Kategori: Bolig

Andelsboliger i juridisk mareridt.

Højesteret har afsagt en dom, der rammer 3000 andelsboliger, som fik et kommunalt tilskud i 1920. Nu venter et hav af retssager.

Den hedder Højesteret. Men det hænder, at dommene ikke er den “højeste ret”. Det er ikke altid dommernes skyld, for deres hænder kan være bundet af loven – eller rettere; Dommerne føler sig bundet af loven.

Forleden afsagde Højesteret en dom, der bringer hundredvis – måske endog tusindvis – af familier i en klemme, som de aldrig burde være blevet bragt i. Og det uanset de kunne bringes ud af klemmen uden tab for nogen som helst andre.

En totalt kedsommelig ejendom i Vanløse – hvis altså ikke der havde været den retssag!

Sagen handlede om en banal servitut på  en ejendom på Jernbane Allé i Vanløse, hvor der ligger en ganske normal andelsboligforening opført omkring 1920. Det eneste der skiller denne ejendom ud fra de andre huse på vejen er, at denne forening i 1920 fik et tilskud til opførelsen på 20 % af byggesummen. Og til gengæld betingede kommunen sig, at hvis lejlighederne nogen sinde blev solgt dyrere end dengang, så skal kommunen have hele differencen, altså ikke bare 20 % af fortjenesten, men af det hele – hver en krone.

Hvis en aktionær i et selskab indskød 20 % af kapitalen og til gengæld ville have hele overskuddet i al fremtid, så ville den aldrig gå. Men sådan handlede kommunen altså. Og den går!

Der er naturligvis flere ejendomme af den slags. I nogle af dem har man husket, at de regler gælder, i andre har man glemt det for årtier siden. I alt rammes små 3.000 boliger.

Højesteretssagen var om en forening, der havde glemt servitutten en gang for 40 år siden, og hvor priserne derfor var steget mangefold. Men selv om deklarationsteksten ikke stod i hverken det nuværende eller det forrige tingbogssystem – og derfor skulle findes på landsarkivet – så er den gældende, akkurat som alt der er tinglyst. Og derfor gælder den, selv om den ene part ikke kender den, og endda selv om den berettigede i årtier ikke udøver sin ret. For når noget er tinglyst, så skal man bare kende det.

Man kunne måske nok have reddet sig ud af det, netop fordi kommunen ikke har sørget for at føre et opsyn, som den rent faktisk havde en vis pligt til.

Man kunne vel også argumentere med, at langt den største del af prisstigningerne siden 1920 trods alt skyldes inflation, så der skulle ske en regulering af priserne af den grund. Lidt mere søgt er vel, at udhulingen af værdierne på langt sigt udgør en ekspropriation. Som en lille trøst kan forbedringers oprindelige pris dog tillægges. Et nyt tag er bare ikke forbedring, men vedligehold.

Konsekvenserne
Nu gælder servitutten, og så må man overveje dens konsekvenser. Og det er mange. En masse familier har købt deres lejlighed til en “overpris”.

En tidligere landsretsdom har fastslået, at de ikke kan rejse krav om tilbagebetaling over for deres sælgere og ej heller over for foreningernes revisor. Årsagen er, at man sådan set godt må sælge til overpris. Det er bare kommunen, der skal have pengene. Så køberne skal ikke have noget tilbage.

Kommunen har i et antal tilfælde rejst krav mod de pågældende sælgere. I tillæg til at de nuværende beboere vil få deres økonomi ødelagt, indebærer det, at yderligere familier vil kunne blive mødt med invaliderende krav.

En del af de krav vil dog være forældede. I nogle tilfælde har foreningerne ikke villet udlevere navne på sælgerne. Det kan have sine fordele, men det kan også forlænge forældelsesfristen, og det bringer foreningerne i risiko for erstatningskrav.

Et af de naturlige spørgsmål må være, om de lejligheder, der har været solgt til overpris, kan gensælges til den samme pris. Hvis en lejlighed en gang er blevet “frikøbt”, så må det vel gælde i al fremtid. Og at kommunen har sløset med at inddrive sine tilgodehavender, skal vel ikke komme beboerne til skade.

Men vil det så også gælde fremtidige prisstigninger. Vi ved det ikke. Retssagerne kan blive talløse.

Findes der en løsning?
Der er faktisk en simpel løsning på problemerne. Tilsvarende tilskud blev givet til parcelhuse. Og i 1964 fik de lov til at løskøbe sig mod tilbagebetaling samt et mindre tillæg på 25%. De skulle end ikke “købe” 20 % af huset.

For andelsforeningerne fastslår loven, at ministeren kan fastsætte frikøbsbestemmelser. Så det kan boligminister Carsten Hansen. Og den, der har evnen, har også pligten. Men vil han?

En fair løsning ville være, at foreningerne fik lov til at betale 20 % af nutidsværdien af huset, måske med et mindre tillæg. Det ville give penge i kommunernes kasser, det ville frelse talrige familier, og det ville ikke skade nogen. Hvad venter ministeren dog på?

Oprindeligt bragt som kronik i Børsen d. 21. maj 2014