Kategori: strafferet – fejloprettet

Måske er jeg bare en lille smule insisterende, men jeg synes altså, det er dybt interessant, hvad man blandt mine bekendte på nettet kan se af gode autoritetstro argumenter for, at videoen fra forleden er helt acceptabel. Og samtidig er jeg egentlig stolt af, at mine unger har drøftet sagen, og faktisk har leveret stillingtagen til en række synspunkter. Vi kan f.eks. starte med:

Proletar-argumentet.

Når man ser videoen, så tager det ikke mange sekunder, førend man ser, at den anholdte klæ’r sig som en proletar, at han taler som en proletar, og at han endda bevæger sig som en proletar. Kort sagt, han er en proletar – og derfor må man nok bruge magt lidt tidligere og lidt mere end ellers.

Men berettiger det ham nu også til en særlig behandling? Er der virkelig nogen som mener, at folk fra Vedbæk, Sønderjylland eller Færøerne også skal behandles ringere eller ligefrem bedre af myndighederne. Er det nødvendigt at uddybe det synspunkt? I så fald bør man se Henry Fords gamle film om “12 vrede mænd”, der essentielt handler om den evigtgyldige sandhed, at man altid lige bør overveje, “om det kunne have været mig”.

Lad mig i øvrigt lige tilføje, at jeg ikke siger, at man ikke skal straffes for at tale grimt til Politiet. Det skal man. Uanset hvem man er, så må man forsøge at tale fint, når man har med myndigheder at gøre. Mit synspunkt går udelukkende på, om straffen skal afsones i et fængsel eller med en gang klø.

Godt politiarbejde?

En af de bedre udtalelser kommer fra bl.a. Politiforbundets formand, der karakteriserer anholdelsen som “godt politiarbejde”. Og han er bestemt ikke alene med det synspunkt.

Der hvor jeg kommer fra, har vi det ellers sådan, at det bedste politiarbejde resulterer i, at den anholdte lammefromt følger med på stationen. Men der er selvsagt en gradsforskel mellem det optimale og det jævnt hen gode, og der er endnu længere ned til det kritisable.

Det kan godt være, at jeg stiller høje krav til Politiet og har lidt flere forventninger til dem end så mange andre – måske fordi de ikke har spillet så stor en rolle i mit beskyttede liv. Men ligefrem at nå til karakteren god, er det ikke lidt for højt?

Og hvis det er godt politiarbejde, så indebærer det også, at sådan gør betjentene altid. Så enten er politiet racistisk, hvad der forhåbentlig ikke er tilfældet, eller også vil jeg godt betakke mig for at blive anholdt.

Vi kender ikke forhistorien.

Det er selvfølgelig interessant, hvad der er gået forud, men hvis nu fyren har begået noget virkelig alvorligt – f.eks. et voldeligt overfald – hvorfor er han så ikke allerede i håndjern? Da videoen starter har vi i hvert fald en situation, der er så rolig, som man nu en gang kan forvente. Man behøver altså ikke ligefrem tage dansetrin hen til politibilen. Hvis situationen har været ophidset, så er den faldet til ro igen.

Og når det er tilfældet, så må tidligere episoder være af helt underordnet betydning. Man kan måske ikke sige, at man skal starte fra nulpunktet igen, men det må være tæt på. Derfor duer argumentet om forhistorien ikke til så farlig meget.

Den nødvendige magt.

Der er ingen tvivl om, at politiet har lov til at bruge den nødvendige magt til at foretage en anholdelse. Dette indlæg skal imidlertid ikke være en gennemgang af den strafferetlige litteratur om anholdelser, men af almindelige facebook-argumenter. Jeg vil derfor nøjes med en rent sproglig bemærkning.

Ordet “nødvendig” indebærer, at man må bruge magt, hvis man ikke kan gennemføre anholdelsen på anden vis. Hvis man derimod med et element af tålmod eller behændig overtalelse kunne have nået samme mål, så er magtanvendelsen unødvendig. En af mine anker mod denne video er, at der er så kontant afregning. Det kan godt være, at den anholdte har været “a pain in the arse”, men jeg kan ikke se, at betjenten (og her tænker jeg primært på den mandlige) i nævneværdigt omfang forsøger andre løsninger.

Når udtrykket “nødvendig magtanvendelse” benyttes som argumentation, så er det altså enten sproglig slaphed eller udtryk for, at man ikke har ret megen fantasi til at finde løsninger.

Hjemme hos os bruger vi også vold.

Et beslægtet argument, som jeg endda har set brugt af flere forskellige, er, at betjenten ikke anvender mere vold, end folk selv gør for at børste tænder på en genstridig 3-årig (den anden gang var barnet 2-årigt). Til det er der kun at sige, at jeg er taknemlig for, at jeg er blevet så stor, at jeg selv børster mine tænder. Og at nogen børn måske bør vælge deres forældre med større omhu.

Aktion og reaktion.

Når man bedømmer en situation, så er det ikke helt uden relevans, hvem der er den aktivt udfarende part, og hvem der er den reagerende. Selvfølgelig kan man sige, at fra det tidspunkt, hvor den ene part først henvender sig til den anden, så er det hele en kæde af reaktioner, men der altså nogle markante brud i handlingsmønsteret, hvor temperaturen lige pludselig stiger temmelig mange grader.

Der kan sagtens have været nogle ophidsede øjeblikke inden videoen starter, men situationen er nede på et overskueligt niveau. Og så er det jo vigtigt, at den ikke eskalerer igen. Det er bl.a. en af de ting, som man helt berettiget må forvente, at betjente er rigtigt gode til.

Men det synes jeg helt ærligt, ikke den stærkeste betjent er her.

Sammenfatning.

Der kan vist ikke være ret megen tvivl om, hvor denne lille families sympatier ligger. Måske er vi lidt verdensfjerne og bryder os bare ikke om at få livets mere brutale realiteter ind i dagligstuen, men der er nu engang langt fra betjente i skræddersyede jakkesæt, der følger ænder over gaden, og til denne episode.

Den er rent ud sagt ikke det heldigste. Hvor på skalaen den nærmere skal placeres; det kræver lidt flere overvejelser. Det behøver ikke være sådan, at betjenten har gjort sig fortjent til at blive stegt på Skt. Hans-bålet, men det er væsentligt, at man hele tiden overvejer, hvordan man kan gøre tingene bedre.

Det er dog ikke lige den indstilling, man mærker ulme i folkedybet, og det kan egentlig godt undre lidt.

Efterskrift

Optakten

Forhistorien var såmænd fredelig nok, nemlig at jeg var ved at forlade rigsarkivet efter et forgæves forsøg på at finde den mormonfilm (det hedder det altså), som ville kunne hjælpe mig videre med en slægtshistorisk knude. Jeg var altså udstyret som midaldrende mand på bytur, d.v.s. gråsprængt skæg, tweed-jakke og nogenlunde nypudsede sko.

Igennem porten ud til Rigsdagsgården ser jeg pludselig en dame komme løbende forfulgt af en anden dame, der langer ud efter hende. Som en pæn borger så jeg råber højt og tydeligt: “Hov. Hov. Kan De så la’ vær'” Det mindede lidt om den der sjove video fra 90’erne med Birthe Rønn Hornbech.

Desværre var forfølgeren civilklædt betjent, men det opdagede jeg først, da jeg var kommet temmelig tæt på dem. Den første dame, der var ældre og åbenlyst lidt til en side, stod da klemt op ad muren, medens den langt kraftigere kvindelige betjent råbte ind i hovedet på hende, at hun skulle forlade stedet. Det var ligesom lidt vanskeligt at adlyde den ordre. Og betjenten fortsatte råberiet, medens folk stod stille og kiggede. Der kom et par uniformerede betjente og et par af Folketingets.

Den ene betjent stillede sig op mellem mig og de 2 damer, så jeg gik pænt hen til ham, fik hans opmærksomhed og meddelte, at den optræden ikke var dansk politi værdig. Måske en lidt højstemt formulering, men sådan blev det nu. Og så blev jeg selvsagt stående og så på. Det reagerede han ikke på. Nogen tid senere slap den tossede dame af sted, og så fik jeg ellers den kvindelige betjents opmærksomhed.

Apoteosen

Lige som jeg var ved at vende rundt og forlade stedet – lidt rystet over optrinnet – blev jeg anråbt, og beordret til at blive der, for “vi skulle vist lige tale sammen”. Det blev nu mere til enetale, og det bedste ved den var, at hver gang betjenten havde talt færdig, og jeg så konstaterede, at jeg ikke var enig, men at vi nok heller ikke ville blive det, og at det derfor ville være fornuftigt at afslutte konversationen, så startede hun sandelig forfra med det samme foredrag om, at jeg var tilbageholdt, og at jeg ikke måtte gribe ind i en politiforretning.

Og det var jo lidt rigtigt, at det havde jeg været lige ved. Men jeg syntes rigtignok ikke forsætskravet var helt opfyldt. På det tidspunkt havde hun vist fået et visitkort, så hun kunne kontrollere mine personalia. Og det blev på den baggrund temmelig klart antydet, at en fortidig universitetsuddannelse i jura ikke kunne have medført indsigter i nutidig ret. Og jeg manglede tydeligvis indsigt i politiets normer for god opførsel.

Det var faktisk lidt pinligt, for vi stod midt på kørebanen, gården gav genlyd af hendes synspunkter og det tog altså temmelig lang tid. Tilskuerantallet voksede støt.

Jeg blev underholdt med, at den tossede dame havde tilhold mod at vise sig i Østre Landsret (og undlod at bemærke, at den ligger i nogen afstand helt nede i Bredgade), at det var for vores egen skyld, at politiet greb ind, for damen kunne jo have haft en bombe i sin taske (jeg undlod igen at gøre opmærksom på, at hun så næppe skulle have haft lov til at gå). Og jeg var rent faktisk rystet nok til ikke at huske at repetere, at betjentens opførsel havde været uværdig for dansk politi.

Det hele foregik i øvrigt på den måde, at betjenten konsekvent trådte helt tæt på mig. Det hedder vist formelt, at hun trådte ind i min intimsfære. Og hver gang det blev for meget, så gik jeg et skridt tilbage. Hun havde også en voldsom trang til at holde på min arm og skulder, men brød sig ikke om, hverken at jeg frabad mig håndspålæggelse, eller at jeg bad hende holde en tilbørlig afstand. Men hvad skulle jeg ellers kalde det?

Ubehageligt var det. Og imedens stod den anden betjent blot og så på. Han kunne vel have lagt sig lidt imellem, opfordret hende til at gå ind til kaffen, medens han tog over – eller hvad ved jeg.

For at gøre en lang historie kort, så slap jeg i sidste ende med skrækken, men da havde politiet på nogle minutter mistet en stor del af min tillid, som ellers er bygget op gennem 2/3 menneskealder. Større er skaden såmænd ikke.

Fundamentalt set vil jeg gerne have stor forståelse for, at politiets arbejde er vanskeligt og belastende, og at der vil ske fejl. Men hvis jeg fremover skal have den forståelse, så kræver det nok, at politiet selv forstår, at når man har så belastende og vanskeligt et arbejde, så vil man begå flere fejl end ønskeligt. Og der er måske visse fejl, som man kunne undgå ved lidt omtanke.

Og nej, jeg har ikke klaget over den pågældende betjent, for det var så klart, at hun bare gjorde som vanligt. Og deri ligger egentlig det generende. Og jeg kan altså stadig ikke helt undgå den tanke, at måske har politiet fået for mange beføjelser.

(PS. Den slægtshistoriske knude fik jeg løst dagen efter, at denne tekst var skrevet. Det var rigtig dejligt.)