Slå nu koldt vand i blodet.
Der er ingen ende på, hvor mange af os, der forarges over dovne Robert. Og det er selvsagt med rette. Nogen har et ansvar for, at manden er havnet, hvor han er, og det ansvar bør placeres. Men er det nu udelukkende Roberts?
Det er ikke ukendt, at flere i fællesskab kan være skyld i en ulykke. Kombinationen af fodgænger, som går over for rødt, og bilist, der kører for hurtigt, skal jo ende galt. Robert, der på et tidspunkt er havnet udenfor arbejdsmarkedet, og et socialt system, der ikke har magtet at hjælpe ham på ret køl – eller sætte ham stolen for døren – kunne være et andet eksempel.
Man skal ikke have oplevet ret mange studerende i specialesumpen, førend man kan forstå, hvordan et virksomt og levende menneske kan synke hen i apati. Vi har alle brug for selvrespekt, og hvis de momenter, som normalt giver den, forsvinder, så kan man jo forfalde til at betragte nederlaget med stolthed.
Hvis vi som samfund skal have et udbytte af disse mennesker, så skal vi sørge for at skabe dem adgang til indtægt og dermed parforhold, børn og statussymboler. Til det formål skal vi sænke skatten på arbejde, vi skal lukke “taberfabrikken”, og vi skal byde de fortabte sønner velkommen tilbage ved at slagte fedekalven.