Det første bandeforbud er udstedt, nu starter det juridiske cirkus.

Når den udøvende magt forbyder en forening, så skal der følges op med en retssag, hvorunder domstolene skal tage stilling til, om forbuddet var retmæssigt. Det kan blive festligt.

Hvem skal møde i retten?

Når man indleder en retssag, så skal man udpege sin modpart. Og det kan have sine vanskeligheder. Sagen om rydning af ungdomshuset, som jeg i sin tid en kort periode havde lidt indsigt i, gik noget nær i stå, fordi man ikke kunne udpege den ansvarlige ledelse.

Sagøgeren, staten, skal i stævningen udpege personer, som stævningen kan forkyndes for. Men hvem er de? Vil man stævne alle formodede medlemmer, som det man kalder et nødvendigt procesfællesskab? Eller nøjes med en formodet ledelse, som givetvis møder frem og fortæller, at det skam ikke er dem, og at de heller ikke ved, hvem det så er.

Hvis det ikke går i hårdknude, så tager det i hvert fald tid og penge.

Er bander overhovedet foreninger?

Når man endelig når til substansen, så vil banderne lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger, så der ikke er noget at opløse. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, for domstolene har selv ved tidligere lejligheder fastslået, at det er de ikke.

Det skete, fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmand, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag.

Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en – i det tilfælde – knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget, hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Er foreningens aktiviteter ulovlige?

Det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen med stoffer egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.

Det er mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter fra erhvervsvirksomheden går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se d’herrer sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig ikke mødes for at planlægge forbrydelser, men at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Et glædeshus for jurister

I sidste ende kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Og så er vi slet ikke nået til sagerne om overtrædelse af forbuddet endnu. Det bliver et mindst lige så fyldigt kapitel i symbolpolitikkens lange, grinagtige historie.

Én ting kan man være helt, helt sikker på: Salget af hash og stoffer sker der intet med. “For de gamle som faldt, bli’r der ny overalt.”

Grundlovsbrud at kræve håndtryk af nye statsborgere

Kommende statsborgere skal, som sidste  skridt førend de bliver statsborgere, deltage i en ceremoni, hvor de skal give håndslag på at være danske og holde grundloven. Og gør de ikke det, så bliver de slet ikke danske. Sådan lyder de fremmedforskræk-kedes seneste forslag. Umiddelbart lyder det nok lidt fjollet, for mon ikke de fleste vil synes, at “Paris er nok en messe værd. Men der er også et lille juridisk problem.

Man bliver statsborger i kraft af loven – ikke som følge af andre handlinger

“Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov,” står der i Grundlovens § 44. Der står ikke “i henhold til lov” eller “ifølge lov”. Der står ved, ligesom der står i § 43, som handler om skatteopkrævning. Betydningen af den formulering er at sikre, at kun den lovgivende magt kan bevilge statsborgerskab. Den udøvende magt har absolut ingen ret til at træffe afgørelse derom.

Hvis Folketinget ikke vil give statsborgerskab, så kan det ikke gives. Og hvis Folketinget har truffet beslutningen, så kan regeringen ikke bagefter finde på krog-love, trainering og dumme undskyldninger i form af for slatne håndtryk for at forhindre den pågældende i alligevel at blive statsborger. Det er så enkelt; statsborger bliver man, når loven om indfødsrets meddelelse træder i kraft efter dronningens stadfæstelse af den. Det er det sidste skridt, siger grundloven.

Når nogen har fået ideen om håndtryk, erklæring om at overholde grundloven og formentlig lige nu bryder deres hjerner med, hvad man mere kan overgå hinanden med af krav i form af knælen, flagkysseri eller ligefrem et klassisk kinesisk kowtow, så skyldes det, at der de senere år er blevet afholdt velkomstfester for nye statsborgere. Men de har bare ingen retsvirkning. De er ligesom festen efter brylluppet i kirken.

Nye statsborgere skal naturligvis overholde grundloven, men det skal folketingets medlemmer også

Der er naturligvis ikke nogen, som har lov til at bryde grundloven! Det siger næsten sig selv. Men sjovt nok, så er grundloven en af de ganske få love om regulering af borgernes liv, som ikke selv indeholder nogen straffebestemmelser for overtrædelse.

Det er der nok flere gode grunde til, først og fremmest formentlig at det strider mod hele ideologien i demokratiet at antyde, at nogen forsætligt skulle bryde den. Derudover ville en strafbestemmelse jo typisk også indebære betydeligt større risiko for myndighederne end for den almindelige borger, for det er netop myndighederne, som grundloven lægger de fleste bånd på.

At kræve at borgere skal erklære sig villige til at overholde grundloven, ville under alle omstændigheder være ren symbolpolitik uden nogen konsekvenser. At Folketingets medlemmer allerede skal gøre det, har jo heller aldrig nogensinde haft nogen praktiske konsekvenser.

De historieløse som traditionens vogtere

Et af de interessante momenter ved symbolpolitik er, at tiltagene ret konsekvent præsenteres som et forsvar for traditionelle danske dyder. Men ligesom i sangerinden Natashas sang “Giv mig Danmark tilbage,” så er det lige så notorisk, at man altid påberåber sig en tilstand, som bestemt ikke er særligt traditionel.

Man kan i hvert fald med god ret hævde, at der er andre mindst lige så gode tradtioner, som man siger farvel til ved at gå ned ad den symbolpolitiske vej. Og det bliver jo også lidt dobbeltmoralsk, at vi eksempelvis lige siden indførelsen af kvindelige præster har accepteret, at andre præster ikke behøver give dem hånd, at læger kan nægte at medvirke til abortus provocatus af etiske grunde og massevis af andre små hensyn til diverse aparte minoriteter.

De nationalkonservative har naturligvis ret til at have deres synspunkter, men netop når man taler om traditioner, danskhed og andre fine ting, så skylder man os andre, at “når mænd man kaster sin handske, opslår man sin ridderhjelm”. Alt andet er forløjet og i strid med dansk selvopfattelse.

Lovforarbejder – en skatkiste af viden

Der er formentlig kun få lande i verden, hvor jurister lægger mere vægt på, hvad “lovgivers hensigt har været”, end i Danmark. Og derfor læser danske jurister usigeligt ofte på lovforarbejder, altså de begrundelser for forslaget, som ministerens embedsmænd udarbejder.

Nogle gange er de mere oplysende end andre. Her i dag læste jeg på et lovforslag fra Søren Papes hånd. Det indeholdt følgende ikke helt usædvanlige bestemmelse:

Ҥ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.”

Det er der sådan set ikke noget unormalt i. Det er faktisk set temmeligt mange gange før.  Og der kan være rigtigt gode grunde til det. Så måske kunne det være interessant at se, hvad man har forestillet sig denne gang. Hvis man så bladrer om til bemærkningerne, så finder man denne vildt begavede begrundelse:

“Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Så blev man heldigvis så klog!

 

 

PS De kritiske kan slå teksten efter i Lovforslag 118 fra 2017-18

 

 

Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Karsten Lauritzen har ikke styr på sit ministerium; men til gengæld har FSRs lobbyister åbenbart godt styr på ham

Skatteminister Karsten Lauritzen havde en kronik om skattesnyd i Berlingske Business/Business.dk d. 30. maj. Den havde direktøren i FSR – den af alle lobbyorganisationer, der har flest interesser i at påvirke Skat – skrevet sammen med ham. Og det kunne man se

Hvis han har ladet sine embedsmænd læse kronikken , og de har godkendt den, så trænger Skatteministeriet i hvert fald endnu en gang til udskiftning på topposterne. Det faktuelle grundlag er ganske enkelt forkert i en grad, som aldrig burde være sluppet forbi dem. Og hvis de ikke har læst den, så er det lige så slemt, at ministeren ikke samarbejder med dem.

Lauritzen refererer i kronikken, at EU-kommissionen har beregnet, at de europæiske lande mister ca. 1.000 mia. Euro årlig i skatteindtægter på grund af skatteunddragelse, såvel den kriminelle variant skattesnyd som legal skattetænkning. Det er logisk umuligt at bevise, at EU-kommissionen aldrig har begået en sådan beregning, for man kan ifølge Aristoteles ikke bevise en negativ kendsgerning. Men det er da sigende, at ministeren og hans medforfatter fra revisorernes fagforening ikke angiver deres kilde.

Det mest sandsynlige er imidlertid, at ministeren fejlhusker og i virkeligheden tænker på en rapport fra den socialistiske gruppe i EU-parlamentet. Det er jo noget lidt andet. I så fald har man vel lov til at forvente et element af spin og forvanskning af tallene. (Rapporten kan findes ved at google ”Closing the European Tax Gap 2012”)

Hvis man læser rapportens tal for Danmark, så viser det sig, at socialisterne antager, at 1/6 af den samlede danske økonomi er ”forsætligt er skjult for offentlige myndigheder”, altså sort på den kriminelle måde. Det er jo absurd! Og så skal eventuel grå skattetænkning lægges oveni. Det næste bliver vel, at 1/6 af befolkningen er marsmænd.

Det antages endvidere, at alene den danske stat mister svimlende 140 mia. kr. om året som følge af sort arbejde. Det mest ædruelige tal, der findes om sort arbejde i Danmark, stammer fra Rockwoolfonden og giver et skøn på ca. 8 mia. i tabte skatter. Forskellen er slående.

Tilbage står et klart indtryk af en minister, som ikke har tilstrækkelig indsigt i sit eget ressort, og som i jagten på lidt billig popularitet er villig til at optræde som stråmand for en interesseorganisation. Det lover ikke godt for genopretningen af et ministerium, der de seneste år har henligget i kaos.

PS Her er så ministeriets officielle opgørelse af tabene på sort arbejde.