Nu kører diskussionen om Sharia igen, igen og endnu en gang. Og hver gang kommer der fokus på de mere outrerede dele af strafferetten.
Men så enkelt er problemet bare ikke.
For i praksis er emner som aftale, familie- og arveret nok langt vigtigere.
Og så er det, at jeg faktisk godt vil forsvare eksistensen af parallelle retssystemer.
For det første fordi indvandrere – og det gælder uanset oprindelse – ofte kommer hertil med en partner, som de har etableret sig med under de forudsætninger, som var gældende i hjemlandet. Det er i øvrigt et synspunkt, som igennem mange år har været accepteret af domstolene, så i begrænset omfang er Sharia allerede en del af dansk ret.
Og for det andet fordi jeg egentlig har lidt svært ved at se, at dansk ret i alle situationer er lige så perfekt, som hvis den var åbenbaret af Gud.
Og for det tredje fordi vi faktisk har prøvet det før. Huguenotter og jøder havde deres egne spilleregler, love og domstole, indtil de blev integrerede/assimilerede. Og hvorfor skal et dansk samfund i det 21. århundrede være mindre fleksibelt og accepterende end en stivnakket halvtyran som Frederik VI, der eller mest er kendt for “Vi alene vide…”.
Der er selvsagt nogle vildskud, som ikke skal accepteres – meget lave aldre for ægteskab og sex eksempelvis – men det er jo ting, som man så må tage stilling til problem for problem.
Men skal et samfund, der accepterer alle mulige seksuelle konstellationer og frit valg af juridisk køn, f.eks. forbyde legaliseret bigami? Jeg har i hvert fald svært ved at se konsekvensen.
Og hvis jeg så skal tages til indtægt for at være tilhænger af Sharia, så siger det mere om kritikernes manglende vilje – eller evne – til at læse indenad, end det siger om mig.