Kategori: Berlingske

Udgivet den

Udlejning af forældrekøbte lejligheder.

Når det drejer sig om at modsige LLO, så er jeg utrættelig. Men desværre også uden støtte fra mine Parteigenossen. Her er imidlertid den oprindelige, uforkortede version af et indlæg om udlejning af ejerlejligheder, som Berlingske bragte 3. pinsedag:

Skinhellige LLO

Lejernes Landsorganisation rør på sig. Forleden handlede det om lejere af ejerlejligheder og i slutningen af april om enkeltværelser. Begge tilfælde havde dog til fælles, at emnet var såkaldt “for høje lejer”. Selv om oplysningerne fra LLO formelt set er korrekte, så var synsvinklen begge gange så smal, at man uvilkårligt må minde om, at det ikke er nok at fortælle sandheden, man skal også fortælle hele sandheden.
For LLO vil ved sit snæversyn reducere 100.000 lejere til 100.000 boligsøgende.
LLO påstår, at de 100.000 lejere i dag betaler for høj husleje, og kan kræve den nedsat. De glemmer bare, at der så også er 100.000 udlejere. Og det de slet ikke siger, er, at de udlejere vil lide tab ved nedsættelse af huslejerne.
 

Standardsituationen for ejerlejlighederne er, at et forældrepar har købt en lejlighed til en af poderne, og at de har købt den dyrt under de gode tider. Nu er barnet så flyttet, og tiderne er dårlige for et salg. Derfor lejer man ud. Og det forsøger man selvsagt at gøre på vilkår, der dækker omkostningen til lejligheden – eller i hvert fald så tæt på som muligt. Men det er bare ulovligt, for grundlæggende er den del af huslejen, som skal gå til renter og afdrag bundet op på lejligheders værdi i 1973 – altså værdien for 41 år siden uden nogen form for indeksregulering eller stigning.
 
Det er der ingen andre som må leve med. Hvordan ville medarbejderne hos LLO mon reagere, hvis deres løn skulle nedsættes til niveauet fra 1973? Mon en butik ville holde åbent, hvis loven tvang den til at sælge til priser fra 1973? Og hvad nu hvis konkurrenten samtidig havde lov til at tage nutidens priser? Det er vel ikke så svært at forestille sig resultatet.
Men sådan er loven, for hvis lejligheden er bygget efter 1992, så er huslejen fri. Det er rent lotteri. Og løsningen er naturligvis ikke, at underkaste de nyere lejligheder samme restriktioner.
Og for så lige at føje spot til skade, eller at lade hunden spise sin egen hale, så skal man huske, at værdien af udlejningslejligheder tilbage ved udgangspunktet i 1973 var påvirket af den daværende huslejeregulering. Altså, at når en butik i 1973 skulle sælge sin vare til 1939-priser med nogle få forhøjelser, så siger det sig selv, at den forretnings værdi var ret lav. Og så er det endda den værdi, som skal bestemme det tilladte prisniveau i 2013.
Til salg!
Effekten har været til at tage og føle på. Gennem hele perioden har lejligheder stille og roligt – men konsekvent – forandret status fra udleje til andel eller ejerlejlighed. Kun tidernes ugunst har tvunget et antal tilbage til lejestatus, men hvis det bliver alt for umuligt at drive, så vil udlejerne naturligvis forsøge at sælge i stedet. Og reelt er det med den nuværende lejelov den eneste fornuftige løsning, for loven åbner også mulighed for, at lejerne kan få lov til at blive boende på livstid. Hvis man kan blive tvunget til tab hver eneste måned i al overskuelig fremtid, så kan man lige så godt tage tabet nu. Så i stedet for 100.000 lejere får man altså 100.000, som ikke kan få en lejebolig, og en hel del af dem har ikke mulighed for at købe i stedet.
Dermed bliver det helt automatisk sværere for de svageste på boligmarkedet at finde en bolig. Det er asocialt, for det er nu en gang sådan, at en dyr bolig trods alt er bedre end ingen bolig. Lejernes LO indtager et synspunkt, hvor man ret konsekvent vil skade de boligløse. Så lejernes forkæmpere vil skabe bolignød. Der er dybest set noget farisæisk og dobbeltmoralsk over den holdning. Det er rigtigt, at loven er sådan, men hvis man vil opretholde den lov, er man så ikke bare nogen usympatiske personager? Og er det ikke på tide, at den sandhed bliver sagt klart?

Udgivet den

Lærerlockout



Det umulige kompromis

Der er gået et par uger med lærerlockout. Parterne er ikke kommet hinanden nærmere, men familierne begynder at savne inspiration til underholdning af poderne. Derfor begynder man jo også at overveje, hvilken vej konflikten vil tage. Det kan ellers være svært at finde ud af, hvad ben man som borger skal stå på, for på den ene side er man jo den ultimative arbejdsgiver – ligesom en aktionær i en virksomhed – og på den anden er man kunden, som ikke får den bestilte vare leveret og alligevel skal betale for den. Det trækker naturligvis i hver sin retning.
 
Visdommens bæger

Hvis man forsøger at finde nogenlunde brugbare fakta om konflikten, så er det en ørkenvandring. Men man kommer ikke udenom at ligesom djævelen, så befinder løsningerne sig i detaljen. Begge parter forsøger imidlertid at udsende en tåge af spin, så reelle oplysninger forsvinder. Kommunernes hjemmeside, meretidsammen.dk er så tæt på det floskuløse, at det nærmer sig en fornærmelse af den gennemsnitlige vælger. Lærerne har trods alt en medlemskare, som er vant til at læse indenad, at informere, men på trods af det er lix-værdien i deres informationer kun marginalt højere.

 
Det første man kan konstatere, er, at når arbejdsgiveren udgør et offentligt monopol, så forsvinder en hel del af det pres, som ellers normalt presser både virksomheden og de ansatte til at udvise realisme i deres krav. Den private virksomhed, som skal overleve i konkurrencen om kundernes gunst, risikerer, at de går andetsteds hen. Det har også konsekvenser for de ansatte. Hvis man fortsætter arbejdskampen for længe, så vil der slet intet være at kæmpe om. Man kan nok ikke skabe et system, hvor offentlige arbejdsgivere og ansatte er underlagt samme pres fra realiteternes verden, men det må i hvert fald føre til den tanke, om ikke man bør begrænse størrelsen af den offentlige sektor mest muligt.
 
I ganske mange tilfælde vil der endog være tale om, at de ansattes indtægtstab fra konfliktperioden kun er en periodeforskydning, fordi der efter konflikten skal arbejdes på overtid for at indhente det forsømte. Det kan bestemt godt komme til at gælde lærerkonflikten på grund af kravene om mindste timetal i bestemte fag.
 
De forhold kan meget vel føre til, at konflikten kan blive langvarig, og det forværres af, at den handler om retten til at lede og fordele arbejdet. Dermed minder den om den store lockout i 1899, som en gang for alle fastslog princippet om arbejdsgiverens ledelsesret på det private arbejdsmarkedsmarked. Men ledelsesret er også ledelsespligt.
 
Tilsyneladende har lærernes arbejdsgivere på et eller andet tidspunkt givet køb på det princip, formentlig mest af bekvemmelighed, og i en presset økonomisk situation svier det nu til dem. Lord Tebbit, der i 1980-erne gennemførte en række reformer af engelsk arbejdsret for Margaret Thatcher, og som konsekvent beskyldtes for at gå arbejdsgivernes ærinde, meddelte en gang de engelske arbejdsgivere, at hvis de virkeligt havde været så dumme, at de frivilligt havde afgivet en rettighed ved en fair forhandling, så skulle de ikke forvente, at han ville gennemføre lovgivning for at give dem retten tilbage. Den betragtning bør man have in mente ved et eventuelt lovindgreb. Hertil kommer, at der vist aldrig er gennemført et lovindgreb, som udelukkende imødekom den ene parts krav. En rød regering har måske nemmere ved en sådan grænseoverskridende adfærd end en blå. Men det virker unægtelig, som om man tøver lidt.
 
Den menige lærers væsentligste bekymring er tilsyneladende, at de i fremtiden vil blive pålagt stadig stigende arbejdsbyrder, som vil føre til an arbejdstid, der gradvis forøges ud over de 37 timer uden en betaling for det. Der er ingen tvivl om, at mange lærere – måske endda de fleste – allerede nu arbejder 37 timer, men en ting er helt sikkert, nemlig at de, som arbejder mindre, bestemt ikke siger det højt for tiden. Der er nok nogen, som gerne vil holde sig i slipstrømmen.
 
Lærernes bekymring bliver nok ikke mindre af, at de ledere, som fremover skal bestyre timefordelingen, ikke har været vant til at løse den opgave. Det giver naturligvis grundlag for en frygt for arbitrære afgørelser til skade for den enkelte lærer.
 
Når der skal findes en løsning, og det bør parterne – eller eventuelt lovgiver – gøre, førend de enkelte lærerværelser er gået helt op i limningen af strid om konfliktens rimelighed, så skal der findes et antal figenblade, hvormed forhandlerne kan dække deres blusel. Og lærerne skal i hvert fald ikke have lov til at påberåbe sig et martyrium, sådan som deres formand ellers ønsker sig.
 
En model kunne måske være, at man havde en uafhængig instans, som kunne tage stilling til, om bestemte, individuelle lærere bliver udsat for urimelige arbejdsbyrder. Det er bestemt ikke en ideel løsning, og på langt sigt burde det være muligt at undvære. Men det ville åbne mulighed for, at kommunerne kan genfinde deres ledelsesret og lære at bruge den ansvarligt.
 
 
Oprindeligt bragt i Berlingske
 
 

Udgivet den

Faste bogpriser?

Forleden bragte Berlingske en festlig kronik af forfatteren Jens Christian Grøndahl. Som sædvanlig når folk betegnes “forfatter”, så har jeg aldrig nogensinde før hørt om ham, men det er formentlig min egen skyld.

Det skete som led i en længere kampagne om faste bogpriser. Det karakteristiske ved den debat er, at man først opfinder et problem, og dernæst griber i sin værkstøjskasse efter et tilfældigt redskab til at løse det. Og så vælger man at foreslå noget gammelkendt. Det er som om man tror, at en hammer kan bruges til at reparere computerprogrammer!

Her er mit svar til Grøndahl, bragt den 15. januar.

Stemmer bøgerne

En rigtig forfatter har flere forudsætninger for at skrive en kronik om bøger, end en tilfældig læserbrevsskribent. Og når man har læst Jens Christian Grøndahls kronik om Bogens Pris, så indser man, at det navnlig gælder en skønlitterær forfatter.

Det er dette det handler om-
læsere!

Men hvad kronikken havde i litterære kvaliteter, manglede den måske til gengæld i stringens. Man kunne næsten fristes til at påstå, at såfremt Grøndahl skulle stå til regnskab for indholdet, så ville han ikke kunne få bøgerne til at stemme.

Og hvad er egentlig Grøndahls budskab? Hvem er det, der tjener for lidt på bøgerne? Forfatterne, forlagene eller boghandlerne? Det står ikke helt klart. Men den skyldige er dog tydeligt hængt ud, nemlig de frie bogpriser. Hvordan der kan være årsagssammenhæng mellem den manglende indtjening og bogpriserne, finder forfatteren imidlertid ikke nødigt at forklare. Den slags overlader han tydeligvis til bogholdere.

Men lad os tage nogle enkelte punkter i teksten.

“De frie priser har vist sig at være dødbringende…for den litterære mangfoldighed”. Her er der udvist betydelig kunstnerisk frihed i udtrykket. Frie bogpriser blev gradvis indført i løbet af 00’erne efter at bogbranchen opgav sin modstand mod dem. Bibliotekscentralen laver imidlertid en statistik over nyudgivne, skønlitterære bøger på mere end 48 sider. I 2000 var der 1.398, medens der i 2010 var 2.062. Hvis det er død, så skyldes døden kvælning i egen succes.

“Sammenlignet med andre varer er bøger ekstremt individualiserede.” Synspunktet er typisk for kronikken og samtidig usigelig selvoptaget. Er alle andre varer metervarer? Bøger er trods alt så ensartede, at man kan tale om trends indenfor husmor-porno, kendis-biografier etc. Litteraturhistorien viser da også, at set på få årtiers afstand er de fleste udgivelser døgnfluer. Så postulatet om, at hver enkelt titel er helt unik, holder ikke.

Og sådan kunne man blive ved med at gå på plukhøst i Grøndahls bed af sprogblomster.

Mere væsentligt er dog den manglende forklaring af årsagssammenhæng mellem frie bogpriser og forlagenes hhv. boghandlernes dårlige indtjening. Hvor meget et forlag tjener afhænger ikke af, hvem man sælger bøgerne til, men udelukkende af hvor mange bøger man sælger og til hvilken pris. Hvilken kunde, der køber 1000 eksemplarer af en bog, gør ingen forskel. Men det er jo klart, at hvis f.eks. Føtex, der i denne sammenhæng er lige så meget syndebuk som “den store satan” i Iran, derimod køber 2000, hvor boghandlerne kun ville have købt 1000, så behøver forlaget kun tjene så halvt så meget på hvert enkelt eksemplar for at få samme fortjeneste. Hvis forlagenes samlede omsætning falder, så er de altså grundlæggende selv skyld deri, fordi de ikke tager nok for produktet. Og at det sker, skyldes måske, at Føtex alternativt kunne købe andre titler fra andre forlag, altså endnu en bekræftelse på at bøger til en vis grad kan erstatte hinanden på pallerne.

For boghandlerne er situationen blevet, at de må købe dyrere end “den store satan” og at deres eneste konkurrencemulighed er bedre service og bredere udvalg. Men i Danmark er service hundedyrt. Når de, som skal yde servicen, skal betale verdens højeste skatter, så skal timelønnen også nærme sig verdens højeste. Boghandlernes modtræk er, at de ansætter en sværm af billigere arbejdskraft i form af yndige studiner med blonde hestehaler. Men at yde den ønskede service har de ikke indsigt og livserfaring nok til. Resultatet er, at når man skal have service og indsigt i den tilgængelige litteratur, så er det væsentligt nemmere at gå på kommunens bibliotek. Og så kan man bagefter købe bogen på nettet.

Deraf miseren, hvor boghandlere presses fra alle sider, og mange må lukke.

Hvis boghandlernes indkøbspriser blev de samme som “den store satans”, ville det naturligvis lette presset. Men for at opnå det behøver vi ikke faste bogpriser, der juridisk teknisk er en dispensation fra konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Det kræver blot lidt rygrad hos forlæggerne, så de i forhold til pris behandler alle kunder ens.

Bindende videresalgspriser vil ikke nødvendigvis flytte salget tilbage til boghandlerne, men de vil derimod kunne give de store aftagere endnu større profit på de store sællerter. Kriminalromaner vil stadig stå på paller i stedet for hylder – i hvert fald når bindingsperioden er overstået – og det vil være på det tidspunkt salget topper.

Som forfatter kan Grøndahl formentlig trække sine indkøb af skønlitteratur fra i skat, så han forstår næppe, hvor stor en udgift det ville være for den jævne borger. Og han forstår i hvert fald slet ikke, at ejerskab til nye bøger kan komme udenfor rækkevidde for de, som har de ringeste indtægter. Men ejerskab til bøger er den fremmeste vej væk fra analfabetisme, og da funktionel analfabetisme er skolernes allerstørste udfordring, så er faste bogpriser nok også af den grund en dårlig idé.

Reelt set bygger Jens Christian Grøndahls kronik derfor på en fiktion. Men det er jo også en forfatters egentlige virkefelt.
 

 

Udgivet den

Andelsboliger og valuarvurderinger II

Svar fra minister Carsten Hansen

Det er dejligt, at ministeren for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen har været så venlig, at han i Berlingske d. 12. ds har besvaret mine kommentarer om hans forslag til ændringer i andelsboligforeningsloven. Det ville have være endnu dejligere, hvis han også havde svaret venligt.

Hans indlæg kan læses her. Der er tydeligvis tale om et af den slags indlæg, der på en åbenhjertig måde reflekterer ministerens personlighed og viser dybden i ministerens indsigt samt det store følelsesregister en god debat udløser.
Den fulde udgave af mit oprindelige indlæg om det unødvendige forbud mod valuarvurderinger af andelsboligforeningers ejendomme kan ses her

Og så en overraskelse

Ministeren har sandelig sendt mig et direkte svar.



Det er næppe en duplik, så teksten er her:

Kære Jens Frederik Hansen

Du har den 18. oktober 2012 sendt mig en kopi af et indlæg om andelsboliger, som du efterfølgende fik bragt i Berlingske den 22. oktober 2012.

Dit indlæg er i udgangspunktet en kritik af det forslag, jeg overvejer, om eventuel indførelse at en karensperiode for anvendelse af den såkaldte “valuarvurdering” i en periode efter stiftelsen af en andelsboligforening.

Jeg opfatter nu ikke så meget dit indlæg som en kritik af dette forslag, men snarere som en kritik af andelsboligen som boligform. Dit indlæg efterlader det indtryk, at hovedproblemet ved andelsboligen er, at der gælder maksimaipriser ved overdragelse.

Maksimalpriser er et at kendetegnene ved andelsboligen. Maksimalpriserne sikrer, at en andelsbolig i mange tilfælde stadig er et prisbilligt alternativ til ejerboligen. Herudover vil jeg nøjes med at henvise til mit svar på indlægget, som er blevet bragt i Berlingske mandag den 12. november 2012. Dette fremsendes vedlagt.

Med venlig hilsen

Carsten Hansen

Udgivet den

De nye borgerlige vælgere

Medens ideologerne skændes

Det borgerlige Danmark, som foretrækker, at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre, hører man ikke så meget til, men det er de moderat talende borgerlige, som kan holde på de nye borgerlige.

 
Der foregår for tiden højlydte ideologiske slagsmål mellem den borgerlige families medlemmer, senest om juletræer i boligbyggerier! Hver side har sine proselytter, og hvis man forsøger at lægge sig imellem, skal man nok få skudt falske motiver i skoene. Det handler slet ikke om at påvise fordelene ved egne synspunkter, men derimod om at rakke ned på de andres. For hver ny indbyrdes nederdrægtighed forsøger jeg at tænke, at i sidste ende skal de jo samarbejde, hvis ikke de vil miste chancen for en borgerlig regering, så de kan jo ikke blive ved i uendelighed.

Men det er efterhånden bekymrende, at en række af den borgerlige fløjs mere princip-tænkende medlemmer – ideologerne – forsømmer den virkelige opgave, nemlig at fastholde alle vore nye vælgere. Bare at være glad for, at opinionsmålingerne viser vælgervandringer til de borgerlige partier, er ganske enkelt ikke nok. Vi bør ikke være i tvivl om, at en relativ stor del af de nye vælgere er kommet mere af nød end af lyst. Venstrefløjens løsninger på samfundets udfordringer er åbenlyst ikke effektive, og de bryder klart med såvel de fantasifulde overbud fra sidste valgkamp som venstrefløjens traditionelle holdninger. Venstrefløjen har mistet troværdighed, og dens vælgere søger et nyt ståsted. At fastholde de nye vælgere og at få dem til at slå rod på den borgerlige side, er en svær, men også dejligt konstruktiv opgave. Med et lidt højstemt udtryk, så handler det om at grundfæste dem i vort verdenssyn.

Det er bestemt ikke ensbetydende med, at man skal gentage Schlüters og Fogh-Rasmussens forsøg på at befinde sig i midten af dansk politik, for det førte blot til, at midten forsvandt stedse længere mod venstre og til en angst for egen skygge, der længe forhindrede f.eks. den efterlønsreform, som alle ellers forstod var nødvendig. Og Venstre er jo stadig lettere handlingslammet af sine egne erklærede mål om en bestandig vækst i den offentlige sektor. Men i en situation, hvor væksten i det samlede samfund er beskeden, kunne man vel efterhånden gøre op dermed.Tilsvarende bør man tage den tidsel, som det svigtede skattestop udgør, op til drøftelse og erkende, at skattestop godt nok er svære at overholde under et økonomisk boom. Og vi svigtede det! Basta.

Og lad os så komme videre med de praktiske gøremål. Vi er nødt til at tale om, at traditionelle offentlige opgaver enten skal beskæres drastisk af politikerne, som ikke er specielt gode til at gøre det, eller også overdrages til borgerne mod samtidige, delvise reduktioner i skatterne. Man kan ikke fjerne offentlige underskud uden besparelser, og så længe der er underskud, kan man ikke sænke skatterne lige så meget, som man reducerer udgifterne.Det er den jordnære side deraf, men vi må også sørge for, at vi står ved, at vi vil gøre det, fordi det fører til et samfund, der er bedre for alle, og måske endda navnlig for dem, som ikke er så gode til at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse – samfundets svageste. Det var trods alt ikke om en omfattende velfærdsstat, at Grundtvig skrev de konstaterende ord, at »få har for meget og færre for lidt«.

Et svært punkt, når vi skal fastholde de nye vælgere, er, at vi også skal dømmes på udflydende begreber, såsom menneskesyn, social forståelse og deslige. Og det bliver ikke bedre af, at det faktisk ofte er den slags begreber, der er afgørende for vores tilhørsforhold. Historisk set har det danske samfund imidlertid været usædvanlig homogent, så mon ikke det brede flertal af os – uanset om vi opfatter os selv som borgerlige eller venstrefløj – faktisk har temmelig meget til fælles.

Der findes mennesker med ejendommelige synspunkter på begge fløje. Nogle vil afskaffe politiet, andre vil forbyde flagning med andet end Dannebrog. Og på begge fløje findes de, som ikke vil straffe incest. I alle tilfælde kommer de outrerede synspunkter til at skygge temmelig effektivt for mere jævn fornuft. Navnlig derfor er det ærgerligt, når nogle beskedne minoriteter forsøger at tage patent på at repræsentere den ene sande borgerlige tro. Og det er virkelig en stor hjælp, når de samme borgerlige opinionsdannere indbyrdes udviser en stærkt begrænset tolerance for afvigende meninger.

Der er en forskel på borgerlige og venstrefløjen. Og det handler grundlæggende om, hvor meget og på hvilke områder, staten skal gribe ind i den enkeltes liv. Det borgerlige Danmark, som foretrækker at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre derom, hører vi ikke så meget til. Men det er de moderat talende borgerlige som kan holde på de nye borgerlige.Dybest set må man bestemme sig for, om man debatterer for at høre sig selv eller for at vinde nye tilhængere. Det er en svær opgave, langt sværere end at opføre sig som de forskellige fraktioner af frihedskæmpere i Monty Pythons Life of Brian, og det er også langt sværere end at udstille venstrefløjens svagheder, uanset hvor morsomt ministrenes forhold til barselsorlov er.

Jens Frederik

Bragt i Berlingske søndag d. 11. november 2012

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: