Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk’? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de “nok ikke passede så godt til hinanden,” eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere – og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


Forældrekøb – er det godt for barnet?

Udover at beskæftige mig professionelt med at ordne forældrekøb for folk og analysere de skattepolitiske aspekter, så har det gennem mange år optaget mig, hvordan det påvirker forholdet mellem forældre og børn, og om det af psykologiske årsager er en god idé. Og jeg har længe haft en skitse til dette opslag liggende.

Igår havde jeg så fornøjelsen af at snakke med 2 kloge kvinder med en enorm viden om forholdet mellem forældre og børn, Marie og Nina, om det, og på blot 4 minutter havde de tilført det flere facetter, end jeg selv var kommet på i løbet af 10 år. Man skal altså somme tider sætte pris på folks faglighed.

Men det gør til gengæld behovet for at sætte tankerne ned i en tekst større, om end det må ske med det forbehold, at jeg er ude på dybt vand.

Mine betænkeligheder har gået på, at forældrekøb meget nemt kan fastholde barnet i en situation, hvor forældrene fortsat har magt over barnet, og hvor man derfor forlænger pubertetens frigørelsesproces og konflikter. Dertil kommer at man udover konflikterne om holdninger og personlig adfærd kan skabe sig nogle yderligere regulære økonomiske konflikter. 

Somme tider vil konflikter af den ene type nok også blive projiceret over i den anden. Det er jo en del nemmere at skælde ud over manglende indbetaling af husleje end at give udtryk for kritik af barnets valg af ny kæreste – for nu at digte et eksempel. Og den form for projicering kender vi jurister fra så mange andre af livets forhold; skilsmisser og dødsboer er de klassiske eksempler. Og vi jurister ved også, at de alt for let går i hårdknude.

Men lad mig lige vende tilbage til det grundlæggende problem. Barnet – og jeg orker ikke bruge eufemismer om den unge etc. – er i en frigørelsesproces. Processen er nødvendig og jo bedre den lykkes, desto bedre er barnet rustet til sit voksenliv. Som led i frigørelsesprocessen skal der afprøves en hel masse muligheder. (Ikke oprør, for det tror jeg ikke, vi gør, men testning af om de overleverede grænser også er rigtige.) Det betyder, at livet bliver meget ustabilt. Bekendtskaber og kærester skiftes ud, uddannelse skal vælges og vælges om igen, ansvar for egen økonomi og en hel masse andet som ikke behøver opremsning.

Det siger sig selv, at når en bolig skal købes og betales af far og mor, så får de også en betydelig indflydelse på valget af boligen. Jo vanskeligere det er at finde andre metoder til at skaffe sig en bolig, altså jo mere fremtrædende forældrekøbet er i barnets bevidsthed, desto større indflydelse til forældrene. Det gælder pris, beliggenhed, indretning og alle de andre parametre som indgår i et valg.

Men alle de behov og ønsker er nøjagtig lige så omskiftelige som ens livssituation. Ny kæreste, udlandsophold og alt muligt andet kan gøre, at de møjsommeligt afstemte forventninger bare er skredet. Og så skal man gennem en tilpasningsproces – som altså også kan betegnes: Konflikt.

Men denne gang har den også økonomiske konsekvenser. Lad mig digte et eksempel. Når lille Victor flytter hen til Amalie (som i øvrigt aldeles ikke har forståelse for, hvor vigtigt Victors studium er for ham!), så står lejligheden tom. Så må den enten sælges eller lejes ud. Salg koster mange penge, ganske ofte mere end lejligheden er steget i friværdi i ejerperioden. Udlejning er et juridisk hasardspil, som kan gå gruelig galt.

Det var ikke det, nogen af parterne ønskede. Det er vist blandt de få sikre fakta i de sager. Forældrene ønsker at hjælpe barnet, og barnet vil gerne modtage støtte i livet – også gerne en håndgribelig, kontant, praktisk støtte udover kærlighed m.m.

Køb af bolig er imidlertid ikke den eneste måde man kan give støtte på. Det er blot en metode, som ved et sammenrend af tilfældigheder er blevet særligt begunstiget med offentlig støtte til både barn og forældre. Og dermed får den tilsyneladende flere fordele end andre muligheder.

Alternativet er jo at låne barnet af sit overskud, enten som et kontant lån eller som en mere eller mindre fast ydelse. (Hvis man skal undgå konflikter er klippefast nok at foretrække.) Så må barnet selv vælge om pengene skal gå til bolig, rejser eller udskejelser. Og barnet må selv tage konsekvenserne af sit valg. På forhånd kan det godt tage sig ud som om, den model er forbundet med flere risici end et godt og sikkert køb af fast ejendom, som stiger i værdi og ikke kan forskertses ved et tarveligt levned. Men er det nu også en realistisk vurdering?

Det er i den retning mine tanker har gået. Og det fandt da også så megen genklang hos de 2 professionelle, at min beskrivelse nok er blevet lidt tydeligere af at høre dem bifalde det. Men de havde mere at sige.

Marie var den, som lå fjernest i tankegang. Hendes helt instinktive reaktion var, at hun havde oplevet en forældrekøbt lejlighed som et ubetinget gode. Nina derimod havde ikke boet i en forældrekøbt lejlighed, hun har derimod stillet den til rådighed for sine børn.

Det spiller måske lidt ind, at ingen af dem tilsyneladende er løbet ind i de problemer, som en jurist altid synes dominerer horisonten – selv når solen skinner klarest. Men omvendt er de begge kloge nok til at kunne forudse en del problemer.

Og for Marie havde den forældrekøbte lejlighed lettet overgangen til at fungere som en ansvarlig voksen. At Maries eventuelle udskejen med hensyn til enten larm og ballade i lejligheden eller manglende betaling af regninger ville resultere i henvendelser til forældrene, syntes hun havde sat nogle gode grænser for hendes adfærd, og at videreføre den adfærd i sit senere voksenliv har hun fundet naturligt og nyttigt.

Ninas bemærkninger til mig var mindre personlige for hun var sådan set enig i, at mine synspunkter lå i naturlig forlængelse af de typiske holdninger om at børn tidligst muligt skal lære selvstændighed og drage deres egne erfaringer. (Dermed fik hun jo så indirekte sagt, at mine tanker ligger solidt indenfor de fantasiløse baner, som en gennemsnitlig jurist vil tænke i. Tak, Nina!)

Men så tilføjede Nina, at når vi ser på andre lande og kulturer, så er det dominerende billede en noget anden holdning til familiens betydning på tværs af generationer. Så det er jo ikke sikkert, at den fremherskende holdning i lille Danmark er den eneste rigtige. Og det er end ikke sikkert, at danskerne i praksis efterlever holdningerne på parnasset. Den kunne man så lige tænke over. Det er lidt som at være en måne, der altid har studeret jordens gang, og så pludselig opdage, at den dersens jord også drejer om noget.

Jeg er ikke helt færdig med at tygge på den, så jeg har ingen konklusion, Men sådan set er det også irrelevant. Det væsentlige er at viderebringe noget at tænke over og helst så meget, at det ikke blot skaber yderligere forvirring. Hvis der er et budskab, så er det nok: Tænk dig om, træf dit valg, og lev så med de konsekvenser, som følger af valget. For alt i verden, forsøg ikke at få det bedste af alle muligheder – det er som vanligt selvmodsigende.

Mindreårige mødre – og væmmelige mænd.

Dronning Dagmar var 12, da hun
blev Waldemar Sejrs hustru.

Der er intet som sex til at pirre den menneskelige nysgerrighed. Og det skal helst være lidt grænsesøgende.

Samtidig med den juridiske abort kører derfor en vidunderlig debat om unge gifte muslimske kvinder på asylcentre.

Sjældent har stråmænd fyldt så meget i debatten. Pludselig er al sex med piger under 18 pædofili. Og straffen skal være tårnhøj, fx som den Jeppe Kofod fik: En yderligere periode i Folketinget.

Nå, nej. Det gælder jo kun sex med muslimske piger. Danske piger er derimod så modne, at de selv frit kan vælge. Og det er i øvrigt en stor fordel med løse forhold, hvor manden ikke indgår i en forpligtende relation – altså Kofod-modellen.

Når man så for et kort øjeblik ikke pådutter sine modstandere, at de går ind for sex med småpiger i alle udgaver, så er den dominerende argumentation:

  • unge gifte muslimske kvinder /piger har ikke selv fået lov til at vælge deres partner.
  • derfor skal de heller ikke selv have lov til at vælge, om han fortsat skal være deres partner.
Det fører rent logisk til, at man må spørge:
  • Hvornår bliver unge muslimske mødre modne nok til at træffe et valg af partner?
  • Må de have one night stands med mænd?
  • Må de etablere (uægteskabeligt) samliv med (danske) mænd?
De spørgsmål hører man ikke så mange svar på.
Det er naturligvis, fordi dobbeltmoralen er tyk som røgen på et gammeldags værtshus. Og tankesættet stammer sammesteds fra.
Implicit i hele den forestillingsverden ligger også den klassiske forestilling om, at de underlødige racers mænd er besatte af et seksuelt begær efter småpiger, medens det selvsagt ligger civiliserede hvide mænd fjernt. 
At den type tankegang kan gå upåtalt hen i det 21. århundrede er imponerende, og hvis nogen lider af den, og desuagtet anser sig selv for mere civiliserede end rakket, så bør de som modgift læse et af højdepunkterne i dansk litteratur, I.P.  Jacobsens indledning til Fru Marie Grubbe, hvor han over flere sider og med stadigt stigende intensitet får lysten til at bruse i årerne hos mandlige læsere. Og så kommer antiklimaksen: “Det var den 14-årige Marie Grubbe …”

Skal man så bare acceptere enhver adfærd, som udlændinge slæber med hertil?

Nej. Vi skal stå ved vore egne normer og forlange, at skik skal følges eller land flys. Udlændinge skal opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab efter danske regler, men når de gør det, så må vi også respektere, at de har indgået lovligt ægteskab i udlandet.

Sagen er bare, at i Danmark vil man som altovervejende hovedregel få tilladelse til ægteskab, hvis kvinden er gravid / har født og er fyldt 15. Det kan måske undre nogen, men sådan er dansk ret for danskere – og sådan har den været i hundredevis af år.

(Der er måske heller ikke den store viden om, at man i Danmark ikke gennemfører straffesager om seksuel omgang med mindreårige, hvis pigen er fyldt 12 og manden er ikke ældre end ca. 22. Men sådan er det altså også. Og dermed er den seksuelle lavalder i praksis somme tider lavere end 15, men dog aldrig under 12.)

Man kan naturligvis også have det synspunkt, at vi skal hæve den seksuelle lavalder i Danmark. Men så hører jeg som et svagt ekko, noget der siger, at den model ikke ligefrem har haft enorm succes i USA.

Alternativt kan man opgive lidt af dobbeltmoralen.

Frivilig sex – uvillig far

Den seneste tids debat om mænds eventuelle ret til en “juridisk abort” har handlet om situationer, hvor kvinden har snydt en mand til at blive far. Hun har dyrket ubeskyttet sex og måske ligefrem bildt ham ind, at han ikke burde tage sig i agt. Og så kører forargelsen.

Nu skal jeg jo ikke påstå, at det aldrig nogensinde er sket, at en mand har stukket sig på den berømte nål, medens han lå og rullede i høstakken med en kvinde. Men sandsynligheden er begrænset. Og sandsynligheden for at det vil gentage sig, er endnu mindre. Så det skal ikke bruges som begrundelse for vidtgående lovændringer med forbud mod nåle. Og selv om chancen for uønskede børn nok er en del større, så skal man nok også der tænke sig om, førend man ændrer love. Et tv-program med gadeinterviews af vox populi og uendelig gentagelse af de samme klip er næppe det rette grundlag.

Hvis det bærende synspunkt er: “Kvinden har et valg, det skal manden også have!” så bliver det hele en smule for enkelt. Faktisk så enkelt, at seriens oplæg slet ikke svarer til udtalelserne fra de deltagende mænd. Og det er egentlig det mest overraskende ved det.

Ønskebørnene

For de fleste af os er idealet om et barns fødsel og opvækst, at det sker i den klassiske kernefamilie, hvor moderen og faderen deles om glæder og sorger.

Det rejser så spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig, når idyllen ikke er til stede. I dette tilfælde tilsyneladende om den ene part skal kunne fralægge sig ethvert ansvar i forventning om, at den anden så løfter det.

Det er i denne sammenhæng interessant at se, at staten, der jo som udgangspunkt har en klar interesse i at understøtte kernefamilien, desuagtet oftest lyder alle mulige minoriteters mindste vink. Navnlig når de kan dække sig ind under smarte betegnelser, regnbuefamilier og lign. Jeg er barsk nok til at mene, at vi om 30-40 år vil opleve samme utak, som vi hører fra de børn, der blev ofre for 60’ernes frie kærlighed. Men lovgivningen er public choice-teori i fuld udfoldelse. Og det vil juridisk abort også være, hvis det gennemføres.

I øvrigt tror jeg, at man skal være rigtigt forsigtig med at diskutere den slags emner ud fra “barnets tarv”, dette herlige forældede udtryk. Historisk set, så har barnets tarv betydet alt muligt mærkeligt afhængigt af tidens sæder. Og man kan sagtens konstruere tilfælde, hvor såvel den ene som den anden løsning kan siges at være den bedste. Det er lidt, som om den ene part skyder barnet foran sig som et gidsel. Og det er vel ikke barnets tarv, men bare tarveligt.

De snydte fædre

Det vigtigste i seriens oplæg er, at de deltagende mænd er blevet ufrivillige fædre, fordi de er blevet røvrendt af moderen. Og konflikt med moderen er der i alle tilfældene.

Men det er jo ikke, fordi moderen er blevet gravid, at der er konflikt. Det er for dem alle 3 det forhold, at de ikke får lov til at deltage i opvæksten i samme omfang, som de godt kunne ønske sig, der er udgør konflikten.

Og så må man jo spørge sig selv, om en “juridisk abort” ville løse disse fædres problem? De vil jo ikke befries for barnet, men have mere barn.

Og så er der lige et af de allervigtigste principper i juristernes værktøjskasse, en del af det man for spøg kalder “rimelighedsloven”, som skal i anvendelse. Og det er forbuddet mod at sidde i baghånd. Man skal ikke efterfølgende kunne ændre på sin retsposition ved at omgøre tidligere udmeldinger. Det er sjældent sagt så stærkt i lærebøgerne, men det er rigtigt.

Dertil kommer, at hvis man giver fædrene en mulighed for juridisk abort på et tidspunkt, hvor de endnu ikke har vænnet sig til, at de skal være fædre, så vil det være meget nemt for dem at overtale sig selv til at sige pænt “Nej, tak”. Og mon ikke en del vil fortryde.

Laver kvinder børn på mænd?

Dette er som allerede skrevet det bærende element i serien, men det lyder da ikke helt logisk.

Hendes markedsværdi som seksualobjekt falder givetvis betragteligt, hvis hun slæber rundt på et barn fra et tidligere forhold. Så hvis hun på trods deraf er så vildt forhippet på at videreføre generne fra en mand, der højlydt erklærer, at han ikke interesserer sig for hende eller sit eget afkom, at hun ikke ønsker en abort, så må hun være ganske ualmindelig overbevist om, at han har nogle attraktive gener. Tænk på, at hun hver eneste dag resten af livet skal elske noget, som består halvt af ham – og ikke nødvendigvis kun den charmerende halvdel.

Hvis nogen kvinde ville smiske sådan for mig, så ville jeg være villig til at betale ganske mange børnepenge for det. Men at antage kvinder med vilje gør det med en helt tilfældig mand, det lyder altså tosset.

Hvis der endelig skal være noget om det, så kan det måske ske i situationer denne:

  • Mand på vej ud af forhold. 
  • Kvinde vil holde på ham. 
  • Kvinde vil vise hans afgørende betydning for hende. 
  • Kvinde sørger for at blive gravid med hans barn

I min egen omgangskreds har jeg somme tider set en lidt sjov variant, nemlig at når et par med hhv. dine og mine børn etablerer sig, så går der ganske usigeligt kort tid, førend hun er gravid med det, som jeg plejer at kalde et bekræftelsesbarn. Det samme sker i øvrigt, hvis et separeret par flytter sammen igen. I de situationer er manden dog evigt lykkelig og med på idéen.

Ved de tilfældige møder, så handler det vel oftest om, at graviditeten også er overraskende for hende. Og når hun så alligevel vil have barnet, kunne vel det være, fordi hendes hormoner tager over og dikterer, at selv om barnet måske ikke lige var ønsket, så er aborten værre. Det er vel ikke så svært at forstå. Da mine tvillinger var ventede, blev min sindstilstand faktisk sådan, at jeg ikke så mig i stand til at knibe overflødige blomster af en tomatplante. Det var bare for abortagtigt! Hvordan er det mon så ikke lige at være moderen.

Og hvis man ser det som et spørgsmål om at fralægge sig ansvar, så er det i hvert fald sådan, at kvinden jo netop ikke undgår et ansvar ved at få barnet. Hun skal faktisk leve med barnet resten af sit liv.

Økonomi

For danske mødre har det idag ingen betydning, om hun opgiver navnet på faderen. Reglerne er ganske vist sådan, at faderen skal betale bidrag til barnet, men hvis der ingen far er, så betaler staten på den ukendte fars vegne.

Beløbet er i øvrigt ikke voldsomt højt – vist heller ikke sammenlignet med andre lande, og det er voldsomt skattebegunstiget, fordi faderen har fradragsret, medens det ikke udløser skat hos barnet, der regnes for modtageren. Der er faktisk skilsmisseforældre, som med omhu udnytter reglerne til at skattemaksimere.

I 2016 taler vi om 15.684 kroner, der dog på grund af skattefradraget kun svarer til ca. 11.000 netto. Hvis man tjener mere end 480.000, og ikke har pådraget sig andre forsørgerforpligtelser, så kan man komme til at betale dobbelt, men det er altså ikke så relevant for den største del af landets befolkning.

Nix pille – er den bedste pille
Sådan lød et slogan fra Kristeligt Folkeparti i 1970’erne, da man ville frigive p-pillen til brug i Danmark. Og det er lidt det samme, der ligger bag, når nogle mener, at hvis man vil dyrke sex, så må man også være villig til at tage konsekvenserne.

Personligt er jeg så pervers, at jeg faktisk synes, det fremmer sexlysten, når man har den lille joker med i spillet. Mine hormoner fortæller mig jo, at jeg skal reproducere mig selv, og så er prævention altså en form for snyd mod mine instinkter. At være ligeglad med prævention er jo også at sende et signal om, hvor fascineret man er af sin partner. Intet er da stærkere end at ville dele gener med nogen. Og det er jo det, et barn er, en genetisk fusion. Men det er måske bare mig, der er afsporet. Og det betyder i hvert fald, at jeg altid har accepteret risikoen.

Kan risikoen afdækkes.
Hvis der findes unge mænd, som føler sig så attraktive, at de forventer, at svigagtige kvindfolk vil bruge dem som ufrivillig gén-bank, så burde de vel bare gå sammen om at danne en forening til gensidig afdækning af den økonomiske risikoen. Alternativt må de da kunne tegne en forsikring mod det hos Lloyds. Det er nok forbløffende billigt.

Jeg fik faktisk forleden gåturen med hunden gjort lidt interessant ved at gennemtænke de mulige vedtægter for “Alimentantforeningen Guldhornet”.

Konklusion
Anne Sophie Hermansen er dumpet. Hun elsker de lette synspunkter, men længere når hun ikke. Hun er ikke et eksempel på en Flittig-Lise, der i kraft af en arbejdsindsats når ud i hjørnerne af stoffet. Hun giver mere mindelser om den traditionelle blondine. Det hele blev lidt langtrukkent, og så så hun alligevel aldrig paradokserne i synspunktet.

Og derved fik hun mig heller ikke overbevist om, at vejen til at give fædre til børn født udenfor parforhold mere indflydelse er at give dem ret til at stille sig over i hjørnet og sige: “Hvis jeg ikke må bestemme, så vil jeg slet ikke være med!”

Juridisk abort – et historisk overblik

Juridisk abort er et fremragende slagord. Uden det havde vi næppe fået en debat om emnet. Men nye er tankerne bag bestemt ikke. Det får man dog ikke indtryk af, når man ser debatten, så lad os lige tage et hurtigt resumé.

Fra tidernes morgen har forholdet mellem en far og hans uægteskabelige barn primært drejet sig om 4 forhold

  1. navn
  2. arveret
  3. bidrag til underhold
  4. samkvem, altså deltagelse i opdragelsen 

Navnet er sjovt, for der findes vist ikke ret mange kulturer, hvor et barn ikke knyttes til sin far ved navn. Almindeligt er patronymet, altså faderens navn med tilføjelsen -søn (idag -sen) eller -datter. I Danmark har det også været en fast regel, og den eneste almindeligt kendte undtagelse i ældre tid er kong Svend Estridsen.

Traditionen har set fra moderens synspunkt den fordel, at faderen har meget svært ved at undgå et ansvar for barnets forhold.

Det er først efter indførelsen af faste slægtsnavne (forordning af 4. marts 1857 om forandring af dåbsforordningen), at det vinder frem, at barnet ved fødselen får moderens slægtsnavn, og jeg kender senere eksempler på patronym. Men fra 1904-loven om navne bliver det fast regel, at børn udenfor ægteskab får moderens navn og først fra børnelovene af 7. maj 1937 får det igen mulighed for at vælge faderens.

Der var også mulighed for, at børn kunne få samme efternavn som moderen fik, hvis hun senere indgik ægteskab. På den måde undgik man, at barnet blev udstillet som uægteskabeligt i forhold til omverdenen.

En ubetinget arveret efter faderen får børn udenfor ægteskab først i 1937. Indtil da kunne faderen frivilligt tillægge dem en halv arveret i forhold til børn i hans ægteskab (Danske Lov 1683  art. 5-2-70). Han kunne også gifte sig med moderen, og så bliver barnet jo ægteskabeligt. Horebørn – altså en gift persons barn med andre end ægtefællen, kunne aldrig få arveret efter den gifte forælder.

Bidrag til underhold af såvel barnet som moderen i barselsperioden indføres med forordning af 14. oktober 1763, men kun til det 10. år, og faderen kunne indtil 1919 sværge sig fri af forpligtelsen (ophævet ved lov af 11. april 1916 om rettens pleje).

Samkvem med barnet har faderen ikke haft mulighed for at kræve førend lov af 4. juni 1969, og da var det endda en betingelse, at det fandtes foreneligt med barnets tarv. Det var navnlig i tilfælde, hvor faderen havde haft samkvem med barnet på frivillig basis, men hvor moderen ikke længere ville tillade det, at man gav faderen ret til samkvem.

Mulighed for fælles forældremyndighed for uægteskabelige børn kom først i lov nr. 387 af 14. juni 1995. Og automatisk bliver den kun, hvis forældrene har levet sammen i løbet af de sidste 10 måneder førend fødslen (d.v.s. avlingsperioden og graviditeten).

Indførelsen af samkvemsretten blev betragtet som en voldsom sejr for mandens rettigheder, da den blev indført for mindre end en menneskealder siden, og det er derfor lidt sjovt, at andre grupper mænd nu kræver mulighed for at frasige sig såvel retten til barnet som pligterne.

Historisk har moderen haft alle muligheder for at udelukke faderen fra barnet. Som den helt drastiske løsning har hun kunnet bortadoptere det, men den mulighed opstår gradvis i løbet af 1800-tallet og indtil 1956 betød det blot, at barnet fik 2 familier.

En mere effektiv variant var at hun fra 1750 (reskript af 13. marts) kunne vælge at føde i et accouchementshus (primært fødselsstiftelsen i København), hvor fødslen var gratis og hvor hun ikke skulle opgive sit navn. Reglerne var i kraft helt op til børnelovene af 1937, og det er stadig sådan, at man kan møde dåbsattester fra Rigshospitalet, hvor forældrenes navn er angivet med et nummer. Og kun barnet selv kan få udleveret sin mors navn. Alle andre må vente, til der er gået 100 år fra fødslen. Efter fødslen kunne barnet blive sat i pleje, så hemmeligheden var total.

I vore dage accepterer domstolene blanco, at en kvinde under en faderskabssag nægter at oplyse mulige fædre, uanset hun har vidnepligt og derfor kan spærres inde indtil hun taler (dog højst 6 måneder, men det er nu også længe). I andre tilfælde opgiver de “en mand, som de mødte på … “, og så er man lige langt. Faderen kan dog anlægge en faderskabssag, når andre mænd ikke har påtaget sig faderskabet, men der gælder nogle skrappe fristregler.

Afslutningsvis vil jeg godt nævne, at den evige – næsten floskuløse – gentagelse af, at man må se på barnets tarv, har været bærende for langt det meste af lovgivningen i hvert fald de seneste hundrede år. Allerede brugen af ordet “tarv” viser det, for udenfor juristsprog har ordet næsten ikke været brugt siden 1800-tallet. Vores opfattelse af hvad barnet har godt af, er bare ændret med tiden, og vil nok blive ved med at ændre sig.

Så det bliver spændende at se, hvad diskussionen om juridisk abort fører til.

Min egen holdning – efter at have set alle 3 afsnit af serien – findes her.