Lær at bygge et vikingeskib med bogen om Saga Oseberg

At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i. Navnlig hvis bogen derom også var lige så godt håndværk.

Man skulle tro, at skelettet var det første og vigtigste at bygge på et skib, men sådan er det ikke med vikingeskibe. Der lægges en køl, rygsøjlen, så bygges skibets sider op, og først derefter forsynes det med de ribben, i form af spanter, knæ, m.v. som skal give stivheden i konstruktionen. Sådan er det i grove træk, men der er meget mere til det. Stivhed versus smidighed, skrogets form, belastninger fra riggen, materialernes arbejden mod hinanden. Det har altsammen betydning for, om skibet kan holde til at sejle i hård sø. Og erfaringen viser, at moderne metoder og materialer slet ikke kan skabe noget så spinkelt. Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet. Kun ved at vende tilbage til rødderne kan det lykkes med godt resultat.

Så når man bygger en kopi, skal det naturligvis dokumenteres og publiceres i en form, hvor alle detaljerne kommer med. Og for mig kan det ikke blive nidkært nok. At lade lederen af værftet, Thomas Søe Finderup, stå for det, må forekomme oplagt. Desværre er han nok en perfektionistisk håndværker indenfor sit fag, men han skulle være blevet ved sin bedding, for boghåndværket svigter totalt. Det ender med at være en af de bøger, som man ærgrer sig over, er skrevet.

I forfatterens forord, som er et iblandt hele 3 forord, hvilket kan forekomme lidt forvirrende, skriver forfatteren en kærlig taksigelse til sin samleverske, som er skolelærer, for hendes bistand med korrekturlæsningen. Dermed får han sat en skamstøtte over niveauet i den danske folkeskole.

Bogen plages af talløse korrekturfejl, så mange at værdien som læsestof forsvinder. Det drejer sig ikke om nutids-r’er eller endelsen -ende, men ellers er alle klassikerne til stede. Der er sætninger, som delvis er i nutid og delvis i datid, der er orddelinger, norske stavemåder midt i danske afsnit, almindelige stavefejl, somme tider med en korrekt udgave et andet sted i samme sætning, og mange, mange andre. Mit eksemplar er lånt på et folkebibliotek, ellers havde jeg været fristet til at sende det retur til forlaget forsynet med passende røde rettelser og anmodning om et nyt. Håndværket er ganske enkelt for ringe.

Osebergskibet er et af verdens vigtigste arkæologiske fund. Enestående velbevaret. Men også fundet på et tidspunkt, hvor Norge var i færd med den proces, der resulterede i opløsning af unionen med Sverige. Det må have en helt særlig symbolsk betydning i opbygningen af en selvstændig norsk identitet. Den historie får vi ikke med.

Vi får heller ikke så meget om skibets linjer, selvom en af forskellene mellem denne og den tidligere rekonstruktion netop er, at skrogformen er justeret. Og det er tilsyneladende noget, der har været afgørende for sødygtigheden. Så en bredere fremstilling om det emne, gerne skrevet af de involverede, havde været interessant. Ej heller organisationen bag rekonstruktionen hører man meget om.

Den foreliggende bog er det første af flere bind. Hvor mange man forventer at nå op på fremgår ikke klart. Men det betyder, at bogen har en stor vægt på forberedende emner, udvælgelse af træ, redegørelse for værktøjer, en gennemgang af hvordan delene holdes sammen af forskellige typer, søm, trænagler og endda hvalbarder. Kun den sidste tredjedel handler om byggeriet. Heldigvis har skibssiderne et knæk mellem en forholdsvis flad bund og en mere lodret overdel, så på det sted er der et naturligt ophold, og der slutter bogen.

Det er en bog, som rummer megen viden og stor glæde ved at formidle den. Man er ikke i tvivl om, at manden er optaget af sit arbejde med liv og sjæl. Det bliver givetvis den hidtil bedste kopi af et vikingeskib. Billedsiden er god, fortællende, og der er mange af dem. Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren. Så medens jeg sådan set glæder mig til det næste bind, så må jeg også håbe, at forlaget giver sig tid til at gøre en indsats for at vise, at også boghåndværkere kan have faglig stolthed.

Saga Oseberg – rekonstruktion af et vikingeskib af Thomas Søes Finderup, Forlaget Veterania (www.veterania.dk), 2018, kr. 298

BZ – hvem de var, og hvad de blev til.

Anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: BZ. Du har ikke en chance – tag den. Et familiedrama. Gyldendal 2016.

Når man har slugt en bog, så må den have nogle kvaliteter, men hvilke kan det godt være svært at rekapitulere. Altså lige bortset fra at håndværket som formidler er i orden. Som det ofte kan ske, læste jeg løs, og så efter 300-350 sider blev jeg træt, sulten eller bare almindeligt ukoncentreret, og så går man jo lidt i stå. Måske var det dog, fordi der trods alt er grænser for, hvor mange sider personlige beretninger om sammenstød med politiet, man orker at læse. Og med i alt 600 sider i bogen, så er der lissom plads nok til at komme rundt om emnet.

En sidehistorie, som tydeligvis betyder meget for forfatteren, er, at han i BZ-miljøet er blevet mødt med kraftig modstand mod at få skrevet bevægelsens historie af en udefrakommende. I Øvigs optik er der tale om, at modstanden udgår fra en mindre gruppe personer, som i sin tid udgjorde subkulturens uformelle, men temmelig dominerende ledelse, og som derudover sidenhen har forstået at bygge sig en position i det borgerlige samfund. Det er personer, der ofte selv har udtalt sig offentligt om BZ, men som nu ikke ønsker, at andre kigger dem i kortene. Churchill formulerede den samme følelse elegant med sit: ”History will be kind to me because I intend to write it.”

Der er selvfølgelig en spændingsværdi i at beskrive forsøgene på at lægge låg på historien, og mindst 3 interessante afledede effekter, nemlig at illustrere hvor lange spor BZ-tiden har sat sig i en del af deltagernes identitet, hvilket måske skyldes, at det er nemmest at opspore de kilder, men også hvor benhårdt disciplineret en tilsyneladende kaotisk subkultur i virkeligheden var, og hvor tæt på miljøet Øvig Knudsen selv er.

Men efterhånden som bogen udførligt forklarer om, hvem der pludselig alligevel vil være kilder, og hvem der så alligevel fortryder, så er det altså besnærende at citere professoren, som engang ved et disputatsforsvar bemærkede: ”Vi ved godt, De har gjort et anstrengende arbejde med afhandlingen. Så De behøver ikke fremlægge Deres svedige uldtrøje som bevis.”

Øvig har selv venstrefløjen som udgangspunkt, men ikke desto mindre skriver han individernes historie. Noget skyldes fortælletekniske fordele, men det skyldes også hans interesse i at se, hvordan den enkelte BZer har klaret transformationen til at leve i det rigtige samfund. For tiden i BZ var jo domineret af en total mangel på respekt for andre mennesker. Tyveri var en levevej, og forklaringen om, at ”man kun stjal fra kapitalisterne” såsom Irma, og mest smadrede ruder i strøgforretninger og banker, er jo forløjet. Hvad med de psykiske følger hos en ekspedient i butikken, når der pludselig flyver en brosten gennem vinduet eller traumerne hos betjente og brandfolk. Det er noget, som selv i forhold til betjentene kun antydes.

I det hele er der tale om subkulturens interne historie; årsagsforklaringer og perspektiver til resten af samfundet mangler. På den måde er bogen en udfordring for læseren, selv om den også kan læses som en velskrevet beretning om en gruppes indbyrdes relationer og have værdi allerede af den grund.

Jakob Scharf må være en grim sten i skoen

Hemmeligheder er der næppe, men hans udtalelser om andre er ikke venlige.

Billedresultat for pet bogPresseomtalen kunne næsten få en til at tro det, men bogen ”7 år for PET” er ikke skrevet af Jakob Scharf. Den er ikke engang Scharfs erindringer skrevet med journalistisk bistand. Hvis man skal tage den for pålydende, så er den forfattet af Morten Skjoldager, der bare bruger en række interviews med Scharf som voiceover til store dele af bogen. Hvor meget de så har samarbejdet, kan jo være svært at sige.

Det mest interessante ved bogen er, at den giver et overblik over de sager som PET har været involveret i gennem det seneste årti. Det er helt givet, at oplysningerne om sagerne ville kunne skaffes fra åbne kilder, hvis man gør sit forarbejde godt nok. En journalist, der har haft det som stofområde i perioden vil formentlig ikke finde noget, som ikke enten er kendt eller ret ligetil at regne ud.

De meget sikkerhedsbevidste vil mene, at selve sammenstillingen af oplysningerne og Scharfs bekræftelse deraf er en så stor lettelse for fjenden, at også det bør være forbudt. Og de vil givetvis også argumentere for, at det rent faktisk er forbudt. De vil såmænd også kunne henvise til, at i de tilfælde, hvor vi historisk har kunnet se nogen i kortene, så er efterretninger om fjenden ofte forbløffende dårlige. Tyskernes viden om dansk militær 9. april var eksempelvis helt amatøragtig. Men det bør nok ikke ændre på, at hvis frie samfund skal være frie, så kan man ikke forbyde folk at samle og sammenstille informationer.

Når det drejer sig om at blotlægge mulige ekstremister, så viser bogen med al tydelighed et faktum, som reelt blot er en bekræftelse af gammel viden. Ekstremisme er en tilvænningsproces, og har man fat i arnestedet, så er det såmænd ikke så forfærdelig svært at optrævle. Det er en erfaring, som allerede Gestapo gjorde. Frihedskæmpere under 2. verdenskrig blev også rekrutteret fra ret snævre kredse. Problemet er bare, at når man trawler tilfældigt i feltet af potentielle uromagere, så finder man også en hel masse falske positive. Og dem skal man jo nødig genere så meget, at de tager skridtet helt ud på fløjen.

Og at de som vender hjem fra ideologiske konflikter udenfor Danmark, kan finde på at fortsætte med vold, har vi jo også fortilfælde for. Den tyske kommunist Ernst Wollweber organiserede jo et omfattende net af sabotører i bl.a. Danmark i slutningen af 30’erne. En del af dem var gamle spaniensfrivillige.

Bogen nævner et antal personer, som PET har overvåget, men de er alle enten døde eller dømt for terrorrelaterede forbrydelser. Det kan næppe genere nogen.

Hvad jeg ikke tidligere har lagt mærke til i åbne kilder, er hans omtale af forskelle i PETs og det ordinære politis strategi, en forskel, der er yderst relevant i forhold til dommen over Lars Hedegaard for brud på navneforbud. At man opretholder det navneforbud er meningsløst.

Hvad der nok kan genere hans efterfølger, er den ret udførlige omtale af samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, hvoraf nogle er temmeligt tvivlsomme i deres arbejdsmetoder. Dertil kommer at beskrivelsen af deres chefer ikke altid er specielt charmerende. Der kan nok være nogle stykker, som vil føle sig udstillede.

Scharf skulle nok aldrig have haft stillingen, dertil er han for opmærksomhedssøgende og nok også karrierebevidst. Han har givetvis haft rundsave på albuerne. Hans lyserøde fortid er nok også snarere tillids-svækkende end tillid-vækkende.

Imperiebyggeri er ham ikke ukendt. Han er tilsyneladende også en, der gerne vil djøf-isere. Men som ikke formåede at løse konflikter med politiforbundet. Det kapitel er nok det mest mikrofonholdende, men til gengæld ikke af voldsom interesse for udenforstående.

Samlet set er bogen læseværdig.

 

Den spanske Borgerkrig – En lidelseshistorie

Den spanske borgerkrig udløste lidelser i ubeskriveligt omfang, navnlig i Antony Beevors udgave deraf, som udover hhv. nationalisters og republikaneres gensidige grusomheder også nedkalder en hård skæbne over bogens læsere.

Det er muligt, at bogen er oversat til masser af sprog, at den er solgt i ufatteligt mange eksemplarer (Ellers havde jeg nok ikke kunnet købe den i Føtex), og at han derudover har et stort forfatterskab bag sig. Men alt det er blot hule autoritetsargumenter, der kommer til kort, hvis man rent faktisk overtaler sig selv til at læse i bogen.

Med andre ord: Dette er ikke en boganmeldelse, det er en anmeldelse af et psykisk overgreb på intetanende læsere. Og det varer i henved 470 tæt, tæt trykte sider, hvorefter man endelig kan finde lise i yderligere 70 sider noter og registre.

Emnet er ellers godt nok, blandt andet fordi den spanske borgerkrig er et eksempel på, at sejrherren ikke har fået lov til at skrive historien. På intet tidspunkt i min barn- og ungdom har jeg set nogen forsvare Francos handlinger. Jeg har i øvrigt heller ikke selv tænkt mig at gøre det. Men det er da værd at tænke over, hvorfor taberne skrev historien.

Francos side står tilsyneladende for de fleste af de mange meningsløse overgreb. Men den republikanske regering er nu ganske godt med. Og afhængig af tid og sted er der tale om overgreb på modstandere, konkurrenter og tilfældige personer. Kun i Somalia vil man kunne finde noget, som er tilsvarende ustruktureret.

For somme tider viser det sig, at den republikanske side i virkeligheden ikke er én side, men en løs alliance af indbyrdes stridende klaner. Og den anden side er heller ikke helt uden indbyrdes gnidninger. Altså en situation hvor den mest brutale har de bedste kort på hånden.

Ofte er det vel ofte sådan, at den svageste part forsøger at kompensere for sin svaghed ved aggression og brutalitet. Og i udgangspunktet må Franco opfattes som den svageste. Det ligger i ordets etymologi, at et kup skal have øjeblikkelige resultater. Det lykkedes ikke, og så blev borgerkrigen et kapløb om at være værst.

Det lykkes ikke for Beevor.

“Hvad er historie?” er et ofte gentaget spørgsmål, som der er skrevet mange værker om. Jeg skal ikke kaste mig ud i at besvare det spørgsmål, men blot give nogle enkelte bidrag til, hvad historie ikke er. Det er ikke en gengivelse af samtlige menneskets handlinger og tanker siden tidernes morgen.

Men Beevor lader til at mene, at det er gengivelse af anekdotiske detaljer, som gør historien levende for os. Hans detaljer er dog med kildeangivelser, deraf det usædvanligt store antal noter. I et vist omfang er det fortælleteknisk effektivt at hænge dele af historien op på detaljer. Men der er dog grænser. Og de grænser overskrides på hver eneste side. Er element af syntese er nødvendigt, og det skal man lede en del efter.

Samtidig kommer han til tider med brede udsagn – eksempelvis om den spanske hjemmehærs manglende kvaliteter – og der kunne man godt savne en underbygning i teksten. Det virker altså jævnt hen ujævnt.

Faktisk så slemt, at jeg næppe når til bogens slutning.

Hertil kommer et massivt savn af et ordentligt kort over Spanien. Hvor ligger Katalonien, Navarra, Baskerlandet og de andre landsdele, han henviser til? Et enkelt lille kort viser amter med tilhørende hovedbyer, men altså ikke landsdele. Mon ikke andre læsere er lige så uvidende som jeg. Det plejer de at være.

Den danske udgave.

Forfatteren kan man ikke klandre for de fejl og mangler, der skyldes oversætteren og den danske redaktør. Men det vrimler med anglicismer, både ord og sætningsbygning. En væsentlig del af oversætterens kunst er at beherske sig og lige præcis ikke oversætte “intention” og “sector” med intention og sektor, når man ved blot et øjebliks eftertanke godt kan se, at der bør stå hensigt og afsnit. I sig selv er det småting, men djævelen – og navnlig hans modsætning: det guddommelige – bor i detaljen.

Hertil kommer, at en oversætter skal have en temmelig stor paratviden både generelt og om emnet. Når man oversætter værker, der blandt andet berører Spaniens kolonikrige i Marokko, så er det beskæmmende, hvis man ikke kender rifkabylerne. At oversætte dem som riffian-stammerne er topmålet af anglicisme.

Sammenfatning.

Rør ikke den danske udgave med en ildtang, og hvis man læser den engelske, skal man nok være sikker på at have et sommerhus, som den efter endt læsning kan deponeres i.

Antony Beevor: Den spanske Borgerkrig, Lindhardt og Ringhof, kr. 149.

 

En luksusfange – om Oberstløjtnant Ørums erindringer

Det er er ikke blevet til så mange refleksioner over bøger, som jeg godt kunne tænke mig, men for nylig har jeg læst Oberstløjtnant Ørums erindringer, der udkom som Frihedsmuseets Venners årsskrift i 2013.

Ørum er nok ikke så bekendt idag, hvilket egentlig kan undre lidt, for som oftest vil de, som overlever længe, få en mere fremtrædende plads i historien, end de der dør kort efter begivenhederne. Og Ørum døde først i 1999, men han havde på det tidspunkt tilbragt 44 år i et selvvalgt eksil i Frankrig.

Bogens hovedindhold er 196 sider beretning skrevet omkring 1971 om perioden fra optakten til 2. verdenskrig og hans overvejelser om mulighederne for at forsvare Danmark, over 9. april til han i oktober 1943 bliver bragt til Sverige. Derudover er der optrykt nogle officielle akter, mest fra tiden i Sverige, og i slutningen en kort, men ujævn biografi over hans øvrige liv. Nogen egentlig vurdering af hans betydning er der ikke, og hvor man kunne have håbet på en god spionhistorie, så er det hans “Jammersminde” fra retssagen og opholdet i Vestre Fængsel, der udgør langt den største del af bogen.

Ørum var 9. april chef for flyvestationen i Værløse og allerede i dagene derefter indtog han den holdning, der blev kendt som “den kolde skulder”. Biografien i bogens slutning erklærer, at han den 10. april ved morgenmaden kommanderede alle danske officerer ud af messen, førend besættelsesmagtens repræsentanter indfandt sig. Selv henlægger han begivenheden til et aftensmåltid få dage senere.

Kort tid derefter bliver han indblandet i efterretningsvirksomhed til fordel for de allierede sammen med ritmester Lunding, hvortil kommer, at han begynder at planlægge en form for masseflugt af danske flyvere til England. Tanken var, at briterne skulle sende transportmaskiner, der skulle lande på udvalgte steder i Jylland, samle officererne op og returnere.

Planen viser sig imidlertid vanskelig at gennemføre, fordi englænderne ikke er specielt interesserede, og det går også op for de sammensvorne, at hemmeligheden omkring den er brudt. Der er blevet snakket for meget. Ørum forsøger på elegant vis at udnytte reglerne i straffeloven om tilbagetræden fra forsøg, men det er nu kun på skrømt.

Og for sig selv planlægger han fortsat en flugt til England – via Berlin! Officielt fordi han vil rejse videre til Brasilien. Tanken er dog at stå af i Portugal og derfra til England. Men han bliver altså arresteret i Berlin og tiltalt for spionage samtidig med, at et antal medskyldige anholdes i København. Efter tysk ret vil anklageren kræve dødsstraf, og det sætter den danske regering i et dilemma, for en dødsstraf afsagt af en tysk militærdomstol vil udgøre et farligt præcedens for resten af besættelsen. Og vi befinder os altså i december ’40, hvor man fortsat er slået af forbløffelse og forundring over de store tyske sejre, og må regne med tysk dominans efter krigens afslutning.

Løsningen er en særlig straffelov (Lex Ørum – som har sit eget blogopslag), en lynhurtig retssag med en pålidelig dommer, og så nobel lille dom på livstid for Ørum og nogle gode lange straffe til de medskyldige. Men dog ikke mere skueproces end at 1 frifindes.

Herefter følger et længere ophold bag tremmer, hvor han forstår at indrette sig på imponerende vis. Han forbliver i Vestre, der normalt kun er til varetægt, får fast værelse på sygeafdelingen med egne møbler, slipper for fængselstøj, begynder en karriere som oversætter, holder middagsselskaber med øvrige celebre fanger, skaffer sig adgang til at høre nyheder på radio, tager på talløse udflugter til navnlig militærhospitalet, men også til skræderen.

Det går selvsagt ikke i længden og enden bliver da også, at han i november overflyttes til Vridsløselille Statsfængsel, hvor han så må starte forfra. Og det gør han efter noder. Det er næsten for godt til at være sandt.

Og igen tager han tilflugt til militærhospitalet, hvor han oplever 29. august ’43. Og derfra “bortføres” han til Sverige. Det er næsten rørende at læse, hvordan han må overtale sine vagter til at passe på sig, så han kan være sikker på, at de er til stede, når bortførerne dukker op!

Hvad der derimod ikke er så rørende, er bemærkningen om, at tyskerne på et tidspunkt opgav et krav om at få ham behandlet efter tyske fængselsreglementer, fordi de indså, at de sædvanlige danske var skrappere. Det siger ikke noget godt om datidens danske kriminalpolitik.

Ørums empati for hans kolleger – de ordinære fanger  – kan også ligge på et meget lille sted. Måske er den tidstypisk, men det er dog imponerende, at han kan distancere sig så meget fra dem, f.eks. i en beskrivelse af kirkegangen juleaften ’42, men også en række andre steder.

I det hele taget er han en sær stivstikker med sine forestillinger om, at han hellere vil dømmes til døden af tyskerne end til livet af en dansk ret, at han skaffer sig talløse begunstigelser i fængslet, men alligevel forsøger at blive overført til tyske fængsel. Og så flygter til Sverige for ikke at havne i tyske hænder.

Tiden i Sverige blev slem for ham. Det er vist almindelig kendt, at de officerer, som efter interneringen ved forsvarets opløsning blev kommanderede til Sverige, ikke rigtig accepterede den gruppe, som allerede tidligere havde engageret sig i modstandskampen. Modsætningsforholdet til brigaden er klart. Og han havnede på et sidespor, hvor han end ikke blev optaget i brigaden.

Beskrivelsen af hans liv efter besættelsen er kort, selv om hans liv egentlig rummer interessante momenter. Dannelsen af et dansk luftvåben var præget af magtkampe. Groft sagt var hovedarkitekten Kaj Birksted, der i allieret tjeneste (formelt norsk, men selvsagt reelt britisk) havde tjent sig op til oberstløjtnant og nu kom hjem til genindtræden på sin plads som sekondløjtnant (man tror det er løgn), hvorfra han ledede genskabelsen og så sendes ud i kulden. I kulden havnede også Ørum, der efter en tid som generalinspektør for flyvetropperne, fik en retrætepost som militærattache og siden ikke påny tog bopæl i Danmark.

Samlet set giver beretningen et interessant indblik i personligheden. Og så viser den indirekte, at selv medens modstanden var i sin vorden, så var den underliggende holdning i befolkningen i meget vidt omfang britisk-venlig. Men det er ikke nogen central beretning om modstand og heltegerninger, så skal man andre steder hen.