Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Folkekirken har ingen fremtid uden besparelser

Rigtigt mange passive og nogle håndfulde trofaste aktive medlemmer, sådan er det med den danske Folkekirke. Sådan har det grundlæggende mønster været i mange år uden de store problemer. Og det giver naturligvis nogle udfordringer. Hvordan trækker man flere aktive til? Hvor meget vil de passive betale for de aktive? Hvad mister de passive ved at melde sig ud?

Folkekirken har brug for adskillige krukker guld for at fortsætte

Alligevel stiger folkekirkens udgifter støt og roligt hvert år. I en tid hvor de offentlige udgifter kun må stige med brøkdele af procenter, så stiger folkekirkens mere. Fra 2006 til 2016 med 9 %. Og det er vel at mærke mål i faste priser.

Ud af en befolkning på ca. 5,4 mio er de 4,4 eller 75% medlemmer, men på en tilfældig søndag eller helligdag er det kun 3-4 % af medlemmerne, der dukker op til gudstjeneste. Og juleaften er naturligvis den store vinder i den konkurrence. 2.- pladsen besættes af konfirmationer og dåb.

Men i lige så mange år er medlemstallet kun gået én vej, nedad. Engang var der kun et trossamfund i Danmark, og apostater kunne straffes med døden. Nu er der flere snese at vælge imellem. Samfundet gennemgår også en løbende sekularisering. Der bliver færre troende. Det er ikke blot udmeldelserne, som tæller i det billede, men manglende indmeldelse. Med en dåbsprocent på ca. 60 mod 90 for 30 år siden, altså et fald med 1 procentpoint årlig, så bliver det efterhånden mærkbart.

Uanset om man er en folkekirke, en fodboldklub eller en virksomhed, så er faldende antal kunder og stigende udgifter uholdbart. Og en eller anden dag knækker kurverne. Og så går det galt.

Udgivet den

Hashhandelens økonomi, hvordan hænger den sammen

Legalisering af økonomiske grunde står stærkt blandt de pragmatiske argumenter. Men det kræver jo en forståelse af, hvordan økonomien er i markedet. Her er et forsøg. Fortæl mig, hvad jeg overser.

Bandekriminalitet er tæt forbundet med handel med hash og hårdere narkotika. Det er en notorisk sandhed, som ingen vil bestride. Og at bandekriminalitet skal bekæmpes ”med alle midler”, er der nok lige så udbredt enighed om.

(Medens jeg skriver disse linjer, kan jeg ikke undlade den tanke, at disse sandheder måske er så alment accepterede, at man lige burde udsætte dem for en anelse kritisk tænkning. Men det er et sidespring.)

Økonomi som bandebekæmpelse
At fjerne det økonomiske grundlag for bandernes virke, er et af de oversete midler, som er til rådighed i kampen mod banderne. Legalisér hashen, gør sorte penge hvide – måske kun off-white – og forbrydere til englebørn.

At økonomiske incitamenter virker, og at hashhandel p.t. er så lukrativ en forretning, at indtjeningen fra den overstiger de handlendes andre erhvervsmuligheder, er 2 nødvendige forudsætninger for den tankegang. Men hashhandel er vel ofte kun en biindtægt og en aktivitet, som man har mulighed for at bruge tid på, fordi man ved siden af har nogle arbejdsfrie indkomster i form af invalidepensioner, kontanthjælp og anden offentlig understøttelse. Da indtægten fra hashhandel er ubeskattet, så har den selvsagt en ret stor betydning for den handlendes forbrugsmuligheder. At et højt skatteniveau tilskynder til sort arbejde er jo notorisk.

Men det betyder samtidig, at timeprisen for arbejdskraft kan være lav. Og da en stor del af arbejdet, f.eks. vagtholdene, er absolut ufaglært, så taler det også for lav timefortjeneste.

Hvor stort er markedet?
Omsætningen på hashmarkedet er ganske enkelt umulig at skønne med nogen som helst form for sikkerhed. Et ofte anvendt tal er 1 mia., men det er rent ud sagt grebet frit ud af luften. Og det siger ikke noget om omkostningerne. Hvad er bruttofortjenesten på varen? Og hvordan ser forretningens udgiftsside ud? Jeg ved det ikke. Og google giver ikke noget let svar. Et moment gør det nok navnlig usikkert, nemlig at den samme vare nok ofte indgår i kædehandel, så den tælles med i mange omsætningsled. Dertil kommer, at naturalieaflønning formentlig er temmelig almindeligt, og det forvirrer også billedet.

Den hidtidige politik har gået ud på at drive omkostningen i vejret på 2 måder: At fjerne tilførslerne til markedet, så vareforbruget bliver en større andel af omsætningen, og at øge personaleudgifterne ved at sætte flest muligt af ekspedienterne, lagerfolkene og vagterne i fængsel. Grossererne, eller bagmændene, som politiet kalder dem, har man ikke haft helt samme held med at forfølge. Somme tider har jeg overvejet om det skyldes, at man ikke har en centraliseret distribution, men derimod mange mindre leverandører som lejlighedsvis leverer til en hel masse detailhandlere, så storgrossister ikke rigtig findes. Det kunne minde om et gammeldags grønttorv

At fjerne forsyningerne til markedet er ikke lykkedes. End ikke politiet tør påstå, at selv omfattende konfiskationer af hash medfører det mindste udsving i detailhandelens priser. Til sammenligning er en enkelt regnvejrsdag eller to nok til at få prisen på jordbær til at gå amok hos den lokale grønsagspusher. Og jordbær med fløde til dessert må ligesom hash være en vare, hvor efterspørgslen er voldsomt stabil.

Regnskabets udgiftsside
At omkostningsniveauet er drevet skyhøjt op, er til gengæld meget muligt. Det får bare ingen betydning for afsætningen, netop fordi efterspørgslen formentlig er temmelig uelastisk. Detailhandlere elsker at benytte den talemåde, at der gælder en 80-20 regel. 80 % af omsætningen ligger på 20 % af kunderne. Tankegangen bag er formentlig rigtig, specielt når man taler om en vare, hvor forbruget for en del kunders vedkommende er udartet til misbrug. Med andre ord er prisen totalt ligegyldig for kunden. Det er kun konkurrencen fra de andre handlende, som sætter niveauet.

I en sådan situation må der være en udtalt tendens til beskeden nettofortjeneste på varen. Omvendt vil der være rigtigt gode forretningsmuligheder, hvis man kan opnå en monopolsituation. Og det ligner en opskrift på vild konkurrence om markedet. Eller på karteldannelse og markedsopdeling.

Den tankegang må føre til, at jo lavere fortjeneste, desto grovere bandevold. Er der mon en forskel på, om man er ny eller etableret aktør i den forbindelse. Er incitamentet afhængigt af om man kan forøge sin fortjeneste med mange procent eller få den reduceret lidt? Det er jeg ikke økonom nok til at sige noget om.

Hvad sker der ved liberalisering?
Hvis omkostningerne i den illegale handel er høje, så er fortjenstmulighederne ved legalisering størst for den aktør, som er bedst til at drive sine omkostninger nedad. Den, som får færrest udgifter til sin personlige milits, får den højeste fortjeneste. Der må være et solidt incitament til at reducere personalet.

Konklusionen må være, at antallet af bandemedlemmer, som kan få et udkomme ved hashhandel reduceres stærkt. Næste problem er, hvilken alternativ beskæftigelse de vil finde.

 

Udgivet den

Den højere takst i boligskat for dyre huse må have konsekvenser for rentefradraget

Hvis det er fornuftigt med en ejendomsværdiskat på 3 procent for dyre huse, så må det skulle have logiske konsekvenser andre steder i skattesystemet

Ejendomsværdiskatten har en siamesisk tvilling

Forhistorien til  ejendomsværdiskatten er, at den er tænkt som et modstykke til rentefradraget. I detaljer er det ret teknisk, men principperne kan vises med følgende eksempel:

Skatteyderen Isaksen har for 5 millioner realkreditobligationer. Dem tjener han renter af, ca. 2 % eller 100.000 som han betaler skat af. For at gøre det enkelt regner vi med en skatteprocent på 33 %, så skatten bliver 33.000.  

Nu sælger han så obligationerne og køber et hus for pengene. Men så får han jo ikke længere nogen renteindtægt, og set fra skattevæsenets side “snyder” han dem altså for de 33.000.

I stedet pålægger man ham en skat på 1 % af værdien af huset. og dermed betaler han 50.000 i skat. Men da værdien af huset er mere end 3 millioner, så lægger man 2 % ekstra ovenpå af de sidste 2 millioner. Det er lige 40.000 ekstra, så skatten i alt bliver 90.000. Så skal Skat i hvert fald ikke være utilfredse.

Hvis Isaksen nu desværre ikke har alle pengene til huset kontant, så ville han komme alvorligt i klemme; han ville sidde “i saksen”, hvis han ikke kunne trække renterne fra.

Derfor får han rentefradrag. Og dermed hænger systemet sammen. Rentefradraget er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling.

Og så ved jeg i øvrigt  godt, at vi har set bort fra, at renteniveauet kan ændre sig, at vurderingen af huset ikke nødvendigvis er den samme som prisen og en hel masse andet. Men princippet skal man alligevel ikke glemme.

Hvad så med ekstraskat på dyrere huse?

Da der altså er 3 gange højere skat på den del af huset, som er mere end 3 mio værd, og vi kender begrundelsen for skatten, så fører det til et helt banalt spørgsmål. “Da Isaksen havde pengene stående i obligationer, fik han så 3 gange så mange renter for de sidste 2 millioner?” Det er naturligvis et retorisk spørgsmål. Men når rentefradrag er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling, så må det i hvert fald føre til denne helt banale konklusion:

Hvis man vil have 3 gange højere skat af dyre huse, så skal beboerne også have 3 gange højere rentefradrag! 

Skattesystemet skal hænge sammen

Noget af det allerbedste ved det danske skattesystem er faktisk, at der er gjort en enorm indsats for at gøre systemet logisk sammenhængende.

Det gør lovgivningen meget enklere, og det er grunden til, at jeg stædigt fastholder, at i forhold til hvor mange penge der skal drives ind, så er det forbløffende korte og enkle skattelove vi har. Hvis man sætter skatten ned kan det selvsagt gøres langt nemmere, men med de skatter vi har, så er lovene bedre, end man kunne forvente.

Indre sammenhæng i systemet er et af de bedste midler til at sørge for, at man får pengene i kassen. Derfor skal vi værne meget intenst om den. Selvfølgelig er der steder, hvor der ikke er den logik. Men det er altså ikke et argument for, at man skal modarbejde logikken andre steder.

Du skal selv gøre noget ved det

En rimelig fordeling af boligskatterne kommer ikke af sig selv. De, der næsten intet betaler, vil jo ikke ligefrem være de varmeste fortalere for, at de skal betale mere, vel? Så det er helt op til dig selv at overbevise tvivlerne.

Udgivet den

Hvad betyder boligskatten i kr. og øre?

“Hysteriske husejere” fristes man ofte til at sige. Men er de det?

Gennem flere år har boligskatter – den kommunale grundskyld/ejendomsskat og den statslige ejendomsværdiskat – fyldt grundigt i medierne. Og er det virkelig rimeligt?

Her er et par eksempler på boligskatter for tilfældige ejendomme. Fysisk ligger de nogle få hundrede meter fra hinanden, men økonomisk er afstanden pr. kvadratmeter en faktor 10.

Kig lige engang på tallene:

Parcelhus i København NV, 136 m2, grund ca. 500 m2 + vej, ejendomsskat 45.000 + ejendomsværdiskat 20.000, altså 5500 kr. pr. måned
Andelslejlighed i København NV 77 m2, ejendomsskat 3500, ingen ejendomsværdiskat, i alt ca. 3500, altså 300 kr. pr. måned

“Skattenedsættelse vil intet betyde, for boligudgiften ændrer sig ikke”

Indvendingen mod at sætte skatten ned er ofte, at hvis man sætter ejendomsskatterne ned, så kapitaliseres beløbet bare over i en højere pris næste gang ejendommen sælges, og så er det bare lig med en engangsgevinst for de nuværende ejere.

Det er ikke forkert, men det glemmer noget. De nuværende ejere høster en engangsgevinst, men det næste sæt ejere får også en gevinst. For selv om deres boligudgift ikke bliver mindre, så bliver en større del af købernes boligudgift til opsparing (afdrag på lån). Det er trods alt sjovere at have friværdi, end det er at have en stak kvitteringer for betalt skat.

Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder
Det er håbløst at argumentere mod det synspunkt. Det eneste, man kan, er at spørge, om vi nu virkelig er sikre på, at de bredeste skuldre bor i parcelhuset. Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan være omvendt, og det er temmelig sandsynligt, at skuldrene i hvert fald er stort set lige brede.

De fleste anskaffer sig hus, fordi de får børn, så der kan sagtens bo et par i lejligheden, som tilfældigvis bare er 9 måneder bagefter i udvikling i forhold til parret i huset. Gør det skuldrene bredere, at man har fået børn? Nogen ville argumentere for, at omkostningen til barnet gør dem smallere.

Eller det kan gå den anden vej. Et par pensionister har solgt deres hus og er flyttet til noget mindre, et andet beholder huset. Er deres skuldre af forskellig bredde? Næppe.

Folk med lige brede skuldre bør betale lige meget i skat
Det er vist ikke noget helt urimeligt argument. Og en faktor 10 i forskel er i hvert fald temmeligt voldsom, så stor forskel er der næppe i skulderbredde. Så måske er husejerne alligevel ikke hysteriske, selv om de bare kræver ind til sig selv.

 

Udgivet den

Goodbye, Aristotle

The US Supreme Court recently accepted a law that defies logic.

We all know that common sense and common law are supposed to be distant relatives. But they are sometimes so distant that a little bit of crossbreeding might just be beneficial for the offspring. That is particularly true when a law is based on a principle that runs counter to the laws of logic as expounded by Aristotle.

Repaying fines etc. after convictions are overturned

A few days ago the US Supreme Court handed down a decision in the case Nelson vs. Colorado. It was a case about the consequences when a criminal conviction is found to be invalid. Must the government in those cases repay any proceeds of the case, i.e. fines, costs, payments towards restitution to victims etc. Under the Exoneration Act of Colorado compensation for time wrongfully served and repayment is only available when there is clear and convincing evidence of innocence.

Is that legal? Or does the statute breach the due process clause of the US constitution?

If the law was a simple dichotomy between criminal and lawful actions then the question would be nice and simple. But lawyers would not be in much demand. And of course it is not so easy, but rather a tortous trichotomy of innocence, damages and punishment. A person may well be in a position where he cannot be punished, but still be liable in torts and consequently should pay restitution to the victim, albeit under another label. Or the person may have been guilty of a lesser crime.

Some of us also fall under the psychological spell that invalidation of the conviction must be enough. It should not necessarily be accompanied by a stroll all the way to the bank laughing. Wrongful convictions do range from intentional perversions of justice to those where the jury misjudged the evidence in good faith, often because the crucial evidence failed to be presented at the original trial.

(This phrase raises a funny question. Juries may not convict unless guilt has been proven beyond any reasonable doubt. But if the conviction eventually turns out to have been wrong, then by definition either the jury cannot have had any doubts at all, which is rather unlikely, or whatever doubts one or more of the jurors may have had, was a reasonable doubt,  in which case they should have returned a verdict of not guilty. And can you be said to be in good faith under those circumstances?)

The court decided overwhelmingly that Colorado set the bar too high as far as the money was concerned and returned the case to the lower courts for reconsidering. And that was all the Supreme Court could do. I too would have concurred in the conclusions though based on the arguments in a dissent by Alito.

So what is it about Aristotle?

The funny thing nobody mentioned was that you cannot prove a negative fact. A law stating that somebody must prove innocence is a fallacy. It simply cannot be done. That is the foundation of the presumption of innocence and the burden of proof. And we have known that since Aristotle told us so.

But nobody suggested that the Colorado statute requiring proof of innocence ran counter to due process for that reason. Indeed the court accepted that this is an acceptable standard for determining whether a person should be entitled to compensation for time served in jail under a wrongful conviction.

No legal system is the envy of the world. All have their weaknesses, often stemming from traditions that no one considers questionable. And that is the fascination of comparative law.

 

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: