Konservativ boligskat – at forandre for at bevare.

Nu har jeg fået læst på det konservative forslag om ejendomsbeskatning.

Det er lykkedes dem at finde 2 plausible principper, som er gode slogans for omlægningen.
– man skal beskattes efter betalingsevne
– skatten bør ikke tilskynde til gældsætning

Virkningen på boligmarkedet

Forslaget forholder sig ikke ret meget til relationen mellem forskellige boligformer udover at det er provenuneutralt i forhold til ejerboliger. Det letter altså ikke byrden på boligejerne, men udskyder bare beskatningen. Det betyder dog også, at ændringerne i boligpriserne vil være beskedne.Når forslaget vurderes at koste 9 mia. årligt, så er det, fordi man vil give en lettelse til lejere! Og det er jo en konservativ mærkesag, ikk’? Eller er det bare en af de efterhånden typiske konservative tabersager?

Hvor stor er profitten?

Der er alvorlige problemer med beregningen af gevinstens størrelse.Vil de sondre mellem forbedring og vedligehold? Det kan blive kritisk. Alt skille de 2 typer udgift ad er et mareridt. Er nye vinduer forbedring eller vedligehold. Eller skal man splitte udgiften i 2, sådan som man gør i lejeloven og i den gældende ejendomsavanceskattelov samt noget lignende i afskrivningsloven. Hvis begge dele regnes med til anskaffelsessummen, så bliver fortjenesten tilsvarende mindre. Det kan blive til store beløb. Og dermed til store skatteforskelle – både for ejerne og for statskassen.Indekseres tillæggene med inflationen, sådan som man gør med købesummen? Det vil kunne give en væsentlig forskel på skatten. Det vises bedst med et eksempel:

Hvis vi sammenligner et hus købt for 1 mio og straks sat istand for 1 mio med et tilsvarende hus købt for 2 mio, hvor sælgeren altså har foretaget istandsættelsen. Efter nogle år sælges huset for 4 mio. Hvis forbrugerpriserne, som købesummerne reguleres efter i mellemtiden er steget med 50 %, så vil den indekserede købesum jo være hhv. 1,5 mio og 3 mio. Så det ene sæt købere vil blive beskattet af 2,5 mio og det andet af 1 mio. Det giver en forskel på 750.000 i skat. Så det er der penge i. Medmindre man altså indekserer forbedringer.

Indgangsværdierne?

I forbindelse med en evt. ikrafttræden skal der fastlægges indgangsværdier, for man vil selvsagt ikke beskatte fortjeneste optjent inden.

Hvis forslaget gennemføres, så vil det være en fordel med en høj indgangsværdi. Derfor vil alle ægtefæller umiddelbart inden loven træder i kraft sørge for at huset skifter ejer til den anden til en høj pris. Her er der mange penge at tjene, så til dem, der har, skal meget gives.

Hvornår skal der betales?

Ved at udskyde beskatning til ejendommene sælges vil de opbygge et skattegrundlag over mange år, og det er jo en konservativ dyd at “lægge skatter i sparebøssen”. Men hvornår kommer pengene så. Beskatningen skal ske “ved nedgang i boligforbrug”. Men hvad er det?

Igen er et eksempel godt. Et par har lejelejlighed og sommerhus, og skifter lejligheden ud med en villa. Først derefter sælger de sommerhuset. Er sommerhussalget nedgang i boligforbrug? Skal det beskattes?

Er det nedgang i boligforbrug, hvis man udlejer sin bolig i mere end 12 måneder? Ellers kan man jo, når man “forlader boligmarkedet” blot udleje sin bolig og udskyde beskatningstidspunktet.

Og så er der klassikeren med dem, der efter skilsmisse flytter i lejebolig i nogle år. De vil blive ramt og slået tilbage til start.

Der kan måske også være nogle fordele ved at lægge ejendommen i et selskab og så bo til leje. Selskaber beskattes jo p.t. lavere af gevinsten. Det skal jeg dog overveje lidt mere.

Rentefradraget

Det er rentefradraget på alle lån, som de konservative vil afskaffe – altså også når der stilles pant i biler eller blanco-lån. Så det rammer også andre end boligejere. Og det rammer allehånde investeringer i virksomheder, hvor iværksættere ofte må belåne hus og hjem for at skaffe kapital.

Og det giver en voldsom forskel mellem skatten på renteindtægter og på udgifter. Det må og skal justeres. Ellers får vi nogle sjove former for partielle forældrekøb og islamiske lån. (De betaler jo ikke rente, men forskellige former for hokus-pokus.)

Iøvrigt er der jo en sammenhæng mellem rentefradrag og ejendomsværdiskat. Thi begrundelsen for skatten er, at hvis man har en formue i banken, kommer man til at betale skat af renterne. Når man i stedet anbringer den i et hus, så “snyder” man staten for den skat, og det får man altså bare ikke lov til. Rimeligheden i det kan diskuteres.

Konklusion

Det er faktisk godt fundet på, for ved første gennemlæsning så det rigtig fint og sammenhængende ud, og de konservative argumenterer langt bedre for deres synspunkter, end vi er vant til.

Men de løser ikke de grundlæggende problemer ved ejendomsavanceskat, som har ført til, at selv om vi i princippet allerede har den type skat, så har vi i mange år haft en undtagelse for næsten alle avancer, fordi ejerboliger har været undtagede.

På nogle punkter gavner forslaget faktisk de forkerte, nemlig lejerne.

Selv for kernevælgerne er der kun tale om at bevare for at forandre. Det er ikke godt nok.

Mads Holger Nørgaard Madsen som folketingskandidat!

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan dette kunne ske. Det konservative Folkeparti har slået sine egne rekorder i højtråbende – men fuldstændigt ligegyldige – folketingskandidater.

Selv Paula Larrain – som han vist har været eller er gift med – havde flere politiske budskaber.

Man kan naturligvis komme med endnu en let henkastet bemærkning om endnu et skridt på skråplanet og selvmordstrang, men det ville da være mærkeligt i et parti, der netop forsøger at bevise sin overlevelsestrang.


Som midaldrende partisoldat får jeg en mistanke om, at vi snarere ser en af konsekvenserne af, at det er de enkelte opstillingskredse, der vælger den lokale folketingskandidat. Men en opstilingskreds er jo netop ikke en valgkreds. Det opstillingskredsen vælger, er én ud af en håndfuld kandidater, der alle er opstillet af samme parti, men som indbyrdes konkurrerer om partiets eventuelle mandat(er) i en større valgkreds. Til tider kan det medføre, at kampen blandt partiets forskellige kandidater bliver skarpere end bekæmpelsen af de andre partier.
 

Når man som kredsbestyrelse (efterfølgende som deltager i et opstillingsmøde) skal forberede sig på den konkurrence, så er en klassisk metode, at man konsekvent opstiller den mest medieliderlige person, man kan få øje på. Og så håber man, at der også er et politisk indhold.

Mangel på politiske evner gør ikke så meget, så længe partiet har en størrelse, så der vil være andre – mere politisk kvalificerede – i folketingsgruppen. Problemet bliver først rigtig slemt, når folketingsgruppen ikke længere er stor nok til, at de uduelige kan gemme sig i hjørnerne. Men jo mindre partiet er, desto stærkere er trangen til at benytte metoden og desto sværere vil det blive at gemme sig. 

 Måske er det derfor, vi ser dette utrolige knæfald for et hidtil uset lavmål i politiske kvalifikationer kombineret med et ego så oppustet og popsmart som en montgolfiere.

Midt i begrædelighederne er der dog altid en trøst. Den slags kandidater holder aldrig mere end et valg.

Post scriptum efter valget i 2015.
Den sidste sætning holdt ikke helt stik. Han holdt faktisk ikke til en hel valgkamp, førend han var strittet ud af partiet. Lidt overlevelsestrang var der dog.

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.

Liberale og konservatives fællesgods.

Fremskridtene ligger i valgmulighederne.

Det kan godt være lidt svært at placere sig selv i debatten om konservatisme kontra liberalisme. Som vælger har jeg altid befundet mig i grænselandet mellem de to bevægelser, oprindelig som medlem af KU i København, men nu hos Venstre. Og Alliancen kunne såmænd også gå an. Men alligevel føres debatten knivskarpt på præmissen om, at den, som ikke er med os, er imod os.

Om man værdsætter frihed for dens egen skyld, eller om frihed bare er en sidegevinst ved en fornuftig løsning af samfundets problemer, er en strid om profetens skæg. Den må større skønånder tage. Til gengæld er der et moment ved valgfrihed, som man hidtil har udeladt af debatten. Og det er, at politik ikke blot handler om resultater, men også om den proces, der fører til resultatet.



Politik handler altså ikke bare om, hvad der bestemmes, men også om hvem der bestemmer. Vi vil jo alle sammen gerne leve i et samfund, hvor sygehusene fungerer, hvor skolebørnene er glade, og alle har et arbejde. Men hvordan sikrer vi os det? Er der én og kun én vej til det mål? Og hvordan prioriterer vi mellem endnu bedre sygehuse, klogere skoler og sjovere arbejde? Det er her den virkelige skillelinje går.



Vi kan overlade det til valgte politikere at udstikke kursen, og så sætter vi alt på ét bræt. Det kan f. eks. godt være, at det er en god idé med de ændringer af folkeskolen, som man gennemførte i foråret.

Men vi løber da en risiko. Hvis det om ti år viser sig, at det er gået den forkerte vej, er det temmelig katastrofalt.

MEN HVAD NU hvis det i stedet for en stor landsdækkende ændring havde været sådan, at den enkelte skole havde haft mulighed for at foretage den udvikling, som forekom rigtigt for dens elever.

Så ville vi om ti år se forskellige resultater, nogle gode og nogle elendige, men vi kunne i hvert fald se forskel. Og mon ikke de elendige på et tidspunkt ville begynde at rette ind efter de gode? Det ville de i hvert fald, hvis børnene og deres forældre selv kunne vælge blandt skolerne.


Slagordsagtigt kunne man hævde, at variation er vejen til evolution. Essensen af fremskridt er at have forskellige muligheder for ændring, vælge blandt dem, sammenligne resultaterne og så vælge om igen. Jo flere gange vi forsøger med forskellige muligheder, desto større er chancen for at finde noget bedre. Fremskridtene bliver måske nok famlende, tøvende og søgende, men de sker. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigelig vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

I min naivitet har jeg altid troet, at det var noget i den stil, der mentes med det konservative motto om at forandre for at bevare. Men man får nemt det indtryk, at nutidens konservative tiltror sig evner til at vælge for os alle. Kun deres meninger om folkefællesskab, retskrivningsordbogen og sædelig adfærd er acceptable. Hvis det er tilfældet, så er grøften mellem liberale og konservative blevet dybere, og i så fald ved jeg også, hvilken side af grøften jeg helst vil stå på.

Goldt eller spirende livssyn?

Brudfladen mellem liberalisme og konservatisme.

Ordet filosof betyder ’en der elsker visdom’. Det er derfor lidt paradoksalt, at det er lige den titel, som Eva Selsing benytter i forbindelse med sit harmdirrende opråb (Kristeligt Dagblads kronik 5. september 2013) om faren ved den nyliberalisme, som i Danmark holdt sit indtog i begyndelsen af firserne. For det er ikke visdom, Eva Selsing bringer til torvs. Det er måske ikke så pænt at udtale sig nedladende om andres mangel på erfaring, men når man har befundet sig i brudfladen mellem liberalisme og konservatisme lige så længe som fr. Selsing har levet, så er det dog fristende.


Men allerførst kan der måske være grund til at bemærke, at der er noget lidt underlødigt ved mennesker, som hellere refererer andres tanker end redegør for deres egne. Det gælder, hvad enten de har fundet sig et forbillede, som de nu fremfører som en art forløser, eller de fremlægger deres angivelige modstanderes synspunkter, hvad der ofte sker i en form og med henvisning til nogle motiver, som modstanderne har vanskeligt ved selv at genkende. Det er samtidig en klassisk metode, at man pakker sit budskab ind i fine ord og utilgængelige definitioner – man fristes til at kalde det en esoterisk terminologi – for på den måde at fremstå klog.

Når Eva Selsing skriver om ’ det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet’, så får jeg faktisk lyst til at benytte selvsamme metode og citere juraprofessoren Knud Waaben, der engang tog luften ud af en modstander ved at skrive, at ’det er den fremgangsmåde, som man anvender i tyske teoretiske værker, når problemerne ikke kan blive vanskelige nok på en naturlig måde’ (Citeret efter hukommelsen) Oehlenschläger udtrykte noget tilsvarende, da han sagde, at ’det dunkelt talte, er det dunkelt tænkte’. Også Holberg havde i Erasmus Montanus nogle bedske budskaber om de, som kloger sig ud over det rimelige.
Som allerede nævnt kom den nyliberalisme, som Eva Selsing er så arg en modstander af, formentlig til landet omkring 1980. Og stedet hvor den opstod, kan ret nemt identificeres til Konservativ Ungdom i København. Det var der kampråbet ’privatisering’ oversattes til dansk (hvad der nu ikke var så svært), og det var KUs medlemmer som indforskrev spændende lekture fra udlandet. For der var i vidt omfang var tale om, at vi tog ved lære af de engelske konservative. Og det skal ikke skjules, at der fra begyndelsen var dele af de konservative folkepartis medlemsskare, som anså os for nogle urolige elementer. Men der var også mange som tog budskabet til sig, og den fornyelse, som vi stod for, var en væsentlig del af baggrunden for partiets fremgang i de år. Endelig var der et fremadskuende alternativ til den afgrund, som vi i 70’erne var kommet stadig nærmere.
Nyliberalismen var også en måde at komme ud af et af de konservatives klassiske dilemmaer, hvor partiet alt for ofte kommer til at forsvare de institutioner, som det få år forinden har gjort alt for at forhindre etableringen af. Hvis man skulle tage partiets indædte modstand mod opbygningen af en – allerede dengang – enorm velfærdsstat alvorligt, så måtte man også gå ind for at afskaffe den igen. Eller rettere, at give borgerne retten til selv at forvalte deres liv tilbage. Det kunne da ikke være sådan, at vi bare uden videre skulle acceptere det socialdemokratiske samfund, som topmålet af civilisation.
Så hvis man forsøger at beskrive nyliberalisme som en tendens, der er fremmed for konservatismen, så har man ikke tilstrækkelig lang hukommelse.
At beskrive denne lille gruppe konservative, som enige om budskabet ville nok være en overdrivelse. Der var mange varianter, og i løbet af nogle år spredte budskabet sig til Venstre, så vi pludselig fik uventede åndsfæller. Under Henning Christophersen havde det ellers været temmelig sløjt med de ideologiske budskaber fra det parti. Også dele af Fremskridtspartiets Ungdom kom til de samme konklusioner, og det førte til en forbrødring i form af det lille selskab Libertas.
Det som knyttede mig til gruppen, var nok tanken om ’frihed under ansvar’. Alle mine 8 oldeforældre havde tilknytning til missionen, så begreberne skyld og soning ligger mig måske lidt nærmere, end så mange andre. Og for mig er begrebet ansvar uløseligt knyttet til det enkelte individ. Men man kan jo ikke påtage sig sit ansvar, hvis man ikke har lov til at handle. (Teolog er jeg ikke, så det kan hænde, at jeg uforvarende fornægter dele af Confessio Augustana. Det må man så retlede mig om.) At jeg som nyliberal ikke ’forstår de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed’ forekommer mig derfor at være en noget skråsikker dom fra Eva Selsing.
Et andet afgørende element var, at det forekom mig vanskeligt at tro på, at mine meninger var de eneste sande. For det første er der jo spørgsmål i livet, som der ikke findes ét og kun ét svar på. Tag bare situationen, hvor 2 mennesker skal enes om, hvorvidt de elsker hinanden eller ej! Og derudover er det ikke alle mine mere eller mindre forkromede synspunkter, som jeg kan argumentere for. Det gælder f.eks., at jeg stemte mod kvindelig arvefølge. Et af de mest rædselsfulde elementer ved 70’ernes plenumdemokrati var, at alt skulle gøres til genstand for drøftelse, hvor den med de mest spidsfindige og politisk korrekte synspunkter vandt. En finesse ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves og ikke bare forsvinde i stormøder. Men hvis jeg vil have retten til at være afvigende, så må det vel være sådan, at jeg også tillader andre at være det. Der må da være en vis gensidighed.
Og når jeg ganske tilsvarende tiltror mig selv evnen til at træffe modne og velovervejede beslutninger, så må jeg da også tiltro andre den evne. Faktisk har jeg ofte større tiltro til andre, når de handler som enkelte individer og bare skal varetage deres eget liv, end når de mener, at det er kollektivet, som skal bestemme over os alle sammen.
Og hvis man et kort øjeblik anerkender, at det er menneskeligt muligt at fejle, så bliver det endnu vigtigere, at vi træffer beslutninger hver for sig. Hvis en beslutning træffes af fællesskabet, f.eks. indførelse af heldagsskole, så kan det være, at det var en god idé. Men vi sætter alt på et bræt, for den kan også vise sig at være dårlig, og hvis det er tilfældet, så går det ud over alle. Hvis derimod den enkelte skole havde kunnet træffe valget, eller det enkelte barns forældre havde kunnet vælge mellem de 2 slags skole, så ville nogle træffe det rigtige valg og nogle det forkerte. Det kan jo i øvrigt være, at nogle elever har bedre af det ene og andre af det andet. Og efterhånden som der bredte sig en erkendelse af, hvilken type skole der passer til hvilke børn, så ville skolerne tilpasse sig deres publikum.
Når der skal ske fremskridt i et samfund, så er det vigtigt, at vi har valgmuligheder, at vi prøver mulighederne af og bagefter overvejer, om vi gjorde det rigtige. Og på den baggrund tager vi så det næste skridt. Jo flere forskellige kombinationer vi prøver af, desto større chance er der for at træffe en, der virker godt. Det kan vi bare ikke, når alle muligheder skal leveres af offentlige monopoler. Og det er en grund til, at nyliberalismen lægger så stor vægt på frihed.
Vi vil ikke bare goldt gentage fortidens fejl, men levere spirerne til en bedre fremtid.
Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 12. september 2013