Karsten Lauritzen har ikke styr på sit ministerium; men til gengæld har FSRs lobbyister åbenbart godt styr på ham

Skatteminister Karsten Lauritzen havde en kronik om skattesnyd i Berlingske Business/Business.dk d. 30. maj. Den havde direktøren i FSR – den af alle lobbyorganisationer, der har flest interesser i at påvirke Skat – skrevet sammen med ham. Og det kunne man se

Hvis han har ladet sine embedsmænd læse kronikken , og de har godkendt den, så trænger Skatteministeriet i hvert fald endnu en gang til udskiftning på topposterne. Det faktuelle grundlag er ganske enkelt forkert i en grad, som aldrig burde være sluppet forbi dem. Og hvis de ikke har læst den, så er det lige så slemt, at ministeren ikke samarbejder med dem.

Lauritzen refererer i kronikken, at EU-kommissionen har beregnet, at de europæiske lande mister ca. 1.000 mia. Euro årlig i skatteindtægter på grund af skatteunddragelse, såvel den kriminelle variant skattesnyd som legal skattetænkning. Det er logisk umuligt at bevise, at EU-kommissionen aldrig har begået en sådan beregning, for man kan ifølge Aristoteles ikke bevise en negativ kendsgerning. Men det er da sigende, at ministeren og hans medforfatter fra revisorernes fagforening ikke angiver deres kilde.

Det mest sandsynlige er imidlertid, at ministeren fejlhusker og i virkeligheden tænker på en rapport fra den socialistiske gruppe i EU-parlamentet. Det er jo noget lidt andet. I så fald har man vel lov til at forvente et element af spin og forvanskning af tallene. (Rapporten kan findes ved at google ”Closing the European Tax Gap 2012”)

Hvis man læser rapportens tal for Danmark, så viser det sig, at socialisterne antager, at 1/6 af den samlede danske økonomi er ”forsætligt er skjult for offentlige myndigheder”, altså sort på den kriminelle måde. Det er jo absurd! Og så skal eventuel grå skattetænkning lægges oveni. Det næste bliver vel, at 1/6 af befolkningen er marsmænd.

Det antages endvidere, at alene den danske stat mister svimlende 140 mia. kr. om året som følge af sort arbejde. Det mest ædruelige tal, der findes om sort arbejde i Danmark, stammer fra Rockwoolfonden og giver et skøn på ca. 8 mia. i tabte skatter. Forskellen er slående.

Tilbage står et klart indtryk af en minister, som ikke har tilstrækkelig indsigt i sit eget ressort, og som i jagten på lidt billig popularitet er villig til at optræde som stråmand for en interesseorganisation. Det lover ikke godt for genopretningen af et ministerium, der de seneste år har henligget i kaos.

PS Her er så ministeriets officielle opgørelse af tabene på sort arbejde.

Panama – et propaganda-apparat på afveje.

Hvis man er gammel nok, så kan man huske, at der var et vaskeri med navnet “Sortevit”. Når det drejer sig om Panama og skattely, så kører der i pressen en fuldstændig ukritisk proces, som bedst kan beskrives modsat: “Vittesort”. I et orgie af forargelse, misundelse og dumhed blandes alt muligt sammen, og hvidt postuleres at være gråt og dermed det samme som sort.

I resten af verden har de for længst har opdaget, at sagens hovedspørgsmål ikke er skatteunddragelse, men korruption, returkommissioner og anden forbryderisk adfærd. Det er kun i lille Danmark, at skatten er så høj, at skattesnyd bliver virkelig interessant.

Men bare fordi nogle personer har lyst til at snyde i skat (nemlig dybest set det store flertal, men vi får bare ikke mulighederne for at gøre det risikofrit), så er det ikke alle der gør det. Og så er der dem, som har råd til at lade være. Hvis pengene flyder tilpas rigeligt, hvorfor skulle man så gøre sig til forbryder for nogle få ekstra håndører.

Forleden skrev et præsumptivt tænkende folketingsmedlem sådan: ” Det er ikke i orden, når folk placerer penge i skuffeselskaber i skattely. Banker skal heller ikke bidrage til det.” Det er faktisk et imponerende ureflekteret udsagn, for det forudsætter, at enten er enhver placering af penge i Panama ulovlig, eller også må banker ikke medvirke til lovlige handlinger.

Det er jo meningsløst, men det bærer ved til et heksebål.

Lad os nu være en lille smule tænkende og konstatere, at hvis en person nogensinde har haft til hensigt at snyde de danske skattevæsener, ville han så opsøge en nordisk banks udenlandske afdeling for at få hjælp med det? Kan vi ikke med nogen ret forudsætte, at folk som er snu nok til at tjene så mange penge, også er snu nok til at undgå banker, som er fedtet ind i symbioser med danske myndigheder! Så mon ikke mængden af sorte penge placeret i danske bankers udenlandske filialer er forsvindende.

Hvor mange hvide penge danskere bosat i Danmark har i skattely, det ved vi intet om. Bankerne oplyste desværre ikke selv omfanget af deres indeståender med panamanske forgreninger, da de havde ordet i Folketinget. Og ingen af kritikerne spurgte!
Og når først folketingets medlemmer fører an, så skal pressen nok komme løbende bagefter. Ritzau har f.eks. udsendt et telegram om, at Apple har 181 mia dollar gemt i skattely. Baggrunden for det var en oplysning fra Oxfam, der som bekendt også er bagmænd bag Ibis’ årlige misk-mask om fordelingen af verdens formuer (den om at danske studerende med studielån er fattigere end de sultende i Nordkorea!).

Med brugen af ordet “gemt” få man antydet, at pengene ikke er helt hvide, og når de altså er lidt grå i kanten, så – vips – bliver de nærmest sorte. Ordvaskeriet “Vittesort” på arbejde. Det er ganske enkelt misvisende.

Hvad værre er, så oplyste man i den oprindelige udgave af opslaget, at brugen af skattely har reduceret Apples skat fra 35 til 26,5 procent. For en finansredaktion havde det måske været naturligt at øse af sin paratviden og gøre opmærksom på, at den danske selskabsskat er helt nede på 22 %. Det er altså vanskeligt at beskrive lande med højere selskabsskat som udprægede skattely!

Og sådan kører møllen. Det er hårdt at se på. Og det er egentlig forståeligt, hvis en del mennesker lader sig vælte omkuld af flodbølgen.

Men det spærrer for, at man indser karakteren og proportionerne i problemet. Og det er ellers altid første skridt på vejen mod en løsning.

PS Her er mine kommentarer om mellemmændene.

Skattely – mellemmændene

Man skal ikke have hørt mange minutter af DRs udsendelse om Panama førend man opdager, at sproget ensidigt er præget af værdiladede ord. Der tales konstant om stråmænd, skuffeselskaber, skattely, ikke om skattereduktion, holdingselskaber eller mellemmænd. Og hensigten er naturligvis at præparere seerne til at opfatte systemet som misliebigt.

Allerede en gennemgang med andre ord giver billedet andre nuancer, men dertil kommer, at når man først får tilført nogle flere oplysninger om baggrunden for konstruktionerne, så bliver billedet meget anderledes.

Fredsommelige mellemmænd

Noget af det som DR gerne vil fremstille som stråmænd er ganske simpelt “kommissionærer”.  Det er imidlertid en gammelkendt konstruktion, som kan være uendeligt praktisk. Kommissionær er man, når man “handler i eget navn, men for en andens regning”.

Det helt banale eksempel er, at hver eneste gang jeg sender sønnen ned i kiosken for at købe 2 liter mælk, så handler han som kommissionær. Købmanden kan ikke se, at han køber til en anden, men det er mig, som betaler regningen, typisk ved at sønnen har min pung med.

Boghandlere er i øvrigt næsten altid kommissionærer (men salgsudgaven, hvor sønnen stod for køb), idet bøgerne rent faktisk tilhører forlagene, og boghandleren først betaler forlæggeren, når han har udleveret bogen til kunden. Mon boghandlere som stand er et bundt forbrydere? Ikke helt, vel?

Rigtige stråmænd

Der findes også rigtige stråmænd, nemlig der hvor man lader en anden (stråmanden) gøre noget, som man ikke selv kunne gøre legalt. Situationerne kan sommetider ligne kommissionæren til forveksling. Hvis man laver eksemplet fra før lidt om, så det nu er sønnen, der sender mig ned til købmanden for at købe ham en flaske vodka til at tage med til en fest, så er jeg stråmand, fordi min søn er for ung til selv at købe skidtet.

Den form for ageren ville jurister beskrive som omgåelse. Omgåelsen går ud på, at transaktionen skal gennemføres bare med en skuespiller skubbet ind i systemet på den enes vegne. Når handlen er gennemført er alle glade. Købmanden har solgt noget mere, sønnen kan gå til fest, og jeg slipper for mere plageri. Der er ingen som skuffes, bortset fra den moraliserende stat.

Der findes også en anden type stråmand, nemlig proforma-stråmanden. Han er typisk en person, som er enten ren fiktion eller som er fuldstændig falleret, så man aldrig nogensinde kan plukke ham for penge. Han optræder for at skuffe en eller anden 3.-mand.

Også her er det nemt at finde på et eksempel. Man er ved at sælge sin gamle bil via Den blå Avis, og en potentiel køber giver et lidt for dårligt bud, og hvad svarer man så? Man siger naturligvis straks: “Nej, det er for lidt, selv brugtvognsforhandleren ville give mere!” Og det er naturligvis løgn, så her er den nævnte forhandler en fuldstændigt fiktiv stråmand.

Om lige dette eksempel er grelt nok til at være ulovligt, det er nok tvivlsomt, men konstruktionen er klar nok.

DRs eksempler.

DR havde 2 eksempler på danskere, som optrådte i deres panamanske dokumenter. Den ene boede slet ikke i Danmark. Begge de 2 havde tilsyneladende nogle problemer med at eje noget. Nok fordi de skyldte penge – formentlig temmeligt mange af dem – til nogle 3.-mænd.

De havde tilsyneladende brug for, at nogen stod som ejere, når de nu ikke selv kunne. Så de havde brug for stråmænd. Og det er af proforma-typen. Den ene brugte en fondskonstruktion, som ikke ville være lovlig i Danmark, men han boede altså også i UK! Han havde også foretaget nogle gaveoverdragelser, som sandsynligvis ville udløse gaveafgift i Danmark, men det havde nok ikke så meget med Panama at gøre.

For den andens vedkommende var pengene forsvundet op i den blå luft. Skattely var næppe det primære formål. Det er godt nok en uforståelig udvælgelse af eksempler til en stort anlagt udsendelse om skattely. Man kunne godt opfatte det, som misvisende.

Og så til Panama

Danmarks Radio har ret konsekvent brugt ordet stråmand om alle de personer, der ikke er ejere af de panamanske selskaber, men som optræder i bestyrelser etc.

Lad mig starte med at konstatere at stråmænd efter omgåelses-modellen, det er de ikke. Den panamanske selskabslov tillader udlændinge, at sidde i selskabsbestyrelser, så aktionærerne kunne sagtens sidde der. Der skal ganske vist være 3, så 2 udefra er nødvendige. Men det er en detalje.

Det er i den sammenhæng lidt sjovt, at når en mindre dansk virksomhed vælger at have en bestyrelse med eksterne medlemmer, så er det positivt. Og man kan også konstatere, at efter Danmarks Radios standard, så er samtlige bestyrelsesmedlemmer i statsejede danske selskaber såsom Storebæltsbroen stråmænd.

Vi har også hørt om det forargelige i, at selskaberne udsteder generalfuldmagter til aktionæren til at foretage investeringer på selskabets vegne. Men mon ikke det samme gælder for talløse selskaber i Danmark med en enkelt aktionær. Om manden er direktør eller prokurist gør altså ikke den store forskel.

Man må også drøfte, om der er tale om stråmænd af proforma-modellen. For det danske skattesystem, der bygger på mistillid til borgernes vilje til at selvangive, må det se sådan ud. Men på det punkt er dansk ret altså temmelig usædvanlig, og det er den selvsagt, fordi vi har højere skatter end nogen som helst andre.

Men der altså en forskel mellem en person, der ikke kan have nogen anden praktisk eller teoretisk rolle end stråmandens, og så en person, der som hovedregel indtager en lovlig position, men hvor hans stilling misbruges.

Og det indebærer i hvert fald, at man i hvert enkelt tilfælde må vurdere lovligheden. Når man skal skønne over det, så må man veje den potentielle straf for overtrædelser op med fordelene ved en skatteunddragelse. Det er ikke en afvejning, som ville få mig til at unddrage mig skat.

Men det er klart på dette punkt, at det retlige problem opstår. Om det er så stort, at man kan bruge betegnelsen “stråmand” generisk, det må man afgøre for sig selv. Jeg ville ikke gøre det.

PS Her er mine kommentarer om politikernes og pressens håndtering af sagen.

Skattely – betyder det noget for skatten?

Hvorfor i al verden er der ikke en eneste, der har påpeget, at formuer placeret i skattely ikke er ensbetydende med samme beløb i undgåede skatter.

For det første må man undersøge, om det oprindelige indskud i skattelyet er optjent sort. Det vil ofte ikke være tilfældet. En forboldspiller, der får udbetalt en stjernegage af sin klub et sted i Europa har garanteret betalt kildeskat af den.

Når han vender tilbage til Danmark, skal han selvsagt ikke betale yderligere skat. Og om han placerer den i skattely, hvad enten det er før eller efter han vender hjem, gør ikke pengene sorte, grå eller nogen som helst anden farve end hvide.

Af de danske formuer i skattely er langt den overvejende del nok optjent på den måde. Andre er direkte optjent i Danmark med betalt skat.

Atter andre er reelt sorte, og der skyldes selvsagt en skat, der ville have udgjort ca. halvdelen. Men det må være relativt beskedne beløb i årlig unddragelse.

Afkastets størrelse af en formue placeret i et skattely kan jo variere meget, men hvorfor skulle aktier og obligationer købt gennem en udenlandsk bank give større afkast end en tilsvarende formue placeret i et dansk holdingselskab, der køber aktier gennem en dansk bank.

Så afkastet er nogle få %, hvoraf Skat ville få ca. 1/4 i selskabsskat. Det vil sige, at den undgåede skat måske er 1 % af selve formuen.

I grove tal er det danske statsbudget på ca. 1.000 mia. Hvis skatter fra afkast af formuer i skattely, skulle forøge de danske skatteindbetalinger med 1 o/oo, altså 1 mia., så skulle der være placeret 100 mia. i skattely. Det er mange penge. Det svarer til henved 3 % af samtlige danskeres realkreditlån!

Det er s’gu vanskeligt at tro, at der er så mange danske penge placeret i den slags. Vi har ikke i Danmark 10.000 mennesker, der hver har 10 mio. placeret i skattely.

Så hvis der er nogen, som tror, at skattely har nogen som helst betydning for velfærdsstatens økonomi, så tager de grueligt fejl.

PS Selve spørgsmålet om pengene i skattely er sorte, og hvorfor man bruger skattely har jeg behandlet forleden i Skattely eller skattesnyd og i et opslag om mellemmændenes rolle. Her er så lidt om politikernes og pressens håndtering af sagen.

Skattely eller skattesnyd

Forargelse er en god ting. Misundelse ligedan. Kombinationen er uovertruffen!

Og sådan er det også med diskussionen om skattely, skatteunddragelse, skattesnyd.

Men lad os nu lige få lidt principper og konsekvent tænkning på bordet.

Multinationales sorte indtægter

Lad mig lige starte med en grundlæggende skillelinje, nemlig om det er sorte eller hvide penge. Sorte penge er det, når man undlader at opgive en indtægt eller formue til myndighederne. Når store multinationale selskaber kryber i skattely, så kan man med sindsro gå ud fra, at pengene er hvide – kridhvide som et nykalket loft.

Multinationale selskabers sorte indtjening er forsvindende lille. Man kan simpelthen ikke systematisk have sorte indtægter i en stor butik. Det kan ikke organiseres praktisk. Det kræver, at for mange samarbejder om snyderiet. En enkelt lagerforvalter kan fuske lidt i et hjørne, men så afleverer han sandelig ikke pengene til ledelsen, vel?

Og hvis en multinational virksomhed endelig skulle have tjent sorte penge, som dermed helt har undgået beskatning, så giver det jo ikke mening at sende dem verden rundt for at minimere den skat, som man allerede har snydt sig til ikke at betale.

Hvorfor skattely?

Når man forarges over skattely, så skal man allerførst gøre sig klart, at en væsentlig del af teknikken bag brugen af selskaber i Panama, på Seychellerne og lignende steder også kan udføres med et selskab i Danmark.

Hvis man indskyder sin formue i et selskab, og lader selskabet investere, så kan man man optjene yderligere formue i selskabet og nøjes med at betale selskabsskat, som er lavere end personlig skat. Til gengæld betaler man så en ekstra skat, når man trækker overskuddet ud af selskabet (men når man lukker selskabet og trækker det oprindelige indskud hjem, så skal det selvsagt ikke beskattes). Dette er mekanikken bag ethvert lille autoværksted eller andet ApS i Danmark. Og når alle mulige journalister og andre forargede har sideindtægter udover deres faste lønnede job, så bruger de selvsagt nøjagtigt samme model.

Samlet set er det faktisk en stor fordel for samfundet, fordi det skaffer mulighed for at investere uden at kunne miste mere end den indskudte kapital, og dermed bliver der mere risikovillig kapital til rådighed.

Turen til Panama

Hvis man etablerer sit selskab på et sted, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, så bliver effekten af at anbringe formuen i et selskab jo større. Selskabet vil – alt andet lige – akkumulere en større pengetank, fordi man ikke jævnligt skal aflevere noget til skattemyndighederne i selskabslandet. Og når man trækker pengene ud og dermed hjem til lille Danmark skal der på helt normal vis betales skat af kapitalgevinsten.

Så der er gode, fornuftige grunde for helt almindelige folk til at anbringe formuer i Panama-selskaber, og det er som udgangspunkt ikke værre, bedre eller anderledes end at købe aktier i Microsoft, en svensk bank eller noget helt tredje. Når ikke alle gør det, så skyldes det primært, at der er en del transaktionsomkostninger i form af administration forbundet med det, og det reducerer jo overskuddet fra investeringerne.

Den døde direktør

Her er jeg ude på dybt vand. Jeg aner intet om Panamansk selskabsret og slet intet om Seychellerne. Men det virker altså usandsynligt, at foretagender, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de skal overholde formalia, ikke også skulle gøre det. Ellers skal man s’gu have alvorligt rod i administrationen.

Så jeg kom til at tænke på, at den for længst afdøde skibsreder A. P. Møller som direktør i D/S Svendborg og D/S 1912 skrev under på regnskaber i årtier efter sin død! Stik lige den!

Det gjorde han, fordi det ikke var manden, der var direktør, men et interessentskab, som havde samme navn. At det var muligt skyldtes en særregel i aktieselskabsloven, som lader et interessentskab være direktion i et rederiaktieselskab. Hvis andre lande har tilsvarende mærkværdigheder, så bliver døde direktører lidt mere forståelige. Også selv om det umiddelbart er svært at goutere, endda for hårdkogte apologeter som mig.

Og så de små sorte.

Selvfølgelig er der mennesker, som har tjent penge sort, som bruger selskaber i skattely. Men det er som regel enkeltpersoner og det giver samlet set kun mening at anbringe sorte penge udenlands og lade dem forblive sorte, hvis man har et håb om, at man på et senere tidspunkt kan føre dem hjem igen til forbrug uden at blive opdaget. Og det er jo begrænset, hvor mange sorte penge man kan forbruge uden at afsløre sig selv.

Langt mere relevant kan det være at bruge metoden til at vaske pengene hvide. En indtægt fra illegale salg af våben, narko og lign. er jo problematisk, selv hvis man fra starten af sin forretning var indstillet på at betale skat af pengene. Hvis narkohandlere kunne beholde overskuddet, bare de betalte skat, så ville Christiania være Danmarks mest hvidskurede markedsplads. Problemet for de handlende er, at staten ikke alene ville tage alle pengene, men lægge en bøde oveni.

Så når man har den slags sorte penge i større mængder, så går øvelsen ud på, at lade som om pengene er tjent ved smarte investeringer gennem det Panamanske selskab, hvorefter man kan trække dem hjem mod at betale sædvanlig skat af udbytte fra sit udenlandske selskab. Det er det, man kalder hvidvask.

Andre grunde.

Der kan sikkert tænkes mange andre grunde til at gøre uigennemskuelige ting. Det skal jeg hverken forsvare eller diskutere i dybden. Det må andre gøre. Det er bare ikke så relevant for forargelsen over danskeres anbringelse af formuer i udlandet.

Hvis man har sine rødder i andre kulturer, så kan man altså være drevet af andre motiver. Det gælder helt oplagt, når dubiøse statschefer og diktatorer som Putin og Assad har penge i udlandet. Så er det næppe på grund af problemer med skatten, men fordi de inderst inde kunne forestille sig lidt problemer med selve ejendomsretten til formuen, når de engang går på pension.

Det kunne også være at de gerne vil fremstå pæne og asketiske i folkets øjne. Det lagde f.eks. Hitler stor vægt på, så han fik ekstremt lille løn som statschef, og det er vist ikke ualmindeligt i de kredse.

Og sådan kan der være så meget. Men det er som sagt ikke min afdeling.

PS Man kunne også lige overveje, hvor stort provenutabet egentlig kan være. Det har jeg prøvet på her Skattely – betyder det noget for skatten? Desuden har jeg skrevet et opslag om mellemmændenes rolle. Og så er der også grund til at tænke lidt over pressens behandling af sagen.