Borgerlige ord om parkering

Det er lidt tragisk, at når en politiker fra Enhedslisten endelig siger noget, som er i overensstemmelse med klassisk liberal økonomi, så bliver hun overfuset af samtlige borgerlige. Men naturligvis bør det koste mere for beboerne at parkere i København.

For det første er det en uforskammethed, at lade byens egne borgere få noget nær gratis adgang til p-pladser, medens nabokommunernes skal betale temmeligt heftige beløb, hvis de vover sig ind over bygrænsen til København. Og det burde også være ulovligt. Der kunne faktisk næsten lige så godt stå et skilt med: ”Parkeringspladserne må ikke benyttes af indbyggerne i rigmandsghettoerne.” Men så ville alle jo kunne se urimeligheden.

Parkeringspladser optager imidlertid jord. Og i en by er jord en knap og dermed hundedyr vare. Udenfor min dør er hver parkeringsbås på 10 m2. Hvis arealet var en privat grund, så ville det stykke jord inde i centrum kunne koste ca. 25.000 kr. årligt i grundskyld! Hvorfor skal man betale mindre for at bruge kommunens jord end for at parkere på sin egen?

Hvis kommunen havde indtægter fra parkeringslicenser i den størrelsesorden, så ville selv Enhedslistens politikere nok tænke sig om, førend de nedlagde dem. Lige nu er det derimod stort set gratis for venstrefløjen at imødekomme deres vælgeres romantiske forestillinger om et miljørigtigt liv.

Så borgmesteren har en, økonomisk set, fuldstændig fornuftig pointe. Men det er måske nemmere at kapere, når man ikke selv har en bil.

Nattelarmen og svineriet i København er EUs skyld.

Debatten om nattelarm og svineri i det indre København savner kun en ting, nemlig at nogen skyder skylden på EU. Alt ondt plejer at være EUs skyld. Og når det drejer sig om støj i byen, så er det for en gangs skyld ikke helt forkert.

For hvorfor er der er mere larm i gaden end for blot 10-20 år siden? Antallet af værtshuse er steget, men så længe folk sidder indenfor på et værtshus, larmer de ikke på gaden. Forskellen er imidlertid lige præcis, at de ikke længere sidder inde på værtshusene, og det skyldes rygeloven, der udspringer af et EU-direktiv. Vi ved allesammen, at i ethvert selskab er rygerne de morsomste, og når en af dem forsvinder ud af døren, stryger resten af selskabet med. Og så er der pludselig højtlydt tale på gaden. De tager naturligvis også deres drikkevarer med, og så fandt vi altså kilden til glasskårene.

Når de først er kommet udenfor, bliver de også nemmere inspireret til at søge nye vandhuller længere henne ad gaden, og så kører svikmøllen. Det bliver ikke bedre af, at de på vejen kan kigge ind hos detailhandlende med lang åbningstid og supplere lageret af drikkevarer. Så længe folk befinder sig inde på et værtshus, kan stedets vagter skille diverse kamphaner ad. Men det kan de jo ikke tillade sig på samme måde ude på gaden. I stedet for at skændes om antallet af udendørsarrangementer, burde vi indse, at det endnu en gang er et formynderisk forbud, der har uønskede konsekvenser.

Tænk på det, næste gang nogen råber, at dette eller hint bør forbydes.

Bragt som dagens brev i Berlingske 15. september. 

Undgå forargelsens fangarme.

Myten om en dårlig tone i debatten på de sociale medier er ikke nødvendigvis sand – i hvert fald ikke for os i andet eller tredje geled af den offentlige debat.

Gennem de seneste år har Berlingske optaget et større tocifret antal indlæg fra min hånd. Men jeg har endnu ikke modtaget reaktioner med truende undertoner. Nogle har været ureflekterede, men det er dog menneskeligt. Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse.

Man kommer næppe udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man vil pådutte andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening.

Det er måske forhold, som en del meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne »nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!«

Desuden bør det nøje overvejes, om diverse mishagsytringer også skal ses som trusler. Trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør…, så sker der… Men det er noget helt andet end alle de grimme variationer over temaet »gid du må brænde op i helvede«.

I virkelighedens verden har vi vist heller ikke eksempler på, at facebook-ytringer er blevet fulgt op med realiteter. Og det er måske det vigtigste at huske på, når forargelsens fangarme griber i en.

Bragt som dagens brev i Berlingske 22. august 2016. Men det er nu mest et opkog af gamle tanker om, at debattører lidt selv bestemmer, om de får Mere tak end utak.

Bedre skatteregler for forældrekøb.

Hele hurlumhejet med forældrekøb skyldes dårlige regler. Ikke dårlige skatteregler, men derimod en dybt uhensigtsmæssig lovgivning om lejeregulering, boligstøtte samt en hel hær af anden boliglovgivning.

Alle disse markedsforvridninger bliver så ricochetteret over i skat. Hvis ikke boligmarkedet var forvredet, så ville der ikke opstå forældrekøb i nævneværdigt omfang og slet ikke forældrekøb motiveret i skattereglerne.

At få ændret boliglovgivningen er nok den mest ørkesløse kamp, man kan begive sig ud i. Der er langt mellem snapsene, navnlig fordi de borgerlige partier helt har opgivet kampen. Man ser aldrig en borgerlig partileder sætte en boligpolitisk dagsorden; den slags har han folk til, for han tror ikke, at han kan vinde.

Men man kan altså relativt nemt løse de skatteretlige problemer ved forældrekøb ved at anvende velkendte principper og regler. Når en virksomhed aldrig har udsigt til overskud, så kalder man den traditionelt for en “hobbyvirksomhed”, og så gælder der det enkle princip, at ejeren aldrig kan få flere fradrag i virksomheden, end han har indtægter. Virksomheden kan gå i nul, men ikke få tilskud til at dække underskuddet.

Overskydende renteudgifter bør ved forældrekøb kunne fratrækkes efter de almindelige regler, så de har ca. 30 % skatteværdi. Ellers opstår der nogle omgåelsesmuligheder.

I så fald er der ikke længere et grundlag for misundelse. Hvis forældre vil støtte deres børn, så kan de gøre det, men de gør det for deres egne penge

Jens Frederik

Dette opslag – bortset fra næstsidste afsnit – blev bragt som Dagens brev i Berlingske 4. august 2016, Tidligere har jeg skrevet et par andre opslag om forældrekøb. Dem kan du finde ved at søge tagget: Forældrekøb