Kategori: offentlig forvaltning

Udgivet den

Kommunal områdefornyelse Bispebjerg – en tekstanalyse.

På Københavns Kommunes hjemmeside ligger en meget fin plan for byfornyelse af Bispebjerg. Og fordi den handler om det sted, hvor jeg selv bor, så synes jeg, at den er velegnet til lidt nærmere studium. Den er nemlig en fremragende øvelse i at læse mellem linjerne og fange alt det, som med vilje er udeladt.

En konsekvens deraf er, at en gennemgang kommer til at fylde mange gange mere end den oprindelige tekst. Det bliver en usigeligt detaljetung og omfangsrig kritik. Og dermed bliver den også kedelig. Og det er formentlig en del af forklaringen på, hvorfor planen er udformet, som den er. De embedsfolk, der har udarbejdet planen vil formentlig meget nødig have, at deres overordnede – politikerne – begynder at forstyrre deres cirkler. Ingen politiker har tid og lyst til at nærlæse dokumenter så eftertænksomt, som det er nødvendigt for at forstå retorikken i planen, endsige bryde normerne for god politikeradfærd ved at udstille hulheden i planen.

Lad det være sagt straks, at jeg grundlæggende betragter den slags indsatser som en beskæftigelsesterapi for akademikere med ønske om fastansættelse i den offentlige forvaltning. Og det vil jeg godt argumentere for i det følgende:

På hjemmesiden er der først en overordnet beskrivelse af planen:

”Hvad er en områdefornyelse?

Områdefornyelsen skal understøtte en positiv udvikling i et byområde med komplekse sociale udfordringer, store trafikårer og en del nedslidte boliger. Vi udvikler kvarteret gennem integrerede fysiske, sociale og kulturelle indsatser. Områdefornyelsen er til stede i kvarteret i fem år og skaber udviklingen i kvarteret i tæt samarbejde med dets borgere, brugere og interessenter og med hjælp fra alle kommunens forvaltninger og faglige eksperter. Københavns Borgerrepræsentation har reserveret 78,8 mio. kr. til en 5-årig områdefornyelse på Bispebjerg Bakke (2021-2026).”

Antonymtesten

Det er så banalt, men hver gang man ser en kommunal tekst, så bør man starte med at udrydde alle de meningsløse opstablinger af plusord. Det er sagt mange gange, men hvis det er sådan, at intet tænkende væsen kan være uenig i et udsagn, så er udsagnet overflødigt og som regel også blottet for indhold. I sætningen ”områdefornyelsen skal understøtte en positiv udvikling” er ordet positiv fuldstændig ligegyldigt. End ikke dårekistelemmer eller islamister kunne finde på at sige, at de understøtter en negativ udvikling. Vi kan have forskellig mening om, hvad der er positivt og negativt, men vi går allesammen ind for noget positivt. Tilsvarende gælder de ”integrerede indsatser” og det ”tætte samarbejde” længere nede, ligesom man ej heller bliver voldsomt imponeret af, at kommunen påregner, at ”alle kommunens forvaltninger og faglige eksperter” vil deltage.

Problemerne

I teksten peges der på 3 problemer, som byfornyelsen skal om ikke løse, så dog afhjælpe:

komplekse sociale udfordringer,
store trafikårer og
nedslidte boliger

Og det agter man at gøre på baggrund af en plan, der samlet løber op i 64 sider og koster 78,8 mio. Én holdning hertil kunne være, at hvis det virkelig kan lade sig gøre at løse komplekse sociale udfordringer så enkelt og så billigt, så er man et skarn, hvis man ikke bakker op om projektet. En anden holdning kunne være, at de nok tager munden lidt for fuld, hvis de regner med, at projektet har mere end blot marginal betydning for de komplekse sociale udfordringer.

Er de store trafikårer et problem? Støjen og rystelserne er naturligvis ulemper, men selve trafikken er vel et plus. Det er trods alt et signal om, at man hurtigt og effektivt kan bevæge sig andre steder hen. At man kan komme på arbejde eksempelvis. At gennemføre tiltag, som reducerer trafikken, er ikke nødvendigvis til gavn for et område. Faktisk er det vel efterhånden en alment accepteret sandhed, at ghettoer stort set altid opstår i bebyggelser, der er afskærmet fra gennemgående trafik. Fraværet af trafik har også betydning for butikslivet i området, og dermed hvordan bybilledet bliver.

Og de nedslidte boliger! Det kunne jeg godt lide at få lidt statistik på. Er boligstandarden i området væsensforskellig fra andre dele af København? Og hvorfor er det et kommunalt problem? Bør det ikke snarere være et problem for husejerne?

Så problemformuleringen er i bedste fald løsagtig. Og selv hvis den holder vand, så er der altså stadig et misforhold mellem problemernes omfang og ressourcerne til løsningen.

Logos, patos og ethos

Retorikere opdeler traditionelt argumenter i de 3 kategorier. Logos, altså det rationelle argument om årsag, løsning og virkning, anses normalt for det, som man bør holde sig til i den offentlige debat. Patos, appellen til følelserne, har jeg allerede vist, er en mindre pålidelig type argument. Det er virksomt i nogle situationer, men det er dog et niveau ringere. Den sidste argumentationstype er autoritetsargumentet. ”Jeg udtaler mig sådan, fordi jeg har forstand på emnet.” I virkeligheden er det slet ikke et argument, men et krav om underkastelse. Mod autoritetsargumenter findes intet gyldigt modargument. Det er deres store styrke. Hvis man uimodsagt kan slippe af sted med at fremføre et autoritetsargument, så slutter samtalen. Af samme grund kan man som regel forvente, at ens autoritet bliver udfordret temmelig prompte.

Fraværet af håndgribelige logos-argumenter er slående. Men det kan jo skyldes, at de gemmer sig nede i hovedteksten og blot ikke har fundet vej til den kortfattede beskrivelse.

Patos udgør imidlertid en tydelig andel af teksten. Og det bør man hæfte sig ved.

Og så er der en meget elegant anvendelse af ethos. Embedsmændene i kommunen er naturligvis alt for kvikke til at påberåbe sig selv som autoriteter. Det ville blive udfordret på stedet. Men de gør noget andet. De erklærer, at planen er fostret og skal gennemføres  i samarbejde med kvarterets ”borgere, brugere og interessenter”. Planen er sandelig ikke udtryk for embedsværkets holdninger, men for ”borgernes, brugernes og interessenternes.” Og hvem vil drømme om at gå imod alle de 3 vægtige interessegrupper. Og en mistanke om, at der kun er tale om et udvalg af borgerne, brugerne og interessenterne, er vel helt ubegrundet? Ej heller en forestilling om, at disse borgere, brugere og interessenter har været føjelige som modellérvoks i vurderingen af embedsværkets oplæg, hører nok nogen steder hjemme.

Det lykkes altså at fremsætte et autoritetsargument uden at autoriteten udfordres. Og dermed kan planen ikke modsiges.

Sådan er det bare.

Udgivet den

Privatisér svømmehaller

Der er kun en grund til, at offentligheden reagerer så stærkt på, at en svømmehal har fundet på at indføre særlige badetider for kvinder. Og grunden er, at svømmehallen er kommunal!

Når vort lokale privat drevne tyrkiske bad vistnok kun har åbent for et køn af gangen, så kan ingen se problemet.

At gøre badetiderne for kvinder hhv. mænd til et politisk anliggende er ikke særlig hensigtsmæssigt. Der bliver i hvert fald meget, som politikerne skal tage stilling til. Udover badedage er det spelt-segmentets krav om økologiske madvarer i børnehaver og amning på caféer. Det er krav om handicapadgang til private hjem, uanset om familien nogensinde får brug for det. Og så fremdeles.

Alt sammen er det anliggender, som bedst afgøres i andre fora, nemlig hos ejerne af stedet. Den perfekte løsning er derfor privatisering af svømmehaller og alle de andre steder. Staten skal simpelthen blande sig udenom. Svømmehallens ejer (eller såmænd blot forpagter) skal nok træffe den afgørelse, der giver flest gæster i bassinet. Ellers er han en dårlig forretningsmand.

Og vi andre får fornøjelsen ved at slippe for at skulle beskæftige os med emner, som er lige så spændende som Se og Hør.

Og i modsat fald ender vi som visse stater i USA, hvor man lovgiver om seksuelle mindretals ret – eller er det pligt – til at bruge herre- eller dametoiletter på offentlige steder. Vi får lovgivning om bageres pligt til at bage bryllupskager for bøsser og andet.

Stand-upkomikere får det nemt. Vi andre får det svært.

Bragt som Dagens brev i Berlingske 2. maj 2016.

Udgivet den

Hellere sikkerhed end..?

For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.

Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.

Hvilken vold ser man?

De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.

Hvor er niveauet nu.

På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.

Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.

Men er det nu også rigtigt?

Hvad koster det.

Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.

Hvem er imod?

Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.

Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.

Den skjulte begrundelse.

Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.

Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.

Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.

Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance.  Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.

Men det virker imposant!

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.

Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.

Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.

Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.

Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.

Min mening

For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.

Og så den korte version

I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af  en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!

Udgivet den

Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014

Udgivet den

Helvede er ikke flammer, men vand.

Skybrudskader – årsager og konsekvenser.

Der er intet, som kan ødelægge et hus, som vand. Når brandvæsenet har været på besøg og slukket juletræet, så er det som regel vandskaden, der virkelig koster noget. Og skader fra oversvømmede kældre kan også være en rigtigt dyr affære.

Derfor er det vigtigt at forhindre dem.

Gennem de seneste 5 år har vi haft skybrudskader i København, som aldrig før. Lyngbyvejen og Vesterbro oversvømmes med en sådan regelmæssighed, at det overgår Jens Olsens verdensur på rådhuset. Den slags oversvømmelser forekom ikke tidligere. Jeg kan huske Lyngbyvejen fra den blev til motorvej i midten af 60’erne, og den blev første gang oversvømmet ca. 45 år senere. Og siden er det sket yderligere 2 gange. Det er så populært at skyde skylden på klimaet, men det er næppe hele årsagen.

Der er formentlig flere årsager, noget er sort uheld, andet er klimaet. En tredie – og efter min opfattelse nok den væsentligste årsag – er ændringer i kloaksystemet.

For at kunne få badevand i Svanemøllebugten har man lukket for de overløb, som i gamle dage lod skybrudsvand løbe urenset ud. (Ja, det var ulækkert, men det er det altså også, hvis det løber urenset ned i folks kældre.) Som led i det blev Lersøgrøften, der var Københavns sidste åbne afløbskanal, rørlagt. Og lige siden har der været oversvømmelser af Lyngbyvejen. Jeg er ikke ingeniør nok til at forklare sammenhængen, men er det ikke påfaldende.

Dokumentation ligger såmænd på nettet, selv om man lige skal læse indenad for at se, at man også reducerede kapaciteten resten af vejen til Øresund i Vilhelmdalsløbet. (Og ved en af oversvømmelserne fejlbetjente man vist endda sit nye anlæg, men det taler kommunen ikke så meget om.)

Det er muligt at klimaet også har ændret sig til flere store regnskyl, men det er nok af mindst samme betydning, at tilløbene fra Gentofte og Gladsaxe kommer hurtigere for hver eneste kvadratmeter indkørsel og terasse, der brolægges med rumlede herregårdssten. Og store dele af Gentofte og Gladsaxe afvandes gennem Emdrup Sø. Herfra kommer det ved stor tilstrømning videre ud i Lersøgrøften og Vilhelmdalsløbet og ud i Øresund. (Normalt løber det vand dog gennem Lygteåen og Ladegårdsåen ind i Søerne). Så der har nok i virkeligheden snarere været behov for større kapacitet end for mindre. Det giver i øvrigt den lille forhindring for en udbedring, at man skal blive enig med Gentofte og Gladsaxe om deres bidrag til en løsning.

For at få plads til fotogene badenymfer på Islands Brygge har man foretaget sig samme nummer med overløbene i den indre by og på Vesterbro. Man skal vist lide af kognitiv dissonans for ikke at kunne koble virkning og årsag.

Ejendomme bliver usælgelige

Normalt er man jo forsikringsdækket mod skybrudsskader, så kan husejerne ikke blot nøjes med at vente på ISS Skadeservice? Ikke helt, for der er altså en grænse for, hvor længe forsikringsselskaberne vil – og ligefrem kan – fortsætte med at dække de ramte ejendomme.

Et forsikringsselskab lever af, at vi alle ved, at nogle af os bliver ramt af ubehagelige begivenheder – tyveri, brand etc. – men at vi ikke ved, hvem af os, der rammes. Derfor er vi villige til at betale til en pulje, som vi så kan trække på, når det er vores tur til at være uheldige.

Men når man på forhånd ved, hvem der vil blive ramt, så er man jo idiot (eller socialist – og det er næsten det samme), hvis man vil have den pågældende med i puljen.

Hvis et forsikringsselskab har 1.000 kunder, der betaler præmie, og man på forhånd ved, at 1 kunde skal have udbetalt ca. 1 mio hvert andet år, så skal man opkræve 500 kr. ekstra fra hver eneste kunde for at dække det beløb. Konkurrencefordelen ved at smide den uheldige kunde ud er enorm. Selv hvis man har 10.000 kunder er der tale om et beløb, der gør en forskel. Og det er måske også værd at indregne, hvis man har 100.000 kunder.

Der er faktisk en grund til, at visse grupper, som traditionelt har lav skadesfrekvens, får rabat.

Det siger sig selv, at når man nu ved, at x mm regn udløser skade på y ejendomme i Istedgade, så vil man være nødt til at opsige de kunders forsikring. Og så kan de naturligvis ikke tegne anden forsikring.

Huse, der ikke kan forsikres, kan normalt ikke belånes. Og huse, der ikke kan belånes, kan ikke sælges. Huse der ikke kan sælges, er værdiløse, og beboerne har tabt ikke alene omkostningerne ved fremtidige reparationer, men også deres hidtidige friværdi.

Det er ikke specielt sjovt. Det er faktisk en hård skæbne, bare fordi kommunen satser på fotogene badenymfer i stedet for at opfylde sine mest banale pligter til at kloakere ordentligt.

Og så lige et PS: 

Kloakker skal altid laves efter Bazalgettes model:
– Det her gider vi kun beskæftige os med en gang, så nu beregner vi det maksimale behov – og så dimensionerer vi anlægget til det dobbelte!
(Hans kloakker virker stadig i London.)

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: