Kategori: Ikke kategoriseret

Udgivet den

Hjælp til at finde rundt i Vahls Slægtebog over Christjern Nielsens afkom.

Allerede da jeg som teenager arbejdede som bogopsætter på Gentofte bibliotek, stiftede jeg bekendtskab med et af storværkerne i dansk slægtsforskning, nemlig de 17 hæfter der tilsammen udgør Jens Vahls: “Slægtebog over afkommet af Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500”.

En af bibliotekarerne forklarede mig, at uanset bogen var aldeles umulig at finde rundt i, så var den en af de mest anvendte bøger overhovedet i læsesalssamlingen. Den flittige anvendelse skyldes, at det er et værk, der omfatter voldsomt mange mennesker. Og det er en imponerende præstation at have samlet materialet, når man betænker at det udkom i årene 1879-97. Om Vahl havde planlagt yderligere hæfter, ved jeg ikke, men værket er ufuldendt. Og omfanget er så overvældende at ingen har følt trang til at gentage sporten.

Det helt afgørende problem med bogen er, at økonomien ikke var i orden, så Vahl har grebet til alle mulige små hundekunster for at komprimere og spare papir, men resultatet er blevet rodet opbygget værk. Allerede med titlen går det galt for selv om der overordnet er tale om Christjern Nielsens Slægtebog, så er der 3 undertitler for hhv. Anders Sørensen Vedels, Slægten Worms og Familien Berings slægtebøger. Det har nok været nemmere at sælge på den måde.

Konsekvensen deraf har været, at værket har adskillige pagineringer med arabertal foruden nogle sider med romertal og endog en håndfuld, som er litrerede. Personernes løbenumre er i 6 serier og tilsammen er der ca. 25.523 personer. Men tallet er nok ikke helt præcist, for nogle er temmelig tvivlsomme.

Der er en del lakuner i de dele, som jeg har arbejdet med. Og hvad er virkeligt er forbandet, så gør manden ikke altid opmærksom på dem. Der mangler bare lige pludselig et nummer i en søskendeflok, og vips så forsvandt et 4-cifret antal mennesker. Og man skal være opmærksom på en uendelighed af rettelsesblade i de forskellige hæfter.

Det hjælper heller ikke på overskueligheden, at udgiveren forsøgte at spare plads i ekstrem grad. Eksempelvis forkortes efternavne typisk til et enkelt bogstav. Men når frk. Olivarius til sit 1. ægteskab vælger sig en hr. Munck og til det 2. en hr. Mygind, så bliver det, når man benytter indrykningsystemet, meget hurtigt uoverskueligt med alle de mange personer, som kun hedder M til efternavn. For selv om indrykningssystemet er intuitivt og godt til nogle få generationer, så bliver det noget rod, når søskendeflokke ender med at være spredt over snesevis af sider. Derfor er det et af de værker, hvor man på skærmen virkelig savner papirbogens mulighed for at blade hurtigt og sætte små sedler i.

Men alt det er jo bare formalia. Det virkelige problem er, at der stort set ikke er henvist til kildematerialet. At man stoler på Vahl kan kun skyldes, at man erfaringsmæssigt ved, at manden rent faktisk havde styr på sagerne – eller at man selv er ekstremt doven. Så det er også lidt tvivlsomt at henvise til Vahl.

Men man kommer altså ikke udenom værket, og det er dejligt nemt, når det nu kan findes scannet ind som pdf-filer. Den første og nemmest tilgængelige del her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf og resten her https://slaegtsbibliotek.dk/920381.pdf

En enkelt af lakunerne findes der noget materiale om her: https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79396/114520

Så er der bare lige problemet med at finde rundt i materialet. Tidligere lå der en nogenlunde anvendelig oversigt ude på nettet på http://jvo.dk/jvo/gedcom/vahl.htm, men den er tilsyneladende forsvundet.

Til den sidste del af værket Anders Sørensen Vedels slægtebog, d.v.s. hæfterne 13, 14 og 16, findes der en læsevenlig afskrift suppleret med enkelte nye data her: https://slaegtsbibliotek.dk/923186.pdf og et forsøg på en grafisk opstilling – ligeledes med et supplement – kan findes her: https://lundahl.it/tng/documents/Vedel.pdf

Men det rækker desværre ikke til mit brug, så nu har jeg lavet min egen oversigt

Udgivet den

Hvem fulgte Anna Hansdatter Bergishagen / Bergeshagen til graven?

” Hun saa flere, end 150 Børn, Børnebørn og Børnebørns Børn. De Fleste af dem bar hun til Daaben, og de Fleste fulgte hende til Graven.” Sådan skrev præsten Immanuel Barfoed i 1859 on Anna Hansdatter Bergishagen[i], og lige siden er den sætning gået igen, hver eneste gang Anna Bergishagen optræder i en stamtavle.

På en af de meget anvendte hjemmesider med stamtavler, finnholbek.dk, som rummer hele 119.000 personer, finder man eksempelvis denne variant: ”Ved begravelsen blev Anna Bergeshagen fulgt til graven af næsten alle sine efterkommere, hvilket vil sige ca. 150 personer med børn, børnebørn og oldebørn.” [ii] Og det er, som allerede nævnt, ikke svært at finde andre tilsvarende udsagn. Det vil være langt sværere at finde omtaler, som ikke nævner de 150 sorgtyngede efterkommere.

Hun er i øvrigt ikke alene om at være en person, som går igen i stamtavle efter stamtavle, og som opnår en nærmest mytologisk status. Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500, der blev taget som udgangspunkt for Jens Vahls uoverskuelige Slægtebog over hans afkom[iii], er en af dem. Når det skal være virkelig højstemt kan man endog finde Christjern Nielsen beskrevet som ”den jyske Adam”[iv]. På mig smager det udtryk dog lidt for meget af dyrskue. Og i øvrigt havde manden vist ikke mere end 3 børn og 8 børnebørn.

Et tredje eksempel kunne være stammoderen til Fredericia-Bruun’erne, Gye Hansdatter Bruun, død 1707, hvis efterslægt på flere tusinde personer er vel beskrevet i en stor legatstamtavle, senest udgivet i 1948[v]. Men at lige præcis hun udpeges som særligt afgørende for befolkningstilvæksten kan godt virke lidt tilfældigt. Eksempelvis har ikke en eneste af de mange kendte slægtsforskere, som har beskæftiget sig med Fredericia-Bruun’erne, overvejet hendes aner. Dem er der ellers en hel del af[vi] og de har også mange efterkommere. Så måske bør prisen for fertilitet tilfalde en anden.

Hvor hurtigt vokser et stamtræ

Det første spørgsmål, man må stille sig selv, er, hvor mange efterkommere der typisk kan forventes efter et givet antal generationer. Ser man på en simpel matematisk model, hvor alle mennesker bliver gift, og alle ægtepar får 2 børn, så får man et samfund med en konstant befolkning. Og det vil føre til et stamtræ med 2 børn, 4 børnebørn og 8 oldebørn, ialt 14, hvilket er temmelig meget mindre end de 150, som Anna Bergishagen åbenbart havde. Anna Bergishagen er 11. generation fra mig, så det ville med de opstillede forudsætninger være forventeligt med 1.024 personer i min generation.

Hertil kommer, at man for at få lidt realisme i tallene må skulle gange op med en faktor for befolkningstilvæksten. Ifølge lex.dk er det tal i størrelsesordenen 8 siden Anne Bergishagens begravelse i 1729. Så noget over 8.000 efterkommere ville ikke være helt galt gættet i modellens verden. Hertil kommer, at der på ethvert tidspunkt lever mere end 2 slægtled. Så antallet af nulevende bliver større. I virkeligheden vil tallet imidlertid være meget, meget mere svingende. Nogle får mange børn, andre ingen. Noget af det er tilfældigt, og en hel del af variationerne er det faktisk ikke. Der er temmelig mange bevidste valg i om et menneske danner par og får afkom. Men det vil føre for langt ud på sidesporet at diskutere.

Hvis man skal tage stilling til om Anna Bergishagen er ”en falstersk Eva” – for nu at blive i terminologien – så får man altså travlt. Og egentlig tror jeg, det ville blive kedeligt. Stamtavler er bedst, når man kan overskue antallet af personer og når personerne bindes sammen af et eller andet, eksempelvis et passende efternavn, en virksomhed eller en grundig redegørelse for, om de deltog i en bestemt begravelse.

Som vi alle ved fra børnesangen om Mallebrok, så er det nemlig væsentligt, hvordan man bliver båret til graven. Er der 4 hædersmænd eller hvad? Det betyder åbenbart noget. Så hvor mange var der til at deltage i Anna Bergishagens begravelse?

Barfoed, der startede med at nævne tallet 150, skrev også: ”Da hun er Stammemoder til en meget talrig og godt bekjendt Efterslægt, var hun vistnok en ordnet Stam-Tavle værd, men da Forf. endnu ikke har kunnet samle tilstrækkeligt Materiale til en saadan, hidsættes der blot følgende aldeles sikre Oplysninger om hendes Ægteskaber, der kunne danne Udgangs-Punktet for en senere Behandling.”

Som enhver kan sige sig selv, så var disse ”aldeles sikre oplysninger” ikke aldeles fejlfrie. Han udnævner således 2 børnebørn til at være døtre. Barfoed havde dog en del flere oplysninger end tidligere forsøg, idet han var bekendt med alle Anna Bergishagens 4 ægteskaber til hhv. Hans Smidt, Henrik Flindt, Abraham Olsen From og Lars Poulsen Vendelbo.

De eksisterende stamtavler

Den første til at forsøge sig med Anna Bergishagen var Lengnick[vii], dansk kildebaseret slægtsforsknings foregangsmand. Den bedste generelle karakteristik af hans arbejder stammer nok fra præstehistorikeren Wiberg[viii], der omtaler ham som ”den rastløse kaptain Lengnick”. Lengnick forsøgte sig kun med en stamtavle over afkommet i ægteskabet med Henrik Flindt, og den findes i 2 versioner. I version 2 skriver han selv, at den første er fejlramt, så skal man vist sørge for at holde sig til den sene udgave[ix].

Men Lengnick lægger grunden til et mønster, som har holdt sig lige siden, nemlig at de fleste personer, som har skrevet om Anna Bergishagens familieforhold, har holdt sig ret snævert til det ene af ægteskaberne. Og den store lakune har altid knyttet sig til afkommet fra 1. ægteskab.

Det barnløse sidste ægteskab med Vendelboe er der ikke meget at sige om, udover at det netop var barnløst.

Klart bedst oplyst er afkommet fra de 2 midterste ægteskaber. Det er også dem hvor nogle af efterkommerne blev adlede, som hhv. de Flindt og Wichfeld.

Familien Flindt  og dermed børnene fra 2. ægteskab er er veloplyst. Standardværkerne er Alfred Larsens stamtavle over den borgerlige gren i Personalhistorisk Tidsskrift [x] og i Danmarks Adels Aarbog over den adelige[xi]. Der findes en yderligere oversigt over Flindt’erne fra 1945 af E. Kølpin Petersen, men den er kun trykt i et fåtal af eksemplarer[xii], og den overses nemt. En kvalitet ved Kølpin Petersen er, at han ikke er angst for at angive, når han skriver af efter sekundære kilder såsom Hirsch’s officerer og Wibergs præstehistorie. Det gør eftersporing nemt.

I Anna Bergishagens 3. ægteskab med Abraham Olsen From var der kun 2 børn, en dreng og en pige. Datteren blev gift med en købmand Bertel Wichmand, og over ”De ældste led af slægten Wichmand” findes også en stamtavle af Alfred Larsen [xiii], ligesom DAA også har en stamtavle over den adelige gren[xiv], Wichfeld. Ved samme lejlighed kan man supplere op med disputatsen om det fynske rådsaristokrati[xv], der udrydder en gammel – og derfor udbredt – misforståelse om den Karen Lett, der var gift med Wichmand-slægtens stamfar. Dertil kan suppleres med Den Seidelinske Slægtsbog[xvi], som rummer en betydelig efterslægt.

For så vidt angår sønnen Abraham Abrahamsen From, så er en af hans efterkommere A. G. W. Halling, der i 1905 udgav sin anetavle[xvii]. Den er resultatet af en omfattende brug af professionelle forskere, herunder rigsarkivar V. A. Secher[xviii]. Det har næppe været billigt. Hallings tekst har i øvrigt et fint lille raffinement, når en forventet oplysning mangler. I så fald er der ofte anført, hvor oplysningen er forsøgt fundet – ”hendes begravelse ikke i X kirkebog indtil …”. Det skyldes formentlig, at de professionelle forskere har skullet forklare størrelsen på deres regning, men er rigtig rart for dem, som skal uddybe oplysningerne[xix]. Ulempen ved værket er, at Hallings familie desværre var Slesvig-Holstensk, og vi idag er langt ringere til at forstå tysk. En passant bemærket er det dog ikke i den gren, Bergishagens efterslægt formerer sig ekspansivt.

Problembarnet i forhold til en samlet oversigt over efterkommerne er altså det første ægteskab. For os dovne er den mest oplagte måde at søge oplysninger om Lolland-Falster på at søge til kantor Viggo Holms samlinger[xx]. Men det kræver, at man går på arkiverne, for de er ikke lagt på nettet – endnu. Men Holm kender tilsyneladende intet til børnene fra 1. ægteskab.

Så da jeg første gang skrev Anna Bergishagen ind i min  anetavle, var den mest oplysende tekst om børnene med Hans Smidt en note i en artikel af Gregers Hansen om skotskfødte købmænd i Stubbekøbing[xxi]. Jeg burde dengang have spurgt Gregers Hansen, der havde et helt utroligt kendskab til kildematerialet, om han kunne uddybe. Men det gjorde jeg ikke. I stedet ventede jeg på, at nogen fyldte lakunen ud.

Og der er noget at fylde ud. Det fandt jeg ud af, da jeg for nylig fandt den gren af familien på hjemmesiden MichaelAxelsen.dk. Axelsens hjemmeside er den klart grundigste bearbejdning af de mennesker til dato. Axelsen er ikke meget for at sætte ting på sin hjemmeside, hvis han ikke egenhændigt har stemt dem af med førstehåndskilderne. På det punkt er vi forskellige. Jeg går ind for den arbejdsdeling, der ligger i at anvende andres resultater. Dermed bliver man imidlertid afhængig af kvaliteten af andres arbejde, og deri ligger en usikkerhed, men man kan overkomme mere. Det gode ved Axelsens holdning er, at det har fået ham til at tygge kildematerialet igennem. Det ville jeg aldrig selv have haft tålmodighed til.

Efterfølgende har jeg så også set, at den samme persongruppe er omtalt i Ketty Lykke Jensens Friborg-slægten[xxii], der desværre repræsenterer den stik modsatte holdning til kildebehandling, og som også bærer præg af en noget overfladisk tilgang til stoffet.  Et sted (det er på side 9) nævner hun ret udførligt en Ditlev Flindt og hans børn, men selv om alle hans 5 kendte børn er født i nogenlunde rækkefølge og i samme sogn, så har hun kun medtaget de 2 ældste. Og hun henviser slet ikke til den ellers ret udførlige stamtavle over familien Flindt. Jeg har ikke kunnet se bort fra indholdet af hendes skrift, men det minder ufattelig meget om internet-portalerne Geni.com og MyHeritage.com, der også har uendelige mængder af oplysninger, men som på grund af manglende kildeoplysninger ikke kan bruges til ret meget – udover at være en inspirationskilde til egne undersøgelser.

Hvor mange var de så?

Med disse stamtavler[xxiii] som udgangspunkt har det imidlertid endelig været muligt at nærme sig en nogenlunde pålidelig oversigt over Anna Bergishagens afkom . Ved enhver opgørelse af den slags bør man lige gøre sig klart om man tæller efter kirkebogen eller efter skifteprotokollen. Når man siger, at Anna Bergishagen havde 10 børn, så er det vel at mærke dem, som optræder som arvinger efter hende, altså står i skifteprotokollen. For kirkebøgerne for Nykøbing går ikke langt nok tilbage til at dække hendes aktive periode. Alle de som døde i opvæksten er derfor sorteret fra. Men det er urealistisk at forestille sig, at hun har været så helt usandsynligt heldig, at samtlige hendes børn blev voksne. For hendes 2 døtre er antal fødsler derimod opgjort efter kirkebogen og frafaldet er henved halvdelen af antallet af fødte. For oldebørnsgenerationen er der tale om en blanding af antal fødte og antal arvinger, nogle kuld er det ene, andre det andet. Så totalen af oldebørn er nok undervurderet noget!

Og selv om afkommet ikke er lige så talrigt som stjernerne på himlen, så løber det ganske pænt op: 10 børn, 85 børnebørn og 223 oldebørn (rettelse: der var 4 mere med efternavn Wederkinch) , eller totalt 318 personer. Oversigten, der selv med en beskeden skriftstørrelse fylder 13 tæt trykte sider, kan ses her. Hvis man vil have en version med kilderne indføjet, så skriv til mig. Den kan også leveres som gedcom-fil.

Hvor mange kom til begravelsen?

Med mere end 300 efterkommere i de 3 første generationer skulle man jo så umiddelbart tro, at det godt kunne blive til de forventede 150 i begravelsesfølget. Der er imidlertid den hage ved det, at en meget stor del af personerne først blev født efter begravelsen. Det gælder såvel børnebørn som oldebørn, hhv. 10 børnebørn og hele 190 (194) af oldebørnene.

Og der skal yderligere ske fradrag, fordi et antal afgik ved døden inden Anna Bergishagen. I det tal er der nogen usikkerhed, for en del dødsdatoer er ukendte. Men i hvert fald 2 børn, 29 børnebørn og 7 oldebørn døde inden Anna Bergishagen.

På den anden side er det med de 150 egentlig også en lille forbedring af Barfoed oprindelige udsagn. Han skriver, at ”de fleste” af de 150 fulgte hende til graven. Barfoed har udmærket forstået, at familien fra København, Århus og Ebeltoft næppe kunne såvel få budskabet om dødsfaldet frem og selv rejse til Nykøbing i tide. I øvrigt har der vel også været en tendens til, at kvinder ikke deltog i begravelser[xxiv]. Strengt taget holder Barfoeds udsagn, blot der var 76 deltagere. Det ved vi desværre ikke, om der var. Men hvis de alle stimlede samme, så kunne de lige præcis have knebet sig over grænsen. Efter mit bedste skøn var antallet af levende efterkommere, som kunne have deltaget, 80. Og det ville nok være betydeligt mere, end de fleste af os nulevende opnår i det samlede ligfølge!

Navnet Bergishagen

Til slut en lille krølle om navnet ”Bergishagen”. Det har ikke været anvendt som efternavn i Danmark siden Anna Bergishagens tid, men det forekommer sjovt nok af og til som mellemnavn. Forfatteren Kjeld Abell og indehaverne af Perchs Tehandel har været blandt dem, som holdt navnet i hævd. Men navnet er nedarvet på en lidt pudsig måde, idet der er tale om et stiffader-opkald.

Købmanden Hans Bergishagen Flindt giftede sig i 1699 med enken efter Evert Hincheldey, og dermed fik han nogle stifbørn. Da Everts ægteskab var indgået i 1690, så har børnene i hvert fald ikke været mere end 8 år gamle – de var snarere ganske små. Og allerede i 1704 døde deres mor, så nu var de alene med stiffaderen og 2 halvsøskende. Senere blev stiffaderen altså opkaldt, da en af dem fik børn. Imidlertid er miljøet så snævert, at nogle generationer senere gifter et medlem af Hincheldey-klanen sig med en af Anna Bergishagens efterkommere[xxv] og dermed forenes navn og gener på ny for disse 2’s efterslægt. En gruppe af navnets bærere er altså efterkommere, mens andre ikke er det. Det øger ikke overskueligheden.

Den samlede konklusion må være, at Immanuel Barfod tog grueligt fejl. Der var mange flere efterkommere af Anna Bergishagen end han regnede med, men til gengæld kan de umuligt have deltaget i hendes begravelse, og som det værste så kan man end ikke regne med, at bærere af navnet er efterkommere. Så samlet set, er det nok egentlig ganske forståeligt, at det kom til at tage sin tid, førend nogen lavede den oversigt, som Barfoed efterlyste.

[i] Den falsterske Gejstligheds Personal-Historie ved Immanuel Barfod, kandidat i Theologien, bd. 1, Selskabet for Danmarks Kirkehistorie 1859, https://www.ronlev.dk/bibliotek/3534.pdf, note 1 på side 19 (pdf side 31). Om Barfoed selv se Dansk Biografisk Leksikon, https://biografiskleksikon.lex.dk/Immanuel_Barfod

[ii] https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I56880&tree=2

[iii] Det ene bind kan findes her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf

[iv] https://www.geni.com/people/Borgmester-i-Varde-Christiern-Nielsen/6000000000291831549

[v] Jørgen Swane (udg.): Købmand i Fredericia, Justitsraad Bertel Bruun, 1767-1827, og Magdalene Barbara Brøchner’s, 1768- 1831, samlede Descendens. 6. udg. Vejle, 1948. 88 s. ill.

[vi] Lokalhistorie fra Sydøstjylland 2018, p 146.

[vii] https://biografiskleksikon.lex.dk/J.C.L._Lengnick

[viii] https://biografiskleksikon.lex.dk/S.V._Wiberg

[ix] Version 2, der omfatter både den borgerlige familie Flindt og den adelige gren, kan findes på siderne 120-128 i denne pdf: https://slaegtsbibliotek.dk/900781.pdf

[x] Alfred Larsen: Stamtavle over de første syv slægtled af en borgerlig slægt Flindt, Personalhistorisk Tidsskrift 78. årg, 1958, 13. række, bd. 6., side 81-110, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79610.
Bemærk, at det hos Brejl.dk ekstraherede skifte Odense Byfoged nr. 484 og 764 sammenholdt med det i note 13 nævnte skifte, Odense Byfoged nr. 519 giver  yderligere oplysninger om Mathias Flindts hustru Cathrine Johansdatter Odendal og hendes søskende. Sammenholdt med skiftet Nykøbing Falster byfoged nr. 38 og skifter i Kolding kan man konstatere, at Cathrine Johansdatters bror er identisk med det indtil nu ældst kendte led af slægten Uttenthal.  

[xi] DAA 1955

[xii] Eiler Kølpin Petersen: Lorentz Petersen og Anna Maria Buchwald med Efterslægt, i kommission hos Harcks boghandel, 1945.

[xiii] De ældste led af slægten Wichmand, af Alfred Larsen, Personalhistorisk Tidsskrift 67. årg., 1946, 12. række, bd. 1, side 25-71, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/80044/115168.
Bemærk, at Alfred Larsen har overset det skifte, som er ekstraheret hos Brejl.dk, Odense Byfoged nr. 519, og som angiver navn og familietilhør for sognepræst Bertel Wichmands 1. hustru samt oplyser om, at han faktisk havde en datter i sit første ægteskab.

[xiv] DAA 1953

[xv] Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17. Århundrede (disp.), Odense Bys Museer, 1965, bind 2. Ej heller han har fundet det skifte, der er nævnt i note 12.

[xvi] Mogens Seidelin: Den Seidelinske Slægtsbog I-V, Odense 1943-1982

[xvii] Adolph Georg Wilhelm Halling: Meine Vorfahren und ihre Verwandtschaften, 2 bd. , Glückstadt 1905, bd. 1: https://slaegtsbibliotek.dk/931537.pdf , bd. 2: https://slaegtsbibliotek.dk/931538.pdf.
Bøgerne er omfattende og dermed vanskelige at finde rundt i, indtil man opdager, at de 4 sidste sider i bd. 1 indeholder en oversigtstavle.

[xviii] https://biografiskleksikon.lex.dk/V.A._Secher

[xix] Det eneste man kan savne derudover er en oplysning om, hvad der ikke er søgt efter.

[xx] https://biografiskleksikon.lex.dk/Viggo_Holm

[xxi] Gregers Hansen: Tre skotsk-fødte Stubbekøbing-købmænd i 1600-årene og deres nærmeste efterslægt. (https://www.genealogi.dk/images/pht/1980_2/1980_2.pdf#page=4 ), se artiklen note 24. Gregers Hansen havde i øvrigt selv rødder i miljøet; det fremgår af hans og hustruernes anetavle offentliggjort som, “Bispen og Betleren“, Dansk Historisk Håndbogsforlag 1981. I tilgift var han søn af en landsarkivar, så arkivarbejdet var ham ikke fremmed. Professor Harald Westergaards Anetavle (i serien: Kendte danskeres Anetavler), Personalhistorisk Tidsskrift 1980, side 101, der også er udarbejdet af Gregers Hansen, inddrager samme personkreds. Desuden kan nævnes hans “De 6 ældste led af Maribo-slægten Reimer” i Personalhistorisk Tidsskrift 1976, side 47-74, som også rummer afkom af Anna Bergishagen. Endelig er der artiklen “Købmandsslægten Wandel i Sakskøbing og Nykøbing F” i samme tidsskrift 1974, der bl.a. omhandler familien Hincheldey jf. note XXV

[xxii] Ketty Lykke Jensen: Friborg-Slægten og de deri indgiftede slægter: Benzon, Borch, Engberg, Lind, Sebbelov, Schiøtz o.m.a., eget forlag 2002, https://slaegtsbibliotek.dk/931137.pdf 
En grum fejl optræder med person 76’s hustru,  der hed Wandet, ikke Wandel. Og der er flere andre sjuskefejl – foruden de udeladte referencer. De relevante dele af bogen er generation 4: person 43, side 13 (Bergishagens svigersøn), generation 5: personerne 89–103 (børnebørn), side 19-21, generation 6: personerne 173-213 (oldebørn) , side 30-36 , generation 7: personerne 405-441 (tipoldebørn), side 52-57

Mere af hende om Engberg https://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,41115,41154

[xxiii] Desuden er suppleret med en række yderligere værker, herunder stamtavler for Slægten Wolf, https://slaegtsbibliotek.dk/807021.pdf,
Slægten Riegels gennem 300 år, 10 generationer af C. W. O. Riegels, https://slaegtsbibliotek.dk/2024/941303.pdf,
Familien Engbergs Stamtavle ved A. og J. Engberg, 1927, https://slaegtsbibliotek.dk/2023/937689.pdf,
Patriciske Slægter bd. 5, 1930 https://slaegtsbibliotek.dk/924594.pdf om familien Wederkinch
Danske Patricierslægter af Wilhelm von Antoniewitz https://slaegtsbibliotek.dk/927219.pdf om familien Sølling
foruden naturligvis sådanne uundgåelige som wiberg-net.dk, Brejl.dk (herunder Fl. Aagaard Winthers artikel om familien Pontoppidan) og Nygårds sedler. En gedcom-fil med fulde kildeoplysninger udleveres gerne.

[xxiv] Se eksempelvis Den seidelinske Slægtsbog, bd. 1, side 119 om begravelsen af Drude Margrethe Clausdatter gift Seidelin.

[xxv] Hans Bergeshagens Flindts stifbørn er opremset Personalhistorisk Tidsskrift 1974, side 168. Der var 3. Parret er Claus Seidelin Jessen (1759- ), tipoldebarn af Anne Bergishagen, og Karen Hincheldey (1769- )

Udgivet den

USAs Højesteret skal afgøre sag om Birthright citizenship

Credit: D B King

Forleden var der en af de vigtige Trump-sager på programmet i den amerikanske højesteret.
Sagsgenstanden var statsborgerskab. Som følge af fortidens synder med negerslaveri blev der efter borgerkrigen i 1860’erne indsat en tillægsbestemmelse i den amerikanske forfatning om, at “enhver der er født i De forenede Stater og underlagt deres myndighed” er statsborger.
Det blev senere suppleret med højesteretsdommen om Wong Kim Ark fra 1898 , der handlede om en ung mand, der var født i USA, medens hans kinesiske forældre havde varigt ophold der. Senere rejste forældrene tilbage til Kina, og da han efter et besøg hos dem ville ind i USA, så nægtede man ham indrejse. I hans tilfælde fastslog retten, at han var blevet amerikansk statsborger allerede ved fødslen, selv om hans forældre ikke var det – og uanset at datidens amerikanske lovgivning fastslog, at kinøjsere slet ikke kunne opnå statsborgerskab ved ansøgning. Så forældrene ville aldrig kunne være blevet amerikanere.
Og sidenhen har det været administreret sådan, at selv moderens tilfældige – og endda ulovlige – ophold i USA medfører amerikansk statsborgerskab.
Hvis man skal illustrere grænserne for princippet, så kan man jo tage udgangspunkt i, at udover et landområde så henregnes fly og skibe til flagstatens territorium. Så konsekvensen er, at hvis en gravid kvinde stiger på et amerikansk fly i Kastrup, fordi hun skal stige af ved en mellemlanding i Frankfurt, og hun rent faktisk føder et barn undervejs mellem København og Frankfurt, så er barnet efter den hidtil gældende fortolkning af forfatningen amerikansk statsborger !
Det har Trump et ønske om at ændre. Og det vil han gøre ved at udstede et præsidentielt dekret – svarende til en kongelig anordning i Danmark.
Som så mange andre af Trumps påhit giver det naturligvis temmelig megen opstandelse, navnlig fordi forvaltningen af dette område tilsyneladende har været fuldstændig entydig i over 100 år. Reglerne har udmøntet sig i lovbestemmelser, men den centrale del af lovbestemmelsen er blot en gentagelse af forfatningens ord om at være født på amerikansk territorium og underlagt amerikansk myndighed.)
Og en ændring må jo meget naturligt rejse spørgsmålet om konsekvenserne for allerede fødte – altså tilbagevirkning af reglerne. Vil der kunne komme sager om, at personer, der hele livet har besiddet et amerikansk pas, ikke længere vil kunne få det fornyet. Hvad med dem, som er født med dobbelt statsborgerskab. Dekretet er ganske vist ifølge sin ordlyd kun rettet mod personer, der født mere end 30 dage efter underskrivelsen, men holder den skillelinje for en nærmere prøvelse. Kan domstolene anlægge forskellig fortolkning af grundloven afhængig af partens alder?
Så balladen er sådan set fuldt forståelig.

De 2 udgangspunkter

Man skal man gøre sig klart, at amerikansk ret i denne sammenhæng indtager et helt andet standpunkt, end dansk ret. I Danmark gennemførte man i 1776 Forordningen om Indfødsretten, der de næste par hundrede år var udgangspunktet for dansk lovgivning om statsborgerskab. Formålet med loven var at udelukke udlændinge fra stillinger i centraladministrationen. Grundlaget for den danske lovgivning blev en kombination af, at man skulle være have danske forældre – eller mere højstemt: dansk blod – og være født i Danmark (eller i kongens tjeneste i udlandet). Hvis man var født i Danmark, men forældrene var udenlandske, så kunne man dog opnå dansk statsborgerskab ved at forblive her, indtil man blev voksen.
Og den forordning kom til at danne grundlaget for dansk ret helt frem til dette århundrede. Blandt konsekvenserne er, at mennesker, som er på campingferie i Danmark, kan ikke få dansk statsborgerskab til deres lille nyfødte, hvis fødslen går for tidligt i gang, og barnet derfor kommer til verden på supersygehuset i Skejby. Og i nyere tid er betingelserne for at erhverve statsborgerskab gradvist blevet strammet yderligere op.
Andre lande har haft tradition for, at fødsel i landet var eneste nødvendige betingelse for at være indfødt. Efter det latinske ord for jord – i betydningen: den fædrene muld – solum, taler man om jus soli. (Ordet terra, som også kan oversættes jord, er mere associeret med land, som politisk enhed eller modsætning til vand.) Blandt lande med denne bredere definition af statsborgere var engelsk common law, og derfra er princippet gledet over i amerikansk ret. Betydningen af forfatningstillægget efter borgerkrigen var først og fremmest, at princippet blev udvidet til også at omfatte andre end hvide mennesker.
I vor tid er det et mindretal af lande som fastholder fødselskriteriet som eneste betingelse for statsborgerskab. Langt de fleste lande – herunder de mest folkerige – har krav om afstamning som supplement.

Indholdet af Trumps dekret

Det, som Trumps dekret går ud på, er at indføre 2 begrænsninger på princippet om statsborgerskab ved fødsel i landet, nemlig at moderen skal opholde sig lovligt i landet, og at moderen skal have fast bopæl i USA. Dermed udelukker man altså tilfældige gravide turister fra at få amerikanske børn, og man udelukker illegale indvandreres børn fra at få statsborgerskab. I begge tilfælde er det samtidig en betingelse, at faderen ikke har amerikansk statsborgerskab.
Navnlig reglen om ulovlige immigranter er nok praktisk vigtig, for hvis børnene bliver statsborgere ved fødslen, så bliver det lynhurtigt enormt svært at få deres forældre smidt ud af landet. Det problem har vi i en årrække haft helt inde på livet i Europa, fordi den europæiske menneskerettighedsdomstol har fastslået, at børns ret til familieliv kan forhindre udvisning af deres kriminelle forældre.
Det er væsentligt at notere sig, at der ikke nogen som helst steder i forfatningstillægget eller den gamle dom om Wong Kim Arks statsborgerskab står noget udtrykkeligt om, at de 2 gruppers børn også skal have statsborgerskab. Tværtimod kan man et langt stykke hen ad vejen læse dommen sådan, at det var en forudsætning for resultatet, at Wong Kim Arks forældre havde haft tilladelse til at have fast ophold i USA på tidspunktet for hans fødsel og en lang årrække derefter.
Dommerne i 1898 brugte virkelig mange ord på at overbevise sig selv – og omverdenen – om, at kinesere skulle være ligestillede med amerikanere. Jeg har lidt svært ved at tro, at de ville være noget til samme resultat, hvis Wong Kim Arks forældre havde opholdt sig ulovligt i USA, men det er ikke noget man kan sige med sikkerhed. Og hvis de bare havde været på gennemrejse, så tror jeg heller ikke, de var nået til samme resultat.
Man kan derfor godt se Trumps dekret som et udtryk for, at han ønsker et opgør med en overimplementering af dommen fra 1898. Set fra det synspunkt, har man fra myndighedernes side ikke nøjedes med at tildele statsborgerskab til de personer, som skulle have det ifølge dommen, man har også derudover tillagt en række personer statsborgerskab, som dommen ikke gav grundlag for. Og de personer har naturligvis aldrig protesteret. Så derfor har praksis fået lov til at løbe gennem lang tid.

Grundlovens ord

Præsidenter kan naturligvis ikke forandre grundloven uden kongressens og delstaternes medvirken. Men når man læser bestemmelsen, så er det ikke soleklart, at Trumps udlægning er forkert. Tvivlen går naturligvis ikke på fødestedskriteriet, men på forståelsen af ordene “subject to the jurisdiction thereof”.
Det er jo klart, at ordene skal indebære en begrænsning af statsborgerskab udover den territoriale. Men det gør de ikke, hvis alle fødsler indenfor landets grænser (samt på dets skibe og fly) betragtes som underlagt amerikansk jurisdiction.
De klassiske undtagelser er extraterritoriale personer, fremmede staters diplomater. Desuden kan børn af udenlandske besættelsestropper ikke opnå statsborgerskab, når besættelsen er ophørt.
Kan begrænsningerne trækkes længere? Det er da nærliggende at konstatere, at ulovlige immigranter lige præcis er personer, som USA’s myndigheder ikke ønsker jurisdiktion over. Og kan USA lovligt tiltage sig jurisdiktion over et barn født under et midlertidigt ophold. Hvis barnet kommer retur som voksen, kan USA så med folkeretten i hånd kræve, at barnet skal aftjene værnepligt. Rimeligt ville det ikke være.
Der er også andre situationer, hvor det ikke nødvendigvis er en fordel at være amerikansk statsborger. USA hævder f.eks. at de har ret til at beskatte amerikanere, som ikke bor i landet, af indkomster, uanset hvor på kloden pengene er tjent. Og kun en tåbe frygter ikke amerikansk skattelov. Kan man straffe en person, som ved et uheld blev født under en ferierejse, for at glemme at indgive selvangivelse. Det forekommer tyndt. Man kunne måske ligefrem bruge det negativt ladede udtryk: et fangarme-statsborgerskab.
Så der er i nogle situationer gode og reale grunde til de begrænsninger, som Trump vil gennemføre. Også selv om de situationer nok er færre end dem, hvor folk gerne vil have statsborgerskabet.
Så jeg har svært ved at se, at resultatet af en retssag om begrænsningerne er givet på forhånd.

Brugen af dekret

Det er tydeligt, at Trump har et politisk ønske om at foretage ændring af myndighedernes praksis, så man fremover efterlever de 2 begrænsninger, som fremgår af dekretet. Men hvordan skal han så gøre det. Han har valgt at udstede et dekret, som er en tjenstlig ordre til regeringsansatte om, at de fremover skal anvende Trumps fortolkning af grundlovsbestemmelsen. Det er den samme fremgangsmåde, som man anvender ved alle mulige andre praksisændringer, der ligger indenfor rammerne af en lov med usikker rækkevidde. Det er i princippet det samme som når Skat i Danmark udsender ”styresignaler” om anvendelsen af denne eller hin regel.
Brugen af dekretet er selvsagt hurtigere end den demokratiske proces, og det har nok betydet en del.
Da der i sidste instans er tale om fortolkning af en grundlovsbestemmelse, så ville det som udgangspunkt ikke være mere korrekt at gennemføre en lov om ændringen. Den lov ville kunne risikere at blive underkendt af domstolene, nøjagtig ligesom dekretet kan. En lov ville måske have haft større troværdighed, fordi den ville have påvist eksistensen af et flertal i kongressen. Men det ville i princippet ikke gøre den hverken mere eller mindre grundlovsmedholdelig.
En lov derom ville dog have kunnet afklare forholdene for personer, som indtil nu har fået accepteret statsborgerskab på et grundlag, der ikke anerkendes fremover. Kongressen ville kunne tildele disse mennesker statsborgerskab på samme måde, som man lader børn født af amerikanske forældre i udlandet opnå statsborgerskab. Det kan Trumps dekret ikke.

Tilbagevirkning

Lige præcis spørgsmålet om tilbagevirkning er dybt problematisk. Domme om statsborgerskab fastslår ikke bare retsforholdet mellem sagens parter, men har virkninger i en lang række henseender. Wong Kim Ark anlagde ganske vist kun sag mod toldkontrolløren i Los Angeles, men dommen havde også betydning i alle mulige andre henseender – valgret, socialhjælp og en hel masse andet. En dom i en sag om A skylder B nogle penge har normalt kun virkninger parterne indbyrdes, men en statsborgerskabssag har retsvirkning i forhold til alle mulige mennesker – erga omnes ville juristen sige det.
Men dommen om statsborgerskab er konstaterende. Den fastslår enten at vedkommende er – og altid har været – statsborger eller det modsatte. Den ændrer i princippet ikke på noget. Det er i modsætning til en dom om eksempelvis skilsmisse, der siger, at for fremtiden er ægteparret ikke længere gift. Skilsmissedommen er konstitutiv.
Det vil blive meget mærkeligt, hvis man skal have forskellig retspraksis om statsborgerskab afhængigt af personens fødselsdag. Kan man fortolke grundloven forskelligt for gamle og nye personer? Det lyder ikke specielt tiltalende. Men Trumps dekret forsøger sig med den skillelinje.
Men hvad gør man så i en situation som den følgende: En person, som for længe siden er blevet født under sine forældres turistophold i USA, men som hidtil ikke har fået udstedt amerikansk pas eller boet der, vælger at flytte til USA på grund af den fremragende nye regering. Kan man så lovligt give ham pas, men nægte det til en nyfødt?
Lige præcis den slags problemer har også været fremme, når man har diskuteret ægteskaber mellem personer af samme køn. Gyldigheden af ægteskaber mellem personer af samme køn blev udbredt til samtlige stater i USA ved en højesteretsdom i 2015, og navnlig efter at højesteret ændrede indstilling til abort i 2022 har det været diskuteret om højesteret også vil kunne ændre holdning til det spørgsmål.
Modargumentet har ofte været, at hvis det skete, så kunne det selvsagt forhindre indgåelsen af nye ægteskaber af den slags, men hvad skulle man gøre med de eksisterende. Hvis fortolkningen pludselig er, at grundloven ikke beskytter dem, så ville det logiske være, at de bortfaldt. Det ville have nogle meget ubehagelige konsekvenser for de mennesker.
Hvis man skal undgå de ubehageligheder, så vil man skulle forsøge sig med en doktrin om, at når staten har anerkendt en tilstand som lovlig, så kan den ikke trække sin anerkendelse tilbage. Det minder meget om det, som vi i Danmark kender som princippet bag læbæltedommen, bortset fra at læbæltesagen handlede om forkert faktum og ikke forkert retsopfattelse. I anglosaksisk ret har man doktrinen om estoppel til at håndtere den slags, men om den også kan håndtere denne situation er jeg ikke god nok til at bedømme.

Hvad bliver resultatet

Det ligger i mit juridiske DNA, at når man kaster sig ud en bedømmelse af et juridisk problem, så skal man også forsøge at forudsige, hvorledes en sag ville ende. Man kan ikke bare lade spørgsmålet hænge i luften. Og svaret skal i øvrigt ikke handle om, hvordan man selv ønsker, at den bør ende, selv om det kan være svært at skille ad.
Personligt kan jeg godt lide bevægelsesfrihed, og jeg har ikke synderlig tiltro til, at der er nogen væsentlige fordele forbundet med restriktiv adgang til statsborgerskab. At have personer boende i et land gennem flere generationer som udlændinge giver – efter min opfattelse – nogle kedelige konsekvenser.
Som dansk jurist må jeg konstatere, at de begrænsninger, Trump vil indføre, er på linje med lovgivningen både hos os og i et meget stort antal lande. Det er ikke noget, som ville støde på synderlig modstand i andre lande. For en del amerikanere forekommer tanken derimod ny og fremmedartet. Der er vist samtidig en ganske stor del af den amerikanske opinion, som ønsker udlændingepolitiske stramninger.
Mit instinkt siger mig, at domstolene ikke vil afvise begrænsningerne, hvis de vel at mærke kan overbevise sig selv om, at det ikke behøver få konsekvenser for de mange, mange mennesker, som allerede har fået anerkendt statsborgerskab under den hidtidige praksis.

Reaktionen

Uanset hvad dommen kommer til at lyde på, så vil vi se pressen kaste sig ud i et orgie af forargelse. Enten bliver det over Trumps grundlovsstridige dekret, eller også bliver emnet de ufatteligt højreorienterede dommere manden har udpeget.
Men netop derfor er det væsentligt på forhånd at gøre sig klart, at på lige præcis dette punkt har amerikansk grundlovsfortolkning indtil nu været i modstrid med de principper, som anvendes i vort eget retsvæsen, som vi eller godt ved er det mest civiliserede af alle.
Trumps politik går altså ud på at indføre noget, som vi i forvejen har. Og så bliver det trods alt lidt sværere skrue sin forargelse op på fuld styrke.

Udgivet den

Kong Bolledejg

Mine tipoldeforældre, bogtrykker Kristian Eriksen og Louise Kristine Philipsen, var dybt indremissionske.

Der blev brugt mange penge på sociale institutioner, Børnehjemmet Betlehem, Sankt Peders Håndværkerhjem, Mændenes Hjem og Kristelig Forening for vildfarende Børns Frelse. Den sidste forening var blandt initiativtagerne til verdens første børneværnslov i 1905. Om den var vellykket kan man diskutere, men den var velment. Og et andet af foreningens inititativer var indførelsen af den kriminelle lavalder på 15 år.

Det er altsammen vældig tungt og alvorligt og etisk. Men også indremissionske sætter pris på humor. Min tipoldefar skrev små Mester Jakel-komedier til sine børn. En af dem er Kong Bolledejg. Læs den og nyd den.

Udgivet den

Venstres boligpolitik er ikke bare uinspireret, men talentløs – del I

Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.

Planøkonomi eller markedsøkonomi

At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov. Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.

De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer, der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.

De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere det i forhold til benzinbiler.

Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik – og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del af ejerlejlighederne.

Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.

Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.

Boligpolitik eller byggepolitik

Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.

Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del erfaring med den slags.

Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.

Vision eller stemmejagt

” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.

Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.

Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger til opførelse af almennyttige lejeboliger.

Der kommer en god løsning imorgen

En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri for tidsrammer.

I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.

Drevet af WordPress