Flagrende frihedstanker

Blandt konservative er frihedstanken til tider temmelig flagrende og usikker. Navnlig når det gælder flag.
Den samlede konservative top (Barfoed, Kjær og Jarlov) var også ude med riven: http://www.b.dk/kommentarer/regeringen-og-la-angriber-dansk-kultur.
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen viste det med denne klumme: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/04/23/den-fattigste-frihedskamp/

Og så kunne jeg ikke holde mig længere, men måtte endnu en gang ytre mig derom. Denne gang på facebook:

Tvangstænkende nationalister

Gennem den seneste tid har en debat om flag, kanoner (af den kulturelle slags), kristendomsundervisning og andre nationale symboler raset på fuld kraft i aviser og på netmedier. Blandt de flittigste skribenter har været den tidligere så saglige Rasmus Jarlov, men senest har Berlingskes Tom Jensen også blandet sig.

Der er ingen ende på, hvilke mærkelige motiver de kan skyde deres modstandere i skoene – lige fra at bulldoze nationale symboler til afskaffelse af Dannebrog. Og hvor må de dog vide, at det er noget inderligt vrøvl, som de får fremført.

Når man hedder Jens Hansen, så er det godt nok tungt at blive beskyldt for at være tilhænger af unational adfærd. Jeg skriver disse linier omgivet af minder om mine forfædres indsats i danske krige tilbage til Københavns bombardement i 1807. Forleden læste jeg Den lille Hornblæser for mine børn, nøjagtig som min farfar læste den for mig og hans far førend ham. Og så skulle jeg ikke være kernedansk? Og endnu værre, jeg skulle ikke ønske at videregive min danskhed til mine børn.

Men misforståelsen skyldes tilsyneladende, at d’herrer er så hjernevaskede af det moderne forbudssamfund, at de slet ikke fatter betydningen af det lille ord “frihed”. Frihed betyder imidlertid, at en handling hverken er forbudt eller påbudt. Hvis man har frihed, så må man selv bestemme, om man vil eller ikke vil gøre handlingen, f.eks. at flage med Dannebrog. Når man giver nogen frihed i stedet for litteraturkanoner, så betyder det altså ikke, at læsning af Peter Seeberg bliver forbudt. Men det betyder, at man har indset, at fortalen til Jyske Lov kan være lige så vigtig som en ekstra folkevise; at Anne Holms børnebog David er lige så vigtig som 100 sider Holberg (der i øvrigt ofte var påfaldende inspireret af udenlandske forfattere). Og fremfor alt betyder det, at man har forstået noget centralt i vestlig civilisation, nemlig at mennesker skal have både lov og pligt til at tænke selv.

Historie- og rodløse er nationalromantikerne også. De ved ikke, at dansk tradition netop bygger på, at skoler selv fastsætter deres pensa, og at det modsatte kun har været gældende i et fåtal af år. De ved tilsyneladende heller ikke, at de “kanoniske bøger” er Bibelens officielle titel, og at brugen af udtrykket om andet med rette kan anses for lettere blasfemisk. De påkalder sig kultur, men blændes af politur.

Sagt i samme højspændte tone, som de selv bruger, så vil de afskaffe kærlighed til Danmark og indføre pligt til at være dansk. Men kan man virkelig have den holdning, og så stadig være dansk?

Jens Fr.

PS Jeg var meget glad for venlige kommentarer fra blandt andet d’herrer Geertsen og Jan E. Jørgensen

I de national-romantiskes verdensbillede vægter Holberg tungt –
lige så tungt som hans sarkofag i Sorø

 

Kultur er kodeordet

I Berlingske begik Benedikte Kiær denne blog: http://www.b.dk/politiko/nej-tak-til-den-radikale-vaerdirevolution.
Det var altså ikke til at stå for, så her er svaret fra 18. marts:

 Kultur eller politur

Benedikte Kjær skrev alle de rigtige plusord i sin blog forleden, hvor hun angreb afskaffelsen af kanon-lister i folkeskolens undervisning i historie og dansk. Hun trak både “grundlæggende liberale værdier”, “historien og den kristne kulturbaggrund” frem. Så kan det ikke blive mere melodramatisk.

Problemet er bare, at hun ikke selv har styr på de 3 begreber. Kanonlister og central styring af pensum er ikke en gammel historisk tradition, men derimod et markant brud med de frie skoletraditioner, som er Danmarks ypperste bidrag til moderne civilisation. Liberale er de da slet ikke. Kanonlisterne er derimod skabt for ikke ret mange år siden i frustration over faldende standarder i folkeskolen, men de har været en hovsa-løsning. Sandheden er den enkle, at kanonlisterne kun kan bidrage med politur til undervisningen, og det kræver endda, at de bliver efterlevet, hvad de næppe gør.

Hvis skolerne skal fungere bedre, så kræver det et uhyggeligt langt, sejt træk med at opgradere lærerne, så de besidder kultur. Det er så enkelt, at man kan ikke lære noget fra sig, som man ikke selv har forstået. Med fare for at fornærme et stort antal hæderlige lærere, som selv synes, at de hver dag gør deres bedste, så må det konstateres, at læreruddannelsen gennem en lang årrække har haft alt for lav kvalitet og status. Og nu høster vi frugten deraf.

Bare et kort blik ind på et tilfældigt lærerværelse giver en opfattelse af en socio-økonomisk gruppe, der skiller sig markant ud fra det omgivende samfund. Det er problemet, og det kan ikke løses med kanoner.

Jens Fr.

Og for fuldstændighedens skyld er her hendes replik

“Jeg er konservativ

Jens Frederik Hansen udtrykker i søndagens Berlingske, at man ikke både kan støtte liberale frihedsrettigheder og kanonlister. Men Hansen glemmer, at jeg er konservativ.

Det Konservative Folkeparti kæmper både for de liberale frihedsrettigheder og de danske værdier.
Smuldrer sammenhængskraften i samfundet, forsvinder vores identitet som danskere.

Og uden blik for de fælles værdier og begivenheder, der samler nationen og har haft betydning for historiens gang, får vi for alvor svært ved at klare os i den skærpede globale konkurrence.

Benedikte Kiær
Politisk ordfører ( K).”