Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Frivilig sex – uvillig far

Den seneste tids debat om mænds eventuelle ret til en “juridisk abort” har handlet om situationer, hvor kvinden har snydt en mand til at blive far. Hun har dyrket ubeskyttet sex og måske ligefrem bildt ham ind, at han ikke burde tage sig i agt. Og så kører forargelsen.

Nu skal jeg jo ikke påstå, at det aldrig nogensinde er sket, at en mand har stukket sig på den berømte nål, medens han lå og rullede i høstakken med en kvinde. Men sandsynligheden er begrænset. Og sandsynligheden for at det vil gentage sig, er endnu mindre. Så det skal ikke bruges som begrundelse for vidtgående lovændringer med forbud mod nåle. Og selv om chancen for uønskede børn nok er en del større, så skal man nok også der tænke sig om, førend man ændrer love. Et tv-program med gadeinterviews af vox populi og uendelig gentagelse af de samme klip er næppe det rette grundlag.

Hvis det bærende synspunkt er: “Kvinden har et valg, det skal manden også have!” så bliver det hele en smule for enkelt. Faktisk så enkelt, at seriens oplæg slet ikke svarer til udtalelserne fra de deltagende mænd. Og det er egentlig det mest overraskende ved det.

Ønskebørnene

For de fleste af os er idealet om et barns fødsel og opvækst, at det sker i den klassiske kernefamilie, hvor moderen og faderen deles om glæder og sorger.

Det rejser så spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig, når idyllen ikke er til stede. I dette tilfælde tilsyneladende om den ene part skal kunne fralægge sig ethvert ansvar i forventning om, at den anden så løfter det.

Det er i denne sammenhæng interessant at se, at staten, der jo som udgangspunkt har en klar interesse i at understøtte kernefamilien, desuagtet oftest lyder alle mulige minoriteters mindste vink. Navnlig når de kan dække sig ind under smarte betegnelser, regnbuefamilier og lign. Jeg er barsk nok til at mene, at vi om 30-40 år vil opleve samme utak, som vi hører fra de børn, der blev ofre for 60’ernes frie kærlighed. Men lovgivningen er public choice-teori i fuld udfoldelse. Og det vil juridisk abort også være, hvis det gennemføres.

I øvrigt tror jeg, at man skal være rigtigt forsigtig med at diskutere den slags emner ud fra “barnets tarv”, dette herlige forældede udtryk. Historisk set, så har barnets tarv betydet alt muligt mærkeligt afhængigt af tidens sæder. Og man kan sagtens konstruere tilfælde, hvor såvel den ene som den anden løsning kan siges at være den bedste. Det er lidt, som om den ene part skyder barnet foran sig som et gidsel. Og det er vel ikke barnets tarv, men bare tarveligt.

De snydte fædre

Det vigtigste i seriens oplæg er, at de deltagende mænd er blevet ufrivillige fædre, fordi de er blevet røvrendt af moderen. Og konflikt med moderen er der i alle tilfældene.

Men det er jo ikke, fordi moderen er blevet gravid, at der er konflikt. Det er for dem alle 3 det forhold, at de ikke får lov til at deltage i opvæksten i samme omfang, som de godt kunne ønske sig, der er udgør konflikten.

Og så må man jo spørge sig selv, om en “juridisk abort” ville løse disse fædres problem? De vil jo ikke befries for barnet, men have mere barn.

Og så er der lige et af de allervigtigste principper i juristernes værktøjskasse, en del af det man for spøg kalder “rimelighedsloven”, som skal i anvendelse. Og det er forbuddet mod at sidde i baghånd. Man skal ikke efterfølgende kunne ændre på sin retsposition ved at omgøre tidligere udmeldinger. Det er sjældent sagt så stærkt i lærebøgerne, men det er rigtigt.

Dertil kommer, at hvis man giver fædrene en mulighed for juridisk abort på et tidspunkt, hvor de endnu ikke har vænnet sig til, at de skal være fædre, så vil det være meget nemt for dem at overtale sig selv til at sige pænt “Nej, tak”. Og mon ikke en del vil fortryde.

Laver kvinder børn på mænd?

Dette er som allerede skrevet det bærende element i serien, men det lyder da ikke helt logisk.

Hendes markedsværdi som seksualobjekt falder givetvis betragteligt, hvis hun slæber rundt på et barn fra et tidligere forhold. Så hvis hun på trods deraf er så vildt forhippet på at videreføre generne fra en mand, der højlydt erklærer, at han ikke interesserer sig for hende eller sit eget afkom, at hun ikke ønsker en abort, så må hun være ganske ualmindelig overbevist om, at han har nogle attraktive gener. Tænk på, at hun hver eneste dag resten af livet skal elske noget, som består halvt af ham – og ikke nødvendigvis kun den charmerende halvdel.

Hvis nogen kvinde ville smiske sådan for mig, så ville jeg være villig til at betale ganske mange børnepenge for det. Men at antage kvinder med vilje gør det med en helt tilfældig mand, det lyder altså tosset.

Hvis der endelig skal være noget om det, så kan det måske ske i situationer denne:

  • Mand på vej ud af forhold. 
  • Kvinde vil holde på ham. 
  • Kvinde vil vise hans afgørende betydning for hende. 
  • Kvinde sørger for at blive gravid med hans barn

I min egen omgangskreds har jeg somme tider set en lidt sjov variant, nemlig at når et par med hhv. dine og mine børn etablerer sig, så går der ganske usigeligt kort tid, førend hun er gravid med det, som jeg plejer at kalde et bekræftelsesbarn. Det samme sker i øvrigt, hvis et separeret par flytter sammen igen. I de situationer er manden dog evigt lykkelig og med på idéen.

Ved de tilfældige møder, så handler det vel oftest om, at graviditeten også er overraskende for hende. Og når hun så alligevel vil have barnet, kunne vel det være, fordi hendes hormoner tager over og dikterer, at selv om barnet måske ikke lige var ønsket, så er aborten værre. Det er vel ikke så svært at forstå. Da mine tvillinger var ventede, blev min sindstilstand faktisk sådan, at jeg ikke så mig i stand til at knibe overflødige blomster af en tomatplante. Det var bare for abortagtigt! Hvordan er det mon så ikke lige at være moderen.

Og hvis man ser det som et spørgsmål om at fralægge sig ansvar, så er det i hvert fald sådan, at kvinden jo netop ikke undgår et ansvar ved at få barnet. Hun skal faktisk leve med barnet resten af sit liv.

Økonomi

For danske mødre har det idag ingen betydning, om hun opgiver navnet på faderen. Reglerne er ganske vist sådan, at faderen skal betale bidrag til barnet, men hvis der ingen far er, så betaler staten på den ukendte fars vegne.

Beløbet er i øvrigt ikke voldsomt højt – vist heller ikke sammenlignet med andre lande, og det er voldsomt skattebegunstiget, fordi faderen har fradragsret, medens det ikke udløser skat hos barnet, der regnes for modtageren. Der er faktisk skilsmisseforældre, som med omhu udnytter reglerne til at skattemaksimere.

I 2016 taler vi om 15.684 kroner, der dog på grund af skattefradraget kun svarer til ca. 11.000 netto. Hvis man tjener mere end 480.000, og ikke har pådraget sig andre forsørgerforpligtelser, så kan man komme til at betale dobbelt, men det er altså ikke så relevant for den største del af landets befolkning.

Nix pille – er den bedste pille
Sådan lød et slogan fra Kristeligt Folkeparti i 1970’erne, da man ville frigive p-pillen til brug i Danmark. Og det er lidt det samme, der ligger bag, når nogle mener, at hvis man vil dyrke sex, så må man også være villig til at tage konsekvenserne.

Personligt er jeg så pervers, at jeg faktisk synes, det fremmer sexlysten, når man har den lille joker med i spillet. Mine hormoner fortæller mig jo, at jeg skal reproducere mig selv, og så er prævention altså en form for snyd mod mine instinkter. At være ligeglad med prævention er jo også at sende et signal om, hvor fascineret man er af sin partner. Intet er da stærkere end at ville dele gener med nogen. Og det er jo det, et barn er, en genetisk fusion. Men det er måske bare mig, der er afsporet. Og det betyder i hvert fald, at jeg altid har accepteret risikoen.

Kan risikoen afdækkes.
Hvis der findes unge mænd, som føler sig så attraktive, at de forventer, at svigagtige kvindfolk vil bruge dem som ufrivillig gén-bank, så burde de vel bare gå sammen om at danne en forening til gensidig afdækning af den økonomiske risikoen. Alternativt må de da kunne tegne en forsikring mod det hos Lloyds. Det er nok forbløffende billigt.

Jeg fik faktisk forleden gåturen med hunden gjort lidt interessant ved at gennemtænke de mulige vedtægter for “Alimentantforeningen Guldhornet”.

Konklusion
Anne Sophie Hermansen er dumpet. Hun elsker de lette synspunkter, men længere når hun ikke. Hun er ikke et eksempel på en Flittig-Lise, der i kraft af en arbejdsindsats når ud i hjørnerne af stoffet. Hun giver mere mindelser om den traditionelle blondine. Det hele blev lidt langtrukkent, og så så hun alligevel aldrig paradokserne i synspunktet.

Og derved fik hun mig heller ikke overbevist om, at vejen til at give fædre til børn født udenfor parforhold mere indflydelse er at give dem ret til at stille sig over i hjørnet og sige: “Hvis jeg ikke må bestemme, så vil jeg slet ikke være med!”

Udgivet den

Juridisk abort – et historisk overblik

Juridisk abort er et fremragende slagord. Uden det havde vi næppe fået en debat om emnet. Men nye er tankerne bag bestemt ikke. Det får man dog ikke indtryk af, når man ser debatten, så lad os lige tage et hurtigt resumé.

Fra tidernes morgen har forholdet mellem en far og hans uægteskabelige barn primært drejet sig om 4 forhold

  1. navn
  2. arveret
  3. bidrag til underhold
  4. samkvem, altså deltagelse i opdragelsen 

Navnet er sjovt, for der findes vist ikke ret mange kulturer, hvor et barn ikke knyttes til sin far ved navn. Almindeligt er patronymet, altså faderens navn med tilføjelsen -søn (idag -sen) eller -datter. I Danmark har det også været en fast regel, og den eneste almindeligt kendte undtagelse i ældre tid er kong Svend Estridsen.

Traditionen har set fra moderens synspunkt den fordel, at faderen har meget svært ved at undgå et ansvar for barnets forhold.

Det er først efter indførelsen af faste slægtsnavne (forordning af 4. marts 1857 om forandring af dåbsforordningen), at det vinder frem, at barnet ved fødselen får moderens slægtsnavn, og jeg kender senere eksempler på patronym. Men fra 1904-loven om navne bliver det fast regel, at børn udenfor ægteskab får moderens navn og først fra børnelovene af 7. maj 1937 får det igen mulighed for at vælge faderens.

Der var også mulighed for, at børn kunne få samme efternavn som moderen fik, hvis hun senere indgik ægteskab. På den måde undgik man, at barnet blev udstillet som uægteskabeligt i forhold til omverdenen.

En ubetinget arveret efter faderen får børn udenfor ægteskab først i 1937. Indtil da kunne faderen frivilligt tillægge dem en halv arveret i forhold til børn i hans ægteskab (Danske Lov 1683  art. 5-2-70). Han kunne også gifte sig med moderen, og så bliver barnet jo ægteskabeligt. Horebørn – altså en gift persons barn med andre end ægtefællen, kunne aldrig få arveret efter den gifte forælder.

Bidrag til underhold af såvel barnet som moderen i barselsperioden indføres med forordning af 14. oktober 1763, men kun til det 10. år, og faderen kunne indtil 1919 sværge sig fri af forpligtelsen (ophævet ved lov af 11. april 1916 om rettens pleje).

Samkvem med barnet har faderen ikke haft mulighed for at kræve førend lov af 4. juni 1969, og da var det endda en betingelse, at det fandtes foreneligt med barnets tarv. Det var navnlig i tilfælde, hvor faderen havde haft samkvem med barnet på frivillig basis, men hvor moderen ikke længere ville tillade det, at man gav faderen ret til samkvem.

Mulighed for fælles forældremyndighed for uægteskabelige børn kom først i lov nr. 387 af 14. juni 1995. Og automatisk bliver den kun, hvis forældrene har levet sammen i løbet af de sidste 10 måneder førend fødslen (d.v.s. avlingsperioden og graviditeten).

Indførelsen af samkvemsretten blev betragtet som en voldsom sejr for mandens rettigheder, da den blev indført for mindre end en menneskealder siden, og det er derfor lidt sjovt, at andre grupper mænd nu kræver mulighed for at frasige sig såvel retten til barnet som pligterne.

Historisk har moderen haft alle muligheder for at udelukke faderen fra barnet. Som den helt drastiske løsning har hun kunnet bortadoptere det, men den mulighed opstår gradvis i løbet af 1800-tallet og indtil 1956 betød det blot, at barnet fik 2 familier.

En mere effektiv variant var at hun fra 1750 (reskript af 13. marts) kunne vælge at føde i et accouchementshus (primært fødselsstiftelsen i København), hvor fødslen var gratis og hvor hun ikke skulle opgive sit navn. Reglerne var i kraft helt op til børnelovene af 1937, og det er stadig sådan, at man kan møde dåbsattester fra Rigshospitalet, hvor forældrenes navn er angivet med et nummer. Og kun barnet selv kan få udleveret sin mors navn. Alle andre må vente, til der er gået 100 år fra fødslen. Efter fødslen kunne barnet blive sat i pleje, så hemmeligheden var total.

I vore dage accepterer domstolene blanco, at en kvinde under en faderskabssag nægter at oplyse mulige fædre, uanset hun har vidnepligt og derfor kan spærres inde indtil hun taler (dog højst 6 måneder, men det er nu også længe). I andre tilfælde opgiver de “en mand, som de mødte på … “, og så er man lige langt. Faderen kan dog anlægge en faderskabssag, når andre mænd ikke har påtaget sig faderskabet, men der gælder nogle skrappe fristregler.

Afslutningsvis vil jeg godt nævne, at den evige – næsten floskuløse – gentagelse af, at man må se på barnets tarv, har været bærende for langt det meste af lovgivningen i hvert fald de seneste hundrede år. Allerede brugen af ordet “tarv” viser det, for udenfor juristsprog har ordet næsten ikke været brugt siden 1800-tallet. Vores opfattelse af hvad barnet har godt af, er bare ændret med tiden, og vil nok blive ved med at ændre sig.

Så det bliver spændende at se, hvad diskussionen om juridisk abort fører til.

Min egen holdning – efter at have set alle 3 afsnit af serien – findes her.

Udgivet den

Pengene fosser ud af statskassen … også til Peter Loft.

Det bliver en dyr historie for skatteyderne, at Thor Møger ville af med sin departementschef, Peter Loft. Faktisk så dyrt, at man andre steder nok ville have fået en påtegning fra revisionen.

Om Loft var en dygtig chef, der efterlod et ministerium i god orden, kan jeg ikke sige. Det er jo i hvert fald sikkert, at den ledelse, der kom i hans sted, ikke har formået at undgå fejl i massivt omfang. Men det er en anden historie.

At Kinnock-sagen var anledningen til at Loft røg, ved vi jo alle. Men det var ikke den begrundelse man brugte for at sende ham hjem. I den forbindelse sagde man, at der var behov for fornyelse. Og hvis det virkelig havde været den sande begrundelse, så ville det også have været fair nok.

Traditionen er, at en minister altid og uden forklaring kan afskedige en tjenestemand, såfremt han ikke længere har tillid til ham – en diskretionær afskedigelse. Der skal ingen begrundelse gives. Det koster bare noget. Tjenestemanden skal have en livslang pension, som beregnes ud fra antallet af ansættelsesår. Og han bevarer pensionen uanset om han får ny stilling, så længe han bare holder sig fra staten som arbejdsgiver.

Noget andet er det, hvis man nedlægger hans job. Hele fundamentet med tjenestemænd er, at der er tale om stillinger af så central betydning for staten, at de principielt set aldrig skal nedlægges. Hvis man så gør det, så har staten en pligt til at finde medarbejderen et nyt tilsvarende job. I mellemtiden sendes medarbejderen hjem med “rådighedsløn”, det der i gamle dage hed ventepenge. Rådighedsløn er fuld løn i en periode på 3 år, og dernæst overgår man til pensionering, ligesom ved en diskretionær afskedigelse.

I hvert fald når der ikke er tale om topchefer, så fører disse – tilsyneladende udmærkede – regler til, at man lægger et voldsomt pres på den ansatte i det syndige håb, at han selv siger op. Eller at han begår en dummert, så han kan opsiges af andre grunde, uduelighed, samarbejdsvanskeligheder eller lign. For så forfalder pensionen først, når han bliver gammel, og dermed sparer man beløbet i de mellemliggende år.

I forhold til de regler er Lofts afskedigelse absurd – set med skatteyderøjne.

Man postulerer, at hans stilling nedlægges, så han skal have løn i 3 år til. Det kan lade sig gøre, fordi man skaffede plads til hans afløser, ved at oprette en ekstra stilling, så ministeriet havde 2 departementschefer. I fiktionens verden er afløseren altså slet ikke en efterfølger, men en kær kollega.

Set med bogholderøjne, så havde det eneste rigtige været at afskedige ham straks. I så fald havde han fået pension under hele sagen og det ville han selvsagt også skulle have fremover. Men forskellen på løn og pension i alle årene havde man da sparet. Og man ville ikke skulle tælle løn i en ekstra rådighedsperiode med, når man skulle beregne hans anciennitet og pension.

Den tur Loft har været igennem med mange års usikkerhed, med en de facto bortvisning fra alle hans kontakter gennem et langt arbejdsliv og uden mulighed for at komme igang med noget nyt så længe undersøgelseskommissionen arbejdede (Gid fanden havde den slags omsvøbsdepartementer!) er på mange måder en urimelig belastning af et menneske. Navnlig har det været slemt, fordi man hele tiden har opretholdt en fiktion om, at hvis kommissionen frifandt Loft, så var han stadig departementschef.

Ved at opretholde den fiktion har man fuldstændig spærret mandens muligheder for at komme i gang med noget nyt. Og den samme løgn skal altså nu koste nogle millioner i ekstra omkostninger. Det er ikke tilfredsstillende.

Udgivet den

Lemfældige straffelove

Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre Jacob Mchangama tale om udviklingen i retssikkerhed.

Og i den anledning kan jeg ikke undlade at køre frem med en gammel kæphest, nemlig at når man har for mange og for fjollede straffelove, så bliver det temmelig lemfældigt, hvem der bliver straffet for overtrædelserne.

Princippet må være, at når man straffer mord, så vil vi have alle mordere tiltalt og buret inde, ikke kun de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, men også alle de andre.
Tilsvarende må gælde for alle andre forbrydelser.
Men vi kender jo allesammen til, at der sker en ulovlighed, og det får lov at passere. Først og fremmest fordi vi som almindelige borgere ikke ser det som vores opgave at lege politi. Men politiet gør det jo også. De standser os og minder os om, at vi hellere må lade være med at cykle over for rødt næste gang.
Men principielt set bør man vel ikke have en straffehjemmel, med mindre forholdet er så groft, at enhver bonus pater familias ville føle sig foranlediget til at gribe ind. Og det niveau ligger nok ret højt i forhold til dagens standard for pjattede forbud mod at undlade nummerstempling af cykelstel etc.
Hvis når man først accepterer, at nogle forbrydelser kan gå ustraffede, selv når de er opdagede, så åbner man for den rene vilkårlighed. Så bliver det de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, som straffes. Og somme tider bliver det også bare en bedsteborger, som bare ved denne lejlighed er kommet lidt skævt ind på en betjent, der rammes. 
Det er ikke betryggende, hverken for de rødhårede eller bedsteborgerne.
Udgivet den

Konservativ boligskat – at forandre for at bevare.

Nu har jeg fået læst på det konservative forslag om ejendomsbeskatning.

Det er lykkedes dem at finde 2 plausible principper, som er gode slogans for omlægningen.
– man skal beskattes efter betalingsevne
– skatten bør ikke tilskynde til gældsætning

Virkningen på boligmarkedet

Forslaget forholder sig ikke ret meget til relationen mellem forskellige boligformer udover at det er provenuneutralt i forhold til ejerboliger. Det letter altså ikke byrden på boligejerne, men udskyder bare beskatningen. Det betyder dog også, at ændringerne i boligpriserne vil være beskedne.Når forslaget vurderes at koste 9 mia. årligt, så er det, fordi man vil give en lettelse til lejere! Og det er jo en konservativ mærkesag, ikk’? Eller er det bare en af de efterhånden typiske konservative tabersager?

Hvor stor er profitten?

Der er alvorlige problemer med beregningen af gevinstens størrelse.Vil de sondre mellem forbedring og vedligehold? Det kan blive kritisk. Alt skille de 2 typer udgift ad er et mareridt. Er nye vinduer forbedring eller vedligehold. Eller skal man splitte udgiften i 2, sådan som man gør i lejeloven og i den gældende ejendomsavanceskattelov samt noget lignende i afskrivningsloven. Hvis begge dele regnes med til anskaffelsessummen, så bliver fortjenesten tilsvarende mindre. Det kan blive til store beløb. Og dermed til store skatteforskelle – både for ejerne og for statskassen.Indekseres tillæggene med inflationen, sådan som man gør med købesummen? Det vil kunne give en væsentlig forskel på skatten. Det vises bedst med et eksempel:

Hvis vi sammenligner et hus købt for 1 mio og straks sat istand for 1 mio med et tilsvarende hus købt for 2 mio, hvor sælgeren altså har foretaget istandsættelsen. Efter nogle år sælges huset for 4 mio. Hvis forbrugerpriserne, som købesummerne reguleres efter i mellemtiden er steget med 50 %, så vil den indekserede købesum jo være hhv. 1,5 mio og 3 mio. Så det ene sæt købere vil blive beskattet af 2,5 mio og det andet af 1 mio. Det giver en forskel på 750.000 i skat. Så det er der penge i. Medmindre man altså indekserer forbedringer.

Indgangsværdierne?

I forbindelse med en evt. ikrafttræden skal der fastlægges indgangsværdier, for man vil selvsagt ikke beskatte fortjeneste optjent inden.

Hvis forslaget gennemføres, så vil det være en fordel med en høj indgangsværdi. Derfor vil alle ægtefæller umiddelbart inden loven træder i kraft sørge for at huset skifter ejer til den anden til en høj pris. Her er der mange penge at tjene, så til dem, der har, skal meget gives.

Hvornår skal der betales?

Ved at udskyde beskatning til ejendommene sælges vil de opbygge et skattegrundlag over mange år, og det er jo en konservativ dyd at “lægge skatter i sparebøssen”. Men hvornår kommer pengene så. Beskatningen skal ske “ved nedgang i boligforbrug”. Men hvad er det?

Igen er et eksempel godt. Et par har lejelejlighed og sommerhus, og skifter lejligheden ud med en villa. Først derefter sælger de sommerhuset. Er sommerhussalget nedgang i boligforbrug? Skal det beskattes?

Er det nedgang i boligforbrug, hvis man udlejer sin bolig i mere end 12 måneder? Ellers kan man jo, når man “forlader boligmarkedet” blot udleje sin bolig og udskyde beskatningstidspunktet.

Og så er der klassikeren med dem, der efter skilsmisse flytter i lejebolig i nogle år. De vil blive ramt og slået tilbage til start.

Der kan måske også være nogle fordele ved at lægge ejendommen i et selskab og så bo til leje. Selskaber beskattes jo p.t. lavere af gevinsten. Det skal jeg dog overveje lidt mere.

Rentefradraget

Det er rentefradraget på alle lån, som de konservative vil afskaffe – altså også når der stilles pant i biler eller blanco-lån. Så det rammer også andre end boligejere. Og det rammer allehånde investeringer i virksomheder, hvor iværksættere ofte må belåne hus og hjem for at skaffe kapital.

Og det giver en voldsom forskel mellem skatten på renteindtægter og på udgifter. Det må og skal justeres. Ellers får vi nogle sjove former for partielle forældrekøb og islamiske lån. (De betaler jo ikke rente, men forskellige former for hokus-pokus.)

Iøvrigt er der jo en sammenhæng mellem rentefradrag og ejendomsværdiskat. Thi begrundelsen for skatten er, at hvis man har en formue i banken, kommer man til at betale skat af renterne. Når man i stedet anbringer den i et hus, så “snyder” man staten for den skat, og det får man altså bare ikke lov til. Rimeligheden i det kan diskuteres.

Konklusion

Det er faktisk godt fundet på, for ved første gennemlæsning så det rigtig fint og sammenhængende ud, og de konservative argumenterer langt bedre for deres synspunkter, end vi er vant til.

Men de løser ikke de grundlæggende problemer ved ejendomsavanceskat, som har ført til, at selv om vi i princippet allerede har den type skat, så har vi i mange år haft en undtagelse for næsten alle avancer, fordi ejerboliger har været undtagede.

På nogle punkter gavner forslaget faktisk de forkerte, nemlig lejerne.

Selv for kernevælgerne er der kun tale om at bevare for at forandre. Det er ikke godt nok.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: