Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Enhanced Interrogation Techniques a.k.a. Excruciating and Intense Torture

The torture chamber of Regensburg, now disused.

Those CIA detainees who were subject to Excruciating and Intense Torture (EIT) may have felt like being in a snakepit. But that is nothing compared to the number of snakes let loose with the publication of the report on EIT.

There are so many questions to be answered and to many of those questions the answer of an American may be entirely different to that of a stranger. Allow me to be that foreigner.

The first question to be raised will be, whether we have been told the truth. I believe that in the US that part of the debate will not be very prominent and mostly concerned with whether the report has exaggerated.

That will certainly not be the case outside the US. A lot of people will say that since this information had to be dragged out of the dark and that we have only seen an incomplete edition of the conclusions of the report then certainly there must be a lot more left untold. Some might even say that if EIT does work then surely we will only see the full truth when those responsible have be subjected to a dose of their own medicine.

Secondly the US debate will be about shifting the blame from shoulder to shoulder. The senate obviously stresses that it knew nothing and the CIA will insist that it told everything and only acted om superior orders. Foreigners won’t give a damm about that one. Except that some might say that if nobody accepts the blame how can anybody say sorry properly.

What we foreigners will care as much as you about is the core question of how efficient torture is to extract useful information from the enemy. The proper answer to that one is: “Who cares?” Because, as the report has shown, torture has also been used on innocents. Even if torture does work on those who really are bad guys then surely by using it on even a tiny number of innocents you are bound to create so many enemies that it really isn’t worth doing.

And furthermore the report does actually corroborate the view held by most legal systems, namely that torture does not work, and that it even disturbs the effort to obstruct further terror because the victims are likely to admit anything, they believe the tormentors would like to hear. Making a man confess to being Jack the Ripper is simply not conducive to saving lives.

The burden of evidence for the efficacy of torture must be on those who want to change the traditional perception. That burden has not been lifted – not even on the balance of probabilities. Anyone suggesting that the jury is still out cannot be sane enough to sit on a jury.

However, all the above questions are unpleasant to dwell on, surely it is better to put things behind us and look to the future and talk about how the reputation of the United States as the country of freedom may be restored. I would venture to suggest that this is what most commentators will spend most of their effort on whether in or outside the US.

Of course you may start rebuilding the reputation of something before that reputation has reached its nadir, but, probably, in those cases the effort will not be worth the while.

And I am really not sure that the reputation of the US has reached the bottom yet. We may have been told the truth, but it is abundantly clear that we have not been told the whole truth (since we have only seen the conclusions) and some may be dubious about having been told nothing but the truth. So the paramount issue is to persuade the world that there are no more ghosts to be discovered.

The statement by the President was in a very convoluted way saying something like “sure, when looking very carefully we found a few rotten apples in the barrel, but by far the biggest part were not only sound apples, they were actually very tasty.” That statement was, naturally, made for internal consumption, but can anyone imagine how an Islamist may construe that with just a little bit of cut and paste. A sentence like this one “Our intelligence professionals are patriots and we are safer because of their heroic service and sacrifices,” is not going to read well in Arabic or Pashtun.

Put rather bluntly, what the CIA did to western civilization was the mental equivalent of force feeding through the arse. And the CIA did it to America’s allies too. The damage to the reputation of the US in the Islamic world is immense, but do not underestimate the effects in friendly countries. Can your allies in the future allow their troops to be under the command of an US general? Some of them may find it very difficult. Does no one remember how the world reacted to My Lai?

Restoring that reputation is going to be a long haul, and a lot of hot air will be vented about how to do so by political means. In my opinion that is a waste of time. Is it comprehensible if I say that you must not only say sorry and feel sorry, you must also ‘act sorry’. So what actually matter are 3 things:

1) taking proper care of the victims,

2) punishing those responsible, and

3) making a repetition absolutely impossible.

Compensating the victims is not going to be easy. Only a few days ago my own government (the Danish) had to admit responsibility for not granting 9 Somali pirates their constitutional right to habeas corpus when imprisoned on a Danish warship and paid out the standard damages awarded to Danes in those situations. Of course, by Somali standards of purchasing power that amounted to quite a lot of money paid over to presumedly guilty people. The uproar was – and is – enormous.

But if you want to restore your reputation that is a necessary step. And if you are not willing to take it for reasons of internal politics then forget about your reputation.

Punishing those involved is probably going to be even more difficult. Getting it done in the US may even seem unlikely. And getting possible crimes tried at international courts may not be possible either.

It may not be common knowledge in the US, but among the western nations the US has always set itself apart by not accepting the jurisdiction of international courts. That position is all right as long as the world may expect the US to keep its house in order. Otherwise it has a tinge of hypocrisy.

Apparently the perpetrators may avoid justice on these grounds, but that may not be the last of the game. A lot of countries accept universal jurisdiction for breaches of the Geneva conventions (e.g. on the treatment of prisoners of war) and for torture (a least when the accused is present in that country), In consequence, a number of US officials may find themselves in a situation where they have to think very carefully before they put down their feet on foreign soil. We all remember the embarrassment of Britain when dealing with a request for the extradition of Pinochet. Not all countries may be willing to stretch their laws as far as Britain did, certainly not in the case of persons of less importance than a former head of state.

Perhaps on closer consideration those at risk may prefer to be tried in their own country.

The last bit is probably the easiest to fulfill, but it has to be done properly. It may be done in many ways but I would suggest the following:

Extending the right to habeas corpus to anyone being detained by US officials or their henchmen anywhere in the world would be a first step. It would end the anomaly whereby people may be allowed to rot in Guantanamo simply because ordinary rules of law do not apply there. The extra number of cases that US courts would have to deal with must be fairly small and therefore the burden is actually not very great.

On top of that all those detained who have been apprehended abroad and who are not subject to criminal proceedings should be treated as prisoners of war. And the facilities should be subject to inspections by the International Red Cross or a similar independent body.

If that were done then your President might truthfully say that “one of the strengths that makes America exceptional is our willingness to openly confront our past, face our imperfections, make changes and do better.” And the rest of us would have to agree.

Udgivet den

Mere tak end u-tak!

Efter TV-udsendelserne “Ti stille kvinde” har man nemt kunnet få det indtryk, at så snart nogen stikkker deres hoved frem i den offentlige debat, så kommer de automatisk til at modtage hademails og trusler.

Det er ikke nødvendigvis sandt – i hvert fald ikke for os i 2. eller 3. geled af den offentlige debat. Gennem de seneste år har aviser som Berlingske, Jyllandsposten og Børsen optaget et større 2-cifret antal indlæg fra min hånd, en del deraf med stor opsætning og også nogle om kontroversielle emner. Alligevel kan jeg ikke erindre, at jeg har modtaget svar, som gik over i det truende. Nogle har været temmeligt ureflekterede, men det er trods alt menneskeligt.

Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve og postkort med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse af en sag.

Den forskel i reaktionerne kan selvsagt skyldes, at de mediers læsere er mere civiliserede end andres. Blot et hurtigt blik på kommentarerne til f.eks. Day Poulsens blog hos Berlingske kan dog vise, at det næppe er hele forklaringen, omend der stadig er temmelig langt ned til de laveste bundskrabere på andre medier. Men de medier kan man jo så holde sig fra, når man kun deltager i debatten af lyst.

Man kommer nok ikke udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid skal argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man bare vil påtrykke andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening. Den erkendelse, håber jeg, er blandt grundene til, at jeg selv undgår de grimme reationer.

Og med fare for at fornærme en hel del, så er det måske nok et forhold, som en del – selv professionelle – meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne: “Nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!”

En anden opfølgning på udsendelsen har været, at de vrede udbrud åbenbart også går ud over mandlige debattører, og at det er ensidigt at fokusere på kvindernes trængsler. Som mand og potentiel modtager af ondsindede beskeder, så vil jeg selvsagt ikke nedtone den forargelse, men dybest set, så er jeg ikke enig. Man kommer bare ikke udenom, at kritik af kvinder traditionelt oftere inddrager deres køn og seksualitet. Og dertil kommer, at hvis en kvindelig debattør ved en senere lejlighed måtte møde den truende person en mørk aften i en baggyde, så vil hun gennemsnitligt have noget sværere ved at ‘forsvare sine synspunkter håndfast’ end en mandlig. Det kan ikke være helt uden betydning for, hvor ubehageligt en trussel opleves.

Men der er nok rigtig god grund til at overveje, hvor meget diverse mishagsytringer egentlig skal ses som trusler. For trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør … , så sker der … . Men det er altså ikke situationen her, hvor reaktionerne mere har karakter af grimme variationer over temaet “Gid du må brænde op i helvede”, om end det nok somme tider virker som et “løfte” om en slags lynch-justits for noget, som allerede er gjort.

Som udsendelsen indirekte fik illustreret, men slet ikke drøftet, så er det imidlertid uhyre sjældent, at den slags løfter holdes. Og det er måske i virkeligheden det vigtigste at holde sig for øje.

Udgivet den

Synsfelts-forsnævring

Som man ser, praktiserede de gamle grækere ikke omskæring.

I forbindelse med en høring i folketinget, er der i øvrigt en hel masse ‘liberale’, som er begyndt at argumentere meget voldsomt for et forbud mod omskæring af drenge.

 Min første – men nok lidt mindre saglige – reaktion er, at der er tale om et vellykket stykke muldvarpearbejde fra krypto-islamofoberne.

Mere væsentligt er nok, at det kan undre, at mennesker, der så er så selvretfærdigt sikre på, at de har voldsomt gode og rationelle argumenter for deres synspunkter, samtidig mener, at det er nødvendigt at bakke disse synspunkter op med et forbud. Man skulle da ellers tro, at hvis noget bare var tilstrækkeligt indlysende og rigtigt, desto mindre behov ville der være for lovgivning.
 
Lad mig komme med en lille sammenligning. Der er rigtigt gode argumenter mod brug af temmeligt mange euforiserende stoffer, men alligevel er der da ingen tænksomme mennesker tilbage, som ikke går ind for liberalisering i en eller anden grad.
 
Det samme gælder lavaldre for køb af tobak, spiritus, samt lovligheden af prostitution.
 
Et kulturfænomen med mange tusinde år på bagen skal ikke udryddes ved forbud og straf, der fører til en illegal subkultur. Antallet af semitiske børn med patologisk – og dermed behandlingskrævende – forhudsforsnævring vil eksplodere. (Det vil givetvis også vise sig at være en stærkt arvelig lidelse!)
 
Nu er lidelsen ikke til stede i mine gener, og det ligger ikke til min religion at gøre, så jeg gider ikke sætte mig ind de fysiologiske spørgsmål, men jeg er overbevist om, at hvis de nyfødte børns fædre har følt sig læderede eller oplevet komplikationer blandt deres bekendte, så er de kloge nok til ikke at påføre deres egne sønner risikoen.
 
At være liberal handler om at tro på, at andre mennesker er nøjagtigt lige så kloge, omsorgsfulde og retsindige, som man synes, at man selv er. Det er vanskeligt at fastholde, men det er værd at fastholde.

Udgivet den

Hellere sikkerhed end..?

For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.

Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.

Hvilken vold ser man?

De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.

Hvor er niveauet nu.

På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.

Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.

Men er det nu også rigtigt?

Hvad koster det.

Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.

Hvem er imod?

Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.

Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.

Den skjulte begrundelse.

Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.

Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.

Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.

Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance.  Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.

Men det virker imposant!

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.

Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.

Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.

Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.

Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.

Min mening

For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.

Og så den korte version

I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af  en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!

Udgivet den

Aristoteles vinder altid til sidst!

Argumenterne mod frigivelse af priserne på andelsboliger holder ikke.

”Logikkens fader, Aristoteles ville græmme sig endnu en gang, hvis han så argumenterne mod frie priser på andelsboliger” lyder budskabet fra juristen Jens Frederik Hansen, der siden 2001 har beskæftiger sig intensivt med netop maksimalpriser på andelsboliger, og som bl.a. har været benyttet som sagkyndig af Folketingets boligudvalg, ligesom han har bidraget til talløse artikler om emnet (senest Børsen og Berlingske om Grøndalsvænge).

Argumenterne, der har været fremført af bl.a socialdemokraterne og Curt Liljegren fra Boligøkonomisk Videncenter samler sig i 2 hovedgrupper, nemlig at frie priser vil være ensbetydende med højere priser, og at det vil føre til ghettodannelser.

Hertil kommenterer Jens Frederik Hansen:

“Kort fortalt kan man tænke sig 2 situationer på boligmarkedet. Enten sælges andelslejligheder under maksimalprisen og så vil en lovændring bare betyde, at loven kommer til at svare til virkeligheden. Det medfører selvsagt ikke forøget risiko for ghettodannelse – for så skulle vi jo allerede have set det ske!

Alternativt sælges lejlighederne til maksimalpriserne og dermed efter ventelister. I den situation skal man netop bekymre sig om ghettodannelse, for man kommer jo kun på ventelisten, hvis man kender nogen, der har set et billede af Tordenskjold. Så ventelister medfører altså en meget snæver rekruttering af nye beboere, og det er jo netop det, man betegner som ghettodannelse.

Argumentet om de højere priser er et ‘Lord Nelson-argument’, hvor man indsnævrer sit synsfelt så meget, at det bliver misvisende. Boligmarkedet består jo af andet end andelsboliger. De nye på boligmarkedet og de svage er typisk ikke dem, som står øverst på ventelisterne, så de bliver faktisk tvunget til at købe dyre ejerlejligheder i stedet. Maksimalpriser betyder altså, at man reelt presser de svage væk fra andelsboligerne. Og det svarer jo ikke lige til skåltalerne om billige boliger til jævne mennesker.

Prisstigninger på andelsboliger vil derfor modsvares af, at andre boliger – ejerlejligheder og i princippet også udlejningslejligheder – vil falde i pris. På den måde gavner man ‘de almindelige mennesker’ mere med frie priser end med maksimalpriser.”

Ovenpå den forklaring tilføjer Jens Frederik Hansen: “Aristoteles vinder altid til sidst!”

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: