovedet til Kircken, men Churhuer. Suiten begyndtes med 24 smucke Jomfruer vel prydede, og med Kurver under Armene fulde af Blomster, hvormed de bestrøede Veyen. Dernæst et Corps prægtige Paucker og Trompeter, item et Corps Herolder, hvorpaa fulgte adskillige Collegia en Corps, hvoriblant Lord Maire med sine Aldermans, saa og de 24 store Dommere af Stor-Britannien, derefter kom Rigets Pairs, som ere Baronerne, Vice-Comter, Comter, Marquis og Hertuger tillige med deres Damer, nemlig Damerne af hver Stand først for sig og siden Herrerne, som alle bære Coronets, men hafde samme i Haanden til Kircken, og vare de alle klædte i lange, røde Fløyels Cronings- Kapper, foret med Hermelin og bundet med tycke Guldlitzer og Qvaster; saa vare og Damernes Klæder udpyntede med utallige Juveler, deels deres egne, deels og som de ved Jøder hafde ladet forskrive fra andre Lande, for imod en anseelig Leye at bære dem denne Dag, ja mand vilde forsickre, at Dronningens Habit dend Dag var besadt med Juveler af 2 Millioner Pund Sterlings Værdie.

Efter alle disse Pairs og deres Damer fulgte alle Stor-Britanniens Bisper i deres bispelige Habit, hernæst og Rigets høyeste Embeds-Mænd, som Cantzleren, Skatmesterne, Stats-Secretairerne etc., fremdeles de 2de Ercke-Biskopper af Canterbury og Iorck, hvoraf dend første bar Bibelen, ligesom Cantzleren forhen bar Lovbogen, og endelig kom 3de store Herrer, som præsenterede Hertugerne af Aquitanien, Bretagne og Normandien, som tilforn har ligget under Engelland. Derpaa kom Dronningen under en broderet rød Fløyels Himmel, og Kongen ligesaa, hver for sig, og begge omringede af en stor Hob høye Herrer og andre ringere Betiente, hvilcke bleve efterfulgte af alle Slags Hoffbetiente, som sluttede Trouppen. Da de kom tilbage fra Kircken i samme Ceremonie, hafde Kongen og Dronningen deres Croner paa Hovedet, ligesom og alle Pairs og deres Damer deres Coronets.

Denne Croningsdag søgte ieg icke at komme i Kircken af Frygt for Fare ved Trængsel, men ieg var 4 Dage forhen i Kircken for at besee Thronerne og ald anden der giort Anstalt, hvorved ieg tillige hørte dem prøve dend Musicque, som ved Croningen skulde opføres, hvilcken dend berømte Hendel med 2de Secundanter dirigerede, dertil hørte 130 Musici, og deriblant 24 udvalgte Sangere, til hvilcke var opbygget Stellager ovenover og ved begge Sider af det store Altere, og skal dertil have været i Brug alle de Slags musicaliske Instrumenter, som til dend Tiid vare bekiendte, men ieg kand icke sige at Musicquen befaldt mig, thi dend giorde alt for stor Allarm, og derfor icke var behagelig for mine Øren.

Dend store Plads udenfor Westmynster-Hall, som paa alle Sider var omgivet med Huuse paa 3 a 4 Etager, var som mig synes det besynderligste mand dend Dag kunde see, thi icke allene vare Vindeverne i alle Værelser opfyldte med Mennisker, men der var endog Bæncke med Gelender for bygget uden for Huusene imellem hver Etages Vindever; ja oven paa Tagene af Huusene var af Tømmer og Bredder opbygte 2 å 3 Etager med Bæncke for Tilskuere, som maatte betale deres Plads dyre, skiønt nogle saadanne Stellager brødes og Folck kom til skade, som da betalte deres Plads dyrest. Huus-Eyere bortleyede dend Dag alle deres Værelser ud til Pladsen og Gaderne, som Suiten passerte, for 4, 8, 12 til 16 Guinnees, ligesom Værelserne vare store til.

Desuden var dend store aabne Plads saaledes opfyldt med Mennisker, at naar mand kastede et Æble ud iblant dem, kunde det icke falde til Jorden, saa der visselig var en Samling af Mennisker paa meere end 150.000 i Tallet. Dette var et forunderligt Syn, men forunderligst blev det, da det Kongl: Herskab kom ohngefehr midt paa* Pladsen, thi da gick disse Fryde-Skrig an: „Vivat, God bless de King, vivat God bless de Qveen!“ hvorved alle Mand-Folck svingede deres Hatte, og alle Fruentimmer deres hviide Tørklæder, hvilcket Syn saaledes frapperede mig, at ieg tabte baade Næse og Mund, glemte Herskabet og ald Pragten for at betragte dette allene, ja ieg kand sige, at det var det forunderligste Syn ieg har seet i Verden. leg hafde og nær kommet i Fortred over det, at ieg selv glemte at svinge min Hat, hvorover ieg fick et Stød i Rycken bag fra, og mand begyndte at raabe Jacobit, saa ieg icke var seen at faae Hatten af og svinge dend med.

Paa begge Sider af Westmynster-Hall var mod Muuren opført som et Amphitheatrum af 12 Bæncke med Gelender for, paa hver Benck kunde sidde 24 Personer efter No, og hver Plads paa Bencken kostede 1 Guinnee. Paa en af disse Bencke hafde ieg mit Sæde, men ieg maatte indtage dette Sæde om Aftenen Kl: 7 for Cronings-Dagen, blive derpaa heele Natten, og til anden Aften Kl: 7 igien, thi ellers kunde ieg icke have kommet dertil, og ingen kunde for Trang reyse sig op af sit Sæde uden Frygt for at blive styrtet hovedkulds ned iblant Pøbelen, mand maatte derfor forsyne sine Lommer med noget til at stille Hungeren og Tørsten, og naar mand skulde af med Vandet, maatte mand under Decke af Klæderne lade det løbe ned paa Fodbrettet, som var giennemboret med Huller, mend det øvrige maatte mand beholde hos sig heele Tiden over.

Kongen og Dronningen spiiste samme Aften med alle Pairs-Herrer og -Damer i Westmynster-Hall, hvor da efter gammel Skick en harnisket Cavailler rider ind i Hallen ved Taffelet, og udfordrer enhver, som hafde noget imod dend nu kronede Konge og Dronning, at møde ham i en Ene-Kamp, hvortil hånd udkaster sin Handske, om nogen tør tage dend op, men ingen har vel paa dend Tiid Lyst dertil. I øvrigt blev Dagen sluttet med alle Klockers Ringning, med Canonade fra Tovret og andensteds, og med Illuminationer i alle Huuse og paa alle offentlige Pladser i Staden.

Udgivet den

Somme tider må man gerne prale!

Efter en lang og besværlig tilblivelsesproces så er første kapitel af min version af boligreguleringens historie nu endelig på gaden. Det er udkommet som en artikel i Rigsarkivets Erhvervshistoriske Årbog, 2022 hæfte 2 med titlen: Lovgivning i krigens skygge – dansk boligregulering 1939-1945.

Indholdet giver sig selv. For første gang nogensinde bliver der givet en samlet fremstilling af udviklingen på boligmarkedet under krigen, hvor den nødvendige baggrundsviden om den generelle økonomiske udvikling under krigen inddrages. Det er i sig selv en nyhed.

Men hvad der navnlig er nyt, er, at artiklen ser en lille smule på, hvilke konsekvenser boligreguleringen havde for statskassen og beskæftigelsen. I de mange tusinde sider materiale, som jeg gennem årene har læst om lejeregulering, har det aldrig været berørt.

På nogle enkelte steder i de mange, mange offentlige udredninger om lejelofter og afregulering kan man se, at forfatterne er opmærksomme på, at en afregulering vil føre til betydelige konjunkturgevinster for udlejerne, og det har givet anledning til grundige overvejelser om, hvorledes man i givet fald bedst beskatter de gevinster. Ikke ét eneste sted står det nævnt, at modsvaret til de potentielle konjunkturgevinster er, at udlejerne som følge af lejeloftet led nogle massive reguleringstab. De såkaldte konjunkturgevinster er faktisk udelukkende genvundne reguleringstab.

Nyt er også nogle detaljer om, hvordan et delvist reguleret marked opfører sig. Den model, som findes i alle lærebøgerne om mikroøkonomi, går nemlig ud fra, at hele markedet reguleres.

Og så er der naturligvis en kritik af den “socialdemokratiske” opfattelse af udviklingen, som går igen i hver eneste af de store Danmarkshistorier. Tallene for boligmangel holder ganske enkelt ikke. Danskerne fik ikke færre kvadratmeter pr. person under krigen – det er i hvert fald temmelig afhængigt af målemetoden. Fra 1935 til 1940 var der betydelige fremskridt i boligmængden, fra 1940 til 1945 er det ikke rigtig til at sige med sikkerhed, men helt entydigt sådan at boligstandarden i 1945 var bedre end i 1935. Og hvis man foretager den sammenligning for Kiel, Hamborg eller London, så tror jeg egentlig, at de ville have været ret begejstrede for at have samme boligstandard i 1945 som 10 år tidligere.

Og så gemmer jeg i øvrigt på noget af en kioskbasker nede i en fodnote. Der bør regnes lidt mere på det, men den pris som samfundet betalte for boligregulering var enorm. Den er faktisk så stor, at det er relevant at sammenligne den med prisen for den tyske besættelse. Besættelsen var nok mindst dobbelt så dyr, men i betragtning af hvor vrede gamle mennesker stadig kan være over det tab, så er det forunderligt, at ingen har regnet på tabet ved boligregulering.

God læselyst.

Udgivet den

Hvad indeholder en “bolignød”?

Hvordan ser en “bolignød” ud?

Det har jeg nu brugt et lille år af mit liv på at afsløre, og igår knækkede jeg den. Hidtil jeg kun set på, hvordan den opstår, hvad den har af konsekvenser, og hvordan andre har beskrevet den.

Men hvad er der inde i skallen? “Nucleos non putamina,” siger egernet på mit gamle kollegiums våbenskjold. Man skal ind til kernen, ikke skallen. Men fremover vil videnskaben påstå, at der slet ingen kerne er inde i bolignødder. Der er tomt! Bolignød er et psykologisk fænomen, der medfører en irrationel adfærd, og som derfor manifesterer sig fysisk.

Det er ubestridt, at der i 1945 var udstrakt bolignød i Danmark. Der var 16.000 under kommunal husvildeforsorg. Og mange, mange flere som søgte efter en bolig. Men hvor mange boliger manglede der så?

De bøger om besættelsen, der skriver noget om sociale forhold, citerer næsten alle en mangeårig kontorchef i Boligministeriet for, at der ved befrielsen var opstået et underskud på 50-60.000 boliger.

Men prøv at kaste et blik på nedenstående tabel, som viser, hvor tæt danskerne boede i forskellige år, nemlig 1935, 1940 og 1945. Øverst i tabellen står de lejligheder, hvor der boede uendeligt få, nemlig de helt tomme. Og så følger nedad lejligheder med 2 værelser pr. person, etc. – helt ned til lejligheder, hvor der bor 3 eller flere i hvert værelse – far, mor og fire børn i en to-værelses. Så tallene skal i enhver henseende helst være høje i de øverste felter og lave i de nederste.

Personer pr. værelse i
boliger i byerne:
   1935   19401945  
Ubeboede 1,53 % 2,28 % 0,21 %
P < 0,5 pr. værelse 5,38 % 5,25 % 5,85 %
0,5 ≤ P < 1 pr. værelse 29,60 % 28,64 % 30,00 %
1 ≤ P < 1,5 pr. værelse 37,39 % 38,62 % 37,89 %
1,5 ≤ P < 2 pr. værelse 13,12 % 13,45 % 13,63 %
2 ≤ P < 2,5 pr. værelse 8,06 % 7,93 % 8,45 %
2,5 ≤ P < 3 pr. værelse 2,49 % 2,07 % 2,15 %  
3 ≤ P pr. værelse 2,44 % 1,76 % 1,82 %

Udviklingen fra 1935-1940 er ret entydig positiv, der bliver en hel del færre i de nederste felter i tabellen, folk klumper sig lidt mere sammen i midterfelterne. 1940-45 er udviklingen mere problematisk. Der bliver flere af dem i de bedste grupper, men der bliver også flere af dem i bunden. Samfundet er med andre ord “ved at blive revet over på midten”.

Men den der overrivning er jo ikke voldsom. Det virker nærmere som om bunden af tabellen tager et skridt baglæns, men faktisk ikke helt tilbage til standarden fra 1935.

Så det har jeg regnet på. Og hvis forudsætningen er den, at danskerne i 1945 skulle bo i de lejligheder, som stod til rådighed i 1945, men skulle bo lige så tæt, som de gjorde i 1935 eller blot 1940, så får man et fascinerende resultat.

I november 1945 boede der i de danske byer 2.212.000 mennesker. Men hvis de havde boet lige så tæt, som i 1935 – og det er altså ikke noget voldsomt tilbageskridt, når man sammenligner med boligsituationen i andre europæiske byer på det tidspunkt – så ville der have været plads til 2.320.000 mennesker i lejlighederne. Der kunne altså opsuges mere end 100.000 mennesker, hvilket er langt, langt mere end antallet af husvilde. Og der ville endda stå 1,53 % af alle boliger tomme! For det gjorde der jo i 1935. Det er lige så meget som 11.500 ledige lejligheder.

Hvis man laver en tilsvarende udregning med tallene for 1940, så mangler der husrum til 10.000, og dertil kommer de husvilde, hvilket giver en samlet manko på 26.000 personer uden tag over hovedet. Men samtidig ville der være 17.100 ledige lejligheder – så mon ikke regnestykket var gået op!

Det er jo temmelig urealistisk, at lave regnestykket med et stort antal ledige lejligheder, så jeg har yderligere simuleret med en situation, hvor folk bor lige så tæt som i hhv. 1935 og 1940, men antallet af ledige lejligheder er det samme som i 1945. I så fald viser det sig, at der kunne have boet hhv. 2.350.000 og 2.247.000 personer i den eksisterende boligmasse.

Hvorfor rykkede danskerne så ikke bare den lille, lille smule sammen, som der skulle til? Svaret er enkelt: Man havde sat prismekanismen ud af kraft. Der var ikke noget incitament til at rykke sammen, for priserne var holdt kunstigt lave.

De menneskelige omkostninger ved at blive tvunget ind under husvildeforsorg var voldsomme for dem, som det gik ud over. Det var ydmygende og socialt udstødende.

For samfundet var omkostningerne til at forsøge at udrydde bolignøden ved at give statsstøtte til nybyggeri astronomiske i flere årtier.

Og alt det for at løse et pseudo-problem. Når man knækker en bolignød, så viser det sig, at der er ingenting indeni.

Udgivet den

Historikere burde lære noget om økonomi

En ting er, at historikere gennemgående er økonomiske analfabeter, men derfor behøver de vel ikke fornægte økonomers faglige indsigter.

Gennem det sidste halve år har jeg haft et manuskript om boligmarkedets historie til fagfællebedømmelse hos en flok historikere. Det interessante ved den oplevelse har været, at mens der er temmelig langt mellem historiefaglige indsigelser mod mit arbejde, så fyger det med allehånde absurde, underlødige og selvmodsigende økonomiske udsagn.

Men det skal sammenholdes med, at førend jeg indsendte manuskriptet, så tænkte jeg, at som jurist havde jeg nok brug for et dobbelt-check af mine økonomiske udsagn, så en af mine mange ekstremt kompetente økonom-bekendte blev sat på opgaven at kontrollere mig. Og sidenhen har en række professorer i økonomi læst værket – uden antydning af indsigelser mod de økonomiske betragtninger.

Ved peer-review ved man jo som regel ikke, hvem der bedømmer ens værk, omend det nogle gange giver sig selv. Fordi jeg ikke med sikkerhed kender de pågældende, så er det imidlertid lidt nemmere at generalisere deres mangler som økonomer.

Hvorfor fejler historikere i forståelsen af økonomi?

Hvordan manglerne ved de historiske bedømmelser har ytret sig, skal jeg nok komme ind på i detaljer, men først lige et par tentative overvejelser om årsagen. For umiddelbart virker det som om, der er 2 hovedelementer, som arbejder sammen.

Hovedårsagen til manglende accept af økonomiske argumenter er selvsagt manglende indsigt i faget. Historikerne ved kort sagt for lidt om økonomisk teori og dens videnskabelige fundament. Det parrer de imidlertid med historikerens evige stræben efter at give en afbalanceret fremstilling. At holde balancen er selvsagt vigtigt, men når man er på usikker grund, så fører det ofte til en logisk fejlslutning – argumentum ad temperantiam – hvor man insisterer på, at balancepunktet skal ligge midt mellem vægtstangens ender. Hvis der er en blyklump i den ene ende af vægtstangen, så ligger balancepunktet bare ikke på midten, og så er det en fatal fejl at holde fast i vægtstangens midte. Så styrter man uundgåeligt ned fra linen.

Liberalisme vs. marxisme

Historikere har grundlæggende svært ved at finde balancen mellem liberalisme og marxisme i forhold til økonomi. På et helt overordnet plan, så kan man sige, at liberalisme og marxisme har det tilfælles, at begge politiske retninger ønsker en samfundsudvikling baseret på videnskabelige principper.

Herefter skilles vandene imidlertid. Der er en dæmning af mægtige dimensioner mellem dem.

Først og fremmest er der en afgrundsdyb forskel i det videnskabelige grundlag. Marxismens økonomiske teori er for længst grundigt tilbagevist som en utilstrækkelig forklaringsmodel. Det er somme tider bemærket, at de teoretiske landvindinger, som rykker gulvtæppet væk under marxistisk økonomi, blev udviklet nøjagtig samtidig med, at Marx burede sig inde i studerekammeret for at koncentrere sig om Das Kapital. Han overså en revolution i økonomisk indsigt, den marginalistiske revolution, og følgelig var hans værk forældet allerede ved udgivelsen.

Det samme kan man ikke sige om Smiths erkendelser. Jo, der var fejl, først og fremmest i form af den arbejdsværditeori, som Marx blev den sidste store tilhænger af, men al senere økonomisk teori bygger altså på Smith. Empiriske studier underbygger teserne i Nationernes Velstand. Adam Smiths værker var videnskab – ikke åndemaneri.

Men for historikere er det tilsyneladende vanskeligt at nå til en forståelse af, at der er denne afgrundsdybe kvalitative forskel mellem marxistisk og liberal økonomisk teori. Den manglende forståelse deraf kan muligvis være affødt af, at Marx’ værker udover økonomi også indeholder meget andet, som fortsat har værdi. Det kan være svært at acceptere, at en mand både har skrevet noget begavet og noget skidt. (Man fristes til at sammenligne med teologernes manglende evne til at skelne mellem skidt og kanel fra Grundtvigs hånd.)

Udover en klar kvalitetsforskel i det videnskabelige grundlag, så er der også en yderligere forskel mellem marxister og liberalister. For medens marxisterne mener, at samfundet skal styre mod en bestemt utopisk tilstand, så handler det for liberalismen om processen.

Min arbejdstese er derfor, at medens den liberale ende af vægtstangen indeholder nogle gode, tungtvejende idéer, så er marxisterne i den anden ende fjerlette. Og alligevel forsøger historikerne – ud fra et ønske om at undgå ekstremer – at gribe fat i stangens midte og insistere på, at balancen ligger der. Det skal gå galt!

Tro eller viden

Den mest indsigtsfulde af de historikere, som har læst mine udgydelser, har været en mangeårig lektor i økonomisk histoire ved Københavns Universitet. Han skrev blandt andet følgende “Selv om økonomer tror mere fast end de fleste på teorien om ligevægt på markedet gennem fri konkurrence, …”

Selv om Freud normalt ikke er en central del af mine argumenter, så er det her en fortalelse af seismisk betydning. Newtons love er strengt taget også kun en teori, men man ville aldrig skrive, at man tror på, at æbler falder ned. Det er noget, man ved.

Og det er altså sådan, at Loven om udbud og efterspørgsel er så veldokumenteret, at selv om der findes situationer, der er så spegede, at der opstår markedsfejl, så må der – alt andet lige – være en stærk forhåndsformodning for, at markedet reagerer rationelt. Eller som juristen ville sige det: Bevisbyrden påhviler dem, der bestrider markedets efficiens. Om det er mest retvisende at bruge et noget svagere verbum end at vide om forholdet, kan vi sagtens diskutere, men ligefrem at gå til den ekstreme modsætning at tro er overdrevet.

Og den samme mand skrev endda, at “jeg – efter hans vurdering – havde svært ved at sætte mig ud over det økonomiske standardargument”. Det er for så vidt et fuldstændig korrekt udsagn. Mit manuskript ligefrem klamrede sig til det økonomiske standardargument. Men det var – og er – der en grund til! For jeg har endnu ikke set noget i den historiske situation, som mit manuskript behandler, der begrunder en afvigelse fra det økonomiske standardargument. Jeg er nødt til at gentage, at bevisbyrden ligger hos dem, der argumenterer for, at noget usædvanligt hændte. Standardargumentet er blevet standard, fordi verden plejer at opføre sig sådan! Men som historiker opfatter man åbenbart i udgangspunktet et argument, som bestrider loven om udbud og efterspørgsel, som lige så validt, som det modsatte. Det er altså absurd.

Ockhams ragekniv blev vist aldrig nævnt på jurastudiet, selv om den nok burde have stået centralt i diskussionen om bevisbyrder. Men Ockham er central i lige præcis denne type diskussioner. Blandt flere forklaringsmodeller bør man vælge den enkleste, og når faktum ikke modsiger nogen del af modellen, så bør man stille sig tilfreds med forklaringen.

fortsættelse følger

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: