Er amerikanske højesteretsdommere mon ærlige?

Der er en gammel amerikansk talemåde: “An honest man is one, who when bought stays bought,” Hvis man har modtaget bestikkelsen, så må man også levere ydelsen, uanset hvad den så er. Med det in mente, så må man spørge om det også gælder folk, der bliver udnævnt til dommere i den amerikanske højesteret.

Gennem årtier har der været en ting – og kun én ting – der har drevet det republikanske partis stillingtagen til dommere. De skulle være entydige, men tavse, tilhængere af at underkende Roe v. Wade, der gjorde kvinders ret til abort indtil udløbet af 26. graviditetsuge, til en forfatningsbeskyttet menneskerettighed. Udviklingen i fostres overlevelsesmuligheder har siden sænket grænsen med ca. 4 uger, men princippet er det samme, nemlig om barnet er levedygtigt.

Det er meget svært ikke at mene noget negativt om Trump, men det ene havde han forstået, at når hans vælgere forlangte, at han skulle udnævne abortmodstandere til dommerbænken, så holdt han det . Efter den målestok var Trump altså en hæderlig mand. Han lod kloge folk sammensætte lister over potentielle dommere med god borgerlig baggrund, flere af dem overbeviste katolikker. Og han trådte ikke et eneste lille skridt ved siden af, men holdt sine løfter. Gorsuch, Kavanaugh og Barrett er enhver abortmodstanders drømmevalg til dommerbænken.

Og nu er sagerne så kommet for retten.

Staten Texas har sat virkeligt eftertryk på med sin lov om forbud mod abort, når fosterets hjertelyd indtræder, altså ca. uge 5 (og det er regnet fra sidste menstruations første dag, så reelt er det kun 3 uger efter undfangelsen). Loven er desuden syltet ind i regler om privatpersoners håndhævelse af regelsættet med det ene formål at omgå domstolenes mulighed for at gribe ind mod den. Og det er faktisk lykkedes at gøre den så krøllet, at det processuelle spørgsmål om retlig interesse indtil nu har været afgørende for domstolene. Men på den lange bane er Texas’ provokation så åbenlys, at domstolene er nødt til at underkende metoden. Men foreløbig har det vist sig vanskeligt. Der er dog grund til at bemærke, at 8 ud af 9 dommere vil gå meget langt for at standse fiks-fakserierne.

Mississipi har valgt en anden vej, nemlig en abortlov som placerer sig tæt op ad normerne i Europa. Abort bliver tilladt i 15 uger, i Danmark er det 12. Så loven er stadig mere liberal end den danske, og den har – ligesom den danske – undtagelser som tillader nogle senere aborter.

Det fristende kunne så være, at man bare sænker barren fra det nuværende niveau – abort indtil fosteret er levedygtigt p.t. 22. uge – til et nyt lavere niveau på 15 uger. Men så vil retterne løbe ind i en kontinuerlig strøm af nye sager om 16 uger, 14 uger og alle mulige andre tidsfrister. Man vil også opleve stater, som vil forsøge at gøre aborter dyre eller bureaukratisk besværlige at komme i nærheden af. Man slipper med andre ord ikke for at tage stilling til spørgsmålet gang på gang, og man har stadig ikke mulighed for at overlade spørgsmålet til en politisk afgørelse fremfor en juridisk. Det kan man kun ved at sige tydeligt, at abort ikke reguleres af forfatningen. Basta.

Jeg har en snigende mistanke om, at dommerne i 1973, hvor Roe v. Wade blev offentliggjort dagen efter Nixons indsættelse i præsidentembedet, gerne ville slippe for alle de håbløse straffesager om fosterfordrivelse. I Danmark var det notorisk kendt, at de sager var meget svære at få skyldig-kendelser i, faktisk så svære at man indførte domsmandssystemet for at undgå frifindende nævningekendelser i lige præcis de sager. Der var i befolkningerne ingen opbakning til hårde straffe til kvinder, som begik fosterfordrivelse. Hvis ikke det er baggrunden, så har jeg meget svært ved at forklare dommen.

Men ligefrem at gøre abort til en ret indtil det tidspunkt, hvor barnet bliver født spjættende med hænder og fødder for kort efter at dø kvælningsdøden, fordi lungerne ikke er tilstrækkeligt udviklede, det var måske at gå i den anden grøft.

Og ved at gøre det til en menneskeret, så fratog man enkeltstaterne mulighederne for at finde en passende mellemproportional. Ved at låse loven fast, låste man også befolkningen fast i en konflikt. Og den eneste vej ud af det morads er at sende hele abortspørgsmålet over i delstaternes parlamenter til afgørelse. Så får man i første omgang ca. 51 forskellige love, men i løbet af en årrække vil feltet snævre ind. Mon ikke man ender på linje med flertallet af europæiske lande.

Alt det her ved dommerne godt. De fleste af dem har haft mange år til at forberede sig på den afgørelse, som de nu skal træffe. Så egentlig kunne de jo gøre det imorgen. Men det kommer nok til at tage et stykke tid. Og ifølge dem, som har overværet domsforhandlingen om Mississipi-sagen, så virkede det ikke som om resultatet var utvivlsomt. Det kan undre, for dommere skulle da gerne være ærlige mennesker.

%d bloggers like this: