Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

Ulve, får og vogtere

Naturligvis bør man læse Bent Jensens bog, og reflektere lidt over om man også selv lider af den skavank, at man kun opfatter den del af indholdet, som man selv er enig i. Og så må man med længsel se frem til, når vi engang får adgang til afsnit, som er skåret ud af bogen.

Menneskers evne til at se bort fra kendsgerninger, som ikke passer ind i deres ønskede mønster, er faktisk temmelig foruroligende, og det er et centralt tema i Bent Jensens lange grundige udredning om den kolde krig. Hvordan i alverden kunne så mange venstrefløjspersonligheder knibe øjnene så meget i og have så smalt et synsfelt, at de i årtider forsvarede og hjalp det kommunistiske terrorregime i Sovjet. Og den tænksomme må naturligvis overveje, om man selv lider af tilsvarende kognitiv dissonans på nogle felter.

Det åbenbare formål med, at Jensen fik bevillingen til at skrive sin bog var, at han skulle fremstille den borgerlige udredning, som skulle sætte apologeterne og de konfliktsky forfattere bag Dansk Institut for Internationale Studiers og PET-kommissionens studier i perspektiv. Spørgsmålet er så om han gør det med en redelighed, som er troværdig. Min bedømmelse er, at han rent faktisk er i stand til at se skoven for bare træer, medens de andre – endnu mere omfattende – værker tilsyneladende stiller sig så tvivlende overfor hver enkelt træs størrelse, at der bagefter ikke er nogen skov at se, men blot et lille krat.

Af samme grund er det helt ubegribeligt, at man nok har ladet Jensen og hans medarbejdere se en lang række akter, men bagefter tilkendegivet at de ikke kunne skrive om dem. En del af de interessante akter er endda makuleret. Personligt vil jeg håbe, at behjertede folk alligevel har sørget for at kopier havnede på steder, hvorfra de om passende mange år kan dukke op til glæde for nye generationer af forskere.

Og jeg kan slet ikke forestille mig, at Jensen ikke i tide har skrevet nogle saftige afsnit om de sager, som er censuret ud af fremstillingen, og at de tekster på et eller andet tidspunkt vil dukke op som et 3. bind. Det er i øvrigt et typisk udtryk for Jensens stilfærdige, næsten sagtmodige fremtoning koblet med flabethed, når teksten lakonisk oplyser om udeladelserne ved brugen af det sovjetiske hammer og segl-symbol.

Som jurist savner jeg imidlertid en grundlæggende diskussion af, hvilke kontakter man kan have til fremmede efterretningstjenester og stadig være et ordentligt menneske. Er der forskel på have kontakt til diplomater fra andre landes udenrigstjeneste og efterretningsfolk. Begge grupper har som opgave at pumpe folk for oplysninger.

Og hvilke emner kan man drøfte med dem? Går grænsen ved, om en oplysning er fortrolig? Og hvad er så det? Kan oplysninger om folks personlige forhold være fortrolige?

Straffelovens spionageparagraffer går vist meget længere end til det fortrolige. Men giver det mening? Eller er det blot udtryk for hysteri? Og det skal så kobles med, at det virker helt arbitrært om forholdene retsforfølges, eller om statsmagten vælger at holde sit kendskab til det hemmeligt.

Det er frugtbart at måtte tage lidt selvstændig stilling. En afklaret holdning har jeg ikke, men måske kommer der lidt kommentarer, som kan hjlpe mig på vej.

Nu også på Punditokraterne.dk

Danmarks mest respekterede politiske blog har åbnet sine spalter for mig.

Det er svært at skabe sig en bare nogenlunde læserkreds, når man driver sin egen blog. Og det er ikke blevet lettere i takt med, at bloguniverset ikke længere er så populært. I virkeligheden er blogs forrige årtis teknologi, hvor nutidens er podcasten. Og de tilbageværende blogs er desuden i vidt omfang tilknyttet et nyhedsmedie, så de udgør en elektronisk klumme.

Nu er jeg jo heldigvis ikke en skrigeballon, som ønsker at samle proselytter udelukkende på at skamme mine modparter ud. Det er altid vigtigst, hvorfor jeg har en mening. Og på det punkt er Punditokratiet og jeg på samme kurs.

Så det giver formentlig mening, at læne sig op af den good-will andre møjsommeligt har samlet for at bringe mine politiske synspunkter ud til verden.

Hvor mange af mine frembringelser, der så er uegnede til det forum, og som derfor alligevel vil havne her, må tiden vise.

Znaiders skatteproblem

Når Skat spiller unoder


Så kører den igen. Skat er nidkære. Og denne gang går det ud over violinisten Nicolai Znaider, der angiveligt havde bopæl i kongeriget i årene 2006-10.

Hvis ellers referatet i avisen er korrekt, så må man bare konstatere, at Skats synspunkter er helt gale. De spiller simpelthen en forkert melodi og de spiller falsk. Men violin er jo også et svært instrument.

Sagen startede på baggrund af Skats undersøgelser af brugen af udenlandske kreditkort i Danmark, nøjagtig ligesom den kendte West-sag. Skat troede, at han var her mere end 180 dage om året, og hvis det havde været tilfældet, så kunne de svinge – om ikke taktstokken, så i hvert fald pisken. Men han var her kun i 160 dage.

Allerførst skal man være opmærksom på, at selv om der fra Skats side har været talt meget om tilflyttere hhv. fraflyttere, så er der kun én lovregel, så principielt burde kriterierne for fraflytning og tilflytning være de samme.

I praksis er der dog forskel, navnlig ved at man aldrig kan fraflytte uden at opgive en fast helårsbolig i Danmark. Man kan sælge den eller udleje i mindst 2 år, men ellers bevares bopælen. (Det kan give helvedes kvaler, hvis lejeren flytter, og det ikke lykkes at få genudlejet straks.)

Znaider var med sikkerhed tidligere fraflyttet, så i hans tilfælde handlede det om at erhverve bopæl igen.

Der er mindst 2 måder man kan erhverve bopæl i Danmark på. Man kan være her mere end 180 dage om året eller man kan være her i kortere tid, men samtidig have en helårsbopæl til rådighed samt sin familie her. Det var den sidste situation, der gjaldt Stephen Kinnock, som de fleste umiddelbart vil sammenligne med.

Altså! Hvis faktum er, at ens kernefamilie etablerer fast bopæl i Danmark, dvs at konen og evt. børn flytter hertil, så er den helt overvejende hovedregel, at man også selv har bopæl her. Man kan selvsagt også gøre det ved at gifte sig med en, der bor i Danmark og som ikke flytter ud efter ægteskabet. 

I denne forbindelse har skattereglerne en temmelig banal opfattelse af livets realiteter. Man har bopæl der, hvor man har sit seksualliv, og derfor var Kinnocks homofili væsentlig uanset talløse postulater om det modsatte. Hvis man indgår i et alternativt parforhold, så det lovformelige ægteskab kun er en formel skal, så skal der selvsagt lægges vægt på realiteterne. (Sådan er dansk rets udgangspunkt altid i forhold til formalia, og det er egentlig ret dejligt.)

Man kan imidlertid som en undtagelse i en kortere årrække opretholde udenlandsk bopæl, hvis man kun kommer her i sin fritid og intet arbejde udfører. Jo længere undtagelsen skal vare, desto renere skal man være. Tidligere sagde man max. 2 år. Dette fik Kinnock ændret. Det er den væsentligste grund til, at man kan konstatere, at han blev behandlet bedre end tidligere praksis.

Det er imidlertid ubestridt, at Znaider ikke havde sin sexpartner i Danmark, men derimod i en af ham købt lejlighed i USA. Så det er fuldstændig umuligt for ham, at have bopæl her.

Og når man ikke har bopæl her, så kan man arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i døgnets 24 timer uden at skulle betale dansk skat, forudsat indtægten ikke ‘stammer fra Danmark’.

Koncerter i Danmark skal der betales skat af, men det giver ikke mening at anse hans daglige øvetimer for arbejde udført i Danmark.

Forskellen på Znaider og Kinnock er altså, at medens Kinnock blevet reddet på det yderste hængende hår af en undtagelsesregel, så kan Znaider slet ikke blive skattepligtig.

Derfor forekommer det mig – som mangeårigt medlem af Københavns skatteankenævn – ganske enkelt vanskeligt at se, på hvilket grundlag en bare nogenlunde kompetent medarbejder hos Skat har kunnet starte den sag. Man kan kun konkludere, at Skat spiller unoder.

Bødskovs billige politiske spil

Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i  lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.

Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget.  Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.

Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.

Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.

Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014

%d bloggers like this: