Fitness til sosu-erne

Københavns sundhedsborgmester vil indføre obligatorisk, men gratis styrketræning for sosu-assistenter i arbejdstiden.

Refleksreaktionen hos en del borgerlige er klar. Individets frihed og personlige ansvar for sundhed skal ikke knægtes af en politiker, der har styring af hver eneste detalje i borgernes liv som endemålet.

Men er det nu også sådan?

Danske arbejdsgivere har gennem love og overenskomster fået dels pålagt, dels påtaget sig et ansvar for medarbejderes sygdom og graviditet. De skal betale temmeligt store beløb til medarbejdere, der ikke er produktive. Det gælder i særlig grad, hvis sygdommen kan siges at være affødt af arbejdet – og i den situation er det jo helt berettiget, for ellers fik arbejdsgiverne et ‘free ride’ på andres bekostning.

Sosu-assistenter i kommunal ansættelse er nærmest berygtede for deres betydelige sygefravær, som de i hvert fald selv gerne vil henføre til arbejdsvilkårene.

Under de omstændigheder er det naturligt, at arbejdsgiveren forsøger at minimere sine omkostninger. Hvis det for arbejdsgiveren er sådan, at medarbejderne i gennemsnit er bare 61 minutter mindre syge, hvis de får 1 times målrettet motion i arbejdstiden, så må det være en del af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, når man kræver motion. Man kunne måske endda gå så langt som til at påstå, at det ligefrem er en del af at vedligeholde medarbejdernes evner til at udføre arbejdet og dermed nærmest en pligt.

Varsling for nuværende medarbejderne kan være rimelig, men ikke i forhold til nyansatte.

Det problematiske ligger derimod snarere i,

  • at sosu’ernes sygelighed kan skyldes, de som gruppe betragtet også passer ind i nogle livsstilsmønstre, som giver forhøjet sygelighed og dermed andre faktorer end arbejdet,
  • at et betydeligt antal andre faggrupper kan have lyst til at få tilsvarende ordninger,
  • at det som arbejdsgiver kan være vanskeligt at forsvare sig mod krav derom, navnlig når man er en offentlig arbejdsgiver, der er underlagt alle mulige ‘public choice’-effekter, samt 
  • at væksten i udgifter til fitness-centre og instruktører på bare ganske kort sigt vil overstige den positive effekt.

Men alt det kan man jo løse ved en privatisering af skidtet.

Pengene fosser ud af statskassen … også til Peter Loft.

Det bliver en dyr historie for skatteyderne, at Thor Møger ville af med sin departementschef, Peter Loft. Faktisk så dyrt, at man andre steder nok ville have fået en påtegning fra revisionen.

Om Loft var en dygtig chef, der efterlod et ministerium i god orden, kan jeg ikke sige. Det er jo i hvert fald sikkert, at den ledelse, der kom i hans sted, ikke har formået at undgå fejl i massivt omfang. Men det er en anden historie.

At Kinnock-sagen var anledningen til at Loft røg, ved vi jo alle. Men det var ikke den begrundelse man brugte for at sende ham hjem. I den forbindelse sagde man, at der var behov for fornyelse. Og hvis det virkelig havde været den sande begrundelse, så ville det også have været fair nok.

Traditionen er, at en minister altid og uden forklaring kan afskedige en tjenestemand, såfremt han ikke længere har tillid til ham – en diskretionær afskedigelse. Der skal ingen begrundelse gives. Det koster bare noget. Tjenestemanden skal have en livslang pension, som beregnes ud fra antallet af ansættelsesår. Og han bevarer pensionen uanset om han får ny stilling, så længe han bare holder sig fra staten som arbejdsgiver.

Noget andet er det, hvis man nedlægger hans job. Hele fundamentet med tjenestemænd er, at der er tale om stillinger af så central betydning for staten, at de principielt set aldrig skal nedlægges. Hvis man så gør det, så har staten en pligt til at finde medarbejderen et nyt tilsvarende job. I mellemtiden sendes medarbejderen hjem med “rådighedsløn”, det der i gamle dage hed ventepenge. Rådighedsløn er fuld løn i en periode på 3 år, og dernæst overgår man til pensionering, ligesom ved en diskretionær afskedigelse.

I hvert fald når der ikke er tale om topchefer, så fører disse – tilsyneladende udmærkede – regler til, at man lægger et voldsomt pres på den ansatte i det syndige håb, at han selv siger op. Eller at han begår en dummert, så han kan opsiges af andre grunde, uduelighed, samarbejdsvanskeligheder eller lign. For så forfalder pensionen først, når han bliver gammel, og dermed sparer man beløbet i de mellemliggende år.

I forhold til de regler er Lofts afskedigelse absurd – set med skatteyderøjne.

Man postulerer, at hans stilling nedlægges, så han skal have løn i 3 år til. Det kan lade sig gøre, fordi man skaffede plads til hans afløser, ved at oprette en ekstra stilling, så ministeriet havde 2 departementschefer. I fiktionens verden er afløseren altså slet ikke en efterfølger, men en kær kollega.

Set med bogholderøjne, så havde det eneste rigtige været at afskedige ham straks. I så fald havde han fået pension under hele sagen og det ville han selvsagt også skulle have fremover. Men forskellen på løn og pension i alle årene havde man da sparet. Og man ville ikke skulle tælle løn i en ekstra rådighedsperiode med, når man skulle beregne hans anciennitet og pension.

Den tur Loft har været igennem med mange års usikkerhed, med en de facto bortvisning fra alle hans kontakter gennem et langt arbejdsliv og uden mulighed for at komme igang med noget nyt så længe undersøgelseskommissionen arbejdede (Gid fanden havde den slags omsvøbsdepartementer!) er på mange måder en urimelig belastning af et menneske. Navnlig har det været slemt, fordi man hele tiden har opretholdt en fiktion om, at hvis kommissionen frifandt Loft, så var han stadig departementschef.

Ved at opretholde den fiktion har man fuldstændig spærret mandens muligheder for at komme i gang med noget nyt. Og den samme løgn skal altså nu koste nogle millioner i ekstra omkostninger. Det er ikke tilfredsstillende.

Farvergadesagen I – dommens juridiske grundlag

Det blev en af de korte domme, da Københavns Kommune 17. juni fik Højesterets ord for, at kommunen havde hævet ca. 60 millioner for meget i statskassen.

Der fulgte dog en regning på 1 1/4 million til statens advokat med. Dertil kommer det samme beløb til kommunens egen. Og det er oveni de 7,4 millioner, som kommunen betalte for 1 instans – altså samlet set pænt over 15 % af det beløb parterne var uenige om.

Interessen ved dommens juridiske side er egentlig ikke så stor. Det er snarere spørgsmålet om det politiske systems reaktion, der påkalder sig interesse. For det første er det en relativ nyhed, at offentlige myndigheder lufter deres interne stridigheder ved domstolene.

For det andet kan man se sagen som en illustration af, hvordan kommunerne egentlig styres.

Men lige nogle ord om juraen. Reglerne på beskæftigelsesområdet er blandt de oftest ændrede i dansk lovgivning, men dengang var hovedreglen, at staten betalte kommunerne 35 % af udgifterne til kontanthjælpsmodtagere. Det beløb kunne man så få hævet til 65 %, hvis ellers kommunen – sammen med borgeren – udførte en ekstra indsats for at få den ledige i beskæftigelse. Den indsats skulle bestå i 25 timers ugentlig aktivering.

Der var tale om en gulerod til kommunerne. Mine børn har en gulerod kaldet ‘lommepenge’, men de rydder kun det op, som er absolut nødvendigt for at få udløst dem. Og kommuner er ikke ret meget anderledes.

Hvad er så aktivering? På den ene side må det stå klart, at der ikke kan være et krav om mandsopdækning med en kommunalt ansat jobkonsulent 25 timer ugentlig, for så vil ordningen bestemt ikke fungere som en gulerod. Men kommunens indsats skal på den anden side afspejle den øgede refusion.

Ledige kan kun få kontanthjælp, hvis de er jobsøgende. Så den betingelse skal naturligvis være opfyldt, for at kommunen kan få de første 35 % refusion. Og for at nå op på de 65% skal kommunen (og den ledige) levere ‘noget mere’. I stedet for blot en indsats, skulle der være tale om en ‘aktiv indsats’. Det kunne også beskrives som 25 timers yderligere struktur og mening med tilværelsen for de ledige.

(Det er fristendende, men sproglige kommentarer om begrebet ‘passiv indsats’ er formentlig unødvendige overfor min læserskare.)

Det København tilbød var et enkelt ugentligt fremmøde hos en sagsbehandler, kontrol af om den ledige havde udfyldt en jobsøgningsdagbog og intet andet. De 23½ time skulle så bestå af hjemmearbejde – evt . brug af computer i kommunens lokaler. I nogle tilfælde blev der dog suppleret op med forskellige kurser andetsteds. Og dette fik kommunen med egne ord beskrevet som et ‘kombineret intensivt aktivt forløb’

Der er et tydeligt misforhold mellem 25 timer og 1½ time. Det misforhold bliver ikke mindre, hvis det virkelig forholder sig som nævnt et enkelt sted i dommen, at de 1½ time er den tid, som den kommunale medarbejder brugte på samtalen, inclusiv forberedelse og jornalskrivning, medens den ledige kun var tilstede til en samtale på ca. ½ time!

På den baggrund kan dommens resultat ikke undre. Dommen er en ufatteligt simpel forklaring (nogle ville sige fortolkning, men det er det samme) af lovgrundlaget og en endnu enklere konstaring af, at betingelserne for at opfylde loven ikke er bevist.

Underligt er det derimod, at sagen blev ført, at den var blevet anket, og at det var en enstemmig borgerrepræsentation, der ankede.

Derom mere i næste kapitel.

Vejlegården – hvordan kan den løses?



De gratis konflikter

Et af sommerens varmeste diskussionsemner har været Vejlegården. Der kan ikke herske tvivl om, at der fra borgerlig side har været en dybfølt forargelse over 3Fs fremfærd i den sag.



Moddemonstration ved La Cabana i Herning, hvor
bølgerne gik højt i flere år fra august 1983 og frem

Vejlegården er imidlertid ikke den første højprofilerede konflikt af den slags. Hvis ens erindring er lang nok, kan der opremses temmelig mange. Nørrebros Bryghus, Nyhavn og La Cabana er blot nogle af de kendteste. I hver eneste af disse konflikter har den folkelige opinion vist ret betydelig støtte til den konfliktramte virksomhed. Og i alle tilfældene har borgerlige politikere sat sig for at finde en løsning – navnlig hvis de har været i opposition.

Samtidig burde fagbevægelsen efterhånden kunne indse, at det kun er i forhold til den allermest ihærdige kerne af medlemsskaren, at disse konflikter styrker tilhørsforholdet. I en bredere kreds vil meget langvarige konflikter derimod medføre en opfattelse af, at fagforeningerne er lidt impotente, og det vil dybest set svække dem på lidt længere sigt. Det er vel ikke lige den udvikling, de ønsker sig.

Men når de borgerlige har haft regeringsmagten, så er der imidlertid endnu ingen minister, som har haft lyst til at begive sig ind i det arbejdsretlige minefelt, for der er en forventning om, at det kan resultere i afrevne lemmer. Det ved fagbevægelsen, og det er da også åbenbart, at man regner med arbejdsgivernes bistand til at holde de borgerlige i ave. Det nye ved Vejlegården er derfor, at den konflikt har resulteret i et forslag til folketingsbeslutning fremsat af Venstre og Dansk Folkeparti. Det forpligter til en form for handling, når regeringsmagten en dag skifter.

Det helt basale

Man hører ofte fra selv ledende socialdemokrater (f.eks. Dan Jørgensen), at borgerlige ønsker at “angribe” eller “rette skytset mod” fagforeningerne som led i et “frontalangreb på den danske model”.

Det er ikke nødvendigvis rigtigt, men det ser da flot ud, når man stiller sig i positur. Faktisk må man undres over den tendens, der er blandt socialdemokrater og venstreorienterede, til at bruge voldsmetaforer, såsom at man “kæmper” eller “slås” for sine synspunkter. Liberale foretrækker andre udtryk, såsom argumentere og overbevise. Man skal ikke helt udelukke, at ordet skaber, hvad det nævner, så en blidere sprogbrug ville måske være formålstjenlig.

Langt de fleste danskere – herunder liberale – anerkender, at fagforeninger har en rolle at spille i samfundet, og det gælder endda også den overvejende del af arbejdsgiverne. Der er – navnlig for de lidt større virksomheder – fordele ved kun at forhandle ansættelsesvilkår med en enkelt modpart. Og medarbejderne oplever selvsagt også fordele ved medlemskab. Fagforeninger ville ikke have overlevet i stort set samme form i over 100 år, hvis de ikke havde haft en funktion i samfundet.

Men det er da klart, at vi kan vurdere omfanget af den funktion lidt forskelligt. Hvis man er fagforeningsmand, så vil man selvsagt anse fagforeninger for vigtigere end andre gør. Det samme gælder såmænd også for andre organisationer, Kræftens Bekæmpelse, Folkekirken o.sv. Og det er da bare naturligt, for vi vil alle gerne bidrage til at gøre samfundet bedre. Men det er lige så naturligt, at politikere somme tider sætter grænser for udfoldelserne, hvis borgerne ikke selv kan finde ud af det.

Nøjagtig ligesom med accepten af fagforeninger, så er accepten af strejkeretten i forbindelse med overenskomstfornyelse også udbredt. I overenskomsters løbetid anerkender alle andre end de mest yderligtgående venstrefløjsgrupperinger derimod, at man har en fredspligt, så der er strejker uretmæssige. Der er også en række arbejdspladser, hvor man har aftalt, at der ikke skal kunne strejkes i forbindelse med overenskomstfornyelse – nogle af disse strejkeforbud er vist endda indgået af LO-forbund. Så begrænsninger i strejkeretten er ikke usædvanlige. Spørgsmålet er bare, hvor grænsen skal trækkes.

Vedrørende disse fundamentale forhold bør der ikke kunne herske nogen misforståelse om, hvad en liberal holdning indebærer. Så fagbevægelsen burde glemme alt om frontalangreb, skyttegraveri og deslige.

Hårdknuderne
Som allerede nævnt, så er der imidlertid en gruppe konflikter, der ender i en gordisk knude. Det kan ingen parter være tilfredse med. Og derfor kan der være grund til at se på, om de har nogle fælles karakteristika, som er forskellige fra andre konflikters.

I langt de fleste konflikter har begge parter noget på spil. Hver eneste dag med strejke eller lockout koster ca. 0,4 % af årets omsætning hhv. løn. Hvis man laver konflikt for længe, så kan det nemt æde hele differencen mellem ens positioner op. Hvis man strejker for at opnå 1 % ekstra i lønforhøjelse i en 2-årig overenskomstperiode, så skal der ikke mange dages strejke til, førend pengene er brugt. Den situation oplevede sygeplejerskerne for nogle år siden. Dertil kommer på det private arbejdsmarked, at konflikten svækker virksomhedens muligheder for at overleve i konkurrencen med andre virksomheder. Allerede fra første dag vil kunderne begynde at sive væk, og på et tidspunkt vil det være slut. Det har ingen af parterne nogen interesse i.

Restaurationskonflikterne er anderledes. De er ikke strejker men blokader. Typisk har fagforeningen kun haft ganske få eller endda ingen medlemmer ansat på virksomheden, så der skal ikke betales strejkeunderstøttelse, og der er ingen risiko for, at medlemmer mister deres arbejde. Tværtimod kan man forestille sig, at hvis virksomheden lukker, så vil kunderne søge til andre virksomheder, hvor der er medlemmer ansat, og dermed kan der – i hvert fald teoretisk – blive bedre jobmuligheder for medlemmerne. Af samme grund vil en del af virksomhedens konkurrenter også se med slet skjult skadefryd på konflikten.

For virksomheden har en konflikt heller ikke betydning, så længe driften kan foregå nogenlunde uhindret. For Vejlegårdens vedkommende har det måske endda haft en positiv effekt på omsætningen.

Dette er formentlig årsagen til, at konflikterne ender i et dødvande og trækker ud. Nyhavnskonflikten endte først efter 3 år!

Det dødvande plejer først at blive brudt, når området rammes af sympatikonflikter som er effektive.

Sympatikonflikter
Sympatikonflikter gå ud på, at andre faggrupper også går i konflikt. Det kunne for så vidt være andre ansatte i den konfliktramte virksomhed, men i restaurationssagerne er det typisk medarbejdere hos virksomhedens leverandører, der nægter at beskæftige sig med yderligere leverancer til virksomheden.

Sympatikonflikter accepteres af det arbejdsretlige system, når de opfylder en række betingelser, som er fastsat i retspraksis. Betingelserne er:

  • Hovedkonflikten skal være lovlig (og iværksat).
  • Sympatikonflikten skal varsles på sædvanlig vis.
  • Sympatikonflikten skal forfølge et lovligt fagligt formål.
  • Sympatikonflikten må ikke være uproportional.
  • Sympatikonflikten skal være egnet til at påvirke hovedkonfliktens udfald.
Det er jo åbenlyst de 2 sidste kriterier, som bør give anledning til overvejelser. Og da de er skabt i retspraksis, så vil de også kunne ændres på samme måde. Men der kan selvsagt også lovgives derom.

Ligesom med hovedkonflikterne bør man overveje, hvilke interesser der er på spil ved en sympatikonflikt.

Hvis de ølkuske, som skal levere til Vejlegården, ikke længere vil begive sig derhen, så er tabet ikke stort, hverken for dem selv eller deres arbejdsgivere. De tørstige i Vejle skal såmænd nok finde andre oaser at dvæle i, og så kan man jo levere til dem. Selvfølgelig kan der være en vis omkostning, men det er sjældent noget af betydning. En undtagelse opstod da andre annoncører i Vejle pludselig truede med at boykotte den lokale avis, når den ikke bragte annoncer for Vejlegården. Men den undtagelse kom netop i pressen, fordi den var sjælden.

Ligesom hovedkonflikterne er sympatikonflikterne altså noget nær gratis for de involverede, og det er naturligvis en af grundene til, at de involverede fagforeninger og virksomheder accepterer dem.

Som allerede nævnt er det ofte sympatikonflikterne, der får en virksomhed til at acceptere at indgå overenskomst. Men det er ikke altid metoden er effektiv. LOs hjemmeside opremser i alt 652 verserende sympatikonflikter, og de ældste er iværksat i forrige årtusinde. Når de ikke virker, så burde man måske på et tidspunkt droppe dem.

Sympatikonflikter er i øvrigt et ulige våben. Det er vel noget nær umuligt at forestille sig en sympatilockout. Så i den sammenhæng er parterne i arbejdskampen ikke stillet lige. Det plejer vi ikke at bryde os om.

Venstres og DFs løsningsforslag

Som allerede nævnt har MF-erne Ulla Tørnæs og Bent Bøgsted på vegne af deres partier foreslået at man helt afskaffer retten til at blokere for at opnå overenskomst, når arbejdet allerede er omfattet af en overenskomst med et landsdækkende fagforbund.

Det må indrømmes, at forslaget gør kort proces med problemet. Men det lider af nogle mangler, som der bør findes en løsning på. Forslaget gør det meget vanskeligt for én fagforening at trænge en anden til side. Selv hvis det lykkes for en konkurrerende fagforening at opnå en høj grad af dækning blandt virksomhedens ansatte, så vil den ikke kunne blokere for at opnå overenskomst. Man kan vel endda forestille sig, at selv om både de ansatte og arbejdsgiveren ønsker at skifte, så kan det blive yderst besværligt. Det er det i øvrigt også i dag, men vi vil vel gerne forøge fleksibiliteten snarere end at fastlåse.

Og fra “skyttegravskrigernes” side fremføres det allerede, at det vil føre til lønninger på 30 kr. i timen. Og selv om dette er en overdrivelse, så har de principielt set ret.

Et alternativt forslag
Men man kan også lave en løsning, hvor man skærer den gordiske knude over på den anden led. Ligesom når 2 ægtefæller står og mundhugges på gaden, og vi alle sammen pænt går udenom, så skal en arbejdsretlig konflikt normalt heller ikke inddrage tilskuerne. Man skal med andre ord begrænse adgangen til sympatikonflikter – i hvert fald når hovedkonflikten er af gratis-typen. Liberal Alliances har allerede foreslået, at virksomheder, der i henhold til lovgivningen har eneret til at varetage opgaver såsom postomdeling, skal udelukkes fra at deltage i sympatikonflikt. Men det er formentlig nødvendigt at gå længere.

En sådan alternativ løsning kunne have det indhold, at “en sympatikonflikt er ikke retmæssig til støtte for en hovedkonflikt, der går ud på at etablere overenskomstdækning eller frigøre sig fra overenskomstdækning, med mindre 50 % af virksomhedens medarbejdere indenfor den relevante faggruppe er organiseret af den fagforening, som er part i konflikten.”

Dette princip indebærer først og fremmest, at de helt sædvanlige konflikter i forbindelse med overenskomstfornyelse fortsat kan gennemføres på nøjagtig samme betingelser som hidtil. Men den indebærer også, at hvis fagforeningen ikke kan overbevise arbejdsgiveren om, at der er fordele for alle parter ved at have en løbende overenskomst, så skal spørgsmålet afgøres af de 2 stridende parter uden at inddrage andre.

Hvis man skal sætte situationen lidt på spidsen, så kan man jo sammenligne med andre “parforhold”. Ville vi acceptere, at nogen ved at blokere kirkedøren for andre friere fik bruden til at sige ja? Og hvorfor accepterer vi i dag, at den ene part i et ægteskab kan kræve det opløst efter bare 6 måneders separation, medens afskaffelse af en overenskomst (som alt andet lige ikke har samme menneskelige betydning) kræver strejker og ballade.

I al sin enkelhed må det konstateres, at hvis arbejdsgiver og fagforening ikke kan udstå hinanden, så skal de i hvert fald ikke inddrage andre i deres trakasserier.

I forslaget indgår, at fagforeningen skal have en organisationsprocent på 50 på arbejdspladsen. Den procentsats kan naturligvis være en anden, bortset fra 0. Fra seneste overenskomstfornyelse kender de fleste af os, at HKs overenskomst med DA kun gælder på arbejdspladser, hvor organisationsprocenten er over 50. Tilsvarende stiller det offentlige nogle krav, førend man accepterer organisationer som overenskomstpart. Så krav om at have et reelt medlemskab i ryggen for at kunne kræve overenskomst er helt sædvanligt.

Hvis fagbevægelsen vil protestere mod dette forslag, så skal man huske, at andre lande f.eks. Storbritannien begrænser sympatikonflikter, og at Blairs regering ingen lyst havde til at indføre “danske” tilstande på dette område. Men i øvrigt kunne det være interessant at få afdækket, hvordan man løser problemet andetsteds, for det må jo optræde.

Man kunne jo også forestille sig, at en del fornuftige fagforeningsfolk ville ånde lettet op, når de ikke længere skulle holde styr på mange hundrede sympatikonflikter med en løbetid på mange, mange år. Som situationen er i dag, så er det vanskeligt for en fagforening at sige nej til at være “solidarisk” med en anden, og dermed sige nej til at indlede sympatikonflikt. Der er måske nogle fagforeningsbosser, som ville gribe chancen for ikke at skulle understøtte andre forbund i deres udsigtsløse konflikter med en vis glæde – om end de nok vil forstå at skjule den godt.

Lovindgreb?
Men hvorledes skal et fremtidigt indgreb så gennemføres? Det kunne ske ved en ændret retspraksis, ved en aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller ved et lovindgreb. For arbejdsmarkedets parter kan det formentlig have så store fordele ikke at blive låst fast af en lov, at de kan bruge tiden frem til et regeringsskifte til at finde en fornuftig løsning. Hvis ikke det lykkes, så må de efterhånden forvente, at en løsning bliver tvunget ned over dem.

Nøjagtig hvilken kan ingen forudsige lige nu. Der er, som påvist, flere muligheder. Det gælder om at finde den lovteknisk mest elegante og den mindst indgribende. Det afgørende for alle parter må imidlertid være, at problemet finder en løsning. Det kan ske uden “frontalangreb” på noget som helst. Der er tale om en mindre tilpasning, som på langt sigt faktisk kan være til gavn for fagforeningerne, der får en chance for at frigøre sig fra et dinosaur-image.

Hvis man er lidt omhyggelig, kan alle blive vindere. Og det er jo essensen af markedskræfternes frie spil.

Jens Frederik

Reform af den danske model

Egentlig er nedenstående tekst lidt snyd, for store dele har været brugt før i anden sammenhæng. Men den er så god, at den fortjener genbrug:

Strøtanker om “den danske model”
Gennem de seneste måneder har fagforeningerne ment, at der fra borgerlig side føres et ideologisk korstog mod arbejdsmarkedets “danske model”. Det burde fra borgerlig side være en fremragende anledning til lige præcis at genoverveje modellen. Er de eksisterende arbejdsretlige regler fortsat er brugbare?

Lad det være sagt straks, at formålet for mig ikke er at bekæmpe fagforeningernes position, men derfor kan man jo godt spørge, om de opnår det maksimale udbytte for medlemmerne, eller om de tværtom selv udbytter medlemmerne maksimalt.

Og ganske tilsvarende tanker kan man gøre sig for så vidt angår arbejdsgiverne, selvom det fra meget gammel tid har været langt mere accepteret, at arbejdsgiverne er organiserede. Det må – lidt firkantet sagt – forekomme historikeren lidt absurd, at mestrene siden middelalderen har været organiseret i laug, medens en tilsvarende forening for de ansatte blev anset for skadelig langt op i tiden.

Det tog lang tid for arbejdsgiverne at indse, at fagforeninger kan være en meget betydelig fordel for ledelsen af en virksomhed. Er der indgået en overenskomst med en fagforening, så kan alle individuelle krav fra medarbejderne afvises med den besked, at løn- og ansættelsesvilkår er aftalt og ikke står til at ændre førend næste overenskomstforhandling. Fagforeningen har pligt til at skabe ro blandt medarbejderne og virker derfor ofte voldsomt disciplinerende på dem.

Men det betyder naturligvis også, at de eventuelle konflikter mellem parterne skærpes, man sætter alt på et bræt i forbindelse med lønforhandlingerne, og kan forventningerne ikke mødes, så lukker butikken indtil den ene part har sultet sig til overgivelse.

Skabte overenskomsterne velfærd?
Den klassiske socialdemokratiske myte – det bærende element i samfundsforståelsen hos meget store dele af befolkningen – er, at uden kollektive overenskomster, så var velfærdsDanmark aldrig blevet skabt. Om myten er sand kunne nok tåle en nærmere efterprøvelse. Stærk er myten imidlertid, så stærk at den ligefrem påvirker de grupper, som er modstandere af velfærdsDanmark til at ønske sig fagforeninger hen, hvor peberet gror. Og dermed har mytens tilhængere i virkeligheden “sejret ad helvede til”.

Hvis man ser på det omfattende kompleks af love om ansættelseforhold, ferielov, arbejdsmiljølov, dagpengelov, forligsmandslov, arbejdsretslov, funktionærlov, love om barselsfond, atp og meget mere, så er det jo ikke udtryk for, at fagforeningerne har forhandlet sig til deres resultater.

Og er lønningerne for organiserede specielt meget højere end for de andre? Er det ikke snarere sådan, at lønningerne for os alle stort set bestemmes af den generelle vækst i vort erhverv? Dermed er ikke sagt, at faglige sammenslutninger er til skade for samfundet. Men de er ikke grundlaget for al velstand for lønmodtagerne, om end de nok har forstået at skævvride det sociale system til fordel for lønmodtagere frem for selvstændige.

Er arbejdsgiverne liberale?
Rent politisk så læner de to parter sig op ad hver sin side i det politiske spektrum. Fagforeninger støtter kollektivisterne. Og de borgerlige partier, som i skåltaler hylder individualismen, søger trøst, støtte og tilskud hos arbejdsgiverne. Borgerlige folketingsmedlemmer har ofte en fortid som ansatte i dem, de skaffer sig penge derfra, og de lytter til deres lobbyister. Men er der ikke flere stemmer i den anden af arbejdsmarkedets parter? Så hvorfor læner de borgerlige partier sig op ad de private arbejdsgiveres organisationer?

Er arbejdsgiverorganisationerne i virkeligheden mere individualistiske end fagforeningerne? Det er der ikke meget, der tyder på. Er en arbejdsgiver først meldt ind i systemet, så er det forbundet med meget besvær og ubehag at komme ud af overenskomsten igen. Det kan reelt kun lade sig gøre ved at gennemføre en lock-out, og selv en sådan kan underkendes som proforma. Og at være omfattet af en overenskomst uden at have indflydelse derpå, det er en situation, som kun en tåbe ikke frygter.

Det var i øvrigt arbejdsgiverne, der opfandt den centralisering af konflikterne, som er så karakteristisk ved det danske arbejdsmarked. For da de første fagforeninger begyndte at optræde, så gennemførte de først strejke og overenskomstforhandling på en virksomhed. Med det resultat som løftestang gik man videre til den næste. I situationen en rationel adfærd, der gav god mening til datidens ord for strejke, nemlig “skrue” (og in casu “uden ende”). Arbejdsgivernes modsvar var branche-overenskomster, først lokalt, siden nationalt og til sidst for hele det organiserede private arbejdsmarked.

Men at lade alle organisationernes medlemmer være underkastet samme typer overenskomstændringer giver ikke mening for en individualist.

Og af centraliseringen følger selvsagt de – ganske vist sjældne – altomfattende konflikter, der så løses med politiske indgreb.

Hvis endelig arbejdsgiversiden er mere individualistisk, så er det fordi, så mange private arbejdsgivere står udenfor organisationerne. Modsat fagforeningerne, der har kunnet læne sig op af et monopol på arbejdsløshedsforsikring (et guddommeligt misvisende udtryk!), og dermed har holdt en tårnhøj organisationsprocent, så har arbejdsgiverne ikke haft tilsvarende incitamenter til at melde sig ind.

Tværtimod har store organisationer det jo med at blive påvirket uforholdsmæssigt stærkt af højtråbende mindretal, og det kan nok skræmme de lidt mere besindige bort.

De stive overenskomster
Store overenskomster har det med at blive uendeligt komplekse. Jeg husker en lille restaurant, hvor de ansattes arbejdstider havde ligget fast altid, men hvor virksomheden blev pålagt bod for et manglende opslag om mødetider i omklædningsrummet. Der var også tjenestemanden, der blev sendt på rådighedsløn kort førend sit 25 års jubilæum. Han fik aldrig sit jubilæumsur, for det overgives på 1. arbejdsdag efter det fyldte 25. ansættelsesår – og han skulle jo ikke møde igen! Eller hvad med kirkegårdsgartnernes tillæg på kr. x pr. påbegyndt halvtime for klipning af tornede buske (roser, tjørn, men ikke berberis). For slet ikke at tale om feriefridage, omsorgsdage, søgnehelligdagsbetaling med meget, meget mere. Æder det ikke bare sig selv op i administration og kiv?

På det offentlige arbejdsmarked er alle arbejdsgivere i øvrigt organiseret og har derfor samme overenskomster. Men hvorfor skal sygeplejersker i Ringkøbing have samme forhold som dem i Frederikshavn? Er det ikke bare vanetænkning? Får det ikke bare systemet til at stivne, så lønrelationer mellem forskellige faggrupper bliver vigtigere end lønnens størrelse? Det har været spørgsmålet for mange faggrupper de senere år.

Hvorfor strejke?
Ved de relativt få eksempler på strejker de senere år (og de ofte været i den offentlige sektor, hvor man ikke risikerer færre arbejdspladser bagefter) har det næppe været økonomien, der gjorde udslaget. Med ca. 220 arbejdsdage om året, så udgør en dagløn approximeret ½ % af årslønnen. Hver dags strejker æder altså ca. ½ % i lønstigning i et helt år. Og det er kun differencen mellem parternes ønsker, man skal regne med her. Så for nogle år siden da uenigheden mellem sygeplejersker og regioner var ca. 1 %, så gav det kun råd til et par dages strejke, førend det hele var spist op. Det rykker naturligvis lidt, at ikke alle fagforeningens medlemmer strejker, men i det store billede kan strejke altså hurtigt blive dyrt, hvilket sygeplejerskene måtte lære på den hårde måde.

(Det giver i øvrigt en glimrende forklaring på, at antallet af strejker er faldet direkte proportionalt med inflationen, og dermed endnu en indikation af, at prisinflation er den onde selv i forklædning)
Politiske løsninger?
Politiske indgreb på konflikter er i øvrigt aldrig en løsning. Når voksne mennesker har malet sig ind i et hjørne, så må de virkelig vente på, at malingen bliver tør nok til at gå på, eller gå den tunge gang hen over deres eget skønmaleri og sætte de nødvendige fodaftryk.

Enten er konflikter på arbejdsmarkedet udtryk for reelle modsætninger, og så løses de ikke ved en lov, der forlænger de gældende overenskomster med en lønstigning på x %. Eller også er der ingen konflikt, og så kunne politikerne lige så godt lave en permanent lov til afløsning af overenskomsterne.

Reformer
Langsigtede politiske tiltag for at fremme dynamikken på arbejdsmarkedet kan være fornuftige, revision af forligsmandslov og arbejdsretslov ud fra liberale synspunkter og ikke blot organisationernes varetagen af egne interesser. På det punkt har borgerlige partier en opgave, hvis de ellers kan frigøre sig fra bindingerne til interesseorganisationerne, men nogen bud derpå har de ikke. Man gemmer sig bag slagordene om “den danske model” og “parternes ret til at forhandle”, selvom det blot betyder, at man ikke ønsker at tage selvstændig stilling. Eller betyder det mon, at man ikke magter at gennemskue det eksisterende regelsæt?

Og hvis dynamikken skal ind på det offentlige arbejdsmarked, så tæller en ting mere end noget andet – privatisering. Flere udbydere af samme ydelse og dermed forskellig organisation af opgavens løsning, det kan give udvikling i stedet for stivhed.

Konklusionen er ret enkel, der er plads tilforbedring. Og dermed er problemet reduceret til en politisk opgave – at få parterne til at indse det.

Jens Frederik Hansen