Er der brug for højere straffe for at krænke forbudskendelser

Som reaktion på Scharf-sagen overvejer politikere fra en række partier skrappere straffe for at overtræde forbudskendelser, det som man tidligere kaldte fogedforbud.


Helt nøgternt kan man konstatere, at når det drejer sig om den særlige forbrydelse at overtræde en forbudskendelse, så er strafskærpelse klart den eneste mulighed. For mildere kan straffene ikke blive. Der uddeles nemlig kun straffe for overtrædelse af forbudskendelser med mange års mellemrum. Så strafniveauet i dag må siges at være 0.

Det er næppe fordi retterne med rund hånd frifinder i den slags sager. Dommere kan normalt ikke lide, at man gør noget andet, end de har bestemt. Straffen for at lyve i retten er eksempelvis markant højere end straffen for at lyve andre steder. Sagerne føres bare ikke. Og så kan man jo undre sig over årsagerne til det. Formentligt er det, at i de fleste forbudssager vil den krænkede part hellere have erstatning, end at krænkeren skal betale en bøde til staten. Og det er den krænkede selv, der skal gennemføre straffesagen, nøjagtig ligesom i injuriesager.

I almindelighed skal man holde sig fra at lave drakoniske straffehjemler, når der alligevel ikke er nogen af forbryderne, som vil blive retsforfulgt. Det undergraver bare retssystemet.

Hvis man endelig skulle overveje en ændring af reglerne, så burde det måske snarere handle om, hvem der kan straffes, end hvor hårdt de kan straffes. Det karakteristiske er jo, at i denne sag har Politiken trykt bogen op ud fra en tilsyneladende misforstået opfattelse af, at forbuddet ikke gjaldt Politiken. Man ville med andre ord bare gøre grin med borgermusikken.

Straf for overtrædelse af forbud kan kun pålægges, hvis man har samarbejdet med den, som er underlagt et forbud. Der skal kun den mindste lille smule samarbejde til, blot et samtykkende smil er formentlig nok. Men der skal være en fælles forståelse. Det ved vi faktisk ikke, om der var mellem Scharf, hans forlag og Politiken. Man kunne jo godt få en mistanke, men jeg har ikke noget konkret at have den i.

På det punkt kunne man måske godt forestille sig reglerne skærpet noget, så enhver person, som er bekendt med indholdet af et retsforbud, kan straffes for at foretage sig noget, som gør forbuddet illusorisk, eller med juristord: forspilder øjemedet. Det er ganske vist usædvanligt, at en retsafgørelse binder andre end parterne i retssagen, men det hænder, og dette er måske et eksempel på, at det kan være nødvendigt.

En dag med god tid kunne det være værd at undersøge, hvordan andre lande ser på forholdet. Jeg kan sagtens forestille mig, en engelsk dommer ville gå besærk over Politiken for “foragt for retten”.

Men i øvrigt er Scharf-sagen ganske speciel, fordi den ikke handler om, at Scharf har overtrådt en civilretlig forpligtelse. Han har ikke brudt en kontrakt, men derimod straffeloven. Derfor er det værd at lægge mærke til, at man fra statens side valgte at benytte sig af en cilretlig forbudskendelse. Den relevante procedure kunne – i min optik – lige så godt have været en beslaglæggelse efter reglerne om straffesager. Det kunne være interessant at vide, hvorfor PET valgte at gå til civilretten

At Scharf muligvis har overtrådt straffeloven indebærer også, at selv om forbudskendelserne nu er ophævede, så er der stadig en temmelig alvorlig risiko for straf for medvirken. At røbe statshemmeligheder er jo altid forbudt, og det er hæleri også. Så hver eneste boghandlerekspedient, som langer bogen over disken, risikerer straf for videregivelse af statshemmeligheder – altså forudsat bogen indeholder nogen. Det samme gælder en bibliotekar, som låner den ud. Så når forlaget angiveligt har udsendt en jubelmail om ophævelsen af forbuddene, så kan det vise sig at have været lidt uklogt. Også selv om det nok må indrømmes, at staten næppe vil bruge kræfter på at forfølge sagerne til alleryderste led.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om , hvad forbudskendelser egentlig er for en størrelse.

Hvad er et fogedforbud?

Fogeder kan ikke selv skrive loven, og derfor kan de heller ikke forbyde noget, som ikke allerede er forbudt.

For nogle dage siden føg det i luften med fogedforbud mod en bog skrevet under medvirken af den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Her til morgen har Politiken så offentliggjort bogen som avistillæg, og så er det hele blevet lidt omsonst. Der er i hvert fald mange, som får læst bogen idag.

Medens dønningerne stadig går højt, kan der være god grund til at minde om, hvad et fogedforbud egentlig er, navnlig fordi fogeder ikke bare kan forbyde noget som helst.

Men allerførst er det nødvendigt lige at bruge lidt tid på selve ordet: Fogedforbud. Det er en detalje, men hvor forbuddene tidligere blev udstedt af fogedretten, så er det siden 2013 de almindelige retsafdelinger, der behandler sagerne. Men indarbejdede ord kan være svære at udrydde, forbudskendelse ville dog nok være mere korrekt. I øvrigt gør det ikke den store forskel, for rettens jurister kan alle fungere som enten dommere eller fogeder.

Dommere kan ikke skrive loven

Det er en grundlæggende tanke – uanset det ikke holder for en stringent logisk prøvelse – at dommere anvender loven, men ikke selv kan skrive den. Deres arbejde er bundet af de rammer, som den lovgivende magt har udstukket. En anden traditionel sondring går på, at loven er regler, som gælder for alle, medens domstoles afgørelser kun gælder for de personer, som er direkte involveret i sagen. Den tanke holder dog heller ikke for en logisk prøvelse, men det er rigtigt de 99 gange ud af 100.

Dommere kan altså ikke selv bestemme, at det for fremtiden skal være forbudt at ryge på Strøget. Og de kan heller ikke gøre det lovligt at køre på cykel på Strøget.

De kan kun konstatere, om der allerede findes en regel om cykling hhv. rygning på Strøget og så kan de pålægge nogle konsekvenser af en overtrædelse af reglerne.

De konsekvenser betegner jurister med fagtermen: Retsmidler.

Lovovertrædelser har forskellige konsekvenser

Retsmidler er et samlebegreb for alle de konsekvenser, som overtrædelse af en retsregel kan have. Det typiske retsmiddel i civile sager er erstatning. I straffesager er det straf, altså bøde eller fængsel, men der er også andre, for eksempel konfiskation, udvisning etc. I civile sager kan man også dømmes til at udlevere en genstand, som man har solgt eller tilbagelevere noget, som man har lånt

Hvilke retsmidler man kan anvende har ændret sig en del over tid. Gældsfængsel er et godt eksempel. Det blev afskaffet så sent som 1872. Også i andre situationer var det tidligere muligt at idømme fængsel for overtrædelse af civile retsforhold, for eksempel kontraktsbrud.

Forbudskendelser er ikke i sig selv et retsmiddel, for det afslutter ikke sagen. Det er bare en midlertid foranstaltning, som skal gælde indtil sagen afsluttes. Sagen kan sagtens ende med, at forbuddet var ubegrundet, og så vendes erstatningskravene pludselig om. Så er det den, der har begæret forbud, som skal have pengekassen tømt.

Domstolsforbud giver ekstra retsmidler

Når en domstol udsteder et forbud, så er det ikke, fordi handlingen var tilladt førend forbuddet og nu bliver forbudt. Det er altid forbudt at sælge varemærkeforfalskede ure eller skrive bøger om statshemmeligheder. Men man kan være i tvivl om, hvorvidt et ur er ægte eller kopi, eller om noget er en fortrolig oplysning.

Det retten gør, er at konstatere, at der er så stor sandsynlighed for, at uret er uægte, eller at oplysningen er en statshemmelighed, og at det bliver så svært at få katten tilbage i sækken, at den udsteder en advarsel – pas nu lige på, for det her ligner en overtrædelse til forveksling.

Den advarsel indebærer så, at hvis man ser stort på den, og den viser sig at have været begrundet, så har man s’gu også selv været ude om konsekvenserne. Så kan man med sindsro forvente, at erstatningen udmåles temmelig rundeligt. Og desuden åbner den for et nyt retsmiddel; man kan pludselig sættes i fængsel for at have brudt en civilretlig pligt. Og den der med vilje bistår nogen med at overtræde et forbud kan også idømmes fængsel.

Det betyder ikke så meget, når det drejer sig om statshemmeligheder. Det er trods alt primært en strafferetlig lovovertrædelse. Men det er interessant, når det drejer sig om eksempelvis kopivarer. I praksis er den straf dog lige så sjælden som at vinde den store gevinst i lotto. Men risikoen er der. Og straffen kan principielt pålægges for selv den mindste medvirken. På det punkt går dansk ret længere ud i kredsen af medvirkere end langt de fleste andre lande.

Forbud kan være selvopfyldende

En rigtig god grund til at være varsom med at udstede forbud er, at det ofte kan være svært at nå til det modsatte resultat, når der til sin tid skal afsiges en endelig dom i sagen. De fleste af os vil gerne have den selvopfattelse, at det vi har gjort i fortiden, var fornuftigt og rigtigt. Vi kan selvfølgelig blive klogere og ændre opfattelse, men – hånden på hjertet – hvor ofte sker det.

Så forbud har måske nok en tendens til at blive selvopfyldende, og det gælder nok i højere grad efter de nugældende regler, hvor samme dommer afgør både spørgsmålet om forbud og selve sagen. Tidligere var der ofte tale om forskellige personer, og så bliver det lidt nemmere, uanset om man er ansat samme sted og spiser frokost sammen hver dag. Navnlig fordi forbud ofte blev varetaget af yngstemanden, medens den endelige afgørelse lå hos chefen for retten.

Hvad betyder det for Politiken?

For det første må man konstatere, at vi ikke ved noget som helst om, hvorvidt Scharf har overtrådt loven. Det kan lige så nemt være hysteri som realitet.

Men det er givet, at når først bogen er ude i offentligheden, så kan man ikke begrænse skaden. Et forbud var derfor formentlig på sin plads, så længe man kun ser på retsplejelovens regler. Men der er jo også et spørgsmål om Grundlovens forbud mod censur. Og det er en anden historie, som kan – men ikke nødvendigvis vil – føre til det modsatte resultat.

Hvis Scharf har brudt loven, så står såvel Politiken som samtlige andre involverede personer uomtvisteligt til straf. Politiken har lavet samme nummer før, så mon ikke der i så fald kommer lidt ekstra for gentagelse.

Det bliver spændende at se.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om straf for overtrædelse af forbudskendelser.

Se og Hør har da ret – i en detalje.

Lidt om fogedforbud og forholdet til udenlandsk ret.

Et fogedforbud i Frankrig har ingen betydning for om Se og Hør må trykke topløse billeder af hertuginden af Cambridge. Sådan udtalte bladets redaktør sig forleden til Ritzau. Og selve den ytring er helt korrekt, men den eftersætning, som hørte med, viste, at redaktøren alligevel ikke har begrebet ret meget om juraen. Han tilføjede nemlig, at Se og Hør havde anskaffet sig billederne, inden forbuddet blev nedlagt. Men det er helt uden betydning for sagen.



Det er naturligvis rigtigt, at det ikke giver mening, at et lands domstole forsøger at regulere handlinger i andre lande, traditionelt udtrykt af en engelsk dommer med vendingen, at det nytter ikke noget, at engelske domstole forbyder en franskmand at ryge på gaderne i Paris. Dommen ville jo ikke kunne gennemtvinges uden hjælp fra myndighederne på gerningsstedet, og de ville næppe adlyde et bud om den slags fra udlandet. Så i den forstand har redaktøren ret. Et fransk fogedbud ér uden virkning i Danmark.

Men det er også det eneste, han har ret i, og det er i øvrigt ligegyldigt i denne sammenhæng for Se og Hør udgiver jo billederne i Danmark, så han bør overveje indholdet af dansk ret..

I Danmark er optagelse af billeder af privat natur, medens den afbildede befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, strafbart. Men den bestemmelse rammer jo kun optagelsen og dermed fotografen, og da billederne er optaget i Frankrig, og vi ikke kan forbyde handlinger på fransk grund, så er det ikke relevant.

Se og Hør er i denne forbindelse en hæler, der aftager en vare, som ikke ville være lovlig, hvis den var fremstillet i Danmark, og det er varen heller ikke, selvom billederne tages i Frankrig. Og hæleribestemmelsen er formuleret anderledes, idet den kun omfatter billeder vedrørende en andens private forhold eller som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Er et par bryster “private” eller kan de “åbenbart forlanges unddraget offentligheden”. I min gymnasietid tog pigerne topløse solbade i skolegården – og gud hvor var det både dejligt og pinligt at stirre på. Men mon ikke den hemmeligt attråede Karoline havde dækket sig til, hvis jeg havde medbragt et kamera?

Ej heller forekomsten af pigerne på Ekstra-Bladets side 9 (hvor de dog efterhånden er temmelig påklædte) er formentlig nok til at gøre brugen af billeder af andre kvinder retmæssig, for i den situation foreligger der et samtykke, og det er velkendt, at samtykke kan gøre det ulovlige lovligt – tænk blot på en boksekamp og vold.

Det er imidlertid min opfattelse, at de bare bryster er beskyttede, for det ville jeg ønske for mine kære, hvis de stod i situationen. Og det tror jeg egentlig de fleste ville. Og så er der ingen grund til at gøre problemet sværere.

Hvis brystbilleder er private, og offentliggørelse altså strafbar, så indtræder der noget interessant, nemlig at enhver medvirken til handlingen også er det. Det gælder bladets ejer, som tilsyneladende bakker op. Det gælder også kioskejeren, som formidler i næste led, og det gælder frisøren, som lægger det foran sine kunder. De kan godt nok få travlt hos politiet, hvis de skal følge op på den. Men hvis det ikke sker, hvorfor skulle hovedmanden så straffes? Det skal han, fordi han er hovedmand, og man kan finde ham.

Men alt dette handler jo om strafbarhed, og det er ikke nødvendigvis sådan, at noget bliver lovligt, hvis det mod forventning ikke er strafbart. Der findes også et civilretligt system, der til dels falder sammen med strafferetten, men somme tider er videre og i sjældnere tilfælde smallere end det civilretlige. 

Og i det civilretlige system optræder så det mærkelige begreb “fogedforbud”. Lad mig med det samme gøre opmærksom på, at forbud kan have forskelligt indhold i Danmark og Frankrig, så det følgende gælder kun Danmark.

Det er så lokkende at tro, at et “fogedforbud” gør noget forbudt, men det er ikke tilfældet. Domstolenes funktion er normalt efterfølgende; man kan kun idømme sanktioner overfor de, som har gjort noget forbudt. I civilretlige sager vil det typisk være betaling af en erstatning, og det er jo ikke altid, at det er det bedste plaster på såret.

Hvis man vil – eller er i færd med at – foretage sig noget, som sandsynligvis er forbudt, og som kan medføre, at man skal betale erstatning, så har retssystemet en interesse i at kunne stoppe det. Og en af de måder, hvorpå man måske kan afskrække nogen, er ved at tilføje en mulighed for, at man oveni en erstatning kan blive pålagt at betale bøde, komme i fængsel, eller få konfiskeret sine redskaber eller sin fortjeneste. Og det er det, som et fogedforbud gør. Fogedforbudet indebærer en foreløbig vurdering af, at noget formentlig vil være/er forbudt, og så knalder man muligheden for hårdhændede sanktioner oveni, hvis man gennemfører/fortsætter med den pågældende handling.

Manglen på et fogedforbud i Danmark medfører derfor ikke, at brystbilleder bliver gratis at offentliggøre. Men det fører til, at man kan nøjes med at betale en godtgørelse, som man må håbe fastsættes, som den gængse pris som modeller af den kaliber ville kunne beregne sig. Det kunne godt være temmelig meget i denne situation. Andre modeller – f.eks. Anne Linnet – der blev fotograferet på stranden, har dog ikke fået så vanvittig meget. I den sag grinede redaktøren af Ugens Rapport nok hele vejen hen til bogholderiet.

Forhåbentlig får vi et brag af en retssag, og forhåbentlig får Se og Hør lov til at betale.

Jens Fr.

Og så lige et PS. Er der ikke en eller anden desert, der på originalsproget hedder noget med prinsessebryster eller lign?