Kategori: Strafferet

Udgivet den

Kriminel lavalder er flere ting.

Valgkampens værdipolitiske slagsmål ser ud til at blive nedsættelse af den kriminelle lavalder. Baggrunden er, at man fra borgerligt hold oplever, at behandlingen af børnekriminelle består af for megen socialpædagogik, og leder til for meget tilbagefald til kriminalitet.

Uanset hvilke holdninger man så i øvrigt måtte have, kan alle vel være enige om, at børn skal stoppes så tidligt som muligt, hvis de har indledt en karriere som kriminelle. Hvordan man når det resultat, kan man så strides om.

Når man skal tage stilling, så må man gøre sig klart, at den kriminelle lavalder har betydning i 2 henseender. Den bestemmer at sager mod yngre personer skal behandles af sociale myndigheder fremfor af domstolene, og den medfører, at sanktionerne mod børnene er anderledes end mod voksne – primært at bøde og fængsel ikke kan anvendes.

Og så er det, at debatten kan køre af sporet. For forslagstillerne på den borgerlige fløj ønsker først og fremmest, at ændre behandlingen af sagerne. De borgerlige tror ganske enkelt ikke på, at sagsbehandlerne i det nuværende system kan undgå at identificere sig med børnene med deraf følgende milde sanktioner.

Modstanderne vælger ensidigt at fokusere på, at en sænkning af lavalderen nødvendigvis må indebære, at børn skal i fængsel. Og så kan forslagsstillerne nok så mange gange bedyre, at det ikke var hensigten med forslaget, men nogen effekt vil deres forsikringer ikke have.

Det er temmelig meget en debat om profetens skæg. Forslagstillerne kunne bare have rejst krav om et ‘uafhængigt nævn”, der skulle tage stilling til sanktioner mod unge, der mistænkes for kriminalitet. Og hvis det nævn havde fået samme sammensætning som de foreslåede domstole, så havde modstanderne været ganske få.

Det ville klæde begge parter at gøre en indsats for en mere stilfærdig diskussion. Sagen er for vigtig til at stille sig i positur. Børnene må være i centrum.

Bragt som Dagens Brev i Berlingske 2. juni 2015

Udgivet den

Meningsterror – straffelovens § 136, stk. 2

Meningsterror plejede at betyde, “at nogen udsættes for hårdt pres i retning af at indordne sig under eller acceptere andres holdninger eller meninger.”

Men mon ikke det snart får en anden betydning, nemlig at man med sine meninger støtter terror og dermed handler som terroristernes forlængede arm. Altså det som i straffelovens § 136, stk. 2 kaldes at billige terror.

Det er blevet en uendeligt populær lovbestemmelse i den seneste tid. Blandt støtterne er en stor gruppe af agtværdige borgere – også af liberal overbevisning – som hylder det princip, at de i deres forsvar for ytringsfriheden anser det for nødvendigt at begrænse andres. Deres egen skal derimod være uendelig.

Og med konstateringen af dette eksempel på dobbeltmoral så kunne mit indlæg egentlig lige så godt slutte her.

Men det bør måske alligevel uddybes lidt – eller rettere uddybes meget. De dovne kan dog springe det med småt over uden at blive snydt for noget af det seriøse.

1. Tilskyndelse

Straffeloven opererer normalt med, at det er strafbart at ’tilskynde’ til forbrydelser – altså at Niels enten foreslår Hans at banke Jens eller erklærer, at det er en god idé at få gjort – og det er der normalt ingen, som bestrider, er fornuftigt.

På en af mine kontrære dage kunne jeg dog godt forsøge at udfordre standpunktet. Dansk strafferet har, når man sammenligner med en del andre lande, nogle meget brede fortolkninger af både strafbar medvirken og forsøg på kriminalitet. Og når man har en meget bred fortolkning af medvirken – herunder af begrebet ’tilskynde’ – så skal der selvsagt relativt lidt til for at man kan dømmes.

(Dette er en passant bemærket noget, som vi lidt tilfældigt har overtaget fra nederlandsk tradition. Baggrunden er, at Anders Sandøe Ørsted, der i 1800-tallet formulerede principperne i dansk ret, kunne læse hollandsk og derfor havde bedre indsigt i hollandsk end f.eks. engelsk og fransk ret.

Da jeg studerede i Cambridge gav det anledning til nogle sjove episoder. Ved nogle forelæsninger deltog en sydafrikaner, som allerede på grund af apartheid var sat i den moralske skammekrog. Hver gang englænderne drøftede tvivlsomme sager, så gik det helt galt, når han skulle sammenligne med sit hjemlands strafferet, der uvægerligt ville have dømt de pågældende. Mage til mangel på civilisation havde man dog aldrig set eller hørt om.

Det sjove var så, at hver eneste gang kunne jeg så tilføje, at dansk ret, som enhver i lokalet ellers anerkendte som fuldt ud humanitær, indtog samme uciviliserede standpunkt og ikke havde skrupler ved at dømme for den slags gerninger. Og det havde jo så sin naturlige forklaring, som jeg dog først fandt senere.)

At der næsten intet skal til, for at man efter dansk ret kan dømmes for forsøg eller medvirken til en forbrydelse, burde jo medføre, at vi kunne nøjes med relativt snævert formulerede beskrivelser af den fuldbyrdede forbrydelse. Men sådan er det ikke blevet på dette område – såvel terroren som omtalen deraf.

2. Effekten af straffelovens § 136

Straffelovens § 136 udvider straffemulighederne udover de almindelige regler om medvirken på 2 måder.

2.1 Opfordring til forbrydelse.  

I stk. 1 pålægges selvstændig straf for offentligt at tilskynde til forbrydelser. Forskellen fra de almindelige regler om medvirken ligger principielt set i, at man ikke henvender sig til nogen bestemte gerningsmænd, og at der ikke behøver at ligge så konkrete planer, at man ville kunne dømme for forsøg.

Det som gør bestemmelsen nogenlunde acceptabel, er, at der er tale om fremtidige forbrydelser, og at kun offentlige udtalelser er omfattede. Man kan selvsagt med nogen ret forlange af borgerne, at de ikke løber rundt og opvigler til fremtidige forbrydelser. Men allerede her er vi ude på dybt vand, fordi man i forvejen kan straffe selv meget perifere handlinger som medvirken.

Bestemmelsen er gammel, men var en usigeligt sjældent brugt bestemmelse. Faktisk havde vi indtil for få år siden kun en enkelt dom.

(Baggrunden for dommen var, at nogle medlemmer af en nazistisk udbryderfraktion havde kastet en bombe med 350 g kommercielt sprængstof mod den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersens bolig (i den nu herostratisk berømte andelsboligforening Grøndalsvænge). De fik i 1937 i Højesteret 15 måneder fængsel. Men under sagen havde anklageren krævet voldsomt hårdere straf, og på den baggrund skrev en anden nazist, Valdemar Jensen i sit blad, at “når man kan risikere 12 års tugthus for at brænde en nytårsbombe af, der ikke har gjort og absolut ikke kunne eller skulle gøre skade, så er det dog ikke urimeligt at tænke sig, at fremtidige bomber blev lavet så kraftige, at de tog ministrene med – straffen blev jo den samme og nye ministre kunne da ikke blive dårligere”, samt “Til slut skal vi blot citere, hvad det menige folk af alle kredse sagde: “Hvorfor F… brugte de ikke nok dynamit”. Ikke så få sagde endog: “Brug meget mere til Stauning”.

Det blev han dømt for. Dommen kendes som U 1938.407 Ø. Ved samme lejlighed blev han også dømt for injurier mod Stauning ved at have talt om hans ‘dille’ (delirium tremens) og ‘drukne pladder’. I alt gav det 4 mdr. hæfte. Samme mand optræder i øvrigt også i U1938.419 Ø, som handler om blasfemi i form af antisemitisme.

Det kan ikke undre, at der kun er den ene ældre dom, for det var sværere at udtale sig offentligt dengang.

Den eneste yderligere dom er fra 2008 (U 2008.1285 Ø), og resulterede i en frifindelse. Her var historien, at en flok 2.generations indvandrere i Kalundborg over nogle dage havde lavet temmelig megen ballade med stenkast og afbrænding af skraldecontainere. I TV2-nyhederne udtalte en af dem, at ‘vi bliver stadig ved med at demonstrere, så længe de krænker os, og det kan vi lide.’ Det kunne man naturligvis ikke fængsle ham for. Det er lovligt at demonstrere. Havde han sagt: “vi bliver ved med at lave uroligheder, kaste med sten og brænde containere af”, så havde piben selvsagt fået en anden lyd.)

Internettet har forandret mulighederne for at ytre sig offentligt til uigenkendelighed, og det er ikke helt vanskeligt at forestille sig adskillige udbrud på sociale medier om, hvilken krank skæbne denne eller hin personage bør lide, som efter standarden fra dommene kunne medføre domfældelse og straf.

2.2 Billigelse af terror

Det er imidlertid i § 136, stk. 2, det vildt problematiske kommer. Den omhandler nemlig  straf for at ‘billige’ nogle typer af allerede begåede forbrydelser. Og bestemmelsen er principielt uden grænser tilbage i tid! De omfattede forbrydelser er primært det, som man nu kalder terror, og det er derfor jeg synes, betegnelsen “meningsterror” er dækkende.

Selv om bestemmelsen er fra 1939, så har den været helt uden betydning indtil skærpelserne af terrorlovene i dette årtusinde, først i 2002 og igen i 2006. For bestemmelsen handlede dengang kun om revolution i Danmark og angreb på danske myndigheder, så det kunne man leve med. Der er heldigvis temmelig langt mellem revolutionsforsøg her i landet.

Men når man så indsætter en række stærkt udvidede og alvorligt skærpede straffehjemler blandt de forbrydelser, som reglen henviser til, så får man altså som konsekvens deraf også en udvidet anvendelse af § 136, stk. 2. Og det får man uden nødvendigvis at have overvejet konsekvensen.

Hvis nogen for øvrigt skulle mene, at dette er så vidtgående, at de betvivler, at bestemmelsen omhandler “efterfølgende medvirken”, så kan de læse Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig del, 4. rev. udgave, side 355: “efterfølgende medvirken … er straffri, med mindre den er kriminaliseret som et selvstændigt delikt” [d.v.s. forbrydelse] og så henvises til en note med teksten: “Se i denne forbindelse … § 136, stk. 2 (offentlig udtrykkelig billigelse af en statsforbrydelse) … Den kommenterede straffelov 8. udgave omtaler ikke forholdet i forbindelse med § 136, stk. 2, men derimod som led i kommentaren til den almindelige regel om medvirken, bd. 1, side 226. Så: Nej, jeg er ikke blevet vanvittig.

3. Hvad er terror?

Straffelovens beskrivelse af terror har længe været besværlig, men siden den sidste revision af terrorparagrafferne er det blevet helt galt. For nu benytter man den fremgangsmåde, at man ikke altid beskriver den strafbare handling fuldt ud i selve loven, men som en række henvisninger dels til andre steder i straffeloven og dels til en række internationale traktater. Så hvis man skal vide, hvad terror er og som man derfor ikke må udtale sin billigelse af, så skal man altså bl.a. kende så almindeligt udbredte skrifter som “protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen” eller “konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter“.

Det skal nok blive indbringende for juriststanden, når man skal forsøge at bruge så indviklede regler i praksis. Noget af det spændende ved de traktater er jo, at den danske tekst ikke har gyldighed. Gyldige er derimod typisk teksten på en række fremmedsprog, så vi skal til at fortolke på betydningsforskelle mellem den kinesiske og engelske original. Det bliver så dyrt!

4. Danmark eller hele verden?

I gamle dage havde vi regler om angreb mod den danske stat. Selv dengang syntes en hel del kloge hoveder, at reglerne var lige vel vage i deres beskrivelse af forbrydelserne og vide nok i straffene, men som allerede nævnt var det i praksis til at leve med. Men når støtte til diverse oprør rundt om i verden nu pludselig er blevet ulovlig, så rejser der sig alvorlige problemer.

Er det i orden at støtte en bevægelse, der går ind for at vælte Mugabe i Zimbabwe, Kim Jong-Un i Nordkorea eller præstestyret i Iran med anvendelse af vold. Jeg er alvorligt fristet til ikke bare synes det, men også at propagandere for det på facebook og alle mulige andre offentlige steder, samt – hvis jeg fik chancen – yde en skilling til det gode formål.

Men fordi terrorlovgivningen er kommet til at omhandle alle verdens lande, så er det pludselig forbudt, hvilket vi så med en latterlig sag om salg af t-shirts til støtte for en – i øvrigt ikke særligt appetitlig – sydamerikansk oprørsbevægelse.

5. Det man ikke må sige!

Som nævnt dækker reglen i § 136, stk. 2 støtte til terrorhandlinger, der allerede er begåede, og det gør altså en betydelig forskel til normalen, hvor det kun er fremtidige forbrydelser man ikke må opfordre til. Bestemmelsen indeholder heller ingen begrænsninger i, hvor gamle begivenheder det er forbudt at ytre sin støtte til.

Hvis man tager et hurtigt vue ned over Danmarkshistorien, så er der sket en hel del ting, som altså tilsyneladende vil kunne give temmelig uventede konsekvenser. Taget på ordlyden, så kan man nu om dage idømmes lang tids fængsel for at sige, at mordet i Finderup Lade var en god idé, at skipper Clement burde have vundet Grevens Fejde samt at Corfitz Ulfeldt gjorde det rigtige ved at støtte Karl Gustavs forsøg på at erobre Danmark. Og det er bare for meget!

Inddrager man også udenlandske forhold, så bliver det meget værre. Da holocaust blev begået af en stat, men ikke mod den, så må det gerne roses. Hvorimod grev Stauffenbergs attentatforsøg var forsøg på statskup og dermed terrorisme, så Tom Cruise bør vist hellere holde sig væk fra Danmark.  Og hvad med Danmarks Radio der har vist filmen Operation Valkyrie? Dette er altså nonsens på stylter.

Selv hvis man holder sig til nutiden, så kan man, når man går det efter i sømmene, lave nogle ufatteligt morsomme eksempler. Forleden var det igen fremme, at en del diplomater parkerer ulovligt. Lad os nu antage, at en parkeringsvagt i frustration over se en diplomat rive bøderne i stykker, så bare stikker ham en flad. Det ville – gud hjælpe mig – være terrorisme og strafbart med op til 6 års fængsel. Og hvis man i den anledning offentligt udtalte, at man var enig med parkeringsvagten, så ville man altså stå til 2 år i spjældet for billigelse!

Så galt går det jo formentlig ikke, og til at forhindre den form for nedsmeltning har man forsøgt at indbygge en nødbremse i reglerne om selve terroren (altså lussingen), nemlig at der kun kan rejses sag, når justitsministeren godkender det. Det er bare ikke den mest driftssikre form for nødbremse. Og nødbremsen gælder i øvrigt ikke, når der kun rejses sag om meningsterror (altså billigelsen af lussingen). Så vilkårligheden og tilfældigheden sniger sig ind i strafferetten. Det er sjældent nogen god idé.

6. Var det virkelig meningen?

Hvis man kigger på det oprindelige lovforslag til bestemmelsen, så er det bemærkelsesværdigt, at kommentarerne til § 136, stk. 2 er aldeles intetsigende. Rigsdagtidende 1938-39, bilag A, spalte 3739 lyder i al sin enkelhed således:

§ 136 i den nuværende affatning rammer den, der offentligt tilskynder til forbrydelser. Derimod er der i dansk lovgivning ikke foreskrevet straf for den der offentligt roser eller udtaler billigelse af en forbrydelse, når dette ikke kan anses som en egentlig tilskyndelse til at begå forbrydelse. Da det i særlig grad må anses for uheldigt, at nogen ustraffet offentligt skal kunne give det sin tilslutning, at der bliver begået forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, foreslår man, at en offentlig billigelse af denne art skal kunne rammes af straf som den, der nu er fastsat i § 136 for tilskyndelse til forbrydelse.

Som det ses indeholder dette ingen form for drøftelse af den ellers ret principielle forskel mellem kommende og allerede begåede forbrydelser. Det virker ikke specielt overbevisende i argumentationen. I det hele taget er 30’ernes strafferet ikke specielt sober; det var politiske ulvetider, og det ses. Desværre har vi bare aldrig fået udryddet vildskuddene.

Summa summarum

Det er muligt, at islamister af forskellig observans efterhånden har fået skræmt de fleste af os fra at sige vovede vittigheder om profeten. Men det var nu alligevel ikke så ofte, jeg gjorde det.

Derimod er der en lang række andre ting, herunder verdensrevolutionen, diverse diktatorers forsvinden fra jordens overflade og opskriften på sortkrudt, som jeg heller ikke længere tør tale højt om. Men når jeg ikke kan det, så skyldes det altså, at vi af hensyn til ytringsfriheden og demokratiet vil forsvare os mod ytringer. Og det kan jeg ikke helt forstå.

Og helt galt bliver det, når nogen kræver endnu flere og skrappere regler.

Udgivet den

Fri hashhandel – er der praktiske problemer

Det er efterhånden blevet ganske populært at gå ind for en eller anden form for liberalisering af hash, og min egen position er klar. Uanset produktets givetvis skadelige bivirkninger, så gør både utilitaristiske synspunkter og navnlig principielle argumenter om statens rolle i borgernes liv en frigivelse noget nær nødvendig.

Men hvordan skal det rent praktisk foregå. I den forbindelse er det interessant at se, hvor mange mennesker, der trods de elendige resultater af den hidtidige statskontrol med handelen i form af forbud, går ind for at handelen skal ske under streng overvågning fra statens side.

Men også en fri handel vil naturligvis indebære praktiske problemer.

Hvor skal leverancerne komme fra?
Det første er, hvorfra forhandlerne kan få de nødvendige leverancer af lovlig cannabis. I de lande, hvor den største produktion finder sted, sker det ofte i strid med landets lovgivning. Og selv hvis legal eksport kan organiseres, er der så mange internationale restriktioner, at det kan være vanskeligt at lade varen være i transit i 3.-land. Jeg har faktisk aldrig helt forstået, hvordan det lykkes butikkerne i Holland.

Mulighederne for indenlandsk produktion har jeg ikke den store forstand på, men hvis varen belægges med høje afgifter for at undgå en øget efterspørgsel, så vil navnlig frilandsproduktion være forbundet med vanskeligheder. Det vil være nemmere i væksthuse.

Hvem skal sælge?
Også kredsen af forhandlere kan give anledning til drøftelse. Det er i debatten ofte nævnt, at handelen bør ske via enten statslige udsalg eller apoteker. Jeg kunne dog godt forestille mig, at apotekerne vil sky produktet som pesten på grund af risikoen for ansvar. Og statslige udsalg er næppe heller en praktisk mulighed.

De nuværende forhandlere er ikke specielt troværdige typer, men de kender markedet. Og hvis de kan drive erhvervet som lovlig forretning, så vil det i hvert fald kunne afbøde den trussel, som navnlig politiet gør meget ud af, nemlig at de vil finde anden kriminalitet at kaste sig over.

Det er klart, at med en afgiftsbelagt handel falder forhandlerens andel af prisen, men det betyder ikke nødvendigvis en nedgang i profitten, al den stund risikoprofilen bliver helt, helt anderledes. Der skal ikke beregnes tabt fortjeneste for tid i fængsel, konfiskeret varelager og meget andet.

Grænsehandel?
Som et sidste væsentligt problem bliver der grænsehandel, både i form af import og eksport. Importen må i vidt omfang kunne løses med en form for banderolering (f.eks. krav om salg og opbevaring i blisterpakninger), men eksporten vil kunne give en del negativ omtale, så længe vore nabolande ikke har samme holdning.

Samlet set er det ikke indvendinger, der kan give anledning til at opretholde forbuddet, men det er spørgsmål, der må overvejes.

Udgivet den

Da Kaj Benny råbte “Pansersvin”.

For så vidt angår socialklasse, så er det jo klart som solen, at en Kaj Benny Jensen naturligvis jævnligt må optræde i straffesager. Det var dog måske alligevel ikke helt så givet, som man først skulle tro.  Kaj Benny havde nemlig været lektor ved en akademisk læreanstalt. Nærmere kan jeg ikke komme det, hvis han skal bevare blot et skær af anonymitet. Derfor har jeg også ændret det ene af hans karakteristiske fornavne.

Han havde i en alder af nogenoghalvtreds fået en alvorlig diskusprolaps og efterveerne af den havde givet ham permanente smerter, som han dulmede med temmeligt pæne mængder narkotika, som han imidlertid fik helt legalt.

Normalt forsvarer jeg retten til stofmisbrug med den bemærkning, at det er langt mindre indgribende i personligheden og helbredet end f.eks. drukkenskab. Men det er dog ikke uden omkostninger, at gå rundt i en salig bimmelim det meste af dagen – og natten med. Man får en særlig personlighed, hvor man bliver udflydende i sine meninger og totalt mangler fokus på en samtale. Det kan godt minde lidt om en almindelig brandert.

Efterhånden havde han derfor søgt ned i fællesskabet med de ligesindede, de illegale misbrugere ved Hovedbanegårdens bagindgang. Her fandt han indhold i dagligdagen som invalidepensionist.

Politiet havde jo et vist øje for gruppen. Det er hovedsagelig derfor, der er en politivagt på stationen. Og de syntes nok Kaj Benny stak lidt af fra de andre. De var i hvert fald efterhånden blevet overbeviste om, at hans lidt pænere tøj og raskere udseende var udtryk for, at han scorede en vis fortjeneste på handel med sine Rohypnoler eller hvad han nu ellers fik af gode sager.

Der var bare den lille hage ved det, at han altid huskede at opbevare sin medicin i pæne æsker fra apoteket med hans navn og dosering udenpå. Det forhindrede dog ikke et par betjente i at udse sig Kaj Benny som en særlig aversion. Så med nogenlunde mellemrum passede de ham op. Kaj Benny havde dog en vis sans for at påberåbe sig sine rettigheder – og de var dengang lidt flere end idag – så han var en besværlig kunde. Og derfor endte det jo også ofte med, at betjentene i irritation over hans lidt insisterende optræden anholdt ham.

Og lige så ofte løslod de ham uden nogen form for tiltale efter et antal timer. Hvorefter Kaj Benny krævede – og undtagelsesfrit fik – erstatning for uberettiget anholdelse. Det blev med 8 anholdelser på 6 måneder til et pænt lille skattefrit tilskud til pensionen. Og det var bestemt ikke noget, der stemte de pågældende betjentes humør lysere.

Sådan kunne livet være fortsat med samme regelmæssighed som romernes angreb på en lille landsby i Gallien, hvis ikke der en dag var sket noget nyt.

Kaj Benny kom nemlig forbi en varm sommerdag, medens en af hans bekendte var ved at blive anholdt af Kaj Bennys helt personlige vennepar blandt betjentene, Kling og Klang. Det havde udviklet sig til et helt lille opløb på en 20-30, givetvis højrøstede personer, der tydeligt tilkendegav deres mening om betjentenes kompetance, beskyldningernes rimelighed og sikkert adskilligt andet.

Udover vennen, endte det med at også Kaj Benny blev anholdt. Han havde ‘grebet forstyrrende ind i en politiforretning’ og navnlig havde han fornærmet 2 embedsmænd i funktion ved at kalde dem for ‘sorte pansersvin’. Han kunne dog ikke erkende hverken dette udsagn eller ‘dumme pansersvin’.

I byretten blev han dømt på vidneudsagn fra ikke alene venneparret, men også fra et par betjente, der hidkaldt af støjen, havde overværet episoden fra politivagtens vinduer.

Jeg havde fornøjelsen af at føre sagen i landsretten og vidste jo egentlig godt, at det var op ad bakke. Det første skridt var en besigtigelse af politivagten, hvor det sjovt nok viste sig at vinduerne sidder næsten lige så højt som i en fængselscelle. Men det var naturligvis ikke relevant, da skrivebordene just den dag var stillet nedenfor, så de kunne bestiges, når man ville nyde udsigten.

Heroverfor stod så det lidt irriterende synspunkt fra min side om, at muren på hovedbanegården er temmeligt tyk – 3 eller 4 sten – så man skal have hovedet stukket godt ud af vinduet for at betragte fortovet nedenunder. Og det må være ganske vanskeligt for en granvoksen betjent, fordi vinduerne faktisk ikke er ret store!

Derudover måtte der jo indkaldes relevante vidner, og dem var der en del af udover anklagerens. De var dog fordelt temmeligt vidt i samfundet, på jyske afvænningsanstalter, sjællandske arresthuse samt en del uden nogen fast bopæl. Så der dukkede ikke så mange op som tilsagt.

Og endelig var der mit store sats – en frifindelse af juridiske årsager. Det er almindelig kendt i injurieretten og andetsteds i strafferetten, at begrebet retorsion – gengældelse – er væsentligt. Men retorsion er normalt overfor modpartens ligeartede handlinger, at svare ordet dum med idiot eller knytnæveslag med knytnæveslag. Her var synspunktet imidlertid, at hvis retten måtte finde, at Kaj Benny havde fremsat de fornærmelige ord, så var der dog på grund af de mange uberettigede anholdelser i hans tilfælde tale om, at han – og kun han – måtte have en særlig ret til at benytte termer, som ikke normalt ville kunne bruges om betjente. Og naturligvis kun om Kling og Klang.

Det var en af de dage, hvor man var glad for, at ytringsfriheden i en retssal er total. Men det var altså heller ikke helt tosset fundet på – ej heller selv om det var fundet på af en tosset.

Det ville være dejligt at kunne sige, at det kom til at stå i dommen, men det gjorde det ikke. Det var nok for langt for den imposante retspræsident Boas, men det lagde måske nok en grund. Midten mellem 2 poler defineres jo af polerne.

Så Kaj Benny blev frifundet, fordi gerningen “ikke var bevist med den til en domfældelse fornødne sikkerhed”.

Samme eftermiddag blev Kaj Benny anholdt af Kling og Klang på McDonalds på Hovedbanegården for tyveri af en reklamekuglepen til en værdi af kr. 1,33.

Og så er det lige man spørger sig selv, hvor små ting politi, domstole og forsvarere egentlig skal spilde deres tid med?

Hvis man har lyst til mere fra samme skuffe, så kig her.

Udgivet den

Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: