Lad os da få livsvarige kørekort.

Endnu en gang kan man se en pseudodebat om folks rettigheder, denne gang gamlingers kørekort, hvor det i virkeligheden burde handle om myndighederne eller borgerne ved bedst.

Lige nu sidder jeg og undrer mig over, hvor alle mine frihedselskende bekendte er forsvundet hen.

Dansk Folkeparti, der ellers altid ønsker en stadig snævrere regulering af alt og alle efter parolen om, at “hvis man ikke har noget at skjule, så …,” har rent faktisk foreslået, at gamle mennesker skal kunne beholde deres kørekort uden at aflevere lægeattest. Man kunne få en beskeden mistanke om, at det forslag har mere at gøre med partiets vælgergruppe end en grundlæggende holdning til borgernes selvbestemmelse,

For de mennesker, som jeg normalt omgiver mig med, og som notorisk vil hævde, at de mener det alvorligt med at gå ind for frihed og markedskræfter, så er dette en oplagt lakmusprøve. Frie mennesker tager ansvar for egne handlinger. Også om de vil køre bil. Nogle af dem tager fejl, men finessen er, at det gør myndigheder og læger, som skal kontrollere borgerne, også.

Og dermed er man tilbage til det, som efter min opfattelse næsten altid er det springende punkt i politik: Det handler ikke så meget om indholdet i beslutningen, men om hvem der er nærmest til at træffe den.

Og der har jeg altså temmeligt megen tillid til borgerne selv. Ja, der vil være nogle mænd i blød hat og cerut, som overvurderer sig selv, men det er der sandelig også blandt unge mænd! Men hvilken af de to grupper reagerer mon mest på en avisartikel om, at en af deres ligemænd er banket ind i et vejtræ eller har slået en hel familie ihjel ved en hasarderet overhaling. Det faktum kan man altså ikke være i tvivl om.

Og det er jo heller ikke sådan at evnen til at køre bil er absolut. Min forlængst afdøde svigermor havde aldrig brudt sig om komplicerede venstresving, så hun udviklede på et tidligt tidspunkt den metodik, at på vejen ind til Århus kørte hun ad Grenåvej og på vejen hjem ad Randersvej, og så skabte det en firkant, hvor hun stort set kunne nøjes med højresving. Og sådan er der masser af andre bilister, der kun kører om dagen eller holder sig til områder de kender. Kører noget tænkende væsen frivilligt ind på Nørrebro?

En sjov kontrast er også holdningen til andre reguleringer for eksempel cykelhjelme. Den eneste forskel er egentlig, at hvor pligt til at bruge cykelhjelm ville være en ny regulering, så er det med kørekortet et forslag om – for en gangs skyld – at afskaffe regulering.

Til gengæld løber jeg ind i et problem med min tillid til borgerne, når man ser på den anden ende af skalaen. Mine 16-årige tvillinger kunne såmænd være udmærkede og superopmærksomme bilister. Alligevel går jeg ind for begrænsninger. Men da babyer jo oplagt ikke kan køre bil,så må grænsen sættes et sted. Og det bliver altid et vilkårligt valg.

Den modsætning må jeg altså lære at leve med. At afvise det første skridt i retning af mere ansvar og frihed for borgerne, bare fordi man ikke vil tage endnu et skridt, giver ikke mening.

Nattelarmen og svineriet i København er EUs skyld.

Debatten om nattelarm og svineri i det indre København savner kun en ting, nemlig at nogen skyder skylden på EU. Alt ondt plejer at være EUs skyld. Og når det drejer sig om støj i byen, så er det for en gangs skyld ikke helt forkert.

For hvorfor er der er mere larm i gaden end for blot 10-20 år siden? Antallet af værtshuse er steget, men så længe folk sidder indenfor på et værtshus, larmer de ikke på gaden. Forskellen er imidlertid lige præcis, at de ikke længere sidder inde på værtshusene, og det skyldes rygeloven, der udspringer af et EU-direktiv. Vi ved allesammen, at i ethvert selskab er rygerne de morsomste, og når en af dem forsvinder ud af døren, stryger resten af selskabet med. Og så er der pludselig højtlydt tale på gaden. De tager naturligvis også deres drikkevarer med, og så fandt vi altså kilden til glasskårene.

Når de først er kommet udenfor, bliver de også nemmere inspireret til at søge nye vandhuller længere henne ad gaden, og så kører svikmøllen. Det bliver ikke bedre af, at de på vejen kan kigge ind hos detailhandlende med lang åbningstid og supplere lageret af drikkevarer. Så længe folk befinder sig inde på et værtshus, kan stedets vagter skille diverse kamphaner ad. Men det kan de jo ikke tillade sig på samme måde ude på gaden. I stedet for at skændes om antallet af udendørsarrangementer, burde vi indse, at det endnu en gang er et formynderisk forbud, der har uønskede konsekvenser.

Tænk på det, næste gang nogen råber, at dette eller hint bør forbydes.

Bragt som dagens brev i Berlingske 15. september. 

Oversikkerheds-formynderi i lufthavnene.

Prøv lige at forestille dig, at man som rejsende kunne vælge mellem at flyve med 2 forskellige selskaber med hvert sit sikkerhedsniveau:

Det ene med hele svineriet, hvor man står i kø, smider sko og bælter, tæller millilitre shampoo, konfiskerer lommeknive, forbyder fotografering i miles omkreds og alt muligt andet petitesserytteri.

Det andet med et overfladisk forsøg på at finde større håndvåben.

Hvilket flyselskab tror du så, man ville vælge? Jeg er ikke i tvivl.

Og så er det, at jeg bliver så ukristeligt irriteret over hele tiden at få at vide, at “det er for jeres egen skyld, vi er nødt til at gøre det”.  Irritationen opstår for det første, fordi det altid er lidt nedladende, når andre tillader sig at mene, at jeg ikke selv kan finde ud af, hvad der er bedst for mig. Og for det andet, fordi deres postulat er så åbenlyst forkert.

Når tanken er værd at skrive om, så er det også fordi, eksemplet kan bruges til at vise, at der er 2 muligheder for en liberal argumentation.

Den normale er den økonomiske, som vi alt for nemt forfalder til. Omkostningerne ved sikkerhedscirkusset er nemme at påvise. Mængden af tid og andre ressourcer brugt på det i forhold til udbyttet af det øgede sikkerhedsniveau er enorm. Ganske vist svarer fortalerne altid, at vi ikke kan vide, hvor mange angreb det har forhindret. Men det er nok ikke helt korrekt. Man kan  godt sammenligne med niveauet før i tiden, i andre lande, hvad der ellers finder sted af terror etc.

Men der er altså også den vanskeligere moralske argumentation. Den med at vores samfund bygger på respekten for, at det enkelte menneske langt hen ad vejen selv kan træffe beslutninger om sit eget liv. Den tankegang er nøje knyttet sammen med en forståelse af, at mennesket er et socialt væsen, og derfor nødigt træffer valg, som skader andre. Og den er knyttet sammen med liberalismens kernetanke, at selv når vi træffer valg, som udelukkende er til gavn for os selv, så viser det sig magisk nok, at de også er til gavn for andre.

De 2 argumentationsformer supplerer hinanden – og de kan godt ses som varianter over samme tema – men den moralske er vigtig, fordi socialister i alle lejre dybest set kun lader sig rokke i deres overbevisning af den type synspunkter.

Gymnasieoptagelse 2 – hvad er de bedste kvalifikationer.

Eleverne i 9. klasse har ingen anelse om det, men det eneste fag i skolen, der har betydning for deres fremtid er mærkværdigvis geografi. Ikke den tørre teoretiske udgave, som de skal til eksamen i, men derimod en helt konkret og direkte anvendt geografi.

For når de i løbet af forsommeren modtager brev om, hvilket gymnasium der venter dem, så er skæbnen udmålt på baggrund af afstanden mellem der hjem og skolen. Hvad skal de egentlig med uu-vejledning og fine orienteringsmøder om fordele ved dette eller hint gymnasium, når det bare er spil for galleriet?

I bekendtgørelsen om optagelse står der, at fra næste år skal ansøgerne med kortest afstand mellem skolen og deres hjem målt via vejnettet (og dermed ikke i luftlinje) optages på skolen. Indtil og med i år har kriteriet været rejsetid.

Begge de 2 er godt nok mærkelige kriterier at vælge efter. Lodtrækning, evne til at recitere salmevers eller vilje til ydmygt at gå canossagang for rektor ville alle være mere rimelige kriterier.

Som jurist kunne jeg godt mene, at afstand ikke engang er et lovligt kriterium. Havde skolerne haft et frit skøn, og en enkelt skole havde brugt kriteriet, så er jeg ret sikker på ulovligheden. Når det står i en bekendtgørelse, så bliver det sværere, langt sværere, at vinde sagen i landsretten. Men når loven giver ministeren adgang til at fastsætte regler om optag, så er det et klart, men implicit krav, at ministeren skal bruge sin bemyndigelse sagligt. Det er den blotte afstand i min optik næppe.

Løsningen her og nu er bare ikke en retssag, som først er afgjort, når studenterhuen blidt trykkes ned over elevens hoved. Nej, den gode individuelle løsning er at flytte hen til det udvalgte gymnasium. Snyd da for helvede med folkeregistret.

Og lad os så få nogle rimelige regler i stedet.

Karakterer er bedst

Gennem hele mit liv har jeg hørt en usigelig mængde venstresnoede gentage og gentage, at karakterer og eksaminer favoriserer de boglige elever og undervurderer andre ligeværdige kompetencer. Per instinkt er jeg tilbøjelig til at frakende deres synspunkter enhver relevans, men man kan jo ikke komme udenom det: Prøver og eksaminer er designet til at bedømme boglige evner og kvalifikationer.

Og selv om gymnasierne idag sigter usigeligt meget bredere end mod de klassiske akademiske uddannelser, så er de dog indgangsporten til fag, der kræver og belønner boglige færdigheder.

Så må det jo forekomme selvmodsigende, hvis man ikke benytter sig af de prøver, som er designet til formålet, til at afgøre, hvilket sted i køen til dette eller hint gymnasium man skal stå.

Prøvekarakterer har i øvrigt den store fordel, at de er mere neutrale overfor lærernes forskellige sym- og antipatier.

Indsigelserne mod karakterer

Indsigelsen mod at vælge på grundlag af karakterer – som jeg også hører fra mine egne poder – er en frygt for en opdeling mellem elite og skodgymnasier med alle de dygtige elever stuvet sammen et sted. Besvarelsen af indsigelsen er for mig at se tvedelt. For det første om en sådan opdeling egentlig ville være så slem. Og for det andet om den ville blive så markant anderledes end idag.

Man skal være meget blåøjet, hvis man vil benægte det faktum, som eleverne selv er helt og aldeles fortrolige med, at der er udover forskellige faglige profiler, er vanskelige hhv. nemme linjer, samt attraktive og mindre tillokkende gymnasier. Sådan er det bare – også idag. Mine børn kan sagtens udpege Københavnsområdets skodgymnasier. Så det handler altså om, at man kan vælge at gøre forholdet synligt, eller om det skal være skjult. Og man kan vælge om kampen om pladserne skal ske på et gennemskueligt grundlag eller ej.

Men dybest set handler det jo om at give eleverne en uddannelse svarende til deres forudsætninger. Så hvis forudsætningerne er forskellige, så skal uddannelserne også være det. Som oftest betyder elite jo blot, at man er specialiseret. Man kan have elitegymnasier i matematik, drama, psykologi og alt muligt andet. Det gode råd til “skodgymnasiet” vil derfor være at opbygge et andet ry, f.eks. at det er i stand til slæbe elever, som andre gymnasier ville opgive, over beståelsesgrænsen. Det giver et andet klientel, men opgaven er ikke mindre agtværdig.

Så den mest almindelige indsigelse er ganske enkelt ikke valid.

Og så det med småt

Nu har jeg gjort grin med afstanden mellem skole og hjem som kriterium for optagelse på gymnasierne. Men der findes naturligvis i provinsen nogle situationer, hvor afstande eller rettere transporttider bør være afgørende for skolevalg.

Man kan forestille sig en situation, hvor byerne X og Y hver har et gymnasium. Elev A bor midt mellem de 2 byer og har 30 minutters transport til begge gymnasier. Elev B bor lige så langt væk fra gymnasium X, altså 30 minutter, men hvis han ikke optages på det, så skal han udover en kørsel til X-by også køre videre til Y-by, altså yderligere en ekstra times transport. I den situation er der god grund til at favorisere elev B, når pladserne på X gymnasium skal fordeles. Men i så fald er det transporttiden relativt og ikke afstanden, der er afgørende. Hvis blot elev A bor nogle få hundrede meter nærmere X end Y, så vil brug af et afstandskriterium alligevel føre til utålelige resultater.

Så der skal måske være undtagelser fra rent karakterræs, men de skal være begrundede og jo færre desto bedre.

I gymnasieforliget i sidste måned indgik også et spørgsmål om, hvor mange der skal have lov til at komme på gymnasierne. Det er ikke relevant i denne sammenhæng, hvor det udelukkende handler om at fordele de, som i henhold til reglerne har ret til at komme ind.

Konklusion

Når der ikke rigtig er nogle sunde modargumenter, så er en konklusion i virkeligheden nærmest overflødig. Men den kommer for en god ordens skyld: Karakterer er det bedste kriterium til at fordele elever mellem gymnasierne, og det er uforståeligt, at en borgerlig regering ikke kan indse det.