Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Mads Holger Nørgaard Madsen som folketingskandidat!

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan dette kunne ske. Det konservative Folkeparti har slået sine egne rekorder i højtråbende – men fuldstændigt ligegyldige – folketingskandidater.

Selv Paula Larrain – som han vist har været eller er gift med – havde flere politiske budskaber.

Man kan naturligvis komme med endnu en let henkastet bemærkning om endnu et skridt på skråplanet og selvmordstrang, men det ville da være mærkeligt i et parti, der netop forsøger at bevise sin overlevelsestrang.

Som midaldrende partisoldat får jeg en mistanke om, at vi snarere ser en af konsekvenserne af, at det er de enkelte opstillingskredse, der vælger den lokale folketingskandidat. Men en opstilingskreds er jo netop ikke en valgkreds. Det opstillingskredsen vælger, er én ud af en håndfuld kandidater, der alle er opstillet af samme parti, men som indbyrdes konkurrerer om partiets eventuelle mandat(er) i en større valgkreds. Til tider kan det medføre, at kampen blandt partiets forskellige kandidater bliver skarpere end bekæmpelsen af de andre partier.
 
Når man som kredsbestyrelse (efterfølgende som deltager i et opstillingsmøde) skal forberede sig på den konkurrence, så er en klassisk metode, at man konsekvent opstiller den mest medieliderlige person, man kan få øje på. Og så håber man, at der også er et politisk indhold.

Mangel på politiske evner gør ikke så meget, så længe partiet har en størrelse, så der vil være andre – mere politisk kvalificerede – i folketingsgruppen. Problemet bliver først rigtig slemt, når folketingsgruppen ikke længere er stor nok til, at de uduelige kan gemme sig i hjørnerne. Men jo mindre partiet er, desto stærkere er trangen til at benytte metoden og desto sværere vil det blive at gemme sig. 

 Måske er det derfor, vi ser dette utrolige knæfald for et hidtil uset lavmål i politiske kvalifikationer kombineret med et ego så oppustet og popsmart som en montgolfiere.

Midt i begrædelighederne er der dog altid en trøst. Den slags kandidater holder aldrig mere end et valg.

Post scriptum efter valget i 2015.
Den sidste sætning holdt ikke helt stik. Han holdt faktisk ikke til en hel valgkamp, førend han var strittet ud af partiet. Lidt overlevelsestrang var der dog.

Udgivet den

Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

Udgivet den

Fri hashhandel – er der praktiske problemer

Det er efterhånden blevet ganske populært at gå ind for en eller anden form for liberalisering af hash, og min egen position er klar. Uanset produktets givetvis skadelige bivirkninger, så gør både utilitaristiske synspunkter og navnlig principielle argumenter om statens rolle i borgernes liv en frigivelse noget nær nødvendig.

Men hvordan skal det rent praktisk foregå. I den forbindelse er det interessant at se, hvor mange mennesker, der trods de elendige resultater af den hidtidige statskontrol med handelen i form af forbud, går ind for at handelen skal ske under streng overvågning fra statens side.

Men også en fri handel vil naturligvis indebære praktiske problemer.

Hvor skal leverancerne komme fra?
Det første er, hvorfra forhandlerne kan få de nødvendige leverancer af lovlig cannabis. I de lande, hvor den største produktion finder sted, sker det ofte i strid med landets lovgivning. Og selv hvis legal eksport kan organiseres, er der så mange internationale restriktioner, at det kan være vanskeligt at lade varen være i transit i 3.-land. Jeg har faktisk aldrig helt forstået, hvordan det lykkes butikkerne i Holland.

Mulighederne for indenlandsk produktion har jeg ikke den store forstand på, men hvis varen belægges med høje afgifter for at undgå en øget efterspørgsel, så vil navnlig frilandsproduktion være forbundet med vanskeligheder. Det vil være nemmere i væksthuse.

Hvem skal sælge?
Også kredsen af forhandlere kan give anledning til drøftelse. Det er i debatten ofte nævnt, at handelen bør ske via enten statslige udsalg eller apoteker. Jeg kunne dog godt forestille mig, at apotekerne vil sky produktet som pesten på grund af risikoen for ansvar. Og statslige udsalg er næppe heller en praktisk mulighed.

De nuværende forhandlere er ikke specielt troværdige typer, men de kender markedet. Og hvis de kan drive erhvervet som lovlig forretning, så vil det i hvert fald kunne afbøde den trussel, som navnlig politiet gør meget ud af, nemlig at de vil finde anden kriminalitet at kaste sig over.

Det er klart, at med en afgiftsbelagt handel falder forhandlerens andel af prisen, men det betyder ikke nødvendigvis en nedgang i profitten, al den stund risikoprofilen bliver helt, helt anderledes. Der skal ikke beregnes tabt fortjeneste for tid i fængsel, konfiskeret varelager og meget andet.

Grænsehandel?
Som et sidste væsentligt problem bliver der grænsehandel, både i form af import og eksport. Importen må i vidt omfang kunne løses med en form for banderolering (f.eks. krav om salg og opbevaring i blisterpakninger), men eksporten vil kunne give en del negativ omtale, så længe vore nabolande ikke har samme holdning.

Samlet set er det ikke indvendinger, der kan give anledning til at opretholde forbuddet, men det er spørgsmål, der må overvejes.

Udgivet den

Nattelarm i København – årsag og virkning

“Nu er det slut med nye natbevillinger i København,” trompeterede Politiken forleden. Synspunktet var, at flere bevillinger vil give endnu mere larm i gaderne, så fremover vil nye bevillinger kun blive givet med åbningstid indtil kl. 24.

Men holder det synspunkt?

I København har en ret stor del af byens værtshuse bevilling til at holde åbent til kl. 5 morgen. Sådan har det ikke altid været, men der var faktisk rigtig gode grunde til at man i sin tid – i min ungdom – udvidede åbningstiderne.

For det havde vist sig, at nattelarm og anden uro ikke stammede fra gæster inde på værtshuse, men fra gæster som i flok bevægede sig rundt mellem værtshuse. Derimod larmer de ikke så meget, når de hver for sig eller i mindre grupper går hjem. Så det eneste rigtige var naturligvis at give dem mulighed for at blive længst muligt på samme værtshus.

I forhold til den gang er der ét væsentligt forhold, som er ændret: Rygeloven.

Når én gæst skal ud at ryge, så stryger resten af flokken med, for rygerne er notorisk de morsomste i selskabet. Og så har man en situation, hvor en masse mennesker står og konverserer ganske højlydt på gaden. De tager også glas med ud, så pludselig bliver der flasker og skår i rendestenen. Og de får sandelig også langt mere lyst til at vandre hen til det næste sted.

Beværtningernes muligheder for at holde orden slutter ved gadedøren, så dem kan man ikke bebrejde noget. Ansvaret for nattelarm og ballade skal lægges på en lov, som skulle moralisere overfor borgerne, men som i stedet bare fører til, at de ændrer adfærd.

Stop for nye bevillinger løser på ingen måde problemet, som er fuldstændig uafhængigt af antallet af bevillinger. Snarere tværtimod. Jo flere værtshuse, der er at søge ind på, desto færre grunde til at stå på gaden – hvis man altså ikke lige skal ud for at ryge!

 

Forfatteren er også ryger – men vælger med omhu Musen og Elefanten

 

Udgivet den

Farvergadesagen I – dommens juridiske grundlag

Det blev en af de korte domme, da Københavns Kommune 17. juni fik Højesterets ord for, at kommunen havde hævet ca. 60 millioner for meget i statskassen.

Der fulgte dog en regning på 1 1/4 million til statens advokat med. Dertil kommer det samme beløb til kommunens egen. Og det er oveni de 7,4 millioner, som kommunen betalte for 1 instans – altså samlet set pænt over 15 % af det beløb parterne var uenige om.

Interessen ved dommens juridiske side er egentlig ikke så stor. Det er snarere spørgsmålet om det politiske systems reaktion, der påkalder sig interesse. For det første er det en relativ nyhed, at offentlige myndigheder lufter deres interne stridigheder ved domstolene.

For det andet kan man se sagen som en illustration af, hvordan kommunerne egentlig styres.

Men lige nogle ord om juraen. Reglerne på beskæftigelsesområdet er blandt de oftest ændrede i dansk lovgivning, men dengang var hovedreglen, at staten betalte kommunerne 35 % af udgifterne til kontanthjælpsmodtagere. Det beløb kunne man så få hævet til 65 %, hvis ellers kommunen – sammen med borgeren – udførte en ekstra indsats for at få den ledige i beskæftigelse. Den indsats skulle bestå i 25 timers ugentlig aktivering.

Der var tale om en gulerod til kommunerne. Mine børn har en gulerod kaldet ‘lommepenge’, men de rydder kun det op, som er absolut nødvendigt for at få udløst dem. Og kommuner er ikke ret meget anderledes.

Hvad er så aktivering? På den ene side må det stå klart, at der ikke kan være et krav om mandsopdækning med en kommunalt ansat jobkonsulent 25 timer ugentlig, for så vil ordningen bestemt ikke fungere som en gulerod. Men kommunens indsats skal på den anden side afspejle den øgede refusion.

Ledige kan kun få kontanthjælp, hvis de er jobsøgende. Så den betingelse skal naturligvis være opfyldt, for at kommunen kan få de første 35 % refusion. Og for at nå op på de 65% skal kommunen (og den ledige) levere ‘noget mere’. I stedet for blot en indsats, skulle der være tale om en ‘aktiv indsats’. Det kunne også beskrives som 25 timers yderligere struktur og mening med tilværelsen for de ledige.

(Det er fristendende, men sproglige kommentarer om begrebet ‘passiv indsats’ er formentlig unødvendige overfor min læserskare.)

Det København tilbød var et enkelt ugentligt fremmøde hos en sagsbehandler, kontrol af om den ledige havde udfyldt en jobsøgningsdagbog og intet andet. De 23½ time skulle så bestå af hjemmearbejde – evt . brug af computer i kommunens lokaler. I nogle tilfælde blev der dog suppleret op med forskellige kurser andetsteds. Og dette fik kommunen med egne ord beskrevet som et ‘kombineret intensivt aktivt forløb’

Der er et tydeligt misforhold mellem 25 timer og 1½ time. Det misforhold bliver ikke mindre, hvis det virkelig forholder sig som nævnt et enkelt sted i dommen, at de 1½ time er den tid, som den kommunale medarbejder brugte på samtalen, inclusiv forberedelse og jornalskrivning, medens den ledige kun var tilstede til en samtale på ca. ½ time!

På den baggrund kan dommens resultat ikke undre. Dommen er en ufatteligt simpel forklaring (nogle ville sige fortolkning, men det er det samme) af lovgrundlaget og en endnu enklere konstaring af, at betingelserne for at opfylde loven ikke er bevist.

Underligt er det derimod, at sagen blev ført, at den var blevet anket, og at det var en enstemmig borgerrepræsentation, der ankede.

Derom mere i næste kapitel.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: