Højesteret har for ganske nylig afsagt dom om, hvorvidt en negativ renteswap skal påvirke handelsprisen på en lejlighed – og om prisen skal justeres i løbet af regnskabsåret. Det finder retten at den skal, og dermed føjer man nogle facetter til mine bemærkninger nedenfor. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Rigtigt, forkert eller ligegyldigt?

“Er lån med renteswaps skyld i, at en række andelsboligforeninger styrer mod konkursen?” Det er et interessant spørgsmål. Og hvad der navnlig gør det interessant, er, at i modsætning til mange andre spørgsmål, så er svaret ikke enten “rigtigt”, “forkert” eller “ligegyldigt”, men derimod alle tre muligheder på en gang.

Man kan måske sammenligne det med situationen, hvor skolens største bølle en aften på lejrskolen erklærer, at klassens mindste lille dreng altid tuder uden at have grund til det. Og for at bevise det, kaster han så straks noget tungt efter ham.

Da den lille dreng heldigvis var både klog og forudseende, så flyttede han naturligvis køje, lige så snart læreren havde slukket for lyset. Så han bliver slet ikke ramt. Og dermed bliver det jo umuligt at bevise, om han tuder eller ej. Postulatet om tuderi er blevet ligegyldigt. Hvis han derimod ikke når at flytte sig, så det er selvfølgelig rigtigt, at han tuder, men det er forkert, at han gør det uden årsag.

Sådan er det også med lån med renteswaps og dermed er de langt, langt bedre end deres rygte.

Ligegyldigt eller?
I forhold til en konkurs vil driften af foreningen være afgørende. Hvis den er positiv, så skal foreningen nok overleve. Kritikerne vil imidlertid med overbevisning hævde, at renteswappen nedsætter foreningernes egenkapital. Det er bare ligegyldigt, fordi balancen ingen betydning har for foreningens daglige drift. Uanset hvor positiv egenkapitalen er, så vil økonomien være dårlig, hvis indtægterne er mindre end udgifterne. Og det gælder også, når balancen er negativ.

Men balancen er naturligvis også en del af regnskabet og dermed økonomien i foreningen. Og det er endda den del, der afgør prisen på lejlighederne. Og da boligministeriet har pålagt foreningerne et regnskabsprincip for renteswaps, som er åbenlyst hæmmende for dem, og som nedsætter priserne på andelene, så bliver det til dels “rigtigt”, at swaps er ubehagelige. Men det er altså også “forkert”, fordi ministeriet sagtens kunne lette åget for foreningerne ved at afskaffe det regnskabsprincip.

At påstå ministeriet pålægger andelsboligforeningerne urimelige regnskabsprincipper, er selvsagt en stor mundfuld, så læs det følgende nøje:

Sådan virker swaps.
Et flekslån kombineret med en renteswap er et forsøg på at få fordelene ved et flexlån kombineret med garanti for, at renten i en periode altid vil holde sig under et bestemt loft. Det er slet ikke så tosset. Det eneste problem er, at hvis renten falder og man vil ud af ordningen i utide, så kan det blive dyrt.

Pengeudlåneren tjener nemlig penge på, at renten er faldet, og ved at træde ud for tidligt mister långiver den fortjeneste. Det vil långiver selvsagt have kompensation for.

Omvendt kan man, hvis renten er steget, komme ud af sin swap på gunstige vilkår.

Det beløb som foreningen kan tjene eller miste ved at træde ud af en renteswap, forlanger ministeriet medtaget i regnskabet, og det skal påvirke prisen på andelene. I værste fald kan det resultere i teknisk insolvens. Sagen er imidlertid, at en andelsboligforening næsten altid bare kan vente til swappen udløber, og så udløses der ingen ekstrabetaling. Derfor behøver man ikke tage særlig meget hensyn til den teoretiske byrde ved at træde ud af ordningen. Regnskabsteknisk kan man sige at potentielle eller latente forpligtelser, hvor man fuldstændig selv bestemmer, om de skal udløses, ikke behøver optages til markedsværdi. Hvis 3.-mand bestemmer, om byrden skal udløses, så er situationen selvsagt en anden, og så skal man beregne en markedsværdi. Men det gør 3.-mand lige præcis ikke i disse situationer.

Hvis renten var steget, ville det desuden have været noget betænkeligt at regne værdien af swappen med som et tilgodehavende. Enten bør man stryge gevinsten ved at træde ud af swappen, eller også er den en fugl på taget.

Mange af de nyere andelsboligforeninger er afhængige af indkomster fra salg af lejligheder, som hidtil har været udlejet. Det giver både engangsgevinsten ved salget og en løbende højere indkomst fra boligafgift (som undtagelsesfrit er højere end den hidtidige regulerede husleje). Men som følge af regnskabsprincipperne kan lejlighederne blive så billige, at foreningen ikke får de forventede indtægter. Ja, nogen steder vælger man ligefrem at udleje på ny. Og det svækker foreningens økonomi på en måde som ikke bare er papirpenge. På den måde kan swaps drive foreningen ud i uføre, men det skyldes altså urimelige regler.

De gode græder.
Der er et antal andelsboligforeninger stiftet i de glade år inden krisen, som faktisk var så fornuftige, at de ved at indgå swaps tog højde for, at renten ville kunne stige fra de hidtil laveste niveauer nogensinde! Det gør ganske urimeligt ondt på dem nu. Andelenes værdi er faldet med samme hast som renten og til samme lave niveau. Det kunne ingen forvente, dengang aftalerne blev indgået.

Ved at afskaffe dette – i hvert fald tvivlsomme – regnskabsprincip, så ville man stille andelshaverne langt bedre. Og det kan ministeren gøre i morgen uden indblanding fra nogen som helst! Hvis den dårlige balance er et problem, så gør dog noget ved det.

Hvis man er køber af en andelslejlighed, så er tilstedeværelsen af renteswaps nærmest en fordel, for med de gældende regnskabskrav, så presser prisen de længere ned. Og på et tidspunkt vil byrden forsvinde helt af sig selv.

Så alt andet lige er renteswaps i andelsboligforeninger et problem skabt af bureaukrater – og swaps er i hvert fald ikke udtryk for uansvarlighed, hasardspil og fuld fart mod afgrunden.