Papes kommuneforbud minder mest om sharia-lov

Foto: Ben Scicluna (bearbejdet)

Justitsministeren synes ikke, det er en straf, hvis politiet forbyder hjemløse at opholde sig i en bestemt kommune. Men de hjemløse skal kunne straffes med 18 måneder i fængsel, hvis de overtræder forbuddet.

Hvis der er et begreb, som politikere på den nationalkonservative fløj kan samles om at foragte, så er det sharia-lov. Og det er der jo udmærkede grunde til. At hugge hånden af tyveknægte er ganske vist en effektiv måde at forhindre gentagelse på; for langfingrede er de i hvert fald ikke bagefter. Problemet ved straffen er bare det enkle, at man skal bruge sin hånd til rigtigt mange andre aktiviteter; spise, arbejde, klø sig i håret og en hel masse andet.

Men når man læser justitsministerens forslag til nye regler om zoneforbud, så er der unægtelig så mange paralleller med shariaens straffeprincipper, at man fristes til at tro, at modstanden mod sharia mest skyldes, at sharia opfattes som en konkurrent mod dele af den konservative retspolitik.

Det er stærke ord, men ikke for stærke. Og jeg vil gerne begrunde det.

Det er et hovedprincip i europæisk strafferet, at straffen skal svare til forbrydelsens alvor, så små forbrydelser udløser en tilsvarende beskeden straf. Straffen skal tilskynde til rehabilitering hellere end at forhindre den. Det skal ikke være politiet, men domstolene, der straffer. Straf skal ikke benyttes til at chikanere mindretal.

Allerede lovforslagets 1. linje røber imidlertid, at det er på kollisionskurs med de basale principper. ”Regeringen ønsker at sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder”. Så ved vi godt, hvordan det rammer.

Det bliver ikke glade gymnasiegutter fra Gentofte, der med glinsende pomadehår tager til folkemøde på Bornholm og overnatter på torvet i Rønne, som får et kommuneforbud. Og sådan bliver det, uanset hvor mange pizzabakker og øldåser de spreder om sig, hvor højt de brøler deres slagsange natten igennem, og hvor konsekvent de pisser på skulpturen på torvet.

At campere på offentlige steder er, hvordan man end vender og drejer det, en af de små forbrydelser, også selv om lejren er utryghedsskabende. På skalaen af forbrydelser, der strækker sig fra folkemord og ned til politivedtægtens klassiker om at ”ridende ikke må føre hunde i bånd”, så er overnatning på offentlige pladser i den nedre ende. Og derfor skal straffen altså ligge på et lavt niveau. Og det gør den sådan set også i dag. Den er bare en bøde.

Kommuneforbuddets konsekvenser

Fremover skal bøden for campering dog kunne suppleres med en væsentlig tillægsgevinst, et kommuneforbud. Kommuneforbuddet bliver en variant over de zoneforbud, man allerede har. Forskellen er, at hvor zoneforbud efter de eksisterende regler højst kan række 800 meter fra det sted, hvor man har haft slået lejr, så skal det nu udstrækkes til at kunne gælde hele kommuner.

I værst tænkelige tilfælde betyder det, at det forbudte område udvides til at være 775 gange så stort som under den nuværende ordning. Det kan man da kalde en stramning.

Og i det område må man så ikke tage ophold eller færdes frem og tilbage – heldigvis dog kun på offentlige steder og ikke i private hjem. Ifølge lovforslaget skal kommuneforbuddene gives for at forhindre, at man gentager sin oprindelige forbrydelse, altså camperer på utryghedsskabende vis.

Men effekten af kommuneforbuddet er jo langt mere vidtgående end at forhindre campering. Ligesom tyven med den manglende hånd ikke længere kan klø sig i håret, så kan en person med kommuneforbud ikke længere indtage en café latte på sin yndlingscafe. Selv hvis han er taget på et lovligt familiebesøg, så kan han ikke gå ned på gaden for at ryge en cigaret. Ligesom shariastraffen så rammer kommuneforbuddet mange, mange andre aktiviteter end den kriminelle. Og hvis man tænker lidt efter, så er der rigtig meget af ens liv, der foregår i det offentlige rum. Og det gælder i endnu højere grad for hjemløse.

Men ifølge justitsministeren er kommuneforbuddet slet ikke en straf. Det er en administrativ beslutning, som kan udstedes af den yngste – og dermed mindst erfarne – betjent allerede første gang han antræffer nogen sovende i en utryghedsskabende lejr. Og forbuddet kan udstedes, selv om den ramte nægter sig skyldig i ulovlig campering.

Hvor tæt vil man gå på grundloven?

Og selv om en enkelt kommune kan udgøre op til 3 % af landets areal og forbud vare i 2 år, så er det ifølge kronjuristerne ikke en frihedsberøvelse. Den lille finte er nødvendig, for hvis det er en frihedsberøvelse, så foreskriver Grundloven, at den ramte kan forlange, at politiet sørger for at få forbuddet bedømt af en domstol. Men når det ikke er frihedsberøvelse, så er den ramte henvist til selv at anlægge en civil sag, som sikkert godt kan trække lige så længe ud, som forbuddet varer.

Nu er der givetvis en vis modvilje i befolkningen mod, at man trækker menneskerettigheder og spidsfindige konventioner frem som argument mod danske love. Men her er det trods alt vores egen Grundlovs bestemmelser, som man nærmer sig rækkevidden af. Og så må man – navnlig fra konservativ side – udvise en vis respekt for principperne.

De fleste af os tager det måske efterhånden også lidt mere afslappet, hvordan systemet behandler udlændinge. Men hvis man først anerkender den tankegang, så må man jo også acceptere, at andre lande kan have samme holdning. Vil vi bryde os om, at fremmede landes domstole med overlæg indtager forskellig holdning mod egne hhv. udenlandske – altså danske – lovbrydere. Næppe!

Det er nok ikke utænkeligt, at en domstol vil betegne kommuneforbud både som en straf og som en frihedsberøvelse. Faktisk er sandsynligheden såmænd så stor, at det kunne være fristende selv at lægge ryg til en sådan sag. Men som midaldrende jurist med tweedjakke og læsebriller, så kan jeg næppe fremprovokere, at jeg bliver pålagt et, uanset hvor jeg måtte slå lejr.

Straffene bliver følelige

Hvis kommuneforbud ikke selv er en straf, så er der til gengæld rigeligt med straf for at overtræde det. Syv dage bag tremmer for den første gang, 14 for den anden og 40 for den tredje. Ministeren har ikke redegjort for, hvordan yderligere overtrædelser skal takseres, men fortsætter man fordoblingen for hver gentagelse, så nås maksimum på 1½ års fængsel efter den syvende overtrædelse. Det er vel ikke urealistisk, at man som deltager i en familiefest går udenfor og ryger syv gange på en aften. Hver cigaret er en overtrædelse. Resultatet er absurd.

Og kom nu ikke og sig, at det kan ministeriet naturligvis ikke mene. For i givet fald kunne man jo skrive det, i stedet for at åbne for afsindige udlægninger. I værste fald kan man få 18 måneder i spjældet for at tage en tur i biografen i den forkerte kommune. Hvis det ikke er på højde med shariaen, så er man blind for proportioner.

Og så er højdepunktet endda ikke nået endnu. For valget af maksimumstraf er i virkeligheden snarest motiveret af et ønske om at kunne varetægtsfængsle for overtrædelser. Det kan føre til følgende situation:

En hjemløs bestrider, at hans campering er ulovlig, men pålægges alligevel et kommuneforbud. Da han naturligvis ikke vil rette sig efter et uretfærdigt forbud, overtræder han det et antal gange. I så fald kan han varetægtsfængsles i ugevis for overtrædelse af forbuddet. Hvor meget erstatning skal han have, hvis det viser sig, at camperingen ikke var strafbar, og forbuddet derfor ulovligt og varetægtsfængslingen ligeså.

Vil borgerlige vælgere være villige til at hoste op med de beløb? Er borgerlige vælgere overhovedet villige til at betale ugevis af fængselspladser til 2.000 kroner i døgnet for, at en hjemløs har siddet på den forkerte bænk? Og er det anstændig borgerlig politik. Eller er det i virkelighed blot en dyr kopi af sharia?

Oprindelig bragt  som Kristeligt Dagblads kronik 15. januar 2018

 

Minister på kanten

Der er ikke bare et politisk ansvar, men også et juridisk og økonomisk ansvar at tage stilling til i Annette Vilhelmsen-sagen. For vi ønsker vel lighed for loven og ikke særlige standarder, når pengene bruges til ministres politisk korrekte favoritprojekter.

Enhver ordentlig fest har et ‘nachspiel’, somme tider ekstatisk, men til andre tider mere pinefuldt. Sådan har det også været med Anette Vilhelmsens feststemte uddeling af støtte til huset Zornig. Men foreløbig har efterspillet koncentreret sig om de politiske konsekvenser for ministeren.

Men en ting har vi ikke hørt meget til, nemlig konsekvenserne for statskassen, som er blevet lettet for 1 mio. på et tvivlsomt grundlag. Når der forsvinder et sådant beløb, så kunne der måske være anledning til at overveje, om det kan have sin rigtighed, at det bare skal forblive i modtagerens lommer. Der er selvsagt den hage ved sådanne overvejelser, at staten jo ikke har lidt noget tab. Hvis ikke Huset Zornig havde fået pengene, så var de jo bare blevet brugt på et andet projekt. Så de havde under alle omstændigheder ligget andre steder end i statskassen.

Helt så enkelt kan man nok ikke se det. Der er også et hensyn til de øvrige ansøgere, som ved en fair fordeling af de rare penge kunne have fået andel i dem. Og i den situation kan de skuffede ansøgere med rette føle, at de har spildt tid og energi på ansøgninger, som reelt ikke havde en chance. Det ville normalt føre til, at man måtte godtgøre dem udgifterne ved at udforme ansøgningerne. Men de dokumenterbare udgifter er formentlig ret små. Og dertil kommer, at nogle af ansøgerne nok af hensyn til muligheden for senere bevillinger ministeriets puljer ikke har ret megen lyst til at bede om det.

Det er i øvrigt nærliggende at forestille sig, at det netop var for at give andre ansøgere en chance, at puljen blev fordoblet, men det tør ministeren næppe sige for højt, for så anerkender hun jo temmelig tydeligt, at beslutningen om den første million var truffet på forhånd. Og det ville være at gå lige i fælden. Vilhelmsen må derfor nødvendigvis hævde, at fordoblingen i stedet skete, fordi hun fandt formålet med puljen dobbelt så vigtigt. Men når faktum reelt er, at pengene var bevilliget til Zornig, så er de andre ansøgere stadig holdt for nar, men trods alt ikke helt så meget.

Man må som allerede nævnt spørge sig selv, om Huset Zornig skal have lov til at beholde pengene. Pengene er naturligvis blevet brugt, men det er jo ikke et argument. Hvis en enlig mor har set lidt for meget til sin elsker, så hun ikke er berettiget til ekstra børnebidrag, så slipper hun jo ikke for at betale tilbage, uanset hvor meget pengene er gået til vinterstøvler og flyverdragter. End ikke i de tilfælde hvor sagen ligger på vippen, og hun egentlig bare har skønnet lidt anderledes end kommunens sagsbehandler. Det er den standard, vi skal sammenligne med; for vi ønsker vel lighed for loven.

God eller ond tro?

Det juridiske princip, der er på spil her, handler om en tredeling mellem viden, uagtsomhed og god tro. Hvis borgeren ved, at der er urent trav, så skal pengene tilbage. Hvis borgeren er i den anden ende af skalaen, så skal der ikke betales tilbage. Det spændende er situationen, hvor borgeren burde have indset, at klaveret spillede falsk, men her er dansk forvaltningsret traditionelt temmelig klar, nemlig at der skal ske tilbagebetaling. Der har af nogen jurister været argumenteret for en opblødning af det standpunkt, men omvendt har de seneste års ihærdige bekæmpelse af socialt bedrageri nok i praksis trukket lige så meget – eller mere – den anden vej. Og indenfor tilskud til folkeoplysning, der minder meget om puljestøtten, er praksis blevet beskrevet som ’benhård’.

Grænserne mellem de 3 grupper ligger naturligvis ikke urokkeligt fast. Når der kommer sager med en meget høj profil, så er der nok en ret markant tendens til, at vi sætter grænserne et lidt andet sted. En generel ændring af grænserne behøver der ikke være nogen juridisk betænkelighed ved, men så skal grænserne bare flyttes i samtlige sager; ikke kun de hvor ministeren kan komme i klemme. Det er et forhold, som man skal være meget opmærksom på her.

Sagen handler altså om grænsen mellem god tro og ‘burde vide’. Selv hvis man ret præcist har fastlagt grænsen (det jurister ville kalde retsfaktum), så bliver det naturligvis altid lidt skønsmæssigt, om man er på den ene eller anden side, men hvis vi blot ser på de offentlige udtalelser, så er der nogle ting, som springer i øjnene. For det første kunne beløbene tilsyneladende kun tildeles kommuner og organisationer og ikke private erhvervsdrivende organisationer. Men det er og var Huset Zornig imidlertid. (For de interesserede kan det oplyses, at firmaet er registreret med cvr. nr. 32 16 80 94 i branchen virksomhedsrådgivning, hvilket jo normalt ikke helt er det samme som frivilligt socialt arbejde.) Det forhold burde man have været opmærksom på både fra modtagerens og myndighedens side.

Der findes ganske vist også en forening ved navn Stemmer på Kanten, der ifølge CVR er oprettet d. 28. august, altså 2 dage efter ministeriet har udsendt pressemeddelelse om puljen. Men foreningen optræder intet sted i de dokumenter om sagen, som socialministeriet har udleveret til ansøgere om aktindsigt. Det skal dog nævnes, at ministeriet med omhu har overstreget samtlige personnavne (Hvad der måske ikke helt er hjemmel til!), så teoretisk set kan foreningen gemme sig under en overstregning.

Derudover ligger det temmelig klart, at Zornigs mand ikke et sekund var i tvivl om udfaldet af ansøgningsprocessen. Det var på forhånd afgjort, at de skulle have millionen. Ansøgningen var en formssag. Men hvis en embedsmand har afgjort sagen på forhånd, så er det da et forhold, som smager temmelig meget af forvaltningslovens regler om inhabilitet. Det skal en borger kunne indse ikke er korrekt og upartisk sagsbehandling.

Hvis nogen skulle mene, at der ikke er inhabilitet, så skal de blot erindre sig de sager, der har været med ministre, som er kommet i klemme på, at de har udtalt sig lidt for tidligt om deres holdninger til enkeltsager, f.eks. den konservative Carina Christensen, der i 2007 lukkede en svineeksportørs forretning i tv-avisen.

Det kræver naturligvis ikke ret meget politisk gehør at indse, at i lige præcis denne sag vil der være et markant ønske fra de involverede politikere og embedsmænd om, ikke at rode op i spørgsmålet om tilbagebetaling. Pengene er jo gået til et politisk korrekt formål, som ingen hidtil har turdet angribe. Den argumentation overser blot hensynet til de andre – ikke favoriserede – projekter. Og den argumentation overser navnlig kravet om en tilsvarende behandling af de enlige mødre og alle mulige andre modtagere af offentlige ydelser.

Der er i øvrigt i denne sag tale om den enestående situation, at redaktøren af en landsdækkende avis på lederplads har beskrevet sagen som korruption – uden at regeringen har pippet den mindste lille smule til gensvar. Det er ikke hverdagskost i kongeriget.

Og afslutningsvis kan man overveje, at selv om politikere og embedsmænd helst dysser dette spørgsmål lidt ned, så er det ikke helt sikkert, at Rigsrevisionen vil være enig i den opfattelse af sagen. Så der venter måske et ‘nachspiel’.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 27. februar 2014.

PS Efter advokatundersøgelsen af sagen fulgte jeg op med at konstatere, at der var et “Ministerium ude over kanten”

Goldt eller spirende livssyn?

Brudfladen mellem liberalisme og konservatisme.

Ordet filosof betyder ’en der elsker visdom’. Det er derfor lidt paradoksalt, at det er lige den titel, som Eva Selsing benytter i forbindelse med sit harmdirrende opråb (Kristeligt Dagblads kronik 5. september 2013) om faren ved den nyliberalisme, som i Danmark holdt sit indtog i begyndelsen af firserne. For det er ikke visdom, Eva Selsing bringer til torvs. Det er måske ikke så pænt at udtale sig nedladende om andres mangel på erfaring, men når man har befundet sig i brudfladen mellem liberalisme og konservatisme lige så længe som fr. Selsing har levet, så er det dog fristende.


Men allerførst kan der måske være grund til at bemærke, at der er noget lidt underlødigt ved mennesker, som hellere refererer andres tanker end redegør for deres egne. Det gælder, hvad enten de har fundet sig et forbillede, som de nu fremfører som en art forløser, eller de fremlægger deres angivelige modstanderes synspunkter, hvad der ofte sker i en form og med henvisning til nogle motiver, som modstanderne har vanskeligt ved selv at genkende. Det er samtidig en klassisk metode, at man pakker sit budskab ind i fine ord og utilgængelige definitioner – man fristes til at kalde det en esoterisk terminologi – for på den måde at fremstå klog.

Når Eva Selsing skriver om ’ det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet’, så får jeg faktisk lyst til at benytte selvsamme metode og citere juraprofessoren Knud Waaben, der engang tog luften ud af en modstander ved at skrive, at ’det er den fremgangsmåde, som man anvender i tyske teoretiske værker, når problemerne ikke kan blive vanskelige nok på en naturlig måde’ (Citeret efter hukommelsen) Oehlenschläger udtrykte noget tilsvarende, da han sagde, at ’det dunkelt talte, er det dunkelt tænkte’. Også Holberg havde i Erasmus Montanus nogle bedske budskaber om de, som kloger sig ud over det rimelige.
Som allerede nævnt kom den nyliberalisme, som Eva Selsing er så arg en modstander af, formentlig til landet omkring 1980. Og stedet hvor den opstod, kan ret nemt identificeres til Konservativ Ungdom i København. Det var der kampråbet ’privatisering’ oversattes til dansk (hvad der nu ikke var så svært), og det var KUs medlemmer som indforskrev spændende lekture fra udlandet. For der var i vidt omfang var tale om, at vi tog ved lære af de engelske konservative. Og det skal ikke skjules, at der fra begyndelsen var dele af de konservative folkepartis medlemsskare, som anså os for nogle urolige elementer. Men der var også mange som tog budskabet til sig, og den fornyelse, som vi stod for, var en væsentlig del af baggrunden for partiets fremgang i de år. Endelig var der et fremadskuende alternativ til den afgrund, som vi i 70’erne var kommet stadig nærmere.
Nyliberalismen var også en måde at komme ud af et af de konservatives klassiske dilemmaer, hvor partiet alt for ofte kommer til at forsvare de institutioner, som det få år forinden har gjort alt for at forhindre etableringen af. Hvis man skulle tage partiets indædte modstand mod opbygningen af en – allerede dengang – enorm velfærdsstat alvorligt, så måtte man også gå ind for at afskaffe den igen. Eller rettere, at give borgerne retten til selv at forvalte deres liv tilbage. Det kunne da ikke være sådan, at vi bare uden videre skulle acceptere det socialdemokratiske samfund, som topmålet af civilisation.
Så hvis man forsøger at beskrive nyliberalisme som en tendens, der er fremmed for konservatismen, så har man ikke tilstrækkelig lang hukommelse.
At beskrive denne lille gruppe konservative, som enige om budskabet ville nok være en overdrivelse. Der var mange varianter, og i løbet af nogle år spredte budskabet sig til Venstre, så vi pludselig fik uventede åndsfæller. Under Henning Christophersen havde det ellers været temmelig sløjt med de ideologiske budskaber fra det parti. Også dele af Fremskridtspartiets Ungdom kom til de samme konklusioner, og det førte til en forbrødring i form af det lille selskab Libertas.
Det som knyttede mig til gruppen, var nok tanken om ’frihed under ansvar’. Alle mine 8 oldeforældre havde tilknytning til missionen, så begreberne skyld og soning ligger mig måske lidt nærmere, end så mange andre. Og for mig er begrebet ansvar uløseligt knyttet til det enkelte individ. Men man kan jo ikke påtage sig sit ansvar, hvis man ikke har lov til at handle. (Teolog er jeg ikke, så det kan hænde, at jeg uforvarende fornægter dele af Confessio Augustana. Det må man så retlede mig om.) At jeg som nyliberal ikke ’forstår de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed’ forekommer mig derfor at være en noget skråsikker dom fra Eva Selsing.
Et andet afgørende element var, at det forekom mig vanskeligt at tro på, at mine meninger var de eneste sande. For det første er der jo spørgsmål i livet, som der ikke findes ét og kun ét svar på. Tag bare situationen, hvor 2 mennesker skal enes om, hvorvidt de elsker hinanden eller ej! Og derudover er det ikke alle mine mere eller mindre forkromede synspunkter, som jeg kan argumentere for. Det gælder f.eks., at jeg stemte mod kvindelig arvefølge. Et af de mest rædselsfulde elementer ved 70’ernes plenumdemokrati var, at alt skulle gøres til genstand for drøftelse, hvor den med de mest spidsfindige og politisk korrekte synspunkter vandt. En finesse ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves og ikke bare forsvinde i stormøder. Men hvis jeg vil have retten til at være afvigende, så må det vel være sådan, at jeg også tillader andre at være det. Der må da være en vis gensidighed.
Og når jeg ganske tilsvarende tiltror mig selv evnen til at træffe modne og velovervejede beslutninger, så må jeg da også tiltro andre den evne. Faktisk har jeg ofte større tiltro til andre, når de handler som enkelte individer og bare skal varetage deres eget liv, end når de mener, at det er kollektivet, som skal bestemme over os alle sammen.
Og hvis man et kort øjeblik anerkender, at det er menneskeligt muligt at fejle, så bliver det endnu vigtigere, at vi træffer beslutninger hver for sig. Hvis en beslutning træffes af fællesskabet, f.eks. indførelse af heldagsskole, så kan det være, at det var en god idé. Men vi sætter alt på et bræt, for den kan også vise sig at være dårlig, og hvis det er tilfældet, så går det ud over alle. Hvis derimod den enkelte skole havde kunnet træffe valget, eller det enkelte barns forældre havde kunnet vælge mellem de 2 slags skole, så ville nogle træffe det rigtige valg og nogle det forkerte. Det kan jo i øvrigt være, at nogle elever har bedre af det ene og andre af det andet. Og efterhånden som der bredte sig en erkendelse af, hvilken type skole der passer til hvilke børn, så ville skolerne tilpasse sig deres publikum.
Når der skal ske fremskridt i et samfund, så er det vigtigt, at vi har valgmuligheder, at vi prøver mulighederne af og bagefter overvejer, om vi gjorde det rigtige. Og på den baggrund tager vi så det næste skridt. Jo flere forskellige kombinationer vi prøver af, desto større chance er der for at træffe en, der virker godt. Det kan vi bare ikke, når alle muligheder skal leveres af offentlige monopoler. Og det er en grund til, at nyliberalismen lægger så stor vægt på frihed.
Vi vil ikke bare goldt gentage fortidens fejl, men levere spirerne til en bedre fremtid.
Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 12. september 2013

Liturgi er også en slags dramaturgi

Det er ikke lige mit hovedemne, men det har dog altid interesseret mig.

Derfor denne kronik i Kristeligt Dagblad om Højmessen som dramaturgisk problembarn.

Men dagbladsudgaven var egentlig en lettere forkortet version. Her den oprindelige:

Højmessen – et dramaturgisk problembarn
Antallet af kirkegængere er for lavt til antallet af kirker. Nogle steder i landet har det sin naturlige forklaring, fordi sognenes befolkning er skrumpet væsentligt. Men i København gælder den undskyldning ikke.
Lukning af kirker er derfor kommet på dagsordenen med en styrke som næppe nogensinde før. Men det vil tage år – formentlig en hel del år – førend det får virkning. Og i mellemtiden kan vi så overveje, om kirkelukninger er den tilstrækkelige og nødvendige løsning.


Hvis det nu i stedet er sådan, at gudstjenesten i form og indhold har overlevet sig selv, så risikerer man om føje år at stå med et væsentligt mindre antal kirker, der for hvert sogn stadig kun har en lille håndfuld kirkegængere, og så er der ikke vundet ret meget. Hvis man skal opnå en gevinst ved kirkelukninger, så skal det være, fordi man kan opnå nogle langt mere levedygtige menigheder. Og det bør man i givet fald afprøve på udvalgte områder, førend man som led i en ny kirkeministers moderniseringsdille kaster sig ud i et større antal kirkelukninger. 

Et af problemerne med at diskutere folkekirkens forhold er, at det alt for ofte overlades til de professionelle aktører. Men ret beset er alle de lønnede så dybt fedtet ind i personlige pekuniære interesser, at man næppe kan vente brugbare bidrag fra dem. Og menighedsrådene er ikke bedre. Vi jævne kirkegængere har derimod det problem, at vi sjældent har den store indsigt i nabosognene. Selv gør jeg f.eks. en dyd ud af at gå i den lokale kirke, uanset der måske nok er andre, hvor tilbuddene (kirketiden) passer bedre til mine behov.



Og hvordan ser der så ud i et sogn i Nordvest. Det er så fristende at tage sig nogle kunstneriske friheder i den beskrivelse, men en opmærksom læser ville i så fald formentlig relativt nemt kunne identificere kirken, og det har jeg intet behov for. Et personligt angreb på personale og menighedsråd, der formentlig handler med de bedste intentioner, ville være urimeligt. Og i virkeligheden er forskellen til de øvrige sogne, hvor jeg har haft min gang ikke så voldsomt stor.
Men objektivt må det konstateres, at personalet er ganske pænt. Der er kirketjener og kordegn, organist og 4 stemmer i koret foruden præsten selv. Så vi skal op på mindst 9 kirkegængere for at udgøre et flertal, og det er ikke altid, at vi kan det. Og under alle omstændigheder er det en rendyrket falliterklæring, når man måler personale og kirkegængere i forhold til hinanden.
På de gode dage har vi imidlertid barnedåb, og så er de forreste rækker til venstre ved fonten pænt besat. Og det er så en af de lejligheder, kirken har til at samle nye proselytter. Men får vi udnyttet den? Svaret er ganske enkelt nej. Og ej heller den bestandige opfordring juleaften, om at vi godt må komme igen dagen efter, har den store virkning.
At give en kort kritik af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det må nødvendigvis kun blive til en grovkornet skitse. Det væsentlige er imidlertid, at skitsen skal indeholde forslag – gode eller dårlige – til udbedring af de kritiserede punkter. Og det er også vigtigt, at man ikke hælder alle børnene ud med badevandet.
Den centrale fordring til en gudstjeneste er, at den skal give menigheden en følelse af fællesskab. Fællesskab om 2 elementer, nemlig forkyndelsen af ordet, hvor højdepunktet nås med prædikenen, og efterfølgende nadveren, hvor fællesskabet drejer sig om syndsforladelsen.
Der er i min levetid sket en væsentlig ændring i de 2 elementers vægt. Fra min tidligste barndom husker jeg hvorledes et større antal kirkegængere forlod kirken under salmen efter prædiken. Det sker ikke i dag, hvor altergangen – modsat min barndom – også udstrækkes til de ukonfirmerede.
Følelsen af fællesskab kan opnås på flere måder, først og fremmest ved at menigheden kender hinanden og deler samfund. Men det er ikke tilfældet i byerne, og navnlig er det svært at trække nye ind i. Et nogenlunde fast ritual gør det nemt at skifte kirke og giver tryghed, hvis man ikke kommer så tit. Den gudstjeneste som vi kender i Folkekirken er vokset frem gennem ca. 2000 års stadige tilpasninger. Der er meget nære slægtskaber mellem gudstjenesten i folkekirken og i alle de andre kristne kirker, sådan bør det formentlig også være fremover.
Blandt de centrale forhold i gudstjenesten er de tekster, som oplæses, kollekt, epistel og evangelier. Men de kan være svære at følge med i. Skal man have alle varianter, så kræver det et mindre bibliotek, sådan som man gør i de engelske kirker. Men der har kirkebænkene også altid en boghylde på bagsiden. Den helt enkle løsning vil være at udvikle et program til iPad eller Kindle med dagens ritual. Så kan alle følge med uden problemer og de dyre salmebøger afskaffes.  At sidde og fedte efter fodnoten på side 816 er i hvert fald uhensigtsmæssigt.
Sankt Paulinus i Trier – et højdepunkt i konditorkunst.

Rummet har også betydning for gudstjenesten. Den foregår fra 4 forskellige positioner – alteret, orgelpulpituret, prædikestolen og menigheden på gulvet. Af samme grund sætter menigheden sig mellem de 3 andre positioner. Men det betyder, at de bliver meget spredt. I de store bykirker med prædikestol i midten af rummet, vil den øverste halvdel være aldeles tom medmindre nogle kirkefremmede har forvildet sig derop. De 2 obligate rækker stole i koret er en åbenlys demonstration af tomheden.

Vi kender alle virkningen af en fuld kirke juleaften, hvor hvælvene løfter sig under sangen. Og den virkning skal vi genskabe med færre aktører. Det gøres nemmest ved at samle dem, og ved at gøre det helt klart, at en hver fugl gerne må pippe med sit næb. Menigheden skal rykkes op foran, og musikken skal følge med. For 35 år siden så jeg det gjort i St. James’ Piccadilly, hvor præsten selv satte sig til klaveret, dog undtaget den salme hvor messehagelen skulle tages på.
Et af de voldsomste svigt er afsyngelsen af de faste led i gudstjenesten, trosbekendelse, oh du guds lam m.v. Det hedder ganske vist kor-svar, men skal være menighedssvar. Det er helt fundamentalt, at de skal afsynges på en måde, så alle synger med. Og det ville ikke genere mig, hvis en præst eller kordegn en gang imellem sagde det højt, lidt på samme måde som ”Lad os alle rejse os og høre …”.
En nem måde at fremme kirkesangen på er at stille menigheden op. Når nu deltagerne ikke er trænede sangere, hvorfor så klemme mellemgulvet sammen på dem og sætte dem ned. Der findes altså kristne kirkesamfund, der sidder ned under tekstlæsninger og står under sang. Hvornår har vi mon indført det modsatte?
Man må jo være et skarn, hvis man vil beskylde korene for at synge for godt, men det er ikke helt forkert, at fremragende kor giver en tendens til, at menigheden stiger af, medens det går bedre med en enkelt syngende degn på landet. Hvorfor kan masser af verdens menigheder klare sig med frivillige amatører i koret, medens folkekirken skal betale sig fra det.
Og hermed kan en gammel kæphest trækkes af stalden. Der er en tendens til at dele af personalet – og dette gælder navnlig koret – betragter deres deltagelse mere som arbejde end som fællesskab. Hvis de under prædikenen trækker sig tilbage til et tårnværelse for at nyde kaffe og wienerbrød (og i en af de lokale kirker er tårnværelset i hver fald udstyret, så det kan lade sig gøre), så understreger det en levebrødsholdning, som bare ikke er acceptabel. Koret skal komme i kirken, fordi de har lyst, og så skal de have løn, fordi de har øvet sig inden. Når kodeordet er fællesskab, så skal personalet altså deltage. Også i altergangen.
Men nu har jeg allerede antydet, hvor jeg ville placere koret, nemlig på første række kirkebænke. Og så løser problemet vel sig selv.
Det løser derimod ikke problemet med de store kirkeorgler. Der bruges i folkekirken ufatteligt mange ressourcer på stadigt flere, større og bedre orgler. Og der er da også lejligheder, hvor orglets brusen ville være savnet. De store processioner i livet, dåb, bryllup og begravelse ville være noget andet, hvis ikke orglerne fandtes.
Men vi kommer ikke udenom, at der er betydelige elementer af statussymbol i orgler, og at de ofte stiller sig hindrende for afvikling af gudstjenesten. At kræve dem placeret anderledes ville stride mod et hvert forsøg på at økonomisere. Og at indføre ekstra orgler i nærheden af koret, som f.eks. Trinitatis og Grundtvigs kirke har gjort er lige så åbenlyst spild.  
Trods 50 års udsættelse for præ- og postludier er det ikke lykkedes mig at blive vænnet dertil. I kirkesamfund, hvor præster, kor og alskens godtfolk skal gå i procession ind og ud, tjener de et formål. Hos os  er det sværere at se. I min barndom var postludiet en musik, der spilledes, medens man gik ud. Jeg mener at kunne erindre, at det på et tidspunkt blev bekendtgjort, at fremover skulle man sidde stille imens. Det var ingen god ide. Kirkegang er ikke en koncert, men brugsmusik, og der er intet galt i at bruge postludiet som hyggemusik, medens menigheden hilser på hinanden. Og så kunne man jo spille andet end Bach.
Den store stilhed efter postludiet virker derimod mærkelig. Når vi nu går og hygger, så lad da organisten spille løs.
De andre koncertelementer har også altid virket mærkeligt på mig. Motetten efter altergang har vist kun den funktion at være paradenummer, og den kommer på et tidspunkt, hvor menigheden bør geninddrages i handlingen efter den stillesiddende prædiken.
Dette er ikke stedet at beskrive prædikenen, for det ville blive alt for personligt og lokalt, men det er dog et lavpunkt, når prædikanten slutter af med en opremsning af mødeindkaldelser, der alle kan se på nettet.
Salmevalget er væsentligt, og i den sammenhæng er der en tendens til at fokusere for kraftigt på teksterne. Der kan synges meget vås, blot melodien er god. Og man fristes til at fremhæve en række af Grundtvigs tekster som eksempler derpå. Men bedst er det naturligvis, når tekst og melodi begge er gode.
Der er altså rigeligt at tage fat på. Pladsen her tillader ikke at gøre det nuanceret, men det er på tide, at vi gør det. Og navnlig er det væsentligt, at vi lægfolk ytrer os.  Derfor håber jeg egentligt også, at jeg vil blive modsagt grundigt.