Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Skatteomlægning

Ros til Thorning.

“Et lille skridt for Danmark, men et stort skridt for Socialdemokraterne.” Sådan kan man med god ret karakterisere forslaget til skatteomlægning. Forslaget indebærer, at Helle Thorning har slugt den hidtil største kamel – en kamel af en sådan størrelse at man skulle tro, hun selv ville få pukler af det. Det er dog ikke sket endnu.

Det er naturligvis opgøret med princippet om, at offentlige velfærdsydelser skal stige væsentligt mere end priser og lønninger, som der er tale om. Det er ikke længe siden, at lige præcis det forslag var så reaktionært og ultraliberalt, at selv borgerlige politikere tog kraftigt afstand fra den slags snigløb mod den danske velfærdsstat. Det var værre end den ofte påberåbte “sociale massegrav”.

Nu er det så en del af Socialdemokraternes og SFs forslag til skatteomlægning. At kalde det en skattereform er for stort et ord, al den stund det drejer sig om ca. 14 mia. ud af et årligt budget på ca. 800 mia. Og at tro at det er nok til at fremtidssikre dansk økonomi frem til år 2022 er måske lidt naivt. Der kan altså ske en del på 10 år.

Men Socialdemokratiet har altså bevæget sig – ikke langt, men i den modsatte retning af alle hidtidige målsætninger. Det fortjener ros. At det så ikke vil give pote blandt vælgerne, skyldes jo ganske enkelt, at det kommer så kort tid efter årtiers største overbudsprogram “Fair forandring”. Netop det forhold, at “Fair forandring” er i så frisk erindring, kunne nemt have ført til, at regeringen havde valgt en lidt sikrere vej med “Færre forandringer”. Også af den grund fortjener den ros for vilje til at skære igennem.

Det er selvfølgelig ikke rosenrødt alt sammen. Der er – fra et borgerligt synspunkt – stadig så mange mangler, at man med sindsro kan fastholde, at regeringens forslag lever op til parolen om “for sent, for lidt, forkert”.

Man har stadig ikke indset, at en stor offentlig sektor er en forhindring for at fastholde Grundtvigs berømte ord om, at “få får for meget og færre for lidt”.  Ligheden i Danmark er ikke opbygget under velfærdsstaten, men i den liberale tidsalder forud for velfærdsstaten.

Forslaget prioriterer også større offentligt forbrug på bekostning af overførselsindkomster. Fra min position er færre offentlige udgifter klart at foretrække, men når man ikke kan få det, så er overførselsindkomster, der overlader forbrugsvalget til borgerne, langt bedre end monopolistisk offentligt forbrug.

Men først og fremmest skal væksten i den offentlige sektor ned, og her ligger svigtet også hos det store borgerlige parti. Det må være os menige venstrefolks opgave at gøre vore repræsentanter på tinge opmærksomme på, at vi ikke bakker op om en vækst på 0,8 % årlig i den. Det er muligt, at Venstre havde den indstilling før valget, men der er ingen som helst grund til at tro, at baglandet var enige i det synspunkt, og verdensøkonomien er ikke blevet bedre. Det er på tide, at vi får kvalt den kimære.

Boligmarkedet – beskatning

Boligbeskatningens friløbere.

Man kan ikke gennemføre en skattereform uden at ændre boligbeskatningen, og i den sammenhæng betyder ændring naturligvis forhøjelse. Det har længe været budskabet fra en lang række økonomer og andre med indsigt, men er sjovt nok endnu ikke med i regeringens udspil til skattereform.

Regeringen har ganske vist også lovet, at man ikke vil gøre det, men alle løfter har jo en udløbsdato, og i politik er det ingen betingelse for at bruge pengene, at de allerede er samlet ind; det skal blot være vedtaget, at de en gang i fremtiden vil blive samlet ind. Så et løfte om fremtidige skatter på boliger kan være en glimrende begrundelse for udgifter straks.

Men foreløbig er det kun blevet til endnu en gradvis beskæring af rentefradragsretten, og dermed endnu en udvidelse af beskatningsgrundlaget og endnu et postulat om at skattesatserne vil blive sat tilsvarende ned. I min levetid er de løfter aldrig blevet overholdt, så hvorfor skal vi tro på dem denne gang?

Rentefradraget for privat gæld vedrører imidlertid i meget betydeligt omfang renter af boliglån, og dermed går sænkningen af fradragets skatteværdi i stort omfang ud over boligejerne. På den baggrund kan der være ret god fornuft i at genoverveje, om den øvrige beskatning af boliger nu også er rimelig.
Når man som embedsmand eller politiker skal foreslå skatteobjekter, så er der naturligvis ét krav, som går forud for alle andre, nemlig at skatten skal være svær at undgå. Og det opfylder beskatning af fast ejendom selvsagt, for ejendomme kan ikke flyttes.

Beskatningen af boliger falder i dag i 2 hovedgrupper med næsten enslydende navne, nemlig ejendomsskat og ejendomsværdiskat.

Den kommunale ejendomsskat, grundskylden, betales som et antal promille af grundværdien. Den virker i dag som en udpræget parcelhusskat, for grundværdierne er vanskelige at anslå inde i byerne, hvor der ikke sælges ret mange ubebyggede grunde. Principielt set kan man imidlertid sige, at hvis man har 2 ens huse i et billigt hhv. et dyrt område, så bør hele forskellen i værdi skyldes forskelle i grundværdi. Hvis man sammenligner prisen på et nogenlunde standardiseret hus i udkantsområderne med noget tilsvarende i en københavnsk forstad, så er forskellen ret betydelig. Det indebærer, at en meget voldsom del af huspriserne i de større byer må henføres til beliggenhed, altså grundværdi.

I de større byer er det væsentligste problem imidlertid, at der et åbenlyst misforhold mellem grundværdien under etagebebyggelse og grundværdierne for parcelhuse. Hvis et parcelhus i Københavns kommune betaler 10 gange så meget i grundskyld som indehaveren af en ejerlejlighed til den halve pris – og det er ikke urealistisk – så er der en skævhed til skade for husejeren og dermed præsumptivt for skaffedyrene.

Det siger sig selv, at værdien af en grund afhænger af, hvor meget man lovligt kan udnytte grunden. Hvis man kan bygge i 5 etager, så bliver grunden noget nær 5 gange så dyr som i områder med etplanshuse. Men der skal naturligvis tages højde for lidt herlighedsværdi ved at have egen have. Omvendt skal der vel også tages hensyn til loven om faldende grænsenytte, der tilsiger, at 10 lejligheder på hver 2 værelser tilsammen er dyrere end 5 på hver 4 værelser, idet antallet af personer med økonomi til at købe må være større for de mindre lejligheder. Men disse forhold afspejles altså ikke i den offentlige vurdering af grundenes pris og dermed i ejendomsskatten.

Ejendomsskatten er ganske vist kommunal, men den skal ikke desto mindre medregnes, når man ser på beskatningen af boliger. Der er et klart behov for, at man begynder at regne lidt grundigere på byernes grundværdier, så skatten ikke blot er en “parcelhusskat”, men også pålignes etageejendomme, såvel private som andele og almene. Hvis man vil gøre noget ved boligbeskatningen, så bør dette forhold inddrages.

Den anden af de store boligskatter er ejendomsværdiskatten (der i en fjern fortid hed “lejeværdi af egen bolig”). Den er formelt set på 1 % af ejendommens værdi, men har i det store og hele været låst fast siden Fogh Rasmussen trådte til. Og hvert eneste år har venstrefløjen pebet højlydt.

Skatten begrundes på den måde, at man beskattes af den rentefordel, man har ved at bo i eget hus. Hvis man i stedet var lejer, så skulle man via huslejen betale sin udlejer en forrentning af hans egenkapital, og den sparer man som beboer i eget hus. Man kan også se det sådan, at hvis man havde penge svarende til husets værdi i banken, så ville man betale skat af sine renteindtægter. Ved at anbringe pengene i huset snyder man staten for skatter. Jurister synes, at den indkomst er fiktiv, mens en økonom slet ikke kan forstå det synspunkt. For økonomen er der en oplagt indtægt. Men hvorfor skal man så ikke betale skat af lejeværdi af egen bil, af billederne på væggen eller rejsen til Bali forrige år? Og yderligere må man spørge, hvilken rentesats der bør anvendes? For slet ikke at tale om det helt enkle spørgsmål, hvorfor renteindtægter skal beskattes fuldt ud, når man til stadighed sænker fradragsretten for udgifter?

Det er i dag sådan, at det kun er rigtige ejerboliger – parcelhuse og ejerlejligheder – der betaler ejendomsværdiskat. For private udlejningsejendommes vedkommende er det jo rimeligt nok, for der betaler man jo netop en forrentning af udlejerens egenkapital via den omkostningsbestemte husleje. Og efterfølgende betaler udlejeren så skat af sin indtægt. Afkastet på udlejede huse er ganske vist ofte låst fast til 7 % af ejendommens værdi i 1972, men det skyldes en urimelig lejelov.

De 2 sidste store grupper boliger, andelslejligheder og almene boliger (tidligere hed det almennyttige eller sociale boliger, men de er åbenbart ikke længere hverken nyttige eller sociale) betaler imidlertid heller ikke ejendomsværdiskat. Det kan man undre sig over, for beboerne i disse 2 typer ejendomme betaler jo ikke profit til nogen udlejer. For begge gruppers vedkommende fastsætter beboerne selv størrelsen af deres husleje og omfanget af vedligeholdelse mv. For andelsboligernes vedkommende kan andelen afhændes på næsten lige fod med en ejerbolig, medens dette for de almene boligers vedkommende er den største forskel fra et ejerforhold.

Hvis der skal pilles ved boligbeskatningen, så er der her en oplagt mulighed for, at man for en gangs skyld lever op til venstrefløjens evige parole om ligebehandling og samtidig skaffer et betydeligt provenu til statskassen. En meget løs beregning viser, at det formentlig kan dreje sig om et årligt beløb på op imod 12 mia., som kan bruges til at lette andre skatter med.

Samlet set må man konstatere, at det på dygtig vis er lykkedes at friholde etagebyggeri for boligskatter – og da navnlig venstrefløjens små kæledægger. Fra borgerlig side har der gennem en lang årrække været en manglende vilje til at udfordre disse forhold. Men hvorfor ikke tage dette slagsmål på vegne af skaffedyrene. De fortjener det.