Hvad indeholder en “bolignød”?

Hvordan ser en “bolignød” ud?

Det har jeg nu brugt et lille år af mit liv på at afsløre, og igår knækkede jeg den. Hidtil jeg kun set på, hvordan den opstår, hvad den har af konsekvenser, og hvordan andre har beskrevet den.

Men hvad er der inde i skallen? “Nucleos non putamina,” siger egernet på mit gamle kollegiums våbenskjold. Man skal ind til kernen, ikke skallen. Men fremover vil videnskaben påstå, at der slet ingen kerne er inde i bolignødder. Der er tomt! Bolignød er et psykologisk fænomen, der medfører en irrationel adfærd, og som derfor manifesterer sig fysisk.

Det er ubestridt, at der i 1945 var udstrakt bolignød i Danmark. Der var 16.000 under kommunal husvildeforsorg. Og mange, mange flere som søgte efter en bolig. Men hvor mange boliger manglede der så?

De bøger om besættelsen, der skriver noget om sociale forhold, citerer næsten alle en mangeårig kontorchef i Boligministeriet for, at der ved befrielsen var opstået et underskud på 50-60.000 boliger.

Men prøv at kaste et blik på nedenstående tabel, som viser, hvor tæt danskerne boede i forskellige år, nemlig 1935, 1940 og 1945. Øverst i tabellen står de lejligheder, hvor der boede uendeligt få, nemlig de helt tomme. Og så følger nedad lejligheder med 2 værelser pr. person, etc. – helt ned til lejligheder, hvor der bor 3 eller flere i hvert værelse – far, mor og fire børn i en to-værelses. Så tallene skal i enhver henseende helst være høje i de øverste felter og lave i de nederste.

Personer pr. værelse i
boliger i byerne:
  1935   19401945  
Ubeboede 1,53 % 2,28 % 0,21 %
P < 0,5 pr. værelse 5,38 % 5,25 % 5,85 %
0,5 ≤ P < 1 pr. værelse 29,60 % 28,64 % 30,00 %
1 ≤ P < 1,5 pr. værelse 37,39 % 38,62 % 37,89 %
1,5 ≤ P < 2 pr. værelse 13,12 % 13,45 % 13,63 %
2 ≤ P < 2,5 pr. værelse 8,06 % 7,93 % 8,45 %
2,5 ≤ P < 3 pr. værelse 2,49 % 2,07 % 2,15 %  
3 ≤ P pr. værelse 2,44 % 1,76 % 1,82 %

Udviklingen fra 1935-1940 er ret entydig positiv, der bliver en hel del færre i de nederste felter i tabellen, folk klumper sig lidt mere sammen i midterfelterne. 1940-45 er udviklingen mere problematisk. Der bliver flere af dem i de bedste grupper, men der bliver også flere af dem i bunden. Samfundet er med andre ord “ved at blive revet over på midten”.

Men den der overrivning er jo ikke voldsom. Det virker nærmere som om bunden af tabellen tager et skridt baglæns, men faktisk ikke helt tilbage til standarden fra 1935.

Så det har jeg regnet på. Og hvis forudsætningen er den, at danskerne i 1945 skulle bo i de lejligheder, som stod til rådighed i 1945, men skulle bo lige så tæt, som de gjorde i 1935 eller blot 1940, så får man et fascinerende resultat.

I november 1945 boede der i de danske byer 2.212.000 mennesker. Men hvis de havde boet lige så tæt, som i 1935 – og det er altså ikke noget voldsomt tilbageskridt, når man sammenligner med boligsituationen i andre europæiske byer på det tidspunkt – så ville der have været plads til 2.320.000 mennesker i lejlighederne. Der kunne altså opsuges mere end 100.000 mennesker, hvilket er langt, langt mere end antallet af husvilde. Og der ville endda stå 1,53 % af alle boliger tomme! For det gjorde der jo i 1935. Det er lige så meget som 11.500 ledige lejligheder.

Hvis man laver en tilsvarende udregning med tallene for 1940, så mangler der husrum til 10.000, og dertil kommer de husvilde, hvilket giver en samlet manko på 26.000 personer uden tag over hovedet. Men samtidig ville der være 17.100 ledige lejligheder – så mon ikke regnestykket var gået op!

Det er jo temmelig urealistisk, at lave regnestykket med et stort antal ledige lejligheder, så jeg har yderligere simuleret med en situation, hvor folk bor lige så tæt som i hhv. 1935 og 1940, men antallet af ledige lejligheder er det samme som i 1945. I så fald viser det sig, at der kunne have boet hhv. 2.350.000 og 2.247.000 personer i den eksisterende boligmasse.

Hvorfor rykkede danskerne så ikke bare den lille, lille smule sammen, som der skulle til? Svaret er enkelt: Man havde sat prismekanismen ud af kraft. Der var ikke noget incitament til at rykke sammen, for priserne var holdt kunstigt lave.

De menneskelige omkostninger ved at blive tvunget ind under husvildeforsorg var voldsomme for dem, som det gik ud over. Det var ydmygende og socialt udstødende.

For samfundet var omkostningerne til at forsøge at udrydde bolignøden ved at give statsstøtte til nybyggeri astronomiske i flere årtier.

Og alt det for at løse et pseudo-problem. Når man knækker en bolignød, så viser det sig, at der er ingenting indeni.

Historikere burde lære noget om økonomi

En ting er, at historikere gennemgående er økonomiske analfabeter, men derfor behøver de vel ikke fornægte økonomers faglige indsigter.

Gennem det sidste halve år har jeg haft et manuskript om boligmarkedets historie til fagfællebedømmelse hos en flok historikere. Det interessante ved den oplevelse har været, at mens der er temmelig langt mellem historiefaglige indsigelser mod mit arbejde, så fyger det med allehånde absurde, underlødige og selvmodsigende økonomiske udsagn.

Men det skal sammenholdes med, at førend jeg indsendte manuskriptet, så tænkte jeg, at som jurist havde jeg nok brug for et dobbelt-check af mine økonomiske udsagn, så en af mine mange ekstremt kompetente økonom-bekendte blev sat på opgaven at kontrollere mig. Og sidenhen har en række professorer i økonomi læst værket – uden antydning af indsigelser mod de økonomiske betragtninger.

Ved peer-review ved man jo som regel ikke, hvem der bedømmer ens værk, omend det nogle gange giver sig selv. Fordi jeg ikke med sikkerhed kender de pågældende, så er det imidlertid lidt nemmere at generalisere deres mangler som økonomer.

Hvorfor fejler historikere i forståelsen af økonomi?

Hvordan manglerne ved de historiske bedømmelser har ytret sig, skal jeg nok komme ind på i detaljer, men først lige et par tentative overvejelser om årsagen. For umiddelbart virker det som om, der er 2 hovedelementer, som arbejder sammen.

Hovedårsagen til manglende accept af økonomiske argumenter er selvsagt manglende indsigt i faget. Historikerne ved kort sagt for lidt om økonomisk teori og dens videnskabelige fundament. Det parrer de imidlertid med historikerens evige stræben efter at give en afbalanceret fremstilling. At holde balancen er selvsagt vigtigt, men når man er på usikker grund, så fører det ofte til en logisk fejlslutning – argumentum ad temperantiam – hvor man insisterer på, at balancepunktet skal ligge midt mellem vægtstangens ender. Hvis der er en blyklump i den ene ende af vægtstangen, så ligger balancepunktet bare ikke på midten, og så er det en fatal fejl at holde fast i vægtstangens midte. Så styrter man uundgåeligt ned fra linen.

Liberalisme vs. marxisme

Historikere har grundlæggende svært ved at finde balancen mellem liberalisme og marxisme i forhold til økonomi. På et helt overordnet plan, så kan man sige, at liberalisme og marxisme har det tilfælles, at begge politiske retninger ønsker en samfundsudvikling baseret på videnskabelige principper.

Herefter skilles vandene imidlertid. Der er en dæmning af mægtige dimensioner mellem dem.

Først og fremmest er der en afgrundsdyb forskel i det videnskabelige grundlag. Marxismens økonomiske teori er for længst grundigt tilbagevist som en utilstrækkelig forklaringsmodel. Det er somme tider bemærket, at de teoretiske landvindinger, som rykker gulvtæppet væk under marxistisk økonomi, blev udviklet nøjagtig samtidig med, at Marx burede sig inde i studerekammeret for at koncentrere sig om Das Kapital. Han overså en revolution i økonomisk indsigt, den marginalistiske revolution, og følgelig var hans værk forældet allerede ved udgivelsen.

Det samme kan man ikke sige om Smiths erkendelser. Jo, der var fejl, først og fremmest i form af den arbejdsværditeori, som Marx blev den sidste store tilhænger af, men al senere økonomisk teori bygger altså på Smith. Empiriske studier underbygger teserne i Nationernes Velstand. Adam Smiths værker var videnskab – ikke åndemaneri.

Men for historikere er det tilsyneladende vanskeligt at nå til en forståelse af, at der er denne afgrundsdybe kvalitative forskel mellem marxistisk og liberal økonomisk teori. Den manglende forståelse deraf kan muligvis være affødt af, at Marx’ værker udover økonomi også indeholder meget andet, som fortsat har værdi. Det kan være svært at acceptere, at en mand både har skrevet noget begavet og noget skidt. (Man fristes til at sammenligne med teologernes manglende evne til at skelne mellem skidt og kanel fra Grundtvigs hånd.)

Udover en klar kvalitetsforskel i det videnskabelige grundlag, så er der også en yderligere forskel mellem marxister og liberalister. For medens marxisterne mener, at samfundet skal styre mod en bestemt utopisk tilstand, så handler det for liberalismen om processen.

Min arbejdstese er derfor, at medens den liberale ende af vægtstangen indeholder nogle gode, tungtvejende idéer, så er marxisterne i den anden ende fjerlette. Og alligevel forsøger historikerne – ud fra et ønske om at undgå ekstremer – at gribe fat i stangens midte og insistere på, at balancen ligger der. Det skal gå galt!

Tro eller viden

Den mest indsigtsfulde af de historikere, som har læst mine udgydelser, har været en mangeårig lektor i økonomisk histoire ved Københavns Universitet. Han skrev blandt andet følgende “Selv om økonomer tror mere fast end de fleste på teorien om ligevægt på markedet gennem fri konkurrence, …”

Selv om Freud normalt ikke er en central del af mine argumenter, så er det her en fortalelse af seismisk betydning. Newtons love er strengt taget også kun en teori, men man ville aldrig skrive, at man tror på, at æbler falder ned. Det er noget, man ved.

Og det er altså sådan, at Loven om udbud og efterspørgsel er så veldokumenteret, at selv om der findes situationer, der er så spegede, at der opstår markedsfejl, så må der – alt andet lige – være en stærk forhåndsformodning for, at markedet reagerer rationelt. Eller som juristen ville sige det: Bevisbyrden påhviler dem, der bestrider markedets efficiens. Om det er mest retvisende at bruge et noget svagere verbum end at vide om forholdet, kan vi sagtens diskutere, men ligefrem at gå til den ekstreme modsætning at tro er overdrevet.

Og den samme mand skrev endda, at “jeg – efter hans vurdering – havde svært ved at sætte mig ud over det økonomiske standardargument”. Det er for så vidt et fuldstændig korrekt udsagn. Mit manuskript ligefrem klamrede sig til det økonomiske standardargument. Men det var – og er – der en grund til! For jeg har endnu ikke set noget i den historiske situation, som mit manuskript behandler, der begrunder en afvigelse fra det økonomiske standardargument. Jeg er nødt til at gentage, at bevisbyrden ligger hos dem, der argumenterer for, at noget usædvanligt hændte. Standardargumentet er blevet standard, fordi verden plejer at opføre sig sådan! Men som historiker opfatter man åbenbart i udgangspunktet et argument, som bestrider loven om udbud og efterspørgsel, som lige så validt, som det modsatte. Det er altså absurd.

Ockhams ragekniv blev vist aldrig nævnt på jurastudiet, selv om den nok burde have stået centralt i diskussionen om bevisbyrder. Men Ockham er central i lige præcis denne type diskussioner. Blandt flere forklaringsmodeller bør man vælge den enkleste, og når faktum ikke modsiger nogen del af modellen, så bør man stille sig tilfreds med forklaringen.

fortsættelse følger

%d bloggers like this: