Udgivet den

BZ – hvem de var, og hvad de blev til.

Anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: BZ. Du har ikke en chance – tag den. Et familiedrama. Gyldendal 2016.

Når man har slugt en bog, så må den have nogle kvaliteter, men hvilke kan det godt være svært at rekapitulere. Altså lige bortset fra at håndværket som formidler er i orden. Som det ofte kan der ske, læste jeg løs, og så efter 300-350 sider blev jeg træt, sulten eller bare almindeligt ukoncentreret, og så går man jo lidt i stå. Måske var det dog, fordi der trods alt er grænser for, hvor mange sider personlige beretninger om sammenstød med politiet man orker at læse. Og med i alt 600 sider i bogen, så er der lissom plads nok til at komme rundt om emnet.

En sidehistorie, som tydeligvis betyder meget for forfatteren, er, at han i BZ-miljøet er blevet mødt med kraftig modstand mod at få skrevet bevægelsens historie af en udefrakommende. I Øvigs optik er der tale om, at modstanden udgår fra en mindre gruppe personer, som i sin tid udgjorde subkulturens uformelle, men temmelig dominerende ledelse, og som derudover sidenhen har forstået at bygge sig en position i det borgerlige samfund. Det er personer, der ofte selv har udtalt sig offentligt om BZ, men som nu ikke ønsker, at andre kigger dem i kortene. Churchill formulerede den samme følelse elegant med sit: ”History will be kind to me because I intend to write it.”

Der selvfølgelig en spændingsværdi i at beskrive forsøgene på at lægge låg på historien, og mindst 3 interessante afledede effekter, nemlig at illustrere hvor lange spor BZ-tiden har sat sig i en del af deltagernes identitet, hvilket måske skyldes, at det er nemmest at opspore de kilder, men også hvor benhårdt disciplineret en tilsyneladende kaotisk subkultur i virkeligheden var, og hvor tæt på miljøet Øvig Knudsen selv er.

Men efterhånden som bogen udførligt forklarer om, hvem der pludselig alligevel vil være kilder, og hvem der så alligevel fortryder, så er det altså besnærende at citere professoren, som engang ved et disputatsforsvar bemærkede: ”Vi ved godt, de har gjort et anstrengende arbejde med afhandlingen. Så De behøver ikke fremlægge deres svedige uldtrøje som bevis.”

Øvig har selv venstrefløjen som udgangspunkt, men ikke desto mindre skriver han individernes historie. Noget skyldes fortælletekniske fordele, men det skyldes også hans interesse i at se, hvordan den enkelte BZer har klaret transformationen til at leve i det rigtige samfund. For tiden i BZ var jo domineret af en total mangel på respekt for andre mennesker. Tyveri var en levevej, og forklaringen om, at ”man kun stjal fra kapitalisterne” såsom Irma, og mest smadrede ruder i strøgforretninger og banker, er jo forløjet. Hvad med de psykiske følger hos en ekspedient i butikken, når der pludselig flyver en brosten gennem vinduet eller traumerne hos betjente og brandfolk. Det er noget, som selv i forhold til betjentene kun antydes.

I det hele er der tale om subkulturens interne historie; årsagsforklaringer og perspektiver til resten af samfundet mangler. På den måde er bogen en udfordring for læseren, selv om den også kan læses som en velskrevet beretning om en gruppes indbyrdes relationer og have værdi allerede af den grund.

Udgivet den

Znaiders skatteproblem

Når Skat spiller unoder


Så kører den igen. Skat er nidkære. Og denne gang går det ud over violinisten Nicolai Znaider, der angiveligt havde bopæl i kongeriget i årene 2006-10.

Hvis ellers referatet i avisen er korrekt, så må man bare konstatere, at Skats synspunkter er helt gale. De spiller simpelthen en forkert melodi og de spiller falsk. Men violin er jo også et svært instrument.

Sagen startede på baggrund af Skats undersøgelser af brugen af udenlandske kreditkort i Danmark, nøjagtig ligesom den kendte West-sag. Skat troede, at han var her mere end 180 dage om året, og hvis det havde været tilfældet, så kunne de svinge – om ikke taktstokken, så i hvert fald pisken. Men han var her kun i 160 dage.

Allerførst skal man være opmærksom på, at selv om der fra Skats side har været talt meget om tilflyttere hhv. fraflyttere, så er der kun én lovregel, så principielt burde kriterierne for fraflytning og tilflytning være de samme.

I praksis er der dog forskel, navnlig ved at man aldrig kan fraflytte uden at opgive en fast helårsbolig i Danmark. Man kan sælge den eller udleje i mindst 2 år, men ellers bevares bopælen. (Det kan give helvedes kvaler, hvis lejeren flytter, og det ikke lykkes at få genudlejet straks.)

Znaider var med sikkerhed tidligere fraflyttet, så i hans tilfælde handlede det om at erhverve bopæl igen.

Der er mindst 2 måder man kan erhverve bopæl i Danmark på. Man kan være her mere end 180 dage om året eller man kan være her i kortere tid, men samtidig have en helårsbopæl til rådighed samt sin familie her. Det var den sidste situation, der gjaldt Stephen Kinnock, som de fleste umiddelbart vil sammenligne med.

Altså! Hvis faktum er, at ens kernefamilie etablerer fast bopæl i Danmark, dvs at konen og evt. børn flytter hertil, så er den helt overvejende hovedregel, at man også selv har bopæl her. Man kan selvsagt også gøre det ved at gifte sig med en, der bor i Danmark og som ikke flytter ud efter ægteskabet. 

I denne forbindelse har skattereglerne en temmelig banal opfattelse af livets realiteter. Man har bopæl der, hvor man har sit seksualliv, og derfor var Kinnocks homofili væsentlig uanset talløse postulater om det modsatte. Hvis man indgår i et alternativt parforhold, så det lovformelige ægteskab kun er en formel skal, så skal der selvsagt lægges vægt på realiteterne. (Sådan er dansk rets udgangspunkt altid i forhold til formalia, og det er egentlig ret dejligt.)

Man kan imidlertid som en undtagelse i en kortere årrække opretholde udenlandsk bopæl, hvis man kun kommer her i sin fritid og intet arbejde udfører. Jo længere undtagelsen skal vare, desto renere skal man være. Tidligere sagde man max. 2 år. Dette fik Kinnock ændret. Det er den væsentligste grund til, at man kan konstatere, at han blev behandlet bedre end tidligere praksis.

Det er imidlertid ubestridt, at Znaider ikke havde sin sexpartner i Danmark, men derimod i en af ham købt lejlighed i USA. Så det er fuldstændig umuligt for ham, at have bopæl her.

Og når man ikke har bopæl her, så kan man arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i døgnets 24 timer uden at skulle betale dansk skat, forudsat indtægten ikke ‘stammer fra Danmark’.

Koncerter i Danmark skal der betales skat af, men det giver ikke mening at anse hans daglige øvetimer for arbejde udført i Danmark.

Forskellen på Znaider og Kinnock er altså, at medens Kinnock blevet reddet på det yderste hængende hår af en undtagelsesregel, så kan Znaider slet ikke blive skattepligtig.

Derfor forekommer det mig – som mangeårigt medlem af Københavns skatteankenævn – ganske enkelt vanskeligt at se, på hvilket grundlag en bare nogenlunde kompetent medarbejder hos Skat har kunnet starte den sag. Man kan kun konkludere, at Skat spiller unoder.

Udgivet den

Bødskovs billige politiske spil

Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i  lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.

Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget.  Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.

Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.

Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.

Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014

Udgivet den

Ukraine – en gentagelse af München 1938

De sidste ugers begivenheder i Ukraine kalder minder frem om 30’ernes appeasement, 
hvor de europæiske stormagter udviste stor forståelse for tyske krav om at bringe tyske 
mindretal ‘Heim ins Reich’. Først og fremmest Anschluss i foråret 1938 og München-
aftalen, der delte Tjekkosovakieti efteråret samme år, ligger ige for som paralleller. Og når man først har trukket den parallel, så er det svært fristende at videreføre analogien.
 
I 30’erne fulgte i foråret 1939 besættelsen af den resterende del af Tjekkiet, anneksio-nen af Memel og dernæst udløste angrebet på Polen om efteråret et ragnarok uden 
sammenligning i Europas historie.
 
Sådan skulle det nødig gå denne gang, og derfor fortjener analogien lidt kommentarer. 
Det har lige siden 1938 ligget i luften, at slagsmålet skulle have været taget senest i an-ledning af Tjekkoslovakiet. Geografisk var landet nemt at forsvare, det havde et udbyg-get net af grænsefæstninger, en rustningsindustri som tyskerne fik stor fornøjelse af, og 
så var det i modsætning til Hitlers andre ofre demokratisk.
 
Den umiddelbare årsag til Verdenskrigen blev imidlertid, at England og Frankrig i foråret 
1939 udstedte en garanti for Polens grænser. Man kan spørge sig selv om det var en klog handling.



Schleswig-Holstein indleder 2. verdenskrig i Danzig havn.


Polen var ikke demokratisk, det havde gammeldags militær – omend det er en myte, at man med overlæg brugte kavalleri mod tanks – og det havde endog selv tilranet sig en del af Tjekkoslovakiet. Polens frihed var ikke af væsentlig betydning for de vestlige landes mulig-hed for at forsvare sig mod nazismen, og erobringen af Polen indebar ikke samme væsentlige styrkelse af Tysklands militære magt.

At Polen udløste krigen skyldtes derfor ikke så meget behovet for at England og Frankrig skulle beskytte sig selv mod yderligere aggression, men i højere grad engelsk og fransk indenrigspolitik, hvor regeringerne stod overfor parlamenter, der i foråret 1939 følte sig snydt efter Hitlers fuldbyrdede anneksion af Tjekkiet. 

 
Det virkeligt forsmædelige ved München var vel også, at de ‘gode’ var med til at underskri-ve aftalen. Man overlod ikke bare Tjekkoslovakiet til sin skæbne, men hjalp decideret med tilat fratage det muligheden for et forsvar. Navnlig for Frankrig, der havde et forsvarssam-arbejde med Tjekkoslovakiet – bl.a. var de tjekkiske grænsebefæstninger bygget efter Maginotlinjens model – må det have føltes forsmædeligt. Til sammenligning så har de demokratiske lande denne gang ikke været med til at godkende nogen form for russiske overgreb. Det er da en lektie,som man har lært. 
 
Resultatet af skuffelserne blev garantien til Polen. Men det var en hovsa-løsning. Og da Hitler nu havde sat dagsordenen, så greb man til hans egen metode, nemlig et militært svar. Det havde måske egentlig ikke været nødvendigt.
 
I samtiden fremstod Hitlerstyret som en økonomisk succeshistorie, hvilket idag kan undre. Vi ved nu, at Tysklands økonomi var på sammenbruddets rand i 1939 Det har næppe reduceret styrets ønske om ‘Lebensraum’, at man i adskillige år inden krigen måtte rationere basale fødevarer. Når der er mangel på kartofler, så ser det altså ikke godt ud. Naturligvis havde nazisterne et dybfølt ønske om at genere jøderne, men når de udvandrende jøder blev frarøvet deres formuer, så skyldtes det også, at selv om antallet af udvandrende var beskedent, så var valutakassen så tom, at den simpelthen ikke kunne bære et træk af den størrelsesorden. 
 

Hvad kan vi gøre?

Når vi idag skal reagere på Putins anneksion, så må der være 2 mål. Først og fremmest 
at forhindre gentagelser i andre dele af Ukraine og i andre lande. Og dernæst at rulle ag-gressionen tilbage.
 
Hvis jeg var politiker i et truet land, så ville det godt nok være svært at modstå lysten til en 
effektiv etnisk udrensning, uanset det netop ville kunne provokere Rusland. Alternativet 
må være at sikre sig de lokale russeres loyalitet med alle mulige midler. I modsætning til 
russerne på Krims forventninger, så skal de i hvert fald vide, at Rusland ikke er et af de 
lande, som flyder i mælk, honning og retfærdighed.
 


Skulle situationen imidlertid gentage sig, så må det være højt prioriteret at sikre sig, at der efter en russisk magtovertagelse er effektiv mulighed for at holde gryden i kog.Hvor megen modstand skal der mon egentlig til, førend russerne giver op. De baltiske lande har tidligere haft modstandsbevægelser, der fungerede i ganske mange år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Der er allerede rigeligt med utilfredse minoriteter i rusland tilat agere håndlangere. Og der skal såmænd også nok være nogle gasproducerende dele af Rusland, hvor de lokale kan få gode ideer om, at de nok hellere selv vil beholde indtægterne.

Selv hvis Natolande udsættes for aggression, så må det være tvivlsomt, om vi vil tage 
handsken op militært. Der er som sædvanlig tale om asymmetri mellem de 2 parters omkostninger ved en krig. Vi har meget mere at miste end de. Alternativet er, at vi må finde metoder til at ramme den russiske infrastruktur og økonomi på måder, der for alvor kan mærkes. Umiddelbart er det ikke mit kompetenceområde, men der må være nogen som kan den slags.

 
En af Ruslands oplagte handlemuligheder i en økonomisk strid vil være nationaliseringer 
uden erstatning, d.v.s. rendyrkede konfiskationer. Det må der være forberedt brutale svar på. Allerede det frie marked vil straks reagere på den slags i en grad, som ethvert styre vil fortryde at have udløst. Men der skal også være mulighed for at gøre yderligere gengæld.
 
Vigtigst, både med hensyn til at hindre fremtidig aggression og for at få genoprettet status 
quo ante bellum (tilbageførsel af Krim) er imidlertid, at det hele er udløst af indenrigspoliti-ske forhold i Rusland. Og derfor skal tvisten også løses på samme måde. Vi skal ganske 
enkelt have Ruslands befolkning til selv at forlange, at det ikke sker igen, og at Krim skal 
gylpes op.
 
Traditionelt blander man sig ikke i fremmede landes indre forhold, og det skal da også gø-res med gefühl, men hvis Putin har været motiveret af frygt for en orange revolution, så 
skal han vel ikke kunne regne med, at vi ligefrem vil modarbejde en sådan udvikling i hans hjemland. Hvis han selv vil spille bold efter sine egne regler, så må vi også tiltage os retten til at følge hans regler. Det er imidlertid helt klart, at den slags er omfattet af den franske talemåde om altid at tænke derpå, men aldrig tale derom.
 
Den seneste tid har Moskva lanceret en lind grød af halve sandheder, hele løgne og pure 
opspind om situationen på Krim. Det kan ikke være så specielt vanskeligt at bryde monopolet på meningsdannelse i Rusland. Internettet er trods alt opfundet.
 
Der har allerede været opgørelser af, hvor meget Krim netto har kostet Ukraine. Det bliver i hvert fald ikke billigere for Rusland, der skal til at indfrie forventninger om bedre livsforhold hos de overtagne borgere. Og hvis man ikke kan levere det, så bliver Heim ins Reich næppe så farligt interessant for russiske minoriteter andetsteds.

For en relativt fattig russisk befolkning, der for en stor dels vedkommende bor mindst lige så langt fra Ukraine som vi, må der være ret snævre grænser for, hvilke byrder man vil bære i nationalismens navn, hvis man kan indse, at de samme ressourcer kan bruges til at forbedre ens egen levestandard. Det er jo notorisk, at russerne ikke har oplevet samme fremgang som de andre tidligere Warszavapagt-lande. Det må være muligt at få kolporteret det budskab, at det kunne de få, hvis deres regering blot ville holde fingrene fra andre lande og begynde at regere fornuftigt.
 
Om disse strøtanker er noget værd, må andre dømme. Men næsten hvad som helst må være bedre end den bedre end den magtesløshed, som vi har følt de sidste uger.
 
 
 

Og så en lille efterskrift

Gennem mange år har jeg undret mig over, at så mange fremtrædende personer i 30’erne var villige til at acceptere diverse bluff-numre såsom Anschluss-afstemningen.  De seneste uger har man så kunnet se et lige så forbløffende antal mennesker argumentere for, at Putins Anschluss nok er i overenstemmelse med den krimske befolknings ønsker. Så nu har jeg fået en lektion i følgagtighed. Men jeg væmmes! 
 

 

Udgivet den

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.