Hvor mange år mon Mette får i Rigsretten

Mine chancer for at få et sæde i Rigsretten er vist ringe. Og mine facebook-opslag ville alligevel helt sikkert gøre mig inhabil under en sag mod Mette Frederiksen. Så jeg kan lige så godt sømme min fane til masten og kaste mig ud i kampen for, at minksagen skal føre til nogle solide fængselsstraffe.

Og foreløbig går det jo godt. Minkkommissionen er en af de største overraskelser i nyere dansk historie. Det går stærkt, og de går til biddet. Det var jo i øvrigt dens formand, der i sin anden rolle, som formand for tilsynet med efterretningstjenesterne, udløste FE-sagen. Han har vist sig at have sine meningers mod. Hvis han og hans medsammensvorne ikke udtaler kritik, så vil det undre.

Men det er klart, at meget hænger på, om loven om dyrehold gav hjemmel til at slå samtlige mink ihjel. Det emne vil jeg fuldstændig overlade til kommissionen. Her beskæftiger jeg mig kun med konsekvenserne, hvis nedslagtningen var ulovlig.

Glem ministeransvarlighedsloven                                                      

Hvis jobbet er at finde de lange straffe frem, måske ligefrem et ophold i Griffenfelds celle på kastellet, så er det ikke i ministeransvarlighedsloven vi skal kigge. Strafferammen er bøde eller fængsel i højst to år. Den lov skal vi imidlertid kun bruge, hvis der ikke er en eller anden mere præcis bestemmelse et andet sted. Det er sådan loven oprindeligt er tænkt – som en opsamlingsbestemmelse eller skraldespand. Og så skulle den gøre de små hvide løgne overfor Folketinget strafbare.

Hvis en minister cykler over for rødt for at nå et statsråd til tiden, så skal der dømmes efter færdselsloven, og tilsvarende hvis hans handlinger overtræder straffeloven. Der er i offentligheden opstået en misforståelse om, at ministeransvarlighedsloven er rammen for strafansvaret. Det er forkert. Vi kan vælge på alle hylder, og lovgivningen indeholder rigtigt mange straffebestemmelser. Så mange, at jeg her må nøjes med nogle få udvalgte.

Hvilke forbrydelser

Når målet er at finde lange strafferammer, så må blikket kastes mod straffeloven. Og den bestemmelse jeg helst af alle vil bruge er § 288 om røveri, navnlig stk. 2 om groft, d.v.s. væbnet, røveri. Rammen er 10 år. Lad mig sige det klart, en del af mine jurist-fæller ryster på hovedet. Men det er, fordi de nægter at læse bestemmelsens ordlyd.

Havde mink en økonomisk værdi? Ja. Var der lovgrundlag for at slå dem ihjel? Antagelsen er, at det var der ikke. Er det en trussel om anvendelse af magt (for vold er bare et forældet ord for magt), når man sender bevæbnede betjente og soldater ud for at gennemtvinge en ordre? Det er jo absurd, hvis nogen vil benægte det.

Tilbage står, at handlingen skal have medført vinding for staten. Vinding for forbryderen er det samme som tab for offeret. Og det tab hører jeg så mine kolleger bestride. Folketinget har jo vedtaget at betale erstatning, siger de. Og det er også rigtigt, men de glemmer kronologien. Hvis en bankrøvers venner skillinger sammen til at betale pengene tilbage til banken, så er det stadig bankrøveri.

Men regeringen lovede dem jo erstatning på forhånd, kommer næste indvending. Den holder heller ikke. Hvis bankrøveren går ind i banken, peger med pistolen og siger, at han blot har brug for et korttidslån, så skal han stadig dømmes. Og husk i øvrigt, at langt over et år efter handlingen, så har ikke en eneste minkfarmer set en eneste krone af erstatningen.

Den anden vigtige bestemmelse er straffelovens § 280 om mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, men det handler om, at man har misbrugt sin mulighed for at disponere over andres penge. Det var den Britta Nielsen overtrådte. Lad os lige huske grundlovens ord: ”Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov.” Her må jeg udelade lidt nuancer, men det ufravigelige krav er, at hjemmelen skal være forudgående. Det ord – forudgående – skal fremhæves med fede typer.

Og der var ingen forudgående bevilling til at bruge et to-cifret milliardbeløb på mink. Det er desværre en side af sagen, som minkkommissionen ikke er blevet bedt om at undersøge. Men det behøves heller ikke. Alle 179 medlemmer af folketinget kender den del af grundloven i detaljer. Strafferammen for mandatsvig er 8 år.

Det store selvmål

Intet er så herligt, som at lade folk smage deres egen medicin. Et ivrigt folketing – med regeringen som spydspidser – har vedtaget, at forbrydelser, som udspringer af covid-19 skal straffes særlig hårdt. Strafferammen skal ganges med 2. Behøver jeg uddybe?

Så nu er vi oppe på enten 20 eller 16 år som maksimum.

Mere matematik

For god ordens skyld skal vi også lige huske straffelovens almindelige regel om hårdere straffe for vaneforbrydere, § 88. Den giver mulighed for at gange med 1,5. Men så rammer vi det absolutte maksimum for tidsbestemte straffe, der i Danmark er 20 år. Mere kan ingen få, med mindre vi taler om livstid, og det er der trods alt ikke mulighed for.

Til gengæld kan vi heller ikke glemme, at der til sin tid vil være mulighed for prøveløsladelse for god opførsel i kachotten.

Vi vidste det ikke!

Uvidende og ubegavede forbrydere er der mange af. Dem oplever man jævnligt. Sjovt nok er det altid de bedst begavede, som er de mindst vidende. Svaret til dem er imidlertid lige så fast, som det er gammelt: Ukendskab til loven undskylder ikke. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Sådan er svaret, når det drejer sig om straffeloven. Hvis det drejer sig om andre love, så ser man somme tider gennem fingre med ukendskab, forudsat at den pågældende ikke havde nogen rimelig grund til at forvente, at der var en lov om emnet.

Det kan ikke undre, at lige præcis dette bliver en central del af minkkommissionens arbejde. Det bliver spændende

Hvor ender vi så?

Med de rammer, som jeg har fået for denne artikel, kan jeg kun nå nogle centrale dele af emnet. Men i strafferetten tæller detaljerne. Hvis der skal opfyldes x betingelser for at pålægge straf, og bare en af dem svigter, så bliver der frifundet. Sådan skal det også være.

Når det er sagt, så står imidlertid tilbage, at den foreløbige konklusion – i fald nedslagtningen var ulovlig – er, at der skal idømmes en straf på et to-cifret antal år. Det skal pænt over niveauet for Britta Nielsens småbedragerier. Spørgsmålet er, at man ved udmålingen skal undlade at banke hovedet mod toppen af strafferammen. Man plejer at lægge sig lidt under – for det kunne jo tænkes, at der engang kommer en værre forbryder, som skal have lidt mere. 

Det første bandeforbud er udstedt, nu starter det juridiske cirkus.

Når den udøvende magt forbyder en forening, så skal der følges op med en retssag, hvorunder domstolene skal tage stilling til, om forbuddet var retmæssigt. Det kan blive festligt.

Hvem skal møde i retten?

Når man indleder en retssag, så skal man udpege sin modpart. Og det kan have sine vanskeligheder. Sagen om rydning af ungdomshuset, som jeg i sin tid en kort periode havde lidt indsigt i, gik noget nær i stå, fordi man ikke kunne udpege den ansvarlige ledelse.

Sagøgeren, staten, skal i stævningen udpege personer, som stævningen kan forkyndes for. Men hvem er de? Vil man stævne alle formodede medlemmer, som det man kalder et nødvendigt procesfællesskab? Eller nøjes med en formodet ledelse, som givetvis møder frem og fortæller, at det skam ikke er dem, og at de heller ikke ved, hvem det så er.

Hvis det ikke går i hårdknude, så tager det i hvert fald tid og penge.

Er bander overhovedet foreninger?

Når man endelig når til substansen, så vil banderne lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger, så der ikke er noget at opløse. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, for domstolene har selv ved tidligere lejligheder fastslået, at det er de ikke.

Det skete, fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmand, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag.

Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en – i det tilfælde – knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget, hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Er foreningens aktiviteter ulovlige?

Det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen med stoffer egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.

Det er mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter fra erhvervsvirksomheden går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se d’herrer sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig ikke mødes for at planlægge forbrydelser, men at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Et glædeshus for jurister

I sidste ende kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Og så er vi slet ikke nået til sagerne om overtrædelse af forbuddet endnu. Det bliver et mindst lige så fyldigt kapitel i symbolpolitikkens lange, grinagtige historie.

Én ting kan man være helt, helt sikker på: Salget af hash og stoffer sker der intet med. “For de gamle som faldt, bli’r der ny overalt.”

Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Når straffene bliver for hårde, frifinder domstolene

Politikerne praler med gennemførelsen af brutale straffelove, men tror de virkelig, at det kommer til at slå igennem ved domstolene

Antallet af nye straffelove med drakoniske (somme tider nærmest: dra-komiske) straffe for beskedne forseelser er højt for tiden. Og ved siden af råbes der i en uendelighed på udvisning. Men hvis udlændinge skal udvises for selv de mindste petitesseforbrydelser, så kommer vi formentlig til at se stribevis af mærkelige domme i straffesager. Allerede nu får man en fornemmelse af, at såvel lægdommere som de professionelle vånder sig ved at gennemføre udvisninger i det omfang, som loven lægger op til.

Nævninge, der nægter at makke ret, og som frifinder på trods af alle beviser og lovregler, er sjovt nok en af hovedgrundene til, at vi har nævninger til at behandle straffesager i Danmark. Det kan godt virke lidt selvmodsigende at hylde nævninge for netop ikke at dømme efter loven, men det er ikke desto mindre den historiske baggrund.

Nævninge spredte sig i 1800-tallet som en steppebrand udover Europa. Det skete, fordi man oplevede, at de engelske nævninge stod som garanter mod statsmagtens overgreb. Fra kort efter den franske revolution i 1789 og op i 1800-tallet forsøgte de engelske myndigheder at undertrykke kritik ved at anklage kritikerne for oprør. Historiske undersøgelser har vist, at konsekvente var nævningene ikke, når staten forfulgte nogen for “oprør”, men de reddede dog utvivlsomt en del fra enten galgen eller Australien.

Jury nullification – den amerikanske løsning

I de seneste år har der navnlig i USA rejst sig en bevægelse, der med fuldt overlæg opmuntrer til noget tilsvarende. De kalder det “jury nullification”, og bevægelsen udspringer uden tvivl af de grotesk hårde strafudmålinger, som har ført til, at USA har en større andel af sin befolkning bag tremmer end noget andet land på jord. Bevægelsen går simpelthen ud på, at man uanset beviserne bare skal frifinde, hvis man personligt ikke bryder sig om loven. Så det element af retssikkerhed, som består i forudsigelighed, forsvinder.

Herhjemme gav provisorieårenes politiske straffesager, som uden vaklen blev pådømt af faste dommere, en god baggrund for nævningernes indførelse i 1919. Det havde dog også sine uforudsete konsekvenser, f.eks. frikendte nævningeretter jævnligt i oplagte sager om fosterfordrivelse – straffen var simpelthen for stor.

Domstole, der tager loven i deres egen – ganske vist frifindende – hånd, er grundlæggende noget rod. Men det er også noget rod, når et parlament af hensyn til denne eller hin højtråbende gruppe vedtager love, som er ude af trit med det tavse flertal. Og lægdommere og nævninger er i den grad repræsentanter for det tavse flertal.

Fortaler for jury nullification bliver jeg aldrig, men jeg vil til gengæld godt være fortaler for, at loven ikke skal friste nogen til jury nullification.

Burka-sager bør behandles med lægdommere

Burkaer, klovnenæser og elefanthuer vil stadig være lovlige, hvis de tjener et anerkendelsesværdigt formål. Men hvem skal træffe den afgørelse

Lægdommere skal sikre overensstemmelse mellem befolkningens retsbevidsthed og domstolenes afgørelser. Det fremhæver alle lærebøgerne i strafferetspleje som en af de allerstærkeste begrundelser for at have lægdommere i straffesager.

Og når en lov bruger elastiske udtryk  som vendingen anerkendelsesværdige formål, der kommer til at stå i burkaloven, så er man landet i lige præcis den type sager, som er allerbedst egnede til lægdommere. Der er nemlig både tale om en lovfortolkning, som skal finde normaldanskerens holdning, og et bevisspørgsmål, hvor en professionel dommer nemt får en vanepræget tilgang. 

Processen frem til lovforslaget har været præget af modstand, men sandsynligheden for at Justitsministerens forslag  bliver vedtaget ligger efterhånden udenfor enhver rimelig tvivl.  Som led i processen har forslaget allerede skiftet navn fra burkalov, over maskeringsforbud og er endt med tildækningsforbud? Eufemismer er åbenbart et af de prokuratorkneb, som skal få folketinget og sidenhen domstolene til at acceptere loven.

Vigtigere er dog, at lovforslaget, som nævnt, indeholder et figenblad, der skal berolige samvittigheden. For selv om hovedreglen bliver et forbud, så kommer der en undtagelse, når sløret tjener et anerkendelsesværdigt formål. Det er bare en undtagelse, der er temmelig elastisk. Undtagelsen kan blive så lille som et nåleøje eller så stor som en ladeport. Og hvad der er langt værre, den kan ramme forskellige grupper meget forskelligt.

Hvor stor justitsministeren synes, undtagelsen skal være, det står der sjovt nok ikke ret meget om, udover at religiøst betinget tildækning kan være lovlig under ceremonier, men ikke på vej til og fra dem. Men når justitsministeren ikke har nogen klar opfattelse af rækkevidden, så kan borgerne heller ikke have det.

Lovgivning med elastik i er ikke ukendt. Knivforbuddet har nøjagtig samme formulering om anerkendelsesværdige formål, men der er en væsentlig forskel, nemlig at knivsagerne skal bedømmes af en domsmandsret og ikke bare af en tjenestemandsansat dommer. Og det skal de, fordi man får fængsel for overtrædelser af knivloven.

Men at burka-forbrydelser vil føre til påstande om fængselsstraf, er der en forsvindende sandsynlighed for. Lovudkastet foreslår ganske vist, at der skal straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.  Men i så fald vil man gøre modtageren til en martyr for sagen. Og netop målgruppen for denne lov har jo tendens til ligefrem at søge efter martyrier.  Af samme grund bliver det nok også usigeligt svært at få lov til at sidde bøder af, uanset bøder efter straffeloven som udgangspunkt udmåles i dagbøder,  af hensyn til at de skal kunne omveksles til fængsel.

Det har imidlertid den ærgerlige konsekvens, at der ikke kommer lægdommere på sagerne. Det bør der rettes op på, så retsplejeloven får en ændring i § 686 med et nyt stk. 3: “Lægdommere deltager desuden i sager om overtrædelse af straffeloven § 134 c.

 

Foto: Aschi Fachler (Flickr.com)