Samtlige folketingets partier lod sig sidste forår pludselig gribe af stemningen og ville gå i krig i Libyen, så det var en ganske speciel oplevelse, at vi kun var nogle enkelte som offentligt talte imod at sende danske styrker af sted.

Nedenstående blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2011, men de skammer sig i den grad over det, at det ikke kan genfindes på Info-media. Det er også temmelig rørstrømsk. Heldigvis ændrede de titlen fra mit forslag “Krigsrus” til:

Krigen er den sidste udvej

Som lille dreng læste jeg bøger om heltemodige sabotører. Min grandonkel Jørgen faldt under 2. verdenskrig ned med et fly, medens han gjorde sin pligt for sit folk. Som voksen valgte jeg at aftjene min værnepligt under den kolde krig og var forberedt på, at det kunne blive alvor.

Der er intet i dette, som jeg ikke kan stå ved den dag i dag.

Alligevel indtager jeg det vistnok temmeligt ensomme standpunkt, at være mod dansk engagement i Libyen. Hvorfor nu det?

Det er bestemt ikke, fordi oberst Ghadaffi er mig specielt kær. Tværtimod er jeg inderligt overbevist om, at han er et af de ganske få mennesker, som har fortjent en langsom og pinefuld død, sådan noget med at blive spist af myrer ligesom i Lucky Luke-bøgerne.

Det er heller ikke, fordi jeg har indvendinger mod, at vi kaster os ud i et engagement af helt ubestemmeligt omfang, selv om det da formentlig er sandt. Og jeg er bedøvende ligeglad med om vi har et FN-mandat bag os eller om intervention er politisk opportunt i forhold til befolkninger og regimer i de arabiske lande.

Det er end ikke risikoen for, at et antal danske unge mænd skal dø, som holder mig tilbage. For om de dør i krig eller ved at køre for hurtigt på de jyske landeveje, det kan komme ud på et.

Nej det handler om, at det helt fundamentale i en krig er, at man skal slå ihjel. Al erfaring viser, at et menneske bliver forandret, når det først begynder at slå sine medskabninger ihjel i koldt blod. Man forråes og bliver følelsesmæssigt afstumpet. En temmelig stor del af de, som deltager, ender som mentale invalider. Den byrde kan man anstændigvis kun pålægge andre at bære, hvis man også selv ville være villig til at bære den.

Går man ind for dødsdom, så må man også være villig til at fungere som skarpretter.

Fra det synspunkt, så bliver krig en sidste desperat handling, som man går ind for, når alternativet er nationens undergang. Man kan måske til nød gå i krig i solidaritet, hvis man ved, at turen alligevel kommer til ens eget land  før eller siden. Men ellers er krig bare udelukket. Det er den enkle sandhed, som jeg har forsøgt at lære mine børn. Og det er det fundament om retten til selvforsvar, som FN blev skabt på.

Det er helt enkelt at konstatere, at for Danmarks skæbne er Libyen aldeles uden betydning. Regimet i Libyen betyder lige så lidt for Danmarks skæbne, som regimet i Zimbabwe, Nordkorea, Burma eller et af de alt for mange andre lande, der er uden for demokratiets rækkevidde.

Det er utænkeligt, at hele perlerækken af frastødende diktatorer vil forsvinde uden konflikter. Hver eneste gang vil befolkningen have vor sympati, de skal også have vor hjælp, men de bør ikke forvente, at vi går i krig for dem.

Jens Fr.