Ulve, får og vogtere

Naturligvis bør man læse Bent Jensens bog, og reflektere lidt over om man også selv lider af den skavank, at man kun opfatter den del af indholdet, som man selv er enig i. Og så må man med længsel se frem til, når vi engang får adgang til afsnit, som er skåret ud af bogen.

Menneskers evne til at se bort fra kendsgerninger, som ikke passer ind i deres ønskede mønster, er faktisk temmelig foruroligende, og det er et centralt tema i Bent Jensens lange grundige udredning om den kolde krig. Hvordan i alverden kunne så mange venstrefløjspersonligheder knibe øjnene så meget i og have så smalt et synsfelt, at de i årtider forsvarede og hjalp det kommunistiske terrorregime i Sovjet. Og den tænksomme må naturligvis overveje, om man selv lider af tilsvarende kognitiv dissonans på nogle felter.

Det åbenbare formål med, at Jensen fik bevillingen til at skrive sin bog var, at han skulle fremstille den borgerlige udredning, som skulle sætte apologeterne og de konfliktsky forfattere bag Dansk Institut for Internationale Studiers og PET-kommissionens studier i perspektiv. Spørgsmålet er så om han gør det med en redelighed, som er troværdig. Min bedømmelse er, at han rent faktisk er i stand til at se skoven for bare træer, medens de andre – endnu mere omfattende – værker tilsyneladende stiller sig så tvivlende overfor hver enkelt træs størrelse, at der bagefter ikke er nogen skov at se, men blot et lille krat.

Af samme grund er det helt ubegribeligt, at man nok har ladet Jensen og hans medarbejdere se en lang række akter, men bagefter tilkendegivet at de ikke kunne skrive om dem. En del af de interessante akter er endda makuleret. Personligt vil jeg håbe, at behjertede folk alligevel har sørget for at kopier havnede på steder, hvorfra de om passende mange år kan dukke op til glæde for nye generationer af forskere.

Og jeg kan slet ikke forestille mig, at Jensen ikke i tide har skrevet nogle saftige afsnit om de sager, som er censuret ud af fremstillingen, og at de tekster på et eller andet tidspunkt vil dukke op som et 3. bind. Det er i øvrigt et typisk udtryk for Jensens stilfærdige, næsten sagtmodige fremtoning koblet med flabethed, når teksten lakonisk oplyser om udeladelserne ved brugen af det sovjetiske hammer og segl-symbol.

Som jurist savner jeg imidlertid en grundlæggende diskussion af, hvilke kontakter man kan have til fremmede efterretningstjenester og stadig være et ordentligt menneske. Er der forskel på have kontakt til diplomater fra andre landes udenrigstjeneste og efterretningsfolk. Begge grupper har som opgave at pumpe folk for oplysninger.

Og hvilke emner kan man drøfte med dem? Går grænsen ved, om en oplysning er fortrolig? Og hvad er så det? Kan oplysninger om folks personlige forhold være fortrolige?

Straffelovens spionageparagraffer går vist meget længere end til det fortrolige. Men giver det mening? Eller er det blot udtryk for hysteri? Og det skal så kobles med, at det virker helt arbitrært om forholdene retsforfølges, eller om statsmagten vælger at holde sit kendskab til det hemmeligt.

Det er frugtbart at måtte tage lidt selvstændig stilling. En afklaret holdning har jeg ikke, men måske kommer der lidt kommentarer, som kan hjlpe mig på vej.

Nu også på Punditokraterne.dk

Danmarks mest respekterede politiske blog har åbnet sine spalter for mig.

Det er svært at skabe sig en bare nogenlunde læserkreds, når man driver sin egen blog. Og det er ikke blevet lettere i takt med, at bloguniverset ikke længere er så populært. I virkeligheden er blogs forrige årtis teknologi, hvor nutidens er podcasten. Og de tilbageværende blogs er desuden i vidt omfang tilknyttet et nyhedsmedie, så de udgør en elektronisk klumme.

Nu er jeg jo heldigvis ikke en skrigeballon, som ønsker at samle proselytter udelukkende på at skamme mine modparter ud. Det er altid vigtigst, hvorfor jeg har en mening. Og på det punkt er Punditokratiet og jeg på samme kurs.

Så det giver formentlig mening, at læne sig op af den good-will andre møjsommeligt har samlet for at bringe mine politiske synspunkter ud til verden.

Hvor mange af mine frembringelser, der så er uegnede til det forum, og som derfor alligevel vil havne her, må tiden vise.

Hvornår får de danske navne?

Min bekendt Joachim B. Olsen har været ude med riven og undret sig over, at indvandreres efterkommere ikke på et eller andet tidspunkt begynder at få danske navne.

Hans undren er fair nok, og hvis jeg kender Joachim ret, så er det også en oprigtig undren. Så lad mig forsøge med et oprigtigt svar.

Og det svar vil handle om, at navne er så central en del af vores identitet, at navngivning sætter sig spor i århundreder. Den mest kendte indvandrerfamilie i kongeriget, nemlig kongefamilien, har med stædighed holdt fast i de samme 2 tyske navne, Christian og Frederik, i mange århundreder.  Den families position har så været så stærk, at den har smittet af på os andre. Da Frederik III dukkede op i kirken den dag, hvor min 6 x tipoldefar Hans’ barn skulle døbes, så blev knægten sjovt nok til en lille Frederik. Og så blev det navn hængende i nogle generationer. (Jeg det nu ikke blot fra den gren af stamtræet.)

For nogle år siden var jeg medlem af en sejlklub. 2 af de andre medlemmer havde efternavne, som gjorde, at jeg vidste, vi havde fælles aner i 1600-tallet. De hed begge Jørgen til fornavn. Min søn hedder Jørgen. Helt tilfældigt var det næppe, for går man tilbage i stamtræet, så optræder Jørgen også som bror til de søstre, der er vores fælles ophav.

Det siger sig selv, at jo mere man gifter sig ind i et nyt samfund, desto mere vil navnetraditioner blive udvandede. Så på den måde er stærk fastholdelse af bestemte fornavne udtryk for, at indvandrere ikke blander sig med ur-befolkningen. Kongefamilien er et prima eksempel.

Men selv i blandede familier vil der være en tendens til, at man bevarer noget af sin oprindelse i navnet. I nutidens Danmark er det sjovt at se, at tendensen ikke så meget er til at genbruge fornavne, men derimod ytrer sig i efternavne.

Når man selv hedder Hansen (Og ja, min far hedder Hans, så den er god nok.), så kan man godt tillade sig at gøre grin med det, som briterne kalder dobbeltløbede efternavne, for ikke at tale om dem af ”Krag-Juel-Vind-Frijs”-typen. Krag-Juel-Vind-Frijs har dog den fordel, at det er 4 enstavelsesnavne med nogenlunde ensartet oprindelse. Det gælder ikke mange af de andre maskingeværsnavne. Jeg ser efterhånden jævnligt nogle med 3×3 – eller endnu flere – stavelser, der skal udtales på hhv. dansk og 2 udenlandske sprog.

Så det er fair nok Joachim undrer sig. Man skal bare altid huske, at når Shakespeare lader Julia spørge: ”What’s in a name?” så er eftersætningen, ”That which we call a rose, by any other name would smell as sweet” – or foul.

Engelsk landsretsdom sår tvivl om rigtigheden af dansk retspraksis om udvisning af gadesovere

Den danske højesteret har afgjort, at EU-regler tillader, at gadesovere i gentagelsestilfælde kan udvises. I England har landsretten taget det modsatte standpunkt. Dermed er der nu 2 forskellige retstilstande i EU og brug for en afklaring fra EU-domstolen

Også i 2018 kunne man – navnlig i det københavnske gadebillede – mærke en tilstedeværelse af udenlandske flaskesamlere og tiggere, som overnatter på gader og stræder. I sommeren 2017 sommer førte det til først et forbud mod utryghedsskabende lejre i ordensbekendtgørelse og sidenhen markant hårdere straffe for betleri. I løbet af vinteren 2018 kom så desuden  en ændring af politiloven, som danner basis for at overtrædelse af lejrforbuddet udover bøde kan sanktioneres med et kommuneforbud mod gadesovere og drastiske straffe for overtrædelse af de forbud.

En stor del af motivationen for disse stramninger har været, at der så ville blive skabt grundlag for udvisninger af EU-borgere, som sover i utryghedsskabende lejre. Det er en holdning, som den danske højesteret godkendte først i 4 kendelser fra 17. december 2017 og siden hen i yderligere 4 afsagt 16. maj 2018. Dermed kunne man anse spørgsmålet for endeligt afgjort, men er det måske så alligevel ikke.  For tre dage førend Højesteret afsagde sine første kendelser, nemlig allerede d. 14. december 2017 nåede den engelske High Court imidlertid til det modsatte resultat i en dom, som indeholder en langt mere omfattende gennemgang af det juridiske grundlag for EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ingen af domstolene har forelagt spørgsmålet for EU-domstolen, men fordi der nu findes modsatrettede nationale afgørelser, bør advokater, der arbejder med denne type sager være opmærksomme på behovet for en afklaring af retstilstanden. I en eller flere repræsentative sager bør man derfor fra forsvarerside gentage ønsket om, at bliver stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen.

Den engelske afgørelses resultater er – i summarisk sammendrag – at det ikke er lovligt at betragte gadesoveri som et misbrug af retten til frit at bevæge sig og vælge opholdssted indenfor EU. Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at behandle EU-borgere anderledes end egne borgere. Endelig konstaterede den engelske domstol, at når politiets aktioner var målrettet mod at finde EU-gadesovere, så var der tale om en systematisk handling, der også er forbudt i henhold til EU’s opholdsdirektiv. Domskonklusionen lyder, at de engelske regler om administrativ udvisning af EU-borgere ”underkendes for så vidt de bygger på, at gadesoveri, hvad enten det er forsætligt, skadeligt eller andet, udgør et misbrug af traktatmæssige rettigheder.”

Formuleringen af  konklusionen såvel som begrundelsen for den engelske afgørelse inddrager ordlyden af opholdsdirektivets art. 35 om misbrug som afgørende for muligheden for at inddrage unionsborgeres ret til fri bevægelighed. Hvorvidt den opfattelse er rigtig, vil formentlig blive afgørende for udfaldet af kommende sager.