Menneskerettighedsmisbrug – et eksempel.

Menneskerettigheder er vigtige som pejlemærker, men de skal ikke bare hales frem i tide og utide.

Nogle adoptivbørn fra udlandet har opdaget, at de har biologiske søskende, som også er blevet adopteret her til landet, og det vil andre adoptivbørn selvsagt gerne have undersøgt, om de også har. Men det er vanskeligt af få gjort.

Derfor var en lektor, Marianne Høigaard, der forsker i menneskerettigheder, kaldt i morgenradio på P1 for at tale om spørgsmålet. Men det er altså problematisk, når et spørgsmål pludselig bliver gjort til noget om Menneskerettigheder.

Menneskerettigheder skal handle om de store problemer
For det første  så devaluerer man begrebet menneskerettigheder. Moderne menneskerettigheder, baseret på internationale traktater, opstod efter 2. verdenskrig. De er en reaktion på koncentrationslejre og anden elendighed, og selv om rækkevidden nok skal være lidt bredere, så skal man altså reservere begrebet til noget, der virkelig griber ind i folks liv.

De tekster, for eksempel Den europæiske menneskerettighedskonvention, som det hele bygger på, er måske nok kloge og gennemtænkte, men de er altså også et produkt af deres samtids problemer og lidt tilfældige i deres valg af emner. At  begynde at fortolke om dette eller hint problem er omfattet af teksten, er principielt set ikke meget forskelligt fra at skulle afgøre, om moselovens bud om at holde hviledagen hellig tillader, at man tænder for elektrisk lys.

Og det hører i hvert fald med i billedet, at den danske befolkning i helt overvældende grad får brækfornemmelser, hver gang dette eller hint afvises, fordi “det vil være i strid med vores internationale forpligtelser” i henhold til en eller anden konvention. Man når i praksis meget længere med at konstatere, at “forslaget er dumt, fordi …”. Eller omvendt naturligvis.

Man vælter omkostningerne over på andre
Når først man har gjort noget til et spørgsmål om menneskerettigheder, så ligger det snublende nær, at omkostningerne ved en løsning ikke skal bæres af de berørte, men af fællesskabet. Og lektoren fik da også sagt, at omkostninger aldrig må stå i vejen for at overholde nogens menneskerettigheder.

Men der findes ikke menneskelige aktiviteter uden omkostninger. Vi vælger at udføre dem, hvor fornøjelsen overstiger indsatsen. Men når først vi kan vælte byrderne over på andre, så forsvinder det krav om proportioner.

I sagen om adoptionsbørnenes mulighed for at finde deres søskende er problemet egentlig ikke, at de ikke må få oplysningerne. Det er såmænd bare, at nogle oplysninger er svært tilgængelige, fordi de ligger i gammeldags papirarkiver, som skal gennemsøges manuelt. Og det koster. Og hvem skal så betale.

Man gør spørgsmålet sort-hvidt
Når først man taler menneskerettigheder, så forsvinder nuancerne i en sag. Det bliver et spørgsmål om alt eller intet. Der er imidlertid kun få spørgsmål, som er så enkle, at der kun findes én tænkbar løsning, som ligger indenfor det rimelige.

Spørgsmålet om omkostninger til undersøgelser i adoptionsarkiver illustrerer det egentlig godt. For løsningen behøver vel ikke nødvendigvis at være, at det offentlige skal betale. Det kunne være at gennemføre undersøgelserne på en mere effektiv måde, en fordeling af omkostningerne  eller noget helt tredje.

I dette tilfælde blev der heller ikke med et eneste ord nævnt, at der også er andre end det nysgerrige adoptivbarn at tage hensyn til. Det er jo ikke sikkert, at den nysgerriges ønske om kendskab til sine mulige søskende deles af de eventuelle søskende. Det hensyn hører i hvert fald til i en rimelig diskussion af emnet.

Men menneskerettighedsetiketten gjorde at det forsvandt og dermed fremmer man formentlig bare fornemmelsen af, at menneskerettigheder er verdensfjerne og religiøse. Det er ikke en god måde til at skabe et samfund, hvor vi tager mere hensyn til hinanden – og det må vel ellers være målet med dem.

Og så lige et tilføjet PS fra 5. februar 2018

Hvorfor er det lige, at en tekst som menneskerettighedskonventionen, der formuleret i absolutter, kan fortolkes dynamisk?

Det er selvfølgelig, fordi pligter, rettigheder og friheder i et samfund bør afhænge af tid, sted og en hel masse andet.

Og så skal vi lige huske, at politikere elsker at skubbe dem foran sig. Når de ikke vil stå ved en regel, så siger de: “Ellers bryder vi konventionen!”

Undskyld, undskyld, undskyld … for slaveri, drab, jordskælv og meget andet

For min skyld kan alle mulige mennesker – og talende papegøjer, beostære m.v. – gerne fremvise deres hjertes godhed ved at sige undskyld for alle mulige andre menneskers, staters og naturkræfters handlinger.

Og hvis nogen bliver glade for at modtage den slags meningstilkendegivelser på vegne af deres forlængst afdøde forfædre, så lad dem da forblive salige i deres tro.

For mig gør det ikke nogen forskel i vurderingen af forhistorien. Ugerninger forbliver ugerninger. Og misforståede gode gerninger må vi bare tage ved lære af.

Det, der kan genere mig, er, at der findes mennesker, som er så bundnaive og godtroende, at de ikke kan indse, at krav om den slags undskyldninger altid og undtagelsesfrit følges af en lille uskyldsren bagtanke om, at undskyldningen skal ledsages af nogle helt kontante økonomiske fordele til de nulevende efterkommere. Og et eller andet sted inderst inde, synes jeg, det er en lille smule hyklerisk, hvis tegnebogen er mere lukket end hjertet.

Og så har jeg altså – trods en klippefast tro på fremskridtet og vor tids moralske overlegenhed – svært ved at stole på, at der ikke også sker vildfarelser i vor tid. Vildfarelser, som vi ikke ser, fordi vi også er bundne til moralske modestrømninger. Men vor tids fejl er det måske noget mere relevant at finde, bekæmpe og undskylde.

Glem din instinktreaktion om forsørgerpligt

Helsingør ret har afsagt en dom om en mands forsørgerpligt overfor samboen og hendes 2 særbørn

Sagens fakta er kort fortalt, at en mand med fast arbejde flyttede sammen med en kæreste på kontanthjælp. Derudover bestod husstanden af hendes to børn fra et tidligere forhold. Kort efter indførte den daværende regering en regel om gensidig forsørgerpligt for ugifte samboende. Og spørgsmålet er så, om de regler stred mod Grundloven eller internationale forpligtelser. Reglerne er senere ophævet igen.

For en borgerlig kernevælger kan det jo ikke være så svært at afgøre. Bare navnet på mandens advokat, Line Barfod tidl. MF for enhedslisten, siger det hele, ikk’? Og så en sag om at få flere offentlige ydelser ved at lade være med at gifte sig med hinanden! Det er da nok til at blive forarget. For ikke at tale om at de formentlig har fået fri proces til sagen.

Men når det så har lagt sig, så er vi vist en del som må indrømme, at vi egentlig godt kan forstå dilemmaet. Det kan da godt være, at kæresten er dejlig, men de fleste af os ville nok overveje den samlede pakke lidt nøjere, hvis fælles bolig skulle koste ikke bare forsørgelsespligt overfor hende, men også overfor hendes børn. For at være helt kynisk, så har kærlighed også en pris.

Her fik manden så bare ikke muligheden for at foretage den overvejelse i god ro og orden, så han kunne meddele hende, at de “nok ikke passede så godt til hinanden,” eller hvad man nu siger i den situation. Forsørgelsespligten kom lige præcis efter hun var flyttet ind. Forudsætningerne bristede.

Og der er måske grund til at nuancere synspunkterne endnu mere. Herregud, når man nu engang går ind for, at borgerne skal betale lavere skatter, hvad er der så i vejen med en borger, som forsøger at få mest muligt af sin skattebetaling retur? I princippet ingenting. Men i praksis vil det nok ofte være sådan, at han ikke bare vil have sine egne skatter, men også lidt af de andres udbetalt. Og så gør det jo en forskel.

Hvis samfundspagten var en aftale
Tanken, om at samfundet bygger på en art kontrakt mellem undersåtter og regimet, er vist kendt til alle tider og steder. Den er svær at slippe fri af. Både fordi den er besnærende enkel, men også fordi det forekommer os så basalt retfærdigt, at ydelse vederlægges med modydelse.

Kontrakter er gode, fordi de giver parterne mulighed for at indrette sig på, at kontrakten bliver opfyldt. Og derfor kan kontrakter jo som udgangspunkt kun ændres, hvis der er fastsat et opsigelsesvarsel.

Problemet i denne sag er, at parret indrettede sig i tillid til reglerne, men at reglerne efterfølgende blev ændret, så grundlaget for beslutningen om at flytte sammen forsvandt. Det var jo aldrig gået, hvis de havde tegnet forsikring mod arbejdsløshed og sygdom hos et privat selskab. Der ville opsigelsesvarslet have været temmelig meget længere – og præmien nok også mere realistisk.

Skulle de vinde?
Vel skulle de ej. Og det kom de heller ikke til.

Men som samfundet er indrettet, så bliver det desværre sådan, at vores skæbne ligger i hænderne på nogle politikere, som kan træffe nogle helt arbitrære valg, der helt og aldeles trækker tæppet væk under os. Jeg er ikke i tvivl om, at politikerne forsøger at løse den opgave bedst muligt. Men da opgaven per definition er umulig, så bliver det bare aldrig godt.

Derfor kan vi andre bruge sagen til endnu en gang at overveje, om en stor stat også er en god stat.


Gangstere skal heller ikke slås ihjel

“Den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af uskyldige.”

Det synspunkt har jeg set nogle gange på blandt andet Facebook de seneste uger, og jeg forstår jo godt, hvad folk mener med det, men det er altså alligevel et lidt underligt standpunkt.

For hvis man mener, at uskyldige endnu ikke er blevet ramt, så må det indebære, at de hidtidige ofre har været skyldige. Det må åbenbart have været rimeligt, at de blev beskudt.

Men mig bekendt har vi ikke dødsstraf for salg af hash i Danmark, så jeg har lidt svært ved at se, hvordan nogen kan være så skyldige, at de har fortjent at blive skudt. Rockere og bandemedlemmer er også vores næste, uanset hvad vi måtte mene om deres gerninger.

Dertil kommer, at vi faktisk ikke ved noget som helst om graden af deres eventuelle skyld. At man er banderelateret er faktisk en temmeligt upræcis betegnelse.

Så mit synspunkt må blive, at “den seneste tids skudepisoder i København skal stoppes, førend de fører til drab og lemlæstelse af flere.” Basta.

Og det vil kun ske, hvis man liberaliserer hashhandelen. Men det er en helt anden historie.

Farvel menneskerettigheder?

Bør Danmark forlade en hel stribe af internationale konventioner med højtravende løfter om gode gerninger, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Nu har jeg kun overfladisk fulgt med i afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, men med de afgørelser vi har set, så har jeg gennem en årrække ment, at svaret burde være et ret klart “Ja”.

Men under udarbejdelsen af dette opslag er jeg kommet i tvivl. Årsagen til tvivlen er dog ikke erkendelse nået ved egen tankevirksomhed, men mere om det senere. Først lidt om kritik af menneskerettigheder:

For udmeldelse taler:

“Menneskerettigheder er vrøvl, og umistelige menneskerettigheder er opstyltet vrøvl”. Sådan sagde Jeremy Bentham ikke helt, selv om hans udtalelser faktisk handlede om menneskerettigheder i form af den franske erklæring om menneskerettigheder.

Bentham benyttede derimod udtrykket naturlige rettigheder, der leder tanken hen på den amerikanske uafhængighedserklærings sætning:

 “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.”

Men princippet i de 2 dokumenter er nøjagtig det samme, nemlig at der angivelig skulle findes nogle rettigheder, som en eller anden skaber har udstyret os mennesker med.

At modbevise eksistensen af sådanne aprioriske rettigheder er usigelig nemt. Man behøver blot at spørge til negrenes stilling i det uafhængige USA og kvindernes både der og i Frankrig. Så er det vist fastslået, at den slags erklæringer ikke handler om retten, som den er, men om retten, som den bør være, og vel at mærke som forfatterne til erklæringen synes, den bør være.

Og selv om Den europæiske Menneskerettighedskonvention er noget mere detaljeret, så ændrer det ikke ved dens grundlæggende lighed med de 2 andre tekster. Det er festtaleretorik, der skal efterleves i praksis. Og det går sjældent godt. Børn træder nok ind i de voksnes rækker, når de konfirmeres, men de får altså ikke voksnes rettigheder og ansvar – lige med det samme.

Det er da forståeligt, at man i årene efter 2. verdenskrig, der betegner et af de foreløbige lavpunkter i menneskers behandling af hinanden, havde brug for at højne moralen med at få fastslået, at en hel række af de forbrydelser, som var foregået inden og under krigen aldrig måtte få lov til at ske igen.

Og der var rigeligt at tage fat på. Men det ændrer ikke ved, at perspektivet blev efterkrigstidens, og at man kan påpege skævheder i forhold til vor tids mere påtrængende problemer. Hvor er den økonomiske frihed – the pursuit of happiness – henne. Man kan da argumentere for, at staternes vilde indgreb i økonomien var blandt de udløsende faktorer for verdenskrigen, så sig ikke, at aftalefriheden er uvæsentlig. Det druknede bare i antallet af ørkesløst myrdede.

Set i det meget store perspektiv (og lige her må det perspektiv være berettiget) er der tale om nogle tilfældigt udvalgte rettigheder nedfældet af nogle ret tilfældigt udvalgte personer på et belejligt tidspunkt i historien. Og gudgivne det er nok at strække den lidt langt. Det ville jo også stride mod Moselovens bud om, at “du må ikke have andre guder end mig”.

Det betyder ikke, at det er ligegyldige rettigheder, så langt fra. Det er bare ikke de eneste rettigheder, et menneske bør have. Den danske grundlovs forbud mod ekspropriation mangler eksempelvis. Hvor grænsen skal sættes bliver altid tilfældigt, eller rettere, det vil afhænge af tid og sted. Det som er relevant for et land, er det ikke nødvendigvis for et andet. Det som er relevant på et tidspunkt i historien, er det ikke på andre.

Men her har man så en konvention, der på samme måde som en romersk kejser er ophøjet til halvgud. Det mindste man kunne forlange, må i så fald være, at man tillægger teksten en og kun én fast betydning, som er uforanderlig. Men sådan er det bare ikke. Et brølende klart eksempel udgør det åbenlyse misbrug af reglen om retten til familieliv, der efterhånden hindrer enhver form for udvisning af kriminelle, hvis de har – eller nærmest blot har haft – kone og børn. Det er i hvert fald et udtryk for en yderst fleksibel fortolkning, som ligger temmelig langt fra intentionerne om at forhindre nye Nürnberg-love med forbud mod raceblandede ægteskaber.

Og hermed får man illustreret en af de største anker mod konventionen, nemlig at hvor intentionen var at forsvare borgerne mod død og elendighed, så er mange af sagerne kommet til at handle om relative detaljer. Den første sag Danmark tabte handlede såmænd om retten til at kræve et barn fritaget for seksualundervisning i de offentlige skoler. Der er nok en hel del, som vil være enige i, at det er lidt i småtingsafdelingen.

Der er også sager om væsentlige spørgsmål. Danske domstole har fået temmeligt mange tæsk for misbrug af varetægtsfængsling og langtrukne retssager. Og de tæsk var berettigede. Men det var dog sager, som vi burde have formået at løse selv. Domstolene burde faktisk have skammet sig over en sådan mangel på selvkritik.

Men netop fordi man kan nøjes med at forholde sig til én tekst, altså fortolke om dette eller hint tilfælde falder ind under konventionen, så har man pludselig deponeret sit ansvar for at tænke et helt andet sted end inde i hovedet. (En passant bemærket så kan læseren her sidde og grine over, at jeg ikke anser det at tænke, som noget man selv må vælge til eller fra, men som en pligt ligeså gudgiven, som andre mener menneskerettighederne er. Men bemærk også, at jeg selv har set den modsætning.)

Så vil jeg altså hellere have, at man åbent og ærligt træffer sin afgørelse udfra synspunkter om hensigtsmæssighed end under dække af noget blæverværk, som kun skal tjene til en overfladisk legitimering.

Om ikke andet bør en dommer også kunne sige klart: “Mine hænder er bundne i forhold til den rigtige afgørelse, men det er op til en parlamentarisk proces at ændre dem.” Det er som regel et ret stærkt signal.

Stabilitet fremfor alt.

Som modstykke er der en enkelt tekst, som nu gennem nogen tid har rumsteret i mit hoved, nemlig min ven Ottos indlæg på Punditokraterne om amerikansk forfatningsfortolkning, og da menneskerettigheder er ophævet til et niveau højere end almindelig lovgivning, så bliver de en slags forfatningsret.

Det er det klassiske indretningssynspunkt Otto refererer i ikke bare en smukkere indpakning, men med et langt mere gennemarbejdet indhold. Og læsningen af det er endnu en af de gange, hvor jeg ærgrer mig over juristernes evige snæversyn til dansk ret og til “gældende” ret.

Men når det er sagt, så er der stadig nogle indvendinger. For det første kræver det en helt usædvanligt konstant fortolkning af regelsættet, hvis man skal sikre stabilitet. Og dernæst så er det vitterlig altid nemmere at tilslutte sig et indretningssynspunkt, når man er enig i regelsættet. Men problemerne er netop opstået ved, at man ikke har været i stand til at holde sig til den konstante fortolkning, og at udviklingen efterhånden har ført til afgørelser, som enkeltvis ikke kan samle opbakning – man kunne også sige legitimitet – i hverken befolkning eller parlamenter.

Endelig er der den hage ved det, at det – som nævnt helt oppe i indledningen – er noget tilfældigt, hvilke regler der er havnet blandt menneskerettighederne, og så kommer indretningssynspunktet altså til også at skulle gælde regler på et lavere niveau i rangfølgen. Hvorfor skal vi frit kunne ændre andre regler, som kan være lige så vigtige for den enkelte borger, men fastholde nogle andre regler i nøjagtig den form, som var praktisk på lige præcis det tidspunkt, hvor man skrev denne tekst?

Så grundlæggende fører det alligevel blot til en understregning af, at konservatisme eller stabilitet i lovgivningen er ofte et gode, men det kan ikke være et dominerende synspunkt.

I stabilitetstanken indgår nogle helt banale overvejelser. Vil man kunne fastholde de gode dele af konventionen efter en udtræden? Eller vil danske myndigheder opfatte en udtræden som et carte blanche til at betragte frihedsrettigheder som ubetydelige? Vil vor udtræden have negative konsekvenser i andre lande? Er det muligt at nøjes med tage mindre skridt for at udrydde vildskuddene?  Det sidste er svært, og bedre bliver det ikke af, at menneskerettighedskonventionen – med ganske få undtagelser – udgør en samlet pakke, så man må acceptere alt eller intet. Svarene på de andre spørgsmål er mildest talt tvivlsomme.

Hvor ender jeg så?

Som skribent skylder man sine læsere at nå til en konklusion. Man kan ikke bare erklære sig forvirret på et højere niveau.

Men det her er jo en enetale – en gardinpræken – afholdt udelukkende for mig selv og uden nogen som helst afbrydelser fra begavede modstandere. Det svækker min styrke i troen, og fører i hvert fald til at efterspørge lidt mere modsigelse.

Ligesom Bentham mener jeg ikke, at man kan ophøje nogle bestemte rettigheder til at have universel styrke. Men konventionen har i mange år været en nem og pragmatisk måde at få nogle af de vigtigste frihedsprincipper styrket og navnlig fastholdt overfor allehånde betragtninger om sociale rettigheder.

Når den beskyttelse eroderes og sagerne samtidig komme til at handle om relative småting, så kniber det voldsomt.

Men det afgørende bliver, at systemet begynder at miste legitimitet. Hvis der ikke er folkelig opbakning om langt de fleste afgørelser, og de i stedet opleves som utidig indblanding udefra, så går det galt. Så risikerer man, at i stedet for irritation over den enkelte afgørelse og konventionen, så smitter det af som en irritation over de grundlæggende friheder, som konventionen skal beskytte.

Så er det bedre at forlade konventionen, førend den proces kommer for godt i gang.