Kategori: Ikke kategoriseret

Udgivet den

Kan Cepos tage fejl?

Henrik Christoffersen, der er forskningschef på Cepos, skrev en kronik i Berlingske om Den danske Model på arbejdsmarkedet, hvor han navnlig drøftede udfaldet af trepartsfohandlinger gennem tiden.

Det blev lidt ensidigt, syntes jeg. Det føltes dog også ganske meget som helligbrøde, at skrive en kritik deraf. Men det er nu alligevel også lidt befriende, at Cepos ikke helt har patent på eftertænksomhed og indsigt.

Så her er mit indlæg i den Berlingske avis: http://www.b.dk/kommentarer/skyd-ikke-kun-paa-fagbevaegelsen

PS Det er noget af en brøler, at jeg konsekvent har stavet Christoffersen forkert. Jeg syntes ellers, at jeg slog hans navn efter på Cepos’ hjemmeside (for at kunne sende ham en kopi).

Udgivet den

Har de konservative en fremtid?

Egentlig har denne tekst ligget nogen tid på harddisken. Den var ikke helt egnet til at blive en kronik. Men nu har Barfoed lavet komik og ment, at liste C kan stige til 15 %, så her er mit alternative bud på, hvad Det konservative Folkeparti bør gøre for at sikre sin fremtid.

Hvad skal forandres for at bevare de Konservative?

Det konservative Folkeparti har altid betragtet sig selv som det af Folketingets partier, der har den bredeste appel til erhvervslivet. Derfor er det heller ikke helt sjældent, at man blandt dets medlemmer møder den opfattelse, at samfundet ville blive bedre, hvis det blev drevet som en virksomhed. Det gælder først og fremmest nationen, Danmark. Men hvorfor ikke også partiet?

Ganske vist skal man aldrig trække en analogi for langt, men hvis man nu et kort øjeblik legede med tanken om A/S De Konservative, hvorledes ville man så beskrive virksomhedens situation:

Der er tale om en af de ældste virksomheder i branchen, hvor virksomhedens ledelse i forskellige perioder  har valgt at lægge hovedvægten af dens markedsføring på forskellige enkeltelementer i dens meget omfattende produktsortiment. Ud fra en historisk synsvinkel kan man derfor tillægge partiet mange forskellige placeringer på markedet. Men varemærket “konservative” har man dog altid bevaret. Virksomhedens meget karakteristiske signalfarver – klar orange og giftiggrønt – er derimod droppet for nogle år siden, uanset de havde en meget høj genkendelse hos forbrugerne. Ordet konservative er i øvrigt så indarbejdet, at det er blevet generisk, så forbrugerne – ligesom Walkman -benytter ordet ikke blot om denne virksomheds produkt, men om alle produkter med tilsvarende karakteristika.

I nyere tid havde virksomheden sin glansperiode under patriarken Schlüter, hvor man en overgang nåede en markedsandel på over 20 %. Siden er det – med en enkelt undtagelse – gået tilbage hver gang, der har været valg.

Ejerskabet er spredt ud blandt en skare trofaste aktionærer, nærmest et familiefirma. De udgør et stabiliserende element, men samtidig har skiftende konstellationer af aktionærer formået at holde hinanden i skak, så med undtagelse af kompromiskandidaten Bendtsen har der været hyppige udskiftninger i ledelsen. Det har ikke gjort en karriere i virksomheden attraktiv og antallet af unge talenter i ejerkredsen er beskedent.

Problemet med at fremavle næste generation af aktive ejere går dog længere tilbage. Uanset den nærmere udformning af partiets program, så har vælgernes opfattelse af det altid været forbundet med noget klassisk, et gennemprøvet produkt i en god forarbejdning. Og først og fremmest var det stilsikkert.

Derfor overses det ofte, at årene op til højdepunktet var præget af en meget stærk re-engineering båret af de yngste blandt aktionærerne. Inspireret af Thatchers England blev klassiske produkter præsenteret som radikalt fornyede og med en langt mere nutidig appel. Det var sjovt nok produktets succes – først og fremmest med ordet “privatisering”, som man burde have registreret som et sideløbende varemærke – der lagde grunden til nedturen.

Selv om det var klart, at succesperioden i midten af 80-erne var en modebølge – på linje med Crocs sandaler og Doc Martens støvler – så forsøgte Schlüter at holde på markedsandelene ved at lægge produkterne langt tættere på de største konkurrenter og opgive fornyelsen. I den positionering lå kimen til nedturen, idet han med udtalelser som: “Ideologi er noget bras” og “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget” klart viste, at de mere markante fornyere var uønskede i virksomheden. Resultaterne i organisationen udeblev ikke, og de fleste af produktudviklerne søgte mod andre brancher.

Når man sælger ideer er det imidlertid vigtigt, at skabe det billede, hvori forbrugerne helst vil se sig selv, altså et ideal. Et “Bryllupsmagasin” indeholder ikke billeder fra det gennemsnitlige rådhusbryllup i novemberregn, men artikler om romantiske vielser i en hvidkalket landsbykirke på en sollys forårsdag. Ligefrem at fornægte idealet svarer til at påstå, at ens vaskepulver er nøjagtig samme produkt som konkurrentens. Og det sælger ikke.

Sidenhen har den konstante nedgang medført en kronisk mangel på ressourcer til at genskabe kreativiteten fra de tidlige 80-ere. Og de regelmæssige nedskæringer er ofte blevet administreret efter “sidst ind – først ud”. I en sund virksomhed er der ingen åbenlyse arvtagere, men konkurrence om pladsen. Når Rasmus Jarlov entydigt udpeges som næste generation, er det reelt set et svaghedstegn. Han udsættes ikke for den nødvendige konkurrence.

Den seneste tids katastrofale udvikling har medført en panisk opvågning og forsøg på at “genskabe” produktet. Men ved at genskabe svigter man sin egen ide om at forandre for at bevare. Det ender med en gold diskussion om, hvem der har den rigtige forståelse af fortiden, og hvorfor man selv synes, at ens eget produkt er det eneste anvendelige – altså at det eget produkt og konkurrenternes ikke er substituerbare. Det er en skidt position, når man er mindst på markedet. Et lille knækbrødsbageri slår ikke på, at kunderne skal holde helt op med at spise rugbrød, men at knækbrød er en rar afveksling. Og så må man for øvrigt ikke skifte strategi alt for tit, men det har man gjort.

Kort sagt er situationen nu en virksomhed med et mishandlet brand, der i bedste fald ikke taber yderligere kunder. For en udenforstående er det eneste råd til aktionærerne, at de meget omhyggeligt bør overveje at afvikle virksomheden hurtigst muligt, så de bevarer mest muligt af de resterende aktiver. Det sandsynlige alternativ er konkurs om ganske få år – måske allerede i forbindelse med et katastrofalt kommunevalg næste år.

Og en afvikling sker bedst ved fusion med en stærkere virksomhed i samme branche, der kan udnytte varemærket og opnå synergier.

Venstre er ikke en mulighed, for en fusion skal give begge parter noget, og Venstre har intet at vinde. De konservative er så små, at de ingen betydning har. Venstre vil alligevel samle de fleste af kunderne op i tilfælde af en Konservativ konkurs.

Der er 2 andre muligheder, og i begge tilfælde kan man få pæne navne: Liberal-konservativ Alliance og Dansk Konservativt Folkeparti ville være rigtigt gode måder at udnytte varemærket på. Man kan næsten ikke håbe på så velvillig behandling.

Liberal Alliance har som sit afgørende mål, at man efter næste valg vil være tungen på vægtskålen. Liberalerne vil gerne bestemme om den næste regering skal være VOI eller VBI. De ekstra 3 % stemmer fra de konservative kunne gøre udslaget. Dertil kommer et af de væsentlige aktiver ved C, nemlig de kommunalpolitiske positioner som de liberale savner.

Men for Dansk Folkeparti er fordelene langt større, og den allermest væsentlige kan siges med et ord: Stue-ren. Nyrups nedsættende bemærkning klæber stadig til liste O. Det vil sammenlægning med C udrydde en gang for alle. Og samtidig vil det vise, at O er blevet modent til at indgå større samarbejder, altså en regering.

Samtidig vil fusion give Dansk Folkeparti mulighed for at bruge sine klare evner til markedsføring på en bedre måde. Lige nu er de 2 produkter så ens, at de er låst i en stadig kamp om de samme kunder, lidt ligesom Pampers og Libero for nogle år siden gik fuldstændig amok i reklamer. Men den markedsandel, de kæmper om, er ret beset beskeden – navnlig for Dansk Folkeparti, der maksimalt kan vinde ca. 3 % derpå.

Hvis liste O kan spare de ressourcer til en målrettet strategi om at trække stemmer hen over midten eller fra storebror i Venstre, så er de Konservative nok en messe værd. Og også i denne sammenhæng er borgmestrene fra C en mulighed for, at at fusionspartneren kan få det længe savnede gennembrud.

Der er ingen tvivl om, at der skal sluges kameler, hvis en fusion skal blive til noget. For Barfoed vil det gælde om at få mest muligt i form af poster og sikre kredse. I den forbindelse skal han forsøge at spille de 2 potentielle købere ud mod hinanden. Og han skal sørge for, at hele partiet følger med over. Ellers bliver brandet nedlagt.

Fra et virksomhedsperspektiv er der ingen tvivl mulig. Hvis man skal bevare, så må man forandre. Den rationelle løsning er en fusion, ikke at håbe på et mirakel. Det er på tide at forberede den.

Jens Frederik

Udgivet den

Boligpolitik – Liberal Alliance

Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.

Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.

 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside

Udgivet den

Liberalisme classic

Apotekermonopolets endeligt

Min 4 eller 5 x tipoldefader, Claus Seidelin, var apoteker i nærheden af et af de kongelige slotte. Det var slet ikke noget ringe indtægtsgrundlag, men det gav naturligvis anledning til tvister, da nogle lokale købmænd gav sig til at handle med importerede vine og spirituosa.

Dagens apotekermonopol er ikke helt så omfattende, men det er håbløst ude af trit med kundernes behov. Hvorfor skal der f.eks. altid være kø? Og hvorfor kalder de det rådgivning, når man lidt nedsættende bliver spurgt, om man ved, hvordan præparatet skal indtages. Det står s’gu da på sedlen indeni pakken!

Og så er de altid – ikke bare altid, men undtagelsesfrit og hver eneste gang – løbet tør for de præparater, jeg skal have.


Mie Harder skrev om det i sin klumme i Jyllands-posten, Apotekerforeningen svarede igen, og jeg har nu skrevet et af de klassiske liberale indlæg, hvor man udelukkende går efter modpartens skjulte motiver. Det er altid sjovt.

Ærlighed efterlyses

Det er naturligvis for kundernes skyld, erklærer apotekernes formand i et forsvar mod liberalisering (JP 12/7). Og formentlig er det lykkedes for ham at bilde sig selv det ind.
Uanset om en forandring samlet set fører til forbedringer, så giver den i hvert fald altid usikkerhed. Og en liberalisering kan da nemt føre til, at man tager brødet ud af munden på en række af hans medlemmer. På den baggrund kan det jo ikke undre, at apotekerne er modstandere.
Men de kunne da være ærlige om årsagen. Så længe de ikke er det, kan vi jo heller ikke stole på dem i andre sammenhænge.
Hvorfra ved de, at apotekernes monopol sikrer, at medicin kun udleveres med fornøden omtanke? Gennem hele mit liv har man da regelmæssigt kunnet høre, at danskerne spiser for megen nervemedicin – som altså er solgt af apotekerforeningens medlemmer. Tror de virkelig, at monopolet sikrer os mod at gå forgæves, fordi varen er midlertidigt udsolgt? I så fald kan jeg godt bidrage med eksempler på det modsatte.
Og tror de virkelig, at folk med sjældne og livstruende sygdomme først går ned efter nye forsyninger af medicin, når de har brugt hver en dråbe af den gamle, og umiddelbart inden virkningen hører op? Eksemplet er så konstrueret og fyldt med værdiladede ord om ”markedslogik” og ”erhvervsmanden i hjørnekontoret”, at det stråler som en nyfunden glorie.
Hvis den slags dårlige eksempler og forsøg på at underspille deres egne økonomiske interesser er topmålet af argumentation i en sag, hvor de er fagfolk, så har vi slet ikke brug for deres ”uvildige” rådgivning, når det drejer om livsvigtige ting såsom medicin.
 

Debatten fortsatte

Apotekerforeningens formand Niels Kristensen vendte tilbage med et svar i Jyllandsposten d. 30. juli, men linket har jeg ikke ved hånden. Titlen var forudsigeligt nok “Hensynet til danskerne”.

 

Udgivet den

Sympatikonflikter

Vejlegården – en høstmoden sommeragurk?

I Vejle kører der en af de klassiske arbejdsretlige sager mellem en lokal restaurant, Vejlegården og fagforeningen 3F, der kræver at restauratøren skriver under på en overenskomst med 3F. Senest er den lokale avis blevet truet med sympatikonflikt, hvis den trykker annoncer for Vejlegården.

Det kunne godt gå hen at blive et af de hotte emner her i agurketiden, navnlig fordi agurketiden i år mestendels er gået med temmelig kedelige nærstudier af Enhedslistens partiprogram.

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Det, der sker, er, at fagforeningen først kan holde endeløse demonstrationer udenfor virksomheden (det, der kaldes en blokade), og når det ikke hjælper, så kan man forlange, at medarbejdere i andre virksomheder ikke må samarbejde med den blokerede virksomhed f.eks. ved at levere varer. Det kalder man en sympatikonflikt, og det er som regel på den måde, at man endelig får krammet på den “konfliktramte” virksomhed.

Den eneste grund til, at arbejdsgiverne ikke for længst har sagt fra overfor det, er formentlig, at arbejdsgiverne også er interesserede i at få virksomhederne indenfor hos sig, og arbejdsgiverne jo godt ved, at det ofte bliver resultatet af en konflikt. Den nemmeste måde at opfylde overenskomstkravet på er jo, at man blot melder sig ind i en arbejdsgiverforening under DA, for så er man automatisk omfattet af DAs overenskomst.

Det er i den forbindelse ganske morsomt, at Vejle Amts Folkeblad, der ikke længere kan trykke annoncer for Vejlegården, tilsyneladende ikke forstår, at man selv har bragt sig i den kattepine, fordi arbejdsgiverne i alt for mange år har accepteret sympatikonflikter. Men derfor kan man også med nogen ret græde tørre tårer over, at avisen er blevet inddraget i konflikten. For hvor intenst har dette ærværdige Venstre-blad bekæmpet sympatikonflikter internt i arbejdsgiverforeningen?

I virkeligheden er der grund til at være kritisk overfor sympatikonflikter i ganske mange situationer, men helt galt bliver det, når den blokerede virksomhed rent faktisk har en overenskomst – typisk med den Kristelige Fagforening – og medarbejderne er glade og tilfredse med den. Vejlegården har faktisk også en overenskomst med de kristelige. Ofte er det endda en overenskomst, der passer langt bedre til den konkrete virksomhed og dens ansatte end standard-aftalen fra DA.

Det har vist i en række tilfælde navnlig været spørgsmålet om arbejdstid, som var problematisk. LO mener jo, at det eneste saliggørende er job med en fuld 37-timers arbejdsuge. Hvis man driver en virksomhed med aftenservering, så kan det godt være svært at have alle medarbejderne beskæftiget med en fuld arbejdsdag. Og ganske ofte findes der en skare af charmerende unge mennesker, som gerne vil have mere lejlighedsvis beskæftigelse. Sådan var det vist med La Cabana i Herning i 1984, Nyhavnskonflikten, Nørrebros Bryghus og talløse andre.

Der er i øvrigt p.t. 629 verserende sympatikonflikter. Nogle af dem har varet over et årti!

En prøveballon

Sommertiden plejer imidlertid også at være tidspunktet, hvor politikere sender prøveballoner op. Og fabelagtigt nok, så er der en sød lille prøveballon om lige præcis dette emne. Sjovt nok er den ikke rigtig lettet, uanset den nok kunne have fortjent lidt opmærksomhed. Det drejer sig i al sin enkelhed om et forslag til folketingsbeslutning stillet af Dansk Folkeparti og Venstre i forening. Det handler om “regulering af faglige organisationers konfliktret overfor virksomheder med overenskomst.” Når Dansk Folkeparti er med, så kan man undre sig over fraværet af de konservative og liberalerne.

Titlen er måske en lille smule mere kompliceret end nødvendigt, og det kan være grunden til, at pressen ikke har reageret på den. Og så var det måske en fejl at fremsætte forslaget allerede i juni, hvor pressen endnu ikke var blevet sulten efter nyheder.

Det er bestemt ikke ofte, folketingspolitikere bevæger sig ind på dette minefelt, og når borgerlige politikere gør det, så undslipper de som regel ikke uden, at der ryger en arm eller et ben. Det er ligesom boligpolitikken et af de områder, som er overladt til Socialdemokratiet.  Og på dette område bliver adgangsforbuddet endog forstærket af, at de borgerliges “venner” i arbejdsgiverorganisationerne som allerede nævnt lever i en syndig symbiose med fagforeningerne. Så medens borgerlige partier formentlig altid har næret en naturlig sympati med diverse blokaderamte virksomheder, så er der intet sket i mange, mange år.

Hovedindholdet i forslaget er det rørende enkle, at det ikke længere skal være muligt for en fagforening at indlede konflikt mod en virksomhed, når arbejdet allerede er dækket af en overenskomst.

De, som kender mig, vil vide, at det er en idée fixe for mig, at centrale dele af arbejdsmarkedets grundregler trænger til en kærlig hånd. Det gælder først og fremmest forligsmandsloven og lov om arbejdsretten, men hovedaftalen og den afledte retspraksis har også sine urimeligheder, navnlig når det drejer sig om forholdet til personer, selskaber og foreninger, som ikke er omfattet af samme hovedaftale.

Efter min opfattelse går man nok længere end nødvendigt. Det bør være muligt for en fagforening at skubbe en anden fra truget, så man opnår en naturlig foryngelse. Men det kan gøres relativt nemt, enten ved at begrænse forslaget til kun at dække sympatikonflikter eller ved at tillade konflikt om overenskomstdækning, når foreningen har en vis andel af de ansatte organiseret. Dette er imidlertid tekniske detaljer.

Da Margaret Thatcher i 80-erne tog opgøret med de engelske fagforeninger var hun i øvrigt meget omhyggelig med, at undlade forbud mod bestemte handlinger. Hun stillede bare krav om, at beslutninger om at indlede strejker skulle afgøres af relevante persongrupper (typisk de organiserede i virksomheden) ved hemmelig afstemning og med et passende flertal. Skete det ikke kunne krænkede virksomheder gå løs på fagforbundets formue med erstatningskrav. Det er måske en tanke værd at kopiere denne forsigtige model.

Det afgørende er imidlertid, at borgerlige partier ikke længere kryber i dækning bag floskler om den danske model, men for første gang i mange år viser mod til at tage stilling til arbejdsretlige problemer. Og i øvrigt er det vel også interessant, at man fører krigen ind på fjendens territorium. Så gør det jo ikke så meget, hvis man ikke rammer præcist hver gang.

Jens Fr.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: