Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Menneskerettighedsmisbrug – et eksempel.

Menneskerettigheder er vigtige som pejlemærker, men de skal ikke bare hales frem i tide og utide.

Nogle adoptivbørn fra udlandet har opdaget, at de har biologiske søskende, som også er blevet adopteret her til landet, og det vil andre adoptivbørn selvsagt gerne have undersøgt, om de også har. Men det er vanskeligt af få gjort.

Derfor var en lektor, Marianne Høigaard, der forsker i menneskerettigheder, kaldt i morgenradio på P1 for at tale om spørgsmålet. Men det er altså problematisk, når et spørgsmål pludselig bliver gjort til noget om Menneskerettigheder.

Menneskerettigheder skal handle om de store problemer
For det første  så devaluerer man begrebet menneskerettigheder. Moderne menneskerettigheder, baseret på internationale traktater, opstod efter 2. verdenskrig. De er en reaktion på koncentrationslejre og anden elendighed, og selv om rækkevidden nok skal være lidt bredere, så skal man altså reservere begrebet til noget, der virkelig griber ind i folks liv.

De tekster, for eksempel Den europæiske menneskerettighedskonvention, som det hele bygger på, er måske nok kloge og gennemtænkte, men de er altså også et produkt af deres samtids problemer og lidt tilfældige i deres valg af emner. At  begynde at fortolke om dette eller hint problem er omfattet af teksten, er principielt set ikke meget forskelligt fra at skulle afgøre, om moselovens bud om at holde hviledagen hellig tillader, at man tænder for elektrisk lys.

Og det hører i hvert fald med i billedet, at den danske befolkning i helt overvældende grad får brækfornemmelser, hver gang dette eller hint afvises, fordi “det vil være i strid med vores internationale forpligtelser” i henhold til en eller anden konvention. Man når i praksis meget længere med at konstatere, at “forslaget er dumt, fordi …”. Eller omvendt naturligvis.

Man vælter omkostningerne over på andre
Når først man har gjort noget til et spørgsmål om menneskerettigheder, så ligger det snublende nær, at omkostningerne ved en løsning ikke skal bæres af de berørte, men af fællesskabet. Og lektoren fik da også sagt, at omkostninger aldrig må stå i vejen for at overholde nogens menneskerettigheder.

Men der findes ikke menneskelige aktiviteter uden omkostninger. Vi vælger at udføre dem, hvor fornøjelsen overstiger indsatsen. Men når først vi kan vælte byrderne over på andre, så forsvinder det krav om proportioner.

I sagen om adoptionsbørnenes mulighed for at finde deres søskende er problemet egentlig ikke, at de ikke må få oplysningerne. Det er såmænd bare, at nogle oplysninger er svært tilgængelige, fordi de ligger i gammeldags papirarkiver, som skal gennemsøges manuelt. Og det koster. Og hvem skal så betale.

Man gør spørgsmålet sort-hvidt
Når først man taler menneskerettigheder, så forsvinder nuancerne i en sag. Det bliver et spørgsmål om alt eller intet. Der er imidlertid kun få spørgsmål, som er så enkle, at der kun findes én tænkbar løsning, som ligger indenfor det rimelige.

Spørgsmålet om omkostninger til undersøgelser i adoptionsarkiver illustrerer det egentlig godt. For løsningen behøver vel ikke nødvendigvis at være, at det offentlige skal betale. Det kunne være at gennemføre undersøgelserne på en mere effektiv måde, en fordeling af omkostningerne  eller noget helt tredje.

I dette tilfælde blev der heller ikke med et eneste ord nævnt, at der også er andre end det nysgerrige adoptivbarn at tage hensyn til. Det er jo ikke sikkert, at den nysgerriges ønske om kendskab til sine mulige søskende deles af de eventuelle søskende. Det hensyn hører i hvert fald til i en rimelig diskussion af emnet.

Men menneskerettighedsetiketten gjorde at det forsvandt og dermed fremmer man formentlig bare fornemmelsen af, at menneskerettigheder er verdensfjerne og religiøse. Det er ikke en god måde til at skabe et samfund, hvor vi tager mere hensyn til hinanden – og det må vel ellers være målet med dem.

Og så lige et tilføjet PS fra 5. februar 2018

Hvorfor er det lige, at en tekst som menneskerettighedskonventionen, der formuleret i absolutter, kan fortolkes dynamisk?

Det er selvfølgelig, fordi pligter, rettigheder og friheder i et samfund bør afhænge af tid, sted og en hel masse andet.

Og så skal vi lige huske, at politikere elsker at skubbe dem foran sig. Når de ikke vil stå ved en regel, så siger de: “Ellers bryder vi konventionen!”

Undskyld, undskyld, undskyld … for slaveri, drab, jordskælv og meget andet

For min skyld kan alle mulige mennesker – og talende papegøjer, beostære m.v. – gerne fremvise deres hjertes godhed ved at sige undskyld for alle mulige andre menneskers, staters og naturkræfters handlinger.

Og hvis nogen bliver glade for at modtage den slags meningstilkendegivelser på vegne af deres forlængst afdøde forfædre, så lad dem da forblive salige i deres tro.

For mig gør det ikke nogen forskel i vurderingen af forhistorien. Ugerninger forbliver ugerninger. Og misforståede gode gerninger må vi bare tage ved lære af.

Det, der kan genere mig, er, at der findes mennesker, som er så bundnaive og godtroende, at de ikke kan indse, at krav om den slags undskyldninger altid og undtagelsesfrit følges af en lille uskyldsren bagtanke om, at undskyldningen skal ledsages af nogle helt kontante økonomiske fordele til de nulevende efterkommere. Og et eller andet sted inderst inde, synes jeg, det er en lille smule hyklerisk, hvis tegnebogen er mere lukket end hjertet.

Og så har jeg altså – trods en klippefast tro på fremskridtet og vor tids moralske overlegenhed – svært ved at stole på, at der ikke også sker vildfarelser i vor tid. Vildfarelser, som vi ikke ser, fordi vi også er bundne til moralske modestrømninger. Men vor tids fejl er det måske noget mere relevant at finde, bekæmpe og undskylde.

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk’? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de “nok ikke passede så godt til hinanden,” eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere – og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


Gangstere skal heller ikke slås ihjel

“Den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af uskyldige.”

Det synspunkt har jeg set nogle gange på blandt andet Facebook de seneste uger, og jeg forstår jo godt, hvad folk mener med det, men det er altså alligevel et lidt underligt standpunkt.

For hvis man mener, at uskyldige endnu ikke er blevet ramt, så må det indebære, at de hidtidige ofre har været skyldige. Det må åbenbart have været rimeligt, at de blev beskudt.

Men mig bekendt har vi ikke dødsstraf for salg af hash i Danmark, så jeg har lidt svært ved at se, hvordan nogen kan være så skyldige, at de har fortjent at blive skudt. Rockere og bandemedlemmer er også vores næste, uanset hvad vi måtte mene om deres gerninger.

Dertil kommer, at vi faktisk ikke ved noget som helst om graden af deres eventuelle skyld. At man er banderelateret er faktisk en temmeligt upræcis betegnelse.

Så mit synspunkt må blive, at “den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af flere.” Basta.

Og det vil kun ske, hvis man liberaliserer hashhandelen. Men det er en helt anden historie.