Omskæring er nok ikke optimalt, men et forbud er værre.

Man er for tiden uhjælpeligt i undertal blandt de snakkende klasser, når man ikke går ind for et forbud mod omskæring. Og når man aldrig kunne finde på at gennemføre indgrebet på hverken sig selv eller ens søn, hvorfor kan man så være imod et forbud?

Sagen er imidlertid, at politik langt tiere handler om, hvem der skal bestemme noget end om, hvad der skal bestemmes. Jurister taler om henholdsvis kompetencenormer og forholdsnormer. Historien viser talløse eksempler, hvor vi – navnlig set i historiens lys – vil sige, at kompetencenormer er blevet misbrugt til at fastsætte urimelige forholdsnormer.

Der er både de store altafgørende forholdsnormer, middelalderens kætteri eksempelvis, hvor fastholdelse af et heliocentrisk verdensbillede kunne resultere i død på bålet. Og så er der også en ufattelig mængde af små forholdsnormer, som enkeltvis kan forekomme latterlige, men som samlet giver et indtryk af det pågældende samfund som frit eller autoritært.

Af de 2 normtyper har urimelige forholdsnormer dog den fordel, at man kan argumentere mod dem. At få flyttet kompetence til at bestemme tilbage til borgerne er, når den først én gang er flyttet til myndighederne, usigeligt svært.

At gå ind for et forbud mod omskæring er at give myndighederne lov til at bestemme endnu mere i vort liv. Det burde liberale kunne se. For mig er dette egentlig nok, men der er mere.

Hjælper forbud

Hovedbegrundelsen for, at vi mennesker ikke begår kriminalitet, er naturligvis ikke, at der findes en lov med et forbud. Sandheden er, at vi undlader forbrydelser, fordi vi helst vil behandle medborgere pænt. Og det indebærer også, at hvis vi ikke kan se meningen i et forbud, så overholder vi det ikke.

Ligesom i alle andre af livets forhold, så er overtrædelse af forbud noget man kan vænne sig til. Jo flere og jo mærkeligere de er, desto lavere bliver respekten for dem, og det gør den også overfor de mere rimelige forbud.

Omskæringsforbud vil blive omgået med alle til rådighed stående midler. Vi  vil opdage, at store befolkningsgrupper – tilfædigvis allesammen jøder og muslimer – har medfødte misdannelser, som nødvendiggør omskæringen. Det vil blive udført i udlandet, og så videre.

Og det vil det, nøjagtig lige så længe som drengenes fædre accepterer det. Og i den forbindelse bør vi nok have tillid til, at fædre ikke udsætter deres sønner for noget, som de selv helst havde været fri for. Lige så længe man vil hævde, at man selv er et tænkende væsen, må man nødvendigvis anerkende det samme om andre mennesker.

Børnene skal selv vælge

Det er et yderst velklingende argument. Liberalt og fordomsfrit, ikke sandt.  Det er faktisk bare så velklingende, at man bør overveje om det også er hult og overfladisk som et trommeskind.

Når man får et barn, så kommer man uundgåeligt til at træffe en hel masse valg, valg, som ikke kan gøres om, og som kommer til at præge barnet resten af dets liv. Der er småting, og der er store ting.  Nogle indgår så naturligt i vores kultur, at vi end ikke stiller spørgsmål ved dem. Der er ikke mange piger på 12, som ikke har huller i ørerne. Vi opdrager dem til, at det er helt i orden med skiftende seksualpartnere i en alder, som i andre kulturer ville blive mødt med vantro. Ve den, som hævder, at 16-årige gymnasieelever ikke skal drikke sig svinefulde. Vi retter tænder, flytter flyveører og alt muligt andet.

Omskæring er bare den måde, en anden kulturkreds reagerer. Og det er en kulturkreds som i hvert fald periodevis har omfattet store dele af vores egen, kristne, verden. At det valg er så helt urimeligt meget værre, og at vi partout besidder den eneste endelige sandhed om verdens indretning, har jeg svært ved at tro.

Nej, jeg synes ikke omskæring er en god idé. Jeg har et godt og nært forhold til min egen forhud. Men den er altså ikke en væsentlig del af min identitet. Andre lever udmærket uden. Og lad dem så blive ved med det.

 

PS Efter at have skrevet ovenstående er jeg kommet til at tænke mere over, at på et eller andet tidspunkt, så vil vore børn forlange en forklaring på de mærkværdigheder, som de er blevet udsat for. Så naturligvis foretager man sig ikke valg på deres vegne uden at have tænkt over det og uden at være villig til at stå ved sit valg. Og jo længere konsekvenserne rækker, desto mere tænker man nok.

Det er langt fra noget vigtigt, men alligevel et brugbart eksempel, at mine egne børn har afkrævet mig en fyldestgørende forklaring på, at X-factor var forbudt at se herhjemme, når alle deres klassekammerater måtte. Det så de som klart fremmedgørende i forhold til vennerne.  Men jeg fandt det ikke pædagogisk at se et program, hvor “dommerne” har det som en væsentlig opgave at nedværdige de optrædende med dumsmarte bemærkninger. Sådan taler vi ikke til og om hinanden herhjemme, og jeg så ingen grund til at dyrke det som underholdning. Og efterhånden tror jeg, at de kan se pointen i, at ganske vist er denne familie mærkelig på det punkt, men vi har nogle grunde til det, som ligger i forlængelse af vores menneskeopfattelse.

(Det er dog muligt, jeg har misforstået programmet. Den ene gang hvor jeg forsøgte at se det, gad jeg kun det første kvarter.)

Det er også gået op for mig, at jeg inderst inde har en dyb fornemmelse af, at engang i fremtiden vil jeg være afhængig af lige præcis mine børn. Det er måske derfor jeg føler en særlig pligt til at forvalte mit ansvar for dem godt. Jeg vil jo gerne have tilbage i samme mønt.

Begge dele er forhold, som trækker i retning af, at forældrene er nærmest og bedst til at bestemme.

Når straffene bliver for hårde, frifinder domstolene

Politikerne praler med gennemførelsen af brutale straffelove, men tror de virkelig, at det kommer til at slå igennem ved domstolene

Antallet af nye straffelove med drakoniske (somme tider nærmest: dra-komiske) straffe for beskedne forseelser er højt for tiden. Og ved siden af råbes der i en uendelighed på udvisning. Men hvis udlændinge skal udvises for selv de mindste petitesseforbrydelser, så kommer vi formentlig til at se stribevis af mærkelige domme i straffesager. Allerede nu får man en fornemmelse af, at såvel lægdommere som de professionelle vånder sig ved at gennemføre udvisninger i det omfang, som loven lægger op til.

Nævninge, der nægter at makke ret, og som frifinder på trods af alle beviser og lovregler, er sjovt nok en af hovedgrundene til, at vi har nævninger til at behandle straffesager i Danmark. Det kan godt virke lidt selvmodsigende at hylde nævninge for netop ikke at dømme efter loven, men det er ikke desto mindre den historiske baggrund.

Nævninge spredte sig i 1800-tallet som en steppebrand udover Europa. Det skete, fordi man oplevede, at de engelske nævninge stod som garanter mod statsmagtens overgreb. Fra kort efter den franske revolution i 1789 og op i 1800-tallet forsøgte de engelske myndigheder at undertrykke kritik ved at anklage kritikerne for oprør. Historiske undersøgelser har vist, at konsekvente var nævningene ikke, når staten forfulgte nogen for “oprør”, men de reddede dog utvivlsomt en del fra enten galgen eller Australien.

Jury nullification – den amerikanske løsning

I de seneste år har der navnlig i USA rejst sig en bevægelse, der med fuldt overlæg opmuntrer til noget tilsvarende. De kalder det “jury nullification”, og bevægelsen udspringer uden tvivl af de grotesk hårde strafudmålinger, som har ført til, at USA har en større andel af sin befolkning bag tremmer end noget andet land på jord. Bevægelsen går simpelthen ud på, at man uanset beviserne bare skal frifinde, hvis man personligt ikke bryder sig om loven. Så det element af retssikkerhed, som består i forudsigelighed, forsvinder.

Herhjemme gav provisorieårenes politiske straffesager, som uden vaklen blev pådømt af faste dommere, en god baggrund for nævningernes indførelse i 1919. Det havde dog også sine uforudsete konsekvenser, f.eks. frikendte nævningeretter jævnligt i oplagte sager om fosterfordrivelse – straffen var simpelthen for stor.

Domstole, der tager loven i deres egen – ganske vist frifindende – hånd, er grundlæggende noget rod. Men det er også noget rod, når et parlament af hensyn til denne eller hin højtråbende gruppe vedtager love, som er ude af trit med det tavse flertal. Og lægdommere og nævninger er i den grad repræsentanter for det tavse flertal.

Fortaler for jury nullification bliver jeg aldrig, men jeg vil til gengæld godt være fortaler for, at loven ikke skal friste nogen til jury nullification.

Burka-sager bør behandles med lægdommere

Burkaer, klovnenæser og elefanthuer vil stadig være lovlige, hvis de tjener et anerkendelsesværdigt formål. Men hvem skal træffe den afgørelse

Lægdommere skal sikre overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed og domstolenes afgørelser. Det fremhæver alle lærebøgerne i strafferetspleje som en af de allerstærkeste begrundelser for at have lægdommere i straffesager.

Og når en lov bruger elastiske udtryk  som vendingen anerkendelsesværdige formål, der kommer til at stå i burkaloven, så er man landet i lige præcis den type sager, som er allerbedst egnede til lægdommere. Der er nemlig både tale om en lovfortolkning, som skal finde normaldanskerens holdning, og et bevisspørgsmål, hvor en professionel dommer nemt får en vanepræget tilgang. 

Processen frem til lovforslaget har været præget af modstand, men sandsynligheden for at Justitsministerens forslag  bliver vedtaget ligger efterhånden udenfor enhver rimelig tvivl.  Som led i processen har forslaget allerede skiftet navn fra burkalov, over maskeringsforbud og er endt med tildækningsforbud? Eufemismer er åbenbart et af de prokuratorkneb, som skal få folketinget og sidenhen domstolene til at acceptere loven.

Vigtigere er dog, at lovforslaget, som nævnt, indeholder et figenblad, der skal berolige samvittigheden. For selv om hovedreglen bliver et forbud, så kommer der en undtagelse, når sløret tjener et anerkendelsesværdigt formål. Det er bare en undtagelse, der er temmelig elastisk. Undtagelsen kan blive så lille som et nåleøje eller så stor som en ladeport. Og hvad der er langt værre, den kan ramme forskellige grupper meget forskelligt.

Hvor stor justitsministeren synes, undtagelsen skal være, det står der sjovt nok ikke ret meget om, udover at religiøst betinget tildækning kan være lovlig under ceremonier, men ikke på vej til og fra dem. Men når justitsministeren ikke har nogen klar opfattelse af rækkevidden, så kan borgerne heller ikke have det.

Lovgivning med elastik i er ikke ukendt. Knivforbuddet har nøjagtig samme formulering om anerkendelsesværdige formål, men der er en væsentlig forskel, nemlig at knivsagerne skal bedømmes af en domsmandsret og ikke bare af en tjenestemandsansat dommer. Og det skal de, fordi man får fængsel for overtrædelser af knivloven.

Men at burka-forbrydelser vil føre til påstande om fængselsstraf, er der en forsvindende sandsynlighed for. Lovudkastet foreslår ganske vist, at der skal straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.  Men i så fald vil man gøre modtageren til en martyr for sagen. Og netop målgruppen for denne lov har jo tendens til ligefrem at søge efter martyrier.  Af samme grund bliver det nok også usigeligt svært at få lov til at sidde bøder af, uanset bøder efter straffeloven som udgangspunkt udmåles i dagbøder,  af hensyn til at de skal kunne omveksles til fængsel.

Det har imidlertid den ærgerlige konsekvens, at der ikke kommer lægdommere på sagerne. Det bør der rettes op på, så retsplejeloven får en ændring i § 686 med et nyt stk. 3: “Lægdommere deltager desuden i sager om overtrædelse af straffeloven § 134 c.

 

Foto: Aschi Fachler (Flickr.com)

Straffesager udenfor kategori – introduktion til begrebet materiel atypicitet.

Verden er så mærkelig, at den samme handling i forskellige situationer kan være hhv. dybt dadelværdig og lige så inderligt rosværdig. Men hvordan skiller man dem så ad.

Ingen er i tvivl om, at når en voldsmand bruger kniv, så er der tale om grov vold. Men hvad er det så, når en kirurg står og snitter i en patient? Straffelovens begreb ”vold” er givetvis opfyldt, og kirurgen gør det jo utvivlsomt også med absolut overlæg. Og alligevel er alle nok enige om, at der ikke skal straffes.

Til at samle den slags forvirrende situationer op, benytter man i strafferetten begrebet ”materiel atypicitet”. Ordene lyder mystiske, men ”atypicitet” betyder bare, at der skal være tale om noget atypisk, noget som falder udenfor kategorien. Ordet ”materiel” indgår derimod ikke – så vidt jeg umiddelbart kan se – som modsætning til ”formalitet”. Det skal bare understrege, at det er virkeligheden, som skal være atypisk, ikke beskrivelsen deraf.

Materiel atypicitet indebærer, at der er tale om en handling, som ganske vist er omfattet af lovens ord, men som alligevel falder udenfor kategorien, og som derfor ikke kan eller skal straffes.

Det er et fundamentalt og fornuftigt krav i vestlig civilisation, at man kun straffer de handlinger, som er beskrevet i loven. Men det får ofte den konsekvens, at når man skal skrive love, så forsøger man at gøre beskrivelsen af forbrydelsen så bred, at man får det hele med.

Dermed kommer der nemt til at opstå situationer, hvor lovgivningens beskrivelse af den strafbare handling omfatter flere forhold, end det er fornuftigt at straffe. Hvis den, der har skrevet loven, godt har kunnet indse, at der er risiko for, at bestemmelsen vil blive overfortolket, så vil man ofte have indføjet en betingelse om, at handlingen skal være ”retsstridig”. På den måde kan man sortere nogle af vildskuddene fra. Et helt frisk eksempel er, at forslaget om et maskeringsforbud ikke skal gælde, når maskeringen har et ”anerkendelsesværdigt formål”.

Men derudover forekommer der altså nogle usædvanlige handlinger, som man ikke kan tage højde for, hvis man skal formulere nogenlunde anvendelige love. Som eksemplet i indledningen viste, kan sammenstødet mellem virkeligheden og loven somme tider virke temmelig mærkelig. Materiel atypicitet er imidlertid relevant i flere tilfælde end de allermest aparte, og over tid kan holdningen ændre sig. I dag forekommer det helt usandsynligt, men man skal ikke ret meget længere end et sølvbryllup tilbage i tid, førend voldtægt af en ægtefælle ansås for materielt atypisk og dermed straffri.

Behovet for løbende at tilpasse straffeloven til befolkningens normer er i øvrigt en væsentlig årsag til, at der medvirker lægdommere i straffesager.

Hvor går grænsen for de handlinger, som er materielt atypiske eller udenfor kategori?

Det kan man i sagens natur ikke sige ret meget om. I de sager, som ender for retten, er der typisk tale om forhold, som man ikke har haft fantasi til at forestille sig i forbindelse med lovens udarbejdelse. I den forbindelse skal man også huske på, at den professionelle jurist ikke bryder sig begrebet og om muligt hellere vil benytte sig af alternativet, der er, at man dømmer for forbrydelsen, men bare nedsætter straffen til 0. Og sådan går det i langt de fleste situationer, hvor materiel atypicitet kunne være relevant.

Et stykke af vejen kan man dog nok nå. Langt de fleste straffebestemmelser har en underforstået ”beskyttelsesinteresse”, altså det som man vil undgå ved at gøre handlingen strafbar. Og hvis den ikke er opfyldt, så bør der som udgangspunkt statueres materiel atypicitet.

Journalisten, som med eksemplets magt vil udstille, at nogle regler ikke er effektive, er en klassiker. Det gælder, hvad enten han på det sorte marked køber en pose stoffer eller han samler en steakkniv op i lufthavnens restaurant og tager den med ombord på flyet. I dansk ret dømmes han som regel, men med straffrihed.

Et sted, hvor begrebet kan være vigtigt, er i arbejdet med at reducere skaderne fra bl.a. stofafhængighed og sexarbejde. For det kræver jo somme tider, at de implicerede kommer tæt på handlinger, der med passende ond vilje kan anses for strafbare.

Naturligvis skal de, som arbejder med skadesreduktion, holde sig på dydens smalle sti. Hvis en kirurg skærer i den forkerte patient eller saver det forkerte ben af, så skal der jo ikke være en undskyldning i form af materiel atypicitet; så begår han legemsbeskadigelse og skal dømmes for det. Og andre, som vil lindre skal naturligvis ikke stilles bedre end ham.

Men som det fremgår af eksemplerne, så er det materielt atypiske ofte noget, der udfordrer vores nuværende samfundsindretning i nyt perspektiv og inspirerer til forandring. Og det i det lys bør begrebet have ret vide grænser.

 

Foto: Artur Bergman (Flickr.com), modified

 

 

En outreret dag i byretten

Foto: Lotte Grønkjær

En advokat bad Henrik Sass Larsen tage affære i en sag mod en kommune. Det kaldte hendes modpart, borgmesteren, trusler. Det skulle borgmesteren imidlertid ikke have gjort, for så blev han sagsøgt for injurier.

Spændingen er hårrejsende. Hvor mange selvpåførte tæsk kan man få i en retssal? Det foretog man torsdag et videnskabeligt eksperiment om i byretten. Eksperimentet blev foretaget under en injuriesag – endda en af de grove som omhandler bagvaskelse. En sag, som var anlagt af en fornærmet advokat på vegne af sig selv, og dermed påtog hun sig rollen som forsøgsdyr. Det var modigt.

Bagvaskelsessager bliver aldrig andet end spændende teater, men om det er tragedie eller komedie vil vise sig. Baggrunden var i hvert fald tragisk; en børnesag fra Hjørring. Kommunen har enten tvangsfjernet eller undladt at tvangsfjerne, og begge dele er jo altid galt. Spørgsmålet er bare, hvad er mest galt. Det er i hvert fald en sagstype, hvor alle parter plejer at afsøge grænserne for ytringsfriheden, navnlig den del der handler om retten til at give igen med samme mønt.

Men hvorfor skal afslutningen på en børnesag ende med at være en barnagtig sag. Politianmeldelser, klager til advokatnævn og henvendelser til politikere.

I dag tørner gemytterne sammen allerede under forelæggelsen. Sagsøgeren læser så indlevende højt af et mødereferat, at modparten hellere vil høre en lydoptagelse fra mødet. Den hænger bare fast i byrettens net. Og det er gået ned, lige så grundigt som den ubåd de taler om i nabolokalet.

I vores sag sejler alting imidlertid planløst rundt i søgen efter corpus delicti, som jo er, om de sagsøgte kan fremlægge sandhedsbevis for, at sagsøgeren truede. Allerede nu er sammenhængen dog så rodet, at enhver mulighed for at finde hoved og hale er fordampet. Og dog. Efterhånden melder der sig en nagende tvivl; gad vide om sagsøgeren egentlig ikke har en pointe eller 2. Og det har hun altså. Hun kan bare ikke finde dem. For kan noget normalt menneske føle sig skræmt af en trussel om at gå til pressen? Eller af Sass Larsen?

Man savner en håndfast dommer. En ærkeengel med flammesværd og Guds autoritet. I stedet har vi fået enhver svigermors drøm; høflig og beleven, men de 2 gange hvor han skal huske sin retsplejelov, tager han fejl. Parter kan undlade at afgive forklaring, men når de gør det, så skal de altså tale sandt. Men som han siger, så står det ikke i retsplejelovens § 344. Hvilket er rigtigt, for det er § 304 han burde have læst.

Lige så godt går det, da sagsøger vil erstatte en vidneforklaring med en skriftlig erklæring – ikke fra vidnet selv, men fra det potentielle vidnes advokat. Det ville normalt ikke blive bedre af, at retten tidligere har besluttet, at afhøring af vidnet – Henrik Sass Larsen – er overflødig. Men sagsøgeren får lov. Er der da slet ingen jurister til stede?

Vidneafhøringer er en svær kunst. Somme tider siger vidner noget andet, end det man forventer. Og hvis de så endda tilføjer en begrundelse eller troværdig detalje, så er det rent ud sagt noget skidt. Men hver gang, der kommer et svar, som ville sende andre i gulvet, så tager den sagsøgende advokat blot en tænkepause, udbryder: ”Godt” og går videre til næste spørgsmål. Det er storsind i særklasse.

Det er proceduren også; en straffesag procederet i henved 1 time, uden at straffeloven nævnes. Men til gengæld en del om menneskerettigheder i Tyrkiet, Rusland og Rumænien, samt at Danmark ikke skal ned på deres niveau. At de sagsøgte har bevisbyrden for sandheden af deres udsagn om, at sagsøgeren har truet, fremgår ikke. I stedet søger sagsøgeren selv at bevise sin uskyld, åbenbart uvidende om at allerede Sokrates konstaterede umuligheden deraf.

Indlægget afsluttes med nogle bemærkninger om mulige sanktioner. ”Retten bør overveje en behandlingsdom,” siger sagsøgeren og fortsætter: ”Det er outreret.” Og det er lige, hvad det er.

Modpartens procedure er vanskelig. Hun skal vinde, og det burde ikke være så svært at sætte det dræbende stød ind. Men det sker ikke. Mon hun lige kommer i hu, at der i straffeloven også står: ”Den, der dræber en anden på dennes bestemte begæring” er hjemfalden til straf.

Det kan ikke undre, at dommeren bekendtgør, at dommen først falder om 4 uger, når han har tænkt sig om. Det bliver jo nødvendigt, når ingen andre har gjort det tidligere.