Tag: Danmarks Radio

Udgivet den

Intet uetisk i meningsmålinger og exitpolls

DRs mangelfulde forudsigelser om kommunalvalget var et klart eksempel på, at man godt må tænke sig om, førend man udtaler sig skråsikkert. Ikke desto mindre har samtlige partier, bare 2 dage senere besluttet sig for, at offentliggørelse af exitpolls førend afstemningen er slut, skal være ‘uetisk’.

Det er en meget mærkelig form for beslutning. I et retssamfund har man love, og hvis der ikke er en lov, så kan folk gøre, som de vil. Det er vores eget private valg, som politikere ikke skal blande sig i, med mindre de altså vil lave love om emnet.

Derudover skulle man egentlig også tro, at samtlige landets borgere nu har fået en passende anskuelsesundervisning i vanskelighederne ved at lave meningsmålinger. Så mon ikke journalisters trang til at opføre sig som lemminger og kolportere andre mediers sensationer bliver lidt mindre. Og mon ikke diverse politikere genfinder den klassiske sætning om, at vi først kender resultatet, når den sidste stemme er talt op.

Endnu mærkeligere er det, at dele af pressen, f.eks. Berlingske, tilsyneladende slutter op om dette indgreb i pressefriheden. Og så er det alligevel ikke så mærkeligt, for Berlingske har formentlig ikke råd til at lave den type undersøgelser, og som trykt medie har man næppe heller så megen  brug for dem. De er i hvert fald ikke særlig spændende dagen efter.

Det kan godt være, at andre lande har forbud, men når det handler om valgsystemer, så plejer vi da at kunne være enige om, at andre lande er underudviklede, bananrepublikker eller ligefrem uciviliserede. Så hvorfor abe efter, med mindre man har en god grund dertil.

DR’s kamp mod kedsomhed.

Og hvad med lige at overveje, hvorfor DR overhovedet lavede målingen. Det gjorde man formentlig, fordi man havde besluttet sig for at sende kommunalvalg live fra valgstederne åbnede til sent næste eftermiddag. Det er rigtig mange timer at skulle fylde ud. Men heldigvis mest i konkurrence med andre kanalers genudsendelser af sæbeoperaer. Det er imidlertid begrænset, hvor spændende det er at se på folks fodstilling, medens de sætter krydser, så det får lidt samme karakter som en transmission fra et prinsebryllup. Og så griber man til desperate midler såsom dårlige prognoser.

Det hidtil fremførte argument mod disse målinger er, at de påvirker – eller i hvert fald kan påvirke – valgresultatet. Og til det er der kun at sige: “Og hva’ så? Er der noget galt i det?”

Der er rigtig mange typer informationer og udtalelser, der påvirker valgresultatet. Det kan være disinformation om en partileders troværdighed. Det kan være en morsom notits i ’At tænke sig’.

I alle mulige andre sammenhænge kræver vi jo ellers, at borgerne skal have bjerge af informationer, og endda ligefrem skrive under på, at de har læst dem – prøv blot at optage et realkreditlån eller deltage i et medicinsk forsøg om en ny type ligtorneplaster. Så hvorfor er der pludselig oplysninger, som vi – angiveligt af hensyn til os selv – ikke må få, bare fordi de kan få os til at tænke os om en ekstra gang. Er det fordi presse og politikere tror, at vi er lige så meget lemminger som de selv.

Meningsmålinger har i hvert fald den gavnlige effekt, at vi vælgere får et fingerpeg om, hvad vores medborgere tænker – navnlig de af dem som vi ikke selv taler med. Det er jo i hvert fald en oplysning, som partierne gerne selv vil have.

Og på det rent praktiske plan må man spørge sig selv, hvordan man vil forhindre medier i at være uetiske. Det er vel endnu ikke hændt, at det har lagt bånd på noget medie, hvis der blot var seertal nok i nyheden. Hvad vil man egentlig gøre, når nogen bryder reglen? Og hvor langt ned vil man gå. Vil det også være skadeligt for demokratiet og uetisk at bringe billeder af partiledere, der overraskende nok stemmer på deres eget parti. Eller at interviewe politikere eller vælgere på valgdagen. En klodset hhv. kvik udtalelse vil jo også kunne påvirke valget!

Hvis man først vil forhindre pressen i at påvirke et valg, så er man temmelig godt på vej mod at afskaffe demokratiet. Er det virkelig intentionen?
Jens Frederik Hansen

En forkortet version blev bragt i Børsen d. 25. november 2013

Udgivet den

Skattemoral

Avisredaktører elsker, når man forkorter. Heldigvis kan jeg her bringe de oprindelige – læseværdige – udgaver. Denne tekst, der havde sin baggrund i, at Danmarks Radio endnu en gang angreb ‘advokater, revisorer og andre højtlønnede’  for at give umoralske, men lovlige råd om skattetænkning, blev forarbejdet til et lille stykke i Børsen:

Vi er alle skattetænkere

Kampagnejournalistik minder lidt om militær strategi. Angriberen ved, hvor offensiven vil finde sted, og forsvarerne vil ofte være forvirrede og svare igen med variende og til dels modsatrettede midler. Sådan er det også med DRs skatteudsendelser.

Politikerne, der tror, at de skal have en mening om alt, er allerede løbet over ende og kræver i samlet flok yderligere, fornyet og målrettet indsats mod anløbne rådgivere. Det har de ganske vist gjort i årtier og uden synderlig virkning, men det ser godt ud. Vi andre, som har lidt mere tid til at tænke, kan måske nok have lidt flere tvivl om årsag, virkning og konsekvenser.

For det første er det helt notorisk, at jo højere skat, desto større kan fortjenesten ved at undgå skatten blive. Det indebærer selvsagt, at lovene bliver længere og mere komplicerede. De som tror, at man kan lave et enkelt skattesystem fornægter altså betydningen af økonomiske incitamenter. Men der er selvfølgelig nogen, som er naive og ikke vil have deres cirkler forstyrrede af fakta.

For det andet er det jo i praksis sådan, at næppe nogen branche er underlagt et skrappere rådgivningsansvar end de, som beskæftiger sig med skat. Der er domme som gør rådgivere ansvarlige for ikke at have anvist skattebesparelser, uanset kun et mindretal blandt rådgivere kendte til og benyttede den pågældende metode. Sjovt nok er erstatningsansvaret i øvrigt størst, hvis man ikke minimerer klientens skat, for så kommer rådgiveren til at den skat, som kunne have været undgået. Er dispositionen derimod kommet på den forkerte side af loven, så kan kunden ikke kræve erstatning, for han har jo intet tab lidt. Til gengæld er der så et problem med et strafansvar. Så det er en evindelig sejlads mellem Scylla og Charybdis.

For det tredie vil ingen rådgiver foretage sig noget som helst uden at have rygdækning i enten klare og kendte regler eller i en bindende forhåndsbesked. Måske nok en forhåndsbesked indhentet i en mindre betydende sag, men i hvert fald med nøjagtig samme fakta. Derfor er det ikke så interessant, hvad nogle bankfolk m.v. har foregøglet af guld og grønne skove som led i en salgstale. Og man bør i øvrigt kun dømmes for sine gennemførte gerninger, ikke for intentionerne. Det er kun det 10. bud, som også forsøger at lægge bånd på fantasien. Og det ved vi vist alle, ikke er så vellykket.

For det fjerde må kritiken i givet fald rettes mod alle, der forsøger sig som skatteål. Man er jo lige moralsk anløben, hvad enten man er udenlandsk eller indenlandsk skattetænker. Men hver eneste morlille, som forærer børn og børnebørn de årlige 55.000 for at undgå arveafgift, handler med samme hensigt. De forældre, som overdrager en forældrekøbt lejlighed til datteren for at undgå avanceskat ved videresalg, er heller ikke ret meget bedre. Eller de som flytter skattefradrag fra en andelsboligforening til dens andelshavere. Hvis alle de skal brændemærkes som skattetænkere og umoralske individer, så får man travlt.

Og man kan blive ved. Men er det nødvendigt med et femte, sjette og syvende punkt. Etik handler ikke kun om at være højtravende, men navnlig om at løse enkle modsætningsforhold på en anvendelig måde. Hidtil har vi gjort det ved at operere med begrebsparret lovlig versus ulovlig. Det har fungeret i mange år. Mon ‘tvivlsom’ og dets antonym kan fungere lige så godt?

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: