I slutningen af april 2015 kunne man i JP læse om en hjemmehjælper, der ikke kunne hjælpe sin demente klient med de ubetalte regninger. For det må hun ikke.
Det er muligt, at kommunen har givet hende den instruks. Hendes kommunale chef tror nok selv på instruksen. Det kan også godt være, at lovgivningen umiddelbart ser sådan ud. Og det er helt givet, at kommunen kan finde på at fyre hende, hvis hun overtræder instruksen.
Men alt det der er bare ikke god jura. Jura handler jo om at løse problemer. Og derfor er retstilstanden heller ikke, som hjemmehjælperen er blevet bildt ind.
Løsningen ligger i de uskrevne – men helt alment anerkendte – regler om ‘uanmodet forretningsførelse’. Dansk aftalerets ‘grand old man’ Henry Ussing antager f.eks. klart, at det er lovlig indgriben i andres forhold, hvis man sørger ind for at forhindre væsentlig skade såsom ophævelse af et lejemål.
Man løber selvsagt en vis risiko, når man griber ind i andres forhold. Først og fremmest den risiko, at man ikke får sine udgifter til hjælpen betalt. Så man skal naturligvis tænke sig om.
Men foreløbig må man imidlertid konstatere, at hjemmehjælperen er en bedre jurist og har mere omtanke end de faguddannede på rådhuset, som har bildt hende en historie på ærmet.