Ghettobekæmpelse starter med de islandske sagaer

Det vigtigste enkeltskridt i ghettobekæmpelse er en ændret sammensætning af ikke bare beboerne, men også af bebyggelsens ejerformer. Og det kræver lovgivning på kanten af Grundlovens regler om ekspropriation. De islandske sagaer udgør et fortilfælde.

Der findes ikke private ghettoer

Når man taler om ghettoer i den offentlige debat, så er der altid tale om boligområder, der er opført med statsstøtte. Det indgår endda som en del af ministeriernes definition af en ghetto. Men det er formentlig et helt overflødigt led i definitionen.

For hvis man skal pege på områder med massiv koncentration af indvandrere, straffede, arbejdsløse og uuddannede, så kan man formentlig ikke finde et eneste privat boligbyggeri, som kommer i nærheden af at opfylde ministeriernes ghettodefinition.

De kendteste ghettoer, Mjølnerparken, Vollsmose, og Gjellerup-planen er meget store bebyggelser, nærmest hele bydele, så umidelbart tænker man nok, at der ikke er så mange sammenlignelige private bebyggelser. Men det er ikke helt rigtigt. Leder man lidt, så kan man godt finde sammenhængende private boligområder med lige så mange lejligheder som en række ghettoer. Og ingen af dem har nogensinde haft ghettoproblemer.

Grundlovens regler om ekspropriation skal overholdes.

Hvis statsstøttet byggeri så bare var opført som ejet direkte af en offentlig myndighed, en kommune eller styrelse, så havde et frasalg af deres boliger ikke været så problematisk. Men det er de ikke. De er principielt selvstændige juridiske enheder, som ganske vist er underlagt en masse restriktioner med hensyn til formål og ageren, men som ikke ejes af det offentlige. Det vigtige i den sammenhæng er, at de skal drives non-profit. Der skal ikke optjenes et overskud til ejerne og de må som udgangspunkt ikke sælge deres ejendomme.

Som selvstændige retssubjekter er de naturligvis beskyttede af Grundlovens regler om, at man ikke kan ekspropriere med mindre det er til gavn for det almene vel og der ydes fuld erstatning. Det sidste kan lyde som noget, der bliver dyrt. Men det behøver det ikke blive.

Sagen om sagaerne

Hvis man ikke har fået fortalt historien i skolen, så skal man lige vide, at de islandske sagaer er en samling middelalderhåndskrifter, som er de centrale kilder til Islands tidlige historie. De er kort sagt grundlaget for islændingenes nationale identitet. Men de var altså i historiens løb havnet i København, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor den idé, at de skulle tilbage til Island.

Problemet ved det var, at de var ejet af en fond, der ganske vist i flere menneskealdre havde fået alle sine udgifter betalt af staten, men som var en selvstændig juridisk enhed med regnskaber, bestyrelse og så videre. Så da staten gav sagaerne til Island, krævede fonden erstatning. Det fik den imidlertid ikke!

Højesterets synspunkt, som både jurastuderende og andet godtfolk altid har svært ved at goutere, var, at erstatningen skulle svare til det beløb fonden kunne tjene på sagaerne. Men da de ikke kunne sælges og aldrig kunne give overskud, så var det gratis for staten at tage dem og give dem væk.

Det er en juridisk finte, som boligselskabernes bestyrelser bør huske, hvis de får lyst til at påberåbe sig, at man ikke kan ekspropriere uden erstatning.

 

PS Jeg bruger betegnelsen statsstøttet byggeri, for jeg har lidt svært ved at kalde ejendomme befolket med etniske minoriteter for ‘almene’, endsige ‘almennyttige’. Og ‘sociale’ er de heller ikke.)

 

 

Vollsmose – en idyl storbyen

Hvor er der smukkest: Frederiksberg Slotshave eller Vollsmose?

Svaret var temmelig oplagt, troede jeg. Intet andet sted i landet er så synonymt med bandekrig, parallelsamfund og fejlslagne integrationsprojekter. Men jeg har aldrig været der førend i dag. Sammen med et par byrådskandidater gik jeg tur i eftermiddagssolen, og vi blev overraskede.

Der ligger faktisk et stort dejligt parkområde med å, små søer og slyngede stier, som lige så godt kunne have ligget nedenfor Valby Bakke. Der er store boldbaner, som er flade og derfor lidt kedeligere. Og i udkanten af denne idyl ligger der så er et væld af store billige familieboliger, omend stilen er temmelig tidstypisk for 70’erne.

Hvis man skulle undre sig over noget, så var det fraværet af mennesker i den park, som burde være et slaraffenland for midaldrende mænd med cocker spaniels og kvinder i joggingtøj.

Jeg har aldrig set et boligområde med så meget frirum mellem husene. Placèret i Gentofte kommune, så ville Bernstorffsparken blegne.

Men hvorfor er det så en ghetto?

Det er subsidieret byggeri. Så enkelt er svaret.

Kabell-skrot

Med det antal pressemedarbejdere, der er ansat i Københavns Kommune, har borgmester Kabell næppe selv skrevet ret mange linjer i den kronik om planlovsændringer, som Berlingske bragte for nylig.

Hvis det er højdepunktet af journalistisk kunnen, så har vi ikke brug for pressemedarbejderne. For kronikken handlede stort set ikke om emnet; regeringens afskaffelse af reglerne om at grundejere skal tvangssælge jord til lejeboliger med offentlige tilskud. Den var derimod et åbent brev til Dansk Folkeparti om, hvorvidt DFs vælgere vil kunne lide forslaget. Som om DF ikke selv bedst kender sine vælgere!

Så det bemærkelsesværdigeved den var egentlig først og fremmest, at argumenterne blev fremført i traditionel marxistisk stil, nemlig den tankegang at befolkningen bedst beskrives som klasser. Kapitalister er ganske vist udskiftet med “de rigeste” og proletarer med “de svageste”, men den basale følelse er stadig galdegrøn misundelse. Og så er det man føler trang til at udbryde et: “Kan vi ikke snart komme lidt videre.”

Man må også undre sig over, at Kabell fortsat er tilhænger af, at der skal opføres såkaldt “almene boliger”. Tidligere kaldte man den sociale boliger, men fordelingen var dybt asocial. Så blev de til almennyttige, men det var jo heller ikke korrekt, og derfor forsvandt det nyttige fra navnet. Almene er de i øvrigt kun i den forstand, at de er alment betalte i form af tilskud fra stat og kommune.

Stort set samtlige problematiske boligområder i landet er opført med tilskud. Men når man gør opmærksom på det, så ender man desværre ofte i noget, der ligner den gamle diskussion om, hvorvidt Sovjetunionen nu også var et kommunistisk land. Altså den der evige schlager om, at “idealerne var gode nok, men udførelsen ikke”.

Tiden burde snart være inde til et opgør med den idé, at staten skal yde tilskud til nogle menneskers boliger. Navnlig fordi det automatisk fører til, at boligerne standardiseres og klassificeres, som ungdomsboliger, gamleboliger etc. Lidt ligesom bønderne har svinestier, hønsebure og båse til køerne.

Det er sådan Kabells menneskesyn er, og det er lidt synd for ham – og for os.

Boligpolitik – Liberal Alliance

Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.

Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.

 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside

%d bloggers like this: