Kategori: Rodebunke

Udgivet den

Hvornår får de danske navne?

Min bekendt Joachim B. Olsen har været ude med riven og undret sig over, at indvandreres efterkommere ikke på et eller andet tidspunkt begynder at få danske navne.

Hans undren er fair nok, og hvis jeg kender Joachim ret, så er det også en oprigtig undren. Så lad mig forsøge med et oprigtigt svar.

Og det svar vil handle om, at navne er så central en del af vores identitet, at navngivning sætter sig spor i århundreder. Den mest kendte indvandrerfamilie i kongeriget, nemlig kongefamilien, har med stædighed holdt fast i de samme 2 tyske navne, Christian og Frederik, i mange århundreder.  Den families position har så været så stærk, at den har smittet af på os andre. Da Frederik III dukkede op i kirken den dag, hvor min 6 x tipoldefar Hans’ barn skulle døbes, så blev knægten sjovt nok til en lille Frederik. Og så blev det navn hængende i nogle generationer. (Jeg det nu ikke blot fra den gren af stamtræet.)

For nogle år siden var jeg medlem af en sejlklub. 2 af de andre medlemmer havde efternavne, som gjorde, at jeg vidste, vi havde fælles aner i 1600-tallet. De hed begge Jørgen til fornavn. Min søn hedder Jørgen. Helt tilfældigt var det næppe, for går man tilbage i stamtræet, så optræder Jørgen også som bror til de søstre, der er vores fælles ophav.

Det siger sig selv, at jo mere man gifter sig ind i et nyt samfund, desto mere vil navnetraditioner blive udvandede. Så på den måde er stærk fastholdelse af bestemte fornavne udtryk for, at indvandrere ikke blander sig med ur-befolkningen. Kongefamilien er et prima eksempel.

Men selv i blandede familier vil der være en tendens til, at man bevarer noget af sin oprindelse i navnet. I nutidens Danmark er det sjovt at se, at tendensen ikke så meget er til at genbruge fornavne, men derimod ytrer sig i efternavne.

Når man selv hedder Hansen (Og ja, min far hedder Hans, så den er god nok.), så kan man godt tillade sig at gøre grin med det, som briterne kalder dobbeltløbede efternavne, for ikke at tale om dem af ”Krag-Juel-Vind-Frijs”-typen. Krag-Juel-Vind-Frijs har dog den fordel, at det er 4 enstavelsesnavne med nogenlunde ensartet oprindelse. Det gælder ikke mange af de andre maskingeværsnavne. Jeg ser efterhånden jævnligt nogle med 3×3 – eller endnu flere – stavelser, der skal udtales på hhv. dansk og 2 udenlandske sprog.

Så det er fair nok Joachim undrer sig. Man skal bare altid huske, at når Shakespeare lader Julia spørge: ”What’s in a name?” så er eftersætningen, ”That which we call a rose, by any other name would smell as sweet” – or foul.

Udgivet den

Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis

Folkekirkens ødselhed er simpelthen et resultat af, at måden, man skaffer og fordeler penge på, inviterer til et stadig stigende forbrug. Og public choice-teori illustrerer det levende

Hvis man antager, at det gennemsnitlige folkekirkemedlem synes, at prisen er blevet rigeligt høj, hvordan kan en demokratisk organisation så undlade at reagere på det. Umiddelbart må man antage, at det snarere skulle handle om at få aktiveret medlemmer, så de føler, at de får mere for pengene. Og den slags projekter dukker ofte op i mange varianter.

Trods det klare sollys er der urovækkende skyer i baggrunden

Men det er lige her, at public choice-teori har et andet bud. Ifølge den er forklaringen, at det ikke er det gennemsnitlige medlem, der deltager i menighedsrådene. Det gør de aktive, som vitterlig får udbytte af aktiviteterne. Og det er også kun de aktive, som deltager i valgene. De mange fredsvalg og lave stemmeprocenter dokumenterer det.

Og for så vidt angår hverveprogrammerne, så viser erfaringen, at det primært er de regelmæssige kirkegængere, som benytter alle de tilbud i form af foredrag, studiekredse, koncerter med mere, som er vokset frem. De inaktive når man ikke, og måske navnlig ikke de, som er kritiske overfor pengestrømmen.

Men hvis en ”skattenægterliste” skal slå igennem, så skal den enten kunne trække et stort antal ekstra vælgere til at deltage, eller den skal føre skrækkampagne om udmeldelser overfor de aktive.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Hvis skattenægterne skal have gennemslagskraft i provstiudvalgene, så skal der være skattenægterlister som slår igennem i noget over halvdelene af sognene – eller i hvert fald i et stort antal landsogne.

Det er noget nær en umulighed. Spørgsmålet er, hvor tydeligt skal folkekirkens aktive kunne se afgrunden og hvor hurtigt skal de køre mod den, førend de reagerer.

Udgivet den

Hvad er det, der driver folkekirken ud i meningsløst forbrug

Folkekirken koster 8 mia om året, og beløbet er steget 9 % på 10 år. Hvad der det for mekanismer, som fører til det?

Gennem de sidste årtier har der været øget fokus på styringen af Folkekirken og på dens struktur og økonomi. 2 udvalg har afleveret grundige betænkninger, så alle kender udviklingen, men ingen gør noget ved det.

En grund til det kunne være, at det er de aktive medlemmer, der deltager i menighedsråd og andre besluttende organer, sammen med de ansatte. Og de, som nyder et gode, har som regel svært ved at give det fra sig.

Uanset grunden så er det i hvert fald sjældent, at kirkeskatten sættes ned. Hvis man forsøger at google det, så er antallet af relevante resultater meget beskedent, og der er år mellem, at det hænder. Og det er ikke i de store kommuner, hvor det batter.

Sådan skaffer kirken pengene

Der er 2 kilder til folkekirkens budgetter. Den mindste er statskassen, der betaler 40 % af lønnen til 1892,8 præster, en del af personregistreringen (kirkebøgerne) og forskellige andre småposter. Det bliver til samlet 492 mio. kr. Plus naturligvis et ministerium til 60.

Den anden kilde til penge er kirkeskatten, der opkræves af kommunerne. Den er ens for hele kommunen, men varierer temmelig meget fra kommune til kommune.

Det indkomne beløb deles i 2 portioner, en som indbetales til kirkeministeriet og bruges til betaling af de sidste 60 % af lønnen til præster samt til biskopper og deslige. Den andel er på 0,15 % af skatteydernes indkomst.

Resten af kirkeskatten går til kirkerne i de enkelte kommuner og varierer temmelig meget. Den laveste lokale kirkeskat er 0,26 i Gentofte, den højeste er Læsøs 1,15 og gennemsnittet på 0,72. Generelt kan man sige, at den er højest i kommuner med mange små landsogne, medens den er lavest de store bykommuner.

Det samlede budget for hele folkekirken løber dermed op i lige under 7.970.000.000 kr.

Fordelingen af pengene

Når pengene går i forskellige kasser, så bliver de også fordelt forskelligt. Præsterne betales af ministeriet og fordeles derfor også derfra. Men det er en fordeling som ligger temmelig fast. Nedlæggelse af sogne er besværligt og det samme er præstestillinger.

Det interessante ligger i de lokale penge, som fordeles af provstiudvalg og evt. også et stiftsudvalg afhængig af kommunens størrelse. Provstiudvalgene vælges af medlemmerne af menighedsråd, og da små sogne har forholdsmæssigt større menighedsråd, så har de også nemmere ved at få kandidater valgt.

Og naturligvis har småsogne en interesse i at fastholde et serviceniveau på højde med de stores, og det bliver forholdsmæssigt dyrt. Og lige så naturligt kan landsognene argumentere med, at deres middelalderkirker er dyre, at deres præstegård ikke er billigere end de store sognes, og at de har udgifter til graverne. Givet er det, at der med de nye store kommuner sker en ret stor overførsel fra bysogne til landsogne.

Det er heller ikke landsognene, der først mister medlemmer. Så for dem er prisen ved høje omkostninger ringe.

Provstiudvalgene er naturligvis ordentlige og høflige steder, men det afgørende er, at der ingen fordele er for et menighedsråd, hvis det foreslår en besparelse på dets eget budget. Og at gøre det på de andres er lidt uhøfligt. Og bruger man et år ikke sin bevilling, så risikerer man en mindre næste år.

På samme vis er menighedsråd oftest ordentlige og høflige steder, hvor man gerne vil gøre det godt for de ansatte og den aktive del af menigheden. Folk, man mødes og har det godt med hver eneste uge. Præsterne er endda fødte medlemmer af rådet. Også provstiudvalgene har i øvrigt 2 fødte medlemmer, provsten og en repræsentant for præsterne.

Samlet set er det frygteligt svært at for nogen at sige nej til de andre. Og man mister nok efterhånden proportionssansen, med et lægeligt udtryk bliver en følelser afstumpede. Begrænsningerne på forbruget ligger først og fremmest i frygten for medlemsflugt, og den er endnu ikke blevet overvældende..

Udgivet den

Folkekirken har ingen fremtid uden besparelser

Rigtigt mange passive og nogle håndfulde trofaste aktive medlemmer, sådan er det med den danske Folkekirke. Sådan har det grundlæggende mønster været i mange år uden de store problemer. Og det giver naturligvis nogle udfordringer. Hvordan trækker man flere aktive til? Hvor meget vil de passive betale for de aktive? Hvad mister de passive ved at melde sig ud?

Folkekirken har brug for adskillige krukker guld for at fortsætte

Alligevel stiger folkekirkens udgifter støt og roligt hvert år. I en tid hvor de offentlige udgifter kun må stige med brøkdele af procenter, så stiger folkekirkens mere. Fra 2006 til 2016 med 9 %. Og det er vel at mærke mål i faste priser.

Ud af en befolkning på ca. 5,4 mio er de 4,4 eller 75% medlemmer, men på en tilfældig søndag eller helligdag er det kun 3-4 % af medlemmerne, der dukker op til gudstjeneste. Og juleaften er naturligvis den store vinder i den konkurrence. 2.- pladsen besættes af konfirmationer og dåb.

Men i lige så mange år er medlemstallet kun gået én vej, nedad. Engang var der kun et trossamfund i Danmark, og apostater kunne straffes med døden. Nu er der flere snese at vælge imellem. Samfundet gennemgår også en løbende sekularisering. Der bliver færre troende. Det er ikke blot udmeldelserne, som tæller i det billede, men manglende indmeldelse. Med en dåbsprocent på ca. 60 mod 90 for 30 år siden, altså et fald med 1 procentpoint årlig, så bliver det efterhånden mærkbart.

Uanset om man er en folkekirke, en fodboldklub eller en virksomhed, så er faldende antal kunder og stigende udgifter uholdbart. Og en eller anden dag knækker kurverne. Og så går det galt.

Udgivet den

Goodbye, Aristotle

The US Supreme Court recently accepted a law that defies logic.

We all know that common sense and common law are supposed to be distant relatives. But they are sometimes so distant that a little bit of crossbreeding might just be beneficial for the offspring. That is particularly true when a law is based on a principle that runs counter to the laws of logic as expounded by Aristotle.

Repaying fines etc. after convictions are overturned

A few days ago the US Supreme Court handed down a decision in the case Nelson vs. Colorado. It was a case about the consequences when a criminal conviction is found to be invalid. Must the government in those cases repay any proceeds of the case, i.e. fines, costs, payments towards restitution to victims etc. Under the Exoneration Act of Colorado compensation for time wrongfully served and repayment is only available when there is clear and convincing evidence of innocence.

Is that legal? Or does the statute breach the due process clause of the US constitution?

If the law was a simple dichotomy between criminal and lawful actions then the question would be nice and simple. But lawyers would not be in much demand. And of course it is not so easy, but rather a tortous trichotomy of innocence, damages and punishment. A person may well be in a position where he cannot be punished, but still be liable in torts and consequently should pay restitution to the victim, albeit under another label. Or the person may have been guilty of a lesser crime.

Some of us also fall under the psychological spell that invalidation of the conviction must be enough. It should not necessarily be accompanied by a stroll all the way to the bank laughing. Wrongful convictions do range from intentional perversions of justice to those where the jury misjudged the evidence in good faith, often because the crucial evidence failed to be presented at the original trial.

(This phrase raises a funny question. Juries may not convict unless guilt has been proven beyond any reasonable doubt. But if the conviction eventually turns out to have been wrong, then by definition either the jury cannot have had any doubts at all, which is rather unlikely, or whatever doubts one or more of the jurors may have had, was a reasonable doubt,  in which case they should have returned a verdict of not guilty. And can you be said to be in good faith under those circumstances?)

The court decided overwhelmingly that Colorado set the bar too high as far as the money was concerned and returned the case to the lower courts for reconsidering. And that was all the Supreme Court could do. I too would have concurred in the conclusions though based on the arguments in a dissent by Alito.

So what is it about Aristotle?

The funny thing nobody mentioned was that you cannot prove a negative fact. A law stating that somebody must prove innocence is a fallacy. It simply cannot be done. That is the foundation of the presumption of innocence and the burden of proof. And we have known that since Aristotle told us so.

But nobody suggested that the Colorado statute requiring proof of innocence ran counter to due process for that reason. Indeed the court accepted that this is an acceptable standard for determining whether a person should be entitled to compensation for time served in jail under a wrongful conviction.

No legal system is the envy of the world. All have their weaknesses, often stemming from traditions that no one considers questionable. And that is the fascination of comparative law.

 

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: