Hashhandelens økonomi, hvordan hænger den sammen

Legalisering af økonomiske grunde står stærkt blandt de pragmatiske argumenter. Men det kræver jo en forståelse af, hvordan økonomien er i markedet. Her er et forsøg. Fortæl mig, hvad jeg overser.

Bandekriminalitet er tæt forbundet med handel med hash og hårdere narkotika. Det er en notorisk sandhed, som ingen vil bestride. Og at bandekriminalitet skal bekæmpes ”med alle midler”, er der nok lige så udbredt enighed om.

(Medens jeg skriver disse linjer, kan jeg ikke undlade den tanke, at disse sandheder måske er så alment accepterede, at man lige burde udsætte dem for en anelse kritisk tænkning. Men det er et sidespring.)

Økonomi som bandebekæmpelse
At fjerne det økonomiske grundlag for bandernes virke, er et af de oversete midler, som er til rådighed i kampen mod banderne. Legalisér hashen, gør sorte penge hvide – måske kun off-white – og forbrydere til englebørn.

At økonomiske incitamenter virker, og at hashhandel p.t. er så lukrativ en forretning, at indtjeningen fra den overstiger de handlendes andre erhvervsmuligheder, er 2 nødvendige forudsætninger for den tankegang. Men hashhandel er vel ofte kun en biindtægt og en aktivitet, som man har mulighed for at bruge tid på, fordi man ved siden af har nogle arbejdsfrie indkomster i form af invalidepensioner, kontanthjælp og anden offentlig understøttelse. Da indtægten fra hashhandel er ubeskattet, så har den selvsagt en ret stor betydning for den handlendes forbrugsmuligheder. At et højt skatteniveau tilskynder til sort arbejde er jo notorisk.

Men det betyder samtidig, at timeprisen for arbejdskraft kan være lav. Og da en stor del af arbejdet, f.eks. vagtholdene, er absolut ufaglært, så taler det også for lav timefortjeneste.

Hvor stort er markedet?
Omsætningen på hashmarkedet er ganske enkelt umulig at skønne med nogen som helst form for sikkerhed. Et ofte anvendt tal er 1 mia., men det er rent ud sagt grebet frit ud af luften. Og det siger ikke noget om omkostningerne. Hvad er bruttofortjenesten på varen? Og hvordan ser forretningens udgiftsside ud? Jeg ved det ikke. Og google giver ikke noget let svar. Et moment gør det nok navnlig usikkert, nemlig at den samme vare nok ofte indgår i kædehandel, så den tælles med i mange omsætningsled. Dertil kommer, at naturalieaflønning formentlig er temmelig almindeligt, og det forvirrer også billedet.

Den hidtidige politik har gået ud på at drive omkostningen i vejret på 2 måder: At fjerne tilførslerne til markedet, så vareforbruget bliver en større andel af omsætningen, og at øge personaleudgifterne ved at sætte flest muligt af ekspedienterne, lagerfolkene og vagterne i fængsel. Grossererne, eller bagmændene, som politiet kalder dem, har man ikke haft helt samme held med at forfølge. Somme tider har jeg overvejet om det skyldes, at man ikke har en centraliseret distribution, men derimod mange mindre leverandører som lejlighedsvis leverer til en hel masse detailhandlere, så storgrossister ikke rigtig findes. Det kunne minde om et gammeldags grønttorv

At fjerne forsyningerne til markedet er ikke lykkedes. End ikke politiet tør påstå, at selv omfattende konfiskationer af hash medfører det mindste udsving i detailhandelens priser. Til sammenligning er en enkelt regnvejrsdag eller to nok til at få prisen på jordbær til at gå amok hos den lokale grønsagspusher. Og jordbær med fløde til dessert må ligesom hash være en vare, hvor efterspørgslen er voldsomt stabil.

Regnskabets udgiftsside
At omkostningsniveauet er drevet skyhøjt op, er til gengæld meget muligt. Det får bare ingen betydning for afsætningen, netop fordi efterspørgslen formentlig er temmelig uelastisk. Detailhandlere elsker at benytte den talemåde, at der gælder en 80-20 regel. 80 % af omsætningen ligger på 20 % af kunderne. Tankegangen bag er formentlig rigtig, specielt når man taler om en vare, hvor forbruget for en del kunders vedkommende er udartet til misbrug. Med andre ord er prisen totalt ligegyldig for kunden. Det er kun konkurrencen fra de andre handlende, som sætter niveauet.

I en sådan situation må der være en udtalt tendens til beskeden nettofortjeneste på varen. Omvendt vil der være rigtigt gode forretningsmuligheder, hvis man kan opnå en monopolsituation. Og det ligner en opskrift på vild konkurrence om markedet. Eller på karteldannelse og markedsopdeling.

Den tankegang må føre til, at jo lavere fortjeneste, desto grovere bandevold. Er der mon en forskel på, om man er ny eller etableret aktør i den forbindelse. Er incitamentet afhængigt af om man kan forøge sin fortjeneste med mange procent eller få den reduceret lidt? Det er jeg ikke økonom nok til at sige noget om.

Hvad sker der ved liberalisering?
Hvis omkostningerne i den illegale handel er høje, så er fortjenstmulighederne ved legalisering størst for den aktør, som er bedst til at drive sine omkostninger nedad. Den, som får færrest udgifter til sin personlige milits, får den højeste fortjeneste. Der må være et solidt incitament til at reducere personalet.

Konklusionen må være, at antallet af bandemedlemmer, som kan få et udkomme ved hashhandel reduceres stærkt. Næste problem er, hvilken alternativ beskæftigelse de vil finde.

 

Hvordan vil liberalisering forandre hashhandelen?

Afkriminalisering af cannabis er formentlig blot et spørgsmål om tid, så det er på tide at tænke over de praktiske konsekvenser for hashhandelen

Når først Børsen og bedsteborgere begynder at beskæftige sig med liberalisering af hash, så er tidevandet ved at skifte. Meningerne er måske ikke så nye, men det er nyt, at man giver udtryk for dem på et tidspunkt, hvor et massivt flertal i Folketinget stadig finder det opportunt at være modstandere.

Men hvordan bør en frigivelse gennemføres i praksis. De fleste forestiller sig nok, at der skal være tale om en meget intens regulering, hvor sælgernes personlighed og baggrund skal godkendes, hvor varerne skal underlægges en offentlig kvalitetskontrol, og hvor skattevæsenet nidkært inddriver punktafgift på hashen. Men det er måske ikke den bedste ordning.

Det handler om etik

Når man skal skabe et stykke lovgivning helt fra bunden, så bør chancen udnyttes til at tage de helt principielle drøftelser om, hvordan man får det bedste resultat – uden at kaste sig ud i overvejelser om overgangsordninger, indfasninger og allehånde særinteresser. Det er muligt at handle etisk, så lad os gøre det.

Uanset hvilke grunde man har til at ønske sig hashmarkedet frigivet, hvad enten det er rent pragmatiske tanker eller principielle synspunkter om individets ret til at bestemme over eget liv, så kommer man ikke udenom, at cannabis er et rusmiddel, som enhver ordentlig familiefar bør råde sine teenagebørn til at passe på med.

Frigivelse af hash bør ikke opfattes som en opfordring til at forbruge det. Og slet ikke som en aktivitet, som staten understøtter ved at sørge for ”gode og trygge rammer” for forbruget. En detaljeret regulering af cannabis kan imidlertid godt fremstå som ikke alene en accept af forbruget, men en decideret tilskyndelse til et forbrug.

Og når først staten har begunstiget en aktivitet, så flyttes ansvaret for skader ved aktiviteten jo nemt til det offentlige. Staten betaler allerede misbrugsbehandling, men så vidt muligt må ansvar for kvaliteten af cannabis ligge hos forhandlerne.

Så af de grunde bør reguleringen af et fremtidigt hashmarked snarere være så behersket som muligt end det modsatte.

De hidtidige forhandlere er nok de bedste

Et af de seneste argumenter mod frigivelse har været, at banderne jo bare vil finde ny kriminalitet, så en frigivelse blot vil medføre en tilsvarende øgning af anden kriminalitet. Argumentet er hult, og derfor klinger det godt. Men man kan altså ikke bare lige fremtrylle en tilsvarende mængde lukrative muligheder for kriminalitet, der er forbundet med lige så ringe sandsynlighed for opdagelse. For medens hashhandel er en aktivitet, hvor offer og gerningsmand vil samarbejde om at undgå opdagelse, så gør det samme sig ikke gældende for hverken afpresning, røveri eller tilsvarende.

Men der er selvsagt altid et problem, når en gruppe mennesker mister deres job, fordi de så skal finde noget andet. Og hvor ukonventionelt det end måtte lyde, så ville det måske være nærliggende, at lade de nuværende hashhandlere fortsætte, hvis de da ønsker det. Det er trods alt den gruppe, som ved klart mest om produktet, som kender markedet, og som har kundernes tillid. Det er da også enklere end alle mulige dyre rehabiliteringsprojekter.

De private militser, som vi kender som bander, bliver alt for dyre at opretholde under priskonkurrence. Der er ikke brug for vagtfunktionen, og medens volden i dag sjældent anmeldes af offeret, fordi han så selv kommer i søgelyset, så vil det ændres, så militserne snart ville havne på ”orlov” bag tremmer.

Bør der være punktafgift?

Der vil nok være en del, som er tilhængere af liberalisering, fordi man så kan erstatte udgifter til politi og retsvæsen med indtægter fra hashafgift. Og navnlig ønsker en afgift, som er sat så højt, at den både begrænser forbruget og betaler for alle de udgifter, som vil være forbundne med behandling af et formodentligt stigende antal misbrugere.

Igen bør man måske tænke utraditionelt. For en meget høj afgift er jo ensbetydende med en mulighed for at opretholde et alternativt sort marked for indsmuglede varer. Så hvis man virkelig ønsker at få ordnede forhold og udryddet kriminalitet, så skal man sørge for, at det legale marked til enhver tid kan underbyde en hvilken som helst alternativ forhandler. Moms undgår man ikke, men det bør nok også være det hele.

Samlet set må man konkludere, at hvis man langt om længe tager skridt til en frigivelse af hashmarkedet, så skal det ikke være halvhjertet og superreguleret, men derimod en total ophævelse af forbuddet uden at sætte en masse andre registreringer, reguleringer og forhindringer i stedet.

Gangstere skal heller ikke slås ihjel

“Den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af uskyldige.”

Det synspunkt har jeg set nogle gange på blandt andet Facebook de seneste uger, og jeg forstår jo godt, hvad folk mener med det, men det er altså alligevel et lidt underligt standpunkt.

For hvis man mener, at uskyldige endnu ikke er blevet ramt, så må det indebære, at de hidtidige ofre har været skyldige. Det må åbenbart have været rimeligt, at de blev beskudt.

Men mig bekendt har vi ikke dødsstraf for salg af hash i Danmark, så jeg har lidt svært ved at se, hvordan nogen kan være så skyldige, at de har fortjent at blive skudt. Rockere og bandemedlemmer er også vores næste, uanset hvad vi måtte mene om deres gerninger.

Dertil kommer, at vi faktisk ikke ved noget som helst om graden af deres eventuelle skyld. At man er banderelateret er faktisk en temmeligt upræcis betegnelse.

Så mit synspunkt må blive, at “den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af flere.” Basta.

Og det vil kun ske, hvis man liberaliserer hashhandelen. Men det er en helt anden historie.

Fri hashhandel – er der praktiske problemer

Det er efterhånden blevet ganske populært at gå ind for en eller anden form for liberalisering af hash, og min egen position er klar. Uanset produktets givetvis skadelige bivirkninger, så gør både utilitaristiske synspunkter og navnlig principielle argumenter om statens rolle i borgernes liv en frigivelse noget nær nødvendig.

Men hvordan skal det rent praktisk foregå. I den forbindelse er det interessant at se, hvor mange mennesker, der trods de elendige resultater af den hidtidige statskontrol med handelen i form af forbud, går ind for at handelen skal ske under streng overvågning fra statens side.

Men også en fri handel vil naturligvis indebære praktiske problemer.

Hvor skal leverancerne komme fra?
Det første er, hvorfra forhandlerne kan få de nødvendige leverancer af lovlig cannabis. I de lande, hvor den største produktion finder sted, sker det ofte i strid med landets lovgivning. Og selv hvis legal eksport kan organiseres, er der så mange internationale restriktioner, at det kan være vanskeligt at lade varen være i transit i 3.-land. Jeg har faktisk aldrig helt forstået, hvordan det lykkes butikkerne i Holland.

Mulighederne for indenlandsk produktion har jeg ikke den store forstand på, men hvis varen belægges med høje afgifter for at undgå en øget efterspørgsel, så vil navnlig frilandsproduktion være forbundet med vanskeligheder. Det vil være nemmere i væksthuse.

Hvem skal sælge?
Også kredsen af forhandlere kan give anledning til drøftelse. Det er i debatten ofte nævnt, at handelen bør ske via enten statslige udsalg eller apoteker. Jeg kunne dog godt forestille mig, at apotekerne vil sky produktet som pesten på grund af risikoen for ansvar. Og statslige udsalg er næppe heller en praktisk mulighed.

De nuværende forhandlere er ikke specielt troværdige typer, men de kender markedet. Og hvis de kan drive erhvervet som lovlig forretning, så vil det i hvert fald kunne afbøde den trussel, som navnlig politiet gør meget ud af, nemlig at de vil finde anden kriminalitet at kaste sig over.

Det er klart, at med en afgiftsbelagt handel falder forhandlerens andel af prisen, men det betyder ikke nødvendigvis en nedgang i profitten, al den stund risikoprofilen bliver helt, helt anderledes. Der skal ikke beregnes tabt fortjeneste for tid i fængsel, konfiskeret varelager og meget andet.

Grænsehandel?
Som et sidste væsentligt problem bliver der grænsehandel, både i form af import og eksport. Importen må i vidt omfang kunne løses med en form for banderolering (f.eks. krav om salg og opbevaring i blisterpakninger), men eksporten vil kunne give en del negativ omtale, så længe vore nabolande ikke har samme holdning.

Samlet set er det ikke indvendinger, der kan give anledning til at opretholde forbuddet, men det er spørgsmål, der må overvejes.

Da Kaj Benny råbte “Pansersvin”.

For så vidt angår socialklasse, så er det jo klart som solen, at en Kaj Benny Jensen naturligvis jævnligt må optræde i straffesager. Det var dog måske alligevel ikke helt så givet, som man først skulle tro.  Kaj Benny havde nemlig været lektor ved en akademisk læreanstalt. Nærmere kan jeg ikke komme det, hvis han skal bevare blot et skær af anonymitet. Derfor har jeg også ændret det ene af hans karakteristiske fornavne.

Han havde i en alder af nogenoghalvtreds fået en alvorlig diskusprolaps og efterveerne af den havde givet ham permanente smerter, som han dulmede med temmeligt pæne mængder narkotika, som han imidlertid fik helt legalt.

Normalt forsvarer jeg retten til stofmisbrug med den bemærkning, at det er langt mindre indgribende i personligheden og helbredet end f.eks. drukkenskab. Men det er dog ikke uden omkostninger, at gå rundt i en salig bimmelim det meste af dagen – og natten med. Man får en særlig personlighed, hvor man bliver udflydende i sine meninger og totalt mangler fokus på en samtale. Det kan godt minde lidt om en almindelig brandert.

Efterhånden havde han derfor søgt ned i fællesskabet med de ligesindede, de illegale misbrugere ved Hovedbanegårdens bagindgang. Her fandt han indhold i dagligdagen som invalidepensionist.

Politiet havde jo et vist øje for gruppen. Det er hovedsagelig derfor, der er en politivagt på stationen. Og de syntes nok Kaj Benny stak lidt af fra de andre. De var i hvert fald efterhånden blevet overbeviste om, at hans lidt pænere tøj og raskere udseende var udtryk for, at han scorede en vis fortjeneste på handel med sine Rohypnoler eller hvad han nu ellers fik af gode sager.

Der var bare den lille hage ved det, at han altid huskede at opbevare sin medicin i pæne æsker fra apoteket med hans navn og dosering udenpå. Det forhindrede dog ikke et par betjente i at udse sig Kaj Benny som en særlig aversion. Så med nogenlunde mellemrum passede de ham op. Kaj Benny havde dog en vis sans for at påberåbe sig sine rettigheder – og de var dengang lidt flere end idag – så han var en besværlig kunde. Og derfor endte det jo også ofte med, at betjentene i irritation over hans lidt insisterende optræden anholdt ham.

Og lige så ofte løslod de ham uden nogen form for tiltale efter et antal timer. Hvorefter Kaj Benny krævede – og undtagelsesfrit fik – erstatning for uberettiget anholdelse. Det blev med 8 anholdelser på 6 måneder til et pænt lille skattefrit tilskud til pensionen. Og det var bestemt ikke noget, der stemte de pågældende betjentes humør lysere.

Sådan kunne livet være fortsat med samme regelmæssighed som romernes angreb på en lille landsby i Gallien, hvis ikke der en dag var sket noget nyt.

Kaj Benny kom nemlig forbi en varm sommerdag, medens en af hans bekendte var ved at blive anholdt af Kaj Bennys helt personlige vennepar blandt betjentene, Kling og Klang. Det havde udviklet sig til et helt lille opløb på en 20-30, givetvis højrøstede personer, der tydeligt tilkendegav deres mening om betjentenes kompetance, beskyldningernes rimelighed og sikkert adskilligt andet.

Udover vennen, endte det med at også Kaj Benny blev anholdt. Han havde ‘grebet forstyrrende ind i en politiforretning’ og navnlig havde han fornærmet 2 embedsmænd i funktion ved at kalde dem for ‘sorte pansersvin’. Han kunne dog ikke erkende hverken dette udsagn eller ‘dumme pansersvin’.

I byretten blev han dømt på vidneudsagn fra ikke alene venneparret, men også fra et par betjente, der hidkaldt af støjen, havde overværet episoden fra politivagtens vinduer.

Jeg havde fornøjelsen af at føre sagen i landsretten og vidste jo egentlig godt, at det var op ad bakke. Det første skridt var en besigtigelse af politivagten, hvor det sjovt nok viste sig at vinduerne sidder næsten lige så højt som i en fængselscelle. Men det var naturligvis ikke relevant, da skrivebordene just den dag var stillet nedenfor, så de kunne bestiges, når man ville nyde udsigten.

Heroverfor stod så det lidt irriterende synspunkt fra min side om, at muren på hovedbanegården er temmeligt tyk – 3 eller 4 sten – så man skal have hovedet stukket godt ud af vinduet for at betragte fortovet nedenunder. Og det må være ganske vanskeligt for en granvoksen betjent, fordi vinduerne faktisk ikke er ret store!

Derudover måtte der jo indkaldes relevante vidner, og dem var der en del af udover anklagerens. De var dog fordelt temmeligt vidt i samfundet, på jyske afvænningsanstalter, sjællandske arresthuse samt en del uden nogen fast bopæl. Så der dukkede ikke så mange op som tilsagt.

Og endelig var der mit store sats – en frifindelse af juridiske årsager. Det er almindelig kendt i injurieretten og andetsteds i strafferetten, at begrebet retorsion – gengældelse – er væsentligt. Men retorsion er normalt overfor modpartens ligeartede handlinger, at svare ordet dum med idiot eller knytnæveslag med knytnæveslag. Her var synspunktet imidlertid, at hvis retten måtte finde, at Kaj Benny havde fremsat de fornærmelige ord, så var der dog på grund af de mange uberettigede anholdelser i hans tilfælde tale om, at han – og kun han – måtte have en særlig ret til at benytte termer, som ikke normalt ville kunne bruges om betjente. Og naturligvis kun om Kling og Klang.

Det var en af de dage, hvor man var glad for, at ytringsfriheden i en retssal er total. Men det var altså heller ikke helt tosset fundet på – ej heller selv om det var fundet på af en tosset.

Det ville være dejligt at kunne sige, at det kom til at stå i dommen, men det gjorde det ikke. Det var nok for langt for den imposante retspræsident Boas, men det lagde måske nok en grund. Midten mellem 2 poler defineres jo af polerne.

Så Kaj Benny blev frifundet, fordi gerningen “ikke var bevist med den til en domfældelse fornødne sikkerhed”.

Samme eftermiddag blev Kaj Benny anholdt af Kling og Klang på McDonalds på Hovedbanegården for tyveri af en reklamekuglepen til en værdi af kr. 1,33.

Og så er det lige man spørger sig selv, hvor små ting politi, domstole og forsvarere egentlig skal spilde deres tid med?

Hvis man har lyst til mere fra samme skuffe, så kig her.