Burka-sager bør behandles med lægdommere

Burkaer, klovnenæser og elefanthuer vil stadig være lovlige, hvis de tjener et anerkendelsesværdigt formål. Men hvem skal træffe den afgørelse

Lægdommere skal sikre overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed og domstolenes afgørelser. Det fremhæver alle lærebøgerne i strafferetspleje som en af de allerstærkeste begrundelser for at have lægdommere i straffesager.

Og når en lov bruger elastiske udtryk  som vendingen anerkendelsesværdige formål, der kommer til at stå i burkaloven, så er man landet i lige præcis den type sager, som er allerbedst egnede til lægdommere. Der er nemlig både tale om en lovfortolkning, som skal finde normaldanskerens holdning, og et bevisspørgsmål, hvor en professionel dommer nemt får en vanepræget tilgang. 

Processen frem til lovforslaget har været præget af modstand, men sandsynligheden for at Justitsministerens forslag  bliver vedtaget ligger efterhånden udenfor enhver rimelig tvivl.  Som led i processen har forslaget allerede skiftet navn fra burkalov, over maskeringsforbud og er endt med tildækningsforbud? Eufemismer er åbenbart et af de prokuratorkneb, som skal få folketinget og sidenhen domstolene til at acceptere loven.

Vigtigere er dog, at lovforslaget, som nævnt, indeholder et figenblad, der skal berolige samvittigheden. For selv om hovedreglen bliver et forbud, så kommer der en undtagelse, når sløret tjener et anerkendelsesværdigt formål. Det er bare en undtagelse, der er temmelig elastisk. Undtagelsen kan blive så lille som et nåleøje eller så stor som en ladeport. Og hvad der er langt værre, den kan ramme forskellige grupper meget forskelligt.

Hvor stor justitsministeren synes, undtagelsen skal være, det står der sjovt nok ikke ret meget om, udover at religiøst betinget tildækning kan være lovlig under ceremonier, men ikke på vej til og fra dem. Men når justitsministeren ikke har nogen klar opfattelse af rækkevidden, så kan borgerne heller ikke have det.

Lovgivning med elastik i er ikke ukendt. Knivforbuddet har nøjagtig samme formulering om anerkendelsesværdige formål, men der er en væsentlig forskel, nemlig at knivsagerne skal bedømmes af en domsmandsret og ikke bare af en tjenestemandsansat dommer. Og det skal de, fordi man får fængsel for overtrædelser af knivloven.

Men at burka-forbrydelser vil føre til påstande om fængselsstraf, er der en forsvindende sandsynlighed for. Lovudkastet foreslår ganske vist, at der skal straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.  Men i så fald vil man gøre modtageren til en martyr for sagen. Og netop målgruppen for denne lov har jo tendens til ligefrem at søge efter martyrier.  Af samme grund bliver det nok også usigeligt svært at få lov til at sidde bøder af, uanset bøder efter straffeloven som udgangspunkt udmåles i dagbøder,  af hensyn til at de skal kunne omveksles til fængsel.

Det har imidlertid den ærgerlige konsekvens, at der ikke kommer lægdommere på sagerne. Det bør der rettes op på, så retsplejeloven får en ændring i § 686 med et nyt stk. 3: “Lægdommere deltager desuden i sager om overtrædelse af straffeloven § 134 c.

 

Foto: Aschi Fachler (Flickr.com)

Bandeforbud

For nylig bredte begejstringen sig blandt politikere, efter at politiet havde opgjort antallet af kriminelle med bandetilknytning. At narkohandel og bander er et sammensurium, og at narkohandlere samt deres tæskehold kommer bag tremmer i ret lange perioder, er dog ikke en nyhed.

Nej, nyheden ligger i, at man nu endelig mener, at der er grundlag for at forbyde bandernes eksistens. Hvis man blot et øjeblik antager, at grundlaget er der, så trænger der sig et spørgsmål på: “Hvad vil man opnå med det?”

For at sige det helt banalt, er der så noget som helst, der forhindrer, at bandemedlemmerne næste dag afholder stiftende generalforsamling i en ny og tilsvarende organisation? Det er muligt, at reglerne om ophævelse af foreninger har stået i Grundloven siden 1849, men der er sandelig også en grund til, at reglerne kun er blevet brugt et ganske beskedent antal gange.

Opløsning af foreninger kan ske på 2 måder, enten ved dom eller ved en særlig lov.

Louis Pios socialister blev forbudt i 1874 ved en dom, fordi man anså formålet for ulovligt. Men det er jo ret åbenlyst, at socialisterne blot arbejdede videre under andre former.

Dernæst findes der domme om foreninger, der skulle omgå nogle regler i beværterlovgivningen, idet man meldte sig ind i en forening ved indgangsdøren, og så kunne der udskænkes frit. Det er af samme grund man bruger betegnelsen ‘natklub’. Så var der i 1924 en forening, der mest frekventeredes af bøsser. Hvad dens medlemmer gjorde bagefter vides ikke, men givet er, at i det lange løb havde dommen ikke voldsom betydning.

I 30’erne blev der indført et uniformsforbud, som bl.a. ramte spejderbevægelsen og et forbud mod at stifte foreninger, der skulle tjene som politiske partiers tæskehold. Hvor stor effektivitet de 2 love egentlig havde, kan nok diskuteres, men under alle omstændigheder handlede de ikke om opløsning af eksisterende foreninger.

Det gjorde derimod den bedst kendte sag, nemlig opløsningen af kommunistpartiet i 1941. Den er sin egen af flere grunde. For det første skete opløsningen ved lov. For det andet blev de kommunistiske folketingsmedlemmer afskåret fra at deltage i behandlingen af lovforslaget. Og for det 3. blev en hel del af foreningens medlemmer buret inde. Hvis man interesserer sig lidt for proportioner, så står det nok temmelig klart, at indespærringen var det værste indgreb og dernæst indgrebet i folketingsmedlemmernes deltagelse i folketingets møder.

Selve  opløsningen af partiet var derimod underordnet, for partiet var såmænd nok gået under jorden alligevel. Og det gjorde det jo også. Den største forhindring for partiets fortsatte virke var fraværet af de internerede personer – ikke forbuddet.

Set i det lys må man konstatere, at sandsynligheden for at opløsning af rockergrupper vil have nogen anden virkning end beskæftigelse af et større antal jurister er ganske beskeden

Det er slemt nok at skyde gråspurve med kanoner, men endnu værre bliver det, når fuglen blot flyver sin vej, inden granaten lander. Det vil være realiteten med et forsøg på at forbyde bander. Så skal vi ikke bare lade være – uanset der kunne findes andre argumenter mod et forbud.

Er alting glemt om hundred år?

Det kan lyde mærkeligt, at jeg som næste led i argumentationskæden egentlig godt kunne finde på at sammenligne narkogangstere med så hæderkronede foretagender som socialdemokraterne og bøssebevægelsen. Idag betragter de fleste Louis Pio som en pioner for den nye tid. Og Herman Bang er ikke længere en sindssyg forfatter blot på grund af sin homofili. Og det må føre til det noget provokerende spørgsmål, om narkohandlere om 100 år vil blive bedømt på samme måde.

Umiddelbart lyder det vanvittigt, men når man ser ud i verden, så må man konstatere, at der er et stadigt stigende antal lande, der bevæger i retning af at legalisere handel med narkotika, navnlig hash. Og resultaterne af liberaliseringerne er entydige. Så selve handelen vil formentlig foregå aldeles legalt en gang i fremtiden. Det kunne jo tale for, at man i fremtiden vil mene, at rockerne nok ikke var så slemme.

Den mængde vold og drab som udgår fra disse grupper, er imidlertid overvældende. Og periodevis ser man den undskyldning, at der primært er tale om vold mod andre markedsdeltagere. Men den køber jeg ikke. For det første er banditter ikke en særlig form for undermennesker, som det er mere legitimt at slå ihjel. (Og hvorfor skulle så kun gruppens egne medlemmer have lov til at begå drabene?) Og dernæst er der temmeligt mange af ofrene, som ikke er banditter. Så der er ingen grund til at se mildere på gerningsmændene til disse voldsforbrydelser end  på andre ugerningsmænd..

Men alligevel må jeg objektivt set konstatere, at opfattelsen af forbudstidens gangstere efterhånden er mildnet en del i takt med, at man ser forbuddet som den egentlige årsag til drab og vold. Så kan hænde, der også kommer et forsonende skær over Makrellen samt hans ligemænd. Men ikke med min gode vilje.

Men om hundred år vil man nok betragte kriminalisering af selve handelen som en mærkelig fortidig foreteelse, som da aldrig burde have ført til et bandeforbud.

Lad os nu tænke tanken til ende

Hvis man ikke har ladet sig overbevise om, at et forbud er omsonst, så kan man jo overveje, hvorledes en retssag vil forløbe. Og det er her juraen normalt er kommet til kort, for der skal være en række betingelser, der skal opfyldes.

Sjovt nok blev der foretaget en ændring af grundlovens regler om foreningsfrihed i 1953, så regeringen ligefrem fik en pligt til at indlede sager om opløsning af voldelige foreninger. Og så skulle der vel ikke være flere problemer. Men det er der.

Og banderne vil lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, herunder at domstolene selv ved tidligere lejligheder har fastslået, at det er de ikke.

Det skete fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmænd, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag. Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Og det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere er en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.Det er også mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se disse hærdebrede mænd sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig mestendels udveksler strikkeopskrifter – eller endnu bedre, at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Så det kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Dann haben wir aber andere Metoden!

De fik jo krammet på Al Capone til sidst, så det må da også kunne lykkes for os. Det var i hvert fald et meget populært synspunkt, som blev fremført for nogle år siden. Og metoden skulle være en effektiv brug af al mulig anden lovgivning end straffeloven.

Det drejer sig om alt fra folkeregisterloven, over moms- og skattelove til regler om nattestøj i boligområder.

Alt kan lade sig gøre, men det er vanvittig dyrt. Selv har jeg haft fornøjelsen af en sag, hvor man forsøgte at skræmme en rockergruppe fra et benytte en bygning i Hvidovre, der tidligere havde været forsamlingshus eller lign. Som jeg husker det, så havde man samlet en lang liste over ulovlige forhold. Det drejede sig om larm fra motorer, når der blev justeret motorcykler i gården, over en manglende brandslukker, en blokeret redningsåbning, opsætning af en gipsvæg uden byggetilladelse, og guderne må vide hvad.

Nu var det ikke sådan, at der stod ‘Nøragersmindebanden’ på skødet. Skødehaverne var nogle relativt perifere personer, herunder en af Danmarks mest frifundne, der havde lejet ud til gruppen. Ejerne havde – sjovt nok – et fint revideret regnskab over deres udlejningsvirksomhed. Men ifølge deres eget udsagn havde de en ret urolig gruppe lejere, og man kunne selvsagt ikke pålægge dem ansvar for lejernes opførsel.

Det hele kom til at udspille sig over 3 retsdage, med et hav af beskikkede advokater og en hel deling betjente til at sørge for sikkerheden. Jeg tror mit eget honorar var over 50.000, så den gipsvæg blev dyr for stat og kommune – navnlig da der stort set blev frifundet grundet dårligt fodarbejde hos kommunens jurister.

Naturligvis kan man ved en koncentreret indsats få nogle enkelte pragteksemplarer ned med nakken. Problemet er bare, at indtil nu har det vist sig, at ‘for de gamle som faldt er der ny overalt’. Og hvis man skal nå raden rundt, så får man travlt. For at sige det ligeud, så går også denne model op i beskæftigelsesterapi for jurister.

Dertil kommer, at de forskellige små stramninger af allehånde love i den gode sags tjeneste uundgåeligt også vil blive brugt mod almindelige lovlydige borgere. Den seneste tids totalkontroller kan godt ses som et resultat deraf. I stedet for at bruge sin tid på de besværlige kriminelle, så bruger man de samme metoder mod de øvrige borgere. Man får selvsagt en vist fangst, det er langt enklere sager og navnlig slipper man for den risiko for voldelige konfrontationer, som er en del af bandernes kendetegn.

Så hvad skal vi gøre?

Den uundgåelige konklusion er, at bandeforbud har glimrende virkninger som beskæftigelsesfremmende foranstaltning for nyuddannede akademikere. Men anden virkning har det næppe. Så det vil da sikre beskæftigelsen for akademikerne i årtier fremover.

De ressourcer der bruges på den indsats, er imidlertid ressourcer, som man tager fra alle mulige andre formål. Så man må da overveje, om der ikke findes bare et eneste andet sted, hvor man kunne bruge vore skattekroner med større udbytte. Det tror jeg nok, der er.